fbpx

Judas Priest + Megadeth - Royal Arena

Med Iron Maidens mægtige performance på Royal Arena kun fem dage forinden virker en Judas Priest-koncert til at afrunde ugen næsten som for meget af det gode.

Og fandme om ikke den skal vise sig også at være det.

Klart: Jeg BURDE have givet Priests seneste, anmelderroste udspil, “Firepower” (’18) bare et enkelt lyt. Men sådan er der sgu så meget. Og som i tilfældet Iron Maiden forleden ER der altså kun så’n cirka nul mennesker ud af de, hvad, 6-7.000 fremmødte, der er kommet for at høre noget af det nye. Sådan er det immervæk, når man har et hitkatalog, der går tilbage til midt-70’erne.

Og du glade verden, hvor de benytter sig af det, Judas Priest. Okay, vi skal lige have det seneste titelnummer som indledning samt singlen “Lightning Strike” og som første ekstranummer “Rising From Ruins”, og det er glimrende. (Altså, det er heavy metal, hvis man skulle være i tvivl.) Men derudover står aftenen i de glædelige genhørs og overvældende overraskelsers tegn.

Den svinske sjældenhed “Grinder” hives frem og skal lige støves af engang. Lyden er problematisk her i starten. Heller ikke fantastiske “Sinner” fremtræder helt tydeligt. Men med klassikeren “The Ripper” står årgangsheavyskabet, hvor det skal, nemlig lige dér hvor Judas Priest behørigt placerede det dengang i 1976 med “Sad Wings of Destiny”-albummet.

Ikke blot er dette den mest autentiske, originale form for heavy metal, men Judas Priest anno 2018 fremfører den, som var den lige så dugfrisk, højaktuel og fandme farlig som dengang. Givet, den originale guitarduo Downing/Tipton er der ikke mere. Men unge Richie Faulkner samt den navnkundige metalproducer Andy Sneap som turnémedlem spiller sangene med en tydeligvis dyb respekt for deres sound og oprindelige ophavsmænd.

Disse sange ER med et enkelt ord sgu også hellige. Ikke bare for bandet og os allesammen i publikum, men i hele den globale mytologi om den dér heavy metal. Og fandme om ikke den gamle homonisse til Halford selv i en alder af 66 bare nailer de fraseringer og banshee-falsetter, der rettelig har sikret ham plads iblandt hele genrens mest navnkundige vokalister nogensinde under det lidet ydmyge alias “The Metal God”.

Netop denne gudestatus er intet mindre end, hvad Judas Priest hermed gør sig fortjent til, når de giver nyt liv til oversete perler som “Saints in Hell” og “Night Comes Down”. Og når de lige hiver et par af mine personlige favoritter, “Bloodstone” og “Freewheel Burning”, frem. Jeg som aldrig havde turdet håbe på at få lov at opleve disse stinkende seje drengedrømslydspor live. Jeg vantro som ikke troede, at Halford overhovedet var i stand til at synge sidstnævnte længere.

Og “Tyrant”, mand! Denne koncert er simpelthen triumf på nakkebrækkende triumf, og det gælder såmænd også kitschklassikeren “Turbo Lover”, der sgu klæder de omgivende headbangerhymner, ligesom det klæder Priest at stå ved sine mere corny momenter.

Jamen det er jo ALTSAMMEN corny LOL!” Nej, kun hvis du ikke fatter det. Jovist, heavy metal er tegneseriestil. Men dette er det 21. århundrede, og der ER altså ikke længere noget i vejen med at dyrke det utilpassede; det nørdede; det selvbevidst eskapistiske og det — bogstaveligt talt — fantastiske. Det er nemt at ryste så’n lidt gammelmandskedeligt på hovedet af Judas Priests nittebesatte læderoutfits og scenedekorationer med mere ild og jern end den seneste Mad Max-film. Og samtidig er det faktisk heller ikke særligt svært at se det seje i.

Sidste halvdel af sættet er selvfølgelig ren hitparade. Obligatoriske “You’ve Got Another Thing Coming” efterfølges af Halfords lige så obligatoriske motorcykelentré og en “Hell Bent For Leather” lige så møgbeskidt og benzindunstende som for sine — wait for it — 40 år siden. Og selvfølgelig skal der også slynges skaller til Priests mest fandenivoldske nummer, “Painkiller”. Det faktum at så gamle mænd magter at afrunde deres hovedsæt med lyden af alle Helvedes dæmonslagtende dræbermaskiner, siger noget om hvor mægtig en størrelse dette band på nærmest foruroligende vis stadig formår at være.

Og i ekstranumrene fortsætter disse førnævnte glædelige overraskelser såmænd. Gode gamle Glenn Tipton trodser sin Parkinsons syge og entrerer scenen til et rørt bifald og en gjaldende, såvel som passende, “Metal Gods”. Og selvfølgelig bliver det “Breaking the Law” og “Living After Midnight”, der afrunder aftenens prædiken udi det hellige ståls navn.

Det er måske modigt, måske hovmodigt, af Priest at køre verdens bedste rocknummer, Queens “We Are the Champions”, over PA’et efter tæppefald. Men bræk da lige min “Stained Class”-vinyl midt over om det ikke er passende ovenpå en performance, der ikke bare overgår lige så mægtige Iron Maidens ditto samme sted tidligere på ugen, men som jeg kun undlader at give topkarakter pga. de indledende lydproblemer, samt det faktum at jeg sgudda lige kom i tanker om, at de ikke spillede mit favoritnummer, “Electric Eye”. Ja, sådan kan man blive så distraheret, når man overværer ren verdensklasse.

(5,5 ud af 6)


Det siger noget om denne verdensklasses format, at Priest kan tillade sig at hive Megadeth med som supportnavn. Ikke bare Megadeths relative størrelse taget i betragtning, men også mht. det faktum, at Dave Mustaine gerne har erklæret støtte til decideret bøssefjendske politikere som f.eks. Rick Santorum. Rob Halford er en rummelig herre, om man så må sige.

Hvorom alting er, er Megadeth normalt et udmærket livenavn. Desværre virker Mustaine ekstraordinært uoplagt og introvert i aften. Udover det temmeligt katastrofale faktum at der knapt nok er lyd i mandens mikrofon, tuller han så’n lidt retningsløst rundt på scenen og synes at gemme sig bag sin, bevares, fortsat imponerende hårpragt.

Og klart nok, jeg gad sateme også godt at kunne sporte en fuld Robert Plant-manke, når jeg har rundet de 50 (eller bare i det hele taget…), men det nytter sgu ikke noget at bruge den til at gå og lege shoegazer-emo, når man spiller noget, der har så fandens meget attitude og er så konsekvent insisterende på at være mere komplekst end Metallica.

Det retningsløse er også kendetegnende for sættet, til trods for at det byder på en fin klassikerkvotient, der udover den desværre så fjollede “Sweating Bullets” og forudsigelige “Symphony of Destruction” tæller både “Peace Sells”, “The Four Horsemen”-omskrivningen “Mechanix” samt selvfølgelig en god håndfuld numre fra hovedværket “Rust In Peace” (’90).

Men intensiteten og fokusset er kun sjældent strømlinet, og de ellers så fine skæringer fra “Dystopia” (’16) ender med at punktere sættet hånd i hånd med lydproblemerne. Det er også fint at støve “She-Wolf” af, men under disse omstændigheder falder den på maven sammen med alt det andet. Selv ikke “Skin o’ My Teeth” eller “Angry Again” kunne have reddet den hjem.

(3 ud af 6)

 

  • Judas Priest_21
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Judas Priest_3
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Judas Priest_20
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Judas Priest - Redeemer of Souls

“Black Sabbath invented metal – Judas Priest made it heavy”. Det er der engang en klog mand, der skulle have udtalt … og jeg er ikke utilbøjelig til at give ham ret. Judas Priest er i hvert fald blevet tungere med alderen – ikke bare i røven, men også med selve musikken. Redeemer of Souls har været imødeset med en vis skepsis fra min side – dels fordi jeg bestemt ikke var voldsomt imponeret over deres seneste plade, Nostradamus, fra 2008, og dels fordi de jo egentlig havde proklameret, at de lod sig pensionere. Alligevel blev jeg da positivt overrasket, da de til jul sidste år offentliggjorde, at der var et nyt album på vej.

Det store spørgsmål er så, om det er berettiget med et nyt album fra deres hånd? Har de mere at byde på, eller bliver det bare en patetisk krampetrækning fra et band, der en gang var blandt verdens største heavymetalbands?

Svaret er ja … til dels. For det kan godt mærkes, det er 40 år siden, de albumdebuterede og 40 år sætter naturligvis sine spor; Rob Halfords vokal er ikke helt så skarp, som den har været, og de er generelt blevet lidt rustne i kanterne. Men når de erkender, at de ikke kan spille så hurtigt, som de kunne for årtier siden, så stråler de stadig!

Redeemer of Souls lægger ud med ”Dragonaut”, der lyder som et klassisk Judas Priest-nummer, men heller ikke mere end det. Det er egentlig lidt ligegyldigt. Og sådan fortsætter det, desværre, indtil den femte skæring, ”March of the Damned”, hvor det lyder som om, de har erkendt, at de ikke behøver at bevise noget ved at spille hurtigt. Scott Travis holder trommerne i et adstadigt tempo, der tillader resten af instrumenterne at gøre sangen til en tonstung skæring. Den gode stil fortsætter på ”Down in Flames”, der i starten lugter lidt af Iron Maiden, men udvikler sig til at være ganske gedigen no-nosense-heavy.

Et af pladens stærkeste numre er ”Hell & Back”, der starter med en Ian Hill-bas, der ikke er helt ulig ”Revolution” fra den mesterlige Angel of Retribution (dog uden drive). Desværre er der lige et enkelt nummer, eller to, der skiller sig negativt ud på pladens sidste halvdel. Heriblandt ”Metalizer”, der ganske vist er et udmærket heavynummer, det er bare en anelse klichéagtigt. Hvilket måske er tilladt, når der er tale om Judas Priest – jeg mener, det var jo dem, der i sin tid opfandt klichéerne? Men som tidligere nævnt behøver de jo ikke bevise noget, og derfor er det lidt overflødigt med et nummer, der buldrer af sted med dobbelt stortromme hele vejen igennem.

Til gengæld gør Halford og Co. det godt igen på ”Secrets of the Dead”, der igen sender tankerne i retning af Iron Maiden og deres Powerslave-album – bare med endnu mere tyngde. Og det klæder i sandhed Judas Priest at være tunge – især når deres fremskredne alder måske nærmere fordrer det tunge (her er guitarist Richie Faulkner, der har afløst K. K. Downing, naturligvis undtaget, da han med sine 34 år ikke kan siges at være tudsegammel).

Dette pragtnummer bliver efterfulgt af endnu et nummer, der lyder som noget klassisk Priest fra deres velmagtsdage; ”Battlecry” byder på guitarharmonisk intro, et fedt riff og en Rob Halford, der (næsten) er tilbage i sit vanlige høje leje – og det klarer han faktisk godt.

Bedst som jeg troede, jeg skulle præsenteres for et Judas Priest-album uden helt overflødige powerballader, disker de op med afslutningen ”Beginning of the End” (hov, lavede Black Sabbath ikke et nummer, der hed ”End of the Beginning” på deres 13?). Den er absolut ligeså overflødig og en anelse patetisk, som den uhyrlige ”Loch Ness” fra Angel of Retribution – heldigvis varer den kun fem minutter, så det begynder ikke for alvor at gøre ondt.

Men: Har Judas Priest stadig en berettigelse som heavymetalband? Ja, det har de. De har med Redeemer of Souls bevist, at de stadig har nogle skarpe skud tilbage i bøssen! Men et album, der har 13 skæringer og varer over en time, var ikke nødvendigt. De kunne have nøjedes med otte gode numre, og have ladet resten ligge i skuffen indtil de laver en boks med B-sider.

Men alt i alt er det et album, der i allerhøjeste grad er godkendt – og Judas Priest er ikke klar til at lade sig pensionere endnu – så for alle fans af klassisk heavymetal må dette album siges at være godt nyt!

Tracklist:
1. Dragonaut
2. Redeemer of Souls
3. Halls of Valhalla
4. Sword of Damocles
5. March of the Damned
6. Down in Flames
7. Hell & Back
8. Cold Blooded
9. Metalizer
10. Crossfire
11. Secrets of the Dead
12. Battle Cry
13. Beginning of the End

Samlet spilletid: 62:03

 

Læs mere...

Judas Priest offentliggør album detaljer og ny sang

De britiske heavy metal legender i Judas Priest har offentliggjort, at deres længe ventede nye album har fået titlen ”Redeemer of Souls” og at albummet udkommer igennem Epic/Columbia den 14. juli.

Titelsangen er allerede nu udgivet på iTunes og lignende, samt gjort tilgængelig at streame i YouTube videoen nedenfor.

Guitarist Glenn Tipton siger at man ikke skal forvente vilde eksperimenter på det nye album, og tilføjer:

"Sometimes in the past we may have come under fire for being too adventurous musically – so we have listened"

"From start to finish, 'Redeemer Of Souls' is 18 songs of pure classic PRIEST metal."

 

Rob Halford har tidligere sagt følgende om det nye album:

"It's a relief. It's a relief because whenever PRIEST makes an album, like any band, you put your heart and soul into it; it is that typical 'blood, sweat and tears.' It's not an easy thing to do 40 years later. But PRIEST has always been up for the challenge of that, and it's one of things that we love to do more than anything else as we move on through our metal years. So this is a great time for PRIEST: 40th anniversary, a brand new record. Life couldn't be better."

 

Albummet vil være det første med gruppens nye guitarist Rickie Faulkner. Faulkner erstattede gruppens orginale guitarist Kenneth ”K.K.” Downing da han i april 2011 gik på pension.

Rob Halford har i et interview med Guitar World udtalt sig følgende om, hvordan det er at skrive music med Faulkner:

"Really, really strong. Exciting. He's riffing and saying, 'Robby, I'm thinking of this and this and this.' It's really exciting to have that kind of energy, because you feed off of it."

"[Richie] went through the ritual on [the 'Epitaph'] tour, did great work on stage, the fans embraced him, so it's now time to see what we're capable of, the writing trio of Glenn [Tipton] and Richie and myself."

 

Judas Priest - Redeemer of Souls (Official)

 

Artwork

Læs mere...

Judas Priest arbejder på nyt album

Det britisk heavy metal-band Judas Priest har skrevet en kort opdatering på bandets hjemmeside , hvor de fortæller at bandet er i studiet for at arbejde på deres nye album, opdateringen lyder:

”The guys are working in the studio on their new album - and all is going is really well!

We will be releasing the live 'Epitaph' DVD & Bluray soon - release date to be announced shortly!”

“Epitaph” indeholder professionelle video optagelser fra bandets sidste show på Epitaph World Tour” som fandt sted den 26. maj 2012 på The Hammersmith Apollo i Londn, England.

Bandets seliste var følgende:

 
01. Rapid Fire
02. Metal Gods
03. Heading Out To The Highway
04. Judas Rising
05. Starbreaker
06. Victim Of Changes
07. Never Satisfied
08. Diamonds & Rust (JOAN BAEZ cover)
09. Prophecy
10. Night Crawler
11. Turbo Lover
12. Beyond The Realms Of Death
13. The Sentinel
14. Blood Red Skies
15. The Green Manalishi (With The Two Pronged Crown) (FLEETWOOD MAC cover)
16. Breaking The Law
17. Drum Solo
18. Painkiller

Encore:

19. The Hellion (taped intro) / Electric Eye

Encore 2:

20. Hell Bent For Leather
21. You've Got Another Thing Comin'

Encore 3:

22. Living After Midnight

 

Læs mere...

Copenhell 2011 - 1. dag

Efter et overskud ved sidste års afholdelse af Copenhell, var arrangørerne d. 18. og 19. juni parat med anden omgang. En anden omgang der virkede langt mere professionelt udført og forbedret på mange fronter. Mht. line up, var ”temaet” for årets bookninger, i støre eller mindre grad, frontløbere inden for de enkelte gruppers respektive genre. Første dagen af festivallen bød derfor på navnene Rollo Tomassi, Atrillery (erstatning for Kyuss Lives!), The Burning, Opeth, Baptized in Blood, Korn, Diecide & Judas Priest.

Rollo Tomassi
Med entre på scenen ca. kl. 15:30 måtte det engelske band fra start kæmpe mod vejrguderne. Vejret stod på skybrud, hvilket naturligt medførte at publikum forskansede sig i tørvejr, væk fra scenen. Det lykkedes dog bandes mathcore blanding af nintendomusik og metal, at få startet en lille fest. Med forsanger Eva Spence brølende på mikrofonen og resten af bandet energisk spillende, blev der sat gang i festen og som regnen stoppede og folk bevægede sig frem fra deres skjul, fik bandet da også et anstændigt publikum. En af de store ændringer i forhold til sidste års festival, var forbedringen af lyden for de to hovedscenen, Såvel Rollo Tomassi som de resterende bands, havde overordnet en rigtig god lyd på scenen, der formåede at komme helt ud til publikum – med enkelte undtagelser. Det skete naturligvis at lyden blev taget af vinden, men hovedsagligt fungerede de optimalt. Desværre var der andre ting der overhovedet ikke fungerede til Rollo Tomassi koncerten, ikke fra bandets side men fra festivalens. Da bandet endelig havde fået lokket publikum frem og fået sat lidt liv i festivalen, måtte bandet endelig bukke under for vejrguderne, da strømmen gik for hele festivalen. Trommeslager Edward Dutton forsøgte at holde lidt gang i festen, men kort tid efter blev det konkluderet, at bandet ikke ville komme i gang med at spille igen.

En ærgerlig afslutning på koncerten, da bandet havde spillet sig op, leverede en god energi og egentlig også havde det fremmødte publikum med sig. Bandet leverede en god profil på de numre de fik leverede, udviste energi og lyst til at spille trods problemerne. 4 ud 6 til Rollo Tomassi.

Artillery
Da Kyuss Lives! forsanger John Garcia sad fast i en lufthavn et eller andet sted i Canada, havde Kyuss Lives! tidligere på dagen været tvunget til at aflyse, hvilket havde medført at det danske thrash band Artillery, var blevet hentet ind på under tre timer. Lidt et mismatch i relation til genren, men i forhold til det tidsmæssige aspekt, var Artillery en ganske god redningsplanke at hive ind. Med entre på scenen ca. kl. 16:30 formåede det danske thrash band da også at udvise ganske god profil. Efter nogle lydmæssige opstartsproblemer, lykkedes det hurtigt bandet at få tilrettet en ellers mudret lead og rhythm guitar, hvorefter bandet kunne levere numre som ”When Death Comes”, ”Mi Sangre” & ”Worrior Blood”.

Artillery formåede at samle en god del publikum under koncerten, uden at den store plads på nogen måde var fyldt. De der var mødt op, virkede reelt interesserede og fik saluteret danskerne med horn og hårsving. Desværre for bandet lykkedes det ikke at opholde momentum. Efter ca. 45 minutters spilletid, begyndte publikum at sive fra koncerten og det virkede da også en smule som om, der gik tomgang i bandet oppe på scenen.

Overordnet leverede Artillery en rigtig god erstatningskoncert. Veteranerne kunne deres numre på fingrespidserne, spillede tight og spillede en muligvis bedre koncert end Kyuss Lives! ville have gjort. De enkelte lydproblemer og bandets problemer med at holde momentum trækker dog en del fra i den samlede oplevelse, hvorfor Artillery ender med 4 ud af 6

The Burning
Fra det ene danske band til det andet. Jyske The Burning stod for underholdning i dagens tredje koncert. Kl. 18:00 gik bandet på scenen, til et fuldstændigt proppet publikum – det virkede nok mere proppet end det var, pga. en kæmpe vandpyt der stjal meget plads. The Burning leverede en middelmådig koncert, der nok mest af alt huskes for energien på scenen og humoren. Jf. forsanger Johnny Haven, var The Burning ikke bare til Copenhell for at spille deres eget gig, men også som erstatning for Bullet For My Valentine, der havde fået AIDS i øjnene - en udtalelse der faldt i godt jord hos det fremmødte publikum.

Generelt havde bandet ikke specielt god lyd, hvor specielt leadguitar var mudret og trommerne buldrede løs. Heldigvis kompenserede bandets energiske sceneshowet for den dårlige lyd. Samlet set var reelt først hen mod sidste halvdel af koncerten, at det rigtig fungerede for The Burning og irritationen over dårlig lyd blev opvejet af glæden ved bandets performance. 3,5 ud af 6 til jyderne, for en ok koncert, der specielt var hæmmet af de dårlige lydforhold.

Opeth
Kort efter havde det svenske progressive metal band Opeth fundet vej til festivalens store scene, hvilket havde tiltrukket en stor del af festivalens gæster. Godt fyldt op gik bandet på scenen for at levere en teknisk gennemført koncert, der desværre aldrig fik udfriet de mange forventninger der var til bandet.

Lydmæssigt, stod bandet godt, det tekniske fungerede fint, på nær forsanger Michael Åkerfeldts vokal, der til tider var svær at høre, i sær i de tunge stykker, hvor brølet druknede i bas og stortromme. Til trods for de nævnte problemer, var publikum engagerede i bandet og bandet virkede mindst ligeså engagerede i at leverer overfor publikum. Det store problem ved koncerten var intimiteten og stemningen, som Opeth levere når man lytter på deres udgivelser. Sandsynligvis på grund af spillestedets størrelse, fik man som lytter aldrig de følelse af intimitet eller følelsen af at musikken voksede sig større som man lyttede. Det virkede i stedet som om at det hele forsvandt langs siderne, hen langs cementen på gulvet, hvor et mindre, lukket venue, sandsynligvis ville have fungeret bedre for denne koncert.

Overordnet set, spillede Opeth dog en ganske fin koncert, og med numre som The Grand Conjuration, Deliverance, Face Of Melinda & In My Time Of Need formåede de også at levere hvad der var forventet, men så heller ikke mere. Specielt var sidstnævnte medførende til at momentum forsvandt for Opeth og ligeledes at publikum forsvandt. 4 ud af 6 til Opeth, der dersværre skuffede en smule live.

Baptized In Blood
Med entre på scenen til titelnummeret fra Jaws, havde Baptized In Blood, før de overhovedet havde spillet en tone, formået, at få fyldt arealet omkring Copenhells lille scene fuldstændigt. Publikum var mere end parate til bandet og allerede kort inde i koncerten kunne Copenhell opleve årets reelt første circlepit.

Desværre oplevede bandet samtidig en del lydmæssige problemer, hvor såvel vocal var svært utydelig og samme for leadguitaren. De vokalmæssige problemer blev heldigvis løst hurtigt, mens problemerne med leadguitaren forsatte igennem hele koncerten. Heldigvis leverede bandet samtidig et energisk og intenst sceneshow, der i høj grad bidragede til den fest publikum havde hele koncerten igennem.

Med numre som Up Shirts, Down Skirts, Dirty´s Back og ikke mindst Game On, der startede koncertens anden store circlepit, spillede bandet sig igennem deres bidrag til Copenhell og kunne tilfredse forlade scenen og festivallen. 4,5 ud af 6 til Baptized In Blood, der leverede en energisk og intens koncert, hvor de gennemgående lydproblemer ødelagde lidt af den samlede oplevelse.

Korn
Numetallens konger fra Korn gik på scenen kl. 21:30, til dagens største fremmøde foran festivalens store scene. Af et bandet at være, der har modtaget så meget kritik og af mange betragtet som en af festivallens dårligste bookninger, overrasker det en del, hvor mange der reelt havde fundet vej til scenen. Det tog da heller ikke bandet mere end et splitsekund, før de med første nummer ”Blind”, tilbage fra bandets debutalbum, havde sat skub i showet. Efterfølgende blev det til en ren hitparade, med højdepunkter i Shoots And Laders, Did My Time og Falling Away From Me, mens sikre hits som ”Got The Life” og ”Freak On A Leash” blev leveret tamt og kedeligt.

De mange hits var da også katalysator for den fest, der blev startet blandt publikum, der virkede meget engagerede og tilfredse med hvad de fik. På scenen var der dog ikke tale om den store fest, hvor det i lang tid kun var Jonathan Davids og den nye trommeslager Ray Luzier, der udviste engagement i koncerten – men som denne skred fremad fik bassist Fieldy da også luftet de lange fletninger, mens altid stillestående Monkey, fastholdte sig passivt. Lydmæssigt gik koncerten klart igennem og Korn kunne med sikker rutine, ride sejeren i land, med enkelte overraskelser undervejs, her i blandt det lille ”Metallica – One” intermezzo tidligt i koncerten.

Korn gjorde hvad man kunne have forventet – de leverede varen og i en sådan grad, at publikum var klar til at feste videre bagefter. 4,5 ud af 6 for en velspillet koncert, hvor specielt de sløve fremførelsen af førnævnte ”sikre” hits trækker ned.

Deicide
Lige ind til bandet reelt stod på scenen, var der nok mange der havde frygtet at det amerikanske bande endnu engang ville aflyse. Det skete dog ikke og kl. 23:00, kunne Deicide gå på scenen til et meget tæt pakket og forventningsfuldt publikum. Forventningerne blev indfriet, men ikke på den bedst mulige måde. Bandet virkede engageret på scenen og fik da også udstrålet og signaleret hvad der kunne forventes, men specielt trommeslager Steve Asheim, havde simpelthen alt for mange problemer med trommespillet, til at det ikke ødelagde det samlede indtryk.

Publikum virkede da heller ikke fuldt ud tilfredse. Den forreste del tilkendegav deres respekt for bandet og interesse, men det var tydeligt at antallet af fremmødte løbende igennem koncerten blev mindre, i sær blandt den bagerste del. Om det var utilfredshed med bandet, et ønske om at komme forrest til Judas Priest eller en tredje årsag er uvist, men det lod ikke til at Deicide formåede at fastholde publikum i den grad der kunne være forventet.

Til trods for Steve Asgheims problemer, leverede bandet ellers en lydmæssig god og sikker koncert, der viste et professionelt band, der leverede varen. Det blev til en ond, ond, ond koncert, inden Deicide lukkede, slukkede og brølede af. 4 ud af 6 til Deicide.

Judas Priest
Kl. 00:00, var det blevet tid til denne aftens sidste koncert og aftenens hovednavn. Med Rob Halford i front og Richie Falukner på guitar som erstatning for Downing, gik Judas Priest på scenen og leverede en næsten fejlfri koncert, der i høj grad levede op til de resterende præstationer på første dagen. Judas Priest leverede hvad de skulle og hvad der var forventet – vanen tro var scenen pyntet godt op i den rette Judas Priest ånd, men til trods for at man som publikummer ved hvad man kan forvente, var det alligevel noget trist at se den aldrende Halford i sådan en grad stå stille på scenen, og samtidig have problemer med at levere vokalen. Først et godt stykke inde i koncerten, under ”Blood Red Skies” kommer der endelige lidt liv i Halford, der til gengæld virker som om han havde sparet energi op i den foregående del af koncerten.

På næsten samme tid udvikler koncerten sig til den fest, det var forventet at Judas Priest ville levere. ”Breaking The Law”, ”Painkiller” og ”Electric Eye” satte for alvor gang i festen, der dog burde være startet langt tidligere. Lydmæssigt stod koncerten skarp og til trods for Halfords noget rustne vokal leverede han, som resten af bandet, en velgennemført performance. Gennem ca. 2 timer spillede bandet for de mange opmødte publikummer, der engagerede var med hele vejen, før de pakkede sammen og lukkede for det danske kapitel af bandets sidste turné.

Judas Priest leverede hvad det var forventet, men det tog alt for lang tid før bandet rigtig fik startet festen. Muligvis var det ikke nødvendigt at spille 2 timer og det kan diskuteres om et mindre og mere effektivt set ikke havde gjort det ligeså godt eller måske bedre. 4,5 ud af 6 til Judas Priest.

Efter de sidste gæster havde forladt Refshaleøen og fundet hjem, kunne man se tilbage på en dag, der havde været plaget af uheldige opstartsproblemer – strømsvigt og afbud fra Kyuss Lives!, men også en dag hvor størstedelen af de aktuelle bands havde leveret en performance langt over middel. Af dagens højdepunkter var Baptized In Blood, Korn og ikke mindst Judas Priest. Samlet set scorer førstedagen af Copenhell 2011, 4,5 ud af 6.

Se preview af billederne fra Copenhell her.

Læs mere...

Priest Feast: Judas Priest, Megadeth, Testament

Testament 4½ / 6
Det er 3. gang, jeg stifter bekendtskab med ”The Grand daddies of Thrash”, nemlig Testament. Første gang var i Valbyhallen i ´91 som opvarmning til Iron Maiden. Anden gang var sidste år på Voxhall i Århus, og nu tredje gang så i Horsens i et uforglemmeligt trekløver bestående af 3 af de største bands i metallens historie. Spørger man sig selv, hvornår næste chance for at opleve Testament, Megadeth og Judas Priest under samme tag samme dag kommer, er svaret nok: ”Aldrig!” Fed konstellation og Testament fik æren som Icebreaker. Dette klarede de efterhånden ganske aldrende gubber sgu til UG. Der var knald på fra start og hele banden virkede utroligt oplagte til at vælte Horsens. Med Skolnick tilbage på spaden virkede det, som om musikken gik op i en højere enhed og vi blev ikke snydt for guitarlir af høj klasse. Med klassikere som ”Evil”, ”D.N.R.” og ”Practice What Yoy Preach” blev publikum rusket op og stemningen fik hurtigt loftet i den konverterede sportsarena til at vippe for trykket. Slutningen kom alt for hurtigt og Titelnummeret på den nyeste skive fra bandet, ”The Formation of Damnation”, hamrede solidt en bolværkspæl af eufori i hjertet på publikum, og stilen var lagt for Megadeth og Præsterne.


Megadeth 4 / 6
Det er 10 år siden, jeg sidst så Mustaine og Co. i Vega i Kbh med en dengang nyligt udgivet skive, ”Risk”, som på daværende tidspunkt titelmæssigt passede ganske godt til det stilskift, der var lagt op til på Megadeth´s nylige udgivelser ”Cryptic Writing” og førnævnte. Nu, et årti senere, en karrieremæssig nedtur, sygdomsforløb for Mustaine, løs line-up og en håndfuld skiver bag sig, er stilen tilbage til Thrash som vi kendte dem, og Mustaine må siges at levere varen. Med en sætliste, der ruskede op i nostalgi og gamle dage, fik pøbelen smag på klenodier som ”Hangar 18”, ”Darkest Hour”, ”Peace Sells” og ikke mindst ”Symphony of Destruction”. Med tanke på den række af albums der er at vælge imellem, virkede det, som om man havde valgt at holde sig til parolen ”Gammelt, Solidt og Godt”. Med ganske få afvigelser i den nyere ende blev temaet holdt til de glorværdige dage til og med ”Countdown To Extinction”, og det ganske spredte aldersniveau blandt publikum kendte tydeligvis til hele bagkataloget fra Megadeth. Der var gang i folk fra start til slut, og selvom man kan diskutere om Dave Mustaine er en narcissistisk ”born again cristian” klynker, så kommer man bare ikke udenom, at den mand spiller den fedeste spade. Dette blev stærkt cementeret i slutnummeret ”Holy Wars”; hold da kæft hvor det rykkede. Lyden var desværre ikke så fed fra min position, så derfor er karakteren lidt imod en ellers rigtig fed oplevelse.

Judas Priest 5½ / 6
I sommer havde jeg æren af at opleve Præsterne på Nordeuropas største festival i hovedstadens baghave Roskilde. Det blev en blandet fornøjelse, og mit indtryk var dengang, at tidens tand sgu nok var gået i rynkerne og prostata på de gamle herrer fra middelalderen. Denne tanke blev gjort til skamme en tirsdag aften i Horsens. Nuvel, det er nogle gamle drenge og Halford kan da godt ligne en mand med dårlige knæ og leddegigt, når han forcerer trapperne på scenesettet, men i guder hvor kan han da stadig smide om sig med højfrekvente toner. Der er sgu ikke mange, som når de samme højder, og da slet ikke i en alder af 58 år. Stemmen virker i bedre form end nogensinde. Der var dog ikke meget ændring i sætlisten i forhold til Roskilde, men kvaliteten af præstationen var markant anderledes og ingen tvivl om, det ikke kun drejer sig om penge, men også om lyst til at leve musikken, der er omdrejningspunktet for ypperstepræsterne. Numre som ”Hammer And The Anvil”, ”Sinner”, og ”Metal Gods” forkælede de forventningsfulde øregange blandt gamle og unge på gulvet, og med ”Painkiller” eksploderede stedet i et brøl af begejstring. Mindre blæret er det sgu heller ikke at læderrebellen åbner ekstranumrene ved at gøre entré på en stor forkromet forspand til Satans stridsvogn. Med en tonstung V2 motor rungede hele Forum og Rob-boy havde hele salen i sin hule læderhandske. ”Hell Bent For Leather” er sgu bare en fantastisk titel, og alle kunne teksten. Med en afslutning hvor Dannebrog var faldet ned fra himlen og havde svøbt sig om den nittebeklædte frontmand, fik vi en klassisk 80´er gimmick med fælles stemmeopvarmning og Priest Feast blev afsluttet perfekt med den udødelige ”You Got Another Thing Coming” For min skyld kan de gutter sgu godt tage 30 år mere på Metal scenen, det var en fantastisk aften.

Læs mere...

Various Artists - Heavy Metal Box

I September måned udkom dvd-boksen Heavy Metal Box, som indeholder 3 DVD’er. Alle er tidligere udgivet enkeltvis med temaet Classic Albums, hvor grupperne går tæt på nogle af historiens klassiske albums. Som titlen siger, er dette en samling af klassiske Heavy Metal albums. Der er her tale om de berømte CD’er “British Steel” fra Judas Priest, Metallicas “ The Black Album” (eller ”Metallica” om man vil) og sidst men absolut ikke mindst Iron Maidens ”The Number of the Beast”.

Judas Priest - British Steel:
På ”British Steel”, som er boksens længste DVD på næsten 2 timer, går gruppen bag om det klassiske album ”British Steel”. Bandet, og hovedsagligt sanger Rob Halford, fortæller historien om albummet; undervejs suppleres med gamle koncertklip, samt optagelser fra studiet.
Udover selve dokumentaren finder man musikvideoer til ”Living After Midnight” og ”Breaking the Law”, og live optagelser af ”Grinder” fra Rock N Rio fra 1991, samt flere interviews m.m.

Track list: (ca. 110 minutter)
1. Breaking The Law
2. United
3. Metal Gods
4. The Tage
5. Grinder
6. Living After Midnight
7. End Credits
Ekstra:
1. Rock N’ Rio (1991 Grinder)
2. Living After Midnight
3. Breaking The Law
4. Rapid Fire
5. Scott Travis, Trommeslager (ekstra interview)
6. Early Gigs
7. Naming Of The Album/Artwork
8. White Room Story
9. Rock N’ Roll Stories


Metallica – The Black Album:
”The Black Album” er, lige som “British Steel”, en dokumenter om, hvordan dette klassiske album blev til. Udover James Hetfield, Lars Ulrich og co., går de også tæt på produceren Bob Rock, som var tæt på bandet det meste af forløbet. Undervejs kommer der input fra musikvideoer, live optagelser og gamle optagelser fra studiet.
Som ekstra på ”The Black Album” finder man separate interviews med bandet og Bob Rock.

Track list: (ca. 93 minutter)
1. Enter Sandman
2. Sad But True
3. Holier Than Thou
4. The Unforgiven
5. Wherever I May Roam
6. Nothing Else Matters
7. End Credits
Ekstra:
1. James & Lars Discuss Songwriting
2. Drum Recording Techniques
3. Kirk’s Guitar Solo – ”Whereever I May Roam”
4. Jason Talkes About “My Friend Of Misery”
5. Bob Rock In The Desert
6. The Mix, The Masters And The End Of The Story
7. The God That Failed


Iron Maiden - The Number of the Beast:
Som på de to tidligere DVD’er, kommer vi på ”The Number Of The Beast” fra ’82, tæt på albummet, som hjalp bandet til virkeligt at slå igennem, og som var det første med frontmanden Bruce Dickinson på vokal. Bandet går tæt på, hvor de befandt sig på daværende tidspunkt i deres karriere og om succesen. Som på de to andre DVD’er, finder vi ekstramateriale med interviews, gamle koncertoptagelser osv.

Track list: (ca. 80 minutter)
1. The Numbers Of The Beast
2. 22 Acacia Avenue
3. The Prisoner
4. Run To The Hills
5. Children Of The Damned
6. Hallowed Be Thy Name
Ekstra:
1. Adrian Smith & Dave Murray Twin Guitars
2. Beast Stories
3. Reading Festival 1982
4. Nicknames
5. Rod Smallwood
6. Adrian Smith Plays “Children Of The Danmed”
7. Adrian Smith Plays “The Number Of The Beast”
8. A Message From Clive Burr
9. “Hallowed Be Thy Name” Rio 2001


Mere er der vist ikke at sige: En god bid af heavy metal historien og mange timers underholdning. Dette er det ultimative boxset til fans af heavy metal og bestemt også fans af disse bands. Der er gode historier, fortalt af band medlemmerne selv, og hvis man ikke er interesseret i andet end et af disse bands, bliver de alle også solgt separate. Hvis man leder efter koncert-optagelser vil jeg dog råde til, at man anskaffer sig nogle af gruppernes live-DVD’er.


Revolution Music vil gerne takke Playground Music Denmark A/S for tilsending af dette album.

Læs mere...

Judas Priest - Rising in the East

Judas Priest er et af de mest indflydelsesrige heavy metal band fra 70’erne, og de gik i spidsen af den så kaldte ”New Wave of British Heavy Metal” sidst i det årti. Klædt i læder og kæder, blandede bandet det gotiske doom fra Black Sabbath med riffs og Led Zeppelin’s hastighed og tilføjede 2 lead-guitarister. De satte dagsordenen for fremgangsmåden indenfor populær heavy metal fra 1975 til 1985, og lagde fundamentet for speed og death metal i 80’erne.

Bandet blev dannet i Birmingham, England, helt tilbage i 1970, og meget er sket siden da: 15 albums (hvis ikke jeg tager meget fejl), et par live albums, DVD’er og opsamlings-CD’er. Nu, med den klassiske gruppering, udgives endnu en live DVD med titlen ”Rising in the East”. Denne DVD blev optaget i maj måned tidligere i år, da gruppen indtog scenen i Budokan i Tokyo, Japan. Dette er dog den første Judas Priest’s DVD med et komplet live-set.

På set-listen finder man klassiske sange som ”Painkiller”, ”Breaking The Law”, ”Metal Gods”, ”The Ripper”, ”Beyond The Realm Of Death” og mange flere. Der er også nyere sange fra gruppens seneste udspil ”Angel of Retribution”, sange som ”Judas Rising”, ”Revolution”, ”Worth Fighting For” og ”Hellrider”. Midt i koncerten tager gruppen en stille stund med en akustisk coverversion af Joan Baez’ ”Diamonds and Rust”, hvor man tydeligt kan høre hvor fejlfri Halfords vokal forbliver. Det er en fremragende DVD, lyden er glimrende og billedet er udmærket. Jeg synes dog, at der til tider vises lidt for skrappe farver.

For at gøre denne DVD komplet, kunne jeg godt have brugt lidt ekstramateriale, måske i form af interviews med bandmedlemmerne, en dokumentar om bandet og måske et par musik videoer.

Men alt i alt en fed koncert, fremragende set-liste, god lyd, men for tyndt på grund af mangel på ekstramateriale.

Trackliste:
1. "The Hellion"
2. "Electric Eye"
3. "Metal Gods"
4. "Riding On The Wind"
5. "The Ripper"
6. "A Touch Of Evil"
7. "Judas Rising"
8. "Revolution"
9. "Hot Rockin'"
10. "Breaking The Law"
11. "I'm A Rocker"
12. "Diamonds And Rust" (Joan Baez cover)
13. "Worth Fighting For"
14. "Deal With the Devil"
15. "Beyond The Realms Of Death"
16. "Turbo Lover"
17. "Hellrider"
18. "Victim Of Changes"
19. "Exciter"
20. "Painkiller"
21. "Hell Bent For Leather"
22. "Living After Midnight"
23. "You've Got Another Thing Coming"


Revolution Music vil gerne takke Warner Music for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed