fbpx

Hranice Abyss - Aphagy

Der er meget stor forskel på mængden af information, der ledsager de udgivelser, vi får til anmeldelse: Nogle gange er man ved at drukne i detaljer om kunstner og udgivelse, andre gange er der så godt som ingen info. EP’en ”Aphagy” fra bandet Hranice Abyss falder i den sidste kategori, for udover, at de 4 medlemmer stammer fra São Paulo i Brasilien, har jeg ikke kunnet finde information.
Der lægges ud med en kort instrumental intro, inden åbningsnummeret viser bandets fortolkning af Death Metal. Der bygges roligt op til en ret traditionel udgave med masser af energi. Den tilhørende vokal er growlende, men giver energiniveauet en tak opad ved at skifte til en raspende hvæsen. I de følgende numre fortsætter denne kombination med forskelligt indhold af de to komponenter, og selvom jeg ikke er vild med den vokale stil, så passer den fint ind her, og tilfører meget kant.
Musikken fortsætter også energisk, og viser genretypiske forskelle. Således satses der i ”Violation of Human Condition” primært på tempo, mens “Pathfinder” scorer point via sit fine drive. Alt i alt er der tale om en udmærket omgang Død, hvor musikken fungerer ret traditionelt, mens vokalen sætter trumf på med sin skarphed. EP’en flytter ingen grænser for genren, men fortjener alligevel et lyt, hvis du støder på det.

Tracklist:
01. Voiceless
02. Flawless Oblivion
03. Thoughtseize
04. Violation of Human Condition
05. Byron_s Embrace
06. Pathfinder
Samlet spilletid: 18:37

 

Læs mere...

Mother of All - Age of the Solipsist

Otte år er der efterhånden gået, siden Martin Haumann startede bandet Mother of All. Siden er det blevet til et par EP’er og en enkelt splitudgivelse, men ingen albums. Det bliver der rettet op på nu, hvor "Age of the Solipsist” er på gaden. Her står Haumann som vanligt for trommer og vokal, Frederik Jensen håndterer guitaren, mens basarbejdet varetages af ingen ringere end Steve Di Giorgio fra Testament.
I modsætning til bandets EP’er, hvor stilen primært var Black Metal, er det denne gang Dødsmetallen, der er i fokus. Og den leveres ikke bare med vekslen mellem højt og lavt tempo, men meget varieret, når Haumann svinger taktstokken. Det høres fra start, hvor ”Autumn” byder på mange forskellige udtryk, men samtidig beholder både kant og power.
Tendensen fortsætter albummet ud, og der arbejdes på et højt teknisk niveau uden, at det på noget tidspunkt bliver sterilt og kedeligt – de seje bas- og guitarløb i ”Curators of Our World” er virkelig lækre. At nummeret ikke indeholder så meget melodi gør mindre, når man når frem til de indtagende guitarer i titelnummeret og ”Feel the Pain”.
”Age of the Solipsist” er ikke et album, der blæser mig bagover med hamrende Death Metal; i stedet scores der point via en glimrende balance mellem groove, power og melodi. Det gør ikke albummet til en WOW-udgivelse, men sikrer, at det også er interessant at lytte til om 10 år og mere.

Tracklist:
1. Autumn
2. We Don't Agree
3. Curators of Our World
4. Age of the Solipsist
5. At the Edge of a Dream
6. Blood Still Owed
7. Feel the Pain
Samlet spilletid:29:09

Læs mere...

Billy Boy In Poison - Umbra

Billy Boy In Poison (BBiP) har efterhånden femten år på bagen, og det markerer bandet fra hovedstaden med udgivelse af deres tredje album, som har fået titlen "Umbra".
En af standardopgaverne ved alle anmeldelser her på siden er, at bestemme hvilken genre, den anmeldte udgivelse falder i. For denne udgivelse er opgaven ikke helt så enkel, for BBiP holder sig ikke strikt til en enkelt genre, men varierer deres udtryk, så de rammer lidt bredere. Kernen i numrene er Death Metal med en brølende/hvæsende vokal og godt med punch i handsken. Men nogle numre supplerer med let hakkende rytmer og melodiske elementer mere eller mindre vævet ind i helheden – om man vil kalde det Metalcore eller Melodisk Death Metal, må den enkelte gøre op med sig selv.
Et vigtigere spørgsmål end den eksakte genre er, hvordan de forskellige tilgange fungerer. Det afgøres af, hvordan mængden af melodi og punch er fordelt: Numre som ”Umbra” og ”Supremacy” vil uden tvivl tiltale mange, fordi de indeholder en del melodi. Personligt synes jeg, at det koster lidt på hårdheden, og er derfor mere til tracks som ”Kissed by the Sun” og ”The Ancient One”, der sigter mest mod power.
Hovedparten af albummet har et ben i begge lejre, hvilket giver bredde; at jeg gerne havde haft lidt mere fokus de hårde elementer, ændrer ikke på, at ”Umbra” byder på en solid og velproduceret omgang Metal, uanset hvad man så kalder genren.

Tracklist:
1. Lost It All
2. Blinded (feat. Scott Kennedy)
3. Umbra
4. Supremacy
5. White Hills (feat. Andreas Bjulver)
6. Before We Erase It
7. Kissed by the Sun
8. Black Sky
9. The Ancient One
10. Temptress
Samlet spilletid: 37:53

Læs mere...

Daemonicus - Eschaton

Efter starten i 2006 gik det strygende for svenske Daemonicus; der blev udsendt flere demo´er, som resulterede i en pladekontrakt og de 2 albums ”Host of Rotting Flesh” og ”Deadwork” i hhv. 2009 og 2012. Herefter blev der stille om bandet, men stilheden brydes nu med udgivelse af album nummer 3: "Eschaton".
Som på de to første albums er det også denne gang Death Metal efter klassisk opskrift, der står på menuen. I praksis betyder det markante guitarer, friske duga-rytmer og Per-Olov Westers brølende vokal som gennemgående elementer. Fra albummets start er det musikkens aggressive sider, der er i centrum. Det betyder ikke, at albummet er støvsuget for melodiske elementer, for guitarerne bidrager også med små melodier og stærke soli – så langt, så godt.
Desværre er der lidt malurt i bægeret, for mange numre virker rodet og som om de spænder ben for sig selv. Årsagen skulle jeg lige tænke over, men det slog mig under en gennemlytning af ”Heretic Trials” : Der mangler flow! For mange steder bliver der lagt nogle små knudrede krøller ind, der bremser musikkens fremdrift, så jeg ikke rives med.
Hvad der sker, når disse undlades, giver ”The Grand Inquisitor” et bud på: Nummeret kører mere frit, og er derfor albummets stærkeste track. Selv om nogle numre fungerer bedre end andre, rækker det også denne gang kun til en middel karakter for Daemonicus.

Tracklist:
1. To Poison Everything
2. Reform Or Die
3. The Double Edged Sword
4. Heretic Trials
5. The Grand Inquisitor
6. Sacred And Secular
7. You Know My Name
8. Fate Sealed By Faith
9. Termination
Samlet spilletid: 36:10

Læs mere...

Apophis - Excess

Trods en karriere, der spænder mere end 30 år, er det nok de færreste udenfor hjemlandet Tyskland, der genkender navnet Apophis. Efter en række albums i 1990´erne, er det kun blevet til et enkelt efter årtusindskiftet men det ændres til to med udgivelse af "Excess".
Der lægges ud med titelnummeret, som kombinerer klassiske duga-rytmer, tempo og en brølende vokal – Umiddelbart helt efter bogen, men via tremoloanslag, udmærkede baggrundsvokaler og en guitarduel i soloen formår tyskerne at stikke positivt ud fra mængden.
Den glimrende start følges op med mere af samme skuffe; i de følgende numre bruges de førnævnte elementer til at skabe Dødsmetal efter mere eller mindre klassisk opskrift. Kvaliteten af de enkelte brikker i puslespillet varierer, men det samlede niveau er gennemgående højt, med den rette blanding af energi og bredde.
Det positive indtryk fortsætter, indtil vi når frem til de sidste to numre: ”The Show Is Over” er desværre en meget passende titel, for her kniber det voldsomt for Apophis at sætte sit personlige præg på begivenhederne – En tendens, der understreges i det direkte kedelige slutnummer.
Heldigvis har bandet inden da samlet tilstrækkeligt med point til, at jeg kan give albummet en anbefaling med på vejen; hvis du er til varieret Dødsmetal med melodisk indhold, er "Excess" værd at give et lyt.

Tracklist:
1. Excess
2. The End Of The Path
3. Every Single Stab
4. Metamorphosis
5. Forgive Yourself
6. Dust In The Sand
7. The Show Is Over
8. Temptations

Samlet spilletid: 45:44

Læs mere...

Ophidian I - Desolate

Jeg var ikke meget mere end 20 sekunder inde i den første gennemlytning før det stod klart, at jeg ikke havde fat i et traditionelt Death Metal album, men et, hvor det tekniske spiller en meget stor rolle. Albummet er ”Desolate”, som er den andet udgivelse i fuld længde fra Ophidian I. Bandet er en fem mand stærk combo fra Island, som har eksisteret siden 2010, og debuterede med ”Solvet Saeclum” i 2012.
Selv om der lægges meget på teknik, er kernen i albummets 10 skæringer traditionel Dødsmetal, og det samme label kan sættes på den nye frontmand John Olgeirsson – hans growlende og brølende vokal er helt efter bogen. Det samme ville musikken være, hvis ikke musikerne introducerede mange krøller og detaljer i deres performance. Det sker vel at mærke ikke som i den progressive genre, hvor den slags kan være påtaget og kunstigt - Her fungerer det mere som et ekstra lag af lækkerier. Selv om numrene generelt afvikles i højt tempo, er der konstant overskud til, at der kan flettes lidt ekstra ind - Især de to guitarister leverer mange af den slags detaljer og imponerende soli. I ”Storm Aglow” markerer bassisten Þórður Hermannsson med nogle imponerende løb, at han heller ikke er tabt bag en vogn; det samme viser trommeslageren Ragnar Sverrisson igennem hele albummet.
Med så mange tekniske detaljer er der altid faren for, at det ender kedeligt, men den undgår islændingene. For jo, der går da opvisning i den her og der, men det overdrives ikke. Derfor kan jeg kun anbefale ”Desolate”, også til ikke-teknik fans.

Tracklist:
1. Diamonds
2. Spiral To Oblivion
3. Storm Aglow
4. Unfurling The Crescent Moon
5. Sequential Descent
6. Captive Infinity
7. Enslaved In A Desolate Swarm
8. Dominion Eyes
9. Jupiter
10. Wither On The Vine
Samlet spilletid: 38:51

 

Læs mere...

Withered - Verloren

Fem år er der gået siden det seneste album fra Withered; en periode, hvor Dan Caycedo og Rafay Nabeel er kommet til som nye medlemmer på hhv. guitar og bas. Som på forgængeren ”Grief Relic” har bandet også denne gang selv stået for produktionen.
Jeg var lidt spændt på, om tilgang af nye medlemmer ville ændre den uvenlige fremtoning, jeg tidligere har hørt fra bandet, men jeg skulle ikke lytte længe for at kunne fastslå, at det ikke er tilfældet. Withered fastholder deres utilnærmelige stil, som baserer sig på Death Metal, men også betjener sig af elementer hentet i Doom og Black Metal. Det hele flettes sammen af en vokal, der både klarer growl, hvæsen og endda ren sang. På papiret er disse elementer et godt udgangspunkt for Metal efter min smag, men i Withereds tilfælde går kabalen ikke op. Det skyldes primært måden, man sammensætter numre på: Hvor tracks som ”The Predation” og ”Dissolve” forløber nogenlunde lineært, er de fleste andre usammenhængende med underlige afbræk, der ødelægger ethvert tilløb til at bringe drive ind i numrene. Det bliver hurtigt småkedeligt at lytte til, og det er ikke fordi der mangler energi – Withered fyrer den af i passager med højt tempo, men det lykkes kun få steder at få tingene til at flytte sig for alvor. Derfor skuffer albummet, og jeg må lange en karakter fra de nederste hylder til amerikanerne.

Tracklist:
1. By tooth in tongue
2. The Predation
3. Dissolve
4. Casting In Wait
5. Passing Through…
6. …The Long Hurt
7. Verloren
8. From Ashen Shores
Samlet spilletid: 44:41

 

Læs mere...

Perilaxe Occlusion - Raytraces Of Death

Man må sige, at det er lykkedes for Perilaxe Occlusion at opnå opmærksomhed om deres musik: Efter kun en enkelt demo udsender Debemur Morti Productions nu en EP med 3 numre, som skal booste den canadiske duos omdømme. Medlemmerne XT og XE håndterer hhv. strengeinstrumenter og trommer, og har på denne udgivelse fået hjælp af sangeren Ti.
Tendensen med at gemme sin identitet bag intetsigende pseudonymer mødes ofte indenfor Black Metal, og vi møder da også elementer fra de ekstreme egne af det musikalske verdenskort på udgivelsen. Åbningsnummeret ”Fracturing the Voronoi” starter med meget tunge rytmer i bedste Doom-stil, inden der skiftes til et mere groovy udtryk. Uanset stilart ledsages musikken af en dyb growlende vokal.
Den genfindes på ”Incalculable Thresholds”, der starter i højt tempo, som kun afbrydes af et par afstikkere tilbage til stor tyngde, og et mellemspil midtvejs, hvor en sart guitar tager tingene helt ned på jorden … lige indtil der igen drønes afsted.
I slutnummeret ”Geometric Dismemberment” genfindes mange af elementerne fra de to første numre: Den første halvdel er tung og instrumental, men vokalen træder ind i nummerets anden halvdel samtidig med, at tempoet skrues op.
Når man betragter de 3 numre, fungerer de udmærket, og de indeholder rigelige mængder energi, som er deres største aktiv. Desværre ligner numrenes opbygning og lydbillede hinanden meget; derfor er jeg godt tilfreds med, at spilletiden er behersket.

Tracklist:
1. Fracturing the Voronoi
2. Incalculable Thresholds
3. Geometric Dismemberment
Samlet spilletid: 21:33

Læs mere...

Tardus Mortem - Engulfed In Pestilent Darkness

Den første udgave af Tardus Mortem så dagens lys i 2015, men nåede kun at indspille en enkelt demo, inden man gik hver til sit. To år senere skiftede Dennis Strømberg guitaren ud med trommer; samtidig fik bandet et mere stabilt line-up, da Lasse Usbeck Andresen (Guitar)
Og Christian Baier Rasmussen (Bas) kom til. Sammen indspillede de Tardus Mortems første album, som i første omgang blev distribueret på kassettebånd, men nu udsendes både digitalt og på vinyl.
Udgivelsen på kassettebånd forstår jeg godt, for der er langt mellem udgivelser, der skriger UNDERGRUND så højt, som tilfældet er her. Det starter med musikken, som er virkelig voldsom: Blastbeats og tungere guitarer kæmper om overtaget i det, der er en cocktail af elementer fra Døds- og Black Metal. Fornemmelsen fortsætter med vokalen, som primært består af rallen, og er placeret langt tilbage i lydbilledet. Og her har vi fat i det tredje, og nok mest markante undergrundselement, nemlig produktionen. Eller rettere mangel på samme, for der er virkelig intet gjort for at afstemme hverken niveau eller klang for de forskellige instrumenter.
På papiret kunne ovenstående beskrive noget, som matchede min smag, men som karakteren indikerer, ikke gør det. Og det er der flere grunde til: Først og fremmest er musikken meget rodet og usammenhængende, så numrene peger alle steder og ingen steder hen på samme tid – det bliver hurtigt trættende at lytte til. Det samme gælder vokalen, som bare består af ikke-dechifrérbare lyde. Her er det næsten morsomt, at alle tre medlemmer krediteres for vokaler, for der er ingen harmonier, og hvem som helst kunne står for den langtrukne dødsrallen i baggrunden…
Sidste søm i kisten kommer fra optagelsen, for selv om ønsket er, at lyde old school og demo-agtigt, er resultatet unødvendigt ringe efter tidens standarder; her skyder Tardus Mortem lige så langt forbi som med albummet som helhed – Det her er en ommer!

Tracklist:
01. In Purgatorial Depths (Intro)
02. It Comes From The Darkened Obscurity
03. Transcending The Human Form Through Ascending Transmorphism
04. The Conclusion Of Non-Existence (Embracing The Infinite Nothingness)
05. Interlude
06. Engulfed In Pestilent Darkness
07. Traveling Through The Dimensions Of Darkness
08. As Life Ends
09. Tardum Spiritum Affert Ut Mortem
Samlet spilletid: 50:20

Læs mere...

Alluvial - Sarcoma

Det siger sig selv, at et album, som er navngivet efter en form for cancer, ikke er en morsom affære, og Alluvial har da også modgang og hverdagens farer som gennemgående temaer på deres andet album.
Den musikalske side af sagen består hovedsageligt af Death Metal, som er sammensat helt traditionelt. Det betyder, at numrene har masser af energi, specielt når tempoet sættes i vejret, som det sker i ”The Putrid Sunrise” og ”Sarcoma” – her rykker tingene fint for bandet fra Atlanta. Desværre er de fleste passager med rendyrket Dødsmetal ikke de mest inspirerede, der er fastholdt på et album.
Men heldigvis har Alluvial andre skud i bøssen, som løfter niveauet. Flere steder overrasker de med melodiske og tilbagelænede sekvenser, der står i skarp kontrast til musikkens grundform. Mest gennemført høres dette i ”40 Stories”, som helt igennem har et anderledes udtryk end de øvrige tracks; bl.a. skiftes sangeren Kevin Mullers brølende vokal ud med en ren udgave, der minder mig en del om Mikael Åkerfeldt fra Opeth. Det gør nummeret til det klart mest interessante på albummet.
Eksemplerne viser, at Alluvial har ideerne til at stikke ud fra mængden, men på ”Sarcoma” bliver de desværre ikke omsat nok til, at albummet kan få mere end en middel karakter.

Tracklist:
1. Ulysses
2. Thy Underling
3. Sarcoma
4. 40 Stories
5. Zero
6. Exponent
7. Sleepers Become Giants
8. The Putrid Sunrise
9. Sugar Paper
10. Anodyne
Samlet spilletid: 38:18

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed