fbpx

Lingua Ignota, Royal Metal Fest 2019

Et par enkelte, foruroligende høje hornlyde lyder inde fra Altas. Ikke fanfarer; snarere advarselssignaler. Der er mørkt i salen, da jeg går ind, og scenetæppet er trukket for.

Publikum står i en halvcirkel. Jeg kan høre en enkelt, messende kvindestemme i et manisk tonefald. Kristin Hayter, aka. Lingua Ignota, gentager en sætning på et sprog, jeg ikke kan tyde. Ordet “odio” indleder den; jeg kan ikke regne ud, om det skal betyde det spanske “had” eller det italienske “åh Gud”. I denne tvetydighed beror en sigende symbolik.

Hun går rundt frem og tilbage blandt publikum med tre håndholdte lamper i ledninger, som hun svinger rundt med alt imens. De rammer gulvet ind imellem og går mere og mere i stykker. Hendes tonefald lyder på én gang hadefuldt, sommetider hvæsende, forurettet grænsende til det sårede, og insisterende som en indelukket psykiatripatients paranoide vrangforestillinger.

Lingua Ignota har et enkelt keyboard og en laptop, hvor al hendes besættende, minimalistiske industrial kører fra. Det står på gulvet foran scenen, som aldrig bliver benyttet. Ingen lys bliver tændt. Lydsporet i et enkelt nummer lyder som en blanding af orgellyde og klirren med glas.

Den lavstammede, spinkle kvinde skiftevist skriger, growler, og synger en prægtig, intens operasopran. Det apokalyptiske tekstunivers lyder som noget, der kunne være skrevet af Allen Ginsberg på verdens mest katastrofale syretrip. “If you’re old enough to bleed, you’re old enough” lyder en enkelt gennemgående linie i en stanza, der tydeligvis handler om de voldelige og seksuelle overgreb, hun bearbejder gennem dette hendes kreative outlet. — Som muligvis er grunden til, at hun deler al sin undertrykte smerte, afmagt og vrede med et betalende publikum og ikke med hvide kitler og gummicellevægge.

Hayter har sunget siden 10-års-alderen og ville egentlig have være konservatorieuddannet operasanger. I stedet studerede hun kunst på Chicagos School of the Arts Institute og fik sin grad hos Brown med et speciale betitlet “BURN EVERYTHING TRUST NO ONE KILL YOURSELF”. Hendes karrierevalg er sigende for hendes performance: Vokalen er knivskarp og kontrolleret, hvad end hun synger svulstige vibratofraseringer eller tynd, skrøbelig pigestemme. Men så en gang imellem kommer et sporadisk hvinende skrig eller growl, hvorefter hun går tilbage på sporet. Ofte knækker hendes stemme, som brød hun pludselig ud i gråd.

Ingen i salen føler sig helt tryg.

Hele seancen varer ikke mere end, hvad, 20-25 minutter? Efter et nummer stiller hun pludselig keyboardet ned fra stativet, går på knæ og begynder at trække ledninger ud og pakke sammen. Man kan høre en fjer falde til jorden.

Is that it?”, spørger en enkelt publikummer. “Yes. Thank you”, lyder hendes svar.

Lyset bliver tændt på Atlas. Der ryger lidt stille Pantera på PA’et. Folk begynder at klappe — men mest af alt råbe på mere. Ingen af os har overværet noget lignende. Hayter rejser sig op og begynder at synge a capella, og lyset og musikken slukkes igen.

I am the disease of man/I am the cancer/I am the master/I am the plague”. Jeg kan ikke regne ud, om det er improviseret. Og ligesom under hovedsættet mister jeg tidsfornemmelsen fuldstændig. Det er hjemsøgende intenst, og det er ikke kun indholdet — eller for den sags skyld formen. Der er simpelthen noget fascinerende — noget på én gang genkendeligt og forstyrrende — over selve dette menneske. Hendes energi er altomsluttende; hendes kreativitet og smerte fylder rummet.

Vi går allesammen derfra med et lille stykke af begge dele.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed