fbpx

Slayer, Lamb Of God, Anthrax - Royal Arena, 03.12.18

Giganterne takker af. Det er sidste runde. Sidste dans. Sidste chance. Om Slayer behøves der ikke sige mange ord, for hvad er ikke allerede blevet sagt og hvem i vores metalfællesskab skulle ikke kende dem i forvejen? Dette er sidste runde, og alle ved det. Lad os sende dem afsted med manér.

Anthrax:
Jeg når ikke at høre Obituary (”forbandet” være de store koncerters starttidspunkter), så det første band i aften bliver for mit vedkommende Slayers åndelige lillebror, Anthrax. Det er på flere måder passende med lige præcis disse herrer som opvarmning, for både musikken har flest fællestræk og så har Anthrax altid været den mindste af de fire store – selvfølgelig skal de have lov at lægge Slayer i graven imens de selv holder ud endnu en dag. Og det er til tonerne af Panteras ”Cowboys From Hell” at de gæve gamlinge går på scenen, hvorefter det støder direkte over i ”Caught In A Mosh”. En glimrende start.

Retrospektivt er der syv sange til rådighed og der spildes derfor ingen tid. Det herlige ved Anthrax er først og fremmest, at man altid er garanteret et godt show som minimum: alle som én i gruppen er showmen, guitaristerne/bassisten smiler, headbanger og er i noget nær konstant bevægelse, trommeslageren fyrer skiftevis evner og lir af i én ruf – og så er der den altid drevne og selvsikre frontmand Joey Belladonna, der mærkbart er til stede og jævnligt kommunikerer op/eller opildner publikum, og det uden det på noget tidspunkt bliver for meget eller bare påtaget. Lysshowet er dertil godt og ligeså solidt som bandet selv, men lyden er til gengæld et stykke fra optimal (selv med ørepropper buldrer og runger det en hel del). Dét kombineret med et publikum der trods et rimeligt engagement ikke som sådan er her for at se Anthrax, hvilket kan mærkes i feedbacken (eller manglen på samme), så holder det sig hele de små 35 minutter solidt på den gode banehalvdel.

Der er en overvægt af materiale fra ”Among The Living”, men også et cover af Joe Jackson’s ”Got The Time” og et par nyere skæringer får plads hvor især ”Fight 'Em 'Til You Can't” – det er fandme et fedt nummer! Og ligesom ”Cowboys From Hell” introen lurede inden første sang, således afsluttes sidste sang med outroen fra samme sang, hvilket kun føles en smule ironisk når det er ”Indians” der lukker og slukker. Stadig, det er solid opvarmning. 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Caught In A Mosh
2) – Got The Time (Joe Jackson cover)
3) – Efilnikufesin (N.F.L.)
4) – Be All, End All
5) – Fight 'Em 'Til You Can't
6) – Antisocial (Trust cover)
7) – Indians
Kilde: www.setlist.fm

Lamb Of God:
Så jeg har lige fundet ud af at Chris Adler ikke er med… Men det her er stadig hovednavnet for mit vedkommende. Til et kæmpe backdrop med både banner, flag, et trommepodie og indbyggede trapper på scenen starter det overbevisende ud med først ”Omerta” og derefter en hellig treenighed i form af ”Ruin”, ”Walk With Me In Hell” og ”Now You’ve Got Something To Die For”. JA TAK! Det er simpelthen for lang tid siden de her herrer har været forbi, og det kan mærkes begge veje. Allerede i ”Walk…” er der både pit og en hel del bouncing, og Lamb of God selv er som vanligt tight og rigeligt aktive, men det er nu engang Randy der stjæler showet som han hopper rundt, svinger sine dreadlocks eller opildner de forsamlede. Sindssyge stodder.

Lyden er ond, helt decideret ond, og så er den tung og møgskarp. Det er som det skal lyde, halv voldtægt af øregangene og halv ubeskrivelig skønhed. Lydbilledet kunne godt fremstå klarere og mere tydeligt, men det kan nemt overhøres: man behøver blot at tage et kig mod Randy, så er dét glemt. Eller man kan fokusere på lyset, for det er til ren topkarakter, dynamisk og detaljerigt som det svinger ubesværet mellem stemninger.

Selvom Lamb of God er yngre end både Obituary og Anthrax får de den længste spilletid af de tre. Ni sange er der tid til og kun to af disse er af nyere karakter (specifikt ”512” og ”Engage The Fear Machine”, begge fra 2015’s ”Sturm Und Drang”). Vi ledes derfor med sikker hånd igennem et velkendt bagkatalog der ikke er ét sekund for langt. De næsten gådehudsfremkaldende ”HELL NO!”-tilbagekald i ”Blacken The Cursed Sun”, det imponerende tekniske arbejde i grooveren ”Laid To Rest” og endelig folkefest med circlepit og fællessang under ”Redneck” (for det her er en motherfucking invitation, glem aldrig det) konstituerer den sidste tredjedel af koncerten. Inden vi siger farvel bliver det også annonceret, at bandet svinger forbi Copenhell til sommer. Så kan der vist ikke findes en bedre måde at kigge frem mod Slayer på. Godt nok var der ingen ”Black Label”, der ellers en gammel tradition efterhånden, men mon ikke den er at finde til sommerens sætliste? Man kan håbe på det. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Omerta
2) – Ruin
3) – Walk With Me In Hell
4) – Now You’ve Got Something To Die For
5) – 512
6) – Engage The Fear Machine
7) – Blacken The Cursed Sun
8) – Laid To Rest
9) – Redneck
Kilde: www.setlist.fm

Slayer:
Gary Holt er ikke med os i aften, da han er taget hjem for at pleje sin døende far: det kan man jo svært holde imod ham, så i stedet får vi nu tidligere guitarist i Machine Head, Phil Demmel, til at overtage. Ikke at det gør den store forskel. Alt er nøje tilrettelagt uanset udskiftningen.

Til tordnende trommer, rødt lys, røg, omvendte kors, ild, pentagrammer og et dejlig brutalt banner falder tæppet og Slayer er i huset, først med ”Repentless” men ellers med skæringer fra samtlige albums udover ”Undisputed Attitude” og ”Diabolus in Musica” (også respektivt bedre kendt som coveralbummet og ”det ene dårlige Slayer-album”) og ellers med en klar overvægt af sange fra før 2000. Der er nok ikke nogen fans der er gået skuffede hjem på den konto og fællessangen (så meget der nu er muligt) begynder da også allerede i ”Disciple” med den folkekære lyrik ”GOD HATES US ALL!”, her også med omvendte kors. Af ild. Naturligvis.

Helt generelt skal ild vise sig at spille en central rolle. Fra røgen og den repeterende blodrøde belysning til selve flammerne. Det visuelle aspekt er fantastisk fra start til slut og i sig selv værd at kigge på. Lydmæssigt står det også godt til, selvom den knivskarpe kant fra Lamb of God nu er væk så bl.a. trommerne lyder lidt gungrende i det. Men så igen, Slayer selv er også noget gungrende i det. Det er mandag og de kan derfor læne sig tilbage og køre den hjem på rutinen, hvilket da også er præcist hvad der sker. Araya presser på ingen måde hverken sin stemme eller sin fysik og selvom både guitar- og trommespillet er som det skal være er det kun det, som det skal være. Publikum derimod er et af de mest taknemmelige i mands minde. Der er konstante tilråb, klapsalver og jubelbrøl og selvom der aldrig opstår en kontinuerlig pit er stemningen elektrisk: jeg spotter fremmede skåle sammen for en kort stund at finde fællesskab, og det er sgu skønt at se. Så, (delvist) hul i at Slayer ikke selv er helt det samme sted, for de forsamlede nyder det i fulde drag uagtet.

Slayer har forberedt sig grundigt på forhånd og koncerten skal vise sig at være inddelt i visuelle akter. Ved ”War Ensemble” kommer et nyt banner frem på scenen og der skiftes til et grønt/gult farvetema. Stadig med ild, altid mere ild. De siger dog ikke meget selv: først efter tre kvarter bliver der hilst på publikum og en enkelt sang introduceres ved ordene ”payback’s a bitch” og med formaninger om, at sangen handler om karma. Her skiftes der også farvetema igen, denne gang til blå/hvid og ved ”Seasons In The Abyss” kommer et nyt banner til syne samt mere fællessang. Overordnet rykker vi os aldrig, men det skal forstås på både godt og ondt: intensiteten og publikums engagement er noget nær det samme igennem de 19 sange, og det er højt, men omvendt er der heller ikke nogle steder hvor det virkelig klikker undtagen mod slutningen.

Men man keder sig ikke, tag ikke fejl. Og selvom Slayer kører den på rutinen er der i det mindste én mand der virker til at have sit livs højdepunkt, nemlig Phil Demmel. Han er ét stort smil hele vejen igennem og kan heller ikke lade være med at synge/råbe teksterne for sig selv. Det er en sjov kontrast til de andre tre herrer der ser ud til at have det middelmådigt fra start til slut. Men der er til gengæld intet middelmådigt ved de tre sidste sange, for her kommer ”Raining Blood”, ”Chemical Warfare” og ”Angel Of Death” samt det blodrøve farvetema fra første akt – og ild, ild og mere ild. Mellem de mange glædesudbrud går der et lille gys igennem mig: det her er sidste gang. Og så tager publikum da også (endelig) affære fra den hidtil stillestående reception: nu begynder en pit oppe foran. Det ender derfor med et højdepunkt, i høj grad båret af publikum, selvom det at se Tom Araya stå og kigge lydløst udover os efter ”Angel of Death” i flere minutter, der her føles markant længere, også er... ja til at tage og føle på. Som om han selv har svært ved at begribe at det nu er slut. Og således er det. Tak for det hele, Slayer, I både startede og sluttede mere end værdigt.

Sætliste:
1) – Repentless
2) – Blood Red
3) – Disciple
4) – Mandatory Suicide
5) – Hate Worldwide
6) – War Ensemble
7) – Jihad
8) – When The Stillness Comes
9) – Postmortem
10) – Black Magic
11) – Payback
12) – Seasons In The Abyss
13) – Dittohead
14) – Dead Skin Mask
15) – Hell Awaits
Encore:
16) – South Of Heaven
17) – Raining Blood
18) – Chemical Warfare
19) – Angel Of Death
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

U2 - Royal Arena, 29.09.18

Lige siden det dengang næsten ukendte irske band optrådte på Roskilde Festival i ’82 har bandet været en særlighed i en dansk kontekst. Vi fortæller os selv, at det var dén optræden der gjorde, at U2 blev propelleret fremad mod den berømmelse de i dag (retmæssigt) nyder. Jeg er slet ikke gammel nok til at vide om det er korrekt, eller måske en anelse overdrevet, så dén tankestrøm vil jeg ikke bevæge mig videre nedad. Det er dog sikkert og vidst, at det nu er otte år siden U2 var her sidst og at det er ikke mindre end 13 år siden deres sidste visit i hovedstaden.

U2:
Forventningerne er derfor høje, både i dag og til morgendagens ekstrashow, begge udsolgte for længst. Både fordi det er lang tid siden, men også det faktum, at U2 igennem stort set hele deres levetid har gået op i, at levere en optræden udover det forventelige (deres 360°-tour fra 2009-2011 er stadig den bedst sælgende på verdensplan). Denne gang er det en efterfølger til ” iNNOCENCE + eXPERIENCE tour” fra 2015, nu navndøbt ”eXPERIENCE + iNNOCENCE”, og begge i forbindelse med U2’s seneste og 14. album, Songs of Experience. Okay, så er vi ligesom på plads.

Royal Arena er proppet til bristepunktet fra gulv til siddepladser. Selv får jeg en fantastisk udsigt fra siden, og er et kort øjeblik glad for, at jeg ikke står som sild i en tønde på gulvet. De tanker bliver mere og mere udsagte som klokken slæber sig af sted: U2 skulle have været på scenen kl. 20:00 præcis, men der går hele 25 minutter inden der sker noget. Men så løfter der sig også en slags magi i luften som den aflange storskærm i midten af salen langsomt begynder at lyse op – og herefter er alle tanker om forsinkelse og sild-i-tønde som forduftet. En strøm af kraftige billeder af ødelæggelse fra forskellige krige og konflikter strømmer over skærmen, men alligevel med en vis opmuntrende underlægningsmusik, inden en kort del af talen fra ”The Great Dictator” dukker op. Herfra skifter billederne til et mere moderne islæt over f.eks. Trump, Putin og #MeToo alt imens Chaplins slagkraftige røst om, at tage magten tilbage fra diktatorer til folket brøler ud i rummet.

Så er vi i gang. Via nettet kunne man lade sig forstå, at første halvdel af koncerten ville se bandet spille ”indeni skærmen”. Det viser sig, at det skal forstås bogstavelig talt da det under åbneren ”The Blackout” afsløres, at U2 rent faktisk står inde i, ja, skærmen. Og spiller, altså. Herefter vender de snuden mod scenen bortset fra Bono der beder om ”vores lys”, og det får han i overflod, inden han ender på det runde podie for enden af storskærmen (i højre side af salen, selve scenen er til venstre).

Og nu da de første indtryk har indfundet sig kan man læne sig en anelse tilbage og bare lytte. Det er noget af den bedste lyd arenaen har præsteret, kan jeg hurtigt konkludere. I virkeligheden er det faktisk næsten for pænt, for vellydende, hvilket er en mærkværdig kritik i en koncertsituation, for det skal jo lyde godt, ellers kan det næsten være ligemeget. Det er også sandt, det er blot utroligt hvor kontrolleret det lyder: guitaren går direkte og ubesværet i øregangene, trommerne buldrer ikke det mindste og vokalen... okay, givet, den er måske en lillebittesmule for lav i mixet (men jeg mistænker, at det handler mere om Bono end det tekniske aspekt). Helt overordnet mangler der en vis oomph! for, at det står perfekt – men der er altså latterligt kort derhen, og igen må jeg understrege hvor godt det lyder. Hatten af for den lydtekniker.

Alle fik ved indgangen udleveret et papir med en farve på og i ”Beautiful Day” kan man se resultatet: et dansk flag vejer smukt og en anelse skævt overfor mig, mens vi på denne side står med et irsk. Det er både en fin idé og måde til at få publikum involveret i foretagendet. Ikke at Bono behøver det, han er stadig en showmand uden lige. ”Giv mig lys!”, og der er lys. ”Op med hænderne, København!”, og hænderne er i vejret. Og det endda uden at ty til de visuelle tricks konstant: storskærmen kører naturligvis meget af tiden, så der er noget at se på, men det er altid ift. en specifik sang eller tema. I samme omgang er de tre andre herrer der udgør U2 fint tilfredse med at stå i baggrunden. Og det er helt fint. Det viser sig faktisk som en overordnet tilgang hele vejen igennem, at U2 ikke nødsager sig til at have en særlig gimmick ved hver eneste sang (Coldplay, jeg kigger på dig). De behøver ikke hoppe og springe, for musikken kan sagtens bære det uden. Det gør, at man har mulighed for at tage det ind, nyde det, opleve det – slappe af i det. Selvfølgelig ER det planlagt ned til mindste detalje som da Bono vandrer ned af den i-storskærmen-skabte vej i ”Cedarwood Road” eller når ”Copenhagen” indsættes forskellige steder i teksterne. Eller at de forskellige anekdoter helt sikkert er sagt mange, mange gange før. Selvfølgelig er det planlagt. Men der er midt i det tilpas meget plads til den nøgne livefremstilling så det ikke kammer over i et visuelt cirkus uden lige. De animerede seancer på storskærmen er en fryd at lade sig opsluge af, alt imens musikken vellydende og ubesværet bevæger sig ind og ud af øregangene – fordi de ikke er i vejen, men supplerer frem for at overtage fokus.

En times tid senere skifter U2 fra den store scene i venstre side til den lille og runde i højre del af salen, som Bono tidligere alene af og til stod på (som nu også aktiveres med symboler, billeder og lignende direkte under bandets fødder). Nu kan alle således få et godt blik på dem, og i den første sang er der en forhøjet begejstring af spore iblandt publikum. Ikke at det ”behøves”: publikum har været rigtig godt med fra den første anslåede tone, om det så er nyt eller gammelt, roligt eller med mere gang i den. Her på siddepladserne er det i samme omgang voldsomt begrænset hvor meget man reelt får lov at sidde ned, for halvdelen af tiden står alle op alligevel. Rygterne om Bonos storhedsvanvid var måske sande engang, men ikke i aften. Her er det i stedet en ganske selvrealiseret frontmand vi møder. I en længere introduktion til ”Vertigo” beretter han med ironi og store armbevægelser om, at man som ”indbildt rockstjerne ikke er bedre end de virkelige helte som skolelærere, brandmænd og pædagoger”. Det er nu ret forfriskende med et band der kan se tilbage på fortiden og med åbne øjne samt humor berette om, at ja, vi tog sgu munden for fuld – det har vi lært noget af, den rejse.

Det bringer os jo også meget naturligt til det politiske, for også her har bandet og især Bono taget ved lære af fortiden (eller i hvert fald reageret på den). Der gøres med ironisk distance grin med burka- og smykkeloven under ”Acrobat”, mens personer som Viktor Orbán, Marine Le Pen og Jimmie Åkesson ”hyldes” da Bono via storskærmen for en stund transformeres til Macphisto (deres egen figur baseret på Mephisto/Mephistopheles, den onde dæmon). For mit vedkommende tager jeg dette teaterstykke over storslåede (og til dels selvhellige) taler til hver en tid. Disse politiske intermezzoer er også tilpas korte og spredte til ikke at afbryde flowet, også selvom de opstår flere gange. Her i ”Acrobat” er det med en spydig distance, som teaterformen bl.a. kan skabe, mens det tidligere under ”The Ocean” glider ubesværet fra en personlig fortælling centreret om Middelhavet om bl.a. at se ens børn vokse op – for så at hoppe til billeder af flygtninge på flugt over selvsamme hav, hertil med billeder af børn ind imellem. Et sted efter ”Acrobat” stikker det politiske væsen sit hoved op igen, denne gang med klip først af indvandrerkritiske toner for så, igen gnidningsløst, at slå over i ”Refugees welcome!”-demonstrationer alt imens Bonos indtrængende røst når os med ordene ”this is who we are!”. EU får også en (uironisk) kærlig hilsen med på vejen, da der vises helikopterbilleder af forskellige byer som så falmer ud og bliver til gule stjerner på et blåt lærred, og det danske flag smelter i samme omgang til ét med det europæiske. Der tages til sidst beskik af #MeToo-kampagnen via ”Women of the World”-højtalerkoret, der åbner encoret inden ”One” kryber ud over højtalerne og også får en kort politisk bemærkning med på vejen.

Man slipper altså ikke for politik i aften, men havde man regnet/håbet på andet var det nok også et utopisk ønske. Men det kammer ikke over på noget tidspunkt, ikke rigtigt. Og som vi kommer længere og længere ind i aftenens forløb skiftes der nu ubesværet fra scene til scene, fra det politiske til det personlige. Vi når så til førnævnte ”One” der udgør en trio af sange inden Bono på egen hånd lukker og slukker. Resten af bandet har uden man rigtigt har bemærket det nemlig allerede forladt scenen, så frontmanden takker os alle fra midten af salen, synger sidste vers, og forlader så hallen via en brandudgang – Bono has left the building. I de næste ti-tyve sekunder er der mørke – og stilhed. Den skønneste stilhed, hvor alle holder vejret og tager det hele ind. Kommer der mere? Nej, det gør der ikke.

Sjældent har jeg oplevet, at en tours navn er så korrekt som i aften. Det er nemlig først og fremmest en oplevelse, det er ikke ”bare” en koncert eller et show, det er mere end det og som aftenen skrider fremad bliver vi blidt og behageligt, ja sommetider næsten umærkeligt, ført længere og længere ind i U2’s univers hvor alle er venner og hvor der ikke er nogen problemer og der er plads til alle og verdens folk er én. Et andet navn for dét ville være naivitet – eller uskyldighed. Således ved vejs ende, og vi kan alle gå ud i den barske og virkelige verden, hvor svarene ikke er så simple. Men hvad er musik, og deraf koncerter, hvis ikke eskapisme af en art? På den måde giver U2 i aften, foruden de mindste og nærmest trivielt ligegyldige småting, en af de bedste oplevelser jeg nogensinde har haft. En af de der i sandhed magiske oplevelser, hvor det kun er det lige foran én der har betydning og hvor man er komplet opslugt. Ja, det er blot et selvskabt rum, men det er okay at drømme, også når man hedder Bono og når man hedder U2.

Sætliste:
1) – The Blackout
2) – Lights Of Home
3) – I Will Follow
4) – All Because Of You
5) – Beautiful Day
6) – The Ocean
7) – Iris (Hold Me Close)
8) – Cedarwood Road
9) – Sunday Bloody Sunday
10) – Until The End Of The World
11) – Elevation
12) – Vertigo
13) – Even Better Than The Real Thing
14) – Acrobat
15) – You're The Best Thing About Me
16) – Summer Of Love
17) – Pride (In The Name Of Love)
18) – Get Out Of Your Own Way
19) – New Year’s Day
20) – City Of Blinding Lights
Encore:
21) – One
22) – Love Is Bigger Than Anything In Its Way
23) – 13 (There Is A Light)

Læs mere...

Judas Priest + Megadeth - Royal Arena

Med Iron Maidens mægtige performance på Royal Arena kun fem dage forinden virker en Judas Priest-koncert til at afrunde ugen næsten som for meget af det gode.

Og fandme om ikke den skal vise sig også at være det.

Klart: Jeg BURDE have givet Priests seneste, anmelderroste udspil, “Firepower” (’18) bare et enkelt lyt. Men sådan er der sgu så meget. Og som i tilfældet Iron Maiden forleden ER der altså kun så’n cirka nul mennesker ud af de, hvad, 6-7.000 fremmødte, der er kommet for at høre noget af det nye. Sådan er det immervæk, når man har et hitkatalog, der går tilbage til midt-70’erne.

Og du glade verden, hvor de benytter sig af det, Judas Priest. Okay, vi skal lige have det seneste titelnummer som indledning samt singlen “Lightning Strike” og som første ekstranummer “Rising From Ruins”, og det er glimrende. (Altså, det er heavy metal, hvis man skulle være i tvivl.) Men derudover står aftenen i de glædelige genhørs og overvældende overraskelsers tegn.

Den svinske sjældenhed “Grinder” hives frem og skal lige støves af engang. Lyden er problematisk her i starten. Heller ikke fantastiske “Sinner” fremtræder helt tydeligt. Men med klassikeren “The Ripper” står årgangsheavyskabet, hvor det skal, nemlig lige dér hvor Judas Priest behørigt placerede det dengang i 1976 med “Sad Wings of Destiny”-albummet.

Ikke blot er dette den mest autentiske, originale form for heavy metal, men Judas Priest anno 2018 fremfører den, som var den lige så dugfrisk, højaktuel og fandme farlig som dengang. Givet, den originale guitarduo Downing/Tipton er der ikke mere. Men unge Richie Faulkner samt den navnkundige metalproducer Andy Sneap som turnémedlem spiller sangene med en tydeligvis dyb respekt for deres sound og oprindelige ophavsmænd.

Disse sange ER med et enkelt ord sgu også hellige. Ikke bare for bandet og os allesammen i publikum, men i hele den globale mytologi om den dér heavy metal. Og fandme om ikke den gamle homonisse til Halford selv i en alder af 66 bare nailer de fraseringer og banshee-falsetter, der rettelig har sikret ham plads iblandt hele genrens mest navnkundige vokalister nogensinde under det lidet ydmyge alias “The Metal God”.

Netop denne gudestatus er intet mindre end, hvad Judas Priest hermed gør sig fortjent til, når de giver nyt liv til oversete perler som “Saints in Hell” og “Night Comes Down”. Og når de lige hiver et par af mine personlige favoritter, “Bloodstone” og “Freewheel Burning”, frem. Jeg som aldrig havde turdet håbe på at få lov at opleve disse stinkende seje drengedrømslydspor live. Jeg vantro som ikke troede, at Halford overhovedet var i stand til at synge sidstnævnte længere.

Og “Tyrant”, mand! Denne koncert er simpelthen triumf på nakkebrækkende triumf, og det gælder såmænd også kitschklassikeren “Turbo Lover”, der sgu klæder de omgivende headbangerhymner, ligesom det klæder Priest at stå ved sine mere corny momenter.

Jamen det er jo ALTSAMMEN corny LOL!” Nej, kun hvis du ikke fatter det. Jovist, heavy metal er tegneseriestil. Men dette er det 21. århundrede, og der ER altså ikke længere noget i vejen med at dyrke det utilpassede; det nørdede; det selvbevidst eskapistiske og det — bogstaveligt talt — fantastiske. Det er nemt at ryste så’n lidt gammelmandskedeligt på hovedet af Judas Priests nittebesatte læderoutfits og scenedekorationer med mere ild og jern end den seneste Mad Max-film. Og samtidig er det faktisk heller ikke særligt svært at se det seje i.

Sidste halvdel af sættet er selvfølgelig ren hitparade. Obligatoriske “You’ve Got Another Thing Coming” efterfølges af Halfords lige så obligatoriske motorcykelentré og en “Hell Bent For Leather” lige så møgbeskidt og benzindunstende som for sine — wait for it — 40 år siden. Og selvfølgelig skal der også slynges skaller til Priests mest fandenivoldske nummer, “Painkiller”. Det faktum at så gamle mænd magter at afrunde deres hovedsæt med lyden af alle Helvedes dæmonslagtende dræbermaskiner, siger noget om hvor mægtig en størrelse dette band på nærmest foruroligende vis stadig formår at være.

Og i ekstranumrene fortsætter disse førnævnte glædelige overraskelser såmænd. Gode gamle Glenn Tipton trodser sin Parkinsons syge og entrerer scenen til et rørt bifald og en gjaldende, såvel som passende, “Metal Gods”. Og selvfølgelig bliver det “Breaking the Law” og “Living After Midnight”, der afrunder aftenens prædiken udi det hellige ståls navn.

Det er måske modigt, måske hovmodigt, af Priest at køre verdens bedste rocknummer, Queens “We Are the Champions”, over PA’et efter tæppefald. Men bræk da lige min “Stained Class”-vinyl midt over om det ikke er passende ovenpå en performance, der ikke bare overgår lige så mægtige Iron Maidens ditto samme sted tidligere på ugen, men som jeg kun undlader at give topkarakter pga. de indledende lydproblemer, samt det faktum at jeg sgudda lige kom i tanker om, at de ikke spillede mit favoritnummer, “Electric Eye”. Ja, sådan kan man blive så distraheret, når man overværer ren verdensklasse.

(5,5 ud af 6)


Det siger noget om denne verdensklasses format, at Priest kan tillade sig at hive Megadeth med som supportnavn. Ikke bare Megadeths relative størrelse taget i betragtning, men også mht. det faktum, at Dave Mustaine gerne har erklæret støtte til decideret bøssefjendske politikere som f.eks. Rick Santorum. Rob Halford er en rummelig herre, om man så må sige.

Hvorom alting er, er Megadeth normalt et udmærket livenavn. Desværre virker Mustaine ekstraordinært uoplagt og introvert i aften. Udover det temmeligt katastrofale faktum at der knapt nok er lyd i mandens mikrofon, tuller han så’n lidt retningsløst rundt på scenen og synes at gemme sig bag sin, bevares, fortsat imponerende hårpragt.

Og klart nok, jeg gad sateme også godt at kunne sporte en fuld Robert Plant-manke, når jeg har rundet de 50 (eller bare i det hele taget…), men det nytter sgu ikke noget at bruge den til at gå og lege shoegazer-emo, når man spiller noget, der har så fandens meget attitude og er så konsekvent insisterende på at være mere komplekst end Metallica.

Det retningsløse er også kendetegnende for sættet, til trods for at det byder på en fin klassikerkvotient, der udover den desværre så fjollede “Sweating Bullets” og forudsigelige “Symphony of Destruction” tæller både “Peace Sells”, “The Four Horsemen”-omskrivningen “Mechanix” samt selvfølgelig en god håndfuld numre fra hovedværket “Rust In Peace” (’90).

Men intensiteten og fokusset er kun sjældent strømlinet, og de ellers så fine skæringer fra “Dystopia” (’16) ender med at punktere sættet hånd i hånd med lydproblemerne. Det er også fint at støve “She-Wolf” af, men under disse omstændigheder falder den på maven sammen med alt det andet. Selv ikke “Skin o’ My Teeth” eller “Angry Again” kunne have reddet den hjem.

(3 ud af 6)

 

  • Judas Priest_23
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Judas Priest_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Judas Priest_10
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Iron Maiden - Royal Arena

Vis mig et selvdefineret metalhead der ikke hører Iron Maiden, og jeg skal vise dig en omvandrende identitetskrise.

Vi elsker Maiden. Alle-fucking-sammen. Slut-fucking-prut.

Hvad end det skyldes at de som kun få andre kolleger indenfor genren til stadighed formår at udgive inspireret, vedkommende materiale. Eller at de som på denne “The Legacy of the Beast”-tour forkæler os med en tur i mindelunden for at ære de karrierehøjdepunkter, der har gjort bandet til netop det allestedsnærværende bæst, som det fandme ER udi fænomenet heavy metal.

Kritikpunkterne først. Trommeslager Nicko McBrain, der i dag fylder 66 og således hyldes med et par fødselsdagssange både fra publikum og Dickinson (i form af et par linier fra “When I’m Sixty-Four”, i mangel af bedre) har længe været bandets mindst stærke led. Og denne aften er desværre et alt for tydeligt bevis på, at mandens tempo gerne halter 2-3 BPM bagud. Dog ikke konsekvent, men i enkelte numre.

Derudover er “Somewhere In Time”-skiven (’88) slet ikke repræsenteret i settet, hvad man jo ellers kunne foranlediges til at tro, qua den figurerende cyborg-Eddie på tourens ledsagende artwork. En “Wasted Years” eller “Heaven Can Wait” havde været på sin plads.

Når alt dette er sagt, skal der naturligvis langt mere til at hæmme bæstet Iron Maiden, der selv med en pensionsmoden gennemsnitsalder fortsat er et sprællevende powerhouse — både i studiet og på scenen. Bandet er for længst ovre det dér med at spille, som om de har noget at bevise, me er snarere at betegne som en gruppe professionelle håndværkere, som man gerne betaler ekstra for at hyre, fordi de er ufravigelige kvalitetsgaranter. Dickinson synger atter mindst lige så stærkt, som han gjorde inden kræftsygdommen for et par år siden. Tredjeguitarist Janick Gers får lov at brillere med et par ansigtssmeltere. Og hvor mange sejere live-bassister end Steve Harris FINDES der egentlig, så'n helt reelt??

Naive udtalelser vil muligvis referere til bandets guldalderklassikere som “så’n noget 80’er-noget” (samt måske, måske ikke, foregå på provinsdialekt samt ligge i forlængelse af snedige trumfkort som “lort” og “bøsse”). Men i hænderne på Iron Maiden anno 2018 er uundgåelige live-favoritter som “2 Minutes To Midnight”, og “The Trooper” fandme tidløse evergreens snarere end noget som helst andet.

Sidstnævnte byder på fægtekamp mellem Dickinson og en tre meter høj kavaleri-Eddie. Det er i det hele taget et gennemgående tema på denne tour, at sceneshowet lige har fået mere end en enkelt saltvandsindsprøjtning. Og du godeste, hvor det dog fungerer!

Hver enkelt sang har sit eget backdrop. Eneste undtagelse er fabelagtige “Revelations”, hvori samtlige bagtæpper viger for en fuld-baggrunds lysprojektion af en katedrals farvestrålende glasmosaikker med Eddie-motiver ad hoc. Og i dette sekulære, neo-oplyste nordvesteuropa er et Maiden-show fandme da også det tætteste, som over 90% af publikum kommer på deltagelse i en religiøs højmesse.

De store, oppustelige dekorationer er et tema, Maiden har arbejdet med gennem 7-8 år, og det bliver bedre og bedre. “Flight of Icarus” er et af deres mindre interessante numre, men så er det godt, at dets features udover en kæmpestor, bevinget Ikaros-figur tæller to flammekastere i hænderne på Dickinson, der således kan tilføje endnu en frynsegode til CV’et. Hold nu kæft, hvor må det være fedt for den mand at være på arbejde!

I åbneren “Aces High”, hvor scenen tillige er dekoreret med pigtråd, camouflagenet og andre skyttegravs-features, hænger et Messerschmidt-fly over scenen. Og bandets selvbetitlede slagsang, der som altid konkluderer hovedsættet, byder på bandets mest frygtindgydende Eddie nogensinde: En gigantisk dæmon med hæsligt rovdyrgab, matsorte vædderhorn, og et blødende pentagram snittet i panden. Detaljegraden er vanvittig. Ja, der må virkelig skulle en ubehjælpeligt, klinisk røvsyg DNA til for at kimse af denne type totalteater. (Og ja, Thomas Treo: Det er nemlig lige præcis dig, jeg tænker på.)

De mest nævneværdige gaver er dog naturligvis at finde i selve settet. Udover “Revelations” og suveræne “Where Eagles Dare”, består aftenens glædeligste overraskelser for mit vedkommende guddødemig i den ellers så rædsomme Blaze Bayley-æras majestætiske “The Sign of the Cross” og forrygende “The Clansman”. Det er numre, jeg ikke har hørt siden min allerførste Maiden-koncert tilbage på “Metal 2000”-touren i samme år. Hold kæft, hvor de dog bare fungerer live, og hold kæft, hvor havde jeg dog ikke anet, at jeg kunne savne noget så meget.

Nyklassikerne “The Wicker Man” og “For the Greater Good of God” giver mig lyst til at høre flere sange fra disses respektive albums, — hvad der dog må betegnes som et luksusproblem. Det ER ikke nemt, når man har lige knapt fire årtiers højkvalitetsheavy at dække, hvoraf ca. halvdelen er mere eller mindre obligatorisk.

… Og det betyder jo tillige, at det dér begreb med en “dårlig koncert” er lige så ukendt for Maiden, som begrebet “utilfredsstillende liv” har været det for salig Hugh Hefner. Men det skyldes så også, at bandets fanskare fanmde ER mere dedikeret end de fleste, om det så måtte være til trods for eller på grund af, at den efterhånden spænder flere generationer, end Maiden selv har eksisteret i.

Jaja, alle bands siger, at de har verdens bedste fans. Det samme kan enhver idiot sige om sine egne børn, sine egne prutter, og det lokale 1. divisions-fodboldhold i den flække, hvori man tilfældigvis blev skidt ud og af en eller anden grund valgte at blive boende. Men i dette tilfælde er der fandme noget om snakken.

Jo, selvfølgelig skal der da lige knipses et par billeder med de dér sci-fi-gadgets, som folk nu om dage render rundt med og kalder “telefoner”. Men derudover er der langt større respekt om Maiden som livenavn, end du vil finde til nogen Metallica-, Rammstein-, eller Volbeat-koncert. Publikum snakker ikke rigtig mellem numrene, men afventer taknemmeligt og begejstret næste skæring. Og ikke mindst står de for en fællessang, der snildt kunne have udfyldt 40.000-personers stadioner — og i praksis også GØR det i andre lande, hvor der findes reel kulturel diversitet.

Udover de sædvanligt fremmødte briter og skandinaver snakker jeg i aften med en fyr fra Florida, der planlagde en danmarkstur, så snart billetterne blev sat til salg. Åh jo, og så er jeg sgudda i øvrigt selv taget hertil fra min nye hjemstavn på Costa del Sol for at overvære dette mit 16. Maiden-show.

Overflødigt som det måtte være at nævne, er der ingen som helst grund til, at der ikke skulle komme et nr. 17.

 

  • Iron Maiden_26
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Iron Maiden_18
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Iron Maiden_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

The Killers - Royal Arena, 25.02.18

11 år og tre albums skulle der gå, inden The Killers valgte at besøge hovedstaden igen (eller så tæt man nu kunne komme, siden det i 2007 var på Roskilde Festival). I mellemtiden har Skive fået en visit i 2009, og Odense sidste år, specifikt på Tinderbox. For mig er Killers ”et af de der” bands jeg opdagede i mine teenageår, og siden da har ønsket at få krydset af listen, men op til koncerten har jeg naturligvis forberedt mig, og ligesom så mange andre (kunne jeg forestille mig), er de gamle albums altså bare bedst... så lad os se hvordan det går.

The Killers:
Lyset dæmper sig, en intro går på, tæppet falder... og damn, der er ikke sparet på sceneproduktionen. Som ”Run For Cover” og ”Somebody Told Me” brager derudaf, er det mere dét, at hele scenens ”bagtæppe” er to skævt opdelte skærme, at der er to gigantiske neonpile, at der er et vandtårn (!), endda tilføjet ”Copenhagen” midtpå – og så deciderede kønssymboler, ét mandligt for frontfigur-indpisker Brandon Flowers, og tre kvindelige foran de tre, ja, kvindelige korsangere. Og det er foruden de to normale skærme i siden af arenaen, og uden lysshowet i sig selv, naturligvis. Og selvom de faste ting ikke skifter, så gør videoerne / billederne på skærmene til næsten hver eneste sang, hvis det ikke blot viser live fra publikum eller scenen, altså.

Helt så god er lydkvaliteten dog ikke: det meste går sådan set rimeligt igennem, men det har det med at runge og buldre, når lydbilledet er tæt. Vokalen er også notorisk for lav, men det handler dog mere om, at Flowers nægter at stå stille for mere end et halvt sekund af gangen, og så altså ikke har stemmen derudover. Træthed, sygdom, ugidelighed – jeg er ikke sikker, men det klikker ikke helt som det burde. Når tempoet sættes ned, f.eks. i ”Rut”, lyder det dog godt, og Royal Arena er efterhånden groet godt ud af børnesygdommene, virker det til. Og ja, Flowers... slap af, for fanden. Tro på det. Tro på dig selv. Du er en entertainer, fint, cool, men du behøver ikke overgøre det – sangene skal for det meste nok bære sig selv, ikke mindst når du har et ganske velspillende og solidt band bag dig (der halvvejs består af tourmusikere, da guitarist og bassisten ikke er med på touren).
I de ældre sange især, der fungerer det helt fint, i de nyere er det mere svingende. Men publikum virker til at have savnet bandet uagtet, der som bekendt ikke har været i nærheden i elleve år.

Det hele minder mig i virkeligheden en hel del om Coldplays sidste optræden. Det er en ambivalent følelse, for det show var prægtigt – men netop dét, et show langt mere end en koncert. Underholdningsværdien er her på samme måde nærmest uløseligt bundet op på sceneshowet, hvilket giver mening når man tænker på den gradvise opbygning til arenarock som Killers har gående for sig, men det er slet ikke ligeså velfungerende – og slet ikke i alle de ældre sager. Givet, det musikalske indtryk fylder stadig mere her end hos Coldplay, men der er ingen tid til at nyde det, der er ingen reel differentiation mellem sangene, det hele er én kontinuerlig, uafbrudt køre, gammel som ny, hit som ikke-hit (22 sange på to timer bliver det til i alt). Og hvor Coldplay har ressourcerne til tre scener, lysende armbånd, glimmer og konfetti, balloner, ja nærmest en gimmick for hver enkelt skæring, så har Killers deres statiske scene, et (fint) lysshow og lidt konfetti hist og her – det er det. I disse dage er man vant, og måske for vant, til langt, langt mere, så det er ikke dén del der slår igennem, og når den ikke gør, og Flowers og co. ikke vil stå på musikken... hvad så?

Ja, så fylder de mindre gode sange simpelthen mere – og man keder sig, slet og ret. Og ved den fjerde indlagte crowdcontrol-pause, ja så bliver man altså noget træt. Eller var det noget så ligegyldigt som de koreograferede korsangerens håndbevægelser? Jeg er ikke sikker. Det er fladt og intetsigende, konfettieksplosioner eller ej. Men måske følger de blot deres publikum, for der er ganske meget snak i krogene, de stille sange især – det eneste tidspunkt hvor musikken for en kort stund rent faktisk får plads (præcist ligesom Coldplay i øvrigt). Og tænk sig: ”Rut” og især ”Be Still” fungerer bedre end alt det andet. Med det sagt er de sidste fire sange faktisk ganske veleksekveret, og der fungerer Flowers hyperaktivitet og det musikalske udtryk godt sammen for en gangs skyld – men det tog alt, alt for lang tid at nå dertil.

Sætliste:
1) – Run For Cover
2) – Somebody Told Me
3) – Spaceman
4) – The Way It Was
5) – Shot At The Night
6) – Jenny Was A Friend Of Mine
7) – Miss Atomic Bomb
8) – Human
9) – Rut
10) – Smile Like You Mean It
11) – For Reasons Unknown
12) – The Man
13) – Tyson vs. Douglas
14) – A Dustland Fairytale
15) – Be Still
16) – Runaways
17) – Read My Mind
18) – All These Things That I’ve Done
Encore:
19) – The Calling
20) – Andy, You’re A Star
21) – When You Were Young
22) – Mr. Brightside
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Aerosmith - Royal Arena

Vi går i de næste fem – ti år ind i en uundgåelig periode, hvor stort set alle de gamle helte vil træde ud af branchen, om det så er af egen vilje eller som følge af triste omstændigheder: det er allerede sket med bl.a. Motörhead, Twisted Sister og ikke mindst Black Sabbath. I denne omgang er turen kommet til Aerosmith, der har annonceret deres farveltour, passende kaldet Aero-Verderci Baby! Det lyder sig dog, at bandet ikke går i graven lige med det samme, men det er dog en lakken mod enden, støt og planlagt. Hvordan gik det så på dansk jord for (måske) sidste gang?

Aerosmith:
Der er ikke sparet på den ”lille” detalje, at dette efter al sandsynlighed er Aerosmiths sidste gang: en kortfilm, der med billeder og lyd beskriver bandets historie, dukker som det første op på storskærmen mens publikum med hengiven respekt læner sig tilbage og observerer. En fin intro og selvhyldest, inden de aldrende herrer vandrer på scenen, nydeligt klædt, og klar til at give gas. Okay, Tyler selv er undtagelsen til det med at være nydeligt klædt: han ligner stadig en fra ’85, nu med en suspekt skovsnegl midt i ansigtet.

Men de første sange? Der er knald på, ufortrødent af den trykkende alder. Det er næsten ren heavy metal, med dobbelt stortromme der pisker derudaf, samt et aggressivt lysshow, der næsten er for meget. Lyden er også dejlig rock’et med tyk bund og høj volumen (der dog bliver skruet alt for højt op, givet at man ikke har ørepropper). En lille sidenote: Royal Arena er godt fyldt, dog med undtagelse af ”Golden Circle”. Og jeg sætter her titlen i citationstegn, da den fylder halvdelen af gulvet... Okay, man får mere når man betaler for mere – dét giver mening. Men det er sgu absurd at give 100 kroner mere for at stå sammen med over halvdelen af gæsterne på gulvarealet, især fordi en god del af det indhegnede område slet ikke benyttes. Det er skørt. Skørt, og en anelse grådigt.

Men lad det nu ligge. Aerosmith går fortsat til stålet, lysshowet og de sporadiske videoklip på storskærmen gør sit, og publikum er tydeligvis godt med. Bundniveauet er dog solidt, skulle man kun bedømme bandet alene, hvilket er mere end flere af de andre dinosaurer kan præstere for tiden. Rock’n’roll er det, selvom jeg ligeledes nemt kan forestille mig bandets storhedstider, som er mange år tilbage i tiden. Jovist, det begynder godt (”Let The Music Do The Talking”, ”Young Lust” og ”Cryin’” sidder lige i skabet) – men det er godt nok en tyndslidt ”Livin’ On The Edge”, det er der ikke meget kant over, for nu at bruge titlen.

Det bliver straks bedre med de to Fleetwood Mac covernumre i form af ”Stop Messin’ Around” og ”Oh Well” – det var ikke her jeg regnede med at blive imponeret, men satme så, om det ikke holder 100 %. Og nu hvor Tyler kan lege lidt rundt, benyttes det til fulde, f.eks. da han laver sjov med pianisten. Op til nu har min respekt og ”hvor fedt er det her?”-skala mest af alt gået opad: det er sgu godt gået for et band med næsten 50 år på bagen. Når jeg ser den krumryggede Joey Kramer tæve løs på tønderne, og uden tøven drive skibet fremad, eller når guitaristerne ikke kan holde sig at fyre ekstra lir af – sandsynligvis hver aften – så er det direkte pluspoint i den sorte bog. At Aerosmith internt virker til at have det godt sammen, gør kun tingene sjovere for beskueren.

Men, uden det store kendskab til bagmaterialet, så ville jeg ønske man havde lagt fokus et andet sted: der er flere sange der er oppe i +6/7 minutter, og som nemt kunne have været to eller tre – og numrene lider under det. Ligeledes er tre (lange...) ballader i streg simpelthen for meget af ”det gode”, også selvom én af dem er den udødelige ”I Don’t Wanna Miss A Thing”, der ser arenaen istemme i et entusiastisk kor. Det bliver aldrig kedeligt at høre samtlige 10 eller 12, eller hvor mange tusinde der nu er, skrige og huje og klappe i ekstase. Men, overordnet bliver sangene i midten og i slutningen trukket for langt – og det er en unødvendig og kunstig måde at give fuld valuta for pengene. ”Dream On” holder dog stadigvæk 100 %. 100 %, siger jeg dig.

Det bliver derfor aldrig et decideret unikt og uforglemmeligt punktum. Mindre kan også gøre det. Der bliver spillet på rutinen og på det publikumsvenlige, men energien er til stede, og ligeledes er spilleglæden. Og hvem ved, måske kommer Aerosmith forbi endnu engang – hvis de gør, så håber jeg sangvalget er mindre fadøl og mere rock. I kan, hvis I vil.

Sætliste:
1) – Let The Music Do The Talking
2) – Young Lust
3) – Cryin’
4) – Livin’ On The Edge
5) – Love In An Elevator
6) – Janie’s Got A Gun
7) – Stop Messin’ Around (Fleetwood Mac cover)
8) – Oh Well (Fleetwood Mac cover)
9) – Mama Kin
10) – Hangman Jury
11) – Seasons Of Wither
12) – Sweet Emotion
13) – I Don’t Want To Miss A Thing
14) – Rag Doll
15) – Come Together (The Beatles cover)
16) – Dude (Looks Like A Lady)
Encore:
17) – Dream On
18) – Mother Popcorn (James Brown cover)
19) – Walk This Way
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Avenged Sevenfold, Disturbed, Chevelle - Royal Arena

Der er sket noget siden 2013, hvor Avenged Sevenfold besøgte Falconer Salen: Disturbed er tilbage fra de døde, og hovednavnet er større end nogensinde. Originalt skulle seancen have foregået i Valby-Hallen, men det blev udvidet til den nye arena, der således bliver mit 2. besøg efter Metallica for en måneds tid siden. Ikke mindst er Chevelle med på touren, et band der aldrig har været i Danmark. På papiret ser det lovende ud, så lad os se om det holder stik i virkeligheden.

Chevelle:
Så der er ikke fuldstændig udsolgt: jeg befinder mig på gulvet, og kan se at den øverste del af arenaen er lukket. Det tilføjer en semi-intim atmosfære, selvom vi er i en arena.

I den alternative dimension, hvor jeg havde opdaget Chevelle i mine teenageår, havde det nok været en markant anderledes oplevelse endelig at se dem besøge Danmark: 22 år efter de blev dannet – ikke en dag for tidligt, må man sige. Men, det efterfølgende indtryk en halv time senere kan opsummeres til: ”de er femten år for sent på den”. Jo, man skal tage med hvornår Chevelle er fra, men når dette er mit første møde, føles det som slut 90’ernes nu-metal om igen.

Det skal dog ikke stå i vejen for selve showet. Det buldrer og mudrer forfærdeligt til en start, og selvom det bliver bedre, er det kun lige acceptabelt. De fleste detaljer drukner fuldstændigt. Arenaen har dog en god bund, det er mærkbart. Selv som et opvarmningsband kommer de mange lamper i spil, og de følger musikken nydeligt. Omvendt er det ikke mange fans der er her, men det var heller ikke fordi andet var forventet. Man kan også sige, at Chevelle tager dette faktum roligt, og spiller egentlig både professionelt og insisterende – men ud over scenen kommer de aldrig, og det hjælper heller ikke på sagerne, at man vælger ikke at lufte ”The Red”, som nok ellers kunne have fanget folks interesse. Men det vidner selvfølgelig også om et band der ikke blot er interesserede i at være et fortidsminde, så det må naturligvis afføde en smule respekt herfra.

Når man kun har en halv time skal tiden bruges optimalt, og der er derfor ikke tid til snak: det hele føles heraf meget som enhver anden dag for bandet. Der er lige en åbningshilsen hvor bandet netop proklamerer at dette er deres første gang i landet, men det er så også det. Bundniveauet er højt, men den afgørende kontakt til publikum mangler, selvom Chevelle oprigtigt forsøger. Dette kombineret med en underliggende følelse af at det hele er femten år for sent ude, ja, så rykker det ikke rigtigt.
3/6 stjerner.

Disturbed:
Disturbed: mit tredje møde, og denne gang med hverken decideret positive eller negative forventninger på forhånd. Touren var sat op med Avenged Sevenfold som headliner, Disturbed som ”special guest”, og Chevelle som support. Dette blev tydeligt udpenslet efter et kvarters pause (tommelfinger op for effektivitet!), hvor jeg lige skal love for at alt ændrer karakter så snart bandet går på. De to lysinstallationer på scenen kommer til live, der er ild i overflod, storskærmene aktiveres, og publikum byder entusiastisk bandet velkommen.

Jovist, det buldrer en anelse i begyndelsen, men det er tilforladeligt, og ender med at være noget nær elimineret hen mod slutningen. Arenaen er godt på vej i den lydmæssige ende – jeg mangler dog stadig at blive blæst bagover. Men, det er faktisk slet ikke lyden der udgør et problem. I stedet er det den kære Draiman. Baseret på aftenens indsats skulle han have lagt Disturbed endegyldigt i graven, i stedet for denne vattede genoplivelse. Vokalen skærer simpelthen i ørerne på flere fronter: kraften er væk, stemmen er slidt, tonerne rammes lidt hist og her, og det lyder desuden både skingert og usikkert når han skal op i de højere lag... Alternativt benytter han i stedet et lavere toneleje. Det er intet mindre end sørgeligt. Fordums dage er savnet.

Det værste er dog at Draiman hverken lader til at tro på sig selv, eller musikken som helhed – selv hans normalt dramatiske, næsten profetagtige optræden, virker forceret – eller slet og ret fjollet. Manden gider efter min bedste vurdering slet ikke være her. Komplet modsat er de tre andre herrer, der til gengæld hopper rundt, og ser ud til at have en fest. Det er som et teaterstykke hvor skuespillerne godt selv er klar over at det ikke spiller: alligevel arbejdes der utrætteligt på ikke at slippe publikum – eller værre, at lade dem nå og danne sig et reelt indtryk (for så ville de fleste nok se igennem facaden). Dvs. at armbevægelserne overdrives eksponentielt, og foruden Rammstein har jeg aldrig set så meget ild... Publikum er nu, trods ovenstående, ganske godt tilfredse.

Ironisk er det i sandhed når ”The Sound Of Silence” coveret af Simon & Garfunkel står som aftenens bedste indslag – og med hele ligaer over alt andet, ikke mindst. Dét sidder lige i skabet, og hårene rejser sig fra armene. Royal Arena er kortvarigt henlagt i en bobbel, og det er lige som det skal være fra start til slut. Og håbet anes da også når den glimrende ”Inside The Fire” efterfølgende leveres med en pondus der siger spar to, imens scenen ganske passende er badet i ild. Draiman virker endelig til at tro på sig selv.

Kortvarigt, i hvert fald. For derefter præsenteres en ny sang, hvor man så kan undre sig over rækkefølgen: nu var publikum for alvor kommet op i gear, og så sættes farten brat ned igen. Momentum er tabt, uagtet at de mange lys i luften er betagende som altid. Herfra er det ellers fuld knald på hitparaden med ”Stricken”, ”Indestructible”, ”Ten Thousand Fists” og endelig ”Down With The Sickness” (der alle dage udelukkende har haft et godt omkvæd, samt en mindeværdig intro) – men det er for letbenet præsenteret, ligesom det var tidligere. Cirkelpit og delvis fællessang under sidstnævnte gør ikke den store forskel.

Så... Hvor ender vi... Midt i det hele. Hverken mere eller mindre. Disturbed kan med fordel lægge sig selv i graven igen, hvis ikke Draiman gider det længere. Forhåbentligt er det blot en off-day på en lang tour. Alt i alt; med et engageret band, foruden forsanger, et fint publikum, rimelig god lyd, og et godt visuelt show – sat overfor en ugidelig forsanger, der hverken kunne eller ville, og som bærer 90 % af musikken... Kun det smukke cover redder for mit vedkommende aftenen fra at være under middel. Måske er jeg for hård, og i så fald kan du lægge en halv eller hel stjerne til efter forgodtbefindende. 
3/6 stjerner.

Sætliste
1) – The Eye Of The Storm
2) – Immortalized
3) – The Game
4) – The Vengeful One
5) – Prayer
6) – Liberate
7) – The Animal
8) – Stupify
9) – The Sound Of Silence (Simon & Garfunkel cover)
10) – Inside The Fire
11) – The Light
12) – Stricken
13) – Indestructible
14) – Ten Thousand Fists
15) – Down With The Sickness
Kilde: www.setlist.fm

Avenged Sevenfold:
Der er nu ingen tvivl om hovednavnet. Stil over substans, når jeg at tænke da de 10 (!) storskærme aktiveres, og titelsangen fra det sidste album påbegynder. Midterdelen af storskærmene peger endda ud mod publikum, og scenen er nu gigantisk i størrelse: der er ikke sparet på noget. Lyden viser sig også hurtigt fra sin bedste side efter de første sanges småteknikaliteter er fixet. Okay, forsangerens vokal er i den lave ende, og jeg kan ikke helt regne ud af om det er teknikkens skyld.

Det er for så vidt heller ikke så vigtigt. Publikum tager imod samtlige bandmedlemmer med kyshånd, og der afveksles mellem nyt og gammelt, hvilket sikrer en god balance. Jeg bliver til gengæld nødt til at kommentere på de enkelte i bandet: forsangeren har solbriller og omvendt kasket på – indenfor. Under hele showet: aka det vildeste douchelook. Bassisten har OGSÅ solbriller på til at begynde med... de ryger dog heldigvis hurtigt af. Trommeslageren gør det for så vidt fint, og der tæskes igennem. Men samtlige i bandet, foruden forsangeren, ligner nogen der bare ikke gider være her. Jeg mistænker endog den ene for at være skæv, for så dødt et blik har jeg da sjældent oplevet – ikke at, det at være skæv som udgangspunkt er skidt, men det forstærker her blot hvor fraværende manden virker.

Publikum er dog på nuværende tidspunkt så fulde, eller slet og ret ligeglade, at det ikke ser ud til at røre nogen. Men ærlig talt: det er simpelthen alt, alt for rutineret til at jeg bliver betaget. Det musikalske er hverken til eller fra, og et band uden engagement er næsten ligegyldigt. Det skal dog nævnes, at forsangeren (selv med hans douchelook) giver den god gas, og tydeligvis gerne vil både festen og publikumskontakten. Så er det jo heldigt at det visuelle, derimod, er enormt imponerende. De to midterste skærme viser sig at være en kvadratisk firkant, da den inde i sættet svæver et godt stykke ud mod publikum og bliver ”stående” over forsangeren. Eller også hælder den til siden, og dette alt imens alle skærmene kontinuerligt kører diverse billeder og videoer. Der er hele tiden noget at kigge på.

Så sådan kan det køre en rum tid: en kedelig, men dog velspillet, præstation, og med glimrende visuelle elementer. I ”Almost Easy” er der imidlertid en snert af opbrydelige rammer, da forsangeren (forgæves) forsøger at lokke bassisten til at synge. Det lykkes ikke – men så står publikum til gengæld klar. Efterfølgende er der en instrumental overgang til ”Planets”, hvor en gigantisk dukke-astronaut løftes op bagerst på scenen, mens kvadraten igen hænger over scenen. Og så når vi efterhånden til encore, der trækker tråde tilbage til de ”gode, gamle dage”, og dét holder altså hele vejen. Ikke mindst er den spøjse ”A Little Piece Of Heaven”, man vel næsten kan kalde for Avenged Sevenfolds ”Bohemian Rhapsody”, et kærkomment valg. Derfra er det en glimrende afslutning med knald på i form af ”Unholy Confessions”, det eneste nummer fra bandets 2. album.

Opsummeret, så er det en middelmådig præstation – det er mere godt end skidt, men ikke meget. Publikum så ud til at nyde det (dem der stadig stod tilbage da det var slut, i hvert fald), og med både god lyd og lys kan man nå langt. Alligevel trækker det gevaldigt ned når 3/5 af bandet ikke gider. Det må ende på aftenens bedste karakter – ikke at det er imponerende. Avenged Sevenfold, det her kan I gøre bedre. Det skal I faktisk, når I er spået til at være det næste store. Prøv igen om nogle år, og så kigger vi på det, ikke?
3½/6 stjerner.

Sætliste
1) – The Stage
2) – Afterlife
3) – Hail To The King
4) – Paradigm
5) – Buried Alive
6) – Angels
7) – Nightmare
8) – God Damn
9) – Almost Easy
10) – Warmness On The Soul
11) – Planets
12) – Acid Rain
Encore:
13) – Bat Country
14) – A Little Piece Of Heaven
15) – Unholy Confessions
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Metallica - Royal Arena

Se, nu bliver det jo spændende. Royal Arena har ikke ligefrem fået den bedste åbning: Metallica gennemførte deres koncert i fredags, men med en tydeligt medtaget Hetfield og med dårlig lyd til følge – resultatet var efter sigende ikke kønt. Revanchen kom dog ikke i søndags: i stedet blev koncerten rykket til engang i september, netop pga. Hetfields helbred. I dag skulle så have været Metallicas tredje omgang i arenaen, men altså pga. førnævnte aflysning i realiteten revanchen fra i tirsdags. At sige at jeg er spændt er en underdrivelse af kaliber.


Metallica:
Jeg når halvanden sang af opvarmningen (I’ll Be Damned), men okay, sådan er det når man skal stå i kø, ikke kender arenaens opbygning, ikke kan spotte garderoben – osv. osv. Det er jo heller ikke hvorfor vi er her, men derfor kunne Metallica godt have undværet at gøre alle tilstedeværende usikre: næsten halvanden time fra I’ll Be Damned forlader scenen går der før lyset endelig slukkes og den efterhånden velkendte ”The Ecstasy Of Gold” glider igennem den prægtige arena. Storskærmen, passende formet som et H i relation til sidste album, befinder sig grundet scenens 360 graders konstruktion i loftet og fuldbyrder introsekvensen med et videoklip – det er en smule mærkværdigt at stirre op i loftet, men dette hører også brat op da Metallica selv træder på scenen. Så er vi i gang...

... med buldrende og rungende lyd. Til gengæld har Hetfield dog ingen stemmeproblemer som frygtet, og den første halvdel af sættet glider nemt ned: en enkelt ny sang (”Hardwired”), og så direkte over i klassikerne. På storskærmen ændrer temaet sig alt efter sangene, f.eks. er der langsomt sivende ”blod” i ”Creeping Death”, og kirkeklokker og slagmarker i ”For Whom The Bell Tolls”. Derudover får vi dog ingen ”wow!”-oplevelser på den visuelle front, andet end noget, indrømmet, imponerende laserlys længere henne i sættet. Dette er såmænd helt okay, ja faktisk prisværdigt at lade musikken tale for sig selv, MEN så er det blot ekstra ærgerligt at lyden er mudret. Især trommerne er uskarpe, der er alt for meget bas i lydbilledet, og vokalen er langt hen ad vejen for lav. Nuancerne ryger kort sagt en tur overbord.

Energien og lysten til at underholde, dén kan man modsat ikke tage fra d’herrer – hver og en. Om det er Hetfield der griner, laver grimasser og opmuntrer til sang, Ulrich der efter flere sange bare må rejse sig og komme tættere på publikum (eller spille flere introer stående), eller bare Hammett og Trujillo der rocker rundt, altid i bevægelse. Max gas – ingen halv indsats her. Publikum gengælder ligeledes glæden, og her på gulvet kun små ti meter fra scenen er stemningen god: men selv folk på siddepladserne står op, så det gælder hele vejen rundt.

Lyden bliver også bedre som tiden går, og tak for dét. Den nye ”Moth Into Flame” fungerer godt, selv iblandt så mange ældre sange, og foruden hele tre ligegyldige soloindslag (henholdsvis to fra Hammett, og et fra Trujillo), får vi godter på atter godter i Metallica-land: ”Orion” står dagene efter som aftenens højdepunkt, laserlyset i introen til ”One”, hvor det metodisk følger krigslydene fra backtracket, er også seværdigt, ”Master Of Puppets” ser gulvet bevæge sig energisk – at den er middelmådigt fremført er ingen hindring. Inden encoret hives en fan op på scenen: han har sikkert fået et minde for livet, men mere interessant er det ikke for os andre at han allernådigst får lov at slå på et bækken fire gange (som optakt til ”Seek & Destroy”), for så pænt at blive fulgt af scenen igen.

Der lukkes og slukkes med et slagkraftig trekløver bestående af den helt gamle, superthrashede ”Whiplash”, tåretrilleren ”Nothing Else Matters” og fælleshymnen ”Enter Sandman”. Alt i alt ender det med at være en fornøjelig affære. Måske ikke den grande entré (eller revanche) man kunne have håbet på, men underholdende og solidt med den mest oplagte udgave af Metallica, jeg har oplevet.

Sidst, hvis der skal kommenteres på selve arenaen, så er jeg fortrøstningsfuld: med tiden skal det nok blive rigtig godt på lydsiden, og pladsen på gulvet var dejlig rummelig. Vi havde nok for høje forventninger til at begynde med, set i bakspejlet, men det skal ikke stå i vejen for en glimrende optræden.

Sætliste:
1) – Hardwired
2) – Creeping Death
3) – For Whom The Bell Tolls
4) – Wherever I May Roam
5) – Welcome Home (Sanitarium)
6) – Now That We’re Dead
7) – Moth Into Flame
8) – Orion
9) – One
10) – Master Of Puppets
11) – Fade To Black
12) – Seek & Destroy
Encore:
13) – Whiplash
14) – Nothing Else Matters
15) – Enter Sandman
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Metallica_7
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Metallica_14
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Metallica_5
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed