fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Slayer, Lamb Of God, Anthrax - Royal Arena, 03.12.18

Giganterne takker af. Det er sidste runde. Sidste dans. Sidste chance. Om Slayer behøves der ikke sige mange ord, for hvad er ikke allerede blevet sagt og hvem i vores metalfællesskab skulle ikke kende dem i forvejen? Dette er sidste runde, og alle ved det. Lad os sende dem afsted med manér.

Anthrax:
Jeg når ikke at høre Obituary (”forbandet” være de store koncerters starttidspunkter), så det første band i aften bliver for mit vedkommende Slayers åndelige lillebror, Anthrax. Det er på flere måder passende med lige præcis disse herrer som opvarmning, for både musikken har flest fællestræk og så har Anthrax altid været den mindste af de fire store – selvfølgelig skal de have lov at lægge Slayer i graven imens de selv holder ud endnu en dag. Og det er til tonerne af Panteras ”Cowboys From Hell” at de gæve gamlinge går på scenen, hvorefter det støder direkte over i ”Caught In A Mosh”. En glimrende start.

Retrospektivt er der syv sange til rådighed og der spildes derfor ingen tid. Det herlige ved Anthrax er først og fremmest, at man altid er garanteret et godt show som minimum: alle som én i gruppen er showmen, guitaristerne/bassisten smiler, headbanger og er i noget nær konstant bevægelse, trommeslageren fyrer skiftevis evner og lir af i én ruf – og så er der den altid drevne og selvsikre frontmand Joey Belladonna, der mærkbart er til stede og jævnligt kommunikerer op/eller opildner publikum, og det uden det på noget tidspunkt bliver for meget eller bare påtaget. Lysshowet er dertil godt og ligeså solidt som bandet selv, men lyden er til gengæld et stykke fra optimal (selv med ørepropper buldrer og runger det en hel del). Dét kombineret med et publikum der trods et rimeligt engagement ikke som sådan er her for at se Anthrax, hvilket kan mærkes i feedbacken (eller manglen på samme), så holder det sig hele de små 35 minutter solidt på den gode banehalvdel.

Der er en overvægt af materiale fra ”Among The Living”, men også et cover af Joe Jackson’s ”Got The Time” og et par nyere skæringer får plads hvor især ”Fight 'Em 'Til You Can't” – det er fandme et fedt nummer! Og ligesom ”Cowboys From Hell” introen lurede inden første sang, således afsluttes sidste sang med outroen fra samme sang, hvilket kun føles en smule ironisk når det er ”Indians” der lukker og slukker. Stadig, det er solid opvarmning. 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Caught In A Mosh
2) – Got The Time (Joe Jackson cover)
3) – Efilnikufesin (N.F.L.)
4) – Be All, End All
5) – Fight 'Em 'Til You Can't
6) – Antisocial (Trust cover)
7) – Indians
Kilde: www.setlist.fm

Lamb Of God:
Så jeg har lige fundet ud af at Chris Adler ikke er med… Men det her er stadig hovednavnet for mit vedkommende. Til et kæmpe backdrop med både banner, flag, et trommepodie og indbyggede trapper på scenen starter det overbevisende ud med først ”Omerta” og derefter en hellig treenighed i form af ”Ruin”, ”Walk With Me In Hell” og ”Now You’ve Got Something To Die For”. JA TAK! Det er simpelthen for lang tid siden de her herrer har været forbi, og det kan mærkes begge veje. Allerede i ”Walk…” er der både pit og en hel del bouncing, og Lamb of God selv er som vanligt tight og rigeligt aktive, men det er nu engang Randy der stjæler showet som han hopper rundt, svinger sine dreadlocks eller opildner de forsamlede. Sindssyge stodder.

Lyden er ond, helt decideret ond, og så er den tung og møgskarp. Det er som det skal lyde, halv voldtægt af øregangene og halv ubeskrivelig skønhed. Lydbilledet kunne godt fremstå klarere og mere tydeligt, men det kan nemt overhøres: man behøver blot at tage et kig mod Randy, så er dét glemt. Eller man kan fokusere på lyset, for det er til ren topkarakter, dynamisk og detaljerigt som det svinger ubesværet mellem stemninger.

Selvom Lamb of God er yngre end både Obituary og Anthrax får de den længste spilletid af de tre. Ni sange er der tid til og kun to af disse er af nyere karakter (specifikt ”512” og ”Engage The Fear Machine”, begge fra 2015’s ”Sturm Und Drang”). Vi ledes derfor med sikker hånd igennem et velkendt bagkatalog der ikke er ét sekund for langt. De næsten gådehudsfremkaldende ”HELL NO!”-tilbagekald i ”Blacken The Cursed Sun”, det imponerende tekniske arbejde i grooveren ”Laid To Rest” og endelig folkefest med circlepit og fællessang under ”Redneck” (for det her er en motherfucking invitation, glem aldrig det) konstituerer den sidste tredjedel af koncerten. Inden vi siger farvel bliver det også annonceret, at bandet svinger forbi Copenhell til sommer. Så kan der vist ikke findes en bedre måde at kigge frem mod Slayer på. Godt nok var der ingen ”Black Label”, der ellers en gammel tradition efterhånden, men mon ikke den er at finde til sommerens sætliste? Man kan håbe på det. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Omerta
2) – Ruin
3) – Walk With Me In Hell
4) – Now You’ve Got Something To Die For
5) – 512
6) – Engage The Fear Machine
7) – Blacken The Cursed Sun
8) – Laid To Rest
9) – Redneck
Kilde: www.setlist.fm

Slayer:
Gary Holt er ikke med os i aften, da han er taget hjem for at pleje sin døende far: det kan man jo svært holde imod ham, så i stedet får vi nu tidligere guitarist i Machine Head, Phil Demmel, til at overtage. Ikke at det gør den store forskel. Alt er nøje tilrettelagt uanset udskiftningen.

Til tordnende trommer, rødt lys, røg, omvendte kors, ild, pentagrammer og et dejlig brutalt banner falder tæppet og Slayer er i huset, først med ”Repentless” men ellers med skæringer fra samtlige albums udover ”Undisputed Attitude” og ”Diabolus in Musica” (også respektivt bedre kendt som coveralbummet og ”det ene dårlige Slayer-album”) og ellers med en klar overvægt af sange fra før 2000. Der er nok ikke nogen fans der er gået skuffede hjem på den konto og fællessangen (så meget der nu er muligt) begynder da også allerede i ”Disciple” med den folkekære lyrik ”GOD HATES US ALL!”, her også med omvendte kors. Af ild. Naturligvis.

Helt generelt skal ild vise sig at spille en central rolle. Fra røgen og den repeterende blodrøde belysning til selve flammerne. Det visuelle aspekt er fantastisk fra start til slut og i sig selv værd at kigge på. Lydmæssigt står det også godt til, selvom den knivskarpe kant fra Lamb of God nu er væk så bl.a. trommerne lyder lidt gungrende i det. Men så igen, Slayer selv er også noget gungrende i det. Det er mandag og de kan derfor læne sig tilbage og køre den hjem på rutinen, hvilket da også er præcist hvad der sker. Araya presser på ingen måde hverken sin stemme eller sin fysik og selvom både guitar- og trommespillet er som det skal være er det kun det, som det skal være. Publikum derimod er et af de mest taknemmelige i mands minde. Der er konstante tilråb, klapsalver og jubelbrøl og selvom der aldrig opstår en kontinuerlig pit er stemningen elektrisk: jeg spotter fremmede skåle sammen for en kort stund at finde fællesskab, og det er sgu skønt at se. Så, (delvist) hul i at Slayer ikke selv er helt det samme sted, for de forsamlede nyder det i fulde drag uagtet.

Slayer har forberedt sig grundigt på forhånd og koncerten skal vise sig at være inddelt i visuelle akter. Ved ”War Ensemble” kommer et nyt banner frem på scenen og der skiftes til et grønt/gult farvetema. Stadig med ild, altid mere ild. De siger dog ikke meget selv: først efter tre kvarter bliver der hilst på publikum og en enkelt sang introduceres ved ordene ”payback’s a bitch” og med formaninger om, at sangen handler om karma. Her skiftes der også farvetema igen, denne gang til blå/hvid og ved ”Seasons In The Abyss” kommer et nyt banner til syne samt mere fællessang. Overordnet rykker vi os aldrig, men det skal forstås på både godt og ondt: intensiteten og publikums engagement er noget nær det samme igennem de 19 sange, og det er højt, men omvendt er der heller ikke nogle steder hvor det virkelig klikker undtagen mod slutningen.

Men man keder sig ikke, tag ikke fejl. Og selvom Slayer kører den på rutinen er der i det mindste én mand der virker til at have sit livs højdepunkt, nemlig Phil Demmel. Han er ét stort smil hele vejen igennem og kan heller ikke lade være med at synge/råbe teksterne for sig selv. Det er en sjov kontrast til de andre tre herrer der ser ud til at have det middelmådigt fra start til slut. Men der er til gengæld intet middelmådigt ved de tre sidste sange, for her kommer ”Raining Blood”, ”Chemical Warfare” og ”Angel Of Death” samt det blodrøve farvetema fra første akt – og ild, ild og mere ild. Mellem de mange glædesudbrud går der et lille gys igennem mig: det her er sidste gang. Og så tager publikum da også (endelig) affære fra den hidtil stillestående reception: nu begynder en pit oppe foran. Det ender derfor med et højdepunkt, i høj grad båret af publikum, selvom det at se Tom Araya stå og kigge lydløst udover os efter ”Angel of Death” i flere minutter, der her føles markant længere, også er... ja til at tage og føle på. Som om han selv har svært ved at begribe at det nu er slut. Og således er det. Tak for det hele, Slayer, I både startede og sluttede mere end værdigt.

Sætliste:
1) – Repentless
2) – Blood Red
3) – Disciple
4) – Mandatory Suicide
5) – Hate Worldwide
6) – War Ensemble
7) – Jihad
8) – When The Stillness Comes
9) – Postmortem
10) – Black Magic
11) – Payback
12) – Seasons In The Abyss
13) – Dittohead
14) – Dead Skin Mask
15) – Hell Awaits
Encore:
16) – South Of Heaven
17) – Raining Blood
18) – Chemical Warfare
19) – Angel Of Death
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Lamb of God - The Duke

Der florerer en video på Youtube, som omhandler tiden hvor Randal Blythe (vokal) fra Lamb of God fik en fan tæt ind på livet. Denne fan ved navn Wayne Ford havde fået sin dødsdom, da han var diagnosticeret med leukæmi. Blythe støttede op om ham gennem koncerter og video chats under indspilningerne til bandets seneste album ” VII – Sturm und Drang”, samtidig med at han snakkede en del med hans familie. En meget rørende video, som man bør tjekke ud.
Alt dette bringer os frem til EPén ”The Duke”, som er dedikeret til dette menneske, og det er der kommet en ganske udmærket EP ud af. Titelnummeret er et ganske stille og roligt midtempo groove track, ja, nærmest en semi-ballade, som – når man tænker over det lyriske tema – går rent ind. Det næste og sidste studio track ”Culling” er et mere klasssisk Lamb of God smadder-derudaf-track...ikke dårligt, men titelnummeret er federe. Der sluttes af med tre live tracks, som viser at bandet bestemt har attitude, og kan levere varen live med masser af fed live stemning.
Jeg har aldrig været den store fan af EP'er, da jeg synes det er for lidt man får for pengene, men her er det nu ikke så skidt endda; 2 studio numre hvoraf titelnummeret vinder førsteprisen, plus noget fed live stemning med en mere end godkendt lyd, og så i en god sags tjeneste...den kan godt forsvares. Rest in peace Wayne Alan Ford!
 
Tracklist:
1. The Duke 4:31 
2. Culling 3:32
3. Still Echoes (Live from Rock am Ring) 4:34 
4. 512 (Live from Bonnaroo) 4:48 
5. Engage The Fear Machine (Live from Bonnaroo) 4:48
Samlet spilletid: 22:16
 
 
Læs mere...

Lamb Of God - VII: Sturm Und Drang

Få bands har været lige så toneangivende indenfor groovemetallen fra 00'erne og frem som Virginia-bandet Lamb Of God, og det med god grund. Lamb of God har en letgenkendelig lyd, som de i nogen grad viderefører på deres syvende langspiller 'Sturm Und Drang'. Det er tunge og dybe temaer der ligger til grund for denne plade, da den i høj grad omhandler forsanger Randy Blythes fængsling og emotionelle nedtur, der fulgte i kølvandet på en koncert i Prag, hvor Blythe skubbede en fan af scenen, hvilket ledte til dennes død.

Selvom man med det samme kan genkende Lamb Of Gods karakteristiske groovende metal, er de alligvel nået langt siden debutpladen 'New American Gospels' momentvise sludge og blackmetal tendenser. På 'Sturm Und Drang' trykker Lamb Of God speederen helt i bund, og pladen bærer i høj grad præg af en thrashet "ud-over-stepperne" tendens. Således åbner Lamb Of God pladen med bangeren 'Still Echoes', der er et klassisk velskrevet Lamb Of God-nummer. På den følgende skæring 'Erase This' overraskes lytteren med en talkbox-guitarsolo, der nok desværre virker en smule malplaceret i et ellers velskrevet nummer. Tredjeskæringen og førstsinglen '512', der også er et a pladens absolut bedste numre, har et hjerteskærende godt omkvæd: "My hands er painted red/my future's painted black/ I can't recognize myself/ I've become someone else/ My hands are painted red", og er Randy Blythes refleksion over skyldsspørgsmålet i den føromtalte sag fra Prag.

Generelt forsøger Lamb Of God sig med en del nye elementer på 'Sturm und Drang', og blandt andet på 'Embers' har Lamb Of God for første gang i deres diskografi bragt gæster med ind i studiet, hvor Deftones forsanger Chino Moreno lægger gæstevokal til. Også på singlen 'Overlord' forsøger Lamb Of God sig med en ny musikalsk retninger, der trækker en del på grungetendenser og Randy Blythes aldrig før hørte cleanvokal, før den igen går over i bandets velkendte bombastiske lyd.

Lamb Of God har med 'Sturm und Drang' begået en fin plade med mange gode skæringer. De bør have et anerkendende nik med på vejen, fordi de tør udforske deres lyd og inddrage nye elementer. Der er ingen tvivl om at disse nybrud nok skal dele vandene mellem inkarnerede fans, men personligt kunne denne anmelder godt have været førnævnte talkboxsolo foruden.

Summa sumarum formår Lamb Of God at holde sig relevante og interessante med 'Sturm Und Drang', og det er rent lyrisk nok deres hidtil mest vellykkede plade, der også gemmer på mange fine melodier.

Tracklist:

1. Still Echoes
2. Erase This
3. 512
4. Embers
5. Footprints
6. Overlord
7. Anthropoid
8. Engage The Fear Machine
9. Delusion Pandemic
10. Torches
Samlet spilletid: 48 min. 07 sekunder.

 

Læs mere...

Stream Protest The Hero’s nye album “Volition”

  • Udgivet i Nyheder

“Volition”, det fjerde album fra det canadiske progressive metal band Protest The Hero, kan nu streames i sin helhed, stream albummet nedenfor i YouTube klippet.

Opfølgeren til ”Scurrilous” fra 2011 udkommer den 28. oktober igennem Razor & Tie/Spinefarm.

Efter gruppens trommeslager Moe Carlson forlod bandet, er trommerne på albummet blevet indspillet af Lamb Of God’s Chris Adler. Og til gruppens kommende tour planer har bandet rekrutteret Mike Ieradi som deres nye trommeslager.

 

"Volition" track liste:

01. Clarity
02. Drum-Head Trial
03. Tilting Against Windmills
04. Without Prejudice
05. Yellow Teeth
06. Plato's Tripartite
07. A Life Embossed
08. Mist
09. Underbite
10. Animal Bones
11. Skies

 

Protest The Hero - Volition (Full Album Stream)

Læs mere...

Lamb Of God offentliggør dokumentar trailer

  • Udgivet i Nyheder

En ny dokumentar fra metal bandet Lamb Of God, der blandt andet består af optagelser og interviews fra Randy Blythe’s manddrab retssag, få sin debut næste måned, hvor dokumentaren vil blive vist på International Documentary Film Festival i Amsterdam, Holland fra den 20. november.

Dokumentaren er lavet af instruktøren Don Argott, som blandt andet er kendt for sin dokumentar om Bobby Liebling og heavy metal bandet Pentagram.

En trailer til dokumentaren, som har fået titlen ”As The Palaces Burn”, kan ses her:

Læs mere...

Lamb Of God frontmand og Corrosion Of Conformity medlemmer slå sig sammen

Lamb Of God frontmanden Randy Blythe har fornyligt slået sig sammen med medlemmer fra Corrosion Of Conformity på en ny sang med titlen “Hung Out To Dry” til et nyt project kaldt Teenage Time Killer, inspireret af en sang fra det pritiske anarcho-punk/deathrock band Rudimentary Peni.

 

Blythe har givet følgende udtalelse om projektet:

"[CORROSION OF CONFORMITY's] record 'Animosity' is a HUGE influence on me. In fact, the vocals on that record by [C.O.C. drummer Reed Mullin and bassist/vocalist Mike Dean] were the first screaming type music I tried to sing along to, EVER.

"Reed had a track he wanted me to write lyrics for and sing on, so I did (title is 'Hung Out To Dry'). It's old-school C.O.C.-style thrash punk and I killed it on the mic — SO FAST!

"It was a huge honor for me to work on this. It will eventually come out as a project called TEENAGE TIME KILLER (named after a RUDIMENTARY PENI song) with a bunch of cool vocalists.

"The instruments were recorded at Dave Grohl's studio (watch his documentary, 'Sound City' — track was recorded on THAT board). Grohl will add a couple of guitar tracks to the tune too. So good!"

Læs mere...

Copenhell 2012: Skeletonwitch, Killswitch Engage, Brutal Truth, Anthrax

Copenhell er på meget kort tid blevet STEDET at komme en gang om året for at høre smadder. Her er stemningen og lineup som kan gøre Roskilde til skamme og festivalen er et sandt mekka for dem af os der ikke gider betale godt 2000 kr. for at høre fire metal bands. Jeg ankom forholdsvis tidligt, fik mit gear og begav mig så ellers ned til et bådhus for at få mig en øl og noget at spise inden det gik løs for alvor. Lokaliteten var et af de ting jeg finder mest irriterende ved Copenhell. Ganske vidst er pladsen ideel med sine værftsbygninger og asfalterede pladser begroet af ganske lidt grønt, men den ligger meget langt fra Christianshavn station og er man, som mig, ikke en af dem der gider stå i en overfyldt københavner bus, men mener at man sagtens kan klare gåturen derud, så er der en kende langt. Dertil kommer så at man betaler oceaner af penge for en smule mad og noget koldt at drikke og jeg havde på forhånd hørt, at Copenhells vagter var meget grundige i deres gennemsøgninger af folk. Det var derfor helt vidunderligt at finde ud af at der intet var at frygte. Jeg vadede direkte ind med en liter vand uden at nogen nogensinde stoppede mig for at checke min taske eller min person. Men nok om det...

Skeletonwitch
Et af de bands jeg personligt havde set frem til på denne første dag var Amerikanske skeletonwitch, der leverer lidt af et blandingsprodukt. Lidt thrash mixet med nogle influenser fra black metal og sådan lidt af det hele. Jeg hørte deres forrige album for år tilbage og var derfor glædeligt overrasket da de åbnede med nummeret ”Submit To The Suffering” der blev leveret punktligt og præcist. Og sådan var det for resten af koncerten. Det var to the point, no bullshit og efter min mening drøn hamrende kedeligt. Den eneste der bevægede sig en smule var forsangeren, mens resten af bandet stod stille og leverede deres musik før de takkede af og forlod scenen. Lyden var i top og bandets musik er da heller ikke sådan at kimse af. Der var gang i en mindre pit, hvilket jeg må stille mig uforstående overfor, for bandet gjorde intet til at opildne til kampgejst hos de mange fremmødte. Alt i alt en noget kedelig, men ganske okay oplevelse. Langt fra noget der fik mig op at køre og langt fra noget jeg kommer til at huske til evig tid. Average og det var vist også det.
3/6

Killswitch Engage
Killswitch er langt fra et af mine favorit bands. Jeg har taget mig selv i at synge med til ”End Of Heartache” et par gange, men så bliver det ligesom også ved det. Med sig på vokal havde de den gamle forsanger Jesse Leach, der havde erstattet Howard Jones. Og lad mig med det samme dele vandene her. Jeg er en Jones mand! Der var en god energi over bandet og en stage awareness der kun kommer sig af at have spillet så meget som de har spillet. Jesse Leach var i topform og formåede, at få denne gamle kyniker til at bløde lidt op overfor ham. Dog vil jeg sige at sangene mindede en del om intet jeg har hørt før og det kan selvfølgelig bare være at jeg ikke er kendt nok i Killswitch universet, men jeg blev dog glædeligt overrasket da de gav den for fuld smadder med ”End Of Heartache” henimod slutningen, og var da også glædeligt overrasket ovenpå det flop Skeletonwitch havde været
5/6

Brutal Truth
Grind legenderne, der med Extreme Conditions pladen nærmest dikterede hvordan den slags skal lyde, var næste band på scenen. Jeg er ingen grind mand, men denne her performance fik mig dog til at tage den beslutning op til genovervejelse. Med cowboy hat og bare fødder gav forsangeren den for fuld skrue og bandet var i topform rent teknisk. Dog syntes jeg at der var lidt for lidt at se på og at de som Skeletonwitch var faldet i grøften med bare at stå og spille og ikke rigtig gav den nok gas rent performancemæssigt. De beviste dog, med deres tekniske kunnen, at de er legender af en god grund og det var alt i alt en udmærket performance der smagte af mere.
4/6

Anthrax
Sammen med Slayer er Anthrax et af mine absolut favorit big four bands og jeg havde glædet mig som en lille dreng til at se denne her koncert. Joey Belladonna var, trods han ser noget hærget ud, i topform og de gav den med klassikere som ”Caught In A Mosh” og ”Antisocial”, men også med meget af deres fokus på deres nye materiale. Anthrax er et af den slags bands, der har meget svært ved at skuffe og selvom jeg har hørt fra mange, at det var kedelig metervare så mener jeg at Anthrax leverede en top præstation som man ikke rigtig kunne sætte en finger på. Sammenspillet fungerer og publikum tog godt imod det nye materiale fra ”Worship Music”, der er blandt de bedre udspil længe både fra bandet, men også fra deres kolleger. Scott Ian virkede en lille smule træt og meget tilbagestående i forhold til resten af bandet. Han kommunikerede meget lidt og var der egentlig bare. Det var et pragteksemplar på hvordan sådan en ged skal barberes og beviste bare endnu en gang, at Anthrax er en vigtig spiller når det kommer til thrash metal. Ovenud gennemført og jeg gik derfra med en rimelig good feeling. Fed koncert og fed energi.
5/6

Da vores skribent af personlige årsager måtte forlade Copenhell har vi desværre ikke flere anmeldelser fra festivalen, men i galleriet nedenfor kan man selvfølgelig se billeder af de før nævnte bands samt de andre deltagende bands.


Se billeder fra Copenhell her.

 

Læs mere...

Lamb Of God, Job For A Cowboy, August Burns Red, Between The Buried And Me

Lamb Of God besøgte senest Danmark som support for Metallica tilbage i 2009. Et besøg som mange havde set frem til, og som endnu flere blev skuffede over, ikke på grund af Lamb Of Gods performance, men grundet den elendigt indstillede lyd, der kronisk gør sig gældende, når der skal opvarmes for Metallica. Det var derfor en fornøjelse at få mulighed for, at opleve Lamb Of God, denne gang som hovednavn, spillende i et af Danmarks bedste spillesteder. Hovednavnet havde medtaget intet mindre end et brag af et line up. Bestående af tre amerikanske bands, havde Lamb Of God medtaget det progressive metalcore band Between The Buried And Me, metalcore bandet August Burns Red og ikke mindst deathmetal bandet Job For at Cowboy. Kort sagt, svært at forestille sig et bedre lineup for en kold metalaften i et udsolgt Store Vega.

Between the Buried And Me havde fået den blandede fornøjelse af, at starte festen op overfor den halvfulde sal. Kl. 20 gik bandet på scenen for at levere deres 30 minutters opvarmning, der hurtigt kom til at fungere som 15 minutters justering af lyd og 15 minutters fornøjelse. Med udgangspunkt i de to numre bandet denne aften havde udvalgt i bagkataloget, brugte de stort set hele det ene nummer på at få justeret lyden. Det fremgik hurtigt, at såvel bas som trommer var blevet indstillet forkert, hvilket medførte, at såvel vokal samt leadguitar momentvis druknede i støj fra førnævnte. Langsomt men sikker blev disse småting justeret, og da forsanger Tommy Giles Rogers fik udskiftet mikrofonen, kunne bandet spille den sidste halvdel af deres koncert uden problemer og til perfektionisme.

Til trods for at bandet ikke lydmæssigt kom specielt godt fra start, lykkedes det dem at få tiltrukket folk, der havde forskanset sig til baren og lokket dem ind i den halvfyldte sal. Samtidig formåede Between The Buried And Me at løfte opgaven som opvarmningsband og udlevet deres energi, der også forplantede sig til den forreste del af publikum, mens den bageste del af publikum, samt andelen der havde forskanset sig til første sal og balkonen, i højere grad indtog en tilbagelænet og lyttende position. Havde bandet ikke skulle bruge halvdelen af deres spilletid på at justere lyden efter en elendig start, havde Between The Buried And Me sikkert også formået at få rakt ud til hele salen samt leveret et optimalt show. Til trods for lyden spillede bandet hæderlige 30 minutter, hvor de gjorde hvad de kunne for, at skabe den optimale opvarmning. 3,5 for aftenens første opvarmningsband.

Efter et effektivt sceneskift gik aftenens andet opvarmningsband, August Burns Red, på scenen for at give deres bidrag til en allerede velstartet aften. Det amerikanske kristne Metalcore band havde ligeledes fået tildelt 30 minutters spilletid til at vise, hvorfor bandet hurtigt har opnået stort succes i USA. I relation til det tidligere band, var der heller ikke tvivl om, at en større andel af det fremmødte publikum havde kendskab til bandet, og havde intentioner om at vise det. Allerede fra første færd havde bandet godt kontrol over den forreste del af salen, og under koncerten lykkedes det løbende bandet at udvide til den midterste del, mens den bagerste del af publikum stadig forholdte sig roligt og lyttende.

I relation til Between The Buried And Me oplevede publikum ikke de samme lydmæssige problemer, som havde præget det første band. Det var dog ikke ensbetydende med, at bandet spillede en fejlfri koncert, da der flere gange opstod problemer med den energiske forsanger Jake Luhrs vokal. Netop Jake Luhr var den eneste blandt bandet der virkelig var energiske på scenen, mens resten af bandet ikke virkede til stede, og i det hele taget virkede som om de bare skulle have spillet deres set færdig. Hvorvidt det er sandt, må stå hen i det uvisse, hvorefter det dog må konkluderes, at man som publikummer savnede nerve og nærvær fra andre end Jake Luhr. August Burns Red leverede 30 minutters velspillet, men fraværende metalcore der strækker sig til 4 stjerner.

Efter de to første bands andel, havde publikum efterhånden fundet væk fra baren og ind i salen, hvor der efterhånden var blevet helt fyldt og forventninger til det følgende opvarmningsband og ikke mindst aftenens hovednavn var til at skære i.

Endnu engang må det påpeges, hvor effektive sceneskift mellem det afsluttede band og det nye band var. Publikum fik maksimalt 30 minutters pause, inden næste led i opvarmningen stod på scenen. Som tredje led havde det amerikanske deathmetal band Job For A Cowboy fået tjansen, og den udfyldte de i høj grad. Uden nogen form for advarsel gik bandet i gang, og leverede noget af en overraskelse og sandsynligvis også forskrækkelse, til de publikummer, der ikke lige havde opdaget, at det var ved at være tid. På de tildelte 40 minutter overtrumfede bandet de tidligere opvarmningsbands, og gav samtidig de to yngre bands undervisning i, hvorledes et erfarent veletableret band skaber momentum, og får publikum opvarmet optimalt. Med hjælp fra enkelte medlemmer af August Burns Red, der havde blandet sig med publikum, fik Job For A Cowboy spillet størstedelen af publikum i gang. Til trods for den velspillede koncert, oplevede Job For A Cowboy de samme problemer med Jonny Davys vokal, som de tidligere bands havde oplevet med deres vokal. Det blev dog løbende tilrettet, og bandet leverede 40 minutters effektiv dødsmetal, der dog fremstod som en smule uvarieret i relation til de tidligere metalcore opvarmningsbands. 4,5 til dødsmetalbandet fra Arizona.

Herefter var der kun ventetiden tilbage før det var aftenens hovednavns tur til at vælte Store Vega. Før det skulle ske, lod det dog til, at en andel af publikum havde fået, hvad de var kommet efter. Salen var pludselig mindre proppet, og garderoben havde alt for tidligt folk, der skulle hente deres overtøj. Det skulle dog hurtigt vise sig, at den andel der forsvandt, ikke var noget der ville blive bemærket resten af aftenen. I stedet var der fuldstændigt tomt alle andre steder end i salen, på begge niveauer.

Lamb of God havde forskanset sig bag tre forhæng, da lyset blev dæmpet og da først de tre forhæng faldt til jorden og bandet gik i gang, var der ingen tvivl om, hvem der var hovednavnet eller hvem publikum var kommet for at hører. Bandet slog takt, og startede deres koncert med en sprudlende energi, alt imens publikum i hele salen energisk udviste deres metalglæde og respekt for bandet. I relation til bandets sidste besøg som opvarmning, og i forhold til de tidligere oplevede lydproblemer, var alt indstillet som det skulle, og bandet leverede en perfekt lyd, hvor Randy Blyths fantastiske growlende vokal skar skarpt igennem og samtidig matchede resten af bandet perfekt. Bandet spillede en koncert til perfektionisme, og leverede et overbevisende og meget energisk sceneshow, der forplantede sig ud til alle fire hjørner af Store Vega. Med numre som Hourglass, Blacken The Cursed Sun, Walk With Me In Hell og Vigil, satte bandet gang i publikum på en måde, der truede med at vælte væggene i salen og styrte dem i grus. Jeg tvivler på, at Vega nogensinde har lagt gulv til så stor en wall of death eller så hidsig og bred en circlepit, som stedet gjorde under Lamb Of God. Publikum var kort sagt i ekstase, og gav sig fuldt ud til et band, det som minimum gav sig ligeså meget til deres publikum. En perfekt balance der medførte det perfekte resultat.

Publikum fik tydeligvis, hvad de var kommet efter. Et perfekt show og et perfekt band der gav sig fuldt ud til deres fans. Der blev ikke gået på kompromisser, og trods en god andel af nye numre fra bandets seneste album Wrath, fastholdte Lamb Of God publikum under hele koncerten – vel at mærke uden problemer. 5,5 for en magtdemonstration af dimensioner, der fungerede perfekt som afslutning på intet mindre end en drøm af en metalaften.

Samlet set var aftenens koncert noget af en våd drøm for enhver metal fan. Der er derfor heller ikke nogen tvivl om, at det samlede indtryk af aftenen medfører, at den samlede oplevelse overstiger gennemsnittet af de fire koncerter. 5 ud af 6 stjerner for den samlede oplevelse og et spinkelt håb om, at komme til at opleve Lamb Of God igen i løbet af sommeren.

Læs mere...

Metallica, Lamb Of God, Mastodon

Der var i den grad lagt op til fest, da Metallica for tredje gang gav koncert i København, midtvejs i deres 5 dage med koncerter i Forum, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, jeg ikke var spændt. Med sine 10.000 ståpladser og 8.000 siddepladser er Forum efter Amerikansk standard jo bare et lille bitte sted, hvilket gjorde, at Metallica denne gang, i modsætning til de sidste to arena koncerter, de gav i Danmark, virkede langt mere effektivt - der var mere eller mindre tale om en intim koncert af den slags, som man oplever få gange i sit liv. På den led er Danmark unikt da vores små steder kommer til at huse nogle af verdenens største navne på en helt anden facon, end de er vant til, men nok om det.
Efter relativ kort ventetid, og en længere snak med verdens sejeste roadie, slukkede lyset for første gang, og Mastodon indtog scenen. De fire herrer fra Atlanta virkede dog ikke helt som om de gad leve op til den ros, de har fået. Plaget af usandsynligt dårlig lyd og en alt for rutine præget fremgang sled de sig igennem, hvad der føltes som en evighed. Det er utroligt synd, for Mastodon har ekstremt meget at byde på, trods alt. Det virkede som om, at guitarist Bill Kelliher var oppe at toppes med resten af bandet, idet han forsvandt om på ”bagsiden” af den runde scene. Det var som taget ud af de sidste dage med Jason Newstead, og var enormt bizart. Alt i alt var Mastodon for kedelige, og kunne ikke rigtig få gang i magien, men de prøvede :D [2/6]

Lamb of God derimod er, hvad der sker når unge mennesker begynder at spille musik og efterligne deres helte. De indtog scenen med en sikkerhed skabt af, at have spillet på den en del. Vokalist Randy Blythe er en mand, der forstår at gøre sig til for kameraerne, hver gang han bevæger sig er det i et ”pose”, der sender tankerne tilbage til dengang metal var metal, og en rigtig mand havde langt hår. Drengene blev bakket op af guitarist Buz McGrath (Unearth), da Mark Morton er taget hjem til en barnefødsel. Denne virkede noget ”out of place”, idet han mest af alt ligner en Metalcore version af Frodo, hans hoppen op og ned gjorde det heller ikke bedre. Lamb of God gik på med sikkerhed, og drev den hjem, desværre er det jo sådan, at når Metallica er i byen så er opvarmnings bandsne skruet ned for, og en halvdårlig lyd plagede dem, men klart bedre end Mastodon. [5/6]

Og så gik lyset for sidste gang. ”Ecstasy of Gold” kørte over anlægget, og nedtællingen til Metallicas tredje koncert var for alvor i gang. Med ”That Was Just Your Life” gik de på, og rev Forum rundt, den nervøsitet og roden rundt der altid er i starten af en koncert var her ikke eksisterende, det skyldes i høj grad, at det var den tredje koncert og at Metallica simpelthen følte sig hjemme i Forum. De bragede igennem med lidt af det nye, klassikerne som vi forventer og sluttede af med både at spille ”No Remorse” og ”Hit The Lights”, hvilket må få enhver thrasher til at sparke sig selv ihjel over, at han ikke var der. De lidt halvgamle fyre tog den måske lidt for afslappet, Lars Ulrich (trommer) lavede en større mængde tempo fejl, som gav nogle underlige timing problemer hist og her (måske er Metallica så glade for Mastodon, at de vil efterligne?) Kirk Hammet rev et par soloer itu, blandt andet den klassiske ”One” solo, dette påvirkede dog ikke folket oppe foran synderligt. Man skal have lov at forny sig, og Death Magnetic er et ganske overbevisende comeback, men jeg vil dog sige, at der var lidt for godt gang i fornyelsen idet ”The Day That Never Comes” har erstattet ”Fade To Black”, og det skal de sgu have hug for!
Der har været talt en del om, at lyd niveauerne var dårlige, trommer og bas for høje osv. Det blev modkæmpet ved at skrue fuldstændig vildt høj op for alting, og som vi alle ved er højt godt! Og det blev som sådan aldrig for meget. Alt i alt var denne koncert meget bedre, end da jeg sidst så dem (2004), Metallica dominerede scenen og var utroligt nærværende. En fed koncert med overraskelser og badebolde til ”Seek and Destroy” [5/6]

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed