fbpx

The Killers - Royal Arena, 25.02.18

The Killers - Royal Arena, 25.02.18

11 år og tre albums skulle der gå, inden The Killers valgte at besøge hovedstaden igen (eller så tæt man nu kunne komme, siden det i 2007 var på Roskilde Festival). I mellemtiden har Skive fået en visit i 2009, og Odense sidste år, specifikt på Tinderbox. For mig er Killers ”et af de der” bands jeg opdagede i mine teenageår, og siden da har ønsket at få krydset af listen, men op til koncerten har jeg naturligvis forberedt mig, og ligesom så mange andre (kunne jeg forestille mig), er de gamle albums altså bare bedst... så lad os se hvordan det går.

The Killers:
Lyset dæmper sig, en intro går på, tæppet falder... og damn, der er ikke sparet på sceneproduktionen. Som ”Run For Cover” og ”Somebody Told Me” brager derudaf, er det mere dét, at hele scenens ”bagtæppe” er to skævt opdelte skærme, at der er to gigantiske neonpile, at der er et vandtårn (!), endda tilføjet ”Copenhagen” midtpå – og så deciderede kønssymboler, ét mandligt for frontfigur-indpisker Brandon Flowers, og tre kvindelige foran de tre, ja, kvindelige korsangere. Og det er foruden de to normale skærme i siden af arenaen, og uden lysshowet i sig selv, naturligvis. Og selvom de faste ting ikke skifter, så gør videoerne / billederne på skærmene til næsten hver eneste sang, hvis det ikke blot viser live fra publikum eller scenen, altså.

Helt så god er lydkvaliteten dog ikke: det meste går sådan set rimeligt igennem, men det har det med at runge og buldre, når lydbilledet er tæt. Vokalen er også notorisk for lav, men det handler dog mere om, at Flowers nægter at stå stille for mere end et halvt sekund af gangen, og så altså ikke har stemmen derudover. Træthed, sygdom, ugidelighed – jeg er ikke sikker, men det klikker ikke helt som det burde. Når tempoet sættes ned, f.eks. i ”Rut”, lyder det dog godt, og Royal Arena er efterhånden groet godt ud af børnesygdommene, virker det til. Og ja, Flowers... slap af, for fanden. Tro på det. Tro på dig selv. Du er en entertainer, fint, cool, men du behøver ikke overgøre det – sangene skal for det meste nok bære sig selv, ikke mindst når du har et ganske velspillende og solidt band bag dig (der halvvejs består af tourmusikere, da guitarist og bassisten ikke er med på touren).
I de ældre sange især, der fungerer det helt fint, i de nyere er det mere svingende. Men publikum virker til at have savnet bandet uagtet, der som bekendt ikke har været i nærheden i elleve år.

Det hele minder mig i virkeligheden en hel del om Coldplays sidste optræden. Det er en ambivalent følelse, for det show var prægtigt – men netop dét, et show langt mere end en koncert. Underholdningsværdien er her på samme måde nærmest uløseligt bundet op på sceneshowet, hvilket giver mening når man tænker på den gradvise opbygning til arenarock som Killers har gående for sig, men det er slet ikke ligeså velfungerende – og slet ikke i alle de ældre sager. Givet, det musikalske indtryk fylder stadig mere her end hos Coldplay, men der er ingen tid til at nyde det, der er ingen reel differentiation mellem sangene, det hele er én kontinuerlig, uafbrudt køre, gammel som ny, hit som ikke-hit (22 sange på to timer bliver det til i alt). Og hvor Coldplay har ressourcerne til tre scener, lysende armbånd, glimmer og konfetti, balloner, ja nærmest en gimmick for hver enkelt skæring, så har Killers deres statiske scene, et (fint) lysshow og lidt konfetti hist og her – det er det. I disse dage er man vant, og måske for vant, til langt, langt mere, så det er ikke dén del der slår igennem, og når den ikke gør, og Flowers og co. ikke vil stå på musikken... hvad så?

Ja, så fylder de mindre gode sange simpelthen mere – og man keder sig, slet og ret. Og ved den fjerde indlagte crowdcontrol-pause, ja så bliver man altså noget træt. Eller var det noget så ligegyldigt som de koreograferede korsangerens håndbevægelser? Jeg er ikke sikker. Det er fladt og intetsigende, konfettieksplosioner eller ej. Men måske følger de blot deres publikum, for der er ganske meget snak i krogene, de stille sange især – det eneste tidspunkt hvor musikken for en kort stund rent faktisk får plads (præcist ligesom Coldplay i øvrigt). Og tænk sig: ”Rut” og især ”Be Still” fungerer bedre end alt det andet. Med det sagt er de sidste fire sange faktisk ganske veleksekveret, og der fungerer Flowers hyperaktivitet og det musikalske udtryk godt sammen for en gangs skyld – men det tog alt, alt for lang tid at nå dertil.

Sætliste:
1) – Run For Cover
2) – Somebody Told Me
3) – Spaceman
4) – The Way It Was
5) – Shot At The Night
6) – Jenny Was A Friend Of Mine
7) – Miss Atomic Bomb
8) – Human
9) – Rut
10) – Smile Like You Mean It
11) – For Reasons Unknown
12) – The Man
13) – Tyson vs. Douglas
14) – A Dustland Fairytale
15) – Be Still
16) – Runaways
17) – Read My Mind
18) – All These Things That I’ve Done
Encore:
19) – The Calling
20) – Andy, You’re A Star
21) – When You Were Young
22) – Mr. Brightside
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: The Killers
  • Karakter: Karakter: 3.0
  • Koncert dato: Søndag, 25 Februar 2018
  • Koncert sted: Royal Arena
  • By: København
  • Genre: Rock

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.