fbpx

A Perfect Circle - Forum, 12.12.18

Året er ved at være omme, Tool er bekræftet til Copenhell 2019, og hvad mere? Nå ja, et af Maynard James Keenans sideprojekter vender retur efter et glimrende besøg på Northside tidligere på året. Slapper den mand nogensinde af? Ikke at man skal klage, som nysgerrig-lytter-men-ikke-helt-fan var det en fornøjelse for et halvt år siden, så mon ikke det bliver mindst ligeså godt nu?

A Perfect Circle:
”Når nu vores konkurrent Royal Arena kan tilpasse sig mængden af solgte billetter, hvad fanden gør vi så?!”. Hvis dette ellers fiktive udsagn var stammet fra en i Forums ledelse ville det ikke have undret mig. Det er nok ikke tilfældigt at konceptet Forum Black Box opstod lige omkring tidspunktet hvor Royal Arena åbnede, og baseret blot på opvarmningen Chelsea Wolfe, hvor vi som tilskuere vitterligt er lukket inde i en boks af sorte vægge – ja så holder konceptet 100 %. Vi er vel 3000-4000 mennesker, så det er intimt på en hel anden måde end man er vant til, og at sælge 10.000 billetter til A Perfect Circle var jo nok utopisk uanset hvad, så der skal ikke lyde nogen klager herfra. Det er bare sjovt hvad lidt konkurrence kan gøre.

At A Perfect Circle er deres helt egne, det er vist ikke en overdrivelse. Der er ingen vilde fagter og leflen for laveste fællesnævner, nej i stedet åbnes der roligt og næsten lokkende som Keenans vokal bærer os igennem titelsangen fra bandets seneste album ”Eat The Elephant”. Herfra er det gnidningsfrit over i ”Disillusioned” inden en række af ældre sange præsenteres med indskydelse af den fjollede ”So Long, And Thanks For All The Fish”. Generelt er det nye album en ujævn størrelse da nogle af sangene er på højde med de ældre, men nogle falder grueligt igennem som f.eks. førnævnte og afslutteren ”Delicious” – men det sidste kommer jeg tilbage til.

Visuelt er scenen sat på samme måde som Northside, altså et podie til trommesættet i højre side, hele venstre side er afsat til den ene guitarist der skifter mellem guitaren og klaveret og i midten har vi så en (perfekt) cirkel til Keenan og hans udskejelser. Det er hans space, sommetider brugt til blot at synge, andre gange til at halvt danse/halvt vifte med armene, men for det meste blot at være gemt væk i skyggerne. Til gengæld er der nu mere lys, lige fra trommepodiet til Keenans cirkel og til de aflange og afkortede skærme i loftet der hænger så det næsten ligner, at man befinder sig i en kirke hvor lyset strømmer ind (det er indtil de skifter til mere dystert lys af og til). Bag scenen dukker bandets logo sporadisk op og forsvinder ligeledes af og til igen – man er dermed aldrig i tvivl om hvem der spiller. Alt i alt et glimrende visuelt setup der understreger musikken og dens forskellige stemninger effektivt og med en i øvrigt god og klar lyd til følge.

Værende et så sjældent bekendtskab på vores breddegrader (det er deres kun 3. visit) behøver A Perfect Circle ikke reelt gøre andet end at dukke op, og så at spille ordentligt. Det er også præcist hvad de gør, hverken mere eller mindre, men langt det meste af materialet modtages med gentagende klapsalver: det nye varierende fra sang til sang og det gamle stort set ubetinget. Ellers ”sker der ikke rigtigt noget”, men det er heller ikke fordi der er et sådant behov, faktisk ville det nok ikke være en positiv tilføjelse hvis der opstod moshpits eller Keenan hoppede vildt rundt. Det er opmærksomhedskrævende musik, noget man fordyber sig i, ikke slås og bolle.

Med ovenstående sagt, og stadig med respekt for at bandet gør præcist hvad der passer dem, kan man altid diskutere sætlisten. Både ift. valg af sange, som dog ikke er et kritikpunkt herfra, men derimod opbygningen af den, her mest mærkbart i midten af sættet. Coveret af ”(What's So Funny 'bout) Peace, Love And Understanding” er uinteressant og selvom både ”Vanishing” og især ”The Noose” er fede numre på plade bliver de i kombination med ”3 Libras (All Main Courses Mix)” simpelthen for langtrækkende. Intensiteten daler deraf gevaldigt og flere ser ud til ikke helt at være sikre på hvad de skal synes, også hos dem som åbenlyst kender sangene. Især overgangen fra ”The Noose” til deres remix af ”3 Libras” er ærgerlig. Hvorfor ikke bare spille den originale så? Remixes er for det første sjældent bedre, og da slet ikke når det bliver til omkring syv minutters ligegyldig støj der lyder som Massive Attack på en dårlig dag. En unødig tilføjelse.

Men vi kommer heldigvis ud af ørkenvandringen. Efter 55 minutter og 11 sange siges der tak og verdenssituationen vendes i et par ord – ”men ikke her, ikke i aften”, lad os glemme alt det et øjeblik og nyde dette i stedet, formanes der fra scenen. Og så kommer de rigtig gode sange fra det nye album. Fire i rap i form af ”The Contrarian”, ”TalkTalk”, ”Hourglass” og endelig ”The Doomed” der fungerer akkurat som de skal. Og det slutter ikke der, for i forlængelse kommer også ”Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums” der bliver et højdepunkt på linie med ”Weak and Powerless” i begyndelsen. Her kan de skærende industrialelementer mærkes og med det simple, men effektive blinkende lys i perfekt rytme føles det som krigstrommer der banker derudaf. Det er nemt, men det virker. Hvad der derimod ikke virker er AC/DC coveret ”Dog Eat Dog” der ligesom på Northside stikker ud som en ligegyldig tilføjelse, den sympatiske hyldest uagtet. ”The Package” får os dog direkte tilbage i den gode zone, men hvorfor slutte med ”Delicious”, en ret beset kedelig sag fra den nyeste udgivelse? Det er en dum afslutning, slet og ret.

Men sådan er det. Ingen skal diktere tingene for APC. Og når alt kommer til alt tror jeg ikke nogen går skuffede herfra. Ikke at det så var overjordisk eller perfekt, der er trods alt et stykke dertil, men det var ganske godt. Nu kan vi så alle sammen vente på Tool til sommer. Mand, det bliver godt.

Sætliste:
1) – Eat The Elephant
2) – Disillusioned
3) – The Hollow
4) – Weak And Powerless
5) – So Long, And Thanks For All The Fish
6) – Rose
7) – Thomas
8) – (What's So Funny 'bout) Peace, Love And Understanding (Brinsley Schwarz cover)
9) – Vanishing
10) – The Noose
11) – 3 Libras (All Main Courses Mix)
12) – The Contrarian
13) – TalkTalk
14) – Hourglass
15) – The Doomed
16) – Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums
17) – Judith
18) – Dog Eat Dog (AC/DC cover)
19) – The Package
20) – Delicious
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Queens Of The Stone Age - Forum

Koncertåret for mit vedkommende har været ret solidt. Jeg har fået set en del bands, som jeg har ventet mange år på, og da muligheden kom for at tage ind og se ørkenrockerne i Queens Of The Stone Age, så var der ikke engang et spor af tvivl i mit sind. Jeg kan ikke engang tælle på nok fingre hvor mange gange jeg har lyttet til det her band, eller hvor mange gange jeg har givet mig selv mentale tæsk for ikke at have set dem live endnu, men nu var det endelig blevet tid. Koncerten var oprindeligt planlagt til at blive opført på Tap1, men på grund af den massive efterspørgsel så blev koncerten rykket til Forum, et meget risky move som gjorde mange fans sure, hvilket resulterede i, at koncerten gik fra at være udsolgt til få billetter, men skift eller intet skift så skulle det ikke holde mig tilbage for endelig at se Queens Of The Stone Age.

 

Broncho

Kender i det der når i ved allerede når bandet er gået i gang med at spille, og de første ti sekunder lyder helt forfærdeligt? Det var desværre sådan en situation jeg var endt i, i aften. Broncho spiller en undergrunds subgenre af Rock musik, men gør det bare utrolig dårligt. Jeg tvivler på, at jeg har set et publikum se mere forvirrede ud end da de spillede for os. Hvad så om musikken? Jo, den var vel fin nok i deres ører, men i mine ører og mine venners ører så virkede det altså ikke til at vi fik særlig meget ud af denne oplevelse. Forsangeren valgte at give den mest tamme vokal præstation jeg har set længe, som var en blanding af en meget skinger falset eller bare utydelig mumlen, jeg kan måske beskrive det som en blanding imellem en fyr som var utrolig forkølet, men stadig helt oppe at køre. Jeg ved ikke lige hvem der synes at det var en god idé at få dem til opvarme for Queens Of The Stone Age, men jeg håber virkelig ikke at nogensinde i mit liv kommer til at se Broncho igen.

Karakter 1 ud af 6

 

Queens Of The Stone Age

Jeg stod iblandt publikum og mine venner, og de sidste tre minutter var uden tvivl den længste ventetid, jeg nogensinde har oplevet. Scenetæppet faldt og hele Forum kunne nu høres. Efter en kort intro blev koncerten sparket i gang med den evigt fede If I Had A Tail. Det er et show i sig selv at stå og overvære bandet spille og se hvor godt de egentlig spiller sammen. Forum leverede en ganske fin lyd i starten af showet, så det er jo kun et plus i min bog. Eftersom bandet er i gang med at promovere deres seneste udspil, Villains, så fik vi jo også numre som Feet Don't Fail Me Now og The Way You Used To Do. Selvfølgelig gode numre, men det var numre som My God Is The Sun, You Think I Ain't Worth a Dollar, but I Feel Like a Millionaire og No One Knows som skabte festen blandt publikum, og specielt på den sidstnævnte blev der dømt til fællessang inde i salen. Der var også numre fra det helt gamle bagkatalog som Monsters In Parasol og Avon, som også bare satte gang i festen. Jeg tror heller ikke jeg har vidnet en frontfigur mere badass end Josh Homme. Den ene smøg efter den anden, og specielt den måde han dansede under numrene var bare et show i sig selv. Han fortalte os også, at han ikke havde lyst til at snakke, da han bare ville bruge sin aften sammen med os imens vi hørte deres dejlige musik, og så fik vi lige en sexet og charmerende version af Make It With Chu, som også virkede en anelse forlænget, hvilket også passede perfekt til nummeret. Selvom man troede at man var udenfor farezonen, så endte det sgu med at lyden blev en smule mudret imod de sidste par numre, men aldrig til det punkt hvor det fuldstændig utydeligt hvem der spillede hvad. I Appear Missing var en anelse dyster, da Homme sagde før nummeret gik i gang, at han selv kendte til at være fanget i mørket. Men det var ikke længe at vi holdte os i det mere nedtrykte hjørne, da vi fik numre som Little Sister, Sick Sick Sick og Go With The Flow som satte et punktum for aftenens koncert. Selvfølgelig vidste vi jo godt at der var et nummer som manglede og selvfølgelig kom bandet tilbage og spillede Songs For The Dead, hvilket åbenbart satte en wall of death i gang, og jeg forstår virkelig ikke hvad grunden bag det var, men pitten var fuldstændig vanvittig under nummeret. Apropos wall of death, så kommenterede Homme "That looks fucking stupid, do you guys do that at your moms house" så det grinte vi også en del af. Intensiteten nåede et nyt højdepunkt det sidste af stykke af sangen, og når man snakker om intensitet så smider Homme selvfølgelig sin guitar ind i trommesættet, slut prut finale.
Queens Of The Stone Age's navn ligger måske tilbage i stenalderen, men alligevel kunne de heller ikke være mere relevante end de er i øjeblikket. Jeg synes de leverede en pisse fed koncert, men lydproblemerne under visse numre satte en lille dæmper på oplevelsen. Jeg ser utrolig meget frem til deres koncert på Northside næste sommer, og det bliver mindst ligeså fedt eller bedre? Det må tiden vise.

Karakter 5 ud af 6

 

Sætliste:
If I Had a Tail
Monsters in the Parasol
My God Is the Sun
Feet Don't Fail Me
The Way You Used to Do
You Think I Ain't Worth a Dollar, but I Feel Like a Millionaire
No One Knows
Leg of Lamb
Avon
Smooth Sailing
Domesticated Animals
Make It Wit Chu
I Appear Missing
Villains of Circumstance
Little Sister
Sick, Sick, Sick
Go With the Flow

Ekstra:
A Song for the Dead

Læs mere...

Muse - Forum

Ifølge denne anmelder triumferede Muse fuldstændigt under sidste års Roskilde Festival; intet stort anlagt visuelt show, bare en sjældent set ufiltreret energi og spillelyst tilført et massivt publikum med lyst til at rocke igennem. Det var en succes, og står stadig for mig som festivalens bedste koncert. Jeg kan afsløre at det ikke blev til en gentagelse denne gang, selvom det visuelle aspekt til gengæld havde rykket sig flere ligaer opad.

Muse: 
Ikke siden Metallica spillede op til dans på selvsamme sted i 2009 har der, så vidt jeg ved, været en 360 graders scene i Forum, og i dette tilfælde er det toppet af med en rund stormskærm placeret lige over scenen, så alle kan følge med. Der er udsolgt og godt proppet, men med et mindre pres end hvad jeg normalt synes at opleve i Forum; det er en glimrende scenemodel, uden tvivl. Denne gang (værende indenfor) kan sammenlignes med da Muse optrådte i Parken tilbage i 2009, og også nu er de gået absolut all-in på det visuelle. I forbindelse med at touren omhandler albummet ”Drones” fra 2015 har man simpelthen valgt at medbringe seks kæmpestore og svævende (for at det ikke skal være løgn) droner, der under flere sange futter rundt oppe i luften, alt imens scenen langsomt bevæger rundt i et tempo der svinger fra sang til sang – og her har jeg ikke engang nævnt selve lysshowet, der er et sandt overflødighedshorn af former og farver.

Så skal vi i gang. Lyset dæmpes og introen, naturligt kaldet ”Drones”, sætter en dunkel stemning; dronerne aktiveres og begynder at ”udpege” publikummer med kraftige lys, en ubehagelig overvågning man ikke kan blive fri fra, alt imens hvad der lyder som et kirkekor synger om at selvsamme droner har dræbt bror, søster, far og mor. Det afsluttes ironisk med et ”amen”; så ved man godt hvor Muse står. Det er vildt at opleve Forum henlagt i næsten total stilhed mens dette står på, og jeg kan også sagtens forstå hvor bandet vil hen, men eftersom de næste par timer er underholdning, ville det give langt mere mening at lægge det som outro i stedet, for man har glemt ubehaget om fem minutter. Og ganske rigtigt; allerede to sange inde ankommer ”Bliss” som en velsignet engel. Jeg er en teenager igen der opdager Muse for første gang og bliver blæst lodret bagover. Og hvad mere? Jo, vi får simpelthen også ”Citizen Erased”, to absolutte sjældenheder på dansk grund. Glæden kan ikke gemmes væk, heller ikke selvom lyden er i den ærgerlige ende. Vi er jo trods alt i Forum, og selv om det for det meste lyder tilforladeligt (men aldrig rigtig godt), runger det noget, og baggrundssamples forsvinder af og til ud i intetheden. Desuden er Matts vokal en anelse ustabil; sommetider lyder det fænomenalt, af og til tyndt og decideret utydeligt. Synd, for der er ingen tvivl om at den mand kan synge. Volumen kunne også sagtens skrues op.

”The 2nd Law: Isolated System” passer slet ikke tematisk eller musikalsk ind, men fungerer som en sublim måde at fremvise den imponerende teknologi man i dag har til rådighed. Lange, tynde og halvt gennemsigtige projektorskærme rulles ned fra loftet og fremviser universet, en kvindelig cyborg og andet. Det visuelle trick i ”The Handler” er om noget det vildeste jeg har set; en dukkefører-hånd fylder alle skærmene, og følger både bassisten og Matts bevægelser til punkt og prikke, som var de små marionetdukker. I ”Supermassive Black Hole” fyldes Forum op med kæmpe bolde, som ivrigt kastes frem og tilbage, mens dronerne, denne gang med konstant skiftende farver, igen er på under ”Starlight” – begge sange nyder som forventet god respons fra publikum, og fællessangen breder sig. Fidusen med kæmpebolde er muligvis (over)brugt, men okay, nu vi har at gøre med en interdimensional kærlighedssang går det lige.

Men Muse… hvorfor… Hvorfor skal I partout have Madness på programmet? Splittelsen ses tydeligt, hvor omtrent halvdelen ser ud til at nyde det, og resten står og venter utålmodigt på at seancen er overstået. Heldigvis kunne man foranlediges til at tro at derfra, med en sand perlerække af hits, at nu, ja nu ville det blive godt igen. Desværre falder Muse her ind i en kedelig rutine, og ellers træfsikre sange som ”Stockholm Syndrome”, ”Time Is Running Out” og ”Uprising” lires ligegyldigt og uengageret af. Man kan godt mærke at de tre herrer er ude på en længerevarende tour, da nerven fra Roskilde slet ikke er til stede. Den har nu heller ikke været der under de andre sange, men med ens fokus på det imponerende visuelle show er det nemmere at se bort fra, hvilket ikke er tilfældet i ovenstående skæringer, da der ikke sker noget overraskende. Men så… I ”The Globalist” svæver et gigantisk alien-lignende bombefly rundt i Forum, og også her er dronerne på arbejde, mens storskærmene viser en verden i flammer og ruiner. Hold nu op, det er vildt at være vidne til. Efter en kort mørklægning vender bandet tilbage og afslutter med trioen ”Take A Bow”, ”Mercy” (hvor konfetti fylder hele salen) og den altid fornøjelige ”Knights Of Cydonia”, der virkelig får publikum op i gear igen. En sidste fællessang, en sidste dans, og Muse takker af for denne gang.

Det er en svær kombination at ville være både et politisk/samfundskritisk band, og et underholdningsorkester i arena-størrelse. Jeg synes (desværre) Muse gør det bedst når de holder sig til underholdningen, og det store visuelle show kan ligeså godt droppes, hvis det mest af alt bruges til at manipulere opmærksomheden væk fra hvad der virkelig betyder noget; interaktionen mellem band og publikum. Nerven. Energien. Koncerten på Roskilde sidste år var bedre, selvom det visuelle var tonet overordentligt ned. Med det sagt er jeg ikke i tvivl om at langt størstedelen har haft en glimrende oplevelse, og det tæller bestemt også for noget.

Sætliste:
1) – Psycho
2) – Reapers
3) – Bliss
4) – Dead Inside
5) – Citizen Erased
6) – The 2nd Law: Isolated System
7) – The Handler
8) – Resistance
9) – Supermassive Black Hole
10) – Prelude
11) – Starlight
12) – Munich Jam
13) – Madness
14) – Stockholm Syndrome
15) – Time Is Running Out
16) – Uprising
17) – The Globalist
Encore:
18) – Take A Bow
19) – Mercy
20) – Knights Of Cydonia
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Slipknot, King 810

Jeg ser Slipknot lidt i samme boldgade som Rammstein i forhold til 2 punkter;
1) – De skal opleves live.
2) – De er altid, som minimum, gode live.
Denne gang er det så Forum der skulle stå for tur, og modsat de 2 seneste gange Slipknot har besøgt os (henholdsvis i 2009 og 2013 – begge gange på Orange Scene/Roskilde Festival), er det med en ny plade på bagen. Det er også 7 år siden de sidst spillede indenfor i Danmark, og man må sige det er noget af en opgradering af gå fra KB Hallen til Forum.
Angående opvarmningen, så har KoRn været med på den amerikanske/engelske del af touren, men er altså ikke med i resten Europa. Til gengæld har de bragt det nyligt (over)hypede band King 810 med sig, hvor de begrunder valget med at de ”minder dem om dem selv da de var unge”.

 

King 810:

King 810 – hvad er det egentlig for et navn? Jo, tallet 810 er områdenummeret på Flint i Michigan hvor det amerikanske band kommer fra. Egentlig opstod de tilbage i 2007, men det var først i 2014 at deres debutalbum “Memoirs Of A Murderer” udkom, og ligeledes her blev de inviteret til at spille på f.eks. Mayhem Festival Tour, Slipknot’s Knotfest og Download Festival. Sidstnævnte blev de i øvrigt nødt til at aflyse, da forsangeren og bassisten blev anholdt pga. mistanke om, direkte oversat, ”assault with intent to do great bodily harm”. Forsangeren var i 2012 også udsat for et overfald, hvor han blev både stukket og skudt. 
Bandet er nok mest kendt for netop denne hårde attitude, hvor de f.eks. til deres liveshows har haft 2 maskerede mænd på scenen med geværer – om de så har været ægte eller ej vides ikke. Deres fanbase, i hvert fald i USA, er både voldelig og meget loyal, og er bl.a. gået amok til et arrangement kaldet ”Dirtfest” i 2009, hvor det blev så hektisk at politiet forsøgte at stoppe dem. Det endte i stedet i håndgemæng, og da King 810 fik afbrudt strømmen sang deres fans numrene alligevel. Flere fans har også postet billeder af tallet 810, som de har skåret ind i huden.

Uden de store svinkeærinder går King 810 på scenen, og som forventet er lyden alt andet end god. Forum har det med at svinge en del i lydkvalitet, og jeg har oplevet både ekstremt ringe og virkelig god lyd – i aften er det desværre i den meget ringe ende. Guitar, bas og trommer falder oveni hinanden, og især sidstnævnte buldrer af sted. Vokalen er for det meste svær at tyde, i hvert fald her i midten af salen, hvor jeg står. Sommetider er den dog lige i skabet.

Og det er faktisk også det eneste positive jeg kan nævne, for bandet virker helt tilfredse med blot at spille deres sange, og så ikke én tøddel mere end det. De kan nu også sagtens spille dem, men når man er stort set ukendte og skal varme et publikum op, er det et problem ikke at give sig mere end hvad de gør i aften. Der er heller ikke meget pondus bag, så på trods af de hårde tekster og de insisterende trommer, står jeg og keder mig bravt. Træthed efter en lang tour måske?
Forsangeren mumler tak et par gange, men heller ikke dét føles ægte. Han bevæger sig en anelse rundt på scenen, og de andre medlemmer headbanger en smule for sig selv, men mere sker der ikke.

Ligeledes er det kun nogle få oppe foran der viser oprigtig interesse, og det er relativt få (taget Forums størrelse i betragtning) der klapper oprigtigt da numrene slutter. I lange 45 minutter får de lov at udfolde sig, men okay, i det mindste er lysshowet faktisk ganske godt. 
Endnu et hypet band der ikke kan levere har passeret, og hvor er det dog egentlig sløjt ikke at kunne finde noget større til at opvarme for Slipknot.
2½/6 stjerner.

 

Slipknot:

Hvis man siger nu-metal må man også sige Slipknot. De 9 (men nu kun 7) galninge fra Iowa i USA har siden 1995 været en del af scenen, og har i den tid udgivet 5 albums. Debuten ”SlipKnoT” er fra 1999, deres nok mest populære værk i form af ”Iowa” kom 2 år senere, ”Vol. 3: (The Subliminal Verses) udkom i 2004, og derefter holdt Slipknot en pause inden de vendte tilbage i 2008 med den meget roste “All Hope Is Gone”. 
Fra 2008 og til nu er der imidlertid sket nogle afgørende ting i bandet, udover udgivelsen af ”.5: The Gray Chapter” for nogle måneder siden. I 2010 døde bassisten Paul Gray, og trommeslageren Joey Jordison forlod af ukendte årsager bandet i slutningen af 2013. Det har dog ikke stoppet Slipknot, og de har hyret en trommeslager og en bassist til deres igangværende tour. Det har dog ikke været uden spændinger, da både Corey Taylor (forsanger) har bekræftet at de ikke er medlemmer af bandet, og Shawn Crahan (en af de 2 perkussionister) har tilsyneladende udtalt; ”This is Slipknot, fuck both of these guys… They’ll never be in the band. Never”. Det lyder dog mærkværdigt, men man kan jo aldrig vide.

Man kunne have håbet på at den ringe lyd ville være blevet nogenlunde korrigeret til hovednavnet, men det er ikke tilfældet. Det er også det største minus i aften. Så snart man går en smule tilbage i salen (jeg var langt oppe foran i en god del af koncerten), bliver det gradvist mere ringe. Selv midt i Forum er det skod, hvor trommerne lyder som pap, vokalen oftest er utydelig og ligegodt alt andet roder sig ind og ud af hinanden. Lyden bliver kastet frem og tilbage, og det lyder ad helvede til, både med og uden ørepropper. 
Det bliver derfor aldrig den auditive oplevelse Slipknot fortjener (og som de tidligere har leveret), da så mange detaljer i musikken drukner fuldstændigt.

Når dét så er noteret, så skal jeg love for at det visuelle i forhold til tidligere shows har fået et gevaldigt nyk opad. Først og fremmest er lysshowet nøje afstemt med hver enkelt sang. En gigantisk skærm er placeret bag scenen, der dog ikke viser andet end farver (der kunne man godt have gjort bare en smule mere ud af det). Et bagtæppe er også at se – også er der ”naturligvis” det overdimensionerede og intimiderende gedehoved der hænger langt oppe og lurer over os alle. Og ild. Masser af ild. Det er næsten så Rammstein får konkurrence.

Slipknot har på denne tour 3 forskellige sætlister de bruger, og den vi får er fokuseret på den første plade, så vi f.eks. får både ”Eeyore”, ”Liberate” og ”Purity” i den rækkefølge – sange som må siges til dels at være sjældenheder. Andre steder har de fået mere fra Vol. 3, som bl.a. ”Three Nil”, ”The Blister Exist”, ”Opium Of The People” og ”Vermillion”. Eller også får de ”Eyeless” og ”Disasterpieces” fra henholdsvis 1. og 2. plade. Jeg må indrømme at jeg hellere ville have haft en af de andre 2 sætlister, men man kan jo ikke få det hele.

Det vigtigste er også at publikum lapper det i sig, det værende både de nye sange såvel som ældre klassikere. Fra den brutale åbner ”Sarcastrophe” til ”My Plague”. Fra ”Psychosocial” til ”Left Behind” er der fællessang, masser af moshpits og arme, ben og andet i vejret. Det er fedt at se hvor mange der ikke bare er kommet for de gamle travere, men kan teksten til de 4 skæringer vi får fra den nye. Der er et lille fald i aktiviteten oppe foran i løbet af de førnævnte 3 ”sjældne” sange fra debutpladen, men ellers holdes fanen højt hele vejen igennem.

Det 9 mand høje orkester er over det hele, hvor især perkussionisterne giver den god gas og den ene på keyboard (ham hvis maske tilnærmelsesvis ligner en gasmaske) er den klart mest aktive, og bare at se på ham løbe rundt er underholdende. Det hele er dog noget mere rutineret end hvad jeg før har set, og det virker en smule som om det bare er endnu en dag på kontoret. Corey Taylor spilder ikke så meget tid på snak, men omvendt indpisker han mindre energisk end han plejer.
Det er på ingen måde dårligt, men når SlipKnoT vil, kan de gøre det endnu vildere.

Vi får stadig de roterende perkussions, der ligeledes kører op og ned sammen med de 2 keyboards. Christiania-flaget bliver også stadig båret triumferende rundt på scenen op til flere gange, men desværre kan trommeslageren tilsyneladende ikke Joey Jordisons trick med at spille halvvejs på hovedet, men det går nok. Og ja, vi satte os ned til ”Spit It Out” (og ja, det var fedt!) inden alle i fællesskab hopper op fra gulvet.

Overordnet set var det imponerende (som altid), men langtfra deres bedste. Det er et nøje tilrettelagt show hvor selv detaljerne er planlagt, men kunsten er at kunne skjule lige præcis dét faktum fra alle i publikum - i aften vil jeg ikke mene det lykkedes. Lad os se om de kan gøre det til Copenhell.
4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Sarcastrophe
2) – The Heretic Anthem
3) – My Plague
4) – The Devil In I
5) – Psychosocial
6) – The Negative One
7) – Eeyore
8) – Liberate
9) – Purity
10) – Before I Forget
11) – Duality
12) – Left Behind
13) – Spit It Out
14) – Custer
Encore:
15) – (sic)
16) – People = Shit
17) – Surfacing

 

  • Slipknot_8
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Slipknot_7
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Slipknot_6
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Motörhead aflyser deres forårs tour og koncert i Horsens

Motörhead’s frontmand Lemmy’s helbred er stadig ikke 100 % og har derfor aflyst deres forårets tourné og dermed også deres koncert mandag den 10. marts i Forum Horsens.

 

Se officiel udtalelse fra bandet nedenfor:

“January 24, 2014 - It is with great regret that Motörhead has to announce the cancellation of their European tour, scheduled to start February, 2014.

Many concerted, diligent and focused efforts were made by founding member, and international icon, Lemmy Kilmister to deal with a range of health issues relating to diabetes. While there has been undoubted progress, Lemmy and the band were advised by doctors that it was still too soon to resume full touring activities, and so for the good of the future, the band and Lemmy reluctantly agreed to cancel.

No-one is hurting more over this than Lemmy, and he feels the aggravation and inconvenience of every ticket, and every method of transportation, already paid for by loyal fans in anticipation of the tour. Being a road warrior of over 50 dedicated, non-stop years, it is equally distressing for him to be unable to occupy the top lounge of the trusty tour bus (his spiritual home) but Lemmy recognizes that his long-term health must win. It goes without saying that Lemmy profusely apologizes for inconveniences caused, but he does want everyone to know that he is continuing on the road to a full recovery, and that the prognosis long-term is very good.

Fans have shown tremendous support for Lemmy, and it has meant so much to him. As he told Rolling Stone, "Oh, man, the fans were unbelievable when I got sick," he says. "No bitching. It was all 'Take your time, get better. Don't worry, we'll wait for you. Get well.'"

Rome was not built in a day...like Lemmy's health. But there is some strong light at the end of the tunnel here...we thank you so very much for your continued love, support and understanding.“

Læs mere...

Black Sabbath, Uncle Acid & the Deadbeats

Forum lægger i aften rammerne om de fermøse Black Sabbath med ingen ringere end Ozzy Osbourne, Geezer Butler og Toni Iommy som besætning. Det bliver utroligt spændende om forum kan rumme og supplerer det legendariske band, eller om den dårlige lyd som hallen er kendt for, ender med at lægge en dæmper på løjerne. Koncerten har længe været udsolgt, så mindst 10.000 fans venter ligeledes i spænding på at se, om de gamle gutter stadig dur til noget på en scene.

 

 

Uncle Acid & he Deadbeats

Supporten for i aften leveres af Cambridge drengene i Uncle Acid & the Deadbeats. Deres godt 45 minutter lange sæt byder på en mikstur af psykedelisk rock, doom metal og stoner rock, hvilket i mine ører som udgangspunkt passer perfekt til i aften. Resten af publikum ser dog ikke ud til, at være udbredt enige med mig. Nogle få hoveder nikker hist og her og bandet får nogle pæne bifald mellem numrene, men mere er der desværre ikke at komme efter. De fire gutter spiller ellers temmelig tight, med nogle lækre grooves og klare riffs. Deres lidt bløde vokal-harmoni er måske lidt noget andet, end hvad det generelle publikum for i aften er kommet for at opleve. Bandet er ganske vist heller ikke videre udadvendte på scenen, hvilket ligeledes kan være en årsag til den vage modtagelse. Lyden er generelt ganske udmærket, og instrumenter såvel som vokal går fint igennem, men måske er det bare ikke Uncle Acid & the Deadbeats aften i aften!?

3,5 ud af 6.

 

Black Sabbath

Black Sabbath har været og er stadig et af de mest indflydelsesrige navne inden for heavy metal genren. De garvede herre har været inde over eller influeret direkte på metalscenen siden 1968, hvor de efterhånden ældre herre mødtes og grundlagde bandet. I 2011 annoncerede Black Sabbath deres genopstandelse og med fuldt line-up, hvilket næsten også kom til at holde, med Bill Ward som eneste manglende originale medlem. I år 2013 udkom bandets seneste og ganske fremragende album ”13”. Sidste år måtte bandet lade Ozzy Osbourne tage alene til Jelling Musikfestival grundet Tony Iommis kræftsygdom. Heldigvis er det et helt andet udgangspunkt i dag. Iommi er i bedring og de aldrende herre, har ladet deres danske fans se frem til denne dato siden april i år.

 

Et stort sort tæppe skærmer scenen af idet en luftalarm går i gang og røde lamper begynder at blinke. Tæppet går til side, og bandet kommer ind til et jubelbrøl fra de mange fremmødte fans. Ozzy Osbourne trisser den ene side af scenen til den anden med sine små museskridt, og med et kæmpe smil over hele ansigtet byder han os alle velkommen med udstrakte arme. Den tilbagevente Geezer Butler og Tony Iommi slentrer i mere magelig stil ind på deres pladser og sætter hurtigt gang i ”War Pigs” fra den fantastiske plade ”Paranoid” fra 1970. Ozzys stemme knækker to gange i løbet af nummeret, men dette er heldigvis en af de meget få gange hvor det sker.

 

Med sig på scenen har bandet bragt sig en kæmpe ramme, der er udformet i noget der minder om en papmache-bjerghule, der er inddelt i tre sektioner, med to mindre skærme ude i siderne og en stor i midten. Skærmen i midten bruges hovedsageligt til at livetransmittere bandet selv, hvor de to mindre skærme i siderne viser sammenklipninger af gamle film og tv-optagelser fra omkring 1970’erne. De fortsætter løjerne med ”Into The Void” fra 1971s ”Master of Reality”, og går videre over i ” Under the Sun/Every Day Comes and Goes” og ”Snowblind” fra 1972s ”Vol. 4”. Sidstnævnte bliver passende understreget på skærmene af klip fra fiktion og dokumentarprogrammer om kokain, og selveste Tony Montana fra ”Scarface” viser sin snebeklædte næsetip.

 

Ozzy er meget publikumsorienteret i aften. Hver gang han ikke synger, opfordrer han til fællesklap, ”Oy-oy” fist-pump eller sving armene fra side til side - og det bliver lidt tungt i længden. Til gengæld er han konstant storsmilende og har god kontakt til de tre andre på scenen. Lige som han løbende trisser ud til sceneyderpunkterne og vinker til publikum på gulvet eller balkonen. Femte sang i aften er første singlen ”Age Of Reason” fra dette års ”13”. Nummerets bundsolide groove, der både stikker i retning af hvad de herre lavede i 70’erne, samtidig med det repræsenterer en moderne fyldig lyd, tænder først spørgsmålstegn i publikum. Men som nummeret fortsætter bliver flere og flere overbevist og rocker passende med.

 

Geezer og Iommi er mere anonyme og meget koncentrerede om at spille numrene til perfektion. I det vi får leveret ”Black Sabbath”, ”Behind The Walls Of Sleep” og ”N.I.B.” fra det selvbetitlede album fra 1970, lyser de lidt ekstra op, da publikum giver et brøl af jubel over genkendelsens glæde ved disse fantastiske numre. Lyden er overraskende god, og man kan nemt dissekere lyden, hvis man stopper op og lytter. Alle riffs på både Geezers basguitar og Iommis guitar går klart igennem. Indtil nu har jeg stået godt 10-15 meter fra scenen, og lyden er svær at sætte en finger på, medmindre man vil være virkelig pernittengryn. Iommi nikker svagt med bag hans blåmalerede briller, så korset omkring halsen let gynger frem og tilbage. Geezers højdepunkt i koncerten er basintroen til ”N.I.B.” som han spiller til perfektion, og får et hvin i glæde tilbage.

 

Som de fleste ved, har Ozzy ikke ligget på den lade side gennem sit liv hidtil. Dette kommer også tydeligt til synes i hans lettere krumryggede trissen frem og tilbage, samt hans ubeslutsomhed i forhold til om mirkofonen skal blive i stativet, som han kan holde fast i, eller om han vil gå rundt med den. Det er tilnærmelsesvis lettere ubehageligt og man får næsten medlidenhed med ham. På den anden side, kan man høre på ham, at hans stemme har været brugt men den er ikke direkte smadret. Han rammer flertallet af toner temmelig godt, plus at han har en god, smilende og energisk attitude, hvilket overvinder hans ellers tydelige skavanker.

 

Længere tilbage i salen, samt oppe på balkonen er lyden ligeledes ganske fin, selvom den rumlende bas er lidt mere markeret på disse. Under ”Rat Salad” får tour-trommeslager Tommy Clufetos en længere trommesolo, hvor han på mest overbevisende måde straffer det store trommesæt i godt 2-3 minutter. Herefter startes storhittet ”Iron Man”  og publikum skråler i fællesskab, i en sådan stil, at Ozzy er nede på knæ og tilbede publikum for deres engagement. Denne bliver efterfulgt af ”Dirty Woman” hvortil der bliver kørt eksplicitte billeder af barmfagre kvinder. Det ordinære sæt afsluttes af ”Children Of The Grave”, og bandet har dårligt nok forladt scenen førend Ozzy fra backstage vil have publikum til at råbe ”One more song”. ”Paranoid” bliver det afsluttende nummer, som passende får salen til at koge på sit højeste.

 

Black Sabbath kom, de spillede og de tog af sted igen. Men de lidt for rolige og stivnakkede Geezer og Iommi efterlader et lettere uforløst indtryk. Deres spil er der dog ikke en finger at sætte på, ligesom lyden var overraskende meget på bandets side. Ozzy Osbourne var de to andre en klasse overlegen. Til trods for hans tilstand var han klart den mest dragende af de tre. Hans konstante klap-nu-med ønsker blev en kende trættende i længden, men det overskygger dog ikke, at han virkelig var til stede og virkede glad for at være på scenen. Setlisten var en ren hitmaskine, med undtagelse af de nye numre samt ”Dirty Woman”, hvis eksplicitte videoer egentlig virkede som årsag til sangvalget, mere end af kvalitet. Overordnet set leverede Black Sabbath en rigtig fin koncert, uden at afvige fra bogen på noget tidspunkt. De var velspillende men manglede noget generel nærvær og energi.

4,5 ud af 6.

 

  • Black Sabbath_4
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Black Sabbath_5
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Black Sabbath_2
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen

Se hele galleriet

Læs mere...

Nickelback, Skillet

Nickelback – bandet alle har en holdning om eller bare hader ligeud. Har de solgt ud? Har de taget den nemme vej? Hvad end folks grunde må være, så siger spillestedets størrelse en hel del om deres fanbase her i landet – og det er bare i Danmark.
Jeg har, sandsynligvis ligesom så mange andre, kun dyrket Nickelback igennem radioen og på barer/til fester, etc. Derfor skulle det blive interessant at se hvordan de ville klare sig live, også tilmed i Forum. Sidste gang Nickelback var forbi foregik det i Falconer Salen, så det er noget af et spring siden september sidste år. 
Men først skal vi igennem aftenens opvarmningsband; Skillet.

Skillet:
Det er gået min næse forbi præcist hvor gammelt et band Skillet egentlig er. Det kristne rockband begyndte helt tilbage i 1996 i Memphis, Tennessee og har siden da udgivet 8 studiealbums. De eneste 3 jeg personligt kender til er ”Comatose” fra 2006, ”Awake” fra 2009 og ”Rise” fra i år. Genremæssigt spænder Skillet over rock/hard rock, nu metal og symfonisk metal (på deres seneste udgivelse). Det eneste originale medlem tilbage i bandet er frontmand og bassist John Cooper der nu er gift med den ene guitarist, Korey Cooper.
Deres anden guitarist, Seth Morrison, kom først med i 2011, mens deres trommeslager, Jen Ledger, har været med siden 2008 og samtidigt synger med på en del af de nye sange.

Præcis kl. 19:30 går Skillet på scenen i et næsten udsolgt Forum.
Netop spillestedet er frygtet for til tider tvivlsom eller decideret elendig lyd, men jeg kan hurtigt konstatere at det ikke er tilfældet denne gang. Faktisk er lydkvaliteten utrolig god for et opvarmningsband. Enkelte gange kan det være svært at høre guitaren eller bassen ordentligt, men det hele går fint igennem – igen, for Forum, er det virkelig helt ok og langt bedre end hvad det plejer at være. Jeg kunne dog godt have ønsket mig lidt mindre bulder fra trommerne.
Volumen er ikke som sådan for lav, men jeg tror ikke det ville have skadet nogen hvis den bare blev skruet én tak højere op – det er jo en ROCKkoncert, ikke?

En pæn portion mennesker ser ud til at kende bandet på forhånd, hvilket jeg må indrømme overrasker mig på sin vis. Det er dog kun relativt få som er med under alle 9 numre, men sange som ”Whispers In The Dark”, ”Hero”, ”Awake And Alive” og selvfølgelig ”Monster” vækker genkendelsesglæde hos ikke så få igen. Bandet modtager også en fortjent hyldest af størstedelen af de knap 8000 personer, som er hvad jeg vil gætte på er tilstede i aften, efter hver eneste sang.

En af de ting man husker ved Skillet (udover deres sjove navn) er at der pt. er 2 mænd og 2 kvinder med i bandet. Det giver en del muligheder i forhold til vokalen, hvilket jeg glædeligt bemærker bliver godt udnyttet – også endda primært fra trommeslageren der virkelig synger himmelsk (no pun, men de er jo kristne), alt imens hun giver den gas bag tønderne – sejt! 
De andre medlemmer er også fint aktive og forsangeren forsøger ihærdigt at få os alle med. Det er måske unødigt at nævne sit bandnavn efter ca. hver anden sang, men det er en mindre detalje – det kan mærkes at de er glade for at være her.

Ud af det blå dukker der pludselig en violinist og en cellist op. De giver den gas i 2 – 3 af numrene, bl.a. ”Awake And Alive” – en god og uventet overraskelse. Lyden kan akkurat holde til det, så det er en fornøjelse at høre at det hele går godt igennem.

Sætlisten består af i alt 9 sange som er fordelt ligeligt ud på Skillets 3 seneste albums. De nye sange som f.eks. ”Sick Of It” og ”Not Gonna Die” passer perfekt ind ligesom de ældre af slagsen, og det første guitarriff i ”Circus For A Psycho” får folk til at skrige helt vildt – men det lyder også umiskendeligt som en billig kopi af AC/DC riffet fra ”Thunderstruck”. Udmærket nummer, men knap så cool at (gen)bruge noget der lyder SÅ ens.

40 minutter senere er Skillet færdige, men inden da hører forsangeren os lige om hvor mange der gerne vil se dem igen; jeg er en af dem. De fortjener at spille et mindre sted med en anelse bedre lyd og en større gruppe fans. Selvom musikudtrykket er solidt placeret i den forhadte nu metal/90’er scene, så formår Skillet at give et godt show, som dog denne gang aldrig blev rigtig godt.
... Men det kunne det blive hvis de f.eks. blev booket i Vega!
4 stjerner bliver det til denne gang.

Sætliste:
1) – Whispers In The Dark
2) – Hero
3) – Sick Of It
4) – Awake And Alive
5) – The Last Night
6) – Circus For A Psycho
7) – Not Gonna Die
8) – Monster
9) – Rebirthing

Nickelback:
Det canadiske rockband begyndte i 1995 og udgav året efter ”Curb” der havde en grunge-agtig lyd. Den tendens fortsatte på bandets næste album ”The State” fra 1998.
Derfra, og 5 albums senere, har Nickelback slået sig fast som en af de helt store spillere på rock/pop rock scenen, og har igennem tiden modtaget kritik fra stortset alle kanter pga. deres simple tekster, repetitive sangstrukturer og en poppet lyd – der er nærmest gået sport i at hade bandet. På trods af den massive kritik er Nickelback kun blevet større som tiden er gået.
Den mest kendte figur fra bandet er selvfølgelig forsangeren og lead guitaristen Chad Kroeger der er blevet bemærket pga. sin specielle hæse stemme. Hans bror, Mike Kroeger, spiller bass.
Deres rytmeguitarist hedder Ryan Peake og til sammen har de 3 gutter kørt Nickelback i knap 18 år. Det er altså kun trommeslagerne der er blevet skiftet ud som årene er gået. Nickelback har haft 3 tidligere, og den nuværende, Daniel Adair, har været med siden 2005.

Der lægges usædvanligt hårdt fra start med ”Animals” og ”Woke Up This Morning” – et par sange som ikke mange ser ud til at kende, men der går da heller ikke lang tid inden de store hits skydes ud på stribe, først med ”Photograph”, også er folk da også glade. Alligevel er der ikke den store fællessang.

Nickelback er bevæbnet med 2 storskærme udover de 3 mindre som er placeret bag scenen.
Igennem den 1½ time lange koncert viser de både musikvideoklip, direkte optagelser af de mange fans i front og her-og-nu optagelser af bandet fra en bred mængde af forskellige kameravinkler. Praktisk for de der står eller sidder langt tilbage i salen, men også en smule overkill at bruge 5 skærme til at ”promovere” sig selv på.

Heldigvis har lydkvaliteten oppet sig en smule siden Stillet. Der er en smule for meget diskant på vokalen (især i de høje toner), også buldrer trommerne stadigvæk. Men man kan høre det hele ganske glimrende, og ligesom til Skillet er det bedre end standarden i Forum. 
Lysshowet er også tydeligt tilpasset Nickelbacks musik helt ned til den enkelte sang, så mere end et par gange er det imponerende – dog kunne jeg sagtens have forestillet mig noget endnu vildere især med alt det lys Forum har til rådighed.

Publikummet til en Nickelback koncert er en sjov størrelse, for de fans som står forrest er helt på (igennem de optagelser man kan se via storskærmene), men resten af de fremmødte er mærkværdigt blandet. Tøserne hviner til nogle af de stille sange og fyrene holder om deres formodede kærester, men der er også alt for meget sniksnak og en generel koncentrationsmangel – mange kigger endda i sommetider den helt modsatte retning af bandet. Det er for de fleste kun de største hits som alle er med på, og af dem er det somregel kun omkvædet som sætter gang i folk. Et eksempel er en sang hvor forsangeren beder folk om at hoppe op og ned og flashe djævlehornene. Det gør ca. ¼ af publikummet – men udelukkende i omkvædet. Det er spøjst at se folk være aktive noget af tiden, for så at stå fuldstændig stille i ½ – 1 minut før de så bryder ud i hopperiet igen.

Også når vi til selve bandet… De er virkelig, virkelig, virkelig kedelige. Forsangeren agerer vores kommunikator, men de 3 andre er helt anonyme. Trommeslageren gør dog sit for at underholde os, men det er sgu svært med så kedelige rytmer. Han har tilmed en Anthrax t-shirt på. Måske han gerne vil spille noget hårdere?

Alligevel må det på den positive side nævnes at Nickelback ser ud til at hygge sig. Forsangeren kommer med en masse små og totalt ligegyldige kommentarer imellem næsten hver sang og ”kræver” tit og ofte at vi synger med. Selvom udråb som ”SKÅL!”, ”LADIIIIIIEEEESSSS!!” og ”You gotta sing-along to this one” bliver enerverende mod enden, så er det en fornøjelse at de ikke bare spiller deres materiale også smutter igen – for så ville det virkelig have været kedeligt. 
En sjov gimmick er også at de kalder på en roadie af en art som kommer løbende med små sjusser til dem op til flere gange. Jeg glemmer ikke lige foreløbigt sætningen ”now where the hell is Bradley?”.

Generelt bliver forsangerens forsøg på crowdcontrol til virkelighed, men for meget korte bemærkninger. Et omkvæd her, en intro dér, også er folk tilbage i den samme halvt ligeglade, halvt uinteresserede holdning. Selvom Nickelback nok leverer det samme show hver aften er det alligevel utroligt at de ikke kan gøre det mere interessant. Min oplevelse bliver hurtigt vendt fra hygge og et mildt tidsspilde til at ende med en følelse af at genlytte den samme sang i en time i streg – der bliver selvfølgelig ingen afstikkere til hverken debutalbummet ”Curb” eller deres andet album ”The State”.
Men til Nickelbacks forsvar er det jo en tour kaldet ”The Hits” og efter den lidt vovede begyndelse er det ellers bare hit på hit på hit uden ende.

Men det er jo ikke dårligt. Det er ikke forfærdeligt. Det er bare tæskehamrende uinteressant. 
Det er knap kedeligt, for jeg kender selv næsten samtlige af sangene, også er det svært at virkelig kede sig – men det er tæt på. Alligevel går tiden ganske hurtigt og det er først efter den intetsigende, men i dette tilfælde dejligt afvekslende, trommesolo/instrumental legestue at jeg føler det er tid til at slutte. Jeg er på nippet til at kalde den lille seance aftenens højdepunkt og det er altså ret trist alt taget i betragtning.
Efter ”How You Remind Me”, som er publikums klare favorit, får vi et encore bestående af coverversion af Elton John sangen ”Saturday Night’s Alright For Fighting” og ”Burn It To The Ground”. Det ændrer intet i min opfattelse, i hvert fald for denne anmelder.

I sidste ende var det hele ganske fint, men hverken godt eller storslået. De hygger sig på scenen og det er faktisk den mest positive kommentar herfra, lige udover at de godt kan spille live, men det er hvad man kan og bør forvente. At Nickelback ikke bare forfalder til de samme sætninger aften efter aften er cool, især fordi andre bands i den liga sjældent gider tage sig tid til det. 
Lyden var også god (exceptionelt god for Forum) og publikum tog mere eller mindre det hele til sig, men jeg oplevede aldrig en reel følelse af fællesskab eller en spænding over at være her.
Kort sagt; godt for fans, fint for de mildt interesserede og spild af tid for samtlige andre.
Derfor må karakteren lande på 3,5 stjerner, og det markerer desuden også én af de få gange jeg har set opvarmningsbandet formå at overtrumfe hovednavnet.

Sætliste:
1) – Animals
2) – Woke Up This Morning
3) – Photograph
4) – Something In Your Mouth
5) – Savin’ Me
6) – Far Away
7) – Too Bad
8) – Someday
9) – If Today Was Your Last Day
10) – Rockstar
11) – When We Stand Together
12) – Gotta Be Somebody
13) – Lullaby
14) – Figured You Out
15) – How You Remind Me
Encore:
16) – Saturday Night’s Alright For Fighting (Elton John cover)
17) – Burn It To The Ground

Læs mere...

Soundgarden, Graveyard

Mandag er sjældent en af de bedste dage at tage til koncert. Publikum er i mandagsstemning og til tider kan man endda være så heldig, at bandet på scenen ligeledes ikke er helt oppe og ringe. Kombiner det med vejr, der med silende regn og tunge skyer, om noget råbte efterår og du har mandag d. 9. september. Aftenens band: intet mindre end Soundgarden og med som opvarmning svenske Graveyard. To fede bands på en aften. Mandagsrammerne var dog trukket hårdt op og sendte et ildevarslende signal. Forum har, for mit vedkommende, aldrig været kendetegnet ved en god lyd og med mørke skyer over hovedet og regnen væltede ned, lå det nærmest i kortene, at et eller andet ville ramme aftenens koncert.

 

Graveyard

 

Sidst jeg så Gravayard var på scenen i Amagerbio tidligere i år. Her gav de en fantastisk koncert, der stadig står som en af de bedste i år for undertegnede. Tilbage til fremtiden: Kl. 20:00 gik svenskerne på, samtidig med at Forums lydhelvede valgte at svinge hammeren hårdest. Åbningsnummeret, ”An Industry Of Murder” fra svenskernes 2012 udgivelse, Lights Out, bragede igennem i et lydinferno der sjældent er hørt lignende. Joakim Nilssons vokal druknede i en dundren af trommer og bas, der buldrede løs som kanonslag i en bliktønde. En mildest talt forfærdelig start på aftenen. Det tog lidt over halvdelen af koncerten før lyden kom nogenlunde på plads. Efter den fantastiske "Slow Motion Countdown", var det ligefrem muligt, at høre hvad der sket når leadguitarist Jonatan Larocca-Ramm rørte guitaren. En meget skidt start, der heldigvis blev vendt undervejs. Ud over førnævnte fremførte svenskerne bl.a. ”Seven Seven”, ”Ain’t Fit To Live Here” og ”Siren” før det blev takket af. Bandet leverede, og især sidste del var en fornøjelse. Det var ikke i nærheden af at være på højde med deres performance i Amagerbio og det skyldes udelukkende lydforholdene. Bandet var på og virkede endda taknemmelige for at fået pladsen som opvarmning. Publikum tog godt imod og det var også tydeligt at nogle stykker kendte til svenskerne, selvom der ikke var nogen tvivl om, at størstedelen af aftenens publikum befandt sig i Soundgardenland. 

 

Samlet set blev det til 37 minutter på scenen og det er 37 minutter der løber af sted med 3 ud af 6.

 

Soundgarden

 

Forum var, som tidligere nævnt, i aftenens anledning Soundgardenland. Ikke overraskende. til gengæld var det måske lidt overraskende hvor stor en del af Soundgardenland, der reelt kun var "Black Hole Sun"-land. Nuvel, hvis du vil betale 500 kr. for kun at høre et nummer, skal du da have lov til det - i min optik er det en smule ærgerligt. 

 

Anyway, en stor del af det fremmødte (ikke udsolgte) publikum var heldigvis kommet for at høre mere end det ene nummer - som forresten er langt fra at være Soundgardens bedste nummer! Efter en startmæssig skidt lyd under Graveyards opvarmning, var det naturligt, at frygte en gentagelse. "Flower" fra Soundgardens første album, Ultramega OK, var første nummer der blev sendt af sted. Chris Cornell skulle lige have vokalen justeret, men ellers kørte Soundgarden-toget derud af, med få stop. I det hele taget tog bandet ikke mange pauser. Interaktionen mellem band og publikum var haltende. Det blev til lidt enkelte kommentarer og historier fra bandet, men minimalt med direkte kontakt. Generelt virkede bandet lidt mandagstrætte, især til start. Momentvist kom bandet ud over scenen, men det fjernede ikke fornemmelsen af, at gennemsnitsalderen i bandet efterhånden har nået et vist niveau. Frontmanden virkede til tider malplaceret på scenen, især i situationer hvor han stod uden guitar. Det virkede ikke som om den gode Chris helt kunne finde ud af hvad han skulle og den energi, der ellers er i Soundgardens numre lod slet ikke til at eksistere i forsangeren, før han fik skruet guitaren på. Der manglede simpelthen vildskab og indlevelse på scenen - og det var overordnet for bandet.

 

Herudover kan lyden i Forum ligeså godt få et huk med det samme. Den er generelt ikke fantastisk. Denne aften, under Soundgarden, var den bedre men stadig utrolig støjende. Nuvel, der kan så argumenteres for, at Soundgarden skal være støjende, men aftenens niveau var alligevel for højt.

 

Efter åbningsnummeret blev det til "Outshined" og "Black Rain" – to stærke numre, der fulgte godt op og skabte en drivhuslignende tilstand i den forreste del af forum. Sveden piblede frem som guitarist Kim Thayil sendte det ene tunge riff af sted efter det andet. Der blev meget hurtigt skabt en utrolig varm og rocket stemning i forum, mens den "søde" duft af sved, spildt øl og rumcigar langsomt fyldte luften. Det var en svedig koncert, langt hen af vejen til trods for bandets mangelende engagement. Med mange højdepunkter, vil jeg tillade mig at pinpointe mine, der kom i form af "Rusty Cage", "Fell On Black Days", "Been Away To Long", "4th Of July" og ikke mindst aftenens sidste nummer "Beyond The Wheel". Soundgarden havde rodet i kassen og sammensat en setlist, der sikkert har skuffet nogen. Der var ingen "Spoonman" ej heller ingen "Jesus Christ Pose" eller "Superunknown". Til gengæld fik Danmark lov at lægge øre til "Blind Dogs" fra soundtracket til The Basketball Diaries, hvilket var første gang den blev spillet i Europa. En spændende og halv-uforudsigelig setlist, der dog naturligvis indeholdte bandets største kommercielle hit, "Black Hole Sun". Da først det nummer var spillet, som næstsidste, strømmede publikum mod udgangen og gik glip af aftenens bedste og sidste nummer. Herefter kunne vi andre nyde ”Beyond The Wheel” og den efterfølgende gang støj der lukkede og slukkede for en udemærket aften.

 

Det var mandag og desværre føltes det også en del hen af vejen sådan. Soundgarden er ”overraskende” ikke hvad Soundgarden var dengang, men jeg havde en fornøjelig aften med herlige genhør. Nuvel bandet stod lidt tungt på scenen, men set over hele forløbet, fik publikum leveret næsten to timers (måske lidt for støjende) lir til ørerne. Jeg nåede aldrig helt op at ringe, men var med langt hen af vejen. 4 ud af 6 til Soundgarden.

 

  • Soundgarden_6
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Soundgarden_10
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Soundgarden_13
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

 

Læs mere...

Mark Knopfler

Hvis man siger Mark Knopfler, må man nødvendigvis også sige Dire Straits – eller er det omvendt? Der er i hvert fald ingen tvivl om at Dire Straits har haft en abnorm betydning for rockmusikken, og det skyldes i høj grad bandets sangskriver, Mark Knopfler. 

Her er en herre som er meget pæn til at besøge Danmark. Mark Knopfler har i løbet af de sidste 6 år besøgt Danmark intet mindre end 4 gange; Forum, 2008. Under Broen i Middelfart, 2010. Jyske Bank Boxen m. Bob Dylan, 2011, og nu senest i Forum i år – han besøgte endda Malmö dagen før, men de hyppige besøg påvirker tilsyneladende ikke fremmødet, for der var til aftenens koncert udsolgt flere uger i forvejen.

Denne koncert, med tilnavnet ”An Evening With Mark Knopfler”, var arrangeret med nummererede siddepladser og begyndte på det ugudelige tidlige tidspunkt af kl. 18:30.

Mark Knopfler:
Mark Knopfler var først aktiv med Dire Straits fra 1977 – 1995. Han begyndte dog på sine musikalske eventyr helt tilbage i 1965. Hans første soloalbum, “Golden Heart”, blev udgivet tilbage i 1996, kun 1 år efter at Dire Straits var brudt op. Albummet blev modtaget med middelmådige anmeldelser, hældende til det positive. Det samme var tilfældet for alle hans senere albums, som pt. tæller; ”Sailing To Philadelphia” fra 2000, “The Ragpicker’s Dream” fra 2002, “Shangri-la” fra 2004, “Kill To Get Crimson” fra 2007, “Get Lucky” fra 2009 og senest “Privateering” fra 2012. 
Anderledes ser det ud med Mark Knopflers filmiske albums, som f.eks. debutten ”Local Hero” fra 1983 og ”Wag The Dog” fra 1998, som begge fik overvældende rosende ord med på vejen.

Forum har gjort en del ud af at gøre det klart for alle tilskuere at koncerten begynder PRÆCIST til tiden. Da jeg får slået mig ned i mit sæde er klokken lige omkring 18:25, og – hold nu fast for jeg lyver ikke – klokken 18:32 var alle på plads, lysene var slukkede og publikum var musestille. Det er sgu ligegodt imponerende på en eller anden måde. 

Da Mark Knopfler og hans store ensemble på 8 mand, så vidt jeg kan tælle fra min ret så distancerede siddeplads, lægger fra land med “What It Is”, så ved jeg at det bliver godt. Jeg vil være ærlig allerede nu; jeg har (desværre, kan jeg nu sige!) aldrig fået lyttet ordentligt til Mark Knopflers solomateriale. Men det må jeg se at få gjort, for det er da ligegodt fantastisk. Indrømmet, jeg er en sucker for næsten alt som inkluderer elementer af “folk” i form af fløjte, violin og sækkepibe – der kan svært være for meget af det!

Netop denne aften veksler smukt og ubesværet mellem Mark Knopflers blues-inspirerede sange, til de stille country ballader og igen over til de folkede passager, som uden tvivl står som de stærkeste i aften – for mig, altså. Man kan selvfølgelig have forskellige meninger om hvorhenne Mark Knopfler er bedst, men de musikere som han har medbragt i dag, gør det umuligt ikke at blive betaget af fløjtens sørgende, søgende, melankoli, eller af violinistens tydelige spilleglæde.

Faktisk er det, ironisk nok, Mark Knopfler som modtager mindst af min opmærksomhed. Det er bare langt mere interessant at se hans musikere folde sig ud på scenen. Ikke fordi hovedpersonen ikke kan spille, for når han endelig fyrer op for soloerne, så lyder de virkelig godt. Men han har ikke meget sceneperformance, og selvom vokalen passer rigtig godt til musikken, er hans sangevner ikke bedre eller bredere end så mange andre. Og dette er så absolut ikke en kritik, faktisk det stik modsatte, for koncerten handler ikke om et eksplosivt show, men om at læne sig tilbage og nyde øjeblikket, og at Mark Knopfler ved dette, gør det kun til en så meget mere naturlig oplevelse. Her skal der ikke bevises noget. 

Og vi kan nyde det, for lyden er nok omtrent så god som den kan blive i Forum. Jeg er i det store og hele langt mere til stående koncerter, men i aften har jeg heldigvis perfekt udsigt til scenen, også er mit sæde placeret rigtig godt i forhold til højtalerne – jeg skal dog ikke kunne sige med sikkerhed om alle har været så heldige. Den gode lydkvalitet gør dog at jeg ubesværet kan sætte mig tilbage i sædet, lukke øjnene og lade sindet vandre omkring. Det er skønt. 

Publikum er for det meste stille og opmærksomme. Selvfølgelig vil der være forventninger til at høre nogle sange af Dire Straits, og selvom jeg, med mit begrænsede kendskab til bandet, da håbede på at ”Sultans Of Swing” ville blive luftet, gjorde det absolut ingenting at den ikke var med på aftenens sætliste. Fra den kant fik vi i stedet den smukke ”Romeo And Juliet”, som faktisk fik så gode modtagelser af publikum, at flere valgte at stille sig op. Mit personlige højdepunkt skulle dog komme fra den nye sang ”Kingdom Of Gold”, og den (u)naturlige fortsættelse i ”I Used To Could”. Her er et eksempel på at kunne gå fra folk til blues uden problemer.

Vi skulle hele 14 sange ind før vi nåede til ekstranumre, og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så begyndte jeg at blive en smule utålmodig – og det bør jeg ikke, for musikken fejler ingenting! Men måske er det netop dét, at når man først har oplevet blues-delen, country-delen, folk-delen, og selvfølgelig ”Dire Straits”-delen, ja så er der ikke meget mere at komme efter. Måske man kunne og skulle have byttet et par af de nye sange ud med noget mere Dire Straits, som publikum kendte bedre? 

I hvert fald var begejstringen meget tydelig under den meget lange ”Telegraph Road”, som også markerede den første “slutning”. For vi skulle selvfølgelig have noget mere, og det fik vi i form af “So Far Away” – endnu en Dire Straits sang. ”Piper To The End” var dog den sidste sang for i aften, også kunne publikum glæde sig over at have fået lige godt og vel 2 timer i et behagelig og rart selskab. En del af publikum søgte faktisk op mod scenekanten til de 2 sidste sange, eller også rejste de sig op og blokerede de bagved siddendes synsfelt. En smule irriterende, men også forståeligt nok, da der ikke var indlagt nogle pauser i showet – og er man fan, skal man også vise man er fan. 

Når alt ovenstående er sagt, så er der kun karakteren tilbage. Den lander på et solidt 5-tal. 
Det skyldes at den første halvdel af koncerten var, for mig som “jomfru” en sand fornøjelse. Men efter ca. 1 time og 15 minutter kunne man have ønsket sig enten at gå direkte til ekstranumrene, eller simpelthen at smide flere crowdpleasere ind i sættet. Egentlig manglede vi ikke ”Sultans Of Swing”, men den ville stadig have været rar at få. Men tag ikke fejl; når Mark Knopfler kommer tilbage, og mon ikke det bliver snart?, så vil jeg se ham igen – for han, og især hans musikere, er garant for en god og mindeværdig oplevelse.

Sætliste:
1) – What It Is
2) – Corned Beef City
3) – Privateering
4) – Father And Son
5) – Hill Farmer’s Blues
6) – Kingdom Of Gold
7) – I Used To Could
8) – Romeo And Juliet (Dire Straits sang)
9) – Song For Sonny Liston
10) – Haul Away
11) – Postcards From Paraguay
12) – Marbletown
13) – Speedway At Nazareth
14) – Telegraph Road (Dire Straits sang)
Encore:
15) – So Far Away (Dire Straits sang)
Encore 2:
16) – Piper To The End

Læs mere...

Queens Of The Stone Age gæster Danmark

Efter en veloverstået koncert på Roskilde Festival, er det blevet offentliggjort at Josh Homme og resten af Queens Of The Stone Age kommer tilbage til Danmark i efteråret. Mere specifikt er det Forum i København der rammes af det amerikanske band og det sker d. 29. november. Så man dem ikke på Roskilde, eller er man ivrig efter at se dem igen, starter forsalget d. 12. juli på www.billetlugen.dk. Vi kan varmt anbefale at man ser forbi forum og giver Queens Of The Stone Age et lyt. Lad os indtil da nøjes med at nummer fra deres 2013 udgivelse …Like Clockwork:

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed