fbpx

Slayer, Lamb Of God, Anthrax - Royal Arena, 03.12.18

Giganterne takker af. Det er sidste runde. Sidste dans. Sidste chance. Om Slayer behøves der ikke sige mange ord, for hvad er ikke allerede blevet sagt og hvem i vores metalfællesskab skulle ikke kende dem i forvejen? Dette er sidste runde, og alle ved det. Lad os sende dem afsted med manér.

Anthrax:
Jeg når ikke at høre Obituary (”forbandet” være de store koncerters starttidspunkter), så det første band i aften bliver for mit vedkommende Slayers åndelige lillebror, Anthrax. Det er på flere måder passende med lige præcis disse herrer som opvarmning, for både musikken har flest fællestræk og så har Anthrax altid været den mindste af de fire store – selvfølgelig skal de have lov at lægge Slayer i graven imens de selv holder ud endnu en dag. Og det er til tonerne af Panteras ”Cowboys From Hell” at de gæve gamlinge går på scenen, hvorefter det støder direkte over i ”Caught In A Mosh”. En glimrende start.

Retrospektivt er der syv sange til rådighed og der spildes derfor ingen tid. Det herlige ved Anthrax er først og fremmest, at man altid er garanteret et godt show som minimum: alle som én i gruppen er showmen, guitaristerne/bassisten smiler, headbanger og er i noget nær konstant bevægelse, trommeslageren fyrer skiftevis evner og lir af i én ruf – og så er der den altid drevne og selvsikre frontmand Joey Belladonna, der mærkbart er til stede og jævnligt kommunikerer op/eller opildner publikum, og det uden det på noget tidspunkt bliver for meget eller bare påtaget. Lysshowet er dertil godt og ligeså solidt som bandet selv, men lyden er til gengæld et stykke fra optimal (selv med ørepropper buldrer og runger det en hel del). Dét kombineret med et publikum der trods et rimeligt engagement ikke som sådan er her for at se Anthrax, hvilket kan mærkes i feedbacken (eller manglen på samme), så holder det sig hele de små 35 minutter solidt på den gode banehalvdel.

Der er en overvægt af materiale fra ”Among The Living”, men også et cover af Joe Jackson’s ”Got The Time” og et par nyere skæringer får plads hvor især ”Fight 'Em 'Til You Can't” – det er fandme et fedt nummer! Og ligesom ”Cowboys From Hell” introen lurede inden første sang, således afsluttes sidste sang med outroen fra samme sang, hvilket kun føles en smule ironisk når det er ”Indians” der lukker og slukker. Stadig, det er solid opvarmning. 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Caught In A Mosh
2) – Got The Time (Joe Jackson cover)
3) – Efilnikufesin (N.F.L.)
4) – Be All, End All
5) – Fight 'Em 'Til You Can't
6) – Antisocial (Trust cover)
7) – Indians
Kilde: www.setlist.fm

Lamb Of God:
Så jeg har lige fundet ud af at Chris Adler ikke er med… Men det her er stadig hovednavnet for mit vedkommende. Til et kæmpe backdrop med både banner, flag, et trommepodie og indbyggede trapper på scenen starter det overbevisende ud med først ”Omerta” og derefter en hellig treenighed i form af ”Ruin”, ”Walk With Me In Hell” og ”Now You’ve Got Something To Die For”. JA TAK! Det er simpelthen for lang tid siden de her herrer har været forbi, og det kan mærkes begge veje. Allerede i ”Walk…” er der både pit og en hel del bouncing, og Lamb of God selv er som vanligt tight og rigeligt aktive, men det er nu engang Randy der stjæler showet som han hopper rundt, svinger sine dreadlocks eller opildner de forsamlede. Sindssyge stodder.

Lyden er ond, helt decideret ond, og så er den tung og møgskarp. Det er som det skal lyde, halv voldtægt af øregangene og halv ubeskrivelig skønhed. Lydbilledet kunne godt fremstå klarere og mere tydeligt, men det kan nemt overhøres: man behøver blot at tage et kig mod Randy, så er dét glemt. Eller man kan fokusere på lyset, for det er til ren topkarakter, dynamisk og detaljerigt som det svinger ubesværet mellem stemninger.

Selvom Lamb of God er yngre end både Obituary og Anthrax får de den længste spilletid af de tre. Ni sange er der tid til og kun to af disse er af nyere karakter (specifikt ”512” og ”Engage The Fear Machine”, begge fra 2015’s ”Sturm Und Drang”). Vi ledes derfor med sikker hånd igennem et velkendt bagkatalog der ikke er ét sekund for langt. De næsten gådehudsfremkaldende ”HELL NO!”-tilbagekald i ”Blacken The Cursed Sun”, det imponerende tekniske arbejde i grooveren ”Laid To Rest” og endelig folkefest med circlepit og fællessang under ”Redneck” (for det her er en motherfucking invitation, glem aldrig det) konstituerer den sidste tredjedel af koncerten. Inden vi siger farvel bliver det også annonceret, at bandet svinger forbi Copenhell til sommer. Så kan der vist ikke findes en bedre måde at kigge frem mod Slayer på. Godt nok var der ingen ”Black Label”, der ellers en gammel tradition efterhånden, men mon ikke den er at finde til sommerens sætliste? Man kan håbe på det. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Omerta
2) – Ruin
3) – Walk With Me In Hell
4) – Now You’ve Got Something To Die For
5) – 512
6) – Engage The Fear Machine
7) – Blacken The Cursed Sun
8) – Laid To Rest
9) – Redneck
Kilde: www.setlist.fm

Slayer:
Gary Holt er ikke med os i aften, da han er taget hjem for at pleje sin døende far: det kan man jo svært holde imod ham, så i stedet får vi nu tidligere guitarist i Machine Head, Phil Demmel, til at overtage. Ikke at det gør den store forskel. Alt er nøje tilrettelagt uanset udskiftningen.

Til tordnende trommer, rødt lys, røg, omvendte kors, ild, pentagrammer og et dejlig brutalt banner falder tæppet og Slayer er i huset, først med ”Repentless” men ellers med skæringer fra samtlige albums udover ”Undisputed Attitude” og ”Diabolus in Musica” (også respektivt bedre kendt som coveralbummet og ”det ene dårlige Slayer-album”) og ellers med en klar overvægt af sange fra før 2000. Der er nok ikke nogen fans der er gået skuffede hjem på den konto og fællessangen (så meget der nu er muligt) begynder da også allerede i ”Disciple” med den folkekære lyrik ”GOD HATES US ALL!”, her også med omvendte kors. Af ild. Naturligvis.

Helt generelt skal ild vise sig at spille en central rolle. Fra røgen og den repeterende blodrøde belysning til selve flammerne. Det visuelle aspekt er fantastisk fra start til slut og i sig selv værd at kigge på. Lydmæssigt står det også godt til, selvom den knivskarpe kant fra Lamb of God nu er væk så bl.a. trommerne lyder lidt gungrende i det. Men så igen, Slayer selv er også noget gungrende i det. Det er mandag og de kan derfor læne sig tilbage og køre den hjem på rutinen, hvilket da også er præcist hvad der sker. Araya presser på ingen måde hverken sin stemme eller sin fysik og selvom både guitar- og trommespillet er som det skal være er det kun det, som det skal være. Publikum derimod er et af de mest taknemmelige i mands minde. Der er konstante tilråb, klapsalver og jubelbrøl og selvom der aldrig opstår en kontinuerlig pit er stemningen elektrisk: jeg spotter fremmede skåle sammen for en kort stund at finde fællesskab, og det er sgu skønt at se. Så, (delvist) hul i at Slayer ikke selv er helt det samme sted, for de forsamlede nyder det i fulde drag uagtet.

Slayer har forberedt sig grundigt på forhånd og koncerten skal vise sig at være inddelt i visuelle akter. Ved ”War Ensemble” kommer et nyt banner frem på scenen og der skiftes til et grønt/gult farvetema. Stadig med ild, altid mere ild. De siger dog ikke meget selv: først efter tre kvarter bliver der hilst på publikum og en enkelt sang introduceres ved ordene ”payback’s a bitch” og med formaninger om, at sangen handler om karma. Her skiftes der også farvetema igen, denne gang til blå/hvid og ved ”Seasons In The Abyss” kommer et nyt banner til syne samt mere fællessang. Overordnet rykker vi os aldrig, men det skal forstås på både godt og ondt: intensiteten og publikums engagement er noget nær det samme igennem de 19 sange, og det er højt, men omvendt er der heller ikke nogle steder hvor det virkelig klikker undtagen mod slutningen.

Men man keder sig ikke, tag ikke fejl. Og selvom Slayer kører den på rutinen er der i det mindste én mand der virker til at have sit livs højdepunkt, nemlig Phil Demmel. Han er ét stort smil hele vejen igennem og kan heller ikke lade være med at synge/råbe teksterne for sig selv. Det er en sjov kontrast til de andre tre herrer der ser ud til at have det middelmådigt fra start til slut. Men der er til gengæld intet middelmådigt ved de tre sidste sange, for her kommer ”Raining Blood”, ”Chemical Warfare” og ”Angel Of Death” samt det blodrøve farvetema fra første akt – og ild, ild og mere ild. Mellem de mange glædesudbrud går der et lille gys igennem mig: det her er sidste gang. Og så tager publikum da også (endelig) affære fra den hidtil stillestående reception: nu begynder en pit oppe foran. Det ender derfor med et højdepunkt, i høj grad båret af publikum, selvom det at se Tom Araya stå og kigge lydløst udover os efter ”Angel of Death” i flere minutter, der her føles markant længere, også er... ja til at tage og føle på. Som om han selv har svært ved at begribe at det nu er slut. Og således er det. Tak for det hele, Slayer, I både startede og sluttede mere end værdigt.

Sætliste:
1) – Repentless
2) – Blood Red
3) – Disciple
4) – Mandatory Suicide
5) – Hate Worldwide
6) – War Ensemble
7) – Jihad
8) – When The Stillness Comes
9) – Postmortem
10) – Black Magic
11) – Payback
12) – Seasons In The Abyss
13) – Dittohead
14) – Dead Skin Mask
15) – Hell Awaits
Encore:
16) – South Of Heaven
17) – Raining Blood
18) – Chemical Warfare
19) – Angel Of Death
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Machine Head - Catharsis

Nye udgivelser fra Machine Head vækker altid opsigt, og det nyeste skud på stammen, ”Catharsis”, er ingen undtagelse – på nettet og i pressen har der på forhånd været diskuteret, hvad man kunne forvente fra Robb Flynn & Co.

Med et ”Fuck The World” melder Flynn sig på banen og markerer vanen tro, at han ikke gider noget pis. Men også musikalsk byder albummet på genhør med den blanding af Groove- og Thrash Metal, som de er kendt for, og igen sker det med en blanding af knaldhårde og melodiske elementer. Det gør numre som ”Volatile” og titelnummeret til glimrende headbangerøvelser, mens ”Kaleidoscope” er ren Thrash i smadderstil.

Samtidig giver de Korn-agtige rytmer i ”Screaming At The Sun” og det ultra seje ”Triple Beam” et kig mod Nu Metal. Lægger man de fine strygere i “Heavy Lies The Crown” oveni står det klart, at det er lykkedes at skabe et meget alsidigt udspil.

Men, for der er et men: I bestræbelserne på at skabe så varieret og bredt et album, går Machine Head et skridt for langt. Ret mange steder, hvor der indsættes pæne og rene vokaler, sker det på bekostning af fremdrift og energi – det suger energien ud af numrene, så de staller og træder vande. De 15 numre har en samlet spilletid på næsten 75 minutter, og det er for meget; havde man taget en håndfuld numre ud af tracklisten, havde albummet vundet energi. Det betyder, at hvad der kunne have været et virkelig fedt album, ender med at blive et godt et af slagsen.

Tracklist:
1. Volatile
2. Catharsis
3. Beyond The Pale
4. California Bleeding
5. Triple Beam
6. Kaleidoscope
7. Bastards
8. Hope Begets Hope
9. Screaming At The Sun
10. Behind A Mask
11. Heavy Lies The Crown
12. Psychotic
13. Grind You Down
14. Razorblade Smile
15. Eulogy
Samlet spilletid: 74:17

Læs mere...

Ancient Ascendant - Raise The Torch

Ancient Ascendant var senest forbi min anmelderstak i 2014, hvor de udsendte deres andet album, "Echoes and Cinder" - en mere end godtkendt omgang Dødsmetal. Nu er de så klar med efterfølgeren, som de kalder "Raise The Torch”.

Efter en kort instrumental stemningsintro med kor og klaver går det løs med ”Our Way”, som indeholder gode guitarmelodier og et glimrende drive. Samtidig markerer vokalen sig med en blanding af growl og en ondsindet hvæsen, der mest af alt lyder som en figur fra en eventyrfilm. Hermed er banen kridtet op, og Ancient Ascendants stil præsenteret. I de efterfølgende numre er det især værd at lægge mærke til de flotte melodier i de stille passager af ”Foreign Skies”, de blastende trommer i ”Carnal” og det fede drive i ”Grasping the Torch”, som går direkte i nakkemusklerne. De to afsluttende numre indfører et skifte mod det tungere, men de virker uinspirerede og mindre flydende.

Nej, albummet lever helt klart af det medrivende groove, der præger de fleste tracks; det giver musikken et dejligt flow, som skaber en positiv stemning. De samme ideer bliver godt nok brugt flittigt, så en smule mere variation havde ikke skadet, men det fine drive tager alligevel stikket hjem til Ancient Ascendant.

Tracklist:
1. Reawakening
2. Our Way
3. Scaling the Gods
4. Unearth
5. Carnal
6. Foreign Skies
7. Grasping the Torch
8. The Great Curve
9. To the Cold
Samlet spilletid: 45:06

 

Læs mere...

DevilDriver - Copenhell 2017

Årets første koncert på Copenhell, og jeg kan kun sige: du har været savnet. Det har de amerikanske groovere i DevilDriver også, i hvert fald hvis man skal dømme ud fra de mange forsamlede, både taget i betragtning at pladsen først lige er åbnet, og at der er massiv kø udenfor. Efter 7 års forsinkelse skulle det altså være: DevilDriver var ellers et af de store trækplastre på festivalens debut tilbage i 2010, men af nu for længst glemte grunde aflyste bandet i sin tid.

Om bandet selv kan huske grunden, eller overhovedet huske aflysningen, vides ikke, men efter en forrygende start med ”End Of The Line” og ”Not All Who Wander Are Lost” føles det næsten sådan, med den glimrende indsats der lægges for dagen. Som om DevilDriver vil tage revanche med stil. Ja, det er tidligt, men det stopper altså ikke nogen. Ét nummer inde, og Dez efterspørger allerede alverdens pits. Han får dem. Men det er jo også næsten garanteret med det valg af sange: om det så er førnævnte, ”I Could Care Less” eller ”Before The Hangman’s Noose” – gnisten er tændt, og den kan ikke slukkes. Det er en sand fornøjelse at stå her igen, og med oppustede dinoer og flamingoer foran scenen, ved man igen hvor man er havnet: på én gang seriøst, brutalt og lige-på, men ligeledes fjollet og hyggeligt.

Det eneste skår i glæden er, næsten som man kunne forvente, lyden. Den er skrald, intet mindre. Altså, igen, det ER forventet, men for satan, det lyder af helvedes til. Og når man taler om DevilDriver, der altså generelt ikke har små, lækre detaljer gemt i deres lyd, så er det altså skidt.

Men omvendt... skidt med det. Vi er her ikke for de finere detaljer. Vi er her heller ikke for at blive overrasket, og det afspejler sætlisten på alle måder: udover to nyere sange er det alle gamle travere, her ment på den mest positive måde. Og det fungerer præcist som det skal: velkommen til helvede. Vi er klar. Bring it!

Sætliste:
1) – End Of The Line
2) – Not All Who Wander Are Lost
3) – Grinfucked
4) – Cry for Me Sky (Eulogy Of The Scorned)
5) – Daybreak
6) – I Could Care Less
7) – Before The Hangman’s Noose
8) – Clouds Over California
9) – Ruthless
10) – Meet The Wretched
Kilde: www.setlist.fm

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Devil Driver_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Devil Driver_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Invocator_1
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Sepultura - Machine Messiah

Allerede ved albummet ”Chaos A.D.”, som Sepultura udgav i 1993, begyndte jeg så småt at tabe interessen for Sepultura, da den fandenivoldske og superfede Thrash-maskine som kørte klassikere som ”Beneath The Remains” og ”Arise” i stilling, så småt begyndte at krakkelere. Bedre blev det ikke da grundlægger og frontmand Max cavalera forlod skuden i 1997. Faktisk har jeg ikke lyttet til Sepultura siden ”Roots” fra 1996, så det skulle blive interessant at se, hvad bandet havde i posen på det nye album ”Machine Messiah”.

Albummet lægger ud med den langsomme og groovede ”Machine Messiah” med fed vokal og fede soli, som rent faktisk skulle vise sig at være pladens fedeste track. Musikken er vel i grunden mere Groove Metal end det er Thrash Metal, da der fokuseres på flere tunge og groovede stykker. Og hvad sker der lige for instrumental nummeret ”Iceberg Dances” med hammond orgel indslag såmænd, Prog Thrash anyone? Bestemt et fornyet og mere varieret Sepultura, men det er selvfølgelig også længe siden jeg har lyttet til dem, og der er langt til Thrash Metal Svendestykket ”Beneath the Remains”, som jeg nævnte tidligere.
 
”Machine Messiah” er på mange måder et udmærket album, hvor der bliver eksperimenteret lidt mere end hvad jeg havde forventet, men desværre bliver de gode idéer aldrig rigtigt spændende på sigt; det er simpelthen ikke fængende nok i min bog, hvor det hele virker lidt ufokuseret og rodet med de tilbagevendende punk inspirationer. Et album der ikke er dårligt, og som helt sikkert har sine gode momenter, men det bliver aldrig synderligt interessant.
 
Tracklist: 
1. Machine Messiah 5:54
2. I Am The Enemy 2:27 
3. Phantom Self 5:30 
4. Alethea 4:31 
5. Iceberg Dances 4:41 
6. Sworn Oath 6:09 
7. Resistant Parasites 4:58 
8. Silent Violence 3:46 
9. Vandals Nest 2:47 
10.  Cyber God 5:22
Samlet spilletid: 46:09
 
Læs mere...

Lamb of God - The Duke

Der florerer en video på Youtube, som omhandler tiden hvor Randal Blythe (vokal) fra Lamb of God fik en fan tæt ind på livet. Denne fan ved navn Wayne Ford havde fået sin dødsdom, da han var diagnosticeret med leukæmi. Blythe støttede op om ham gennem koncerter og video chats under indspilningerne til bandets seneste album ” VII – Sturm und Drang”, samtidig med at han snakkede en del med hans familie. En meget rørende video, som man bør tjekke ud.
Alt dette bringer os frem til EPén ”The Duke”, som er dedikeret til dette menneske, og det er der kommet en ganske udmærket EP ud af. Titelnummeret er et ganske stille og roligt midtempo groove track, ja, nærmest en semi-ballade, som – når man tænker over det lyriske tema – går rent ind. Det næste og sidste studio track ”Culling” er et mere klasssisk Lamb of God smadder-derudaf-track...ikke dårligt, men titelnummeret er federe. Der sluttes af med tre live tracks, som viser at bandet bestemt har attitude, og kan levere varen live med masser af fed live stemning.
Jeg har aldrig været den store fan af EP'er, da jeg synes det er for lidt man får for pengene, men her er det nu ikke så skidt endda; 2 studio numre hvoraf titelnummeret vinder førsteprisen, plus noget fed live stemning med en mere end godkendt lyd, og så i en god sags tjeneste...den kan godt forsvares. Rest in peace Wayne Alan Ford!
 
Tracklist:
1. The Duke 4:31 
2. Culling 3:32
3. Still Echoes (Live from Rock am Ring) 4:34 
4. 512 (Live from Bonnaroo) 4:48 
5. Engage The Fear Machine (Live from Bonnaroo) 4:48
Samlet spilletid: 22:16
 
 
Læs mere...

Devilment - II - The Mephisto Waltzes"

Det er to år siden, at Devilment udgav deres debut album ”The Great and Secres Show” - et album som denne anmelder honorerede med 4 stjerner. Bandet er netop nu aktuelle med opfølgeren som har fået titlen ”II-The Mephisto Waltzes”, og Dani Filth og Co. skuffer ikke.
 
Devilment fortsætter stilen med gys og gru temaerne tilsat deres glimrende blanding af Gothic/Groove og Heavy Metal. På dette album virker numrene imidlertid bedre gennemarbejdet, og bandet har taget musikken op på et højere niveau, hvorfor de lyder mere modent end på det forrige udspil. På ”II-The Mephisto Waltzes” eksperimenteres der blandt andet med flere keyboard idéer, og andet spændende vokal-arbejde fra Lauren Francis. ”Judas Stein”, ”Hitchcock Blonde”, ”Life Is What You Keep From The Reaper”og ”Dea Della Morte” er glimrende eksempler på dette. Der er gode temposkift som fungerer glimrende, og musikken har fået en lidt mørkere kant.
 
”II-The Mephisto Waltzes” er et særdeles vellykket album, som kommer godt omkring i alle de forskellige udtryk som genren indeholder, og selvom de to albums selvsagt minder om hinanden rent stilmæssigt med Dani Filth’s særprægede vokal, så er der alt i alt  lidt mere at komme efter rent musikalsk på denne ganske fede efterfølger. Der er stadig et stykke vej op til den helt store karakter, men mindre kan også gøre det – jeg skruer en halv op for begejstringen!
 
Tracklist:
1. Judas Stein 5:21 
2. Hitchcock Blonde 4:09 
3. Under The Thunder 5:19 
4. Full Dark, No Stars 6:23 
5. Shine On Sophie Moone 6:34 
6. Life Is What You Keep From The Reaper 5:02 
7. Dea Della Morte 5:36 
8. Entangled In Our Pride 5:33 
9. Hell At My Back 5:44
Samlet spilletid: 49:44
 
Læs mere...

Black Swamp Water - Chapter One

Kvintetten fra Silkeborg er en lidt udefinerbar størrelse; på den ene side vil de gerne spille tung og groovy sydstatsrock, og på den anden side vil de levere sleazy glamrock. De gør egentlig begge ting ret fornuftigt, og får det mikset til en herlig blanding af begge.

Der er bare ikke så meget nyt under solen. Så selvom det er rutinerede kræfter som f.eks. Kim Langkjær Jensen (tidl. Illdisposed, Dawn of Demise og Koldborn) bag trommerne og Jacob Bredahl der har mixet og mastereret pladen, bliver det lidt af en langgaber.

Bevares, der er ganske gode skæringer iblandt de 11 numre. Tag titelnummeret – det er tungt og groovy på den fede måde. Måske Black Swamp Water skulle overveje at gå mere i den retning fremover, for det er en stil, de mestrer. Hvorimod et nummer som ”Leave Nothing Behind” bliver lige lovlig Guns 'n' Roses-agtigt og lidt ligegyldigt.

Derfor vil jeg håbe, det næste kapitel ikke bliver ligeså langt. Det kan i hvert fald overvejes, om det er strengt nødvendigt med 11 numre – umiddelbart kunne der godt barberes et par stykker væk, så pladen kunne komme ned på otte numre og dermed blive lidt lettere at fordøje.

Trackliste:
1. Leave Nothing Behind
2. Harmless
3. World on Fire
4. Interlude
5. Into the Fire
6. Black Swamp Water
7. Life Is Pain
8. The Only Road
9. Efuckingnough
10. Run
11. Let It Go

Total spilletid: 49:24

Læs mere...

Livløs - Livløs EP

Livløs  er et forholdsvis nyt Dansk band, som blev grundlagt 2014 og har base i Aarhus. Bandet består af fem medlemmer: Simon Olsen (Vokal), Kenneth Breinbjerg (Guitar), Franz Posch (Guitar), Søren Frambo (bas) og sidst men ikke mindst Thomas Dannemand på Trommer. Umiddelbart er disse gutter ubekendt for mit vedkommende, men det gør bestemt ikke deres debut EP dårligere af den grund. 
 
Der er godt nok smæk på det første nummer ”Sheets”, som er en herlig blanding af melodisk død og en god omgang groove-metal; masser af fede riffs, tunge stykker og fede breaks. Vokalen er lige i skabet; vred, kompromisløs og uden hæmninger. I ”Passenger” er der gjort plads til et mere melodisk intro-tema som også er en del af nummeret sidenhen, meget smagfuldt. Men ellers bliver der  for alvor ”riffet” igennem - bare så vi ved hvor vi er henne rent stilmæssigt – et sted mellem en lidt tungere udgave af Hatesphere, og Pantera i de groovede stykker, hvilket jo bestemt er et godt sted at starte. ”Hallucinations” og afslutteren ”Decay” er EP’ens svage side om man vil, her savner jeg simpelthen de fede groovede tunge og nakkesmækkende stykker, for selvom der her bliver eksperimenteret med blandt andet akustiske passager, bliver disse numre desværre lidt unuanceret og rodet, men det er dog stadig udmærket.
 
EP'en er indspillet i, og mixet Jacob Bredahl i Dead Rat Studio og masteret af Brad Boatright fra Audiosiege i Portland, Oregon. En EP som alt i alt er mere end godkendt fra disse gæve jyder, men desværre er alt for kort. Nuvel, såden er det som bekendt med EP’er. Jeg er ihvertfald spændt på at høre mere fra livløs, for det smager helt sikkert af mere!
 
Tracklist:
01 Sheets ( 03: 33) 
02 Passenger ( 05: 15) 
03 Hallucinations ( 04: 31)
04 Decay ( 03: 48)
Samlet spilletid: 17:07
 
Læs mere...

Feared - Reborn

2016 er året hvor Svenske Feared har 10 års jubilæum. ”Det skal fejres” som de siger i den ufatteligt dårlige tv reklame fre Jem & Fix. Som sagt så gjort, og det med en genindspilning af de bedste numre fra bandets to første udgivelser ”Rejects” fra 2011 samt  ”Refeared” fra 2012.

Det hele starter med ”Opening Scene”, som er en stille og rolig piano-intro, men selvom ”Reborn” indeholder genindspilning af tidligere materiale end sidste års ”Synder”,  som denne anmelder jo var temmelig begejstret for, så er det stadigvæk fyldt med aldeles tunge nosser det her. Jeg ved ikke om genindspilningen har pyntet på numrene, da jeg ikke har hørt original versionerne, men musikken er meget groove-orienteret som i dén grad klæ’r bandet; voldtunge fede riffs fra fra den gode Ola Englund krydret med en del fede leads, nøjagtigt ligesom på ”Synder”, dog måske i lidt mindre grad når det kommer til lead. Samtidig er der også gjort plads til stemningsfulde tracks som ”The Morgue” med akustiske guitarpassager.

Jeg er nødt til at gentage mig selv fra sidst jeg havde med Feared at gøre – Det er et særdeles potent udspil vi har med at gøre her; bandet er super tight spillende med en tilpas grum og snerrende vokal, som til tider faktisk bliver varieret med ren vokal, og bliver defor aldrig  belastende at lytte til.  Så selvom gassen måske går lidt af ballonen på sidste halvdel af pladen, er ”Reborn” aldeles anbefalelsesværdig i Death/Thrash Metal universet, man kunne fristes til at kalde det Groove-Thrash, omend den lider lidt under ”Synders” højere niveau.

Tracklist:
1. Opening Scene
2. Fall of Man
3. World Eater
4. Lords resistance Army
5. Our Dying World
6. The Morgue
7. The Turn
8. Breaking The Cycle
9. My Last Line
10. Changes
11. OCD
12. The Bridge
Samlet spilletid: 48:12

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed