fbpx

All Pigs Must Die - Beta

Jeg var draget hele vejen til det kolde og grå Sjælland denne søndag. Vi stod i det kaotiske Hardcores tegn, og de evigt seje gutter i All Pigs Must Die var klar til at spille op til dans. APMD er en supergruppe eller hardcore supergruppe bestående af medlemmer fra bands som: Converge, Bloodhorse, The Hope Conspiracy og Trap Them. Bandet havde deres lands debut tilbage i 2015 på Roskilde Festival, hvor de spillede en fed koncert, men koncerten blev aldrig det helt vilde. Nok på grund af at de spillede i 35 graders varme, kl 14 om eftermiddagen for et publikum på størrelse med ca tre til firetusind mennesker, så bandet var relativt stillestående, så da muligheden tilbød sig at for at se bandet indenfor de intime rammer på Beta, så var det en no brainer. 
 
Une Misére
 
Jeg ankom til en halvtom koncertsal på Beta. Første band i aften var Une Misére fra Island. Kaotisk og dyster Hardcore af en skuffe så dyster, at det næsten er svært at få skrevet det ned på papir. Bandet kom ud til et publikum der ikke virkede særligt interesserede, inklusivt mig selv. Det tog bandet lidt længere tid for at komme op på scenen men efter de tre guitarister kom på scenen, så gik bandet endelig i gang. Jeg blev forvandlet til en stillestående koncertgænger til en dedikeret fan som stod og headbangede ude i salen. Det var næsten ikke til at kapere hvor godt bandet spillede sammen, og hvor intens deres energi var på scenen. Deres breakdowns var sindssygt massive og lydmuren var på samme kaliber. Der var var lidt af en stor afstand imellem band og publikum, men de kom selvfølgelig tættere på. Bandets sidste nummer var dedikeret til en ven der tog sit eget liv sidste år, og her viser de nemlig en oprigtig følelse af sorg og vrede. Deres forsanger var tydeligvis og forståeligt oprevet af denne tragedie, og han skreg sin hals til blods og lod de hele komme ud under det sidste nummer. Tredive minutter fløj jo forbi mit fjæs efter koncerten var slut, og det i hvert fald et navn jeg skal få hørt alt med. 
 
Karakter 
6 ud af 6 
 
All Pigs Must Die
 
Nu var det endelig blev tid til aftenens hovednavn. Folk kom ind i salen og bandet stod klar til at nedslagte os alle sammen, bogstaveligt talt. Allerede fra starten blev det krystalklart, at Roskilde koncerten slet ikke viste hvad bandet kan gøre live. Forsanger Kevin Baker der sammen med sit band endte med at blive stillestående for tre år siden, blev i aften forvandlet om til en vildmand på Beta i aften. Sange som Pulverization, Sermon Of The End og Bloodlines var som et angreb på de første rækker af publikum, og intensiteten kendte ingen ende, faktisk så intenst at Baker væltede en monitor på gulvet. Lyden inde i salen var rigtig god, og alting kunne høres, dog ville det ikke skade hvis de andre bandmedlemmer også ville bevæge sig lidt. Det gjorde heldigvis ikke så meget, da bandet spiller så umenneskeligt tight, og trommeslager Ben Koller der aldrig kan være i et dårligt band, var selvfølgelig storsmilende imens hans spillede sine super smadrede trommepassager. Man kunne godt mærke at det var søndag, og publikum virkede lidt halvtrætte og reserverede, lige udover de to dudes foran der var helt oppe at køre både under sangene og imellem sangene. Taget i betragtning at bandet udgav et deres nye album Hostage Animal tilbage i januar, så bestod aftenens sætliste mest af de første par udgivelser. Masser af fede sange såsom Third World Genocide og The Blessed Void satte bare mere gang i galskaben, specielt guitarsoloen i det sidstnævnte nummer er noget jeg kan bruge en hel dag på at snakke om. Hungry Wolf, Easy Prey var det sidste nummer for i aften, og her blev publikum bedt om at rykke helt tæt op mod scenen. Nu stod vi helt op i ansigtet på den frygtindgydende frontmand, og selvom han skreg sin hals til blods, rakte han mikrofonstativet ud til medlemmer i publikum, så vi kunne få en chance at synge med på sangene. Bandet kom tilbage til et sidste nummer, hvilket var Primitive Fear fra albummet Nothing Violates This Nature. Selvom publikum var måske ikke helt klar i aften, men bandet overkom dette og leverede en fuldstændig vanvittig koncert. En perfekt aften for mit vedkommende og begge bands gjorde et fantastisk stykke arbejde.
 
Karakter 
6 ud af 6 
 
Læs mere...

Orden Ogan, Rhapsody of Fire - Beta

Der er to omstændigheder ved aftenens arrangement, jeg ikke fatter:

1) Rhapsody of Fire som opvarmning?!? Jojo: Jeg er udmærket klar over, at Orden Ogan skal være nok så gode, men Rhapsody er indiskutabelt et af de største power metal-navne nogensinde. Eller er det virkelig kun mig, der stadig gerne vil mene dét i en tid, hvor bandet synes at tilstræbe et kvantum line-up-ændringer, der ligner Whitesnake for 30 år siden? Selv kommer jeg primært for at høre Rhapsody, hvorom alting er. (I øvrigt udelader jeg bevidst “… Of Fire”-tilføjelsen herfra. Jeg kan ikke blive enig med mig selv om, om dens indlysende uopfindsomhed er mere sej end doven, men redundant er den i hvert fald.)

2) Power metal på Beta?!? Bevares, genren trækker ikke just publikum i stadionstørrelse, og da slet ikke i et snoldet land som dette, hvor en betragtelig del af metallytterne stadig først er ved at lære, at der findes andet i livet end fee’ dø’. Men når man nu har en så geografisk nærliggende storebror som Amager Bio, og når nu der alligevel har været udsolgt så længe, kunne det så ikke have været en idé enten at rykke — eller i første omgang simpelthen have booket — foretagendet til et sted, der danner en bare lidt mere naturlig ramme om den så højloftede genre? Nej, man kan ikke forudsige alt, men man kan godt anstrenge sig lidt.

Dog bliver begge disse tvivlsmomenter gjort til skamme indenfor de næste par timer. Og hurra for det!

Indrømmet: Jeg har ikke rigtig fulgt Italiens symfoniske stolthed Rhapsody siden den dersens navneopgradering, og siden Luca Turilli gik solo og tog halvdelen af bandet med sig. Det, vi ser hér på Beta, ER bogstaveligt talt ikke den samme gruppe, der gav os de mange fantastiske klassiske power metal-skæringer, som aftenens sæt er så lykkeligt centreret om. Men når det er sagt, fremfører navnets nuværende inkarnation disse skæringer så formidabelt, som det må kunne forventes af ethvert band i dets bedste alder, originalmedlemmer eller ej.

Det er mærkeligt, at Fabio Lione ikke længere er forsanger. Men hans unge erstatning, Giacomo Voli, både virker som et yderst sympatisk gemyt og nailer samtlige fraseringer. Og strengemester Roby De Michaeli er et pragteksempel på, at selv musikalsk komplekse størrelser som Rhapsody kan klare sig med én tilstrækkeligt ekvilibristisk guitarist, også selvom denne ikke hedder Turilli til efternavn.

Frem for alt er det dog ikke bare rørende at genhøre forrygende skæringer som “Holy Thunderforce”, “March of the Swordmaster”, “Dawn of Victory”, “Flames of Revenge” og den måske nok så forudsigelige sæt-konklusion, “Emerald Sword”. Det er en glædelig overraskelse, at al genrens så lårtykke patos åbenbart sagtens kan pakkes ind i Betas så fysisk snævre rammer. Lyden er klarere og mere storslået, end jeg nogensinde har hørt den hér på stedet, og det bliver den ved med at være hele aftenen igennem.

Vi er tillige nogen, der har set frem til dette Rhapsodys første besøg i landet i, hvad, 17 år?? 150 ekstatiske struber skråler med på herlig, forudsigeligt-kitsch’et venstrehåndslyrik om krigere, drager, troldmænd, magiske sværd og episke kampe mellem fantasihære i fortryllede lande. Og det med en så præcis gengivelse som havde vi brugt lige så lang tid på at lytte til Rhapsodys klassiske udgivelser som på at læse Tolkien og Dragonlance. (Hvad der næppe er helt ved siden af for mange af de fremmødtes vedkommende.) Selvfølgelig dedikeres den flotte powerballade “The Magic of the Wizard’s Dream” til Christopher Lee — og afslører desuden publikum som bestående af flere smartphone-brugere end tobaknydere qua det lysshow, som en crowd nu engang laver til den type numre. Ja, hver sin last.

Kun “When Demons Awake” er lidt malplaceret med sin black metal-vokal. Men ellers er Rhapsodys sæt i sig selv en (alt for) lille serie af sejre i det hellige ståls navn, der som så mange gange før gør mig hjertens glad ved at få al min så typiske skepsis godt og grundigt sodomiseret.

Karakter: 5/6


Samme type forløsende triumftog skal gøre sig gældende for hovednavnet. De anmelderroste tyskere Orden Ogan har gennem hele 21 år på imponerende vis formået at forbigå selv en power-fetischist som yours truly. (Eller er det mig, der har forbigået dem…?)

Så meget desto mere bliver jeg blæst omkuld. Hvor jeg trods alt ikke har kunnet undgå at have visse forventninger til Rhapsody, bliver dette mit jomfrumøde med Orden Ogan en omvendelse i større omfang end med, ja, for eksempel aftenens supportnavn.

For der er ingen på den globale metalscene som vores mægtige, teutonske underboer, der tilnærmelsesvist formår at ramme det forjættede sweet spot mellem en svulstig powerpatos, der på samme tid er skamløst corny, uimodståeligt fængende og fandme grandios.

Orden Ogan er leveringsdygtige i hymner. Majestætiske kamp- og sejrshymner indenfor bandets eget narrative univers; hymner både mere fængende og hårdtslående end Manowars største crowdpleasers. Og jeg skal netop op i kategori med bands som selveste the kings of metal for at ihukomme koncerter, der har budt på så mange forpulet effektive og medrivende af slagsen, som Orden Ogan trakterer denne eksklusivt heldige skare med.

Onde tunger — eller måske bare nederen tunger — kunne indvende, at Orden Ogan minder for meget om Powerwolf; at riffs’ene og leadtemaerne er forudsigelige og uopfindsomme; at lyden på deres albums er steril og syntetisk; og at det er for billigt at køre så meget kor og keys på backingtrack, når man spiller live. Og ved I hvad? Der ville såmænd være legitime pointer i det alt sammen. Men hvis du i aften ville kunne stå gennem numre som “Gunman”, “Deaf Among the Blind” og “F.E.V.E.R.” uden at lade dig rive bare det mindste med, tøver jeg ikke med at diagnosticere dig som et grundlæggende råddent menneske, der ikke kunne genkende en fest, om den så kom og gav dig et kokainblowjob og 24 timers fri bar på hele Sunset Strip.

For en umiskendelig fest er sateme, hvad dettehér er. Selv hvis musikkens beskaffenhed på egen hånd ikke havde manet mig til at pendle mellem koncert og bar for at tanke op på fad, er publikums begejstring sandsynligvis den mest taknemmelige respons, jeg nogensinde har overværet på Beta. Ikke blot er det første gang, Orden Ogan er i Danmark, men netop dette hjørne af power metal, der er ekstra tungt men stadig lige så bombastisk som hele genrens superliga, indgyder både til fællessang, højt hævede horn og sgu også en gang fælles headbanging. Ja, man havde faktisk hverken kunnet forvente eller forlange mere af hele aftenen.

Kritikpunkter? Jo, trods alt. “The Lords of the Flies” (sic) er med sine mærkeligt nu-metallede islæt et lidt skæmmende indslag. Guitarist Tobi (sic) synger desuden for på ét af numrene, og det skulle han ikke have gjort. Den lavstammede og halvkvabsede forsanger, leadguitarist og mastermind Sebastian "Seeb" Levermann er heller ikke ligefrem nogen karismabombe. Og så ER Oden Ogans sange generelt centreret om de dér omkvæd. Men fuck nu alt dét. Lortet fungerer, og Orden Ogan kunne næppe have ønsket sig nogen mere frugtbar debutkoncert i denne så traditionelt power-foragtende metalnation.

… Og så håber jeg i øvrigt, at der er nogen, der gider prikke til Copenhells bookinggruppe og forklare, hvilken type fester man kunne få på Refshaleøen til sommer, hvis man nu investerede i en tourpakke som f.eks. dennehér.

Karakter: 5/6

Læs mere...

Rotten Sound, Abigail Williams, Cult Leader - Beta

Vi kender alle de hysteriske fans, som bare tuder løs på sociale medier, når de opdager at diverse popkunstnere som Mariah Carey og Justin Bieber gæster landet. Sådan var jeg tæt på at reagere, da jeg fandt ud af at de finske grindcore-legender Rotten Sound gæstede København i april. Indenfor selve genren har bandet uden tvivl været mit yndlings, og de har ligget på en meget stærk førsteplads de sidste tre år jeg har hørt dem. Jeg har misset bandet hver gang de har gæstet landet, og nu var ventetiden endelig forbi, så det er ingen overraskelse at jeg havde tårnhøje forventninger til aftenens koncert. Det var så også min første gang hvor jeg var på det københavnske spillested, og det viste sig at være en meget fed oplevelse.

 

Cult Leader

Efter et par øl udenfor spillestedet med nogle af de evigt så dejlige fyre i lokale Piss Vortex, gik jeg indenfor, hvor det amerikanske band Cult Leader allerede var startet. Bandet blev dannet efter en meget turbulent tid i deres tidligere band Gaza, hvor rygter om at deres forsanger havde begået både voldtægt og seksuelle krænkelser florerede rundt på sociale medier, valgte Gaza endeligt at trække stikket. Nu er nogle af medlemmerne klar med deres nye band, som har eksisteret siden 2013. Deres musik kan beskrives som en blanding af bands som Eyehategod, Converge og Trap Them. Lyden inde i salen var virkelig god i forhold hvor lille salen er, så synes jeg at det var ganske imponerende. Energien var til stede og jeg synes, at bandet gjorde det virkelig godt. Lysshowet synes jeg også formåede at give bandet denne meget mystiske stemning under showet. Specielt forsanger Anthony Lucero havde tildækket sit ansigt med hætten fra sin trøje, så jeg fik aldrig set hans ansigt, men kun en skikkelse med en hætte, som skreg og råbte teksten til musikken. Jeg havde ikke hørt Cult Leader på forhånd, men jeg synes at de lever op til den hype, som de har fået de sidste par måneder, så jeg vil i hvert fald tjekke mere af deres musik ud i fremtiden. Ganske udmærket start på aftenen.

Karakter 4 ud af 6

 

Abigail Williams

Nu var det så blevet tid til amerikanske Abigail Williams som var noget af et drastisk skift i musikken. Genren vi er ude i er black metal. En genre jeg kender alt for godt efterhånden, da jeg selv spillede med i et black metal band i næsten tre år. Jeg har hørt om Abigail Williams, men har aldrig nogensinde fået hørt deres musik. Bandet gik på scenen og jeg synes at efter et par numre, var det ikke noget udover det sædvanlige. Jeg synes at det var ganske okay til tider, men det blev nu også ret ensformigt til sidst. De virkede til at være ret trætte på scenen og at de også bare glædet sig super meget til deres koncert var forbi, så de kunne komme tilbage til bussen og sove. Jeg synes ikke at Abigail Williams leverede noget som var specielt mindeværdigt. Spilleglæden var ikke til stede, og deres entusiasme fik jeg slet ikke øje på. Men heldigvis er jeg ikke super hardcore fan af bandet, fordi jeg havde nok endt med at blive skuffet så. Det kan jo også være at der var nogle som synes det var godt, men så forskellige er vi alle sammen jo.

Karakter 1 ud af 6

 

Rotten Sound

Nu var ventetiden endelig ovre. Mit ynglings grindcoreband stod foran mig, og jeg var klar til at få mine trommehinder tæsket igennem. Yellow Pain og Machine fra deres seneste udspil Abuse To Suffer satte festen i gang. Efterfulgt af numre som Power og Self gik min indre fanboy fuldstændig amok. Der var ikke nogen mosh pit at finde inde i salen, men alligevel var en lille dedikeret fanskare groet større i løbet af aftenen. Lyden var også god inde i salen, selvom vokalen var måske en lille smule lav til tider, så var det ikke noget som satte en dæmper på oplevelsen. Der var ikke så meget plads til snakkerier imellem numrene, da intensiteten skulle holdes ved lige, men alligevel var det lige plads til at takke publikum for at komme ud og støtte dem på en fredag aften. Vi fik jo også serveret Rotten Sound-lækkerier fra bandets tidligere plader som Murderworks og Exit. Numre som Western Cancer, Slay og Sell Your Soul. Trommeslager Sami Latva fortjener kæmpe ros for at spille så hurtige blastbeats uden at falde død om efter hvert nummer. Jeg fik også hørt fantastiske numre som Corponation efterfulgt af The Effects fra samme plade. Forsanger Keijo Niinimaa virkede en anelse tilbageholdende på scenen, men det fik vi forklaret var grundet en forkølelse han havde haft de sidste par dage. Heldigvis præsterede han fejlfrit på scenen, selvom han var meget tilbageholdende. Bandet spillede tre numre som var Void, Insects og Targets. Efter de tre takkede bandet af for i aften og forlod scenen. 45 minutter blev det til for Rotten Sound. Intet ekstra nummer eller noget, da de var færdige. Nogen vil selvfølgelig se det som en dårlig ting, men 45 minutter og 23 numre blev det til. 45 minutter var lige passende nok og hvis det havde stået på for længe, så havde koncerten blevet kedelig og langtrukken. Men jeg forlod salen mere end tilfreds og det var alle de tre års ventetid værd. Tak for en fantastisk koncert!

Karakter 6 ud af 6

Læs mere...

Evra afslører ny single og inviterer til releasefest

Hjemvendt fra sommerturné i Tyskland og Belgien, kan den danske stoner/hardcore gruppe EVRA nu præsentere, at deres kommende debutalbum "Lightbearer" udgives på vinyl og fejres med releasefest på BETA i København.

Albummets udgivelse er dermed udskudt til d. 19. september, hvor det til gengæld vil udkomme både digitalt og på vinyl, og hvor der lægges op til et brag af en møgbeskidt fest på BETA. Der vil naturligvis være koncert med EVRA selv og med et opvarmningsband der afsløres snart. Derudover vil der være DJs fra Rockfreaks.net og opstillet grill hvor gæster kan medbringe eget kød, samt andre festlige overraskelser.

Mens man venter på udgivelsen og koncerten, kan man med fordel kaste sig over den 3. single fra albummet, sangen "Washed Away", som udkommer i dag, 14. august. Sangen præsenteres komplet med en stilfuld visual leveret af LionSkin Media, som også har leveret videomateriale til andre talentfulde danske bands som Siamese, Ghost Iris og Lost In Despair.

 

Læs mere...

Crowbar og Toxic Holocaust til Dirty Days of Summer vol. 4

BETA’s festival Dirty Days of Summer er tilbage, og de første to navne er klar. Den lille, urbane sommerfestival fokuserer på den hårde musiks forskellige afskygninger, og er derfor stolt af at kunne præsentere: Toxic Holocaust (2. august) og Crowbar (3. august.)

 

Beta skriver:
”Toxic Holocaust (US)
Toxic Holocaust er undergrunds-thrash fra Portland, USA der både rammer metal- og punkpublikummet. Revolver har beskrevet musikken som: “Equal parts nuclear reactive riffage and Repo Man punk attitude!”

Bandet blev dannet tilbage i 1999 som et en-mandsorkester af Joel Grind. Efter en række demoer udkom 'Evil Never Dies' i 2003 og 'Hell on Earth' fra 2005. Live var der naturligvis flere musikere med, og fra 2008-pladen 'An Overdose of Death' begyndte Toxic Holocaust at bestå af flere musikere i studiet også. I 2010 udkom det mørke 'Conjure and Command' og i 2013 'Chemistry of Consciousness', som blev vel modtaget af metalpressen. Bl.a. skrev Metalsucks: ”What has always put Toxic Holocaust apart from their peers is their embracing of modern thrash’s depth. [...] This album definitely doesn’t sound like it’s aspiring to the 1980s, which is a triumph for a band playing straight thrash.”

Sidst bandet gæstede København var på Copenhell 2014. En koncert der gik i gang før den annoncerede tid. Nu er chancen der for at få hele showet med, og denne gang i dén trykkoger, som BETA også kan være. Det bliver giftigt!

 

Crowbar (US)
Crowbar bliver anset som et af det mest betydningsfulde bands der er kommet fra New Orleans-scenen der også tæller bands såsom Eyehategod, Goatwhore, Down, Corrosion of Conformity og Superjoint ritual. Alle orkestre, hvor der er personmæssigt overlap på den ene eller den anden måde. Crowbars egentlige gennembrud, albummet 'Crowbar', blev produceret af en hvis Phil Anselmo som vi kender fra Pantera og Down. Sidstnævnte spillede Crowbars ankermand Kirk Windstein i længe, men forlod det i '13 for at kunne hellige sig Crowbar.

Crowbar formår som få andre at have følelserne uden på tøjet, uden at det bliver patetisk. RollingStone Magazine beskriver bandet og især Windstein rammende:
”But while many rock miserablists wallow in the comfort of being sad, Windstein treats heartbreak like a full-contact sport, his earthquaking Iommi-on-steroids riffs turning lyrics that might otherwise read as emo or goth into motivational slogans for Team Suffering: "Existence Is Punishment," take it like a man.”

Tilbage i 2012 spillede sludgekongerne på første udgave af Dirty Days of Summer, og bandet har også været forbi spillestedet i påsken 2014. Siden har Crowbar udgivet 'Symmetry in Black' som udkom 26. maj 2014 og den regnes af mange som den bedste plade i meget lang tid.

Kom og lad hjertet bløde om kap med ørerne. Det bliver intenst!

 

Kort og godt
Toxic Holocaust (US) + flere bands (Vil blive annonceret senere)
2. August 2015 - 120 kr. i forsalg / 150 kr. i døren - Billetter

Crowbar (US) + flere bands (Vil blive annonceret senere)
3. august 2015 - 150 kr. i forsalg / 170 kr. i døren - Billetter

Læs mere...

Corrosion of Conformity & Black Temple - Beta

Bare så det lige er på det rene: Det er muligvis umuligt for mig at bedømme en begivenhed som denne med dén tilstræbte objektivitet, der bør være idealet for enhver anmelder med respekt for sig selv. Jeg uddyber: Da jeg som ung knægt så en Corrosion of Conformity-video i Beavis og Butt-Head og følgelig anskaffede mig en bette skive ved navn "Wiseblood" (1996), var det en mindre revolution i min dengang forholdsvist snævre musikalske referenceramme. "Wiseblood" ramte det perfekte sted. Den var oldschool uden at lyde det fjerneste bedaget, og tilnærmelig - ja, stedvist fandme flot - uden at søge noget poppet kompromis med den tydeligt Black Sabbath-funderede betonrock. Og selvom den metalliske hårdhed var omdrejningspunkt, fungerede denne i samarbejde med en flair for sangskrivning, der mindst var Sabbath værdig.

Alt det samme kan siges om forgængeren "Deliverance" (1994), bandets størst hittende, nær-guldstatus-sælgende skive. Og det er netop med tourtitlen "Deliverance Revival", at dette klassiske C.o.C.-line-up efter alt for mange år med udskiftninger og pause rammer Danmark for første gang siden, hvad, '96? Selv vokalist/guitarist Pepper Keenan må være mig svar skyldig, da jeg inden showet fanger ham udenfor i en bidende dansk forårskulde, som angiveligt ikke er videre behagelig, når man kommer fra et sted, der deler breddegrader med det nordlige Afrika.

Anyway, pointen er, at en koncert med C.o.C. bestående udover førnævnte Keenan af Woody Weatherman (guitar), Mike Dean (bas) og Reed Mullin (trommer) har været så længe undervejs, at jeg næppe kan lægge skjul på min begejstring derover. Så jeg vil ikke gøre forsøget.

Ej heller vil jeg prøve at fælde en kvalificeret dom over opvarmningsbandet. Det er åbenbart C.o.C. selv, der har hevet svenske Black Temple med rundt i Skandinavien, men hvorfor fatter jeg ikke. Ikke at deres musik på nogen måde er ringe; der er bogstaveligt talt bare ikke et sekund af den, der fænger mig. Jeg tænker meget over, hvad det overhovedet er for noget, de spiller. Berettiget, viser det sig, for da jeg sludrer lidt med dem bagefter, tilkendegiver de selv at være i tvivl. Men der er i hvert fald både elementer fra klassisk rock og moderne post-hardcore - hele tiden og på én gang. Som genrefusionseksperiment er det for så vidt enormt interessant, men som musik man gerne skulle kunne huske, går den appel, der nu engang måtte være, mine ører forbi. Men der er masser af intensitet og indlevelse fra bandets side, så de skal sagtens kunne nå ud til nogen, der er tilfredse med dét alene. Og så skal jeg da gerne gi' dem en chance til ved lejlighed; bevares.

 

corrosion of conformity beta

 

Lige så rigtig en beslutning som det er at have "The Boys Are Back in Town" kørende over PA'et, inden den eneste rigtige udgave af Corrosion of Conformity entrerer scenen, lige så rigtigt er det, at bandet åbner med "These Shrouded Temples" fra "Blind" (1991), hvor Keenan kun netop var tiltrådt som guitarist alene. Den tunge, instrumentale, tritonus-centrerede figur bygger langsomt en bidsk stemning op, der kun gør genhørsglæden med den følgende "Señor Limpio" så meget mere forløsende. Lyden er lidt mudret i starten, men der bliver rettet op på det under "King of the Rotten", der giver mig et endnu større smil på læben, end Steel Panther formåede i Vega for ret præcist et døgn siden. Det samme gælder for min personlige favorit, "Long Whip/Big America", samt ikke mindst "Wiseblood"-titelnummeret, der om noget viser, hvor overset Keenan er som sangskriver: "There's blood on the street but there's nothing to steal from me/'Cause I walk alone but at least I walk for free/I listen to few and I'm fueled by fire/Guess now I'm old but not much wiser". Det er i øvrigt et plus, at han lader de store armbevægelser og frontmand-klichéer ligge og for det meste bare lader de gode sange tale for sig selv. - Omend der et par gange er lige lovligt lange pauser ind imellem. At dette band ikke har råd til et arsenal af stemte guitarer beviser, at der ingen retfærdighed er i verden.

Selvom publikums gennemsnitsalder ser ud til at være over 40, kommer der alligevel godt gang i pitten, ikke mindst under den indlysende pointhøster "Heaven's Not Overflowing" og især højoktansrockeren "Paranoid Opioid" fra "In the Arms of God" (2005), en skive som jeg ærligt og skammeligt skal indrømme helt at have glemt for eftertiden. (Det kommer der af kun at have skidtet til at ligge på sin gamle computer frem for at stå på reolen, hvor den rent faktisk kan ses!) Men jeg havde alligevel også hellere set bandet give mere opmærksomhed til den ganske stupidt undervurderede "America's Volume Dealer" (2000). Herfra beriges vi desværre kun med en til gengæld forrygende "Who's Got the Fire" samt C.o.C.'s fremragende bud på en seriøs powerballade á la sydstatsheavy, "13 Angels", der gi'r sættets dominerende tungmetal et flot og tiltrængt komplementærmoment cirka midtvejs.

Man kan godt høre på Keenans vokal i især "Seven Days", at der siden dengang immervæk er gået over 20 år, samt at manden nok har røget et nogenlunde tilsvarende antal cigaretter dagligt. Men på en måde klæder det musikken med et mere modent islæt, ligesom bandet selv har tilkendegivet, at de nærmest spiller sangene bedre i dag end i midt-90'erne. Det er heller ikke det halve galt. For eksempel kan det især mærkes, at Weatherman er vokset som guitarist. Den meget Hendrix-agtige fortolkning af blues, der i høj grad har dannet rammen om hans lead siden "Deliverance", er kun blevet endnu mere omfattende med årene. Det er bemærkelsesværdigt, hvordan jeg har stået og måbet nok så meget af føromtalte Steel Panthers vanvittige strengmasturbatør Satchel 24 timer forinden, men alligevel finder det så meget mere interessant at høre soloer fra en mand, der rent faktisk har en feeling og en timing, og som fastholder min opmærksomhed ved at økonomisere med tonerne frem for at meje dem af med en frekvens på 8-10 stykker i sekundet.

Aftenens højdepunkter er en triumferende tungt swingende "Albatross" og en ærefrygtindgydende, altoverskyggende "Goodbye Windows", der om noget netop lyder mindst lige så godt som på albums'ene. Til sammenligning er den ellers så fine "Stonebreaker" og selv klassikeren "My Grain" nærmest at betegne som parenteser - i hvert fald for mit vedkommende. Hovedsættet afrundes af en "Broken Man" så levende og viril, at man mistænker bandet for først nu at have spillet sig ordentligt varme og have endnu et set parat om en tår vands tid.

Desværre er der kun tre ekstranumre. Det gamle "Blind"-hit "Vote With a Bullet" kommer for mig til at stå meget i skyggen af den førnævnte nyslebne diamant "Who's Got the Fire". "Det er funky!", udbryder min sidemand, og selvom dén type musikalske islæt normalt ikke hører denne genre til, - og en lignende observation normalt ville vække forargelse hos den gennemsnitlige headbanger, - er det ret spot on. C.o.C. er mere end bare endnu et metalband - og tillige mere end bare endnu et metalband med stoner- og sydstatsinfluenser: De er et vaskeægte musikalsk velbevandret og kultiveret Rock-med-stort-R-band, hvis sange taler hvert sit eget sprog. Dette bliver så meget desto tydeligere i den naturlige afslutter, hittet "Clean My Wounds", der kommer en lang tur omkring et udsyret, space-rock'et jam-mellemstykke med masser af fuzz, delay, rumklang og mere wah-pedal end Weatherman har brugt hele showet igennem. Der mangler bare en af de hersens psykedeliske lysprojektioner med flydende oliefarver i baggrunden. Nummeret når op på, hvad, omkring 10 minutter? Jeg mister tidsfornemmelsen fuldstændig, men jeg nyder hvert sekund, så længe det varer.

Skal jeg give nogen negativ kritik, består den således primært i, at jeg savnede det-og-det nummer. "Over Me" burde i hvert fald være obligatorisk, og i den akustiske afdeling kunne jeg snildt have brugt "Stare Too Long" eller "Redemption City", omend de måske er svære både at genskabe live og få til at passe ind i settet. Og "The Snake Has No Head", hvor fed kunne dén ikke lige være at høre?! Det gør mig måske en lille smule ærgerlig at vide, at bandet ellers havde planlagt at spille to set, men ikke kunne få tilladelse til det pga. de sene spilletider.

Derudover havde jeg noget så gerne set C.o.C. spille et større sted. Ikke et ondt ord om Beta som sådan, men efter min mening er stedets beskedne rammer langt fra den sensation værdig, som bandets genrejsning med dette line-up er for både mig og vel nok langt de fleste andre, der er heldige nok til at være her i aften. Okay, ifølge en bekendt insider havde ventelisten åbenbart ikke været så lang, at de ville kunne have fyldt Amager Bio, men det undrer mig, hvorhenne især Loppen har været i denne forbindelse. Men alt andet lige fik booker Mikkel Wad Larsen da opfyldt en mindre drengedrøm for ikke bare så mange af os, men også for sig selv: Det er tydeligt at høre på mandens virke som Helhorse-vokalist, hvor meget denne inkarnation af C.o.C. har betydet for ham rent musikalsk.

Som man i øvrigt nok kan regne ud, er der ingen af disse indvendinger, der har ret meget på netop dét at få set et band, man har ventet på i små 20 år. Jeg føler mig sgu lidt gammel, og det gælder ikke mindst dagen derpå, hvor mine nyanskaffede nakkemyoser minder mig om min egen dødelighed. Så hvis nogen derude skulle få den idé at oversætte det hér for aftenens hovedpersoner: Lad der nu for alt i verden ikke gå 20 år igen; det vil ingen af os have godt af til den tid. Og næste gang, så sylt supportnavnet og spil to timer alene. Det vil vi faktisk allesammen meget hellere have.

Læs mere...

The Ghost Inside, Road To Manila, Secrets

Torsdag aften åbnede BETA på lorteøen dørene for en mindre hardcore fest. Hardcore i sig selv er muligvis for hårdt afgrænset, da aftenens bands musikalsk bevægede sig inden for flere forskellige genre, dog med hardcoren som omdrejningspunkt. Det var hensigten at publikum skulle udsættes for The Ghost Inside, Crown The Empire, Secrets og danske Road To Manila, men af uvisse årsager havde Crown The Empire valgt at blive i deres tourbus og springe aftenens koncert over. Pisse fedt – især for alle de danske fans der havde købt billet for at se dem. Sådan behandler man sine fans på bedste vis!

 

Secrets

Heldigvis diskede BETA op med guldøl som erstatning, hvilket grundlæggende havde en alt for stor værdi i forhold til hvad de gyldne damer erstattede. Nok negativt, mere positivt: 20:30 var første band parat på scenen og lidt overraskende var det det amerikanske metalcore/post-hardcore band Secrets, der gik på først. Det gjorde de til en kvart fyldt sal, men fik dog hurtigt trukket flere mennesker ind. Aggressivt satte Secrets i gang, til stor glæde for de 7-10 forreste gæster der satte gang i tung hardcore dans. En dans der splittede publikum i to dele, den forreste bestående af ca. 20 gæster og bagerste med resten af publikum, afskilt af 3 meter tomt gulv. Kombineret med bandets halvinteressante materiale og mudrede guitar, satte det en god stopper for første del af hardcore festen. Til trods for at det amerikanske band fremviste fine takter vægtes disse ned af førnævnte uhensigtsmæssigheder. Generelt må det også sige at tempoet og interessen fra publikum faldt markant undervejs, hvilket blandet medførte en utroligt forkølet circlepit og en næsten død afslutning. Lyssiden under koncerten var forresten dårlig. 3 ud af 6.

 

Road To Manila

Efter lidt frisk luft og en klud på gulvet, var Beta ikke bare blevet øl-ren, men også parat til aftenens næste levende billede. Danske Road To Manila. Danskerne kunne gå på og se ud over en pænt fyldt sal, der lod til at være parat til endnu mere hardcore sjov. Denne gang i den mere melodiske dur. Bandet havde lidt bedre styr på lyden og virkede også til at have en større del af publikum med sig. Efter et par numre virkede det endda også til at bandet selv kom op i gear. Road To Manila klarede det generelt bedre end Secrets, godt hjulpet på vej af et feststemt publikum. Vi var endda så heldige at få spillet lidt nyt materiale, der langt hen af vejen lød som bandets tidligere materiale, uden at imponere eller skræmme. Overordnet lykkedes det i langt højere grad for danskerne at få opvarmet publikum, end det gjorde for Secrets. 4 ud af 6.

 

The Ghost Inside

Efter to udmærkede bands, der dog ikke imponerede, var det endelig tid til at få det amerikanske hovednavn på scenen. Frontet af Jonathan Vigil ramte amerikanerne Beta som en hammer, der absolut ikke havde til hensigt at sænke farten i de brutale slag. Stemningen blev løftet fra et roligt tilfreds niveau til hardcore intensitet og fest. Imponerende, især i betragtning af at bandet reelt virkede meget taknemmeligt og ydmygt i forhold til normal hardcore attitude. Når først musikken spillede var der dog ingen tvivl om attituden og The Ghost Inside leverede langt hen af vejen en sejer af kaliber. I hvert fald halvt ind i salen, herefter døde koncerten og festen lidt ud, mens publikum lod til at være mindre engagerede og måske endda mindre interesserede i hvad der skete på scenen. De fem medlemmer i bandet gjorde ellers deres for at få alle i salen med.

Med numre strækkende helt tilbage fra første album og frem til seneste og endda et nyt i form af “Out Of Controle”, havde bandet mixet godt rundt i setlisten. Størstedelen af koncerten havde dog fokus på bandets 2012 udgivelse Get What You Give, og som forventet blev hele balladen afsluttet med “Engine 45” inden The Ghost Inside alt for hurtigt forlod scenen. I det hele taget kunne bandet godt have spillet minimum et par numre ekstra, uden det havde skadet noget. Ses der bort fra det tidsmæssige element, spillede The Ghost Inside en god koncert. Det lykkedes at få sat gang i en fest, hvor en pæn andel af publikum valgte at deltage. Grundlæggende godkendt, selvom det godt kunne have været bedre. 5 ud af 6.

 

 

  • The Ghost Inside_1
  • Forfatter: Jill
  • The Ghost Inside_6
  • Forfatter: Jill
  • The Ghost Inside_5
  • Forfatter: Jill

Se flere billeder her!

Læs mere...

Dirty Days Of Summer 2014: Redwood Hill og Deafheaven

Så er det slut for i år. Tre dage med god musik og hygge i herlige rammer. Dirty Days Of Summer rullede lørdag til mandag hen over området foran Beta på Amager, og efterlader endnu en gang publikum med en række eminente koncertoplevelser. Som kirsebærret båret højt på toppen af en yderst velsmagende kage, var danske Redwood Hill og amerikanske Deafheaven sat til at lukke og slukke dette års mini festival. En koncert der blev udsolgt forholdsvist hurtigt og om noget viste en mere bred interesse, specielt for det amerikanske post blackmetal band, end normalt.

 

Redwood Hill

Før amerikanerne fik lov til at bestige de intime rammer, fik publikum fornøjelsen af at opleve de danske postmetal darlings fra Redwood Hill. Personligt har jeg aldrig været til en dårlig koncert med kvintetten. Jeg har været til koncerter hvor de ikke var ligeså gode som normalt, men aldrig en koncert hvor de fejlede – denne aften ingen undtagelse. Redwood Hill har en imponerende tilgang til deres liveoptræden. Let og elegant og samtidig fandens tungt og ubehageligt. Til trods for det noget brogede publikum, der havde fundet vej til Beta denne aften, valgte en ret stor del at kaste sig ud i den musikalske oplevelse, frem for fadøl udenfor. Men det er virkelig også svært ikke at blive trukket til når først Redwood Hill slår takterne an. Deres musik er nærmest hypnotiserende og har en eminent og effektiv effekt på publikum. Tiden løber af sted og ude af intet er man ved sidste nummer, som for resten var et nyt nummer.

Redwood Hill leverede ikke en koncert på højde med deres koncert til Copenhell freezes over, eller Copenhell for den sags skyld. Men langt hen af vejen leverede bandet en udsøgt post-fornøjelse. Jeg kunne godt have ønske mig en lidt højere vokal, men ellers er der ikke meget at sætte finger på. Redwood Hill spillede en fed opvarmning og lagde den perfekt grund for aftenens hovednavn. Som anmelder havner man til tider i det dilemma, at man finder opvarmningen pisse fed. Giver en karakter før hovednavnet, for herefter at indse at man derved bliver nød til at rate hovednavnet uden for skala. Redwood Hill spillede fantastisk men sammenholdt med Deafheavens efterfølgende performance, var der lidt op til toppen. 4,5 ud af 6.

 

Deafheaven

Dermed også allerede sagt at Deafheaven spillede en rigtig fed koncert. Grundlæggende er det kun den samlede spilletid der kaster lidt negativitet af sig. Lidt under en time er simpelthen ikke nok. Bandet kunne snildt have spillet 2 numre til. Det negative overstået er der masser af plads tilbage til alt det positive. 

21:15 fyldte Deafheaven Betas intime scene, der i dagens anledning fremstod en smule trang. Frontet af George Clark, der i dagens anledning havde fundet den maniske stirrebrille frem, lagde bandet hårdt ud med ”Dream House”. Energisk og effektivt og især Daniel Tracy på trommer tævede på imponerende vis tønderne rundt til ekstase. De bombastiske arrangementer vs. melodiske passager blev fremført til perfektion og fremstod dragende overfor et publikum der stod forsvarsløse og tog imod. 

Efterfølgende ”Irresistible” fulgte godt op mens titelnummeret på bandets 2013 udgivelse, Sunbather, tog koncerten mod nye højder. Storladent og samtidigt fandens intenst, som en knytnæve i fjæset fra et symfoniorkester. Yderligere tre numre blev det til, herunder den personlige farvorit ”The Pecan Tree”, inden Deafheaven lukkede og slukkede med ”Unrequited”. Publikum forblev i salen under hele koncerten og kun enkelte vovede sig ud. Der herskede ingen tvivl om Deafheaven havde publikum lukket og låst, tryllebundet af den maniske performance på scenen. Et brag af en koncert, der meget sandsynligt havner på min liste over bedste koncerter 2014. 5,5 ud af 6.

 

Så var der lukket og slukket for denne omgang af Dirty Days Of Summer, men sikke en omgang. Tre dage med tre gode koncerter, afsluttet til perfektion. Jeg ser allerede frem til næste års version af Dirty Days Of Summer.

 

Læs mere...

Comeback Kid, Xibalba, The Greenery, Malevolence - Beta

Spillestedet Beta skulle søndag aften ligge tag til et af forårets mest længe ventede hardcore koncerter. Hele fire hårdtslående bands var et finde på den lille intime scene, herunder aftenens hovednavn Comeback Kid, der var taget på en omfattende Europa tour for at promovere deres splinter nye album "Die Knowing". Med sig på touren havde de Xibalba, The Greenery og Malevolence. Med det lineup var jeg ikke i tvivl om at dette ville blive en fantastisk aften. Da jeg drejede rundt om hjørnet fra Amagerbrogade, kunne jeg allerede skimte en samling mennesker sidde og nyde deres øl ude foran spillestedet - stemningen var i top, nu manglede vi bare musikken.

 

 

Malevolence

Første band denne aften var engelske Malevolence. Da bandet indtog scenen var der samlet omkring 60 mennesker foran scenen, klar til at få skudt aftenen igang. Malevolences' energi niveau var højt og lyden var dertil udemærket. Alle instrumenter og vokaler var fokuserede og tydelige. Bandet bevæge sig ikke rundt på scenen, men de var stadig i stødet. Deres moderne metal/hardcore blev kombineret med sludge/stoner elementer der gav et godt afbræk i numrene. Beta's publikum virkede stadig til at være en smule mærkede af weekendens strabasser, men nikkede alligevel i takt til musikken.

Malevolence gjorde deres bedste for at få publikum med på beated, og det virkede til sidst, da de forreste begyndte at moshe og svinge aggressivt med både arme og ben. En ganske udemærket start, og en indikator for hvad der var i vente for denne mindeværdig aften.

 

3,5/6

 

The Greenery

Efter en kort øl og cigaret pause, var det blevet tur til aftenens andet band som var amerikanske The Greenery.
Omkring 100 mennesker var nu at finde foran den lille scene og opbakningen var allerede meget større ved dette band. Lyden var igen ikke til at klage over og bandet spillede hertil ganske udemærket, dog var The Greenery endnu mere stillestående end det forrige band. Lige med undtagelse af deres forsanger, der tilbragte endnu mere tid på gulvet blandt publikum end på scenen med sit band. Hans energi smitte heldigvis af på publikum, som var kommet lidt mere i stødet og ville vise deres værd ved at moshe og skubbe til hinanden.

Efter små tyve minutter takkede bandet af og overlod scenen til det næste band, som uden tvivl ville få svært ved at overtrumfe amerikanerne. The Greenery's tunge, optempo punk musik gik godt i spænd med aftenens hovednavn.

 

3,5/6

 

Xibalba

Næste band på scenen var de Californiske sværdvægtere Xibalba, der spiller den velkendte europæiske "beatdown hardcore". En næsten fyldt sal stod nu og ventede spændt på at få deres fix af tung hardcore. Desværre var det efter min mening en smule for tungt. Xibalba formåede ikke at fange publikum på samme måde som nogen af de forrige bands. Deres tunge breakdownsfyldte musik lagde en stor dæmper på musikken og folk stod frosset fast til gulvet, hvor de prøvede og fylme rytmen til de vaklende takter.

Publikum var ikke de eneste der stod stille, det samme gjorde bandet. Energien havde fuldstændig forladt Beta både i salen og på scenen. Xibalba's musik var ikke noget der faldt i god jord med hverken de første bands og ej heller Comeback Kids' energiske tråd.

 

1,5/6

 

Comeback Kid

Endelig var det blevet tid til aftenens hovednavn - Comeback Kid! Med et kæmpe bifald, jubel og utallige pift indtog bandet scenen foran et fyldt Beta. Allerede fra det første anslag på guitaren og det første beat fra trommerne havde publikum genfundet deres energi og var nu klar. Klar til at vise hvad de havde gået og gemt på. Det samme havde Comeback Kid, der fra start til slut leverede et show sprængfyldt af energi: bandet stod på intet tidspunkt stille under koncerten, de hoppede og sprang rundt på den lille scene som gjaldt det deres liv.
Lyden hos aftenens sidste band var perfekt, alle instrumenter lå skarpt i luften og det var en sand fornøjelse at have et helt rent lydbillede. 

Hele koncerten igennem var der god stemning, der var masser af singalongs, moshing og stagedives, alle var glade og det kunne mærkes. Bandets frontmand udviste stor taknemmelighed overfor den varme velkomst som han og hans band havde modtaget gennem aftenen. Efter en times lang koncert takkede bandet desværre af uden ekstranummer, dog modtog de klapsalver, pift og highfives som tak for en god afslutning på en god aften.

Beta havde igen været vært for en aften med masser af god stemning og energi, dog med nogen musikalske nedture, som heldigvis blev glemt efter et af nyere tids mest etablerede og spænende hardcore bands fik sat et prægtigt punktum for aftenen.

 

5/6

 

Comeback Kid var aftenens hovednavn og det i en sådan grad at jeg vil undlade at medregne de resterende bands i den samlede karakter. Aftenen løber derfor af med 5 ud af 6.

Læs mere...

1-Day Hardcore Showdown offentliggør artister og starter salget

Sommeren nærmer sig og de forskellige festivaler løfter sløret for deres arrangement, det samme gør 1-Day Hardcore Showdown i København. Som denne gang løber af stablen den 16. august på Beta og Amager Bio og en warm-up dag den 15. august.

Her kan arrangørene bl.a. præsentere Napalm Death og Murphy’s Law, samt danske Scarred By Beauty og Ruined.

 

3rd Tsunami, som står bag arrangement skriver følgende:

”1-DAY HARDCORE SHOWDOWN byder den 16.august alle indenfor til en festival for dét alternative musikmiljø, der ligeså meget hylder den hårde musik som omtanken for den verden, vi lever i.

Musikken er stadig det bærende element. Programmet samler derfor nogle af de mest toneangivende, progressive samt genre-definerende bands inden for hardcore, punk og metal, hvor fællesnævneren er integritet, engagement, intelligens, stillingtagen og respekt.

Til 1-DAY HARDCORE SHOWDOWN lørdag den 16. august og på warm-up dagen fredag den 15. august, vil man kunne opleve mere end to håndfulde forskelligartede artister – bl.a. de politiske grind-mestre i NAPALM DEATH med en anciennitet på over en menneskealder.

Der vil som de tidligere år være vegetarisk og vegansk mad til billige penge, utallige boder med musikstande samt organisationen Anima, der siden begyndelsen har støttet op om arrangementet og været en vigtig del af eventen.

1-DAY HARDCORE SHOWDOWN sammensmelter Amager Kulturpunkts scener, BETA og Amager Bio, samt det indbydende og arkitektonisk spændende udendørsområde, Musiktorvet, og skaber et unikt rum i Købehavn, hvor alle er velkomne.

ARTISTER 2014: Igen i år smelter vi nye, gamle, legender og youngsters sammen til én aften med sublim underholdning.

NAPALM DEATH (UK), MURPHY’S LAW (US), WOLFxDOWN (DE), SCARRED BY BEAUTY, EXPIRE (US), RUINED, NIGHT FEVER og PARASIGHT – flere navne vil blive tilføjet løbende.

Earlybird billetter kan købes (i et begrænset parti) fra mandag den 31. marts – 05. maj til 250 DKK + gebyr. Herefter stiger billetprisen til 275,- DKK + gebyr. ”

 

"When All Is Said And Done" fra "Smear Campaign"

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed