fbpx

Avenged Sevenfold, Disturbed, Chevelle - Royal Arena

Der er sket noget siden 2013, hvor Avenged Sevenfold besøgte Falconer Salen: Disturbed er tilbage fra de døde, og hovednavnet er større end nogensinde. Originalt skulle seancen have foregået i Valby-Hallen, men det blev udvidet til den nye arena, der således bliver mit 2. besøg efter Metallica for en måneds tid siden. Ikke mindst er Chevelle med på touren, et band der aldrig har været i Danmark. På papiret ser det lovende ud, så lad os se om det holder stik i virkeligheden.

Chevelle:
Så der er ikke fuldstændig udsolgt: jeg befinder mig på gulvet, og kan se at den øverste del af arenaen er lukket. Det tilføjer en semi-intim atmosfære, selvom vi er i en arena.

I den alternative dimension, hvor jeg havde opdaget Chevelle i mine teenageår, havde det nok været en markant anderledes oplevelse endelig at se dem besøge Danmark: 22 år efter de blev dannet – ikke en dag for tidligt, må man sige. Men, det efterfølgende indtryk en halv time senere kan opsummeres til: ”de er femten år for sent på den”. Jo, man skal tage med hvornår Chevelle er fra, men når dette er mit første møde, føles det som slut 90’ernes nu-metal om igen.

Det skal dog ikke stå i vejen for selve showet. Det buldrer og mudrer forfærdeligt til en start, og selvom det bliver bedre, er det kun lige acceptabelt. De fleste detaljer drukner fuldstændigt. Arenaen har dog en god bund, det er mærkbart. Selv som et opvarmningsband kommer de mange lamper i spil, og de følger musikken nydeligt. Omvendt er det ikke mange fans der er her, men det var heller ikke fordi andet var forventet. Man kan også sige, at Chevelle tager dette faktum roligt, og spiller egentlig både professionelt og insisterende – men ud over scenen kommer de aldrig, og det hjælper heller ikke på sagerne, at man vælger ikke at lufte ”The Red”, som nok ellers kunne have fanget folks interesse. Men det vidner selvfølgelig også om et band der ikke blot er interesserede i at være et fortidsminde, så det må naturligvis afføde en smule respekt herfra.

Når man kun har en halv time skal tiden bruges optimalt, og der er derfor ikke tid til snak: det hele føles heraf meget som enhver anden dag for bandet. Der er lige en åbningshilsen hvor bandet netop proklamerer at dette er deres første gang i landet, men det er så også det. Bundniveauet er højt, men den afgørende kontakt til publikum mangler, selvom Chevelle oprigtigt forsøger. Dette kombineret med en underliggende følelse af at det hele er femten år for sent ude, ja, så rykker det ikke rigtigt.
3/6 stjerner.

Disturbed:
Disturbed: mit tredje møde, og denne gang med hverken decideret positive eller negative forventninger på forhånd. Touren var sat op med Avenged Sevenfold som headliner, Disturbed som ”special guest”, og Chevelle som support. Dette blev tydeligt udpenslet efter et kvarters pause (tommelfinger op for effektivitet!), hvor jeg lige skal love for at alt ændrer karakter så snart bandet går på. De to lysinstallationer på scenen kommer til live, der er ild i overflod, storskærmene aktiveres, og publikum byder entusiastisk bandet velkommen.

Jovist, det buldrer en anelse i begyndelsen, men det er tilforladeligt, og ender med at være noget nær elimineret hen mod slutningen. Arenaen er godt på vej i den lydmæssige ende – jeg mangler dog stadig at blive blæst bagover. Men, det er faktisk slet ikke lyden der udgør et problem. I stedet er det den kære Draiman. Baseret på aftenens indsats skulle han have lagt Disturbed endegyldigt i graven, i stedet for denne vattede genoplivelse. Vokalen skærer simpelthen i ørerne på flere fronter: kraften er væk, stemmen er slidt, tonerne rammes lidt hist og her, og det lyder desuden både skingert og usikkert når han skal op i de højere lag... Alternativt benytter han i stedet et lavere toneleje. Det er intet mindre end sørgeligt. Fordums dage er savnet.

Det værste er dog at Draiman hverken lader til at tro på sig selv, eller musikken som helhed – selv hans normalt dramatiske, næsten profetagtige optræden, virker forceret – eller slet og ret fjollet. Manden gider efter min bedste vurdering slet ikke være her. Komplet modsat er de tre andre herrer, der til gengæld hopper rundt, og ser ud til at have en fest. Det er som et teaterstykke hvor skuespillerne godt selv er klar over at det ikke spiller: alligevel arbejdes der utrætteligt på ikke at slippe publikum – eller værre, at lade dem nå og danne sig et reelt indtryk (for så ville de fleste nok se igennem facaden). Dvs. at armbevægelserne overdrives eksponentielt, og foruden Rammstein har jeg aldrig set så meget ild... Publikum er nu, trods ovenstående, ganske godt tilfredse.

Ironisk er det i sandhed når ”The Sound Of Silence” coveret af Simon & Garfunkel står som aftenens bedste indslag – og med hele ligaer over alt andet, ikke mindst. Dét sidder lige i skabet, og hårene rejser sig fra armene. Royal Arena er kortvarigt henlagt i en bobbel, og det er lige som det skal være fra start til slut. Og håbet anes da også når den glimrende ”Inside The Fire” efterfølgende leveres med en pondus der siger spar to, imens scenen ganske passende er badet i ild. Draiman virker endelig til at tro på sig selv.

Kortvarigt, i hvert fald. For derefter præsenteres en ny sang, hvor man så kan undre sig over rækkefølgen: nu var publikum for alvor kommet op i gear, og så sættes farten brat ned igen. Momentum er tabt, uagtet at de mange lys i luften er betagende som altid. Herfra er det ellers fuld knald på hitparaden med ”Stricken”, ”Indestructible”, ”Ten Thousand Fists” og endelig ”Down With The Sickness” (der alle dage udelukkende har haft et godt omkvæd, samt en mindeværdig intro) – men det er for letbenet præsenteret, ligesom det var tidligere. Cirkelpit og delvis fællessang under sidstnævnte gør ikke den store forskel.

Så... Hvor ender vi... Midt i det hele. Hverken mere eller mindre. Disturbed kan med fordel lægge sig selv i graven igen, hvis ikke Draiman gider det længere. Forhåbentligt er det blot en off-day på en lang tour. Alt i alt; med et engageret band, foruden forsanger, et fint publikum, rimelig god lyd, og et godt visuelt show – sat overfor en ugidelig forsanger, der hverken kunne eller ville, og som bærer 90 % af musikken... Kun det smukke cover redder for mit vedkommende aftenen fra at være under middel. Måske er jeg for hård, og i så fald kan du lægge en halv eller hel stjerne til efter forgodtbefindende. 
3/6 stjerner.

Sætliste
1) – The Eye Of The Storm
2) – Immortalized
3) – The Game
4) – The Vengeful One
5) – Prayer
6) – Liberate
7) – The Animal
8) – Stupify
9) – The Sound Of Silence (Simon & Garfunkel cover)
10) – Inside The Fire
11) – The Light
12) – Stricken
13) – Indestructible
14) – Ten Thousand Fists
15) – Down With The Sickness
Kilde: www.setlist.fm

Avenged Sevenfold:
Der er nu ingen tvivl om hovednavnet. Stil over substans, når jeg at tænke da de 10 (!) storskærme aktiveres, og titelsangen fra det sidste album påbegynder. Midterdelen af storskærmene peger endda ud mod publikum, og scenen er nu gigantisk i størrelse: der er ikke sparet på noget. Lyden viser sig også hurtigt fra sin bedste side efter de første sanges småteknikaliteter er fixet. Okay, forsangerens vokal er i den lave ende, og jeg kan ikke helt regne ud af om det er teknikkens skyld.

Det er for så vidt heller ikke så vigtigt. Publikum tager imod samtlige bandmedlemmer med kyshånd, og der afveksles mellem nyt og gammelt, hvilket sikrer en god balance. Jeg bliver til gengæld nødt til at kommentere på de enkelte i bandet: forsangeren har solbriller og omvendt kasket på – indenfor. Under hele showet: aka det vildeste douchelook. Bassisten har OGSÅ solbriller på til at begynde med... de ryger dog heldigvis hurtigt af. Trommeslageren gør det for så vidt fint, og der tæskes igennem. Men samtlige i bandet, foruden forsangeren, ligner nogen der bare ikke gider være her. Jeg mistænker endog den ene for at være skæv, for så dødt et blik har jeg da sjældent oplevet – ikke at, det at være skæv som udgangspunkt er skidt, men det forstærker her blot hvor fraværende manden virker.

Publikum er dog på nuværende tidspunkt så fulde, eller slet og ret ligeglade, at det ikke ser ud til at røre nogen. Men ærlig talt: det er simpelthen alt, alt for rutineret til at jeg bliver betaget. Det musikalske er hverken til eller fra, og et band uden engagement er næsten ligegyldigt. Det skal dog nævnes, at forsangeren (selv med hans douchelook) giver den god gas, og tydeligvis gerne vil både festen og publikumskontakten. Så er det jo heldigt at det visuelle, derimod, er enormt imponerende. De to midterste skærme viser sig at være en kvadratisk firkant, da den inde i sættet svæver et godt stykke ud mod publikum og bliver ”stående” over forsangeren. Eller også hælder den til siden, og dette alt imens alle skærmene kontinuerligt kører diverse billeder og videoer. Der er hele tiden noget at kigge på.

Så sådan kan det køre en rum tid: en kedelig, men dog velspillet, præstation, og med glimrende visuelle elementer. I ”Almost Easy” er der imidlertid en snert af opbrydelige rammer, da forsangeren (forgæves) forsøger at lokke bassisten til at synge. Det lykkes ikke – men så står publikum til gengæld klar. Efterfølgende er der en instrumental overgang til ”Planets”, hvor en gigantisk dukke-astronaut løftes op bagerst på scenen, mens kvadraten igen hænger over scenen. Og så når vi efterhånden til encore, der trækker tråde tilbage til de ”gode, gamle dage”, og dét holder altså hele vejen. Ikke mindst er den spøjse ”A Little Piece Of Heaven”, man vel næsten kan kalde for Avenged Sevenfolds ”Bohemian Rhapsody”, et kærkomment valg. Derfra er det en glimrende afslutning med knald på i form af ”Unholy Confessions”, det eneste nummer fra bandets 2. album.

Opsummeret, så er det en middelmådig præstation – det er mere godt end skidt, men ikke meget. Publikum så ud til at nyde det (dem der stadig stod tilbage da det var slut, i hvert fald), og med både god lyd og lys kan man nå langt. Alligevel trækker det gevaldigt ned når 3/5 af bandet ikke gider. Det må ende på aftenens bedste karakter – ikke at det er imponerende. Avenged Sevenfold, det her kan I gøre bedre. Det skal I faktisk, når I er spået til at være det næste store. Prøv igen om nogle år, og så kigger vi på det, ikke?
3½/6 stjerner.

Sætliste
1) – The Stage
2) – Afterlife
3) – Hail To The King
4) – Paradigm
5) – Buried Alive
6) – Angels
7) – Nightmare
8) – God Damn
9) – Almost Easy
10) – Warmness On The Soul
11) – Planets
12) – Acid Rain
Encore:
13) – Bat Country
14) – A Little Piece Of Heaven
15) – Unholy Confessions
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed