fbpx

Thirty Seconds To Mars - TAP1, 21.04.18

Tre gange tidligere, henholdsvis i 2010, 2013 og 2014, missede jeg Jared Leto og co. – nu må det være tid. Og nu er de så tilbage i forbindelse med udgivelsen af deres 5. album ”America”. Læg så ovenpå, at det bliver mit første besøg i det nye TAP1, og så tegner det til at blive en potentielt ganske fornøjelig aften – eller det modsatte, alt efter omstændighederne.

Thirty Seconds To Mars:
Før jeg kommer til selve bandet, til selve anmeldelsen om man vil, så bliver jeg nødt til at skrive dette: er I fucking seriøse? Så TAP1 bliver flyttet, hele hallen og spillestedet, til en helt ny lokation – og så beholdes den gamle scene? Den der, til de som ikke ved det, er for lav til, at man kan se hvem eller hvad der foregår på den, hvis man ikke er af ekstraordinær højde, eller står max. ti meter foran den. Det i sig selv er utilgiveligt i og med, at det ikke er et nyt problem – dette er TAP1 blevet gjort opmærksom på mange gange i løbet af dets levetid i Carlsberg-byen. Hvad værre er, at den nye lokation er i en gammel betonhal, hvor der stadig er seks gigantiske søjler midt i den... så står man ude i siden af salen er der god risiko for, at man kigger direkte ind i en stensøjle. TAP1 skulle flytte, så meget er mejslet i granit, men kunne man ikke have fundet et bedre sted? Jesus.

Til selve koncerten: da de buldrende og storladne trommer lyder til ”Monolith” bliver jeg kortvarigt i tvivl om det er en koncert eller en kult jeg er havnet til – der er et virvar af flag i luften, stemningen er vibrerende, ja næsten ekstatisk, og da mr. Jared Leto endelig viser sig, er det, på trods af en ganske skramlet levering i ”Up In The Air” stadig et bragende bifald der møder ham. Og tilgiv mig, evt. læser / fan af bandet, men manden ligner altså en idiot, som han flagrer med det tætsiddende flag om kroppen, dertil iført solbriller, OG derudover lirer stort set samtlige crowd-control klichéer af på én gang de næste fire minutter (”klap!”, ”hop op og ned!”, ”skriiiiiiig”, ”sæt jer ned og hop op igen på min kommando, kom så København!” – aka SlipKnoT-manøvren). Seriøst, ro på, altså. Den halvdårlige lydkvalitet hjælper selvfølgelig heller ikke, hvor der ikke er noget punch – ingen bas i kroppen. Det føles tyndt, det lyder tyndt (men bliver dog bedre over tid). Lysshowet og de to storskærme giver dog en fin visuel oplevelse, men igen, det er altså bare ikke det samme, når man ikke kan se hvad der foregår på scenen.

Det er til gengæld en ren hit-kavalkade i den første tredjedel, hvor især ”Kings And Queens” og ”This Is War” trækker store bifald. Og når mr. Hiphop-Michael-Jackson/Jesus (wannabe) ellers gider, lyder det godt – men det vil han for det meste ikke. I stedet stikker han mikrofonen ud til publikum hvert 5. sekund, og sagt med al respekt (for publikum skal ikke høre noget dårligt, de er super engagerede), så er det jo ikke dét man er kommet for at høre; i hvert fald ikke i den overdrevne grad der her er tilfældet. Men det er én ting. At Jared Leto konsekvent er bagud i mixet med bare en halv takt, ja, det er bare ærgerligt – og det er sgu ikke i orden for et så stort band, når det drejer sig om et teknisk spørgsmål: det skal fikses meget, meget hurtigere.

På denne tour har bandets tredje medlem, guitaristen Tomo Miličević, valgt at trække sig pga. personlige årsager – det gør også, at resten af lydudtrykket kommer fra, hvad jeg kun kan gætte på er en hyret stand-in fyr, der befinder sig gemt totalt væk under nogle højtalere ude i siden af scenen. Han nævnes ikke med navn på noget tidspunkt, kameraerne filmer udelukkende Jared Leto og hans bror bag trommerne, og derudover er der overvældende meget backtrack. Det er lidt tyndt.

Pikachu x2 + random piger bliver inviteret på scenen i ”Do Or Die”, mr. Leto skifter tøj (og smider endelig solbrillerne) og højre og venstre side af publikum spilles ud mod hinanden. Det projekt tager i sig selv intet mindre end seks-syv minutter før selve sangen overhovedet går i gang, et dansk flag findes frem mens de førnævnte publikummer fluks eskorteres af scenen – det går ikke at ødelægge det stramt planlagte show med at stå og synge med, og måske endda røre Jared Leto en lille smule, fy for satan. Og det er da også først i ”The Kill (Bury Me)”, og udelukkende i første omkvæd, at man endelig kan høre ham brænde igennem, hvor der bare er en snert af passion, hvor hans enormt gode skrig endelig får plads i mere end et sekund – og nej mand, det lyder bare godt. Og så er det væk, afløst til fordel for mere endeløs ”klap jeres hænder og hop op og ned!”-pjat. Er det muligt at være bare en smule mere tilstedeværende, og have tillid til, at folk godt kan underholde sig selv i bare fem minutter i streg? Tilsyneladende ikke.

Til gengæld fungerer de næste tre ballader i streg... rigtig godt. En ballade i sig selv kan være lidt af en risiko at løbe, og endnu højere jo flere man så smider bagefter, men både Rihanna-coveret ”Stay” og ”City Of Angels” fungerer upåklageligt – og det er så her, hvor koncerten vender 180 grader (foruden klichéerne, der fortsætter i en lind strøm, nu hvor Jared Leto kommer ind på hvor smuk en by vi har). For da vi når til den elektroniske feststarter ”Rescue Me”, i aften ganske passende dedikeret til den nyligt afdøde svenske Avicii, så stikker det af – skal det være festligt, så lad der være fest, synes at være mantraet, og det fungerer. Ligeledes gør den efterfølgende ”Night Of The Hunter” der fortsætter i samme dansable spor, og nu med både god, tydelig vokal OG spændende dynamik i det instrumentale (semi-backtrack uagtet). ”Rider” lukker på fornem vis, og der slukkes med arena-hymnen ”Walk On Water” og hittet ”Closer To The Edge”, og selvom der er playback i ”Walk On Water”, og all-in på endnu en kliché i sidstnævnte, da scenen dækkes i publikummer der inviteres op / konfetti skydes af, så er det godkendt.

Så vi ender et sted hvor den sidste tredjedel var ganske god, men det vejer jo naturligvis ikke op for de andre 2/3, som på flere måder ikke var en udpræget succes. Med det sagt så publikum ud til at være ganske underholdt, og hvis der er noget der skal have en positiv bemærkning med på vejen, så er det de gæster der er mødt op i aften – hvis der ikke havde været så god stemning og engagement derfra, så havde det virkelig sejlet. Så grelt endte det altså ikke, men det var ikke langt fra.

Sætliste:
1) – Monolith
2) – Up In The Air
3) – Kings And Queens
4) – Search And Destroy
5) – This Is War
6) – Dangerous Night
7) – Do Or Die
8) – The Kill (Bury Me)
9) – Stay (Rihanna cover)
10) – Hurricane
11) – City Of Angels
12) – Rescue Me
13) – Night Of The Hunter
14) – Rider
Encore:
15) – Walk On Water
16) – Closer To The Edge
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Thirty Seconds To Mars udgiver video til “Up In the Air” - Se den her!

Det amerikanske band Thirty Seconds To Mars er på vej med deres fjerde fuldlængde udspil siden bandet blev dannet tilbage i 1998. Albummet har fået titlen Love, Lust, Faith And Dreams, og første udspil fra det album er singlen ”Up In The Air”, som kan ses/høres nedenfor. Bandet har tidligere udgivet Thirty Seconds To Mars (2002), A Beaitiful Lie (2005) og This Is War (2009), hvor specielt de første to udgivelser modtog god kritik. 

 

 

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed