fbpx

Botanist - Ecosystem

Her er et band, som passer 100% ind i tidens fokus på miljø og klima: Botanist er en kvartet fra San Francisco, som selv betegner deres stil som Green Metal, fordi den omhandler menneskets behandling af naturen. Det hele er beskrevet som set af en fiktiv videnskabsmand, kaldet The Botanist.
Reelt er stilen Black Metal, men amerikanerne laver en meget personlig fortolkning af genren. Lydbilledet er domineret af et instrument, som jeg først antog var klaver, men nok nærmere er et hakkebræt eller lignende slagtøj. Resultatet er, at udtrykket bliver noget mindre aggressivt end normalt for genren - Også selv om frontvokalen gennemgående skriger temmelig voldsomt. Med til at glatte ud er også baggrundskorene, som veksler mellem at være let messende og blot synge rent. Den sidste udgave er meget speciel; de enkelte stemmer er rene nok, men det er som om, at de er sat skævt sammen med vilje. Det sidste er et mislykket forsøg på at skabe noget spændende, reelt er det bare irriterende.
Med en meget utraditionel instrumentering og deraf følgende lydbillede markerer Botanist sig meget selvstændigt på musikscenen. Desværre ligner mange numre hinanden en del, ligesom de specielle vokaler overdrives.
Og det er ikke fordi musikerne ikke kan bedre, for de enkelte elementer performes fint – de sammensættes bare underligt. Resultatet er, at de fremstår som om de er kun underlige og anderledes med det formål at være underlige og anderledes – og det høster man ikke mange point på hos mig.

Tracklist:
1-Biomass
2-Alluvial
3-Harvestman
4-Sphagnum
5-Disturbance
6-Acclimation
7-Abiotic
8-Red Crown
Samlet spilletid: 33:38

Læs mere...

Blut Aus Nord - Hallucinogen

Mit forhold til Blut Aus Nord har udviklet meget positivt over årene; efter de tidlige udgivelsers eksperimenterende, men uinteressante stil har franskmændene arbejdet sig frem til et niveau, hvor jeg ser frem til deres udgivelser - Således også det nye album, ”Hallucinogen“.
Her vender franskmændene tilbage til det eksperimenterende, men heldigvis med en helt anden tilgang end tidlige. Musikken er stadig Black Metal med højt tempo, bankende stortrommer og en aggressiv vokal … Det vil sige, at det sidste hører man ikke meget til. Vindsval & Co. har nemlig valgt en anden tilgang til det vokale. I stedet for at have en ekstrem vokal i front, går Blut Aus Nord den modsatte vej: Vokalerne er trukket så langt tilbage i lydbilledet, at de næsten overdøves af musikken. Derfor nytter det ikke meget, at vokalen er aggressiv, for den mister hovedparten af det vilde. Måske er det årsagen til, at de fleste vokaler optræder som kor, og endda i pæne og rene udgaver, som nærmest svæver hen over musikken.
Resultatet er, at store dele af albummet fremstår som rene instrumentalnumre; det er der som sådan ikke noget galt i, fordi musikken ikke har gashåndtaget i bund hele tiden, men også giver plads til passager med stille musik. Det giver fin afveksling, men kan alligevel ikke dæmme op for den monotoni, der sniger sig ind i løbet af en gennemlytning. Min anbefaling af albummet kommer derfor med en lille anmærkning.

Tracklist:
1. Nomos Nebuleam
2. Nebeleste
3. Sybelius
4. Anthosmos
5. Mahagma
6. Haallucinählia
7. Cosma Procyiris
Samlet spilletid: 48:56

Læs mere...

1349 – The Infernal Pathway

Siden deres debutalbum “Liberation” udkom i 2003, har 1349 hørt til blandt de mest markante repræsentanter for den norske Black Metal scene. Positionen har de udbygget med de efterfølgende udgivelser, og nu søger bandet at befæste den yderligere med deres album nummer syv.
Når jeg ovenfor skriver markant, mener jeg i virkeligheden brutal, og når man tager numrene på det nye album enkeltvis, ligger de inden for denne kategori: Frost maltrakterer sine trommer med vanlig intensitet, og Ravn brøler teksterne ud med stor vrede. Det hele sker primært i højt tempo, hvilket gør numre som ”Towers Upon Towers” og ”Striding the Chasm” til rene energibomber. Også ”Dødskamp” bør fremhæves, nummeret er baseret på et maleri af Edward Munch og var en opgave, som Munch museet gav til 4 forskellige bands i 2018.
For de enkelte numre er der således ikke noget at udsætte på indholdet, men når man ser på albummet som helhed, ændrer billedet sig lidt. Fordi hovedparten af spilletiden foregår med speederen i bund, bliver man lidt ”fartblind”, og tingene flyder lidt sammen. Det giver perioder, som er lidt monotone og ikke rykker helt så meget, og det trækker oplevelsen lidt nedad. Så selv om 1349 igen leverer brutal Metal, så mangler jeg noget substans, og "The Infernal Pathway” fanger mig ikke 100%.

Tracklist:
1. Abyssos Antithesis
2. Through Eyes of Stone
3. Tunnel of Set VIII
4. Enter Cold Void Dreaming
5. Towers Upon Towers
6. Tunnel of Set IX
7. Deeper Still
8. Striding the Chasm
9. Dødskamp
10. Tunnel of Set X
11. Stand Tall in Fire
Samlet spilletid: 44:02

Læs mere...

Verheerer - Monolith

Kun et år efter udgivelse af debutalbummet ”Maltrér” er Verheerer tilbage med et nyt udspil. Igen er det Vendetta Records fra Berlin, der står bag udgivelsen, og igen er det Black Metal, der står på menuen – så langt er alt ved det gamle. Til gengæld er besætningen udvidet, så de originale medlemmer BST og SMN har fået selskab af LKS,MYR og KRZ.
Albummet starter med et dybt og dystert klangtæppe, hvorfra musikken langsomt vokser frem – her er genrens traditionelle redskaber i brug. Men allerede i det efterfølgende titelnummer viser Verheerer en stærk håndtering af musikkens forskellige elementer, og kroner indsatsen med et stærkt omkvæd.
I de resterende numre fortsætter de positive takter, for her veksles der problemfrit mellem hårde og melodiske passager, ligesom tempoet flere steder i numrene ændres fra det stille til det opskruede. Det giver numrene dynamik og bredde, og gør dem rigtig interessante at lytte til. Det er rigtig god Black Metal, som illustrerer genrens stærke sider virkelig flot.

Vokalen er det eneste element, der ikke har forbedret sig siden sidst; den er let råbende og meget lidt varieret, selv om den er kraftfuld og myndig. Heldigvis overskygger kvalitetsløftet denne skønhedsplet, så den ikke ødelægger det samlede billede.
På debutalbummet klandrede jeg Verheerer for at levere en upersonlig indsats, men jeg skal love for, at tyskerne har taget et stort skridt fremad! ”Monolith” er helt anderledes interessant, og viser et meget mere modent band. Det vidner om en overraskende, men flot og imponerende udvikling, som fortjener anerkendelse og bør udvide Verheerers fanskare.

Tracklist:

1. Intro
2. Monolith
3. He Who Sowed the Poisoned Seeds
4. The Fatalist
5. The Eskapist
6. He Shall Reap a Thousandfold
7. Serpent Grave
8. Theios Aner & Irrisio
Samlet spilletid: 50:07

Læs mere...

Orm - Ir

Dansk Black Metal er inde i en meget positiv periode i disse år, hvor der udkommer mange markante albums. Et af disse var debutskiven fra Orm, som udkom i 2017 og øjeblikkeligt placerede bandet solidt blandt genrens udøvere. Nu er bandet så klar med album nummer to, som har fået titlen ”Ir”. Foruden at skrive og performe musikken, har bandet selv produceret, ligesom de også står bag det grafiske udtryk.

Man skal ikke lade sig forlede af, at der kun er to numre på udgivelsen; de er tidsmæssigt velvoksne sager, hvilket bringer den samlede spilletid op over tre kvarter. Denne fordeling af spilletid stiller store krav til numrenes opbygning, så disse ikke ender ensidige og kedelige. Balancegangen klarer Orm meget overbevisende ved at variere deres udtryk, så musikken ikke bliver monoton. Og det sker vel at mærke med de samme elementer, der gjorde det første album stærkt. Men netop fordi disse bruges intelligent, savner jeg ikke fornyelse, for udviklingen ligger i fordelingen af, hvordan de enkelte brikker i puslespillet lægges. Her lader Orm f.eks. musikken stige og falde i intensitet, så passager med helt stille akustisk guitar afløses af voldsomme udladninger af Sort Metal med stor energi. Det skaber dynamik, men giver også en fin bredde og balance mellem power og melodi.

Hvis man syntes om debutskiven, vil man også kunne lide ”Ir”, selvom albummet kræver lidt mere af lytteren: De lange numre fortjener at man fordyber sig og lytter aktivt, så de mange facetter og deres samspil rigtigt kommer til deres ret. Belønningen er endnu en stærk performance, der får Orms stjerne til at lyse endnu kraftigere.

Tracklist:
1. Klippens Lyse Hal
2. Bær Solen Ud
Samlet spilletid: 47:17

Læs mere...

Tenebrae In Perpetuum - Anorexia Obscura

Ti år er der gået, siden Tenebrae In Perpetuum (TIP) udsendte deres seneste album, ”L'eterno Maligno Silenzio”, men nu er bandet med hovedmanden Atratus tilbage. Det vil sige, band er nu så meget sagt, for det eneste andet medlem er trommeslageren Chimsicrin, som er nytilkommen – i realiteten er der tale om et enmandsfortagende. Den opfattelse forstærkes efter, at Atratus også har overtaget vokalen, efter at sangeren Ildanach forlod bandet.

På den musikalske side er der ikke så meget nyt at berette om, for TIP fortsætter deres fortolkning af Black Metal. Den udmønter sig i brug af en række af genrens typiske elementer med både hurtige og langsomme passager, mens det hele er iklædt en meget tynd lyd. Trods de helt igennem kendte rammer lykkes det for Atratus at give numrene nogle lækre detaljer som guitarfills, fine melodier og ikke mindst veldoseret brug af synthesizer. Det giver samlet set musik, som ikke er prangende, men bestemt godkendt.
Desværre smider italienerne det hele på gulvet, når vokalen sætter ind, for den er simpelthen så irriterende og træls, at det overskygger musikken. Atratus skriger på en lidende og samtidig skabet måde, der meget hurtigt sætter min tålmodighed på prøve. Så med mindre han finder en ny sanger, må hovedmanden gerne vente yderligere ti år med at udgive nyt.

Tracklist:
1. Dissonanze mentali
2. Anorexia obscura
3. Oscillazione ipnot...
4. L'epoca oscura del...
5. Nero, oscuro conce...
6. Criogenia letale
7. Silicio freddo
Samlet spilletid: 38:29

Læs mere...

Batushka - Hospodi

Stridigheder om retten til et bands navn er noget, der ofte er gået så meget i hårdknude, at det må afgøres i retten – tænk bare på et eksempel som Immortal – og nu kan der føjes et nyt navn til listen: Både sangeren Варфоломей og instrumentalisten Христофор fra polske Batushka mener at have smidt den anden ud, så derfor findes der nu to bands med navnet Batushka – Христофор har dog valgt at skrive sin udgave med kyrilliske bogstaver. Nå, indtil der skabes klarhed holder jeg mig til at bedømme ”Hospodi”.

Musikken holder sig i det store og hele indenfor de kendte rammer for Sort Metal, så her skiller albummet sig ikke ud fra mængden; det samme gælder for den skrigende vokal, der virkelig skærer igennem, men omvendt er hørt før andre steder.
Til gengæld markerer Batushka sig meget selvstændigt når det gælder de øvrige vokaler. Her skabes der flotte, flerstemmige harmonier i flere størrelser, fra mørkt kirkekor i ”Wieczernia” til a Capella i starten af ”Polunosznica”. Nummeret udmærker sig også ved at have en flot melodi, som gør det til albummets bedste.

Hvis ”Hospodi” er, hvad Batushka kan i opdelt udgave, så håber jeg, at de to stridshaner finder sammen igen. For udover de nævnte positive elementer er der ikke meget kød på udgivelsen, der i højere grad byder på stangvare end personlige input.

Tracklist:
01. Wozglas
02. Dziewiatyj Czas
03. Wieczernia
04. Powieczerje
05. Polunosznica
06. Utrenia
07. Pierwyj Czas
08. Tretij Czas
09. Szestoj Czas
10. Liturgiya
Samlet spilletid: 50:34

Læs mere...

Abbath - Outstrider

Efter at have forladt Immortal dannede Abbath dette band med samme navn, men ikke nok med det; også bandets første album fra 2016 fik denne titel. Alligevel var hovedmanden ikke helt tilfreds, for bandets andet album, som har fået titlen ”Outstrider”, er indspillet med et helt nyt line up bag den karismatiske frontmand.

Ikke overraskende har udskiftningerne ikke har nogen nævneværdig indflydelse på bandets stil, for Abbath fortsætter med deres mørke, lidt indelukkede stil. Den har lidt svær at begejstre mig, for man skal lytte godt efter for at fange nuancerne. Og det er ikke fordi der mangler energi, specielt når tempoet øges som i ”Harvest Pyre”, eller det rå og voldsomme slippes løs i ”Land of Khem” – nummeret balancerer på kanten af kaos, men det rykker fint.

Med en musikalsk side, der ikke ligefrem er prangende, rettes fokus automatisk på vokalen, og her har manden Abbath noget at byde på. I grunden lyder han som han altid har gjort, og tak for det! Med sin mørke og truende stemme formår han trods alt at give numrene en smule kant.

Og netop som jeg troede, at jeg havde hørt alle albummets hemmeligheder, dukker ”Hecate” op ud af det blå og viser på falderebet, at Abbath faktisk kan skrive rigtig fede numre. Dem kunne jeg godt tænke mig flere af, for trods den gode afslutning er ”Outstrider” kun et middelgodt album.

Tracklist:
1. Calm in Ire (Of Hurricane)
2. Bridge of Spasms
3. The Artifex
4. Harvest Pyre
5. Land of Khem
6. Outstrider
7. Scythewinder
8. Hecate
9. Pace till Death (BATHORY cover)
Samlet spilletid: 38:52

Læs mere...

Enthroned - Cold Black Suns

Navnet Enthroned har i mere end et kvart århundrede været synonym med knaldhård Black Metal, og den stil fortsætter belgierne på deres studiealbum nummer 11. Albummet kommer fem år efter ”Sovereigns”, men tiden er ikke udelukkende gået med at skrive nyt materiale; der har også været plads til at indlemme to nye medlemmer og skifte pladeselskab.

I det instrumentale åbningsnummer skabes både en flot stemning og forventninger om endnu mere mørke og power, og det bliver også leveret i ”Hosanna Satana” - Her er den grundlæggende vrede og energi, der kendetegner den traditionelle Black Metal, intakt, og leveres via genrens kendte virkemidler.

Men i de efterfølgende par tracks mangler der flow og fremdrift, det er som om Enthroned savner et mål med musikken, som derfor ender uforløst og kedelig. På resten af albummet strammes grebet heldigvis, så der kommer mere struktur, men rigtig godt bliver det aldrig. I stedet serveres kendte elementer uden nye eller spændende vinkler, en tendens som det kun lykkes at bryde to gange: Det sker i ”Aghoria”, hvis messende vokaler giver et flot mørke, og i det afsluttende ”Son of Man”, som kører udmærket, selvom det ikke bliver rigtig vildt.

Disse lyspunkter er desværre ikke tilstrækkeligt til at redde albummet, for som helhed ligger det langt under hvad jeg ellers har hørt fra Enthroned – jeg håber derfor på, at der er tale om en enkelt smutter.

Tracklist:
01. Ophiusa
02. Hosanna Satana
03. Oneiros
04. Vapula Omega
05. Silent Redemption
06. Aghoria
07. Beyond Humane Greed
08. Smoking Mirror
09. Son of Man
Samlet spilletid: 48:56

Læs mere...

Gaahls WYRD - GastiR-Ghosts Invited

Han hedder Kristian Espedal, men under navnet Gaahl har han stået i front for markante bands som Gorgoroth, Trelldom og God Seed. Nyeste skud på stammen er Gaahls Wyrd, hvor hovedpersonen har teamet op musikere fra den norske Black Metal scene.
Hvis man har fulgt lidt med i Gaahls karriere, er der ikke de store overraskelser på det nye album, for stil og fremførelse ligger meget tæt på, hvad han er kendt for. Musikken er generelt kendetegnet ved genrens fræsende guitarer og hamrende trommer, men deres effekt er meget afhængig af produktionen. I ”Ek Erilar” og ”The Speech And The Self” er den således dæmpet så meget, at numrene mister hovedparten af deres aggressivitet.

Den er til gengæld intakt i ”Ghosts Invited”, hvor den højtidelige stemning minder om Trelldom. Det samme gør den flotte guitarmelodi i ”Carving The Voices”, hvor vokalen ligger i den dybe ende af Gaahls spændvidde – igen med en stærk stemning til følge.

Den kommer også frem i større eller mindre grad i de fleste andre numre, men desværre er det oftest i den sidste kategori. Det gør albummet til en blandet fornøjelse, for det er ikke alle numre, der fungerer lige godt. Heldigvis er det rolige og stærke slutnummer en intens afrunding af et album, som har sine stærke sider, men også uinteressante passager.

Tracklist:
1. Ek Erilar
2. From The Spear
3. Ghosts Invited
4. Carving The Voices
5. Veiztu Hve
6. The Speech And The Self
7. Through And Past And Past
8. Within The Voice Of Existence
Samlet spilletid: 42:07

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed