fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 57

Slayer, Lamb Of God, Anthrax - Royal Arena, 03.12.18

Giganterne takker af. Det er sidste runde. Sidste dans. Sidste chance. Om Slayer behøves der ikke sige mange ord, for hvad er ikke allerede blevet sagt og hvem i vores metalfællesskab skulle ikke kende dem i forvejen? Dette er sidste runde, og alle ved det. Lad os sende dem afsted med manér.

Anthrax:
Jeg når ikke at høre Obituary (”forbandet” være de store koncerters starttidspunkter), så det første band i aften bliver for mit vedkommende Slayers åndelige lillebror, Anthrax. Det er på flere måder passende med lige præcis disse herrer som opvarmning, for både musikken har flest fællestræk og så har Anthrax altid været den mindste af de fire store – selvfølgelig skal de have lov at lægge Slayer i graven imens de selv holder ud endnu en dag. Og det er til tonerne af Panteras ”Cowboys From Hell” at de gæve gamlinge går på scenen, hvorefter det støder direkte over i ”Caught In A Mosh”. En glimrende start.

Retrospektivt er der syv sange til rådighed og der spildes derfor ingen tid. Det herlige ved Anthrax er først og fremmest, at man altid er garanteret et godt show som minimum: alle som én i gruppen er showmen, guitaristerne/bassisten smiler, headbanger og er i noget nær konstant bevægelse, trommeslageren fyrer skiftevis evner og lir af i én ruf – og så er der den altid drevne og selvsikre frontmand Joey Belladonna, der mærkbart er til stede og jævnligt kommunikerer op/eller opildner publikum, og det uden det på noget tidspunkt bliver for meget eller bare påtaget. Lysshowet er dertil godt og ligeså solidt som bandet selv, men lyden er til gengæld et stykke fra optimal (selv med ørepropper buldrer og runger det en hel del). Dét kombineret med et publikum der trods et rimeligt engagement ikke som sådan er her for at se Anthrax, hvilket kan mærkes i feedbacken (eller manglen på samme), så holder det sig hele de små 35 minutter solidt på den gode banehalvdel.

Der er en overvægt af materiale fra ”Among The Living”, men også et cover af Joe Jackson’s ”Got The Time” og et par nyere skæringer får plads hvor især ”Fight 'Em 'Til You Can't” – det er fandme et fedt nummer! Og ligesom ”Cowboys From Hell” introen lurede inden første sang, således afsluttes sidste sang med outroen fra samme sang, hvilket kun føles en smule ironisk når det er ”Indians” der lukker og slukker. Stadig, det er solid opvarmning. 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Caught In A Mosh
2) – Got The Time (Joe Jackson cover)
3) – Efilnikufesin (N.F.L.)
4) – Be All, End All
5) – Fight 'Em 'Til You Can't
6) – Antisocial (Trust cover)
7) – Indians
Kilde: www.setlist.fm

Lamb Of God:
Så jeg har lige fundet ud af at Chris Adler ikke er med… Men det her er stadig hovednavnet for mit vedkommende. Til et kæmpe backdrop med både banner, flag, et trommepodie og indbyggede trapper på scenen starter det overbevisende ud med først ”Omerta” og derefter en hellig treenighed i form af ”Ruin”, ”Walk With Me In Hell” og ”Now You’ve Got Something To Die For”. JA TAK! Det er simpelthen for lang tid siden de her herrer har været forbi, og det kan mærkes begge veje. Allerede i ”Walk…” er der både pit og en hel del bouncing, og Lamb of God selv er som vanligt tight og rigeligt aktive, men det er nu engang Randy der stjæler showet som han hopper rundt, svinger sine dreadlocks eller opildner de forsamlede. Sindssyge stodder.

Lyden er ond, helt decideret ond, og så er den tung og møgskarp. Det er som det skal lyde, halv voldtægt af øregangene og halv ubeskrivelig skønhed. Lydbilledet kunne godt fremstå klarere og mere tydeligt, men det kan nemt overhøres: man behøver blot at tage et kig mod Randy, så er dét glemt. Eller man kan fokusere på lyset, for det er til ren topkarakter, dynamisk og detaljerigt som det svinger ubesværet mellem stemninger.

Selvom Lamb of God er yngre end både Obituary og Anthrax får de den længste spilletid af de tre. Ni sange er der tid til og kun to af disse er af nyere karakter (specifikt ”512” og ”Engage The Fear Machine”, begge fra 2015’s ”Sturm Und Drang”). Vi ledes derfor med sikker hånd igennem et velkendt bagkatalog der ikke er ét sekund for langt. De næsten gådehudsfremkaldende ”HELL NO!”-tilbagekald i ”Blacken The Cursed Sun”, det imponerende tekniske arbejde i grooveren ”Laid To Rest” og endelig folkefest med circlepit og fællessang under ”Redneck” (for det her er en motherfucking invitation, glem aldrig det) konstituerer den sidste tredjedel af koncerten. Inden vi siger farvel bliver det også annonceret, at bandet svinger forbi Copenhell til sommer. Så kan der vist ikke findes en bedre måde at kigge frem mod Slayer på. Godt nok var der ingen ”Black Label”, der ellers en gammel tradition efterhånden, men mon ikke den er at finde til sommerens sætliste? Man kan håbe på det. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Omerta
2) – Ruin
3) – Walk With Me In Hell
4) – Now You’ve Got Something To Die For
5) – 512
6) – Engage The Fear Machine
7) – Blacken The Cursed Sun
8) – Laid To Rest
9) – Redneck
Kilde: www.setlist.fm

Slayer:
Gary Holt er ikke med os i aften, da han er taget hjem for at pleje sin døende far: det kan man jo svært holde imod ham, så i stedet får vi nu tidligere guitarist i Machine Head, Phil Demmel, til at overtage. Ikke at det gør den store forskel. Alt er nøje tilrettelagt uanset udskiftningen.

Til tordnende trommer, rødt lys, røg, omvendte kors, ild, pentagrammer og et dejlig brutalt banner falder tæppet og Slayer er i huset, først med ”Repentless” men ellers med skæringer fra samtlige albums udover ”Undisputed Attitude” og ”Diabolus in Musica” (også respektivt bedre kendt som coveralbummet og ”det ene dårlige Slayer-album”) og ellers med en klar overvægt af sange fra før 2000. Der er nok ikke nogen fans der er gået skuffede hjem på den konto og fællessangen (så meget der nu er muligt) begynder da også allerede i ”Disciple” med den folkekære lyrik ”GOD HATES US ALL!”, her også med omvendte kors. Af ild. Naturligvis.

Helt generelt skal ild vise sig at spille en central rolle. Fra røgen og den repeterende blodrøde belysning til selve flammerne. Det visuelle aspekt er fantastisk fra start til slut og i sig selv værd at kigge på. Lydmæssigt står det også godt til, selvom den knivskarpe kant fra Lamb of God nu er væk så bl.a. trommerne lyder lidt gungrende i det. Men så igen, Slayer selv er også noget gungrende i det. Det er mandag og de kan derfor læne sig tilbage og køre den hjem på rutinen, hvilket da også er præcist hvad der sker. Araya presser på ingen måde hverken sin stemme eller sin fysik og selvom både guitar- og trommespillet er som det skal være er det kun det, som det skal være. Publikum derimod er et af de mest taknemmelige i mands minde. Der er konstante tilråb, klapsalver og jubelbrøl og selvom der aldrig opstår en kontinuerlig pit er stemningen elektrisk: jeg spotter fremmede skåle sammen for en kort stund at finde fællesskab, og det er sgu skønt at se. Så, (delvist) hul i at Slayer ikke selv er helt det samme sted, for de forsamlede nyder det i fulde drag uagtet.

Slayer har forberedt sig grundigt på forhånd og koncerten skal vise sig at være inddelt i visuelle akter. Ved ”War Ensemble” kommer et nyt banner frem på scenen og der skiftes til et grønt/gult farvetema. Stadig med ild, altid mere ild. De siger dog ikke meget selv: først efter tre kvarter bliver der hilst på publikum og en enkelt sang introduceres ved ordene ”payback’s a bitch” og med formaninger om, at sangen handler om karma. Her skiftes der også farvetema igen, denne gang til blå/hvid og ved ”Seasons In The Abyss” kommer et nyt banner til syne samt mere fællessang. Overordnet rykker vi os aldrig, men det skal forstås på både godt og ondt: intensiteten og publikums engagement er noget nær det samme igennem de 19 sange, og det er højt, men omvendt er der heller ikke nogle steder hvor det virkelig klikker undtagen mod slutningen.

Men man keder sig ikke, tag ikke fejl. Og selvom Slayer kører den på rutinen er der i det mindste én mand der virker til at have sit livs højdepunkt, nemlig Phil Demmel. Han er ét stort smil hele vejen igennem og kan heller ikke lade være med at synge/råbe teksterne for sig selv. Det er en sjov kontrast til de andre tre herrer der ser ud til at have det middelmådigt fra start til slut. Men der er til gengæld intet middelmådigt ved de tre sidste sange, for her kommer ”Raining Blood”, ”Chemical Warfare” og ”Angel Of Death” samt det blodrøve farvetema fra første akt – og ild, ild og mere ild. Mellem de mange glædesudbrud går der et lille gys igennem mig: det her er sidste gang. Og så tager publikum da også (endelig) affære fra den hidtil stillestående reception: nu begynder en pit oppe foran. Det ender derfor med et højdepunkt, i høj grad båret af publikum, selvom det at se Tom Araya stå og kigge lydløst udover os efter ”Angel of Death” i flere minutter, der her føles markant længere, også er... ja til at tage og føle på. Som om han selv har svært ved at begribe at det nu er slut. Og således er det. Tak for det hele, Slayer, I både startede og sluttede mere end værdigt.

Sætliste:
1) – Repentless
2) – Blood Red
3) – Disciple
4) – Mandatory Suicide
5) – Hate Worldwide
6) – War Ensemble
7) – Jihad
8) – When The Stillness Comes
9) – Postmortem
10) – Black Magic
11) – Payback
12) – Seasons In The Abyss
13) – Dittohead
14) – Dead Skin Mask
15) – Hell Awaits
Encore:
16) – South Of Heaven
17) – Raining Blood
18) – Chemical Warfare
19) – Angel Of Death
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell 2017 - Samlet vurdering

Konklusionen først: Jeg synes, det har været en skidegod Copenhell i år. Og hvis I er tilfredse med at høre dét, så farvel for nu. I modsat fald: Nedenstående.

Der er sikkert mange metalkonservative puritanere derude, der droppede årets Copenhell på baggrund af hovednavnene System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch. Og fra en vis vinkel forstår jeg sagtens hvorfor. For de bands ER ikke metal ud af den tradition, som Sabbath, Purple og Zeppelin grundlagde, og som Priest og Maiden brugte anden halvdel af 70’erne på at krystallisere så omhyggeligt.

Men når det er sagt, så gav de to førstnævnte et par koncerter, der hver især allerede nu står i festivalens historie blandt de allerbedste nogensinde. Og sidstnævnte gav, om ikke andet, et incitament til at tage lidt tidligere hjem fredag aften og få noget ordentlig hvile. Så var fødderne også klar til årets uundgåelige thrashhøjmesse ved vores allesammens yndlings-råbe-bandnavn-i-brandert-band, Slayer. Og i den lige så uundgåelige oldschool-ende gav gode gamle Saxon som altid en hyggelig herretur med en sval kasse evigtgrønne heavyslagere.

Progressive Opeth og industrielle Ministry stod for et par yderst koncentreret-hårdtslående seancer, deres markante subgenrer taget i betragtning. Europe og Inglorious beviste hver især, at regulære rockbands med hård kant har en helt naturlig plads på metalfestivaler. Alter Bridge og In Flames mindede os til gengæld om, at metalbands helt foruden kant også skal have det.

Blandt nykommerne kørte Baest og Lost Society Pandæmonium-publikummet helt i smadder med deres respektivt bistre oldschool-død hhv. bistre oldschool-thrash. Og blandt veteranerne stod også Carcass og Overkill for habil, rutineret oldschool-død, hhv. -thrash.

Rob Zombie hyggegøglede. Candlemass hyggedoomede. Huldre bød op til middelalderdans på skovtur og fastslog atter deres position som landets overlegent bedste fokemetaloutfit af internationalt format. Dillinger Escape Plan gav en musikalsk pendant til at tage alt for meget PCP og dyrke nøgenwrestling i glasskår mod sine svigerforældre til alarmen fra 20 gigantiske clockradioer.

Airbourne tog om muligt prisen som det højst spillende band på hele festivalen og viste os, at australiere selv på rutinedage stadig bare har benzin i blodårerne. Buddy Lackey fra Psychotic Waltz benyttede prog-legendernes danmarkscomeback efter 22 år til at synge pivfalsk. Det samme gjorde Lækre Jens fra Red Warszawa, men det var kun et comeback efter et par uger, og det var kun for skæg.

Igen fik stakkels Myrkur som så mange gange før dårlige odds hos metalpublikummet, idet hun hér lå oveni Opeth. Det samme med lykkeligt genopstandne Invocator idet de lå oveni Saxon. (I bliver lige hængende nogle år denne gang, okay drenge?) Og Frank Carter and the Rattlesnakes, der ellers skulle give så forrygende shows, lå oveni Carcass.

Det siger noget om Copenhells format, at overflødighedshornet af bands på denne måde er begyndt at flyde over. Men det manglede også bare, i og med prisoptrækkeriet. Masser af fede bands eller ej: Det er på en måde lidt skandaløst, at man skal give 35,- for noget, der reelt er én enkelt kartoffel på en pind, selvom den så har fået spiralform og er blevet drysset med salt. Samt at man i det hele taget knapt kan spise sig mæt for under 60-70,- kr.. Min ellers så elskede go-to-ret på Copenhell, Big Bad Wolf-bodens stegt flæsk med persillesovs, koster nu pludselig det dobbelte af, hvad den gjorde sidste år.

Det er ærligt talt lidt nederdrægtigt, for almen adgang til næring er fandme en menneskeret. Og der skal fandme også være plads til de studerende, der udgør så stor en del af metalpublikummet. Jaja, hvis man har råd til at gå på festival osv.. Luk nu skideren: Overpriser = overpriser, ligemeget hvordan man vender og drejer det.

Til gengæld er Copenhell lige kommet et kvart kussehår efter det på ølfronten. De nye sixpack-håndtag til 270,- kr. er — omend stadig en ganske hjernedød udgift — en minimal opgradering af de forrige års 5 stk./250,- kr.. Så dét går den rigtige vej. Og så har Bodega Tutten udvidet udvalget af luksusøl en kende samt i øvrigt rykket ind i B&W-hallen. — Endda uden at give helt køb på bodegastemningen.

Dette bringer mig videre til noget meget mere generelt og glædeligt, der lige så vel kunne have endt nær katastrofalt. Festivalens ekspansion til hele 23.000 betalende gæster er naturligvis en kæmpesucces, men nyheden gav mig ærligt talt lidt klaus. For de 5.000 ekstra i 2016 kunne mærkes. Lykkeligvis har udvidelsen af området i år dog virket. Udover at Copenhell nu også har fået sin egen skatebane og en decideret lille shoppinggade, er B&W-hallen som sagt blevet åbnet og huser nu udover førnævnte Tutten bl.a. et mindre udstillingsområde og en mikro-biograf.

Igen kom jeg ikke forbi Smadreland. Også den ellers så hyggelige vinbar måtte nedprioriteres, og heller ikke i år kom jeg i Biergarten og fik hørt “Run to the Hills” og “Walk” for halvfemsindstyvende gang uden at kunne tale normalt med nogen. Det skyldes dog i høj grad vejret. B&W-hallen ligger tættere på sceneområdet, når der skal søges ly for den fornærmende aggressive regn, som jeg efterhånden mener bør anses som et nationalt problem. Jeg ved godt, det er meget folkeligt dansk at brokke sig over vejret, men jeg seriøst fucking AFSKYR at være skidt ud et sted, hvor det er gråt, vådt, køligt og blæsende selv i perioder, hvor det burde være klart, tørt, solrigt og vindstille.

Nok om det. Men apropos det folkelige, så er der en interessant problematik ift. Copenhell, jeg simpelthen er nødt til at benytte lejligheden til at få vendt med jer. Som jeg nævner i min Red Warszawa-anmeldelse fra årets Copenhell, så går Devilutions af slagsen nemlig over i at snakke om identitetskrise hos festivalen. Om hvordan Copenhell har “satset mere på de sikre kort i fadølsfestens tjeneste og mindre på metallen“ og søgt “væk fra de store metalbands og mod rocknavne, der kan sikre billetsalget“. Om “den evindelige promovering af metalkulturens værste klichéer som billigt salgstrick”. Og endelig lidt opgivende om hvordan vi således lige så godt kan tage dumheden (læs: Red Warszawa) til os.

For mig at se er der da netop forhåbentlig ingen af os, der går af vejen for en god fadølsfest. Og det med at booke store rocknavne er for så vidt heller ikke noget nyt for en metalfestival. Hellfest har gjort det i flere år — og Sweden Rock har nærmest alle dage været halvt metal, halvt (hård) rock. Det samme kan man ydermere langt hen ad vejen sige om festivaler som Download samt Rock Am Ring/Rock Im Park.

Men når Wacken og nu også Copenhell i de senere år er begyndt at hive f.eks. Europe ind som hovednavn, så skyldes det, at metallen har nået en alder, hvor der ganske enkelt bare bliver færre og færre potentielle hovednavne at vælge mellem uden at genbrugsplyndre blandt de bands, der nu engang overhovedet er på europatour. Det er af samme årsag, at hovednavnene i år bl.a. har heddet System of a Down, Prophets of Rage og Five Finger Death Punch — og ikke f.eks. Judas Priest, Accept og Manowar. (Ja, for I prøvede da vel at få fat i Manowar her i deres afskedsår, kære Copenhell-bookere??)

Det betyder så bare ikke, at programmet SKAL være letfordøjeligt og folkeligt, — eksempelvis har Brutal Assault troligt haft mindst ét bemærkelsesværdigt electro-industrial-navn på plakaten de sidste tre-fire års tid, ligesom Die Krupps spillede på Wacken i fjor. Så dét kunne måske være en retning at forfølge for Copenhell. (Selvom det jo nok ville afstedkomme bitcheri fra de sædvanlige.)

Men altsåeh... Hvor folkeligt og rocket skal noget egentlig være, før det holder op med at være sådan, som det nu gerne “skal” og “bør” være? Var Twisted Sisters så ubetvivlelige gudekoncert på Copenhell i 2014 for eksempel for “folkelig” til at være seriøs? Og for rocket til at være “ordentligt” metal? Personligt kunne jeg mere end sagtens tage Europe seriøst i år, til skærende trods for at de jo for evigt vil være primærassocieret med et kitschet one-hit wonder, der er mere gennempløjet end hele vatikanets drengekor tilsammen. Og når Slayer formår at samle over 20.000 af os foran Helvíti, er det så på sin vis ikke — i ordets bogstaveligste forstand — nogenlunde så folkeligt, som det overhovedet bliver indenfor metalgenrens rammer?

Ydermere: Selvom et eller flere af hovednavnene er nok så folkelige og festlige, bør der så alligevel ikke være plads til begge dele? Er selve genrebetegnelsen “metal” ikke netop så bred, at den både kan omfatte sjov og seriøsitet — både fadølsfolkefesten OG den introspektive højtidelighed? Og ærligt talt… Hvor stort VAR problemet så reelt?? For det forekom altså ikke mig, at der i mærkbart højere grad end normalt blev holdt fadølsfester til rock- snarere end moshbal til metalkoncerter nu i år.

Og i øvrigt: Når man beklager black metallens underrepræsentation på Copenhell 2017, hvorfor så ikke nævne, at power metal i år kun har været repræsenteret ved ét enkelt lokalnavn nederst på plakaten (i.e. Seven Thorns)? Men det er måske fordi, black metal er en mindre “folkelig” subgenre? — Altså, til trods for at power metallen indiskutabelt havde den snævrest mulige repræsentation og opbakning i år? Og hvad hvis jeg nu sagde, at jeg faktisk sagtens kan tage power metal seriøst — og at metal generelt gør mig glad ved livet og giver mig lyst til at feste og hamre fadøl? Det er sjovt, som der stadig findes folk her i landet, der endnu ikke kender deres Piet Hein og således stadig kun tager sjov for sjov og alvor kun alvorligt.

En mere generel ting er, at hovednavne overalt netop er blevet så store, som de nu engang er, fordi deres musik indeholder elementer, der ganske enkelt appellerer bredere. Selvfølgelig dels også fordi de har arbejdet i tilstrækkeligt mange år til at bevise deres værd og er blevet ved med at gøre det. Men når det f.eks. er Metallica, der headliner en Big Four-bill, så skyldes det altså de dersens overvejende rockede sange, der får de få, intellektualiserende puritanere til at dømme “fadølsfest” — og samtidig de brede, glade masser til at holde fadølsfest. Det samme gælder i høj grad for vores allesammens Iron Maiden og sgu også vores allesammens Slayer. Og på et meget mindre plan ligger samme princip til grund for, at Nifelheim er blandt hovednavnene på årets Metal Magic Festival. De har arbejdet for det i mange år, ja. Men deres musik indeholder også elementer, der appellerer bredt nok til, at de overhovedet kan komme i betragtning som hovednavn.

Jamen den-og-den sang og den-og-den passage er fandme bare KOMPROMISLØS METAL, så hvordan kan de så stadig være hovednavn måske?!” Jaja. Selvfølgelig er der altid en masse undtagelser og særtilfælde. Sådan vil det nødvendigvis være, når man taler om noget, der i sagens natur er så kulturelt betinget, vanskeligt kvantificérbart, og i det hele taget så fluffy i kanterne, som musik er det. Men hovedreglen — selv med alle sine undtagelser og særtilfælde — ER altså bare, at de store bands netop er blevet store ved at tiltale tilstrækkeligt store mængder af mennesker. Og så kan vi blive ved med at være uenige om, hvor grænserne skal gå for, hvornår noget er “for” rocket og “for” folkeligt til en størrelse som Copenhell.

Det skal naturligvis siges, at alle disse indvendinger kommer fra en mand, der ELSKER, at en metalfestival kan være så stor i et så småt og gennemgående middelmådigt land, som den har vokset sig til på Refshaleøen hver midsommer. Som jeg også var inde på i min Copenhell-sammenfatning fra sidste år, så er der jo ingen idé i at hive mange tusind glade brødre og søstre sammen på et så relativt småt areal, hvis ikke vi netop har de store, samlende oplevelser, som for Dio’s sake er selve rygraden i enhver festival uanset dens genre. Det gør mig aldeles intet, at hovednavnene sidste år bl.a. hed Alice Cooper og Scorpions, for begge formåede at levere netop de dersens forjættede fællesoplevelser, som vi, nå ja, for Lemmy’s sake bare har at nyde, mens muligheden stadig er der.

Alting til trods er jeg desuden sikker på, at mine iøvrigt udmærkede kolleger fra Devilution nok skal have haft endnu et brag af en fest i år, ligesom jeg selv. Og jeg er sikker på, at de nok skal dukke op næste år, selvom der så måtte være nogle bands på programmet, de ikke bryder sig om. Ligesom jeg selv. For i skrivende stund er det kun knapt seks døgn siden, den hidtil største danske metalfestival nogensinde sluttede. Og hold kæft, hvor jeg allerede savner den.

Vi ses derude i 2018, kære brødre og søstre. Og så får vi sgu lige en fad.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • LOST SOCIETY_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • EUROPE_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • RED WARSZAWA_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Slayer - Copenhell 2017

I bund og grund er der måske ikke så meget at sige.

Slayer er nemlig et af de bands, man altid kan regne med. Om man så måtte være en sart lille vulva og hade dem herfra og til Helvíti fryser over, har det aldrig stået til debat, at Slayer både er deres umiskendeligt egne og samtidig et band man bare ikke kan fucke med.

De af os, der så dem i Helsingør forrige december bevidnede et indiskutabelt overbevisende udstyrsstykke, der kun synes at blive stærkere og mere kompromisløse med alderen. Så hvordan og hvorfor i alverden skulle, kunne og burde det på nogen måde være anderledes nu i aften?

Men det er det selvfølgelig heller ikke. Lige fra de indledende ondsindede røvspark i “Repentless” til de afsluttende ondsindede røvspark i “Angel of Death” gør Slayer det, de alle dage har været bedst til: Tonser ud over Helvedes golde, forbrændte stepper med en frådende Cerberus’ energi, samt en attitude der for længst er hævet over verdslige begreber som dén nihilisme, kynisme og selvfedme, man ellers så nemt kunne tilskrive dem.

Slayers energi og univers transcenderer simpelthen nogen menneskelig domfældelse. Sagde anmelderen og skød dermed sig selv i foden.

… Men skal vi så snakke lidt om selve musikken?

Slayer er rent bogstaveligt talt et ensformigt band. Jo, lad os nu for Fanden bare blive enige om det. De ville sikkert ikke engang selv være uenige. Og det er AC/DC for Helvede også, og dem elsker vi for Helvede også, og så var dét heller ikke værre at få frem i lyset, vel?

Slayers mest dynamiske, afvekslende og i det hele taget bedste skive, “Seasons in the Abyss” (’90) er overrepræsenteret i aftenens sæt med hele seks skæringer. “Det hér er en putte-sang”, annoncerer Tom Araya. “Find én I elsker og put jer godt ind til vedkommende”. Det gør vi så, og derpå følger “Dead Skin Mask” — sandsynligvis det bedste bevis for, at Slayer ikke behøver køre med 180 bpm for at være jordens ondeste band.

Derudover er det forrygende titelnummer og den lige så forrygende “War Ensemble” naturligvis obligatoriske. Men alligevel vælger Slayer at holde numrene lige homogene nok. Det er pænt af dem at afslutte hovedsættet med “Spirit in Black”, men de generiske “Born of Fire” og “Hallowed Point” kunne snildt have været substitueret for f.eks. “Blood Red”, “Skeletons of Society”, “Expendable Youth”, eller, — og nu siger jeg det lige — no'et mer' a' det nye.

Ja. For som én ud af åbenbart alt for få headbangere formår jeg i al beskedenhed at fatte Slayers udvikling. Selvfølgelig har hverken de eller noget andet metalband rigtig været sig selv, siden 90’erne kom og rystede den globale musikpose til ukendelighed. Men derfor har samtlige deres udgivelser siden “Christ Illusion” (’06) fandme stadig formået at ramme noget nær perfekte balancer mellem bandets klassiske straightforward-aggression og samtidig al den kreative nytænkning, en så afgrundsdybt konservativ institution som Slayer overhovedet kan rumme. Derfor ville det klæde bandet at stå bare lidt mere ved deres nyere materiale.

Ja, det ER som bekendt umuligt at stille alle tilfredse. Men som jeg også startede med svagt at antyde, så er der på den anden side heller ingen, der rigtig rører Slayer, når først de har sat ild til lortet. Da Hanneman døde, var jeg oprigtigt talt lidt nervøs for, at Araya og King skulle fortsætte som en mere eller mindre amputeret skygge af sig selv. Men selvom Hanneman var en uerstattelig karakter, gør afløser Gary Holt det mere solidt, end jeg nogensinde havde turdet håbe på. Og Paul Bostaph er og bliver simpelthen en af de mest habile thrash-trommeslagere nogensinde. Ikke bare er hans stil om ikke lige så epokegørende, så mindst lige så personlig som Lombardos; han er om ikke den ene, så den ANDEN eneste rigtige trommeslager i Slayer.

Onde tunger kunne sige om bookingen af Slayer, at den er “for traditionel” og “forudsigelig”, og at den “ikke tager chancer”. (Det var den dér med aldrig at kunne stille alle tilfredse.) Men med den ærefrygtindgydende form, bandet lægger for dagen i disse år, og med den træfsikre triple-combo “South of Heaven”, “Raining Blood” og “Chemical Warfare” inden førnævnte “Angel of Death”,  ja, så må det ganske enkelt være umuligt at stå tilbage som utilfreds metalhead på Copenhell i aften.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Huldre_5
  • Forfatter: Jill
  • BAEST_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • LOST SOCIETY_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Slayer - Repentless

6 år er der efterhånden gået siden Slayer udsendte ”World Painted Blood”, så forventningerne til dette nye album er naturligvis store – sådan som det altid er, når et band af Slayers kaliber udgiver nyt materiale. ”Repentless” markerer samtidig en ny start, da det er bandets første album på Nuclear Blast Records.

Ellers er der ikke noget nyt at spore, for Slayer fastholder den stil, de efterhånden har finpudset i mere end 30 år: Knaldhård Thrash, som drives frem af Kerry Kings skarpe riffs mens Tom Araya brøler sine verbale angreb på religionen, verden og de politikere, der styrer den. Her er han igen overraskende let at forstå, så man går ikke glip af budskaberne.

Også den musikalske side står meget skarpt, for når Slayer skifter til den store klinge, som det f.eks. sker i ”Implode”, ”You Against You” og titelnummeret, er det en fornøjelse at headbange til – en aktivitet der kommer helt af sig selv. I det hele taget lægges der virkelig meget energi i musikken, og enhver tanke i retning af gamle mænd, der tager den med ro, bliver brutalt sparket til side. Men også de mere sejtrækkende passager, der præger ”Cast The First Stone” og ”When The Stillness Comes” er virkelig fede, og det rykker ”Repentless” frem som et af de bedre Slayer-albums; ikke kun mht variation, men også materialets kvalitet. Og selv om det ikke indeholder et nyt ”Raining Blood”, er der ingen deciderede svipsere på tracklisten, og skiven er støt vokset i styrke under mine gennemlytninger. Slayer genopfinder ikke sig selv med dette album, men de viser tydeligt at vreden og energien lever, og at de stadig har noget at byde på.

Tracklist:
1 - Delusions Of Saviour
2 - Repentless
3 - Take Control
4 - Vices
5 - Cast The First Stone
6 - When The Stillness Comes
7 - Chasing Death
8 - Implode
9 - Piano Wire
10 - Atrocity Vendor
11 - You Against You
12 - Pride In Prejudice
Samlet spilletid: 41:52

 

Læs mere...

Metallica: By Request, Slayer, Mastodon, Gojira, Ghost

Første besøg i Horsens statsfængsel. Heldigvis dog efter de har omdannet de gule mure til rammerne for fede musiknavne i stedet for at rumme systemets utilpassede elementer. I dag har de ca 35000 musikelskere der løber rundt og hygger sig på plænen, med masser af bands og Metallica som lukker og slukker ballet. Programmet er spækket med godter og vejret, der heldigvis for os, valgte at udskille sin overskydende fugt på vores vej herover, lader til at holde tørt. Straks som vi ankommer går første band på.

Læs mere...

Afsted til Hellfest 2014

Festivalsæsonen nærmer sig drastisk og der er mange fede oplevelser i vente både herhjemme og i udlandet.

Og det er netop udlandet vi skal kigge på i denne omgang, nemlig årets Hellfest Open Air i Frankrig, som år efter år præsenterer imponerende line-up.

Og i år er ingen undtagelse med hovednavne som Black Sabbath, Iron Maiden, Aerosmith, Slayer, Avenged Sevenfold, Soundgarden, Megadeth og mange mange flere fantastiske navne.

 

Revolution Music’s trofaste fotograf Henrik Moberg vil i år drage til Frankrig for at dække denne fantastiske festival (vi arbejder pt. på at få sendt en anmelder med også). Henrik har skrevet lidt om sinetanker omkring Hellfest:

 

Avenged Sevenfold - Hail To The King

 

”Da jeg så Hellfests lineup til festivalen i år, troede jeg det var en ønskeliste fra fansene. Ingen festival kunne formå at få så mange rigtig fede navne på programmet. Der tog jeg grueligt fejl. Hellfest 2014 bliver et festfyrværkeri af dimensioner, hvor 130.000 vil svælge i den ene fantastiske oplevelse efter den anden. Derfor skal Hellfest i Clisson ved Nantes i Frankrig besøges i år. Det er intet mindre end et overflødighedshorn af metallens store navne fra de sidste fem årtier.

 

Iron Maiden Wasted Years

 

Festivalen startede ellers under mere ydmyge forhold i 2002 under navnet Fury Fest som en indendørs festival med 400 besøgende. I 2006 skiftede festivalen navn til Hellfest, og var blevet en tredages udendørs festival med to scener. Hovednavnene i 2006 var Motörhead, Dead Kennedys, Opeth, Celtic Frost, Arch Enemy m.m. 22.000 købte billet til festivalen. Siden da er festivalen vokset støt til seks scener og de 130.000 besøgende, der forventes i år.

 

Soundgarden - Been Away Too Long

 

Det er et fænomenalt lineup Hellfest præsterer i år. Hovednavnene er Iron Maiden, Aerosmith, Deep Purple, Black Sabbath, Megadeth, Status Quo, Slayer, Soundgarden m.fl. Derudover er der masser af andre store navne på de seks scener, der, når festivalen er ovre, har huset mere end 150 bands. Det bliver et puslespil at få de tre dages udbud af den hårde musik til at gå op i en højere enhed, hvor der også bliver plads til at køle halsen, spise og få sovet en smule. Det bliver en hæsblæsende oplevelse, der næppe kan blive overgået, og som for altid vil stå som en suveræn oplevelse i rækken af festivals, du har oplevet.

Håber vi ses dernede. Måske der er basis for en danskerlejr?”

 

Black Sabbath - End of the Beginning

Læs mere...

Metallica By Request spiller i Horsens til sommer

  • Udgivet i Nyheder

Livenation har i dag offentliggjort at Metallica vender tilbage til Danmark til sommer, denne gang med konceptet ”Metallica By Request”, hvor fans der kommer billet online vil få muligheden for at stemme på hvilke sange de skal spille.

Koncerten som finder sted den 3. juni i Fængslet, Horsens, vil være med en række special guests, hvor af det første navn offentliggjort er ikke mindre end Slayer.

Live Nation skriver følgende:

”METALLICA ANNONCERER LIVE DATOER I EUROPA NÆSTE SOMMER OG “METALLICA BY REQUEST” - BANDET INVITERER FANS TIL AT LAVE SETLISTEN FOR HVERT SHOW.Metallica + Special Guests, herunder Slayer som første offentliggjorte navn – vi håber på tre til fire stærke metalnavne på plakaten ved denne endags "Jailhouse Rock" event.
Billetpriser: 695 kr. + gebyr

Billetsalget starter tirsdag 10. december kl. 10:00 gennem Billetlugen.dk på telefon 70 263 267

Citat fra Lars Ulrich:

"Metallica og Danmark. To ord som passer perfekt sammen. '12 i fængsel. '13 som sidste øjebliks navn i Roskilde. Og nu i '14, igen i fængsel, denne gang 'by request', på opfordring. I stemmer, I bestemmer, vi spiller. Det kan ikke blive mere COOL end det.
Et dansk hattrick som vi er enormt stolte af. Vi ses til sommer. Hej fra Lars"”

Læs mere...

American Recordings genudgiver Slayer albums på vinyl

  • Udgivet i Nyheder

American Recordings vil den 11. november (datoen er sat for England, men gælder formentligt også i resten af europa) genudgive 10 af Slayer’s legendariske udgivelser på vinyl, her er tale om "Reign In Blood" (1986), "South Of Heaven" (1988), "Seasons In The Abyss" (1990), "Divine Intervention" (1994), "Undisputed Attitude" (1996), "Diabolus In Musica" (1998), "God Hates Us All" (2001), "Christ Illusion" (2006), "World Painted Blood" (2009) og live udgivelsen ”Decade Of Aggression: Live” (1991).

Alle udgivelser vil blive genudgivet på vinyl individuelt og vil være remasteret og trygt på højtkvalitets 180-gram audiophile vinyl.

 

Udgivelserne vil kunne fås i forskellige udgaver, der beskrives her:

”Each title will feature the original album artwork including reproductions of the original 12X12 inner sleeves. For the first U.S. run, 500 unmarked copies will be pressed on 180-gram, blood red, colored vinyl and randomly inserted and sold in stores as part of a “lucky dip.”
There will also be a very limited quantity of rare test pressings for each title that will be given away. Fans are encouraged to check Slayer’s official website and social media outlets for further announcements and details.”

 

American Recordings’ ejer og Slayer’s producer gennem mange år, Rick Rubin, har har givet denne simple og præcise udtalelse:

"SLAYER defines speed metal and these albums define SLAYER. Listen at your own risk."

Læs mere...

Exodus regner med at gå i studiet til februar!

  • Udgivet i Nyheder

Bay Area Backstage lavede fornyligt et interview med Slayer’s trommeslager Paul Bostaph og tour guitaristen Gary Holt (fra Exodus). Interviewet, som kan ses nedenfor, blev lavet den 30. oktober før Slayer’s koncert i San Joese, Californien.

Under interviewet spørges Holt, om hvordan det går med sangskrivningen for det næste Exodus album, og Holt svarede:

"This [SLAYER] tour runs 'till… I get home December 1, and I've been writing for the last several months. Actually, I go home tomorrow for one day, then fly to Seattle. So when I resume this tour, I'm bringing my recording gear with me and continuing to work in hotel rooms. We're tentatively slated to start recording the next EXODUS February 1, and it's crushing — it's ridiculously fast and heavy. It's been a long time coming, so people, they're hungry and they're tired of waiting. So it's gonna be a pleasant surprise."

 

Exodus’s seneste album “Exhibit B: The Human Condition” udkom maj 2010 via Nuclear Blast.

 

Læs mere...

Slayer, Fear Factory

Det har været et par turbulente år for Slayer. I 2011 fik Jeff Hanneman, en af de to skabere af Slayer, diagnosticeret en sygdom kaldet “necrotizing fasciitis”, efter at være blevet bidt af en edderkop. I de næste 2 år ændrede hans tilstand sig desværre ikke til det bedre, men det kom alligevel som en overraskelse for alle, da han stillede træskoene den 2. maj i år – kun i en alder af 49. Dødsårsagen, leversvigt, kom som følge af et overforbrug af alkohol.
Og som om det ikke skulle være nok, blev Slayers tidligere trommeslager, Dave Lombardo, fyret tilbage i februar pga. en uoverensstemmelse om bandmedlemmernes løn.
Kort efter Jeff Hannemans død blev Paul Bostaph så annonceret som Slayers “nye” trommeslager. Helt så ny er han dog ikke, da han tidligere har tæsket trommer hos Slayer på bl.a. “God Hates Us All”.

Al denne tumult medførte naturligvis også flere forskellige rygter og en generel usikkerhed om, hvad fremtiden ville byde på. Da Slayer valgte at tage på tour kort efter Jeff Hannemans død, og med Dave Lombardo nu ude for 3. gang, erklærede mange, at det måtte være tid til at slutte med værdigheden i behold.
Jeg var derfor selv usikker på, præcis hvordan denne aften ville gå. Baseret på folks reaktioner efter den middelmådige koncert på Copenhell i 2012, hældede det ikke til den positive side.
Jeg huskede dog derimod min seneste indendørs koncert med Slayer (Valby Hallen i 2008), som glimrende, omend en smule langtrukken. Lad os bare slå noget fast med det samme: jeg blev ikke skuffet i aften.
Før vi kommer så langt, skulle Vega forkæles med industrial metal giganterne i Fear Factory, som havde aflyst deres planlagte koncert i Århus samme aften for i stedet at varme op for Slayer i Vega. Synd for århusianerne, og man kan også diskutere hvor rimelig den beslutning er, men sket var sket – og tak for det!

Fear Factory:
Amerikanske Fear Factory er tilbage fra 1989 og var i 90’erne en stor spiller på metalscenen. De har haft massiv udskiftning i besætningen igennem tiden, såvel som nogle opbrud på vejen. Det er kun forsangeren ”Burton C. Bell” som har været med helt fra starten. 
Hvis man snakker industrial metal, må man nødvendigvis snakke Fear Factory. Over årene har Fear Factory dog også eksperimenteret med både groove metal, death metal og thrash metal. De er senere gået tilbage til deres industrial metal lyd, som bl.a. ses på deres seneste album ”The Industrialist”, der udkom tidligere sidste år. Deres debutalbum ”Soul Of A New Machine” udkom tilbage i 1992, og et af deres mest kendte albums udkom 3 år senere – nemlig ”Demanufacture”.
Fear Factory havde dog også success med “Obsolete” fra 1998 og det knap så gamle album “Mechanize” fra 2010.

Efter en skuffende optræden i Amager Bio sidste år
var jeg bange for, at det blot ville blive en gentagelse i febrilsk at nå de korrekte toner + et uengageret band. Fra første tone i det knap ¾ fyldte Vega var én ting i hvert fald slået fast: den instrumentale del af Fear Factory er SÅ i orden! For satan da, hvor er det tight. Fra den nye trommeslagers stædige og aggressive indpisken, til guitaristen som tilsyneladende ikke kan ramme forkert – WOW!

Og lyden. Og lysshowet. Begge dele skal have skamros herfra, for det er præcist sådan Fear Factory fungerer bedst; en massiv og dyb bund af bas som kan mærkes i gulvet og op igennem hele kroppen. En rystende, beskidt, ubehagelig og ja, mekanisk, lyd som smadrer dit ansigt. Lyset bestod reelt kun af hysterisk blinkende sort/hvid lamper, men igen giver det en overbevisning om, at Fear Factory repræsenterer en dystopisk og maskinel fremtid, hvor alting er gråt, anonymt og forfærdeligt at leve i.

I den sammenhæng agerer bandet som de skal. Forsangeren er næsten så statisk som en stenstøtte. Guitaristen og bassisten traver lidt rundt og smiler, men de føles næsten som statister for noget større – og det virker for denne anmelder. For her behøves vitterligt ingen tricks eller smarte moves. Musikken er nok, også selvom kun knap halvdelen af publikum er med. Den halvdel, som er med, “nyder” det fuldt ud, ligesom jeg selv gør.
Der er dog alligevel en begrænset interaktion med publikum, mest synlig imellem numrene, men der er også enkelte gange hvor publikum klapper i takt, eller hvor vi tilspørges ”Are you ready, Copenhagen?!”.

Den store anke omkring Fear Factory, og som vist altid har været kritikpunktet, er forsangeren. For selvom man kan skjule manglende sangevner på en CD, er det bare sjældent muligt live. I aften lykkedes det dog usædvanligt godt, og jeg lokkes næsten til at tro, at det ikke kan gå galt. Det er alt sammen inden vi når til ”Powershifter”…
Her er der bare ingen vej udenom; omkvædene leveres pivfalske, og det gør ondt i ørerne. Især når de tidligere sange ikke har været ramt, så at sige, ja så gør det bare det hele så meget mere ærgerligt. Omvendt fungerer forsangerens skift mellem growl, skrig, råb og ren vokal – kombineret med den mekaniske synth-agtige support som banker i baggrunden - ellers som det skal. Det er ”bare” falsk til tider, men når det er så tydeligt, er det mere end rigeligt til at lægge låg på de fede elementer.

Igennem ca. 40 minutter bliver vi ledt igennem årene 1992 – 2012. “Martyr”, som afslutter koncerten, er helt tilbage fra debut'en “Soul Of A New Machine”. ”Shock” og ”Edgecrusher” stammer fra 98’s ”Obsolete”. ”Self Bias Resistor”, “Replica” og titelsangen “Demanufacture” udkom i 1995.
Men vi kommer også forbi årtusindeskiftet. Den voldsomt populære “Powershifter” (i hvert fald på plade) er fra “Mechanize” – kun 3 år gammel. ”What Will Become” er at finde på “Digimortal”, udgivet i 2001, og til slut får vi titelsangen “The Industrialist” fra 2012.

Alt i alt leverer Fear Factory en godkendt koncert, som oversteg mine egne forventninger. Den sublime lyd og lysshowet trækker rigtig meget opad, ligesom det statiske show faktisk også gør bandet en tjeneste i dette tilfælde – det er ellers sjældent det fungerer sådan.  
Den haltende vokal, som især kunne spottes i ”Powershifter”, er det store ankepunkt (igen).
Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor Fear Factory ikke indspiller de stykker igennem en maskine, eller på anden måde gør noget ved problemet. Det er jo ikke ligefrem noget nyt, og man føler mere medlidenhed end irritation over dette, for selvfølgelig er det noget værre lort (for at sige det ligeud) ikke at kunne synge, som man kunne i fordums tider, men der er mere styrke i at indse sine svagheder og forsøge at gøre noget ved dem, i stedet for at insistere på at ignorere problemet væk.
Jeg ser frem til at Fear Factory finder nye veje, for ellers skal der være sublim lyd til alle fremtidige koncerter før det kan blive godt, og selv da kan det aldrig blive fantastisk.
4 stjerner herfra.

Sætliste:
1) – Shock
2) – Edgecrusher
3) – Demanufacture
4) – Self Bias Resistor
5) – The Industrialist
6) – Powershifter
7) – What Will Become
8) – Replica
9) – Martyr

Slayer:
Thrashbandet Slayer tilhører den musikalske gruppe “Big Four”, som iøvrigt tæller sværvægterne “Metallica”, “Megadeth” (som skuffede ved deres sidste show)
og Anthrax, og er generelt anerkendt som den mindste spiller af de 4.
Slayer begyndte ligesom de andre fra “Big Four” tilbage i USA i året 1981 (Megadeth startede dog først 2 år senere). Selvom alle 4 bands lagde ud med at bevæge sig i thrashmetal genren, har alle 4 bands udviklet sig over årene, hvor især Metallica er gået bort fra deres gamle lyd. Anthrax har fundet et større fodfæste i grænselandet mellem heavy-, groove- og speedmetal, og Megadeths lyd, omend stadig genkendelig thrash, er blevet langt mindre aggressiv og generelt blødere – faktisk så meget, at det af flere påpeges at være mere rock end metal.
Alt dette bringer mig frem til en vigtig pointe; Slayer har altid været, og vil formentlig altid være, Slayer.
Hverken mere eller mindre. Den eneste undtagelse må siges at være ”Diabolus In Musica (oversat til “The Devil In Music”), fra 1998. Her forsøgte Slayer groft sagt at gøre deres lyd mere moderne. Et forsøg som medførte en del blandede meninger. Udover den lille afstikker, kan Slayers albums siges at være ret ens. Om det er debut'en “Show No Mercy” fra 1983, “Reign In Blood” fra 1986, “South Of Heaven” fra 1988, “Seasons In The Abyss” fra 1990, “God Hates Us All” fra 2001, eller senest “World Painted Blood” fra 2009 – alle albums peger det samme sted hen.
Det er hurtigt, aggressivt, larmende, hårdt, provokerende og fyldt til randen med guitarsoloer.
Enten kan man lide det, eller også kan man ikke. Jeg ser mig selv stå midt imellem de to lejre, for jeg skal ærligt indrømme, at jeg hurtigt bliver træt af Slayer i studiet, men enkelte numre fanger mig. Live er det dog en helt anden sag…

I tidsrummet efter Fear Factory var Vega blevet fyldt næsten helt op. Koncerten var ikke udsolgt, men det kan ikke have været langt fra. Publikum var ellevilde, og da lyset sænkede sig ca. kl. 21:15 råbte og skreg folk af glæde. Først kom den ”nye” trommeslager Paul Bostaph til syne, og kort efter kunne både Tom Araya, Kerry King og tour medlemmet “Gary Holt” fra Exodus skues.
Herefter satte en smilende Tom Araya gang i titelsangen fra ”World Painted Blood”.

Det er 11 år siden at Slayer sidst har aflagt en visit hos Vega, og det er da også specielt at opleve Slayer i så intime rammer. Det virkede dog totalt til alles fordel, for de forreste folk stod vitterligt mindre end 2 meter fra bandet, og selv Tom Araya, som ellers virker som en seriøs og til tider halvsur gammel bedstefar, kunne ikke undgå at smile til publikum og tale til os, så det lød oprigtigt. Kerry King, som ellers ser nok så grum ud, kunne heller ikke holde nogle få smil tilbage.
Det er sjældent at se folk crowdsurfe i Vega, men i aften kunne det ikke stoppes – og det blev heldigvis heller ikke forsøgt fra vagternes side. Det resulterede i, at der til næsten hvert eneste nummer var op til flere, der røg over hegnet – og nu har jeg ikke engang nævnt de moshpits, som var at finde fra første sang og indtil slutningen.

Slayer i sig selv var ellers som jeg husker dem på scenen. Kerry King headbanger, ser ond ud og fyrer soloer af. Tom Arayas vokal holder stadig i 2013, og udover at råbe teksterne og tale til os var der intet udover det sædvanlige. Tourmedlemmet Gary Holt, som overtog fra Jeff Hanneman tilbage i 2011, var langt den mest aktive, og nailede endda også op til flere soloer til perfektion.
Trommeslageren, som naturligvis er et interessant emne vedrørende Slayer i øjeblikket, var tydeligvis rigtig glad for at være tilbage bag tønderne. Man kunne se ham storsmile næsten konstant, og det i sig selv er sgu rimeligt imponerende – det går altså pænt stærkt. Jovist, ham og Lombardo er ikke ens, men for en gennemsnitlig fan af Slayer (undertegnede) var der ingen nævneværdige fejl at høre, og tempoet var hverken for højt eller lavt. Han tæskede derimod igennem sangene med stor indlevelse.

Igennem ca. 1 time og tyve minutter blev vi ført igennem flere sange fra de klassiske albums i “Reign In Blood”, “Seasons Of The Abyss”, ”Hell Awaits”, “South Of Heaven”, samt den nye “World Painted Blood”. Vi fik også “Disciple” fra “God Hates Us All” allerede som den anden sang. En af mine personlige favoritter, ”Chemical Warfare”, blev også luftet.
Selvom det stank langt væk af en slags ”Greatest Hits”-aften (hvis Slayer nogensinde kan siges at have lavet hits), så var der alligevel en smule tomgang i midten af koncerten. Der kunne man måske have skåret et par enkelte sange fra, eller bare byttet lidt rundt. Der er ikke nogen som siger, at man skal afslutte med 3 af de største sange i form af ”Raining Blood”, “South Of Heaven” og “Angel Of Death”.
Men da vi kom til det tidspunkt, var det også det hele værd.

Først fik vi nemlig ”Raining Blood”, som i stedet for at trække på den normale intro med torden og brag, rent faktisk blev spillet live – også med introen. Pisse fedt!
Efter en kort mørklægningspause blev Slayers normale banner skiftet ud med et til ære for Jeff Hanneman. Banneret, som i mørket først blev forvekslet med en reklame for Heineken, viste sig heldigvis at være noget langt mere personligt. Selve navnet blev aldrig nævnt, og der kom heller ikke nogen udtalelser om hverken hans sygdom og død, forløbet for bandet de sidste 2 år eller om den ”nye” trommeslager. Banneret talte helt for sig selv; Slayer lever!
Så uden noget pis satte Slayer gang i ”South Of Heaven” og dernæst ”Angel Of Death” – en titel som Jeff Hanneman også var kendt under. Slayer var glade, vi var glade, og så var det slut.

Jeg vil sige det kort; jeg tror ikke, at jeg kommer til at opleve Slayer i bedre form end i aften. Men jeg har aldrig været en stor fan af musikken. Det var umådeligt fedt at opleve en så dedikeret fanbase, også selvom Slayer har gået igennem flere udfordringer i den seneste tid. At se Slayer i så intime rammer var perfekt, og bandet udnyttede fuldt ud muligheden for at være mere personlige og direkte, end hvad jeg har set før. Stor respekt til publikums engagement, selvom jeg dog vil sige, at jeg har set folk gå langt mere amok til Slayer end i aften. Om det er post-Wacken blues, sommerferie eller bare fordi det er tirsdag, skal jeg dog ikke kunne sige. Samtidigt var der, som nævnt tidligere, en smule tomgang i midten af sættet. Det trækker nedad, men ikke meget.
Alt i alt udløser det 5 store stjerner herfra. Jeg er ikke sikker på at jeg tør se Slayer igen, hvis/når de kommer forbi – for jeg tror ikke det kan blive bedre, end det var denne gang.

Sætliste:
1) – World Painted Blood
2) – Disciple
3) – War Ensemble
4) – Hallowed Point
5) – At Dawn They Sleep
6) – Mandator
y Suicide
7) – Chemical Warfare
8) – Altar Of Sacrifice
9) – Jesus Saves
10) – Postmortem
11) – Snuff
12) – Hate Worldwide
13) – Seasons In The Abyss
14) – Hell Awaits
15) – Dead Skin Mask
16) – Raining Blood
Encore:
17) – South Of Heaven
18) – Angel Of Death

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed