fbpx

Five Finger Death Punch - Got Your Six

Jeg er sådan en gammel kone, der lidt tænder af på når bands bander og svovler alt for meget. Og det er det første jeg lægger mærke til, at de er rigtig gode til i Five Finger Death Punch. Det fem mand store band kommer fra Las Vegas og viser sig at have en del flere år på bagen, end jeg først troede. De blev dannet tilbage i 2005 og ”Got Your Six” er deres sjette album.

Første gang jeg hørte et nummer med dem, var det rockballaden ”Battleborn” der var i heftig rotation på radiostationen MyRock. Og om end det var et udmærket nummer, gav det mig også en ide om at det her var endnu et blødsødent, pænt stadionrockband. Men der er bestemt flere nosser og megen alsidighed i Five Finger Death Punch! Albummet åbner med titelnummeret, der er en potent og hårdtslående sag, og klart en af mine favoritter. Bandet spiller en tung blanding af hardrock og heavy metal, med tydelig inspiration fra old school heavy. Og det fungerer rigtig fint. Jo mere jeg lytter til dem, jo gladere bliver jeg også for forsanger Ivans vokal, der både formår at være dyb, rå og meget ærlig. Det går hurtigt op for mig, at de her drenge muligvis ikke har opfundet den dybe tallerken i forhold til den type musik de spiller, men til gengæld har jeg sjældent oplevet et band der har så meget fed energi i deres udtryk! Det er umuligt at undgå at blive revet med ind i bandets univers, for der er både noget de tunge drenge kan svinge håret til, og noget os metal chicks kan synge med på. Numre som ”Jekyll And Hyde” og ”Wash It All Away” er gode eksempler. Især førstnævnte har et omkvæd der skriger så meget på fællessang, at jeg næsten skråler med hjemme i min egen stue. Nuvel, som jeg nævnte bliver der smidt bandeord gennem højtalerne ret ofte, men når teksterne bliver samfundskritiske og dybe, må et par skældsord være tilladt. For jeg kan godt lide at Five Finger Death Punch er andet end hjerte/smerte og teenangst, som ellers var mit første indtryk. Et par andre numre jeg gerne vil fremhæve er ”Hell To Pay” og ”Digging My Own Grave”, især den sidste har en fed melankolsk stemning, og den tunge melodi er perfekt underlægning. Bandet spiller rigtig fint, og der er generelt en rimelig god variation i numrene.

Jeg kan til tider godt synes at det bliver lidt for ”pænt” og lidt for amerikansk til min smag. Der er ingen tvivl om at selvom bandet har noget på hjerte, så er det her mest af alt musik der vinder på sine melodier og sin energi. Jeg smider 4½ stjerne efter ”Got Your Six”, og skulle man have lyst til at opleve bandet live, spiller de i Tap1 sammen med Papa Roach den 6. November.

Track list:
1. Got Your Six
2. Jekyll And Hyde
3. Wash It All Away
4. Ain’t My Last Dance
5. My Nemesis
6. No Sudden Movement
7. Question Everything
8. Hell To Pay
9. Digging My Own Grave
10. Meet My Maker
11. Boots And Blood
12. You’re Not My Kind (Bonus Track)
13. This Is My War (Bonus Track)
14. I Apologize (Bonus Track)
15. (Bonus Track)
Samlet spilletid: 50:00

 

Læs mere...

Avenged Sevenfold, Five Finger Death Punch

Hvor mange gange sker det at der er flere store rock- og metalkoncerter på en mandag? I aften er i hvert fald et særtilfælde, da der både er Vans Off The Wall med bl.a. Parkway Drive i Vega, Wednesday 13 på BETA, Skid Row + Ugly Kid Joe på Lions & Barrels OG Karnivool i Pumpehuset – og det er altså udover den koncert jeg selv skal dække.

 

Avenged Sevenfold begyndte jeg at følge sporadisk siden deres selvbetitlede album udkom i 2007. Godt nok er det kun ca. 2 år siden de sidst besøgte København, nærmere præcist i Store Vega, men i løbet af den tid er de kun blevet større, hvilket kan ses på spillestedet vi befinder os i i aften – nemlig i det udsolgte Falconer Salen. Med som support havde Avenged Sevenfold medbragt svenske Avatar, som erstatning for Device (som har Disturbeds forsanger i front), og deres landsfæller i Five Finger Death Punch. Jeg nåede desværre ikke Avatar, så lad os i stedet tage hul på aftenens andet supportband.

 

Five Finger Death Punch
Det amerikanske hardrock/alternative metal band Five Finger Death Punch havde deres opstart tilbage i 2005. Debutalbummet ”The Way Of The Fist” udkom i 2007. De fulgte op med ”War Is The Answer” 2 år senere. Et album, som titlen antyder, nok ikke ville falde i manges smag. Albummet handler da også primært om USA og de mange krige som de kaster sig ud i, men sangene har en kritisk tilgang til bare at sende de mange unge mennesker ud for ingenting – eller uden at oplyse dem ordentligt. Men albummet havde ingen antydninger af at være et anti-war album. Det 3. album, med titlen “American Capitalist”, udkom i 2011. Igen er det en titel som mange europæere nok vil undre sig over. Titlen er, modsat hvad man måske skulle tro, ikke en kritik af at være ”en amerikansk kapitalist”, men faktisk en hyldest til netop dét og den kultur. Seneste skud på stammen er ”The Wrong Side Of Heaven And The Righteous Side Of Hell” – et dobbeltalbum der udkommer i 2 dele, begge i år 2013, i henholdsvis juli og november måned (den 2. del udgives om ca. én uge fra dags dato).

 

Sidste gang jeg så Five Finger Death Punch var som opvarmning for Kiss tilbage i juni måned (Klik her for at læse anmeldelsen), og der var jeg langtfra imponeret. Faktisk var jeg nærmere skuffet, men i det store og hele var Forums elendige lydforhold også en stor hindring for koncerten dengang. Derfor skulle det blive spændende om det ville være anderledes i aften, da Falconer Salen (for mig, i hvert fald) står garant for generelt glimrende lyd.

 

Da jeg ankommer, er 5FDP lige akkurat gået på scenen med ”Under And Over It”. Salen er tæt proppet og der vækkes hurtigt en stor genkendelsesglæde i rigtig mange publikummer – stort set alle omkring mig synger med, og har det der glade blik i øjnene der siger at det her er mægtig fedt. Jeg kan heller ikke selv lade være med at synge med. Bandets 3 første albums har tidligere været faste lyt derhjemme. Jeg må også gå til erkendelse; enkelte sange som f.eks. ”Coming Down” får jeg gåsehud af. Jeg finder en god plads oppe ved venstre side af scenen og her er det endnu mere tydeligt at 5FDP har en stor fanbase.

 

Lydmæssigt er det dog faktisk det svageste jeg har oplevet i Falconer Salen, da især trommerne buldrer og larmer mere end det lyder af noget ordentligt – og underligt nok er lilletrommen alt for lav. Igennem de næste 9 numre bliver kvaliteten hævet, og gudskelov er det ikke et problem at høre nogle af de andre instrumenter, og især vokalen er til at høre – trommerne bliver bare aldrig rigtig gode i aften. Lysshowet skal også have en kommentar med på vejen; det er pænt aggressivt. De hvide, blinkende lygter holder sjældent pause. Det medfører dog også at man lægger mærke til bestemte stykker af sangene, og det er jo ganske positivt.

 

For mig er publikum aftenens store trækplaster. Det er sgu fedt at stå imellem fans der oprigtigt er vilde med musikken. Det er ikke bare et par enkelte sange folk kender til – det er fandme hele sætlisten. Der er hænder i vejret, moshpit rundt omkring i salen, eller også har vi den store fællessang kørende. Man føler sig en del af ”noget større”, så at sige.

 

Men bandet… Ja, det er ligesom sidste gang. De spiller uden fejl. Spiller som de skal, men det er et dovent sceneshow: forsangeren, som har den helt store brug af klichéer i brug i aften, overlader alt for ofte sangen til enten publikum eller en anden fra bandet (som jo ikke kan synge nær så godt som han kan). For han kan jo godt når han altså vil. F.eks. føles omkvædet i ”Burn It Down” svagt og kedeligt uden forsangerens stemme. Han er endda også så uforskammet at genbruge en hel sætning/gimmick fra koncerten i Forum (og sikkert også alle mulige andre steder). Den kommer under aftenens tredje nummer ”Hard To See”, hvor han tiltaler de bagerste publikummer for sådan lige at høre om de er med. Han siger så at han blev nødt til at være sikker, da de er meget svære at se – deraf titlen. Ret plat.  Og nu vi er ved det, så påstår han også at det er meget lang tid siden de var her sidst. Jeg ved ikke om vi har en vidt forskellig tilgang til tid, men for mig er 5 måneder sgu ikke så lang tid. Jeg mistænker ham dog for at have glemt at de besøgte os i sommers. Hvad fanden, Forum er jo heller ikke et så stort sted. De andre medlemmer spiller som sagt som kan forventes, og der headbanges da også hist og her, men der kunne sagtens gives mere gas.

 

Inden ”Burn MF” fra den ny plade præsenteres hører forsangeren salen om hvor mange der ejer deres nyeste album. Jeg må sige at jeg er imponeret over hvor mange der rent faktisk har købt det – han er dog nærmere småirriteret over hvor mange der ikke besidder det. Nu er det ikke for at skulle kommentere på musikken, men 5FDP; jeres nye album er en kæmpe lort. En gigantisk lort, faktisk, taget jeres 3 andre albums i betragtning. Men det er bare min holdning.

 

Men tilbage til koncerten. De spiller jo fint og sådan, men det bliver aldrig rigtig godt. Det er meget rutine – undtagen mod slutningen af sættet hvor forsangeren endelig smider facaden, i hvert fald et par minutter. Her synger han et kort stykke af ”Far From Home” – som vi så ikke får lov at høre i fuld længde (?!) – inden lysene ”går ud” – forsangeren kender selvfølgelig intet til det. Eller noget. Så kan vi også få alle mobiler/lightere i vejret inden vi går ud på de to gamle sange ”Never Enough” og ”The Bleeding” fra debutalbummet.

 

I sidste ende var det ikke en dårlig koncert, men det kommer bare aldrig over den der middelmådighed. 5FDP nød helt bestemt godt af en generelt god lyd og et virkelig engageret publikum, men det minder mig umiskendeligt om fastfood: hurtigt bestilt, hurtigt konsumeret og ligeledes hurtigt glemt. Her 2 dage senere kan jeg langt bedre huske hovednavnet.  For fans af bandet, og for de som oplevede dem for første gang, har det nok været en fed oplevelse, men for mig personligt slår det især én erkendelse fast; jeg skal ikke, med min gode vilje, se dette band live igen. Det er simpelthen for meget genbrug, kliché og en usandsynlig irriterende påtaget alvorlighed/se-hvor-hårde-vi-er attitude.
For mig kommer koncerten lige op på de 3½ stjerner, men heller ikke meget mere.

 

Sætliste:
1) – Under And Over It
2) – Burn It Down
3) – Hard To See
4) – Lift Me Up
5) – Bad Company (Bad Company cover)
6) – Burn MF
7) – Coming Down
8) – Never Enough
9) – The Bleeding

 

Avenged Sevenfold
Amerikanske Avenged Sevenfold, også kendt som A7X, begyndte tilbage i 1999 som et metalcore band. Deres to første udgivelser var ”Sounding The Seventh Trumpet” fra 2001 og ”Waking The Fallen” fra 2003. ”City Of Evil” fra 2005 markerede et stort genreskift hos Avenged Sevenfold der forlod metalcore stilen til fordel for en blødere hard rock/heavy metal lyd. Deres selvbetitlede album udkom i 2007 og ”Nightmare”, som mange følte var et nøk nedad i kvalitet, kom på gaden i 2010. I mellemtiden i 2009 døde deres tidligere trommeslager og sangskriver, James ”The Rev” Sullivan. Heldigvis fik A7X hjælp af Mike Portnoy (ex. Dream Theater), inden deres nye trommeslager blev annonceret i 2013 i forbindelse med at ”Hail To The King” blev smidt på gaden. A7X 6. album forsøgte at finde tilbage til de gode gamle heavy metal rødder. Det er da også et album som har fået en del kritik fra flere fronter, og er bl.a. blevet beskyldt for blot at være et cover album af giganter som Metallica og Iron Maiden – altså, sagt på en anden måde, uhyre uoriginalt.

 

Først 40 minutter efter 5FDP forlod scenen var Avenged Sevenfold endelig klar. Jeg har i mellemtiden fundet vej til balkonen sammen med en af de fine fyre fra Rockfreaks. Ingen af os har desuden oplevet A7X live før. Til tonerne af AC/DC’s tidløse toner i ”Back In Black” falder det første tæppe ned fra scenen og afslører et kæmpe banner med deres logo; en flagermus med et kranie. Scenen har desuden også installeret trapper op til trommesættet.  Også kommer de endelig på scenen – rockstars hele vejen. Både forsangeren og den ene guitarist vandrer ind med solbriller på og sangeren tager dem kun af én gang i løbet af showet. Arrogant eller bare ikke så glad for lys?

 

Den nye ”Shepherd Of Fire” åbner aftenens strabadser med stil. Lyden er virkelig god og volumen er høj; muligvis en smule for høj enkelte steder, men man kan da høre noget. Der er også en tyk bund af bass som giver koncerten tyngde. Lysshowet er også meget varierende og man bemærker det i løbet af rigtig mange numre – tommelfingeren opad herfra for at medbringe en person som har styr på det.

 

Publikum er naturligvis helt tossede med hvad vi får serveret. Der hersker en god stemning, og jeg sidder endda på balkonen. Selvom bandet agerer alt for ”selvsikre” til min smag er de første 4 sange energiske og lige på. Men så når vi til den alt for lange midte i koncerten. Allerede fra ”Doing Time” ser dele af publikum ud til at kede sig, og igennem de næste 5 sange bliver det bestemt ikke bedre. Vi får både ”Buried Alive”, ”Fiction”, ”Nightmare” og ”This Means War” – altså 5 mere eller mindre nye sange i rap. Og, tillad mig at sige det, det er noget af A7X’s kedeligste. Især ”Buried Alive” slog mig som et Metallica-rippoff og så tilmed en ballade… Fy for satan.


Hele den forreste del af Falconer Salen sluger dog det hele råt og der opstår også op til flere mosh- og circlepits. Det er også en fin gestus at dedikere den stille ”Fiction” til deres nu afdøde trommeslager, og jeg er sikker på at de store fans fik en hel del ud af det – men jeg må jo indrømme at jeg synes det er en pænt kedelig sang! A7X hjælper heller ikke selv på sagen ved kun lige at spille som der forventes. Forsangeren vandrer frem og tilbage på scenen, men jeg får aldrig et indtryk af at han giver sig selv 100 % - eller bare i nærheden af det. Trommeslageren er den eneste undtagelse, men det skyldes måske mest at han i manges øjne har noget stort at leve op til. De to guitarister og bassisten er for mig fuldstændigt anonyme. De er der bare.  Det er alt, alt for rutineret.

 

Endelig når vi så til ”Afterlife” som får rusket folk godt igennem, også skulle man ellers tro at det ville gå fremad? Men nej, for så falder rampelyset udelukkende på den ene guitarist tilbage på scenen – nu er det hans tur til at få noget opmærksomhed. Det formår han slet ikke igennem det fuldstændigt fantasiforladte og ligegyldige guitaronani han præsterer – som ganske givet da er imponerende, men det rykker absolut intet fremad. Det er bare spildtid. Det hjælper heller ikke da trommeslageren begynder at hjælpe til – spil nu nogle flere sange i stedet for!

 

Den aggressive ”Bat Country” afslutter det normale sæt og vores selskab får rykket sig ned på gulvet for at opleve ekstranumrene der byder på to oldinge i form af ”Chapter Four” og ”Unholy Confessions” – begge fra det nu 10 år gamle ”Waking The Fallen”.  Jeg må give A7X at der i hvert fald forsøges at blive afsluttet med manér, og jeg er personligt helt hooked under den første serenade. Men så er det som om energien helt og holdent forlader både publikum og band og derfor føles ”Unholy Confessions” desværre bare som fyld – på trods af at det er et fedt nummer.

 

Alt i alt en ganske fin koncert, som dog var præget af en ganske kedelig midte, et uengageret og forholdsvist energiløst band der kører mere på rutine end hvad godt er, og et irriterende langt guitar/tromme-stykke hen imod slutningen. Jeg må også udtrykke min overraskelse over A7X modvilje mod bare at inkludere ét nummer fra debutalbummet. Man kunne også sagtens have fundet 1 – 2 sange frem fra både ”City Of Evil” og deres selvbetitlede album. I mine øjne kunne de med fordel have skåret både ”Buried Alive”, ”Doing Time” og ”This Means War” fra sættet – det var ubetinget aftenens mest intetsigende numre. Dog var publikum for det meste glade og aktive, og vi havde både en god lyd og passende volume – også synes jeg personligt at de første 4 sange + de 2 ud af de 3 sidste numre sparkede røv. Hvis bare koncerten havde holdt sig på det niveau resten af tiden, så havde det været en helt anden snak.

Jeg giver 4 små stjerner.

 

Sætliste:
1) – Shepherd Of Fire
2) – Critical Acclaim
3) – Welcome To The Family
4) – Hail To The King
5) – Doing Time
6) – Buried Alive
7) – Fiction
8) – Nightmare
9) – This Means War
10) – Afterlife
11) – Requiem
12) – Bat Country
Encore:
13) – Chapter Four
14) – Unholy Confessions

Læs mere...

Kiss, Five Finger Death Punch

1973 – begyndelsen for Kiss. Nu er vi nået til år 2013, og så kan man spørge om Kiss stadig har et eksistensgrundlag. Ud fra et forholdsvist lavt publikumsantal i aften var det måske ikke tilfældet ved første øjekast. Men de tilstedeværende fik så sandelig noget for pengene.  

Før vi skulle have lov at se giraffen, havde Five Finger Death Punch fået æren af at varme os op.
Man kan i øvrigt undre sig over valget af opvarmning. Jovist, 5FDP er langt fra det hårdeste (de er vel i virkeligheden kun lige på kanten af at kunne kaldes metal), men udover dét, er det ikke et band jeg ellers ville placere i nærheden af Kiss.

Five Finger Death Punch


Det amerikanske hardrock/alternative metal band Five Finger Death Punch havde deres opstart tilbage i 2005. Debutalbummet ”The Way Of The Fist” udkom i 2007. De fulgte op med ”War Is The Answer” 2 år senere. Et album, som titlen antyder, nok ikke ville falde i manges smag. Albummet handler da også primært om USA og de mange krige som de kaster sig ud i, men sangene har en kritisk tilgang til bare at sende de mange unge mennesker ud for ingenting – eller uden at oplyse dem ordentligt. Men albummet havde ingen antydninger af at være et anti-war album.


Det 3. album, med titlen “American Capitalist”, udkom i 2011. Igen er det en titel som mange europæere nok vil undre sig over. Titlen er, modsat hvad man måske skulle tro, ikke en kritik af at være ”en amerikansk kapitalist”, men faktisk en hyldest til netop dét og den kultur.

Jeg har ventet 4 år på at opleve 5FDP igen, efter den (som jeg husker det) intime og totalt gennemførte koncert i Lille Vega tilbage i 2009. Dengang havde de kun deres debutalbum at trække på, hvilket er en del hårdere end de næste 2 udgivelser de i mellemtiden har smidt på gaden. Jeg har sidenhen været oprigtigt i tvivl om 5FDP rent var selvudnævnte kapitalister, og fortalere for krig, eller om det var en kritik af selvsamme. Efter i aften var jeg ikke længere i tvivl.

Helt til tiden lægges der ud med ”Under And Over It” – singlen fra det seneste album. Det lyder ganske forfærdeligt. Det er i Forum, så man kan forvente en halvdårlig lyd, eller sommetider det der er værre. Men puha da… Det står ikke godt til. Vokalen drukner enten helt, eller også skærer den alt for højt igennem hele lydbilledet. Trommerne lyder som plastik. Volumen er så lav at man kan snakke normalt til sin sidemand.. Skidt, skidt start.

Det meste af publikum ser heller ikke ud til at kende 5FDP på forhånd. Undtagelsen kommer fra de forreste rækker, som igennem den meget korte koncert ser ud til at have en fest. Forsangeren fanger det også hurtigt, og henvender sig derefter mest til den gruppe.

5FDP, derimod, er en joke på scenen. Mage til selvfedme og se-hvor-hårde-vi-er udtrykket er sjældent set så meget som i aften. Hvis musikken så bare var hård eller ond eller grænseoverskridende eller ubehagelig. Men nej. Det er udelukkende teksterne som ville kunne siges at være kontroversielle i aften, men dem kan man ikke høre alligevel. Rockstar attituden fra forsangeren, og hans meningsløse spankuleren, er kvalmende overfladisk og dum. Han kaster konstant vandflasker ud til publikum (han drikker ikke af dem – han kaster dem bare ud). Da der på et tidspunkt er en enkelt flaske som kastes den anden vej, skynder en roadie sig at fjerne den igen. Alt ville gå galt hvis bandet skulle risikere at slå deres storetæer.

Kort sagt; det er ikke imponerende. Men igen, lyden er virkelig heller ikke på deres side. Det bliver en smule bedre hen imod “Hard To See”, men ikke meget. Volumen er også stadig i den lave ende.

Selve udførelsen af numrene, og de glade mennesker i front, er det mest positive jeg kan sige om koncerten. De 6 sange bliver spillet uden nogle dikkedarer og uden nogle tekniske fejl, så vidt jeg kan lytte mig frem til. Undtagelsen er, selvfølgelig, forsangeren som overlader alt, alt for mange stykker til publikum eller bare til luften foran ham. Enkelte gange tager nogle af de andre fra bandet over.
Men come on… Hvad sker der? Kan du ikke synge dem selv, ligesom du ellers gør på pladerne?

Det bliver kun til 25 minutters show fra 5FDP. Det er kort tid, selv for et opvarmningsband.
Jeg vil også sige, at jeg tror de forreste rækker har nødt koncerten, men at det for mit eget vedkommende står som en af de værste koncerter jeg har oplevet; måske er det når man oplever at et af sine yndlingsbands skifter stil/sælger ud?


For alle andre må det stå som en gennemsnitlig og umindeværdig koncert.
3 stjerner.

Sætliste:
1) – Under And Over It
2) – Burn It Down
3) – The Way Of The Fist
4) – Hard To See
5) – Bad Company (Bad Company cover)
6) – Lift Me Up

Kiss


Tilbage i 1971 begyndte det projekt som senere hen skulle blive til Kiss.
Efter diverse problemer i starten af 70’erne begyndte de imellem 1975 – 1978 at blive et band man kendte til pga. det vilde liveshow som bl.a. inkluderede en masse ild, fyrværkeri og raketter, et svævende trommesæt og selvfølgelig nogle opsigtsvækkende kostumer.

Kiss har igennem tiden udgivet intet mindre end 20 studie albums (24 hvis man tæller de 4 “solo albums” med som alle blev udgivet den 18. september 1978 og var opkaldt efter de, på det tidspunkt, 4 medlemmer i Kiss – Ace Frehley, Peter Criss, Gene Simmons og Paul Stanley).
Kiss består i øjeblikket af følgende:
Paul Stanley (The Starchild), siden 1973 – rytmeguitar og lead vocals.
Gene Simmons (The Demon), siden 1973 – bass og lead vocals.
Eric Singer (Catman), fra 1991 – 1996, 2001 – 2002 og senest fra 2004 og fremefter – trommer/percussion og backing vocals.
Tommy Thayer (The Spaceman/The Space Ace), siden 2002 – lead guitar og backing vocals.

De to storskærme placeret på hver side side af Forums store scene sætter stemningen i vejret, da der bliver zoomet ind fra Jorden, set fra rummet, til Europa og dernæst til Danmark og til sidst helt ned til Forum – Goggle Earth/Kiss, you rule; sejt stunt til at åbne ballet. Efter den obligatoriske ”You wanted the best, you got the best. The hottest band in the world; KISS!”, sætter de aldrende og maskerede galninge gang i et sandt overflødighedshorn af klichéer; fyrværkeri, ild og det der er vildere; det vildere kommer jeg til senere. Allerede efter et par numre deles Forum op i 2 dele og skal så konkurrere i at råbe højest. Kliché, men det er Rock’N’Roll.

Lyden har forbedret sig rigtig meget siden Five Finger Death Punch. Volumen når efter et par sange op på et ganske passende niveau, men det som virkelig larmer, er de konstante brag fra fyrværkeriet fra scenen. Til gengæld halter sammenspillet til tider, og især tempoet fra trommerne er sommetider langt bagude; det føles ikke altid som om de 4 herrer er det samme sted. Det er heldigvis langt fra hele tiden, men alligevel hyppigt nok til at bemærke.

Det er spøjst at se hvor mange forskellige grupper Kiss’ musik egentlig taler til. Her er både og mænd fra alt imellem 15 – 50. Der er også en del unge mennesker, men Kiss har efterhånden 40 år på bagen, og derfor er det primært folk i 30’erne og 40’erne som dominerer rent aldersmæssigt.
Det er især de malede fans som stikker ud. Der er virkelig mange af dem! Jeg ser også en familie på 2 voksne og 2 børn – alle malede. Moderen har endda taget en skoletaske med; det kunne jo være de små pus ikke nåede hjem i aften.

Den kombinerede guitar/trommesolo solo – eller dyst om man vil – i ”Outta This World”, er cool, men tager først for alvor fart da Starchild bliver kørt op mod loftet. Der skydes fyrværkeri ”ud” af guitaren, og endda ud igennem en bazooka som trommeslageren behændigt tager sig af. Men det er først når The Demon spytter/savler blod udover sig selv i ”God Of Thunder”, og dernæst løftes helt op til den edderkoppelignende installation i metal, som på skummel og dunkel vis overskygger scenen, at vi ved Kiss for alvor er i huset – og ja, selvfølgelig skal Starchild ud i midten af salen under “Love Gun”. Det er hvad Kiss først og fremmest handler om; showet.

Snart er der en latterlig mængde konfetti i luften, også skal der sgu også smadres en guitar.
Gode gamle Kiss. Det er rutine, men efter 40 år i manegen kan det virke unødigt at ændre på en kendt, og velsagtens godkendt, formular. Det er også rutine af Starchild mere oftere end hvad bør være tilladt råber ”how do you feel CopenHAGEN” – så meget at man til sidst begyndte at blive træt af det. Men hey, det er Kiss.

Normalt, som jeg har forstået det, er det meningen at den store edderkop skal folde sine arme sammen omkring scenen under afslutningsnummeret ”Black Diamond”. Det skete bare ikke i aften, da den åbenbart ikke funkede. Som et af medlemmerne fra Kiss selv sagde, var det meningen at den ”skulle komme ned, folde sine arme omkring os og pisse udover det hele”. Som sagt skete det ikke, og derfor kunne man godt have rundet af med “I Was Made For Lovin’ You” – det ville have været en langt bedre afslutning, siden det trods alt må betragtes som værende et af de største hits, hvis ikke det største, fra Kiss’ side.

Udover ovenstående punkt, også især trommeslagerens uregelmæssige besvær med at følge med de andre, var det en rigtig god koncert – men altså ikke af de bedste Kiss har leveret.
For mig at se er det ikke alderen som trykker, for hos Kiss lever rocken et fedt liv. Det er ikke den spontane og rebelske rock, men med gimmicks og et image, som dengang var grotesk, men i dag blot velkendt, kan man komme et meget langt stykke, også selvom menneskerne bag ikke spiller så godt som de har gjort i fordums tider. 5 små stjerner herfra, og da jeg nu har set Kiss 2 gange til et fuldstændigt identisk show, kan jeg med sikkerhed sige at de ikke står særlig højt på min liveliste. Faktisk er jeg i tvivl om det er noget jeg ville se igen.

Sætliste:
1) – Psycho Circus
2) – Shout It Out Loud
3) – Let Me Go, Rock ‘N’ Roll
4) – I Love It Loud
5) – Hell Or Hallelujah
6) – War Machine
7) – Heaven’s On Fire
8) – Deuce
9) – Say Yeah
10) – Shock Me
11) – Outta This World
12) – God Of Thunder
13) – Lick It Up
14) – Love Gun
15) – Rock And Roll All Nite
Encore:
16) – Detroit Rock City
17) – I Was Made For Lovin’ You
18) – Black Diamond
God Gave Rock ‘n’ Roll To You II

Læs mere...

Five Finger Death Punch, Shadows Fall

The Rock havde fået de to navne Shadows fall og Five Finger Death Punch på programmet, og det var tydeligt, at det var noget, der havde fået folk ud af hjemmet og ind til koncert. Shadows Fall gik på scenen kl. 22.15 og leverede lidt over en times musik uden egentlig at imponere. Som man kunne frygte for den lille sal, var lyden under koncerten ikke speciel god. Forsanger Brian Fairs vokal gik forholdsvis tydelig igennem, så længe der ikke skulle synges skønsang. Desværre brød hverken Jonathan Donais eller Matt Bachands anden vokalen igennem det lydhelvede, der hurtigt blev formet i den lille sal. Det medførte, at det stort set ikke var til at høre noget skønsang overhovedet - heller ikke selvom lyden blev justeret efter de første numre. Publikum virkede dog til at være ligeglade, og det blev da også til diverse circlepits forholdsvist hurtigt. Bandet selv virkede meget stillestående, og kun forsanger Brian Fair virkede som om, han havde energi til at levere det show, der kunne forventes af et sådan band, og som kunne have reddet den ellers ærgerlige lyd.

Om end Shadows Fall leverede en række sikre, energifulde numre der startede publikum godt op, virkede det aldrig rigtig som om det fungerede for bandet. 3,4 ud af 6 stjerner til bandet, der vinder stjernerne på forsanger Brian Fair energiske scene show, bandets energiske sætliste og ikke mindst publikums interesse og hengivenhed for bandet. Alle faktorer der var med til at løfte bandet, fra at give en kedelig ordinær koncert til en fornuftigt fungerende koncert.

22:30 var det blevet tid til aftenens hovednavn, og samtidig tid til at finde ud af, hvorvidt der ville være forskel på lydforholdene i forhold til tidligere. Det viste sig heldigvis hurtigt, at der var stor forskel. Lyden gik knivskarpt igennem, og fyldte den lille sal godt ud. Desværre skulle det også hurtigt vise sig, at bandet manglede den ene af dets fem fingre. Mit svage kendskab til det amerikanske band gør desværre, at jeg ikke har nogen ide om, hvem fra bandet det var. På trods af manglerne leverede bandet et kompetent, men noget forkortet show. Efter Forsanger Ivan Moodys energiske startskud på koncerten, blev det til en times spilletid, hvilket dog virkede tilfredsstillende på publikum.

Førnævnte Ivan Moodys vokal gik under hele koncerten klart igennem, og hele bandet udviste den energi, man tidligere på aftenen havde savnet fra Shadows Fall. Med perfekt nærvær og god kontakt med publikum sørgede bandet for, at der hele tiden var fuld fart på og gang i publikum, der ikke stod stille på noget tidspunkt. Til trods for at bandet kun spillede en god time, nåede publikum at blive forkælet med en god række af deres fedeste numre, afsluttet med The Bleeding, der fungerede som den perfekte afslutning. Til trods for, at det kun blev til en time i selskab med bandet, var det en velfungerende time med perfekt lyd, et medrivende publikum og et perfekt nærvær, der samlet set sikrer bandet 5 ud af 6 stjerner.

Samlet set 4 ud af 6 stjerner for arrangementet. Dertil en undren over, at der kan være så stor lydforskel mellem to bands, der spiller med så kort mellemrum - skuffende og meget irriterende, på kanten til at være uprofessionelt.

Læs mere...

Five Finger Death Punch, Shadows Fall, Magnacult, Marionette

På en kold, våd og forventningsmæssigt faretruende fredag d. 13 i november måned, tog jeg til koncert i Århus på et nyrenoveret Voxhall. Jeg kom lidt tidligere, og blev tildelt det privilegium, at opleve dørene åbne for en overrumplende kø i form af maksimum 10 personer, hvor fortroppen dog havde holdt skansen siden dagens første solstråler havde brudt den grå himmel, langt tidligere på dagen.

Umiddelbart var det svært at tyde stemningen, men da de svenske melodiske dødsmetallere Marionette indtog scenen, var der allerede skabt en stemning, som trods det lave antal fremmødte, skar igennem så intet faldt til jorden foran scenen. Marionette, med deres hvide masker og halv-emo-inspirrerede tøjstil, appellerede sammen med den til tider catchy stil, til det meget unge publikum, som i stort omfang kunne synge med på samtlige sange. Der var fede riffs i centrum det meste af det intense sæt, men dog ødelagt af alt for mange samples (selv samples af guitar?!) og suverænt dårlig lyd, som desværre skulle vise sig at plage det meste af aftenen.

Et ekstra band var kommet på billetten i sidste øjeblik, nemlig hollandske Magnacult. Jeg må ærligt indrømme, at dette bands stil ikke sagde mig noget synderligt. Den rå dødsmetal var på sin vis gennemført og musikerne habile, men musikken og kompositionerne blev hurtigt for kedelige og kørte bare i ring, med jævne brud af små bas baserede mellemspil, som dog virkede lidt opkvikkende.

Shadows Fall fra USA var velmodtaget blandt publikum og selvom fremmødet nok glædede sig mest til 5FDP, kunne det tydeligt mærkes, at Shadows Fall også var velkommen. Et blandet lydbillede var, hvad Voxhall og bandet kunne tilbyde. Rigtig gedigen guitarspil og lyd af guitaristerne Jonathan Donais og Matt Bachand, men desværre blev helheden fuldstændig destrueret af abnormt dårlig og monoton vokal af Brian Fair, hvis eneste nyttige faktor i bandet, er sit garn, som forbløffer mig hver gang. De obligatoriske hits, som The Light That Blinds og Still I Rise gik, skønt de mudrede frekvenser, rent ind foran hegnet, og der var fantastisk publikumkontakt under sangen A Public Enemy.

Folk var vilde, en ”chant” blev langsomt men fast sat i gang, og det kunne mærkes på folk, at de faktisk kun for alvor havde ventet på dette sidste band. Five Finger Death Punch fra USA er et groovy og meget melodiøst metalband, som jeg personligt aldrig havde hørt meget med før. Forsanger Ivan Moody skød showet i gang med de fældende ord ”lets kick some ass” og så var det fåtallige og meget spæde publikum helt klar. Burn It Down var selvfølgelig første sang på programmet, hvilket fungerede super, og Moodys karisma skinnede fra dette øjeblik klart igennem hele koncerten. Kendte numre som Never Enough og Bleeding kom selvfølgelig også ud over scenekanten og i den grad med formidabel kraft. Et lille minus ved 5FDP må være den rene vokal, som desværre ikke var helt overbevisende hele sættet igennem. Men skønt lidt knas på stemmebåndet var den ret intense og nærmest hyggelige publikumskontakt med til at gøre op for alle bandets mindre vanskeligheder.

Alt i alt en over middel koncert, dog voldtaget af et ekstremt dårligt lydbillede på Voxhall, på en dag hvor tingene i hvert fald kunne have været endt mere værre.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed