fbpx

Webshop har fået ny adresse

  • Udgivet i Nyheder

Vores webshop Legion: For We Are Many har fået ny adresse og kan derfor fremover findes på LegionShop.dk

Legion: For We Are Many er en webshop der sælger tøj og accessories med fokus på pop cultre, gaming og musik i den hårde ende. Tøj helt op til 5xl for både mænd og kvinder, samt tøj til børn og babyer. Ønsker du at få trykt en personlig tekst eller design på en trøje, kop, taske eller måske en kasket, så kan vi også hjælpe med dette. Vi har ingen minimums krav.

 

Læs mere...

We Sell The Dead - Heaven Doesn't Want You And Hell Is Full

Det er sjældent en ulempe for et nyt band at kunne fremvise erfaring fra etablerede navne, og det gælder selvfølgelig også for We Sell The Dead. Foruden In Flames guitaristen Niclas Engelin tæller bandets samlede CV navne som Firewind og HIM, så på forhånd er forventningerne hævet over nul niveau.

I introen bliver vi ført tilbage i tiden til en lidt makaber salgsbod, hvor kropsdele falbydes frisk fra kirkegården – en udmærket måde at slå en stemning an. Og ovenpå havde jeg forventet en omgang Goth Metal eller måske endda Goregrind, men We Sell The Dead bevæger sig i en helt anden og langt mindre farlig retning.

Bandet har valgt Hardrock som musikalsk stil, men vel at mærke med et kraftigt nik tilbage mod ’70ernes store navne som Deep Purple og Whitesnake. Det høres i vokalen, hvor Apollo Papathanasio sagtens kunne træde ind hos de nævnte bands uden at falde igennem. Samtidig er numrene udstyret med ret tunge riffs, som især på albummets første halvdel gør ”Echoes of an Ugly Past” og ”Leave Me Alone” til stærke skæringer med udmærket power.

Desværre ryger bandet også over i den anden grøft, for ”Too Cold to Touch” og de afsluttende ”Pale and Perfect” og ”Silent Scream” er blodfattige numre i balladeklassen – her lå mine forventninger højere. Det må siges at gælde for albummet som helhed, for de gode elementer kan kun lige holde de uinteressante i skak.

Tracklist:
1. The Body Market
2. Echoes of an Ugly Past
3. Leave Me Alone
4. Imagine
5. Turn It Over
6. Too Cold to Touch
7. Trust
8. Pale and Perfect
9. Silent Scream
Samlet spilletid: 42:18

Læs mere...

The Courettes - We are The Courettes

Efter at have suppleret deres debutalbum ”Here are The Courettes” fra 2015 med bl.a. et livealbum og en splitudgivelse med Powersolo, er Flavia Couri (guitar og vokal) og Martin Couri (trommer og vokal) nu klar med deres andet album.

Her viser de, at det ikke kun er Flavias smag for kjoler, der peger tilbage til 1960’erne, det gør duoens musik også. Det resulterer i, at indholdet på albummet kan deles i to lejre: Den første består af afdæmpede skæringer i den let poppede og balladeagtige stil. Her rammer duoen retrostilen flot, så man næsten føler sig flyttet en stak årtier tilbage i tiden. Det afsluttende ”Fool Fool Fool” er en flot afrunder, men kan ikke slå ”Strawberry Boy” som udgivelsens mest velfungerende nummer.

I den anden lejr går det helt anderledes heftigt for sig, for her spiller The Courettes upoleret og rå garagerock. Det sker hele tiden med glimt i øjet, men der er fin energi og godt tempo i numrene. Flere steder endda lige rigeligt, for musikken har det med at kamme over, så det skramlede bliver rodet og endda kaotisk. Her gør den sparsommelige besætning bemærket, for The Courettes har ikke overdubbed sig halvt ihjel. Det giver naturligt en del støj at få tingene til at hænge sammen, men det hører med til bandets stil.

Mine noter indeholder ord som Energisk og Frisk, men også Rodet og For meget. Desværre står der ikke noget om Medrivende og Spændende, for The Courettes kommer ikke over det mellemgode på denne udgivelse,

Tracklist:
01. Hoodoo Hop
02. Time is Ticking
03. Come Inside
04. Nobody but You
05. T-C-H-A-U
06. Strawberry Boy
07. Voodoo Doll
08. All About You
09. The Way you walk
10.TheTeens are Square
11. Boom! Dynamite!
12.Fool Fool Fool
Samlet spilletid: 31:41

Læs mere...

Orchid - Sign Of The Witch

San Francisco-kvartetten Orchid har netop udgivet EP’en Sign Of The Witch, som er den ottende udgivelse fra deres hånd siden debuten i 2009. Mit kendskab til bandet begrænser sig til den ene af deres to fuldlængdeskiver, The Mouths Of Madness, fra 2013 samt et par eller tre af de ældre sange, og at dømme ud fra dette fortsætter de ufortrødent ud af samme tangent som hidtil.

Navnet Orchid stammer fra Black Sabbath-nummeret af samme navn, og hvis der findes et band der ligner sit forbillede i højere grad har jeg aldrig hørt om det. De fire medlemmer, som alle har været med fra starten omkring 2006, danner samme besætning som Sabbath og musikken er uhyggeligt lig de gamle mestres. Der er de samme buldrende tønder, den samme spinkle guitar med samme chorus-effekter og spillestil, den samme lidt dåsede Fenderbaslyd og sangeren bruger den samme stemmeføring og måde at frasere på, om end hans stemme har sin helt egen klang, der egentlig minder mig lidt mere om Robert Plant end Ozzy. Numrene er tilmed komponeret og arrangeret på samme facon, f.eks. med de lejlighedsvise ophold i musikken efterfulgt af takt- eller temposkift, og titlerne på såvel plader som sange har ofte mystiske overtoner og indhold.

På den indeværende udgivelse finder vi fire numre på lige under nitten minutters spilletid i alt. Helicopters indleder med en introsekvens på over 1:20 ud af nummerets godt fire minutter, så lad ingen sige at Orchid ikke giver sig tid til at udnytte en god ide! Nummeret er, som deres sange generelt er, præget af simple men gode melodier og riffs, som får lov at udfolde sig med både sang, guitarsolo og melodiøse basgange, så man er i den lykkelige tilstand af hverken at kede sig eller føle sig jaget. John The Tiger følger efter, og er i sin udformning så Sabbathsk at det næsten gør ondt. Sangen har simpelthen alle elementer med, og det er lige så man kan forudse tonerne i den solo der starter omkring 3:30. På samme måde minder titelnummeret Sign Of The Witch både i lyd og harmoni ganske meget om Sabbaths Tomorrow’s Dream, selvom der her er masser af egenart at finde i både trommespil og solo. Sangen Strange Winds, der er pladens længste med sine 5:31, er denne udgivelses Planet Caravan. Det er en lang, dyster og smuk sang, der gør udmærket brug af keyboard, percussion og stemmeeffekter, og som runder oplevelsen af på en fin og melankolsk måde.

Lad mig til sidst beklage de mange referencer i denne anmeldelse, men de er simpelthen ikke til at komme udenom. Som musiker og anmelder er jeg splittet mellem min trang til at harcelere over en så gennemgående mangel på opfindsomhed og originalitet og samtidig klappe i mine små fede fingre over et band, der har formået at tage fat om deres musikalske arv og forme den til noget, der alt andet lige er deres eget. Med syv originale udgivelser i ryggen kan man knapt nok beskylde Orchid for at være et fantasiløst coverband, selv om der ikke er nogen tvivl om hvor deres inspiration kommer fra. Min kritik af Sign Of The Witch skal derfor ikke lyde på hvor meget de minder om et band, hvis gennembrud kom for over fyrre år siden, men snarere på, at de stadig gør det. Der er ikke sket ret meget med Orchid i løbet af de sidste knap ti år, og jeg tror man skal være inkarneret sludge-/doom-/klassisk heavy metal-fan for på stående fod at kunne skelne ret mange af deres sange fra hinanden. Sign Of The Witch er ingenlunde ringe, tværtimod er det loyalt mod forlægget og et veludført stykke retrometal, men jeg kan ikke helt undslå mig tanken om, at Orchid står en smule i stampe. Bestemt en gennemlytning eller to værd, men på længere sigt næppe en plade der vil sætte sig fast i min hukommelse.

Trackliste:
Helicopters (4:06)
John The Tiger(4:53)
Sign Of The Witch (4:23)
Strange Winds (5:31)

Samlet spilletid (18:52)

 

Læs mere...

The Vintage Caravan - Arrival

Islandske The Vintage Caravan er det store metallabel Nuclear Blast’s seneste satsning indenfor den retro-heavy rockede gren af deres rooster, der blandt andet også tæller efterhånden rimeligt anerkendte bands som Kadavar og Blues Pills. Med andre ord er The Vintage Caravan kommet i fint selskab, og derfor var det selvfølgeligt spændende for undertegnet at skulle anmelde deres debutplade ‘Arrival’.

‘Arrival’ er på mange måder et spændende album, og The Vintage Caravan lyder som en gedigen blanding af The Sword, Clutch, og Kyuss. Der trækkes på alt det bedste disse bands har at byde på, men alligevel har The Vintage Caravan sin helt egen lyd. Mest karakteristik er nok, at bassen og rytmeguitaren nærmest konsekvent følger hinanden pladen igennem, hvilket skaber en bombastisk atmosfære på alle numrene, der grundet deres temposkift og progressive tendenser skaber et interessant lydbillede, hvor der stort set hele tiden er noget i bevægelse. Første skæring ‘Last Day of Light’ er et af skivens stærkeste numre og et godt eksempel her på. Der er ingen tvivl om at medlemmerne af The Vintage Caravan er dygtige og ambitiøse sangskrivere, og når de groover, så groover de rigtig godt. Derudover er albummet plasteret til med langstrakte og gennemtænkte guitarsoli, og det gør bestemt ikke noget fra undertegnedes perspektiv.
Ind i mellem er der dog nogle numre hvor The Vintage Caravan lidt unødigt søger mod en stadionpræget lyd, hvilket slet ikke behøves, da deres musik i forvejen er meget bombastisk, og det virker lidt malplaceret på et nummer som ‘Babylon’ med sit Bon Jovi-agtigt omkvæde, eller på den unødigt poppede ‘Shaken Beliefs’. Derudover er det svageste led i en ellers meget stærk musisk kæde nok vokalen, der som sådan er teknisk udmærket. Den er blot lidt kedelig, og jeg savner lidt mere variation i registret og at vokalen tør lidt mere. Det bliver på en måde lidt for sikkert, hvilket blandt andet kan mærkes på nummrene ‘Eclipsed’ og ‘Crazy Horses’.

Alt i alt har The Vintage Caravan dog begået en fin debut med ‘Arrival’ og der er en del gode skæringer på pladen, bl.a. førnævnte ‘Last Day of Light’, den shuffle-agtige ‘Sandwalker’, den proggede ‘Carousel’ og afslutningsnummeret ‘Winter Queen’. Der er helt tydeligt et stort potentiale i The Vintage Caravan, og det skal nok blive spændende at høre, hvordan de videre udvikler sig.

Trackliste:
1. Last Day Of Light
2. Monolith
3. Babylon
4. Eclipsed
5. Shaken Beliefs
6. Crazy Horses
7. Sandwalker
8. Innerverse
9. Carousel
10. Winter Queen
Samlet Spilletid: 55. min.

 

Læs mere...

Blues Pills, Dead Man, Monkey Okay

Der var dømt stoner-, retro-, psychrock … kald det, hvad du vil, for kært barn har, som bekendt, mange navne. Der var også mange navne på plakaten på 1000Fryd denne kolde vinteraften – men fælles for de tre var, at de alle kunne gå ind under ovennævnte genrer – om end på hver deres måde.

 

Monkey Okay

Således startede det rigtig tungt, da de lokale festaber fra Monkey Okay gik på scenen. Kvartetten, der pludselig ikke længere var en kvartet (men det vender jeg tilbage til) er en flok rutinerede herrer, og de tog det med ophøjet ro, at de skulle åbne ballet på et totalt udsolgt 1000Fryd. Præcis klokken 21:30 gik aberne på scenen – og publikum kunne tilsyneladende lide, hvad de hørte. Der var heller ikke grund til andet, for Monkey Okay leverede en omgang tung rock, der ville få både Tony Iommi og Jerry Cantrell til at nikke anerkendende – for vi befinder os et sted der imellem; det sted i rockverdenen, hvor Black Sabbath møder Alice In Chains. Til at guide os igennem dette rockens vadested, har Monkey Okay den altid karismatiske Jeppe Stephansen i front. Med rigeligt overskud til at kommunikere med publikum gjorde han i hvert fald sit, for at det skulle blive en god start på en forrygende aften! Som nævnt var Monkey Okay ikke længere en kvartet, idet en femtemand havde indfundet sig med en guitar – og som opbakning til Mads Siegenfeldts velspillede solier, fungerede det rigtig fedt. Men den ekstra guitar druknede lidt i mængden, når der blev spillet riffs – så måske et orgel ville kunne gøre underværker på den front. Men bortset fra det, var der bestemt ikke noget at klage over i forbindelse med den præstation, Monkey Okay leverede.

 

Dead Man

Anderledes afdæmpet blev det, da aftenens andet band, svenske Dead Man, gik på scenen. Ikke at det var kedeligt … det var bare knap så energisk. Og jo – jeg kedede mig ærligt talt lidt, under Dead Mans koncert. For godt nok kan det kategoriseres som psykedelisk rock – og godt nok håndterede de fire svenskere deres respektive instrumenter (og ikke mindst genren) temmelig godt … det hele blev bare lidt for ensformigt. Og når der endelig kom lidt variation, begyndte de at spille noget, der mest af alt mindede om country. Men en stor ros til vokalarbejdet.

 

Blues Pills

Nå, nu til aftenens absolutte højdepunkt. Det var en anelse syret (!) at få lov til at opleve Blues Pills på 1000Fryd, der vel kan rumme omkring 100 mennesker, når man ser de billeder, bandet løbende har lagt på Facebook – de afslører væsentlig større scener med markant flere mennesker. Så meget desto mere grund var der til at være godt tilfreds med at være blevet lukket ind ad 1000Fryds døre denne aften. Jeg stod og talte med et par stykker om, at det ville blive én af de koncerter, man om nogle år ville være stolt af at have været til – når man tænker på den fart, Blues Pills har haft på – de kan nærmest ikke undgå at blive kæmpestore. De har i hvert fald potentialet i kraft af solide musikere og et gennemarbejdet materiale.

Således startede Blues Pills godt ud med åbningsnummeret fra deres selvbetitlede fuldlængdedebut, ”High Class Woman” og gik direkte over i pladens anden skæring, ”Ain’t no Change”. Mens jeg så lige troede, jeg havde gennemskuet, hvad de så skulle spille, hev de ”Dig In”, fra EP’en Devil Man frem. Det var et glimrende valg, da de to første numre buldrede af sted over stepperne, så det var et velvalgt tidspunkt at få pulsen lidt ned igen. Energien blev holdt lidt nede med ”No Hope Left for Me” inden der blev disket op med syrerockeren ”Bliss”, som er den svensksprogede udgave af ”Jupiter” fra debutpladen. Efter ”Elements and Things” blev selv rygerne trukket indenfor i 1000Fryds varme, da der blev fyret op for ”Devil Man”, inden ”Little Sun” sluttede aftenens koncert.

Helt slut var det naturligvis ikke, for publikum krævede mere, så Blues Pills gik ikke engang af scenen, inden de lukkede og slukkede med ”Black Smoke”. Dermed var aftenens koncert slut – og hvilken koncert. Elin Larsson er ikke en kvinde af mange ord – det begrænsende sig til nogle få, ydmyge ”Tack så mycket” mellem numrene. I det hele taget var det ikke et band, der gjorde meget væsen af sig – bortset fra en aldeles fantastisk præstation. Blues Pills er bestemt ikke et band med stjernenykker – selvom de er i en situation, hvor de kan tillade sig det. Heller ikke efter koncerten var der krukkede miner fra bandet, der beredvilligt stillede op til såvel autografer og fotografier. Selv vekslede jeg et par ord med førnævnte frontkvinde Elin Larsson, som virkede nærmest overvældet over publikums stående ovationer. Men det var fuldt ud fortjent. Og jeg kan kun sige, at det var synd og skam for alle dem, der ikke var til koncerten på 1000Fryd – det sker nok ikke igen lige med det samme, at der kommer et band af den størrelse på en så intim scene. Blues Pills satte en tyk streg under, at de er et fremtidens band!

Setlist:
1. High Class Woman
2. Ain't no Change
3. Dig In
4. No Hope Left for Me
5. Bliss
6. Elements and Things
7. Devil Man
8. Little Sun
9. Black Smoke

Læs mere...

Paper Tigers - Head Over Heels

Selv om dette album er bandets debut, kan man ikke rigtig kalde Paper Tigers for et nyt navn, for de 4 gutter fra Hundested har spillet sammen som papirtigre siden 2009. Hidtil har de kun markeret sig på koncertfronten, men i forbindelse med ”Head Over Heels” har de været forbi Medley Studios, hvor Søren Andersen har stået for produktion, mix og mastering.

Paper Tigers bekender sig til den britiske Pop, og det bliver kraftigt understreget på albummet, at 1960’ernes musikalske univers stadig sætter sine spor 50 år senere. Numrenes opbygning er lige ud ad landevejen med enkle melodier, hvor lyden på guitar og bas er meget inspireret af Beatles. På samme måde er vokalarrangementerne som taget direkte ud af et hvilket som helst britisk Rock album fra dengang. Det skal forstås positivt, for Paper Tigers skal have ros for at være meget autentiske i deres stil – very british!

Stemningen er hele vejen igennem ubekymret og uskyldig som verden og dens musik var, inden det hele blev psykedelisk og udflippet. De eneste afvigelser herfra er nogle lydeffekter i åbningsnummeret, som kunne stamme fra ”Sgt. Pepper” eller guitaren i ”Cave Man”, som har lidt Hendrix over sig. Men ikke alt peger så langt tilbage, for den afsluttende ballade ”Goodbye” kunne sagtens være taget fra en Oasis plade. På den måde slutter Paper Tigers ringen og bringer den gamle og den nye Britpop sammen på et debutalbum, som er usædvanligt stilsikkert.

Tracklist:
1. Turn you On
2. Head Over Heels
3. The Devil May Care
4. Better Than Nothing
5. Never Before
6. All Inside My Mind
7. This Is Not Alright
8. We Should Head Home
9. Cave Man
10. The Nights Are Not Meant For Sleep
11. Goodbye
Samlet spilletid: 37:54

Læs mere...

Blood of the Sun - Burning on the Wings of Desire

Blood of the Sun udgiver med ”Burning on the Wings of Desire” deres 4. fuldlængdealbum. Det er dog deres første på det franske selskab Listenable, der udover Blood of the Sun også er hjemstavn for blandt andre Incantation, Sybreed og Gorod. Med disse bands i mente trykkede jeg afspil og jeg troede først, at jeg havde åbnet den forkerte fil… Blood of the Sun spiller sådan en rigtig omgang frisk 70’er rock med masser af Hammondorgel. Jeg kommer i hvert fald til at tænke en hel del på Deep Purple, når jeg hører Blood of the Sun.
Da den værste forskrækkelse/overraskels havde lagt sig, skulle jeg jo få noget ud af albummet, og jeg må blankt erkende, at ”Burning on the Wings of Desire” nok havde lidt en anden og knap så krank skæbne hos en anden anmelder, for det her musik appellerer slet ikke til mig. Jeg anerkender at disse gutter viser heltene deres respekt og spiller den klassiske form for rock, som de garanteret selv er vokset op med, men efter de to første numre er mit bæger fuldt af skinger vokal, Hammondorgel og stive og kluntede guitarriffs, så skiven er blevet hørt i flere omgange på kryds og tværs. Nogle gange med shuffle-funktionen tændt, så jeg måske kunne blive overrasket. Dog udeblev overraskelsen, og jeg må fastslå, at Blood of the Sun garanteret er rigtig fedt, hvis man kan lide genren eller bare Deep Purple. For mit vedkommende er det blot endnu en parentes i min anmeldergerning, og selvom der skal ros til drengene for at ”sticke to the roots”, så er denne udgivelse overordentlig ligegyldig i min optik... Men fedt cover, ellers….

Tracklist:
01: Let It Roll
02: Burning on the Wings of Desire
03: Can’t Stop My Heart
04: Brings Me Down
05: Rock Your Station
06: Good Feeling
07: The Snitch
08: Good and Evil

Læs mere...

Coogans Bluff - Magic Bubbles

Tysk rock med glimt i øjet og jazzede tendenser. Det lyder umiddelbart ikke som en god combo, men Coogans Bluff får det til at fungere. Musikken er som udgangspunkt af den ældre skole (altschul?) hvor der spilles lifligt på Fender Rhodes og man på sin vis føler sig hensat til en garage i de glade 70’ere. Bandet består af den nærmest klassiske opsætning med guitar, bas, trommer, vokal og førnævnte Fender Rhodes. De får dog hjælp af et par blæsere, og her gøres forskellen altså. De bidrager med et helt anderledes udtryk, som giver musikken lidt kant, uden at det skal være eftertænksomt og ”rocket-science”. Jeg får lidt en vibe á la det svenske retroband Horisont, dog bare med blæsere og en anelse bedre. Det er overbevisende, det som Coogans Bluff leverer, og det er egentlig ikke fordi man får på fornemmelsen, at musikerne er blændende dygtige på deres respektive instrumenter. De får det bare til at rulle på deres egen måde. Især de små pause-muzak-mellemspil er ganske finurlige. Coogans Bluff er ikke uforpligtende underholdning, men det er let fordøjeligt og catchy, og jeg er sikker på, at numre som ”Ready for Love/After the Lights”, ”Magic Bubbles” og ”The Information” nok skal tilfredsstille, hvis man er fan af genren. Det er dog den perfekte slutter ”I Believe”, der tager prisen som ”Magic Bubbles’” bedste track. Her går de også lidt udenfor rammerne og eksperimenterer lidt. Rigtig godt nummer!
Som skrevet er Coogans Bluff slet ikke originalt. Men det swinger rigtig fedt og fortjener et lyt, hvis du er til den slags.

Tracklist:
01: Hang ’em High
02: Marshall Law
03:∞
04: What’s Left
05: The Information
06: Boogie
07: Magic Bubbles
08: What’s the Deal
09: Miami Beach Tonight
10: Ready for Love/After the Lights
11: I Believe

Samlet spilletid: 39:43
 

Læs mere...

Valium - La Maledizione Sta Per Arrivare

Listen over italienske bands, som får udgivet deres musik via forbindelse til bookingselskabet Alkemist-Fanatix virker nærmest endeløs; her er jeg nået til Valium, som efter 10 års eksistens endelig får deres debutalbum på gaden.
Hvis man skulle bedømme bandet alder ud fra stilen, skulle der lægges en 30-40 år oveni, for musikken tager udgangspunkt i 1960´ernes Beat / Rockmusik. Det lægger en naturlig dæmper på numrenes kompleksitet, men Valium forsøger alligevel at variere instrumenteringen en anelse mere, end stilen foreskriver.
Italienerne nævner Beatles og Stones som inspirationskilder, og det er rigtigt nok - men det gælder jo for ALLE, som bare snuser til genren. Og så er der lige det, at hvis forbillederne havde lydt som Valium, var de for længst gået under i glemslens tåger. Trods de letbenede melodier og tilsvarende stemning er numrene hverken fængende eller særligt interessante, og det hele virker temmelig halvhjertet. Her ville det være let at give de italienske tekster skylden, men disse forstærker blot den lidt ferieprægedee stemning. Kun i "Tu Sei" og "Amen (L´Uomo Che Parla In Reverse") lykkes det at skabe noget, der smager lidt af spænding, og det er alt for lidt.
Jeg er helt sikker på, at gutterne i bandet selv syntes, at navnet Valium var et virkelig cool valg til deres band, da de fandt på det. Det ville også have været sjovt at opkalde sig efter et sløvende middel, hvis de spillede Grind eller noget andet voldsomt, men at gøre det OG spille kedeligt – det er ikke bare uheldigt, det er kikset.

Tracklist:
1 L´Infedele
2 Il Mio Mondo Cosmico
3 Lucienne
4 Tu Sei
5 Babilonia
6 L´Arte Di Schiodare Le Stelle Dal Cielo
7 Amen ( L´Uomo Che Parla In Reverse
8 The Boys Dig The Boys
9 La La La ( Gli Anni Persi)
10 Elizabeth
11 Ode al Silenzio
12 With A Glimpse

Samlet spilletid: 41:13

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed