fbpx

Kyle Gass Band - Kyle Gass Band

Bare lige hvis enhver, der klikker sig ind på denne anmeldelse, ikke skulle være klar over det: Til daglig er Kyle Gass bedst kendt som sidekick til Jack Black i Tenacious D. Nu er hans ydmygt betitlede sideprojekt, Kyle Gass Band (KGB), så ude med sin akkurat lige så ydmygt betitlede debutplade, "Kyle Gass Band".

Musikalsk er her tale om straight-up lige-ud-ad-landevejen-guitarrock til den halvhårde, men uforpligtende side. Rytmeguitaren minder generelt en del om Slash, både hvad angår selve riffingen og den måde, riffs'ene er skrevet på. Og igen, bare lige hvis man ikke skulle være klar over det, så er det en yderst positiv ting.

Til gengæld lades jeg tilbage med en vis tvivl omkring, hvad bandet egentlig vil.

Hvor Tenacious D med al selvetableret tydelighed er en decideret comedy-duo, bliver det aldrig for alvor tydeliggjort, hvorvidt KGB er det eller ej. Åbneren "Manchild" er et eksempel på, at en titel kan sige alt om teksten: Den handler slet og ret om at gøre barnlige ting, selvom man for længst er fyldt så-og-så-meget. Men den rocker for så vidt rigtig pænt, hvilket er gældende for hele skiven i store træk. Den akustiske "Bro Ho" handler om at være venner med så'n en pige, der gør drengede ting såsom at prutte højlydt og få Star Wars-tatoveringer. Jeg er i øvrigt ret sikker på, at jeg selv skrev en mindst lige så uambitiøs sang over de samme tre akkorder for 12-13 år siden, og sådan er der flere lidt for genkendelige momenter rundt omkring. Min første reaktion på "Our Job to Rock" var f.eks. noget i retning af "Åh gud, endnu en rocksang baseret på fire nedadgående bastoner?!" Desværre nej: Jack Blacks makkers sideprojekts debutskive byder overraskende nok ikke på nogen musikalsk revolutionerende indslag. Verden står nu officielt ikke længere.

Nå. I den modsatte ende af seriøsitetsskalaen kunne de for så vidt rigtig fede "Trememdous" og "Dying Day" sagtens være skrevet af et upcoming rockband med verdensherredømmet for øje. Og så er der sådan noget som "Road Chops", der rent musikalsk kunne have været et cool stand-out-track på en Airbourne-skive, men som tekstmæssigt til gengæld går fra at handle om livet på landevejen til at munde ud i Predator 3 og en penis-joke. Her begynder teksterne til gengæld at gå fra uhøjtideligt-småfjollede-men-stadig-ikke-decideret-sjove til rent faktisk at få mig til at klukke lidt. Samme kombination mellem det seriøse og det bevidst tåbelige sker i den semi-episke afslutter "Gypsy Scroll", hvori den visionssøgende hovedperson er på jagt efter rocken selv, men besværes af en sigøjnerkvinde, der kun ævler løs om sin åndssvage stuvning. Jaja, man skulle have været der osv., men jeg grinede nu engang. Dog kunne nummerets ellers så fede middelalderbilleder og klare lån fra både Uriah Heep og Dio sagtens have været brugt til at lave noget decideret seriøst og ikke bare finde endnu en måde at sætte sig mellem to stole på.

For det er netop dén overordnede følelse, jeg sidder med efter at have hørt dette album et par gange: Jeg mangler et klart defineret udtryk og bedømmelsesgrundlag. Vil det være sjovt eller ej? Skal man grine eller bare trække på smilebåndet? Er det ment som decideret comedy, eller prøver de bare at finde sig til rette i dén uhøjtidelige rockniche, som The Presidents of the United States of America gjorde sig til - nå ja - præsidenter af i midt-90'erne? Sammenligningen er oplagt, men stadig utilstrækkelig, for førnævnte præsidenters seriøsitetsniveau (læs: mangel på samme) var mærkbart mere konsistent. Hvor et på alle måder over-the-top-band som Steel Panther byder på - og bærer - både langt mere fjollede og langt mere seriøse indslag, ville det klæde KGB med lidt større udsving i bare én af retningerne. "Kyle Gass Band" er for så vidt stadig et mere memorabelt udspil end den sidste Tenacious D-skive, men hvorom alting er, findes der næppe ret mange mennesker, der kommer til at høre ret mange af disse numre mere end højst et par gange. Og selvom jeg ikke ligefrem kommer til at ligge søvnløs over det, kan jeg ikke blive enig med mig selv om, om det er udtryk for spildt potentiale, eller om det slet og ret bare er okay og ikke så meget andet.

Ligesom med selve dette album.

 

Trackliste:
1. Manchild
2. Dyin´ Day
3. Bro Ho
4. Our Job To Rock
5. Tremendous
6. Ram Damn Bunctious
7. Questionable
8. Getting The Band Back Together
9. Road Chops
10. Gypsy Scroll

 

Læs mere...

Steel Panther & Lounge Kittens - Vega

Den engelske pige-trio Lounge Kittens sætter standarden for, hvor seriøs denne aften kommer til at være. Deres vokal- og klaverbaserede usandsynlige covernumre af diverse håndplukkede slagere indenfor moderne metal og hård rock tæller bl.a. et Prodigy-medley, et par skønne, drillende uptempo-udgaver af de ellers så fesne "Rollin'" (Limp Bizkit) og "Youth of a Nation" (P.O.D.) samt sågar en fortolkning af Steel Panthers "Gloryhole", der selvsagt høster taknemmelige points hos det allerede overraskende velvoksne publikum. Altså, velvoksne hvad angår antal fremmødte - ikke modenhed, tilsyneladende.

Men ligesom aftenens hovednavn er Lounge Kittens mere end bare for sjov; de virker topprofessionelle, både hvad angår performance og teknik. Hver eneste trestemmig vokalharmoni ligger uhyggeligt præcist, og arrangementerne kunne for så vidt sagtens have været udført med seriøsitet for øje. - Omend hele konceptet selvfølgelig minder meget om f.eks. Richard Cheese. Jeg forestiller mig, at de har en konservatorieuddannelse bag sig.

De tre tøser høster lige så meget latter som applaus. Men der er naturligvis ingen, der griner ad dem frem for med dem. Igen: Ligesom med aftenens hovednavn.
4 ud af 6


Ligemeget om man så måtte hade Steel Panther af et ondt hjerte, er det umuligt at benægte deres evne til at holde en umiskendelig kæmpefest. Denne evne står lysende klart fra første sekund af åbneren "Pussywhipped", der tæt ryg til ryg med "Party Like Tomorrow is the End of the World" netop tilskynder os at feste i en sådan grad. Så det gør vi, i hvert fald tilnærmelsesvist så godt som den slags nu er muligt, når man står og hører musik.

Der går dog kun disse to numre, inden bandet lige holder én af deres mange obligatoriske fjolle-pauser. Der crackes sjofle vitser, og bassist Lexxi Foxx hiver traditionen tro et makeup-spejl frem og lægger lidt ekstra sminke. "Jeg har fået et spejl med et billede af mig selv bagpå", fortæller han begejstret. "Så nu kan jeg se mig selv, ligemeget hvordan jeg vender det". Det er dejligt dumt, men det trækker lidt ud til sidst.

Klassikeren "Fat Girl (Thar She Blows)" får dog sendt stemningen tilbage i loftshøjde, hvor den i øvrigt befinder sig det meste af aftenen. Men det er ikke foruden visse tab af momentum under enkelte numre. Eksempelvis synes folk at nyde "The Schocker" og den naturligt træfsikre "Gloryhole" (no pun intended) i mærkbart højere grad end f.eks. "Tomorrow Night" og "If I Was the King". Tingen med Steel Panther er, at selvom de rent faktisk er i stand til at skrive skidegode sange, så er hele deres koncept somme tider i fare for at give de kun-knapt-så-gode sange status af fyldnumre. Og med en setliste på 19 numre er dét så godt som uundgåeligt.

Til gengæld holdes dampen oppe af diverse paratekstuelle momenter, bl.a. en masse piger på scenen under "17 Girls in a Row", én særdeles køn asiatisk af slagsen under den obligatoriske "Asian Hooker" samt naturligvis føromtalte åndssvage jokes. "Det er meget specielt for os at spille her", kundgør guitarist Satchel, "For vi kan fejre, at vores nyeste album har solgt intet mindre end ETHUNDREDE EKSEMPLARER i Danmark!" Derudover er en pige på balkonen yderst villig til at fremvise sine i øvrigt noget så pæne bryster på forsanger Michael Starrs flertallige opfordringer. Og så kommer White Trash Presidents-guitarist Dennis Post da også lige en tur på scenen med sin kæreste, hvor han frir til hende. Som sagt: Hele seancen har lige så meget karakter af decideret fest som af rockkoncert. Man kan sige, at musikken ideelt set burde kunne bære festen i sig selv, men jeg vil tværtimod mene, at det ville være noget nær en kriminel forseelse, hvis et band af denne statur ikke udnyttede en live-setting til en masse ekstra gøgl. Det er jo for fanden heller ikke shoegazer-indie, det hér.

En anden ting med Steel Panther er også, at de rent teknisk er intet mindre end knusende dygtige. Satchels soloer er så halsbrækkende ekvilibristiske som nogen af Randy Rhoads', og Michael Starrs stemmeføring og -register er fuldstændig sindssyge størrelser. Manden er mindst en lige så talentfuld vokalist, som forbilledet Vince Neil nogensinde har været; hans banshee-skrig er på højde med de højeste fra Eric Adams og Rob Halford. Og når man dertil lægger, at en sang som den fantastiske "Eyes of a Panther" er bedre end noget Ratt- eller Poison-nummer, er det faktisk lige før, jeg bliver straight up irriteret over, at Steel Panther ikke bruger deres betragtelige kunnen til at lave musik, der ikke "bare" er for sjov. Jojo, glam metal er i sin natur en temmeligt dåsk genre, men den har stadigvæk fostret seriøse kongenumre som "Wild Side" (Mötley Crüe), "In the Day We'll Never See" (Winger) og "Uncle Tom's Cabin" (Warrant).

Udover at synge teknisk godt er Starr også i stand til at synge decideret flot, hvilket vi får at høre i et akustisk mini-sæt midt i showet, som bl.a. omfatter den spritnye "Kanye" - en smædevise til det notorisk selviscenesættende kvaj Kanye West - og den mærkbart "More Than Words"-influerede publikumsfavorit "Girl From Oklahoma". Et godt kvarter er måske lige lovligt længe at spille unplugged i et hard rock-show, men det bidrager til afvekslingen, og det forbliver skudsikkert, fordi Steel Panther som sagt er så forbandet dygtige til det, de gør. Som et eksempel herpå viser trommeslager Stix Zadinia sig da i øvrigt lige at være en skidegod pianist. (Okay, jeg ER fandme lidt irriteret, nu jeg tænker over det!)

Det eneste rigtige sted at gå hen, når midten således er rundet, er imod klassikerne. "Asian Hooker" går rent ind hos samtlige fremmødte og selvom publikum lader førnævnte "Eyes of a Panther" en anelse i stikken, runder "Death to All But Metal" hovedsættet lige så behørigt af som hele genrens største slagere er i stand til det. Men selvfølgelig er bandets tungeste skyts gemt til ekstranumre: Powerballaden "Community Property" instigerer selvsagt aftenens suverænt højeste fællessang, og den konkluderende "Party All Day (Fuck All Night)" er endnu et eksempel på, at Steel Panther, når de er allerbedst, er i liga med hele den hårde rocks bedste sangsmede. Tåbelige tekster eller ej.

Jeg tænker, at det nok ikke er muligt at gå til så mange Steel Panther-koncerter, førend der ikke er mere nyt at komme efter. Men for en mand, der kun oplever bandet live for anden gang - og i øvrigt er en sucker for cheesy 80'er-glam, - er aftenen så rigeligt i hus. Men den afsluttende eksplosion af fællesbrøl og konfetti burde i sig selv være rigeligt til at overbevise enhver om, at det hér altså var en aldeles fed fest.
4,5 ud af 6

Læs mere...

Tenacious D

Den største fan af Tenacious D er jeg ikke, men når de nu endelig kommer til byen – for første gang nogensinde! – måtte jeg gribe chancen. Rygtet siger, at da de 6000 billetter blev sat til salg tilbage i marts, gik der kun lige omkring én time og væk var de – til en pris af 420 kroner. Tenacious D har uden tvivl bestemt en pæn fanskare i Danmark. 
Denne koncert markerede desuden også mit første møde med TAP1, og hvilket møde det blev…

Tenacious D:
Hvad er der egentlig at sige om Tenacious D, som ikke allerede er blevet sagt af andre? Duoen, som består af sangerne/guitaristerne Jack Black og Kyle Gass, har siden 1994 underholdt og provokeret med deres blanding af comedy og rock – kritikerne har navngivet genren “mock rock”. Opmærksomheden omkring Tenacious D begyndte i 1999 efter deres egen tv-serie – selvfølgelig kaldet ”Tenacious D” – kørte i fjernsynet. Derfra begyndte de at opvarme for større rocknavne, indtil debutalbummet, selvfølgelig kaldet ”Tenacious D”, udkom i 2001. Tenacious D valgte fra 2006 at når de skulle optræde, så blev det med et fuldt liveband. Dave Grohl indspiller deres trommer i studiet, men det er Bad Religion’s trommeslager som er med live. Samme år udkom ”The Pick Of Destiny”, som samtidigt fungerede som soundtrack til filmen af samme navn. En film som, selvfølgelig, havde de to herrer som hovedroller. Både Jack Black og Kyle Gass er nemlig også skuespillere ved siden af den musikalske karriere. Jack Black har bl.a. været med i så forskellige film som ”School Of Rock”, ”Nacho Libre”, ”Tropic Thunder” og ”King Kong” fra 2005. Videospillet ”Brütal Legend” har desuden også modeleret hovedpersonen efter Jack Black. 

Sidste år udkom ”Rize Of The Fenix”, og naturligvis indeholdt sætlisten en del numre fra selvsamme plade. Først og fremmest… TAP1 er ikke et koncertsted. Det er et lager. Jeg ved ikke om det er den samme scene de opererer med, hver gang men jeg sværger på at den knap er halvanden meter høj. Det er selvfølgelig et problem medmindre man står helt foran scenen, eller bare er naturligt høj. Indretningen er på alle måder også mangelfuld, da der er mange store vinduer rundt omkring, som gør at man både kan se op i himlen, såvel som ud til gaden. Da det stadig er lyst, dræber det virkelig noget af atmosfæren. Den indelukkede og intime stemning, som der normalt er ved indendørs koncerter, oplever jeg ikke i aften. Selve lokalet er utrolig grimt og føles som et lager og ikke et koncertsted – og er det ikke meningen TAP1 skal fungere som sidstnævnte? Her kunne godt foretages nogle ændringer. 

Opvarmningen består i aften af én mand iført et sasquatch kostume, kun bevæbnet med en guitar. Okay, en gang imellem brugte han stortrommen ved det opsatte trommesæt – og én enkelt gang fremviste han en slags solo. Kort sagt, det er røvhamrende kedeligt. Jeg ved godt han er en kendt figur indenfor Tenacious D regimet, men det er tydeligt at folk bare venter på hovednavnet. Heldigvis smutter han af scenen efter 20 minutter. 

Efter 45 (!) lange minutter, hvor temperaturen steg langsomt, men sikkert, bevæger 6 munkeklædte personer sig op på scenen. De to ledere, om man vil, er selvfølgelig i front – selve bandet er henvist til den bagerste del af scenen. Selve scenen består faktisk kun af én stor figur, som skal forestille en blanding mellem et erigeret lem og en Fønix – en penisFønix.  Fra første tone – titelsangen fra det seneste album – star det klart at lyden ikke er fantastisk. Den er ikke decideret dårlig, men når der er ”gang i den” fra scenen, så runger det alt for meget. Igen, lyden er ikke forfærdelig, men den bliver aldrig rigtigt god. 

Det helt store trækplaster i aften er publikum. Især fra de forreste rækker er folk helt vilde. Selvom mange, især fra midten af bagud, virker en smule ukoncentrerede, gøres min tvivl til skamme når brølene lyder både før og efter sangene. Der er en fantastisk stemning. 

Bandet, som jo reelt kun er to personer, spiller som der kan forventes af dem. Tenacious D har alle dage handlet ligeså meget om musikken, som det har handlet om humoren. I aften er der masser af dumme kommentarer og insider jokes, bl.a. om roadien (som der dedikeres en sang til), som åbenbart kun venter på at Jack Black dør, så han kan overtage han plads. Eller hvad med den hvor Kyle forlader bandet, og hvor Jack Black forsøger at overbevise ham om at de i hvert fald ikke kan aflyse, da han skal bruge pengene på kokain – alt sammen opført i ”Dude (I Totally Miss You) og ”Kyle Quit The Band”. Eller hvad med den store robot som kigger på os under “The Metal”? Eller hvad med hvor deres guitarist besættes af Satan i “Beelzeboss (The Final Showdown)”? Det er så indstuderet. Det er gjort tusinde gange, og folk elsker det. Det er da også sjovt nok, men det er også tydeligt at det ikke er meget andet end et show. Jo, de tiltaler os personligt et par gange, men det er så også dét. 

På trods af at alt går som det skal, så rører det mig ikke. Det bliver for plat i længden. Det er egentlig sjovt, for både Jack Black og Kyle Gass kan noget – den første med sin vokal, den anden med guitaren, men de bruger det ikke. Generelt er hvert nummer bygget op omkring deres akustiske guitarer, og ærligt, der er ikke ét mindeværdigt riff. Det er de samme toner hver gang. Jeg har allerede påpeget at jeg ikke er den største fan, men jeg havde håbet på et endnu skørere, sjovere og dummere sceneshow, for at opveje for de, mere eller mindre, ret kedelige sange. 

Men de spiller som de skal og publikum er totalt med – især i de kendte sange. Derfor kan det ikke være en dårlig koncert, vel? Jeg keder mig sommetider, men der er minimum lige så mange øjeblikke hvor det hele er ganske underholdende, så nej, det er ikke skidt. Alt i alt er showet udmærket, men det er samtidigt ikke et show som overbeviser mig. Jeg overhørte endda også nogle gutter som havde set dem 3 gange, og de mente at denne koncert havde været den bedste. Jeg tror ikke at jeg vil se Tenacious D live igen, skulle de besøge Danmark. Èn gang var fint, men 2. gang tvivler jeg på. 
4 stjerner.

Sætliste:
1) – Rize Of The Fenix
2) – Low Hangin’ Fruit
3) – Señorita
4) – The Road
5) – Roadie
6) – Dio
7) – Throw Down
8) – Dude (I Totally Miss You)
9) - Kyle Quit The Band
10) – Friendship
11) – Saxaboom
12) – Kielbasa
13) – Kickapoo
14) – Deth Starr
15) – The Metal
16) – Beelzeboss (The Final Showdown)
17) – We Beat The Devil
18) – Wonderboy
19) – Tribute
20) – Double Team
Encore:
21) – Baby
22) – Fuck Her Gently

Læs mere...

Nofx - Backstage Passport

I 2006 satte Nofx sejl mod en række destinationer, som de i deres mere end 25 års lange karriere endnu ikke havde fået fornøjelsen/misfornøjelsen af at opleve før. Tanken gik ud på at genopleve intensiteten i koncerterne ved at spille sketchy steder i verden, hvor de ikke ville komme til at kede sig eller føle sig alt for trygge. Det er der så kommet 8 episoder ud af, som i første omgang blev vist på Fuse TV i 2008 med rekordhøje seertal, og nu i år er udkommet på DVD.

Af de mange, mange musikdvd'er, som undertegnede ejer og har set, er dette nok den mest underholdende og afgjort sjoveste! Underholdningen er bare i top, der går altid noget galt, om så det er guitarproblemer på scenen, en promotor som ikke har styr på noget som helst eller en fordrukken manager, så er det fantastisk underholdning. Men ja, nogle gange virker det da også en smule overdramatisk, som man er vant til fra diverse reality programmer, men hvad er ikke overdramatiseret nu om dage. Alvoren af situationerne kan diskuteres fra episode til episode, men visse ting bandet kommer ud for, er alligevel ikke ligefrem pebernødder.

For en gangs skyld har vi her en DVD, hvor man får noget for pengene og noget som kan ses mange, mange gange. Det eneste jeg måske savnede var lidt mere livefootage, ellers er man helt dækket ind på alle områder. Lad mig opsummere det således: Hvis drengene i Jackass havde været et band på tour, så havde resultatet været lig dette. Alle kan være med, man behøver faktisk ikke engang at kende eller synes om Nofx, men at grine ad/med dem kan man i hvert fald!

Disc 1: Episodes:
Episode 1: Brazil, Chile
Episode 2: Argentina, Ecuador, Peru
Episode 3: Japan, Singapore
Episode 4: Malaysia, South Korea, Taiwan, China
Episode 5: Indonesia
Episode 6: Israel
Episode 7: Russia
Episode 8: South Africa

Disc 2: Bonus Materiale:
2,5 timers optagelser, der giver et dybere indblik i alt, hvad der sker i hver episode. Interessant vinkel at se tingene fra efter Disc 1.


Revolution Music vil gerne takke Fat Wreck Chords for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed