fbpx

Overkill - The Wings Of War

Næste år kan Overkill fejre 40 års jubilæum (!), en bedrift som kun er de færreste beskåret. Og at tiden ikke er gået med hænderne i skødet understreges af, at de med "The Wings Of War” udsender album nummer 19 – i sig selv et imponerende tal.
Næsten lige så imponerende er den power, de efterhånden modne herrer lægger for dagen – ikke det mindste spor af metaltræthed her! Således er åbneren ”Last Man Standing” et superfedt Thrash-nummer med højt tempo og enormt højt energiniveau. Det forstærkes af en rigtig god produktion, og så har Bobby "Blitz" Ellsworth altså bare en fed skærebrændervokal. Energiniveauet holdes stort set igennem alle ti numre, hvor især ”Welcome To The Garden State” stikker positivt ud fra mængden.

Egentlig er alt som det skal være: Et Thrash album med saft og kraft, go lyd og knivskarp vokal – er alt ikke som det skal være? Jo, og så alligevel ikke helt. Problemet er, at når der i alle numrene kun satses på power, så ender deres udtryk med at blive ret ens – man bliver lidt ”fartblind”. Og når man går de enkelte numre lidt nærmere efter i sømmene, så er der flere, som hurtigt vil være glemt. Konklusionen bliver derfor, at ”The Wings Of War” er solidt, men ikke prangende.

Tracklist:
1. Last Man Standing
2. Believe In The Fight
3. Head Of A Pin
4. Bat Shit Crazy
5. Distortion
6. A Mother's Prayer
7. Welcome To The Garden State
8. Where Few Dare To Walk
9. Out On The Road-Kill
10. Hole In My Soul
Samlet spilletid: 51:03

Læs mere...

A Devil’s Bargain - A Devil’s Bargain

A Devil´s Bargain (ADB) har base i Holstebro, hvor det hele startede tilbage i 2010. Alligevel skulle vi helt frem til 2016, før bandet spillede sin første koncert. Det skete efter et par omrokeringer i line-uppet, og med spillejobs kom også ønsket om at indspille musik. Det skete i 2018, hvor ADB var i Mørkværk Studiet for at indspille deres første EP.

Den åbnes med ”Song 13”, som bygger på en grundstamme af Thrash Metal, men ikke efter den klassiske opskrift. I stedet trækker melodi og omkvæd mere i retning af Rock, hvilket skruer noget ned for energiniveauet. Til gengæld fungerer mellemspillet inden guitarsoloen fint, selvom det ikke er særligt originalt.

Nogle af de samme ankepunkter finder man i ”Grim Reaper”, som strækker sig over næsten 11 minutters spilletid, hvor det eneste rigtige lyspunkt er et udmærket hook.

Det bringer mig frem til EP’ens sidste nummer, ”Prisoner of War”, hvor elementerne fra de to første tracks suppleres med uptempo Thrash. Det er ikke nyskabende, men alligevel nok til at gøre afslutteren til udgivelsens bedste nummer.

Som ved de fleste amatørudgivelser kan man sagtens finde elementer at pege fingre ad, men det er ligegyldigt. Når jeg begrænser pointhøsten skyldes det sangskrivningen, for numrene mangler det sidste for at blive interessante og fænge hos mig som lytter. Med det nuværende niveau er spilletiden alt for lang i forhold til indholdet, hvilket kun forstærker problemet. Jeg håber derfor, at ADB øger indsatsen der, inden de igen går i studiet.

Tracklist:
1. Song 13
2. Grim reaper
3. Prisoner of War
Samlet spilletid: 23:55

Læs mere...

Venom - Storm The Gates

Da jeg sidste år anmeldte albummet ”Ave” fra Venom Inc, måtte jeg konstatere, at heller ikke den udgave af det klassiske band faldt i min smag. Nu kan jeg efterprøve, om det også gælder for den anden version af Venom – den med Cronos i front – i forbindelse med bandets nyeste album, ”Storm The Gates”.

Som det har været gældende i efterhånden ti år, har hovedmanden Rage og Dante med, og i fællesskab fortsætter de Venoms beskidte stil, som trods anti-religiøse tekster er mere Thrash- og Death end Black Metal. Numrene domineres af Cronos’ raspende vokal og hans fyldige bulldozer bas, og det hele indrammes af en noget grynet og garageagtig produktion – helt som man forventer det.

Det hele starter overraskende godt, for både ”Bring Out Your Dead” og ”Notorious” har stærke melodier og masser af power – et niveau som ”100 Miles to Hell” sætter trumf på med endnu mere sejtrækkende guitar. Her ville jeg gerne kunne skrive, at Venom denne gang overrasker ved at fortsætte den seje stil, men det kan jeg desværre ikke; af de resterende numre er det kun ”We the Loud”, som gør sig positivt bemærket. De andre tracks er voldsomme, men mangler kvaliteter, og er derfor hurtigt glemt. Og når der åbnes for alle sluser, som det sker i ”The Mighty Have Fallen ” og ”Over My Dead Body”, ender det som hovedet-under-armen-og-uden-retning-Metal.

Så nej, heller ikke denne omgang Venom rammer plet hos mig; jeg må nok erkende, at jeg aldrig bliver die hard Venom fan.

Tracklist:
1 Bring Out Your Dead
2 Notorious
3 I Dark Lord
4 100 Miles to Hell
5 Dark Night (Of the Soul)
6 Beaten to a Pulp
7 Destroyer
8 The Mighty Have Fallen
9 Over My Dead Body
10 Suffering Dictates
11 We the Loud
12 Immortal
13 Storm the Gates
Samlet spilletid: 53:10

Læs mere...

Slayer, Lamb Of God, Anthrax - Royal Arena, 03.12.18

Giganterne takker af. Det er sidste runde. Sidste dans. Sidste chance. Om Slayer behøves der ikke sige mange ord, for hvad er ikke allerede blevet sagt og hvem i vores metalfællesskab skulle ikke kende dem i forvejen? Dette er sidste runde, og alle ved det. Lad os sende dem afsted med manér.

Anthrax:
Jeg når ikke at høre Obituary (”forbandet” være de store koncerters starttidspunkter), så det første band i aften bliver for mit vedkommende Slayers åndelige lillebror, Anthrax. Det er på flere måder passende med lige præcis disse herrer som opvarmning, for både musikken har flest fællestræk og så har Anthrax altid været den mindste af de fire store – selvfølgelig skal de have lov at lægge Slayer i graven imens de selv holder ud endnu en dag. Og det er til tonerne af Panteras ”Cowboys From Hell” at de gæve gamlinge går på scenen, hvorefter det støder direkte over i ”Caught In A Mosh”. En glimrende start.

Retrospektivt er der syv sange til rådighed og der spildes derfor ingen tid. Det herlige ved Anthrax er først og fremmest, at man altid er garanteret et godt show som minimum: alle som én i gruppen er showmen, guitaristerne/bassisten smiler, headbanger og er i noget nær konstant bevægelse, trommeslageren fyrer skiftevis evner og lir af i én ruf – og så er der den altid drevne og selvsikre frontmand Joey Belladonna, der mærkbart er til stede og jævnligt kommunikerer op/eller opildner publikum, og det uden det på noget tidspunkt bliver for meget eller bare påtaget. Lysshowet er dertil godt og ligeså solidt som bandet selv, men lyden er til gengæld et stykke fra optimal (selv med ørepropper buldrer og runger det en hel del). Dét kombineret med et publikum der trods et rimeligt engagement ikke som sådan er her for at se Anthrax, hvilket kan mærkes i feedbacken (eller manglen på samme), så holder det sig hele de små 35 minutter solidt på den gode banehalvdel.

Der er en overvægt af materiale fra ”Among The Living”, men også et cover af Joe Jackson’s ”Got The Time” og et par nyere skæringer får plads hvor især ”Fight 'Em 'Til You Can't” – det er fandme et fedt nummer! Og ligesom ”Cowboys From Hell” introen lurede inden første sang, således afsluttes sidste sang med outroen fra samme sang, hvilket kun føles en smule ironisk når det er ”Indians” der lukker og slukker. Stadig, det er solid opvarmning. 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Caught In A Mosh
2) – Got The Time (Joe Jackson cover)
3) – Efilnikufesin (N.F.L.)
4) – Be All, End All
5) – Fight 'Em 'Til You Can't
6) – Antisocial (Trust cover)
7) – Indians
Kilde: www.setlist.fm

Lamb Of God:
Så jeg har lige fundet ud af at Chris Adler ikke er med… Men det her er stadig hovednavnet for mit vedkommende. Til et kæmpe backdrop med både banner, flag, et trommepodie og indbyggede trapper på scenen starter det overbevisende ud med først ”Omerta” og derefter en hellig treenighed i form af ”Ruin”, ”Walk With Me In Hell” og ”Now You’ve Got Something To Die For”. JA TAK! Det er simpelthen for lang tid siden de her herrer har været forbi, og det kan mærkes begge veje. Allerede i ”Walk…” er der både pit og en hel del bouncing, og Lamb of God selv er som vanligt tight og rigeligt aktive, men det er nu engang Randy der stjæler showet som han hopper rundt, svinger sine dreadlocks eller opildner de forsamlede. Sindssyge stodder.

Lyden er ond, helt decideret ond, og så er den tung og møgskarp. Det er som det skal lyde, halv voldtægt af øregangene og halv ubeskrivelig skønhed. Lydbilledet kunne godt fremstå klarere og mere tydeligt, men det kan nemt overhøres: man behøver blot at tage et kig mod Randy, så er dét glemt. Eller man kan fokusere på lyset, for det er til ren topkarakter, dynamisk og detaljerigt som det svinger ubesværet mellem stemninger.

Selvom Lamb of God er yngre end både Obituary og Anthrax får de den længste spilletid af de tre. Ni sange er der tid til og kun to af disse er af nyere karakter (specifikt ”512” og ”Engage The Fear Machine”, begge fra 2015’s ”Sturm Und Drang”). Vi ledes derfor med sikker hånd igennem et velkendt bagkatalog der ikke er ét sekund for langt. De næsten gådehudsfremkaldende ”HELL NO!”-tilbagekald i ”Blacken The Cursed Sun”, det imponerende tekniske arbejde i grooveren ”Laid To Rest” og endelig folkefest med circlepit og fællessang under ”Redneck” (for det her er en motherfucking invitation, glem aldrig det) konstituerer den sidste tredjedel af koncerten. Inden vi siger farvel bliver det også annonceret, at bandet svinger forbi Copenhell til sommer. Så kan der vist ikke findes en bedre måde at kigge frem mod Slayer på. Godt nok var der ingen ”Black Label”, der ellers en gammel tradition efterhånden, men mon ikke den er at finde til sommerens sætliste? Man kan håbe på det. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Omerta
2) – Ruin
3) – Walk With Me In Hell
4) – Now You’ve Got Something To Die For
5) – 512
6) – Engage The Fear Machine
7) – Blacken The Cursed Sun
8) – Laid To Rest
9) – Redneck
Kilde: www.setlist.fm

Slayer:
Gary Holt er ikke med os i aften, da han er taget hjem for at pleje sin døende far: det kan man jo svært holde imod ham, så i stedet får vi nu tidligere guitarist i Machine Head, Phil Demmel, til at overtage. Ikke at det gør den store forskel. Alt er nøje tilrettelagt uanset udskiftningen.

Til tordnende trommer, rødt lys, røg, omvendte kors, ild, pentagrammer og et dejlig brutalt banner falder tæppet og Slayer er i huset, først med ”Repentless” men ellers med skæringer fra samtlige albums udover ”Undisputed Attitude” og ”Diabolus in Musica” (også respektivt bedre kendt som coveralbummet og ”det ene dårlige Slayer-album”) og ellers med en klar overvægt af sange fra før 2000. Der er nok ikke nogen fans der er gået skuffede hjem på den konto og fællessangen (så meget der nu er muligt) begynder da også allerede i ”Disciple” med den folkekære lyrik ”GOD HATES US ALL!”, her også med omvendte kors. Af ild. Naturligvis.

Helt generelt skal ild vise sig at spille en central rolle. Fra røgen og den repeterende blodrøde belysning til selve flammerne. Det visuelle aspekt er fantastisk fra start til slut og i sig selv værd at kigge på. Lydmæssigt står det også godt til, selvom den knivskarpe kant fra Lamb of God nu er væk så bl.a. trommerne lyder lidt gungrende i det. Men så igen, Slayer selv er også noget gungrende i det. Det er mandag og de kan derfor læne sig tilbage og køre den hjem på rutinen, hvilket da også er præcist hvad der sker. Araya presser på ingen måde hverken sin stemme eller sin fysik og selvom både guitar- og trommespillet er som det skal være er det kun det, som det skal være. Publikum derimod er et af de mest taknemmelige i mands minde. Der er konstante tilråb, klapsalver og jubelbrøl og selvom der aldrig opstår en kontinuerlig pit er stemningen elektrisk: jeg spotter fremmede skåle sammen for en kort stund at finde fællesskab, og det er sgu skønt at se. Så, (delvist) hul i at Slayer ikke selv er helt det samme sted, for de forsamlede nyder det i fulde drag uagtet.

Slayer har forberedt sig grundigt på forhånd og koncerten skal vise sig at være inddelt i visuelle akter. Ved ”War Ensemble” kommer et nyt banner frem på scenen og der skiftes til et grønt/gult farvetema. Stadig med ild, altid mere ild. De siger dog ikke meget selv: først efter tre kvarter bliver der hilst på publikum og en enkelt sang introduceres ved ordene ”payback’s a bitch” og med formaninger om, at sangen handler om karma. Her skiftes der også farvetema igen, denne gang til blå/hvid og ved ”Seasons In The Abyss” kommer et nyt banner til syne samt mere fællessang. Overordnet rykker vi os aldrig, men det skal forstås på både godt og ondt: intensiteten og publikums engagement er noget nær det samme igennem de 19 sange, og det er højt, men omvendt er der heller ikke nogle steder hvor det virkelig klikker undtagen mod slutningen.

Men man keder sig ikke, tag ikke fejl. Og selvom Slayer kører den på rutinen er der i det mindste én mand der virker til at have sit livs højdepunkt, nemlig Phil Demmel. Han er ét stort smil hele vejen igennem og kan heller ikke lade være med at synge/råbe teksterne for sig selv. Det er en sjov kontrast til de andre tre herrer der ser ud til at have det middelmådigt fra start til slut. Men der er til gengæld intet middelmådigt ved de tre sidste sange, for her kommer ”Raining Blood”, ”Chemical Warfare” og ”Angel Of Death” samt det blodrøve farvetema fra første akt – og ild, ild og mere ild. Mellem de mange glædesudbrud går der et lille gys igennem mig: det her er sidste gang. Og så tager publikum da også (endelig) affære fra den hidtil stillestående reception: nu begynder en pit oppe foran. Det ender derfor med et højdepunkt, i høj grad båret af publikum, selvom det at se Tom Araya stå og kigge lydløst udover os efter ”Angel of Death” i flere minutter, der her føles markant længere, også er... ja til at tage og føle på. Som om han selv har svært ved at begribe at det nu er slut. Og således er det. Tak for det hele, Slayer, I både startede og sluttede mere end værdigt.

Sætliste:
1) – Repentless
2) – Blood Red
3) – Disciple
4) – Mandatory Suicide
5) – Hate Worldwide
6) – War Ensemble
7) – Jihad
8) – When The Stillness Comes
9) – Postmortem
10) – Black Magic
11) – Payback
12) – Seasons In The Abyss
13) – Dittohead
14) – Dead Skin Mask
15) – Hell Awaits
Encore:
16) – South Of Heaven
17) – Raining Blood
18) – Chemical Warfare
19) – Angel Of Death
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Warpath - Filthy Bastard Culture

Tyske Warpath blev dannet i 1991, og var ret aktive i årtiets første halvdel, hvor det blev til fire albums. Så gik man hver til sit, men fandt sammen igen i 2015. Det resulterede i et album sidste år, og nu følger endnu et: Titlen ” Filthy Bastard Culture” mener bandet alvorligt, så de indspillede det hele i øvelokalet for at opnå en rå og upoleret lyd. Resultatet blev justeret i studiet hos Eike Freese, som også har mikset albummet.

Ideen om at give numrene et råt og umiddelbart udtryk har tyskerne omsat temmelig effektivt; det hele har et skær af den tone, der kendes fra et band som Motörhead. Den upolerede indpakning passer fint til musikken, for som hovedregel er Warpath ret rå i kanten – specielt når tempoet er højt og guitarerne sejtrækker. Netop disse elementer gør ”Unbroken Soul”, titelnummeret og ”Killing Fields” til de mest interessante tracks på ”Filthy Bastard Culture”.

Desværre er der også en del numre, som er langt mindre spændende; tempoet er lavt og melodiske elementer er næsten komplet fraværende. Sammen med den ret ensformige vokal gør det disse numre noget træge – værst er ”Slow Motion Violence”, som næsten er dræbende kedelig. Derfor er det ved hjælp af et nummer som ”F.U.” og dets nærmest punkede attitude, at de tre stjerner trækkes i land.

Tracklist:
01. The World Beyond (Intro)
02. Unbroken Soul
03. Back To Zero
04. Filthy Bastard Culture
05. Believe In Me
06. Into The Dark
07. Killing Fields
08. Below The Surface
09. F.U.
10. Violent Starr
11. Slow Motion Violence
12. St. Nihil
13. Nebelkrähe (Digipak Bonus)
14. For The First Time (Digipak Bonus)
Samlet spilletid: 62:15

Læs mere...

Hate Squad - Reborn From Ashes

Den tyske Thrash scene virker enorm, og nu er der nyt fra endnu et af de gamle bands – med en karriere, der startede i 1993 må Hate Squad finde sig i den betegnelse. Albummet her er bandets syvende, og er produceret af Eike Freese, som er en populær Thrash producer.
Han virker som det rette valg for Hate Squad, for bandets klassiske Thrash passer fint til mandens produktion; her er der lagt mere vægt på rytme og timing end gennemsigtighed. Eller med andre ord: Lyden er lidt mørk, men til gengæld bliver numrenes fremdrift trukket frem. Det giver numre som ”Death List” og “2 Miles Behind Enemy Lines” lidt ekstra energi. Den har sangeren Burkhard Schmitt også masser af, til gengæld er hans ret brølende vokal ikke specielt varieret. Det kompenserer tyskerne for ved at udstyre de fleste numre med en fin og iørefaldende guitarmelodi som følgesvend til vokalen. Det er en meget vellykket kombination, som passer fint ind i helheden og skaber balance i tingene. Til gengæld bruges den rigtig meget, så den når at blive slidt i kanten, inden man er kommet igennem albummet. Her havde det været rart, hvis Hate Squad havde haft en kanin eller to, som kunne hives op af hatten og skabe lidt overraskelser. Dem er der ingen af på ”Reborn From Ashes”, hvis gennemførte stil derfor ender på 3½ stjerner.

Tracklist:
1. Against All Odds
2. Death List
3. Amok
4. Reborn From Ashes
5. Retaliation Promise
6. Until I Die
7. Regain The Strength
8. Know Your Enemy
9. Hate Factory
10. 2 Miles Behind Enemy Lines
11. Fuck Cancer!
Samlet spilletid: 39:07

Læs mere...

Artillery - The Face Of Fear

Det er lige før man kan stille sit ur efter Artillerys udgivelser; siden deres første album efter gendannelsen, ”When Death Comes”, har de med en enkelt undtagelse udsendt et nyt studiealbum hvert andet år. Det nyeste hedder ”The Face Of Fear”, og som det har været tilfældet en del gange nu, er det Søren Andersen, som har stået for produktionen.

Efter deres tilbagekomst for efterhånden ti år siden, er der kommet mere melodi ind i Artillerys numre, og det er blevet en stærk del at helheden. Den position er ikke blevet svækket på det nye udspil, snarere tværtimod. Det skyldes først og fremmest, at numrene er udstyret med stærke melodilinjer (som i ”Thirst For The Worst”) og meget fængende omkvæd – stærkt i ”Crossroads To Conspiracy”, som har fint råbe-med potentiale, men bedst i ”Through The Ages Of Atrocity”, hvor tekst og musik passer usædvanligt godt sammen.) Her trækker det ikke fra, at Michael Bastholm leverer en af sine stærkeste præstationer i front for bandet; en stærk og alsidig vokal, som også ville passe ind i Power Metal.

En enkelt gang kommer både han og resten af bandet dog til kort: Det sker i ”Pain”, som indeholder mange klichéer, men ingen godbidder, og derfor ender langt under Artillerys vanlige standard - det bliver der sat en tyk streg under i alle andre numre.

Artillery har ikke glemt at de er et Thrash band, og albummet byder på masser af fede riffs og uptempo Metal – helt som vi forventer det. Numrene er endda lidt mere rå i kanten takket være en mere upoleret produktion and vanligt.

Trods det ene udfald er ”The Face Of Fear” et derfor stærkt udspil, hvor Artillery igen viser, at de håndterer energisk Metal og melodiske elementer med lige stor sikkerhed.

Tracklist:
1. The Face Of Fear
2. Crossroads To Conspiracy
3. New Rage
4. Sworn Utopia
5. Through The Ages Of Atrocity
6. Thirst For The Worst
7. Pain
8. Under Water
9. Preaching To The Converted
Samlet spilletid: 34:58

Læs mere...

Horseman - Of Hope, Freedom And Future

Horseman stammer fra Gütersloh i det vestlige Tyskland, hvor bandet startede fem mand stærk i 2008. Et par år efter udkom debutskiven ”Centaurus”, som hurtigt fik følge af "Distortion Of Liberty”, men herefter har der været stille på albumfronten. Efter at have fået nye medlemmer i form af Gregor Panic (Guitar) og Christoph Brennecke (Bas), er tyskerne klar med deres tredje fuldlængde.

Jeg er ikke tidligere faldet over bandet, men det betyder mindre, for deres musik er nem at komme ind på livet af – her drejer det sig om energi. Den kommer fra en grundstamme af Thrash Metal, som afvikles i pænt tempo, og derfor i sig selv har fint med power. Den får tilført et ekstra skud fra sangeren Stefan Böhm, som i bedste Hardcorestil råber sig vredt igennem albummet. Kombinationen af de to ting er tolv numre, hvor de forskellige stilarter bølger frem og tilbage uden, at den ene eller den anden har overtaget.

Desværre sker det uden ret meget variation, for hverken vokal eller musik byder på ret mange nuancer; jeg kommer hurtigt til at opfatte rækken af numre som meget ens. I forbindelse med en koncert er resultatet måske tilstrækkeligt, men hjemme i stuen bliver jeg hurtig mæt af indholdet. Derfor er det primært via deres energiske elementer, at Horseman lige hiver et OK hjem herfra – albummet som sådan vil ikke efterlade noget varigt aftryk.

Tracklist:
1. Of Hope, Freedom And Future
2. A Thousand Wars
3. Hunters
4. See Me Hanging
5. The Monsters I Feed
6. Die Gedanken Sind Frei
7. Teach Them To Question
8. An Open Mind Breaks Down Walls
9. The Giant
10. Fools Keep Marching
11. The Final Dance
12. Shellshock
Samlet spilletid: 48:00

Læs mere...

Metal Allegiance - Volume II-Power Drunk Majesty

Da Metal Allegiance startede i 2014, var det mest en legeplads for verdens store Metalnavne, hvor en kerne bestående af Alex Skolnick (Guitar), Mark Menghi (Bas), Mike Portnoy (Trommer) og David Ellefson (Bas) supporterede de sangere og musikere, der lige var disponible til at optræde. Siden kom der både et album og en EP fra projektet, og nu har de fire hovedaktører besluttet sig for, at konceptet kan klare endnu en tur i manegen – en risikabel satsning, da den slags som regel er mere spændende for musikerne end for lytterne. Heldigvis markerer det foreliggende album undtagelsen, der bekræfter dén regel, for der er kommet en forrygende godt Thrash album ud af anstrengelserne.

Det skyldes dels, at man igen har fået hjælp af top guitarister som Andreas Kisser, Nita Strauss og Joe Satriani – den slags trækker sjældent fra. Mere vigtigt er, at samtlige numre virkelig er godt gennemarbejdede; man har ikke søgt nemme løsninger og genveje, men har lagt sig i selen med at skabe godt materiale.

Det kommer sangerne til gode, for de placeres i rammer, der passer perfekt til den enkelte. Man kunne måske øffe over, at der ikke eksperimenteres, men på den anden side gør alle vokalister det, de er bedst til. Derfor er det fedt at høre Bobby “Blitz” Ellsworth (Overkill) thrashe afsted i ”Mother of Sin”, mens Mark Tornillo (Accept) fører an i den mere traditionelle Heavy Metal i ”Terminal Illusion”. I ”King with a Paper Crown” growler Johan Hegg (Amon Amarth) virkelig grumt, mens Max Cavalera (Soulfly) giver “Voodoo of the Godsend” et skær af mystik, inden Floor Jansen (Nightwish) lukker og slukker med en virkelig stærk performance i anden del af titelnummeret.

Som prikken over i’et har Skolnick og Menghi givet albummet den stærke produktion, det fortjener; det understreger den seriøse tilgang til arbejdet og placerer albummet som en kandidat til titlen som årets Thrash-album.

Tracklist:
1. The Accuser (feat. Trevor Strnad)
2. Bound by Silence (feat. John Bush)
3. Mother of Sin (feat. Bobby Blitz)
4. Terminal Illusion (feat. Mark Tornillo)
5. King with a Paper Crown (feat. Johan Hegg)
6. Voodoo of the Godsend (feat. Max Cavalera)
7. Liars & Thieves (feat. Troy Sanders)
8. Impulse Control (feat. Mark Osegueda)
9. Power Drunk Majesty (Part I) (feat. Mark Osegueda)
10. Power Drunk Majesty (Part II) (feat. Floor Jansen)
Samlet spilletid: 54:33

Læs mere...

Hopelezz - Stories Of A War Long Forgotten

Det er ikke så tit, at man støder på Thrash Metal bands, som kaster sig ud i at lave konceptalbums, men det er lige hvad tyske Hopelezz har valgt at gøre på deres tredje album. Her handler de tolv numre om en krig, som bryder ud i verden som straf for vore synder, så der ikke kun er tale om en kamp mellem det gode og det onde, men også flere kampe på det personlige plan.

Hvis man ud fra ovenstående skulle frygte, at det hele ville gå op i højtravende finurligheder, så gøres de hurtigt til skamme – Hopelezz spiller benhård Thrash med tempo og højoktan benzin i tanken. Ud over de forventelige skarpe riffs bringer tyskerne også energi i numrene ved en utraditionel tilgang til vokalerne: Disse optræder både i en let råbende og i en ren udgave, lidt som det kendes fra Metalcore. Det giver en varieret tilgang, specielt fordi den rene version flere steder suppleres med melodiske elementer i musikken.

I det hele taget mestrer Hopelezz balancen mellem power og melodi rigtig godt; i både ”War Against War”, ”The Beast” og titelnummeret optræder begge sider meget overbevisende – det er både interessant og medrivende. Da der samtidig er kælet for lyden, så de forskellige instrumenter står skarpt aftegnet, kommer det hele godt igennem.

Til gengæld undrer det mig, hvorfor man har valgt at inkludere et cover af Bonnie Tylers ”Holding Out For A Hero” – det virker underligt og malplaceret. Til gengæld er det også min eneste større anke, for albummet er virkelig en stærk sag !

Tracklist:
1. Ich Bin Krieg (Intro)
2. War Against War
3. The Beast
4. The Only Way
5. War Long Forgotten
6. Let Their Cities Burn
7. Through Hell
8. What You Deserve
9. A Prayer For Better Days
10. This Must Not Be The End
11. Holding Out For A Hero
12. Vom Letzten Tag
Samlet spilletid: 48:54

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed