fbpx

Thirty Seconds To Mars - TAP1, 21.04.18

Tre gange tidligere, henholdsvis i 2010, 2013 og 2014, missede jeg Jared Leto og co. – nu må det være tid. Og nu er de så tilbage i forbindelse med udgivelsen af deres 5. album ”America”. Læg så ovenpå, at det bliver mit første besøg i det nye TAP1, og så tegner det til at blive en potentielt ganske fornøjelig aften – eller det modsatte, alt efter omstændighederne.

Thirty Seconds To Mars:
Før jeg kommer til selve bandet, til selve anmeldelsen om man vil, så bliver jeg nødt til at skrive dette: er I fucking seriøse? Så TAP1 bliver flyttet, hele hallen og spillestedet, til en helt ny lokation – og så beholdes den gamle scene? Den der, til de som ikke ved det, er for lav til, at man kan se hvem eller hvad der foregår på den, hvis man ikke er af ekstraordinær højde, eller står max. ti meter foran den. Det i sig selv er utilgiveligt i og med, at det ikke er et nyt problem – dette er TAP1 blevet gjort opmærksom på mange gange i løbet af dets levetid i Carlsberg-byen. Hvad værre er, at den nye lokation er i en gammel betonhal, hvor der stadig er seks gigantiske søjler midt i den... så står man ude i siden af salen er der god risiko for, at man kigger direkte ind i en stensøjle. TAP1 skulle flytte, så meget er mejslet i granit, men kunne man ikke have fundet et bedre sted? Jesus.

Til selve koncerten: da de buldrende og storladne trommer lyder til ”Monolith” bliver jeg kortvarigt i tvivl om det er en koncert eller en kult jeg er havnet til – der er et virvar af flag i luften, stemningen er vibrerende, ja næsten ekstatisk, og da mr. Jared Leto endelig viser sig, er det, på trods af en ganske skramlet levering i ”Up In The Air” stadig et bragende bifald der møder ham. Og tilgiv mig, evt. læser / fan af bandet, men manden ligner altså en idiot, som han flagrer med det tætsiddende flag om kroppen, dertil iført solbriller, OG derudover lirer stort set samtlige crowd-control klichéer af på én gang de næste fire minutter (”klap!”, ”hop op og ned!”, ”skriiiiiiig”, ”sæt jer ned og hop op igen på min kommando, kom så København!” – aka SlipKnoT-manøvren). Seriøst, ro på, altså. Den halvdårlige lydkvalitet hjælper selvfølgelig heller ikke, hvor der ikke er noget punch – ingen bas i kroppen. Det føles tyndt, det lyder tyndt (men bliver dog bedre over tid). Lysshowet og de to storskærme giver dog en fin visuel oplevelse, men igen, det er altså bare ikke det samme, når man ikke kan se hvad der foregår på scenen.

Det er til gengæld en ren hit-kavalkade i den første tredjedel, hvor især ”Kings And Queens” og ”This Is War” trækker store bifald. Og når mr. Hiphop-Michael-Jackson/Jesus (wannabe) ellers gider, lyder det godt – men det vil han for det meste ikke. I stedet stikker han mikrofonen ud til publikum hvert 5. sekund, og sagt med al respekt (for publikum skal ikke høre noget dårligt, de er super engagerede), så er det jo ikke dét man er kommet for at høre; i hvert fald ikke i den overdrevne grad der her er tilfældet. Men det er én ting. At Jared Leto konsekvent er bagud i mixet med bare en halv takt, ja, det er bare ærgerligt – og det er sgu ikke i orden for et så stort band, når det drejer sig om et teknisk spørgsmål: det skal fikses meget, meget hurtigere.

På denne tour har bandets tredje medlem, guitaristen Tomo Miličević, valgt at trække sig pga. personlige årsager – det gør også, at resten af lydudtrykket kommer fra, hvad jeg kun kan gætte på er en hyret stand-in fyr, der befinder sig gemt totalt væk under nogle højtalere ude i siden af scenen. Han nævnes ikke med navn på noget tidspunkt, kameraerne filmer udelukkende Jared Leto og hans bror bag trommerne, og derudover er der overvældende meget backtrack. Det er lidt tyndt.

Pikachu x2 + random piger bliver inviteret på scenen i ”Do Or Die”, mr. Leto skifter tøj (og smider endelig solbrillerne) og højre og venstre side af publikum spilles ud mod hinanden. Det projekt tager i sig selv intet mindre end seks-syv minutter før selve sangen overhovedet går i gang, et dansk flag findes frem mens de førnævnte publikummer fluks eskorteres af scenen – det går ikke at ødelægge det stramt planlagte show med at stå og synge med, og måske endda røre Jared Leto en lille smule, fy for satan. Og det er da også først i ”The Kill (Bury Me)”, og udelukkende i første omkvæd, at man endelig kan høre ham brænde igennem, hvor der bare er en snert af passion, hvor hans enormt gode skrig endelig får plads i mere end et sekund – og nej mand, det lyder bare godt. Og så er det væk, afløst til fordel for mere endeløs ”klap jeres hænder og hop op og ned!”-pjat. Er det muligt at være bare en smule mere tilstedeværende, og have tillid til, at folk godt kan underholde sig selv i bare fem minutter i streg? Tilsyneladende ikke.

Til gengæld fungerer de næste tre ballader i streg... rigtig godt. En ballade i sig selv kan være lidt af en risiko at løbe, og endnu højere jo flere man så smider bagefter, men både Rihanna-coveret ”Stay” og ”City Of Angels” fungerer upåklageligt – og det er så her, hvor koncerten vender 180 grader (foruden klichéerne, der fortsætter i en lind strøm, nu hvor Jared Leto kommer ind på hvor smuk en by vi har). For da vi når til den elektroniske feststarter ”Rescue Me”, i aften ganske passende dedikeret til den nyligt afdøde svenske Avicii, så stikker det af – skal det være festligt, så lad der være fest, synes at være mantraet, og det fungerer. Ligeledes gør den efterfølgende ”Night Of The Hunter” der fortsætter i samme dansable spor, og nu med både god, tydelig vokal OG spændende dynamik i det instrumentale (semi-backtrack uagtet). ”Rider” lukker på fornem vis, og der slukkes med arena-hymnen ”Walk On Water” og hittet ”Closer To The Edge”, og selvom der er playback i ”Walk On Water”, og all-in på endnu en kliché i sidstnævnte, da scenen dækkes i publikummer der inviteres op / konfetti skydes af, så er det godkendt.

Så vi ender et sted hvor den sidste tredjedel var ganske god, men det vejer jo naturligvis ikke op for de andre 2/3, som på flere måder ikke var en udpræget succes. Med det sagt så publikum ud til at være ganske underholdt, og hvis der er noget der skal have en positiv bemærkning med på vejen, så er det de gæster der er mødt op i aften – hvis der ikke havde været så god stemning og engagement derfra, så havde det virkelig sejlet. Så grelt endte det altså ikke, men det var ikke langt fra.

Sætliste:
1) – Monolith
2) – Up In The Air
3) – Kings And Queens
4) – Search And Destroy
5) – This Is War
6) – Dangerous Night
7) – Do Or Die
8) – The Kill (Bury Me)
9) – Stay (Rihanna cover)
10) – Hurricane
11) – City Of Angels
12) – Rescue Me
13) – Night Of The Hunter
14) – Rider
Encore:
15) – Walk On Water
16) – Closer To The Edge
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Queens Of The Stone Age spiller på TAP1

Det er tre år siden, Queens Of The Stone Age sidst stod på dansk jord på NorthSide i Aarhus. I år får københavnske TAP1 besøg, når de amerikanske ørkendronninger tager turen fra Californien og gæster hovedstaden til november, tilmed med nyt album i bagagen.

Queens Of The Stone Age blev dannet i 1996 efter frontmand Josh Homme og bassist Nick Oliveris band Kyuss gik i opløsning. Queens Of The Stone Age har haft skiftende medlemmer gennem årene, og er også kendt for at samarbejde vidt og bredt, blandt andet med Mark Lanegan og ZZ Tops Billy Gibbons. I dag består Queens Of The Stone Age af Josh Homme på vokal og som allestedsværende frontfigur, Troy Van Leeuwen på guitar og keyboard, Michael Shuman på bas, Dean Fertita på guitar og Jon Theodore på trommer.

Queens Of The Stone Age slog for alvor igennem med hitsinglerne ”No One Knows” og ”Go With The Flow” fra bandets andet album, ”Songs For The Deaf” fra 2002. Siden har numre som ”Little Sister” fra 2005-albummet ”Lullabies To Paralyze” og ”Make It Wit Chu” fra 2007’s ”Era Vulgaris”-plade skabt en enorm fanskare på internationalt plan. I 2013 udkom Queens Of The Stone Ages sjette studiealbum ”...Like Clockwork”, der som sine forgængere høstede albumroser linjen over, og blandt andet kastede singlen ”Smooth Sailing” af sig. 

I april i år kom det frem, at et længe ventet syvende album er på vej fra de californiske rockdrenge. Et billede taget i et californisk pladestudie viser bandet med overskriften ”an album just got mixed”, samtidig med at et mystisk tweet med beskeden ”Coming Twenty Five” blev sendt af sted. Hvad ”25” betød har der længe været gisninger om, men det forlyder nu, at albummet er sat til release fredag den 25. august. En viral video har iøvrigt lige afsløret, at albummet kommer til at hedde "Villains" og noget tyder på, at nummeret "Feet Don't Fail Me" er første single-skæring herfra. Den virale video sætter også spekulationer igang, om hvorvidt albummet er produceret af legendariske Mark Ronson. Sikkert og vist er det, at Queens Of The Stone Age udgiver nyt album og tager det med sig når de spiller koncert i TAP1 den 14. november.

Læs mere...

Tenacious D

Den største fan af Tenacious D er jeg ikke, men når de nu endelig kommer til byen – for første gang nogensinde! – måtte jeg gribe chancen. Rygtet siger, at da de 6000 billetter blev sat til salg tilbage i marts, gik der kun lige omkring én time og væk var de – til en pris af 420 kroner. Tenacious D har uden tvivl bestemt en pæn fanskare i Danmark. 
Denne koncert markerede desuden også mit første møde med TAP1, og hvilket møde det blev…

Tenacious D:
Hvad er der egentlig at sige om Tenacious D, som ikke allerede er blevet sagt af andre? Duoen, som består af sangerne/guitaristerne Jack Black og Kyle Gass, har siden 1994 underholdt og provokeret med deres blanding af comedy og rock – kritikerne har navngivet genren “mock rock”. Opmærksomheden omkring Tenacious D begyndte i 1999 efter deres egen tv-serie – selvfølgelig kaldet ”Tenacious D” – kørte i fjernsynet. Derfra begyndte de at opvarme for større rocknavne, indtil debutalbummet, selvfølgelig kaldet ”Tenacious D”, udkom i 2001. Tenacious D valgte fra 2006 at når de skulle optræde, så blev det med et fuldt liveband. Dave Grohl indspiller deres trommer i studiet, men det er Bad Religion’s trommeslager som er med live. Samme år udkom ”The Pick Of Destiny”, som samtidigt fungerede som soundtrack til filmen af samme navn. En film som, selvfølgelig, havde de to herrer som hovedroller. Både Jack Black og Kyle Gass er nemlig også skuespillere ved siden af den musikalske karriere. Jack Black har bl.a. været med i så forskellige film som ”School Of Rock”, ”Nacho Libre”, ”Tropic Thunder” og ”King Kong” fra 2005. Videospillet ”Brütal Legend” har desuden også modeleret hovedpersonen efter Jack Black. 

Sidste år udkom ”Rize Of The Fenix”, og naturligvis indeholdt sætlisten en del numre fra selvsamme plade. Først og fremmest… TAP1 er ikke et koncertsted. Det er et lager. Jeg ved ikke om det er den samme scene de opererer med, hver gang men jeg sværger på at den knap er halvanden meter høj. Det er selvfølgelig et problem medmindre man står helt foran scenen, eller bare er naturligt høj. Indretningen er på alle måder også mangelfuld, da der er mange store vinduer rundt omkring, som gør at man både kan se op i himlen, såvel som ud til gaden. Da det stadig er lyst, dræber det virkelig noget af atmosfæren. Den indelukkede og intime stemning, som der normalt er ved indendørs koncerter, oplever jeg ikke i aften. Selve lokalet er utrolig grimt og føles som et lager og ikke et koncertsted – og er det ikke meningen TAP1 skal fungere som sidstnævnte? Her kunne godt foretages nogle ændringer. 

Opvarmningen består i aften af én mand iført et sasquatch kostume, kun bevæbnet med en guitar. Okay, en gang imellem brugte han stortrommen ved det opsatte trommesæt – og én enkelt gang fremviste han en slags solo. Kort sagt, det er røvhamrende kedeligt. Jeg ved godt han er en kendt figur indenfor Tenacious D regimet, men det er tydeligt at folk bare venter på hovednavnet. Heldigvis smutter han af scenen efter 20 minutter. 

Efter 45 (!) lange minutter, hvor temperaturen steg langsomt, men sikkert, bevæger 6 munkeklædte personer sig op på scenen. De to ledere, om man vil, er selvfølgelig i front – selve bandet er henvist til den bagerste del af scenen. Selve scenen består faktisk kun af én stor figur, som skal forestille en blanding mellem et erigeret lem og en Fønix – en penisFønix.  Fra første tone – titelsangen fra det seneste album – star det klart at lyden ikke er fantastisk. Den er ikke decideret dårlig, men når der er ”gang i den” fra scenen, så runger det alt for meget. Igen, lyden er ikke forfærdelig, men den bliver aldrig rigtigt god. 

Det helt store trækplaster i aften er publikum. Især fra de forreste rækker er folk helt vilde. Selvom mange, især fra midten af bagud, virker en smule ukoncentrerede, gøres min tvivl til skamme når brølene lyder både før og efter sangene. Der er en fantastisk stemning. 

Bandet, som jo reelt kun er to personer, spiller som der kan forventes af dem. Tenacious D har alle dage handlet ligeså meget om musikken, som det har handlet om humoren. I aften er der masser af dumme kommentarer og insider jokes, bl.a. om roadien (som der dedikeres en sang til), som åbenbart kun venter på at Jack Black dør, så han kan overtage han plads. Eller hvad med den hvor Kyle forlader bandet, og hvor Jack Black forsøger at overbevise ham om at de i hvert fald ikke kan aflyse, da han skal bruge pengene på kokain – alt sammen opført i ”Dude (I Totally Miss You) og ”Kyle Quit The Band”. Eller hvad med den store robot som kigger på os under “The Metal”? Eller hvad med hvor deres guitarist besættes af Satan i “Beelzeboss (The Final Showdown)”? Det er så indstuderet. Det er gjort tusinde gange, og folk elsker det. Det er da også sjovt nok, men det er også tydeligt at det ikke er meget andet end et show. Jo, de tiltaler os personligt et par gange, men det er så også dét. 

På trods af at alt går som det skal, så rører det mig ikke. Det bliver for plat i længden. Det er egentlig sjovt, for både Jack Black og Kyle Gass kan noget – den første med sin vokal, den anden med guitaren, men de bruger det ikke. Generelt er hvert nummer bygget op omkring deres akustiske guitarer, og ærligt, der er ikke ét mindeværdigt riff. Det er de samme toner hver gang. Jeg har allerede påpeget at jeg ikke er den største fan, men jeg havde håbet på et endnu skørere, sjovere og dummere sceneshow, for at opveje for de, mere eller mindre, ret kedelige sange. 

Men de spiller som de skal og publikum er totalt med – især i de kendte sange. Derfor kan det ikke være en dårlig koncert, vel? Jeg keder mig sommetider, men der er minimum lige så mange øjeblikke hvor det hele er ganske underholdende, så nej, det er ikke skidt. Alt i alt er showet udmærket, men det er samtidigt ikke et show som overbeviser mig. Jeg overhørte endda også nogle gutter som havde set dem 3 gange, og de mente at denne koncert havde været den bedste. Jeg tror ikke at jeg vil se Tenacious D live igen, skulle de besøge Danmark. Èn gang var fint, men 2. gang tvivler jeg på. 
4 stjerner.

Sætliste:
1) – Rize Of The Fenix
2) – Low Hangin’ Fruit
3) – Señorita
4) – The Road
5) – Roadie
6) – Dio
7) – Throw Down
8) – Dude (I Totally Miss You)
9) - Kyle Quit The Band
10) – Friendship
11) – Saxaboom
12) – Kielbasa
13) – Kickapoo
14) – Deth Starr
15) – The Metal
16) – Beelzeboss (The Final Showdown)
17) – We Beat The Devil
18) – Wonderboy
19) – Tribute
20) – Double Team
Encore:
21) – Baby
22) – Fuck Her Gently

Læs mere...

Tenacious D til Danmark!

For første gang nogensinde kommer de amerikanske drengerøve i Tenacious D forbi Danmark!
Helt præcist kommer det til at foregå i TAP1 i Carlsberg Byen, København, mandag den 12. august. Her kan man se frem til bandets unikke blanding af rock, metal og comedy.

Billetterne bliver sat til salg på Billetlugen fra søndag den 11. marts kl. 10:00.

Læs mere...

The Black Keys

Da det tidligere på året blev annonceret at The Black Keys ville ramme Danmark på deres El Camino tour, blev de 6.000 billetter, der var sat til salg, hurtigt udsolgt. Interessen for den amerikanske duo er stor i Danmark ikke mindst efter deres seneste to udspil Brothers fra 2010 og El Camino fra 2011. Men hvorfor i Tap1 af alle steder!? Min personlige erfaring og erfaring fra venner og bekendte er absolut ikke positiv når det kommer til det spillested. For at quote: ”En betonklods der kan tage alt liv ud af enhver koncert”. Heldigvis for aftenens hovednavn og for aftenen som en samlet begivenhed, var det ikke noget der havde påvirket publikums lyst til at se de herrer Dan Auerbach og Patrick Carney.

Allerede langt før kl. 20:00 var horderne begyndt at ankomme til Tap1, hvilket havde medført, at der var fyldt godt op i TAP1 da aftenens opvarmning gik på. Som følge af det gode vejr uden for og noget der mindede om knap så god udluftning indenfor, var der allerede kort inde i opvarmningen ganske varmt i betonklodsen. Mens publikum kølede sig selv i baren og fik snakket lidt for meget og lidt for højt med hinanden, færdiggjorde de fire fantastiske kvinder der stod for den knapt så interessante og noget plagiatagtige opvarmning, deres del af aftenens show. Herefter begyndte Black Keys crewet roligt men sikkert, at liste bandets gear på scenen, indtil det kun var et spørgsmål om minutter før hovednavnet endelig kunne gå på.

Kl. 21:00 var det så blevet de to amerikaners tur til at gå på scenen. Flankeret af en bassist, organist og guitarist bagerst på scenen, befandt aftenens to hovednavne sig helt i front, bag trommer og guitar. Mens aftenens opvarmning ikke havde formået at fylde den store scene ud og havde haft præcis så elendig en lyd som det var frygtet, var det tydeligt at The Black Keys kunne fylde ud og havde medbragt nogle lydmænd der kunne deres kram. Såvel Auerbachs vokal som guitar gik klart igennem og samme for Carney på trommer. Til gengæld lykkedes det ikke helt at få lokket såvel support vokal som orgel helt frem i lydbilledet og det var specielt svært at høre disse bagerst i salen. Det være sagt, var der lydmæssigt ikke så meget at beklage sig over. Det fungerede bedst midt i salen, men generelt var aftenen præget af en god lyd. Visuelt, var bandet omringet af fire tårne med diverse lamper, der, kombineret med det normale scenelys, stod for at skabe en stemningsfyldt visuel side af koncerten.

Charmerende og energisk lagde bandet ud med ”Howlin´ At You”, ”Next Girl” og ”Rung Right Back”. De to første fra Brothers og sidste fra El Camino. En vellykket start, der elegant involverede publikum og fik stoppet den knævren der ellers havde præget salen. Desværre lykkede det ikke helt The Black Keys at fastholde publikum fuldt ud igennem koncerten. Til trods for, at det blev til numre som ”Same Old Thing” & ”Dead And Gone”, var det først helt hen mod slutningen af koncerten og med ”Lonely Boy”, at bandet rigtig fik fat i hele salen igen. Her blev der til gengæld, sunget igennem, gestikuleret og danset efter bedste formåen. Herefter var det slut på første sæt. Men inden det var helt slut vendte bandet tilbage til scenen, medbragt en kæmpe discokugle og i lyset af denne, leverede ”Everlasting Light”, som værende et af koncertens absolutte højdepunkter. Herefter blev det yderligere til ”She´s Long Gone” og ”I Got Mine” – til publikums fornøjelse.

Og så var det slut for denne gang. De 6.000 gæster kunne vende næsen ud mod aftenlivet mens instrumenter, lydsystemer og discokugler blev pakket ned. The Black Keys leverede ca. 1 time og 20 minutters koncert, med en intensitet der varierede noget fra start til slut. Bandet gjorde sig klart bedst i starten og afslutningen, hvor de to hovednavne stort set havde hele salen i deres hule hånd. Desværre kunne de ikke holde fast og det må konkluderes, at specielt den bagerste del af koncertgængerne ikke helt ramte den samme fest som den forreste tydeligvist gjorde. Dertil var det en meget mundlam Auerbach der var på besøg i København. Det var minmalt med kommunikationen hvor ”Scream girls” vel er det nærmeste det blev til. Kombineret med de lydmæssige problemer der nu en gang var i Tap1 spiller The Black Keys sig ind til en solid 4,5 ud af 6.

Klik her for at se billeder fra koncerten med The Black Keys

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed