fbpx

Judas Priest + Megadeth - Royal Arena

Med Iron Maidens mægtige performance på Royal Arena kun fem dage forinden virker en Judas Priest-koncert til at afrunde ugen næsten som for meget af det gode.

Og fandme om ikke den skal vise sig også at være det.

Klart: Jeg BURDE have givet Priests seneste, anmelderroste udspil, “Firepower” (’18) bare et enkelt lyt. Men sådan er der sgu så meget. Og som i tilfældet Iron Maiden forleden ER der altså kun så’n cirka nul mennesker ud af de, hvad, 6-7.000 fremmødte, der er kommet for at høre noget af det nye. Sådan er det immervæk, når man har et hitkatalog, der går tilbage til midt-70’erne.

Og du glade verden, hvor de benytter sig af det, Judas Priest. Okay, vi skal lige have det seneste titelnummer som indledning samt singlen “Lightning Strike” og som første ekstranummer “Rising From Ruins”, og det er glimrende. (Altså, det er heavy metal, hvis man skulle være i tvivl.) Men derudover står aftenen i de glædelige genhørs og overvældende overraskelsers tegn.

Den svinske sjældenhed “Grinder” hives frem og skal lige støves af engang. Lyden er problematisk her i starten. Heller ikke fantastiske “Sinner” fremtræder helt tydeligt. Men med klassikeren “The Ripper” står årgangsheavyskabet, hvor det skal, nemlig lige dér hvor Judas Priest behørigt placerede det dengang i 1976 med “Sad Wings of Destiny”-albummet.

Ikke blot er dette den mest autentiske, originale form for heavy metal, men Judas Priest anno 2018 fremfører den, som var den lige så dugfrisk, højaktuel og fandme farlig som dengang. Givet, den originale guitarduo Downing/Tipton er der ikke mere. Men unge Richie Faulkner samt den navnkundige metalproducer Andy Sneap som turnémedlem spiller sangene med en tydeligvis dyb respekt for deres sound og oprindelige ophavsmænd.

Disse sange ER med et enkelt ord sgu også hellige. Ikke bare for bandet og os allesammen i publikum, men i hele den globale mytologi om den dér heavy metal. Og fandme om ikke den gamle homonisse til Halford selv i en alder af 66 bare nailer de fraseringer og banshee-falsetter, der rettelig har sikret ham plads iblandt hele genrens mest navnkundige vokalister nogensinde under det lidet ydmyge alias “The Metal God”.

Netop denne gudestatus er intet mindre end, hvad Judas Priest hermed gør sig fortjent til, når de giver nyt liv til oversete perler som “Saints in Hell” og “Night Comes Down”. Og når de lige hiver et par af mine personlige favoritter, “Bloodstone” og “Freewheel Burning”, frem. Jeg som aldrig havde turdet håbe på at få lov at opleve disse stinkende seje drengedrømslydspor live. Jeg vantro som ikke troede, at Halford overhovedet var i stand til at synge sidstnævnte længere.

Og “Tyrant”, mand! Denne koncert er simpelthen triumf på nakkebrækkende triumf, og det gælder såmænd også kitschklassikeren “Turbo Lover”, der sgu klæder de omgivende headbangerhymner, ligesom det klæder Priest at stå ved sine mere corny momenter.

Jamen det er jo ALTSAMMEN corny LOL!” Nej, kun hvis du ikke fatter det. Jovist, heavy metal er tegneseriestil. Men dette er det 21. århundrede, og der ER altså ikke længere noget i vejen med at dyrke det utilpassede; det nørdede; det selvbevidst eskapistiske og det — bogstaveligt talt — fantastiske. Det er nemt at ryste så’n lidt gammelmandskedeligt på hovedet af Judas Priests nittebesatte læderoutfits og scenedekorationer med mere ild og jern end den seneste Mad Max-film. Og samtidig er det faktisk heller ikke særligt svært at se det seje i.

Sidste halvdel af sættet er selvfølgelig ren hitparade. Obligatoriske “You’ve Got Another Thing Coming” efterfølges af Halfords lige så obligatoriske motorcykelentré og en “Hell Bent For Leather” lige så møgbeskidt og benzindunstende som for sine — wait for it — 40 år siden. Og selvfølgelig skal der også slynges skaller til Priests mest fandenivoldske nummer, “Painkiller”. Det faktum at så gamle mænd magter at afrunde deres hovedsæt med lyden af alle Helvedes dæmonslagtende dræbermaskiner, siger noget om hvor mægtig en størrelse dette band på nærmest foruroligende vis stadig formår at være.

Og i ekstranumrene fortsætter disse førnævnte glædelige overraskelser såmænd. Gode gamle Glenn Tipton trodser sin Parkinsons syge og entrerer scenen til et rørt bifald og en gjaldende, såvel som passende, “Metal Gods”. Og selvfølgelig bliver det “Breaking the Law” og “Living After Midnight”, der afrunder aftenens prædiken udi det hellige ståls navn.

Det er måske modigt, måske hovmodigt, af Priest at køre verdens bedste rocknummer, Queens “We Are the Champions”, over PA’et efter tæppefald. Men bræk da lige min “Stained Class”-vinyl midt over om det ikke er passende ovenpå en performance, der ikke bare overgår lige så mægtige Iron Maidens ditto samme sted tidligere på ugen, men som jeg kun undlader at give topkarakter pga. de indledende lydproblemer, samt det faktum at jeg sgudda lige kom i tanker om, at de ikke spillede mit favoritnummer, “Electric Eye”. Ja, sådan kan man blive så distraheret, når man overværer ren verdensklasse.

(5,5 ud af 6)


Det siger noget om denne verdensklasses format, at Priest kan tillade sig at hive Megadeth med som supportnavn. Ikke bare Megadeths relative størrelse taget i betragtning, men også mht. det faktum, at Dave Mustaine gerne har erklæret støtte til decideret bøssefjendske politikere som f.eks. Rick Santorum. Rob Halford er en rummelig herre, om man så må sige.

Hvorom alting er, er Megadeth normalt et udmærket livenavn. Desværre virker Mustaine ekstraordinært uoplagt og introvert i aften. Udover det temmeligt katastrofale faktum at der knapt nok er lyd i mandens mikrofon, tuller han så’n lidt retningsløst rundt på scenen og synes at gemme sig bag sin, bevares, fortsat imponerende hårpragt.

Og klart nok, jeg gad sateme også godt at kunne sporte en fuld Robert Plant-manke, når jeg har rundet de 50 (eller bare i det hele taget…), men det nytter sgu ikke noget at bruge den til at gå og lege shoegazer-emo, når man spiller noget, der har så fandens meget attitude og er så konsekvent insisterende på at være mere komplekst end Metallica.

Det retningsløse er også kendetegnende for sættet, til trods for at det byder på en fin klassikerkvotient, der udover den desværre så fjollede “Sweating Bullets” og forudsigelige “Symphony of Destruction” tæller både “Peace Sells”, “The Four Horsemen”-omskrivningen “Mechanix” samt selvfølgelig en god håndfuld numre fra hovedværket “Rust In Peace” (’90).

Men intensiteten og fokusset er kun sjældent strømlinet, og de ellers så fine skæringer fra “Dystopia” (’16) ender med at punktere sættet hånd i hånd med lydproblemerne. Det er også fint at støve “She-Wolf” af, men under disse omstændigheder falder den på maven sammen med alt det andet. Selv ikke “Skin o’ My Teeth” eller “Angry Again” kunne have reddet den hjem.

(3 ud af 6)

 

  • Judas Priest_12
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Judas Priest_9
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Judas Priest_15
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Megadeth - Store Vega

Sidste gang Megadeth var forbi vores breddegrader til et klubshow (læs vores anmeldelse her), var den overordnede oplevelse, at de havde endnu en dag på kontoret: det hele var mere eller mindre som det skulle være, men dét der fik hevet oplevelsen opad fra middelmådig til god, var publikums håndfaste insisteren på at holde en fest, også selvom Megadeth ikke selv gad deltage. Dét sammenhold, den løssluppenhed, den gejst: den var en fornøjelse at være i selskab med. Megadeth selv, til gengæld? Ikke så meget.

Og når man så leverer dårligere end sidst, og publikum ikke selv formår at skabe festen... Ja, så får vi aftenens resultat. Læs med her.

Megadeth:
Op til koncerten tegner det ellers umiddelbart godt: sidste års show på Copenhell var udmærket, det nye album ”Dystopia” har for en gangs skyld fået pæne ord med på vejen, og aftenens begivenhed er udsolgt på en onsdag midt i ferieperioden. Og det starter heller ikke skidt! 
”Hangar 18”, efterfulgt af ”Skin O’ My Teeth”, er garant for en eksplosiv start, og der er hurtigt gang i fællessang og luftguitaren.

Den nye skæring ”The Threat Is Real” lægger dog en dæmper på gemytlighederne, og man frygter at der er flere af sådanne øjeblikke i vente... Hvilket der selvfølgelig er. Selvom lyden er holdbar (dog aldrig sublim, som kun Vega kan gøre det), og det visuelle er udmærket, så kan de nye sange ikke få Vega til at koge, foruden enkelte superfans rundt omkring. Den første tredjedel af sættet består primært af ældre skæringer, og så skal der næsten ikke mere til – men hele midterdelen er foruden ”Tornado Of Souls” kun nyt. Og dér kommer de ”små” huller i muren til syne: Megadeth har (endnu) en dag på kontoret – eller, dvs. Dave Mustaine har. De tre andre musikere gør det ganske habilt, og ser ud til at hygge sig (mere aktive er de dog heller ikke).

Denne passivitet ville muligvis være acceptabel på en weekend, eller hvis det primært var ældre skæringer, men da ingen af delene er tilfældet, føles det fladt, uinspireret, og mest af alt kedeligt i størstedelen af tiden. Og ærligt, Dave: hvis du er så træt som du lyder, måske det så var tid til at genoverveje om du ikke skulle trække stikket – eller som minimum holde en pause?

Når man selv på de gamle klassikere har svært ved at tyde hvad manden synger, er der noget i vejen. Når man mest af alt ønsker sig, at selvsamme herre ti minutter forinden skulle have lukket munden i ”A Tout Le Monde” (det lyder forfærdeligt), ja, så er der noget i vejen. Og det var altså begrænset hvad han kunne præstere tidligere... Rutine er acceptabelt, men ugidelighed er ikke – og det er godt nok svært at finde ud af hvad der er tilfældet denne gang.

I sidste ende redder kun de gamle sange seancen fra at lulle én i søvn. De (Hangar 18, Holy Wars, Symphony Of Destruction, Sweating Bullets, osv. osv.) holder stadig, her 20-30 år senere, og kan bære tingene et vist stykke – men langt fra hele vejen. Megadeth selv mangler tydeligt i ligningen.

Sætliste:
1) – Hangar 18
2) – Skin O’ My Teeth
3) – The Threat Is Real
4) – She-Wolf
5) – Trust
6) – Fatal Illusion
7) – Conquer Or Die!
8) – Lying In State
9) – Poisonous Shadows
10) – Tornado Of Souls
11) – Post American World
12) – A Tout Le Monde
13) – Sweating Bullets
14) – Dystopia
15) – Symphony Of Destruction
Encore:
16) – Mechanix
17) – Peace Sells
18) – Holy Wars... The Punishment Due
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Megadeth_12
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Megadeth_13
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Megadeth_9
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Dækning af Copenhell 2016

Copenhell 2016 er som bekendt veloverstået og i løbet af sidste uge smed vi alle vores koncert anmeldelser, billeder samt samlet vurdering online fra festivalen.

Vores skribenter Gabriel og Andreas var i selskab af vores fotografer Thomas og Jill med for at dække festivalen, det resulterede i 21 anmeldelser, 210 flotte billeder og en overordnet artikel.

 

Du kan her finde en oversigt over hele vores dækning:

Copenhell 2016 – Samlet vurdering

Koncertanmeldelser:

Alice Cooper
Amon Amarth
August Burns Red
Black Sabbath
Blind Guardian
Clawfinger
Converge
Decapitated
Defecto
Dropkick Murphys
Gutterdämmerung
Helhorse
I’ll Be Damned
King Diamond
Megadeth
Monuments
Red Warszawa
Scorpions
Shinedown
Sólstafir
Trivium

Galleri:

Copenhell - Torsdag
Copenhell - Fredag
Copenhell - Lørdag
Copenhell - Death Row/Crowd

Tak fordi du læste med og vi ses på Refshaleøen igen til næste sommer!

Læs mere...

Copenhell 2016 - Samlet vurdering

Jeg skal love for, at Copenhell slog kontra i år. Jeg var der ikke i fjor, - hvad jeg sikkert havde været, hvis jeg havde befundet mig i Danmark. Men programmet var altså underligt. Ikke et ondt ord om hverken Ghost eller Primus, men som hovednavne alligevel?

Og Rise Against? Og Body Count?? Jojo, ting skal da prøves, men der kan ligesom også være så lidt tilbage blandt hovednavnene af det, der egentlig udgør genrens grundstamme, at konceptet med en metalfestival så småt holder op med at give mening.

Når det er sagt, har jeg været rørende glad for at have haft Scorpions og Alice Cooper øverst på plakaten i år. Ja, de spiller “bare” hård rock. Men ved I hvad? Hele heavy metal-genren er en fucking AFART af hård rock, og Scorpions og Alice Cooper har betydet uendeligt meget mere for hele lortet end alt jeres poppunk og highschool-core til sammen. Sagde alle med tilstrækkelig erfaring til at eje kvalificeret indsigt.

Nej, men det er bare én ting. En anden er, at det netop er den type store, samlende oplevelser, der kun kan leveres af navne i den liga, som Copenhell - ja, festivaler i det hele taget - har brug for. Hvorfor skulle man afholde en festival med adskillige tusinde besøgende, hvis folk alligevel bare render og ser meta-niche-bands i hipstervenligt format? Og som både Scorpions og Cooper beviste i år, så virkede det såmænd. Førstnævnte trak den hjem på charme, nostalgi og hits; sidstnævnte leverede det mest underholdende show, Copenhell vel nogensinde har lagt scene til.

Det har dog muligvis været Black Sabbath, der har været talt mest om, og det er med al tænkelig god grund. Når verdens mest betydningsfulde og legendariske metalband giver afskedskoncert i landet, så er der ganske enkelt mødepligt for enhver, der nogensinde har nikket i takt til “Iron Man”. Og at denne koncert skulle foregå på Copenhell er et privilegium, som Jeppe Nissen vil kunne smile over på sit dødsleje. Bill Ward deltog ikke, og Ozzy synger som en tonedøv brøleabe. Men Sabbath gav en dejlig tur ned ad Memory Lane for størstedelen af Copenhells mest massive publikumsskare nogensinde - og en grundig Heavy Metal 101 for den overraskende store mængde børn, der var med i år. (Den slags elementer bør efter min mening ellers holdes i privaten, men det er dejligt at se, hvordan metallen både går i arv og kan appellere til den næste generation. Samt at folk efterhånden godt har indset, at det hele slet ikke er så vildt og farligt, som visse ignorante udenforstående vil påstå.)

At regne Megadeth for et hovednavn finder jeg dog måske lidt spøjst. Men de leverede varen som altid, og de hører jo nok til den type bands, der er fremtidens hovednavne, når de ældste titaner har gjort Sabbath følgeskab. King Diamond levede dog op til sit navn og viste klare tegn på, at det hér med at blive pensionsmoden godt kunne tage sin tid for enkelte titaners vedkommende.

Jeg håber, at Rival Sons med tiden vil kunne opnå status som hovednavn, da de viste sig at være et af få bands på Copenhell i år, der har potentiale dertil. Jeg har aldrig set nogen lignende synergi mellem rendyrket rockenergi og professionalisme. Og at gå fra deres fremragende opvisning til en ligeså god af slagsen med Decapitated siger noget om, hvilken bredde der er plads til på Copenhell. (Når altså de vigtigste kriterier for hovednavne er indfriet, jf. indledningen.)

Red Warszawa endte med at give årets fest. En bedrift jeg ellers havde spået skulle begås af Dropkick Murphys, der dog fik spillet så bravt op til dans, som de nu kunne i den bagende sol, og inden de fleste endnu var blevet ordentligt berusede. Samme type omstændigheder udfordrede også I’ll Be Damned, som dog heller ingenlunde lod sig kue mere, end at de stadig kunne levere den vanlige vare til den vanlige skare. For tidligt til fællessang var det aldeles heller ikke i tilfældet Blind Guardian, som efter 22 års ventetid gæstede Danmark for kun anden gang med et sæt, der omstændighederne taget i betragtning var alt for kort, omend dejligt klassikerspækket.

Trivium og Shinedown holdt gymnasiefest. Entombed A.D. og Abbath buldrede derudaf. Sidstnævnte endda to gange; anden gang i Motörhead-tribute-bandet Bömbers, som spillede i en brandert, der havde gjort Lemmy stolt, men dermed til gengæld leverede numrene så katastrofalt, at han må have roteret i graven. Clawfinger var gode for en nostalgioplevelse, som man muligvis skulle være født i første halvdel af 80’erne for ikke at ryste på hovedet af. Og så fik vi årets ud-af-boksen-oplevelse i form af det stjernespækkede projekt Gutterdämmerung: En kunstfilm castet med prominente medvirkende fra store dele af den verdenskendte metal- og rockscene samt et liveudført soundtrack bestående af hits fra samme. Aparte, men underholdende og interessant.

Noget, som Copenhell skal have ekstra meget ros for i år, er lyden. Jeg har hermed - for muligvis første gang i mit liv - været til en festival, hvor lyden var klar, tydelig og konsistent til samtlige de koncerter, jeg så. Efter et par særdeles vindblæste affærer til bl.a. Behemoth og Triptykon i 2014 er det en kærkommen opgradering af forholdene. Men det er mere end bare dét, for det virker, som om Copenhell har investeret i noget nær verdens mest professionelle lydmænd. Hvad end der er sket, har det i hvert fald virket. Derudover er det skønt at få Helvíti-scenen forlænget med en catwalk. Jeg ville have elsket at se den i brug under Iron Maiden, Twisted Sister eller D-A-D forrige år. Og så skulle jeg i øvrigt takke fra mine ankler for endelig at kunne komme bagom Pandæmonium til det nye bodområde Styx ved siden af Hades, så man ikke skal gå hele vejen over festivalpladsen hver gang.

Copenhell er virkelig blevet omfattende. Udover de bands, jeg ikke fik set, fik jeg heller ikke prøvet andre af de mange spisesteder end Big Bad Wolf, hvis stegt flæsk med kartofler og persillesovs vel efterhånden er berømt selv udenfor Copenhell-kredse. Til gengæld fik jeg en glimrende japansk whisky og et par Lottrup Pale Ale i whisky- og vinbaren på Dokken-området. - Som dog meget gerne må installere et klimaanlæg og dermed tage toppen af den værste saunastemning.

Derudover fik jeg kun kastet et overfladisk blik på Mediemuseets foto-, pladecover- og lyrik-udstilling, Steelborn and Forged in Concrete. Jeg fik slet ikke set Full Metal Jackets-udstillingen af den i metalregi kendte amerikanske fotograf Peter Beste, der i denne omgang har kastet sig over vores battleveste som motiv. Til gengæld fik jeg foreviget min egen vest i boden hos det nyligt åbnede RagnaRock - Museet for Pop, Rock og Ungdomskultur - en ganske indlysende samarbejdspartner for Copenhell, som jeg håber, kommer til at lave lignende projekter på festivalen fremover.

Det blev heller ikke i år, jeg prøvede det dersens Smadreland. Og Copenhells notoriske Biergarten, som nu er vokset til tremasters skonnertstørrelse, fik jeg heller ikke besøgt mere end et par hurtige gange ind-og-ud, som man siger. Dette kan dog skyldes, at Bodega Tutten har overtaget det gamle Biergarten-telt, der nu pludselig virker helt småt og hyggeligt. Hér kan man tale og høre hinanden, og hér kan man få så’n en H.C. Andersen-øl, så branderten pludselig bliver pengene værd.

Et af mine store kritikpunkter til Copenhell er nemlig fortsat ølpriserne. “Jamen-sådan-er-festivalpriser-og-de-skal-have-det-til-at-gå-op-med-økonomien” og bla, bla, bla. Overpriser er overpriser. +100 kr./liter for Royal er alt, alt for meget, ligemeget hvor i verden man befinder sig. Og det kan ikke passe, at man skal give TRES kr. for en øl, der normalt fås i håndkøb til TOLV kr. i Netto, bare fordi man er på en bestemt side af et hegn. Så må I sgu få Trooper eller Chimay på programmet!

En anden ting er vejret, - hvad festivalledelsen jo til gengæld ikke kan gøre så meget ved. Der har været dejligt meget varme og solskin, og jeg er blevet dejligt bagt på armene og i skallen. Men jeg hader regn, og jeg hader at bo i et land, hvor det skal regne i en periode, der skulle forestille at være “sommer”. Rend mig i røven; jeg flytter fandme til Spanien.

Nå. Men tror I, jeg har tænkt mig at give Copenhell 2016 en tilnærmelsesvist ringe samlet karakter?

Var I der?, kunne jeg måske også spørge. Fornemmede I bassens svingninger i næseborene og riffs’enes rykken i nakkehvirvlerne? Mærkede I varmen fra ildkanonerne? Lod I kroppen køle indefra af fadøl efter fadøl? Brugte I også alt for mange penge? Blev I hæse, fordi I skrålede med på “Poison”, “N.I.B” og “Rock You Like a Hurricane”? Krammede I den ene glade ven efter den anden? Oplevede I stemningen? - Den særlige Copenhell-stemning, som der er sagt og skrevet så meget om, at jeg knapt tør nævne den af frygt for at blive kaldt et plagiat af nogen.

Hvis du kan svare ja til bare et par af disse spørgsmål, kære læser, så vil du - ligesom jeg - fandengaleme på Copenhell igen.

Vi ses på Danmarks fedeste festival i 2017.

 

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016! 

  • RIVAL SONS_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • HAVOK_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • DECAPITATED_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Megadeth - Copenhell 2016

Indrømmet: Megadeth bliver aldrig mit foretrukne thrash-band. Dels er Dave Mustaine som bekendt en paranoid, højrerabiat, kristen fundamentalist; dels har han alle dage prøvet hårdt på at bevise så meget rent musikalsk overfor ekskonen Metallica, at det gerne har haft den modsatte effekt på hans sange, end han har intenderet. Flere passager er retningsløse og principielt overflødige. Og mandens riffs er kun sjældent lige så catchy som Hetfields.

Men alt dette til trods - og af en fyr at være, der giver mig lyst til at skyde mig selv, hver gang han udtaler sig i medierne, - gør Mustaine det forbandet svært for mig ikke at holde af hans band, når han går på scenen med det. Men det er jo også klart med den mængde klassikere. - Som trods alt er klassikere af mangen en god grund.

Jeg ved ikke, om Megadeth nogensinde får et federe åbningsnummer til en koncert end “Hangar 18”. Jeg kan ikke huske, hvor længe de har indledt med den, men det er egentlig også ligemeget. Det er en festivalkoncert, og selvom Megadeth står blandt plakatens øverste navne, forventer jeg ikke de store overraskelser.

Men det får jeg. I kraft af numrene fra den nye skive “Dystopia”, som jeg ikke har hørt, fordi der er alt for meget musik i verden til, at jeg kan bruge min fritid på det hele. Slagere som “Wake Up Dead”, “In My Darkest Hour” og “Peace Sells” spædes op med en velafmålt mængde nye, glimrende skæringer som “Poisonous Shadows”, “The Threat is Real” og “Fatal Illusion”.

Det slår mig, hvor meget de nye numre strukturelt minder om klassisk Megadeth, men alligevel lyder inspirerede og vedkommende. Lige så store faktorer er den knivskarpe lyd - selv heroppe fra bakken - og de dybt professionelle musikere, som bandets mastermind på en eller anden måde altid formår at få samlet omkring sig. Lidt apropos dedikeres “Tornado of Souls” passende nok til tidligere trommeslager Nick Menza, der døde for nylig i en alder af kun 57.

Der er alt mulig god grund til, at aftenens største bifald tilfalder hits’ene “Sweating Bullets” og “Symphony of Destruction”. Selvom jeg alle dage har fundet begge numre lige lavpandede nok ift. deres generelle omgivelser, er Megadeth nu engang bedst, når Mustaine skærer ind til benet og koncentrerer sig om de få, enkle idéer. Af samme grund savner jeg skæringer som “Trust”, “Skin o’ My Teeth” og min favorit, “Angry Again”. Men som sagt forventede jeg ikke overraskelser - og for den sags skyld heller ikke så meget andet. Men det fik jeg som sagt.

Eller, okay, storskærmsgrafikken i den altkonkluderende “Holy Wars… The Punishment Due” får mig faktisk til at studse lidt. Det skal åbenbart forestille at være et slideshow af berømte krigsledere, diktatorer og all-round onde mennesker. Og så er Barack Obama med. Jojo, ham ved jeg udmærket, at Mustaine hader. Men så er Jesus også med. Og Hitler. Og Charles Manson. Selvom Mustaine kundgør, at sangen betyder “the same fucking thing today as it did back then”, er jeg lige blevet i tvivl om, hvad manden egentlig mener.

Men det får være. Det er som bekendt umuligt at diskutere med rabiate. Lige så svært er det til gengæld at diskutere med den magtopvisning, Megadeth leverede på Copenhell 2016.

 

Liste over hele vores dækning af Copenhell 2016!

  • TRIVIUM_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • TREMONTI_2
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • MEGADETH_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet fra Copenhell 2016!

Læs mere...

Megadeth - Dystopia

Der er ingen tvivl om, at Megadeth har været en af de væsentligste spillere på thrashscenen. Der har dog heller ikke hersket tvivl om at de har leveret noget skrammel i ny og næ … men på dette 15. album viser Dave Mustaine, hvor skabet skal stå.

Selvom der har været uro i lejren, med afgang fra først trommeslager Shawn Drover og siden guitarist Chris Broderick. Pludselig var Megadeth bare Mustaine og bassisten Dave Ellefson. Nu skal der jo ikke herske nogen tvivl om, at Megadeth og Dave Mustaine mere eller mindre altid har været en symbiose, der ikke har tilladt andre at bidrage med meget andet, end deres arbejdskraft i studiet på på scenen. Men ikke desto mindre begyndte rygterne hurtigt at svirre om, at d'herrer Nick Menza (trommer) og Marty Friedman (guitar), der var med på mesterværker som Rust In Peace og Youthanasia. Det blev dog ikke til noget. Til gengæld tryllede Mustaine Chris Adler, der normalt spiller trommer i Lamb of God, og guitaristen Kiko Lourerio frem – og det var ikke et helt tosset valg.

Det har i hvert fald resulteret i en af Megadeths stærkeste udspil i mange år (nej, vi kommer ikke på højde med Rust in Peace, men det ville også være at sætte barren højt).

Pladen åbner med den dystre ”The Threat is Real”, der er kendetegnende for den samfundskritiske og harske plade, der er en tour de force i thrashmetal, som det lød i slutningen af firserne. Det efterfølgende titelnummer fortsætter i samme spor, hvor Chris Adler klarer sig fantastisk bag tønderne og Lourerio viser, at han sagtens kan følge med Mustaines guitarfræs.

At Mustaine altid har været en arrig rødtop er heller ikke nogen hemmelighed – ligesom han ikke har lagt skjul på sine politiske standpunkter på noget tidspunkt. Men om det er nødvendigt at udpensle sine holdninger så tydeligt som han gør i ”Post-American World”, kan diskuteres. Med ordene ”If you don't like where we're going, then you won't like what's coming next” har han nærmest skrevet en slagsang til Donald Trumps igangværende valgkampagne. Men hvis man ser bort fra hans egne formørkede menneskesyn, kan man ikke andet end at holde af nummeret – for det holder!

Et af de få fejltrin Mega-Dave begår på Dystopia, er ”Poisonous Shadows”, der er sølet ind i strygere. Det virker som et forsøg på at lave et storladent og pompøst nummer, men det lyder lidt som om, den gode Mustaine lige har fået fat i Garage Band, og er blevet lige lovlig begejstret for de indbyggede strygere – det bliver for klistret. Helt galt går det i afslutningen, hvor der lige pludselig skal spilles klaver … den passage kan jeg kun anbefale at springe over.

Til gengæld kan vi danskere da føle os stolte over at vores litterære stolthed, H.C. Andersen også har fundet vej til et Megadeth-album, når Mustaine på ”The Emperor” synger om, at der ikke er nogen der tør sige, kejseren ikke har noget på.

Den sidste anke jeg har til albummet, er afslutningsnummeret, der er en coverversion af punkbandet Fears ”Foreign Policy”. Det virker unødvendigt, for der er vel ikke mange, der er i tvivl om at thrashmetal udspringer af punkscenen … så jeg har svært ved at se, hvad denne version bidrager med i det store billede, samtidigt med, den falder en anelse udenfor de andre, glimrende, numre.

Men bortset fra det, har Dave Mustaine med sin nuværende konstellation begået en plade, der i høj grad er godkendt; Megadeth spiller stadig thrash, som The Big Four gjorde i starten – og er blandt ét af de navnkundige bands, der stadig gør det.

Trackliste:
1. The Treat is Real
2. Dystopia
3. Fatal Illusion
4. Death from Within
5. Bullet to the Brain
6. Post-American World
7. Poisenous Shadows
8. Conquer … or Die!
9. Lying in State
10. The Emperor
11. Foreign Policy

Total spilletid: 46:51

 

Læs mere...

King Diamond vender hjem til Copenhell

  • Udgivet i Nyheder

Copenhell siger god jul med fire nye navne til 2016-plakaten: Den danske metallegende King Diamond, Decapitated, Blind Guardian og Beartooth!

Copenhell skriver:
”Det bliver en perfekt uhellig treenighed, der vil sprede deres musikalske mørke ud over hele Refshaleøen til sommer, når BLACK SABBATH og ALICE COOPER får selskab af legendariske KING DIAMOND. Bandet spiller for første – og muligvis sidste – gang hele deres ikoniske ”Abigail”-album på dansk grund og kalder selv deres kommende COPENHELL 2016-optræden for deres mest ambitiøse og dramatiske horror-produktion til dato. Vi tør godt garantere publikum en fuldstændigt uforglemmelig oplevelse!

Polske DECAPITATED har også sluttet sig til plakaten og vil levere knusende hård og teknisk overlegen dødsmetal. Bandet er tilbage for fuld kraft efter den tragiske trafikulykke i 2007, der berøvede det for to medlemmer, og har formået at skabe en helt ny lyd, der rummer både deres gamle dyder og ny inspiration – og som stadig føles som at blive kørt over af en damptromle.

Den tyske metalbastion BLIND GUARDIAN supplerer med fænomenal speed- og power-metal. De gamle veteraner har lige siden midten af firserne opbygget en kæmpestor og dedikeret fanskare, og der vil med garanti ikke være et øje tørt blandt deres diehard-fans ved udsigten til at opleve dem på dansk grund.

Populære BEARTOOTH runder af med brutal, adrenalinpumpende metalcore, der er som skabt til uhæmmet vilde moshpits. Hvis ikke de musikalske øretæver er hårde nok, kan de blå mærker uden tvivl mærkes bagefter!

Med under halvdelen af alle festivalens bands offentliggjort før jul er COPENHELL 2016 allerede nu den perfekte musikfest for fans af alle de hårde genrer, som vil opleve både kendte og populære favoritter og blive overrasket af helt nye bands.”

 

Copenhell løber af stablen den 23. til 25. juni og finder som altid sted på Refshaleøen i København.

Læs mere...

12 nye navne offentliggjort på Copenhell 2016

  • Udgivet i Nyheder

12 nye bands er i dag offentliggjort til at spille sammen med Black Sabbath på Copenhell 2016. Her er blevet plads til alt fra punkrock til rapmetal.

De største tilføjelser i programmet må være Alice Cooper og Megadeth. Et program som også vil bestå af spændende og legendariske bands som Dropkick Murphys, Converge og Clawfinger.

Copenhell skriver følgende:
”Det første hårde slag med hammeren på ambolten var BLACK SABBATH, som skabte den bedste billetsalgsstart i hele COPENHELLs historie. Nu slår det for alvor gnister med frigivelsen af endagsbilletter og 12 nye, rødglødende bands offentliggjort til COPENHELL 2016.

Direkte fra den brandvarme smedje kommer den kontroversielle shock-rocker ALICE COOPER, som vil piske publikum med en kæde af klassiske hits og indhylle alt og alle i sit dystopiske, brutale musikunivers fyldt med mareridt, blod og seriemordere. Der er statsgaranti for underholdning i absolut topklasse lige fra det sekund, hvor dette kæmpestore musikikon træder ind på scenen!

De populære thrash-konger MEGADETH vil starte en regulær musikalsk slåskamp med deres tordnende trommer, rasende riffs og vilde sange om død og ødelæggelse. Bandet spillede på den første COPENHELL-festival i 2010, men måtte desværre aflyse deres koncert i 2014, så de er nu klar til et kolossalt comeback på Refshaleøen!

DROPKICK MURPHYS drager ud på deres 20-års jubilæumsturné i 2016, og deres hidsige keltiske punkrock vil fælde folk på stribe. Det nye retrorock-brag RIVAL SONS og Mötley Crue-bassisten Nikki Sixx’ hardrock-band SIXX:AM vil levere en hård 1-2-kombination til kæben og mellemgulvet – efterfulgt af en solid lige højre fra hardcore-pionererne CONVERGE. Hvis nogen stadig står op efter dén omgang, står provokatørerne fra CLAWFINGER klar til at sende dem til fuld tælling med deres slagkraftige rap-metal.

EPICA, der aldrig før har spillet i Danmark, supplerer med stemningsfuld symfonisk metal, mens danske HELHORSE spiller en vis legemsdel ud af bukserne – denne gang på Hades-scenen, så alle får mulighed for at opleve bandets forrygende blanding af sludge-metal og rock’n’roll. NORMA JEAN og AUGUST BURNS RED står for festivalens hårdtslående og altid populære metalcore-indslag, og endelig kan publikum opleve progressiv avantgarde-metal fra MONUMENTS.

Med de første 13 bands på plakaten understreger COPENHELL 2016 for alvor festivalens målsætning om at favne bredt i de hårde genrer med et komplekst og interessant musikprogram, hvor nostalgi og innovation går hånd i hånd. Husk, at det her blot er begyndelsen – mange flere bands følger!”

Læs mere...

Copenhell offentliggør D-A-D som erstatning for Megadeth

I sidste uge meldte Megadeth ud, at bandet desværre må aflyse deres kommende tour planer, da bassist David Ellefson tager en pause fra bandet for at bruge tid sammen med sin familie efter hans brors død.

Og dermed aflyste bandet også deres optrædende på årets Copenhell festival i København, nu har festivalen så fundet deres erstatning til Megadeth. Erstatningen finder de i den danske rock gruppe D-A-D, som vil fremføre deres gennembruds album ”No Fuel Left For The Pilgrims” fra 1989. Copenhell skriver:

”D-A-D spiller legendarisk gennembrudsalbum på COPENHELL! For første gang nogensinde spilles ”No Fuel Left For The Pilgrims” i sin helhed!

Det kommer kun til at ske én gang, og det bliver på Nordens vildeste festival. I anledning af 25 års-jubilæet for D-A-D’s gennembrudsalbum, ”No Fuel Left For The Pilgrims” fra 1989, opfører bandet hele albummet på dette års COPENHELL.

Og det er på ingen måde tilfældigt, at det er på COPENHELL, at D-A-D gennemfører denne helt ekstraordinære fan-treat. ”No Fuel Left For the Pilgrims” er en hidsig blanding af punk, rock og metal, og med klassikere som "Jihad", "ZCMI", "Ill Will" og selvfølgelig megahittet "Sleeping My Day Away" venter der publikum en oplevelse af de helt store og absolut sjældne.

D-A-D, der i år fejrer 30 års jubilæum, erstatter amerikanske Megadeth, der forleden måtte aflyse hele deres turné på grund af et dødsfald tæt på bandet. D-A-D spiller deres meget eksklusive koncert fredag nat på COPENHELL til festivalens 5 års jubilæum. Vi ses snart på Refshaleøen!!!”

 

Artwork

Læs mere...

Megadeth aflyser deres kommende tour planer, inkl. Copenhell

Megadeth har offentliggjort at bandet desværre må aflyse deres kommende tour planer, da bassist David Ellefson tager en pause fra bandet for at bruge tid sammen med sin familie efter hans brors død. 

Ellefson’s bror døede mandag den 19. maj af kræft.

 

Megadeth skriver følgende:
"Megadeth has canceled immediate tour plans as bassist David Ellefson and his family mourn the loss of his brother, who passed away on May 19, in Minneapolis, Minn. after battling cancer. A private family funeral service will be held.

The band sends their deepest condolences and prayers to David during this time and ask that the fans please do the same.”

 

Copenhell skriver følgende:
“Megadeth har desværre lige aflyst alle deres fremtidige tourplaner grundet Dave Ellefsons brors død. Vi vender tilbage med mere nyt snarest.”


Megadeth - Super Collider

 

Hvilke band håber du erstatter Megadeth på Copenhell? Skriv en kommentar nedenfor og lad os høre din mening!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed