fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 57
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 59

Copenhell Festival 2018: Avenged Sevenfold

”De nye stjerner, der er det her band i blandt, det er helt sikkert” – sådan kan man opsummere både festivalplakater og overskrifter fra de sidste års tid. Når Iron Maiden, Judas Priest, Ozzy, Slayer og lignende går på pension indenfor det næste årti, hvem skal så overtage? Jeg håber i hvert fald ikke, at det bliver bands som Avenged Sevenfold (fra nu af A7X) og Five Finger Death Punch. For nok så meget som musikken kan diskuteres, så lidt kan deres koncerter: de er middelmådige eller værre.

Der bliver ellers lagt selvsikkert fra land med titelsangen fra det seneste album ”The Stage” og så en enkelt skæring fra det selvbetitlede album i form af ”Afterlife”. Jeg havde forventet, at der ville være helt proppet, men det er langt fra tilfældet og ligeledes virker A7X heller ikke til at kunne fylde scenen ud – spøjst, for de havde intet problem med det i Royal Arena sidste år.

Til gengæld har vinden efterhånden lagt sig og lyden kan derfor stabiliseres, sådan da (det er noget af det klareste lyd på hele festivalen). Samtidigt går solen ned ikke langt inde i deres show og lysshowet får deraf lov at skinne igennem. Godt ser det ud og kombineret med små videoklip, livevideo og fysiske figurer som f.eks. en udød konge under ”Hail To The King” er der oftest noget at se på. Heldigvis, for bandet selv er enormt kedelige i deres fremtoning – forsangeren især ser ud til at kede sig bravt, men hvem kan vide det med sikkerhed når han insisterer på at have solbriller på? Fed type, eller noget. De spiller dog teknisk fint, om intet andet.

Ballader er som oftest en festdræber og det er også tilfældet under ”Buried Alive” og ”So Far Away”, to af de svagere sange fra ”Nightmare”-albummet der af uvisse årsager er det primære værk der trækkes på i aften. Men da tonerne til ”Bat Country” lyder er vi tilbage igen – det gamle lort, om man vil. Bandet er ligeglade: det er blot endnu et show, endnu en by, endnu en festival. Det kan mærkes på publikum som glider mere og mere fra, så det til sidst ser halvtomt ud. A7X virker til at gå i samme retning, for det bliver ikke til mere end 11 sange i alt.

Jeg kan ikke påstå, at jeg ikke forstår dem (publikum). Det er gabende uinteressant. Så kan man nå nok så langt med solid lyd, pæne visuals og teknisk kunnen, men hvor er spilleglæden? Hvor er ønsket om at underholde? Hvor er det bidske, det farlige? Er det ikke metal, eller hvad? Hvis det her er fremtiden, så kald mig snæversynet, kald mig gammel, men det har ingen plads i de store ligaer. Hvis det bare var uperfekt, men nej, det er meget værre end det: det er indifferent. Og det er det værste.

Sætliste:
1) – The Stage
2) – Afterlife
3) – Hail To The King
4) – Welcome To The Family
5) – God Damn
6) – Buried Alive
7) – So Far Away
8) – Nightmare
9) – Bat Country
Encore:
10) – Shepherd Of Fire
11) – Unholy Confessions
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Avenged Sevenfold, Disturbed, Chevelle - Royal Arena

Der er sket noget siden 2013, hvor Avenged Sevenfold besøgte Falconer Salen: Disturbed er tilbage fra de døde, og hovednavnet er større end nogensinde. Originalt skulle seancen have foregået i Valby-Hallen, men det blev udvidet til den nye arena, der således bliver mit 2. besøg efter Metallica for en måneds tid siden. Ikke mindst er Chevelle med på touren, et band der aldrig har været i Danmark. På papiret ser det lovende ud, så lad os se om det holder stik i virkeligheden.

Chevelle:
Så der er ikke fuldstændig udsolgt: jeg befinder mig på gulvet, og kan se at den øverste del af arenaen er lukket. Det tilføjer en semi-intim atmosfære, selvom vi er i en arena.

I den alternative dimension, hvor jeg havde opdaget Chevelle i mine teenageår, havde det nok været en markant anderledes oplevelse endelig at se dem besøge Danmark: 22 år efter de blev dannet – ikke en dag for tidligt, må man sige. Men, det efterfølgende indtryk en halv time senere kan opsummeres til: ”de er femten år for sent på den”. Jo, man skal tage med hvornår Chevelle er fra, men når dette er mit første møde, føles det som slut 90’ernes nu-metal om igen.

Det skal dog ikke stå i vejen for selve showet. Det buldrer og mudrer forfærdeligt til en start, og selvom det bliver bedre, er det kun lige acceptabelt. De fleste detaljer drukner fuldstændigt. Arenaen har dog en god bund, det er mærkbart. Selv som et opvarmningsband kommer de mange lamper i spil, og de følger musikken nydeligt. Omvendt er det ikke mange fans der er her, men det var heller ikke fordi andet var forventet. Man kan også sige, at Chevelle tager dette faktum roligt, og spiller egentlig både professionelt og insisterende – men ud over scenen kommer de aldrig, og det hjælper heller ikke på sagerne, at man vælger ikke at lufte ”The Red”, som nok ellers kunne have fanget folks interesse. Men det vidner selvfølgelig også om et band der ikke blot er interesserede i at være et fortidsminde, så det må naturligvis afføde en smule respekt herfra.

Når man kun har en halv time skal tiden bruges optimalt, og der er derfor ikke tid til snak: det hele føles heraf meget som enhver anden dag for bandet. Der er lige en åbningshilsen hvor bandet netop proklamerer at dette er deres første gang i landet, men det er så også det. Bundniveauet er højt, men den afgørende kontakt til publikum mangler, selvom Chevelle oprigtigt forsøger. Dette kombineret med en underliggende følelse af at det hele er femten år for sent ude, ja, så rykker det ikke rigtigt.
3/6 stjerner.

Disturbed:
Disturbed: mit tredje møde, og denne gang med hverken decideret positive eller negative forventninger på forhånd. Touren var sat op med Avenged Sevenfold som headliner, Disturbed som ”special guest”, og Chevelle som support. Dette blev tydeligt udpenslet efter et kvarters pause (tommelfinger op for effektivitet!), hvor jeg lige skal love for at alt ændrer karakter så snart bandet går på. De to lysinstallationer på scenen kommer til live, der er ild i overflod, storskærmene aktiveres, og publikum byder entusiastisk bandet velkommen.

Jovist, det buldrer en anelse i begyndelsen, men det er tilforladeligt, og ender med at være noget nær elimineret hen mod slutningen. Arenaen er godt på vej i den lydmæssige ende – jeg mangler dog stadig at blive blæst bagover. Men, det er faktisk slet ikke lyden der udgør et problem. I stedet er det den kære Draiman. Baseret på aftenens indsats skulle han have lagt Disturbed endegyldigt i graven, i stedet for denne vattede genoplivelse. Vokalen skærer simpelthen i ørerne på flere fronter: kraften er væk, stemmen er slidt, tonerne rammes lidt hist og her, og det lyder desuden både skingert og usikkert når han skal op i de højere lag... Alternativt benytter han i stedet et lavere toneleje. Det er intet mindre end sørgeligt. Fordums dage er savnet.

Det værste er dog at Draiman hverken lader til at tro på sig selv, eller musikken som helhed – selv hans normalt dramatiske, næsten profetagtige optræden, virker forceret – eller slet og ret fjollet. Manden gider efter min bedste vurdering slet ikke være her. Komplet modsat er de tre andre herrer, der til gengæld hopper rundt, og ser ud til at have en fest. Det er som et teaterstykke hvor skuespillerne godt selv er klar over at det ikke spiller: alligevel arbejdes der utrætteligt på ikke at slippe publikum – eller værre, at lade dem nå og danne sig et reelt indtryk (for så ville de fleste nok se igennem facaden). Dvs. at armbevægelserne overdrives eksponentielt, og foruden Rammstein har jeg aldrig set så meget ild... Publikum er nu, trods ovenstående, ganske godt tilfredse.

Ironisk er det i sandhed når ”The Sound Of Silence” coveret af Simon & Garfunkel står som aftenens bedste indslag – og med hele ligaer over alt andet, ikke mindst. Dét sidder lige i skabet, og hårene rejser sig fra armene. Royal Arena er kortvarigt henlagt i en bobbel, og det er lige som det skal være fra start til slut. Og håbet anes da også når den glimrende ”Inside The Fire” efterfølgende leveres med en pondus der siger spar to, imens scenen ganske passende er badet i ild. Draiman virker endelig til at tro på sig selv.

Kortvarigt, i hvert fald. For derefter præsenteres en ny sang, hvor man så kan undre sig over rækkefølgen: nu var publikum for alvor kommet op i gear, og så sættes farten brat ned igen. Momentum er tabt, uagtet at de mange lys i luften er betagende som altid. Herfra er det ellers fuld knald på hitparaden med ”Stricken”, ”Indestructible”, ”Ten Thousand Fists” og endelig ”Down With The Sickness” (der alle dage udelukkende har haft et godt omkvæd, samt en mindeværdig intro) – men det er for letbenet præsenteret, ligesom det var tidligere. Cirkelpit og delvis fællessang under sidstnævnte gør ikke den store forskel.

Så... Hvor ender vi... Midt i det hele. Hverken mere eller mindre. Disturbed kan med fordel lægge sig selv i graven igen, hvis ikke Draiman gider det længere. Forhåbentligt er det blot en off-day på en lang tour. Alt i alt; med et engageret band, foruden forsanger, et fint publikum, rimelig god lyd, og et godt visuelt show – sat overfor en ugidelig forsanger, der hverken kunne eller ville, og som bærer 90 % af musikken... Kun det smukke cover redder for mit vedkommende aftenen fra at være under middel. Måske er jeg for hård, og i så fald kan du lægge en halv eller hel stjerne til efter forgodtbefindende. 
3/6 stjerner.

Sætliste
1) – The Eye Of The Storm
2) – Immortalized
3) – The Game
4) – The Vengeful One
5) – Prayer
6) – Liberate
7) – The Animal
8) – Stupify
9) – The Sound Of Silence (Simon & Garfunkel cover)
10) – Inside The Fire
11) – The Light
12) – Stricken
13) – Indestructible
14) – Ten Thousand Fists
15) – Down With The Sickness
Kilde: www.setlist.fm

Avenged Sevenfold:
Der er nu ingen tvivl om hovednavnet. Stil over substans, når jeg at tænke da de 10 (!) storskærme aktiveres, og titelsangen fra det sidste album påbegynder. Midterdelen af storskærmene peger endda ud mod publikum, og scenen er nu gigantisk i størrelse: der er ikke sparet på noget. Lyden viser sig også hurtigt fra sin bedste side efter de første sanges småteknikaliteter er fixet. Okay, forsangerens vokal er i den lave ende, og jeg kan ikke helt regne ud af om det er teknikkens skyld.

Det er for så vidt heller ikke så vigtigt. Publikum tager imod samtlige bandmedlemmer med kyshånd, og der afveksles mellem nyt og gammelt, hvilket sikrer en god balance. Jeg bliver til gengæld nødt til at kommentere på de enkelte i bandet: forsangeren har solbriller og omvendt kasket på – indenfor. Under hele showet: aka det vildeste douchelook. Bassisten har OGSÅ solbriller på til at begynde med... de ryger dog heldigvis hurtigt af. Trommeslageren gør det for så vidt fint, og der tæskes igennem. Men samtlige i bandet, foruden forsangeren, ligner nogen der bare ikke gider være her. Jeg mistænker endog den ene for at være skæv, for så dødt et blik har jeg da sjældent oplevet – ikke at, det at være skæv som udgangspunkt er skidt, men det forstærker her blot hvor fraværende manden virker.

Publikum er dog på nuværende tidspunkt så fulde, eller slet og ret ligeglade, at det ikke ser ud til at røre nogen. Men ærlig talt: det er simpelthen alt, alt for rutineret til at jeg bliver betaget. Det musikalske er hverken til eller fra, og et band uden engagement er næsten ligegyldigt. Det skal dog nævnes, at forsangeren (selv med hans douchelook) giver den god gas, og tydeligvis gerne vil både festen og publikumskontakten. Så er det jo heldigt at det visuelle, derimod, er enormt imponerende. De to midterste skærme viser sig at være en kvadratisk firkant, da den inde i sættet svæver et godt stykke ud mod publikum og bliver ”stående” over forsangeren. Eller også hælder den til siden, og dette alt imens alle skærmene kontinuerligt kører diverse billeder og videoer. Der er hele tiden noget at kigge på.

Så sådan kan det køre en rum tid: en kedelig, men dog velspillet, præstation, og med glimrende visuelle elementer. I ”Almost Easy” er der imidlertid en snert af opbrydelige rammer, da forsangeren (forgæves) forsøger at lokke bassisten til at synge. Det lykkes ikke – men så står publikum til gengæld klar. Efterfølgende er der en instrumental overgang til ”Planets”, hvor en gigantisk dukke-astronaut løftes op bagerst på scenen, mens kvadraten igen hænger over scenen. Og så når vi efterhånden til encore, der trækker tråde tilbage til de ”gode, gamle dage”, og dét holder altså hele vejen. Ikke mindst er den spøjse ”A Little Piece Of Heaven”, man vel næsten kan kalde for Avenged Sevenfolds ”Bohemian Rhapsody”, et kærkomment valg. Derfra er det en glimrende afslutning med knald på i form af ”Unholy Confessions”, det eneste nummer fra bandets 2. album.

Opsummeret, så er det en middelmådig præstation – det er mere godt end skidt, men ikke meget. Publikum så ud til at nyde det (dem der stadig stod tilbage da det var slut, i hvert fald), og med både god lyd og lys kan man nå langt. Alligevel trækker det gevaldigt ned når 3/5 af bandet ikke gider. Det må ende på aftenens bedste karakter – ikke at det er imponerende. Avenged Sevenfold, det her kan I gøre bedre. Det skal I faktisk, når I er spået til at være det næste store. Prøv igen om nogle år, og så kigger vi på det, ikke?
3½/6 stjerner.

Sætliste
1) – The Stage
2) – Afterlife
3) – Hail To The King
4) – Paradigm
5) – Buried Alive
6) – Angels
7) – Nightmare
8) – God Damn
9) – Almost Easy
10) – Warmness On The Soul
11) – Planets
12) – Acid Rain
Encore:
13) – Bat Country
14) – A Little Piece Of Heaven
15) – Unholy Confessions
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Avenged Sevenfold - The Stage

Avenged Sevenfold har igennem længere tid ligget i åben krig med deres tidligere pladeselskab, Warner Bros. i en sag om misligholdelse af kontrakt. Det er sikkert forklaringen på, at man har gået meget stille med dørene inden udgivelse af bandets syvende album, ”The Stage”, der kom på gaden som et lyn fra en klar himmel.

Helt så voldsomt er indholdet ikke, selv om der ellers er knald nok på numrene. Albummet markerer igen et stilskifte, idet numrene er mere teknisk prægede end jeg tidligere har hørt dem fra bandet. Det signaleres fra første færd, at albummet vil tages alvorligt, og det fortjener det også. Det er tydeligt, at musikerne kan deres kram, og der serveres mange lækre detaljer, uanset om det er strengeinstrumenter eller trommer, der er i fokus. Sangeren M, Shadows minder mig flere steder om en yngre Ian Gillan, og han gør gennemgående en god figur.

Der er mange skift i numrenes temaer og intensitet, og man lader ofte nogle elementer fade ind, mens andre fades ud. Samtidig er der blevet plads til eksperimenter som blæsere i ”Sunny Disposition”og strygere i ”Angels”. Samlet giver det mig anledning til at placere ”The Stage” i den progressive ende af Metalskalaen.

Amerikanerne har også taget den progressive genrens forkærlighed for lange numre til sig, så den samlede spilletid er kun en hårsbredde fra de fem kvarter. Det er lang tid at fastholde lytterens opmærksomhed, og det lykkes da heller ikke for Avenged Sevenfold. Som nævnt ovenfor er der intet i vejen med indsatsen, men numrene kommer ikke rigtigt ind under huden, men forbliver overfladiske. Det er ærgerligt, for de gode intentioner er tydelige, men kommer desværre ikke helt i mål.

Tracklist:
1. The Stage
2. Paradigm
3. Sunny Disposition
4. God Damn
5. Creating God
6. Angels
7. Simulation
8. Higher
9. Roman Sky
10. Fermi Paradox
11. Exist
Samlet spilletid: 73:35

 

Læs mere...

Avenged Sevenfold - Waking The Fallen: Resurrected

Avenged Sevenfold. Uanset om man kan lide dem eller ej, må man nok erkende at de er et af de største hardcore/hardrock bands gennem de sidste 15 år. Og bandet har rigtig mange fans verden over. Og mange haters. Og det er vel først da, at man for alvor har opnået succes? Selv har jeg aldrig hørt andet end 2-3 numre fra Amerikanerne, så at skulle anmelde denne genudgivelse af deres album ”Waking The Fallen” fra 2003, er en lidt sjov opgave.

Det er ikke blot en genudgivelse. Det er en 3 disc sag, der både indeholder ikke tidligere udgivet materiale, demoversioner plus livenumre, samt en 30 minutter lang DVD hvor bandet fortæller om albummets tilblivelse og meget mere. Men det er jo uden tvivl som med alle andre opsamlingsalbums, genudgivelser osv.: det er guf for hardcore fans, det er et godt sted at begynde for en der ikke kender bandet, og det er ikke super interessant for dem, der allerede kender det meste af musikken. Og en spilletid på over to timer er meget. Og hvad er der så at sige om det for en som mig, der ikke har det store kendskab til Avenged Sevenfold? Det er vel egentlig begrænset. Jeg synes ikke musikken er voldsomt interessant, omvendt kan jeg sagtens høre at bandet har øre for den gode melodi og egentlig har både en god del musikalitet og samtidig noget af det rebelske over sig, som uden tvivl tiltaler uendeligt mange teenagere. Men uanset hvordan jeg vender og drejer det, når Avenged Sevenfold bare aldrig ud hvor de fanger mig. Det er alt for pænt og det punkede og hardcore udtryk virker en kende for søgt i mine ører. Numre som ”Chapter Four” og ”Eternal Rest” er egentlig ganske fine, og der er noget rigtig god energi i musikken langt hen ad vejen. Og når bandet tager sig sammen og giver den en tak op på hardcoreskalaen, som på ”Radiant Eclipse”, lyder det faktisk meget godt. Forsangeren, der kalder sig M. Shadows, har også en ret fin vokal, som jeg dog langt foretrækker når han synger rent, fremfor når han går i screamo-mode. ”I Won’t See You Tonight Part 1” – og part 2 – er faktisk også rigtig gode numre, hvor resten af bandet også løfter sig lidt ud af den anonymitet, der præger dem langt hen ad vejen, og markerer sig med lækre guitarsoli og solidt trommespil. Og selvom jeg som sagt ikke synes musikken siger mig så meget, så spiller de sgu godt på live numrene. Det må jeg tage hatten af for. Især ”Desecrate Through Revence” og ”Unholy Confessions” fungerer faktisk rigtig godt. Avenged Sevenfold kan altså et eller andet, det kan man ikke tage fra dem.

Og det her er som sådan et fint album. Det er jo hvad det er, det er ikke noget nyt, det er for fansene og de skal såmænd nok blive rigtig glade for denne udgivelse. For det er en rigtig fin genudgivelse med masser af lækkert indhold, der nok skal få emo-pigehjerter til at bløde og emo-drenge til at græde lidt, mens ingen ser dem. Er det noget for mig? Nej, ikke rigtig. Men det er sgu ok.

Track list:

1. Waking the Fallen
2. Unholy Confessions
3. Chapter Four
4. Remenissions
5. Desecrate Through Revence
6. Eternal Rest
7. Second Heartbeat
8. Radiant Ecplise
9. I Won’t See You Tonight Part 1
10. I Won’t See You Tonight Part 2
11. Clairvoyant Disease
12. And All Things Will End
13. Waking The Fallen; Resurrected
14. Second Heartbeat (Alternate Version)
15. Chapter Four (Demo)
16. Reminissions (Demo)
17. I Won’t See You Tonight Part 1 (Demo)
18. I Won’t See You Tonight Part 2 (Demo)
19. Intro; Chapter Four (Live in Ventura)
20. Desecrate Through Revence (Live in Pomona)
21. Eternal Rest (Live In Pomona)
22. Unholy Confessions (Live in Ventura)
23. Second Heartbeat (Live in Ventura)

Samlet spilletid: 02:02:00

Læs mere...

Afsted til Hellfest 2014

Festivalsæsonen nærmer sig drastisk og der er mange fede oplevelser i vente både herhjemme og i udlandet.

Og det er netop udlandet vi skal kigge på i denne omgang, nemlig årets Hellfest Open Air i Frankrig, som år efter år præsenterer imponerende line-up.

Og i år er ingen undtagelse med hovednavne som Black Sabbath, Iron Maiden, Aerosmith, Slayer, Avenged Sevenfold, Soundgarden, Megadeth og mange mange flere fantastiske navne.

 

Revolution Music’s trofaste fotograf Henrik Moberg vil i år drage til Frankrig for at dække denne fantastiske festival (vi arbejder pt. på at få sendt en anmelder med også). Henrik har skrevet lidt om sinetanker omkring Hellfest:

 

Avenged Sevenfold - Hail To The King

 

”Da jeg så Hellfests lineup til festivalen i år, troede jeg det var en ønskeliste fra fansene. Ingen festival kunne formå at få så mange rigtig fede navne på programmet. Der tog jeg grueligt fejl. Hellfest 2014 bliver et festfyrværkeri af dimensioner, hvor 130.000 vil svælge i den ene fantastiske oplevelse efter den anden. Derfor skal Hellfest i Clisson ved Nantes i Frankrig besøges i år. Det er intet mindre end et overflødighedshorn af metallens store navne fra de sidste fem årtier.

 

Iron Maiden Wasted Years

 

Festivalen startede ellers under mere ydmyge forhold i 2002 under navnet Fury Fest som en indendørs festival med 400 besøgende. I 2006 skiftede festivalen navn til Hellfest, og var blevet en tredages udendørs festival med to scener. Hovednavnene i 2006 var Motörhead, Dead Kennedys, Opeth, Celtic Frost, Arch Enemy m.m. 22.000 købte billet til festivalen. Siden da er festivalen vokset støt til seks scener og de 130.000 besøgende, der forventes i år.

 

Soundgarden - Been Away Too Long

 

Det er et fænomenalt lineup Hellfest præsterer i år. Hovednavnene er Iron Maiden, Aerosmith, Deep Purple, Black Sabbath, Megadeth, Status Quo, Slayer, Soundgarden m.fl. Derudover er der masser af andre store navne på de seks scener, der, når festivalen er ovre, har huset mere end 150 bands. Det bliver et puslespil at få de tre dages udbud af den hårde musik til at gå op i en højere enhed, hvor der også bliver plads til at køle halsen, spise og få sovet en smule. Det bliver en hæsblæsende oplevelse, der næppe kan blive overgået, og som for altid vil stå som en suveræn oplevelse i rækken af festivals, du har oplevet.

Håber vi ses dernede. Måske der er basis for en danskerlejr?”

 

Black Sabbath - End of the Beginning

Læs mere...

Avenged Sevenfold, Five Finger Death Punch

Hvor mange gange sker det at der er flere store rock- og metalkoncerter på en mandag? I aften er i hvert fald et særtilfælde, da der både er Vans Off The Wall med bl.a. Parkway Drive i Vega, Wednesday 13 på BETA, Skid Row + Ugly Kid Joe på Lions & Barrels OG Karnivool i Pumpehuset – og det er altså udover den koncert jeg selv skal dække.

 

Avenged Sevenfold begyndte jeg at følge sporadisk siden deres selvbetitlede album udkom i 2007. Godt nok er det kun ca. 2 år siden de sidst besøgte København, nærmere præcist i Store Vega, men i løbet af den tid er de kun blevet større, hvilket kan ses på spillestedet vi befinder os i i aften – nemlig i det udsolgte Falconer Salen. Med som support havde Avenged Sevenfold medbragt svenske Avatar, som erstatning for Device (som har Disturbeds forsanger i front), og deres landsfæller i Five Finger Death Punch. Jeg nåede desværre ikke Avatar, så lad os i stedet tage hul på aftenens andet supportband.

 

Five Finger Death Punch
Det amerikanske hardrock/alternative metal band Five Finger Death Punch havde deres opstart tilbage i 2005. Debutalbummet ”The Way Of The Fist” udkom i 2007. De fulgte op med ”War Is The Answer” 2 år senere. Et album, som titlen antyder, nok ikke ville falde i manges smag. Albummet handler da også primært om USA og de mange krige som de kaster sig ud i, men sangene har en kritisk tilgang til bare at sende de mange unge mennesker ud for ingenting – eller uden at oplyse dem ordentligt. Men albummet havde ingen antydninger af at være et anti-war album. Det 3. album, med titlen “American Capitalist”, udkom i 2011. Igen er det en titel som mange europæere nok vil undre sig over. Titlen er, modsat hvad man måske skulle tro, ikke en kritik af at være ”en amerikansk kapitalist”, men faktisk en hyldest til netop dét og den kultur. Seneste skud på stammen er ”The Wrong Side Of Heaven And The Righteous Side Of Hell” – et dobbeltalbum der udkommer i 2 dele, begge i år 2013, i henholdsvis juli og november måned (den 2. del udgives om ca. én uge fra dags dato).

 

Sidste gang jeg så Five Finger Death Punch var som opvarmning for Kiss tilbage i juni måned (Klik her for at læse anmeldelsen), og der var jeg langtfra imponeret. Faktisk var jeg nærmere skuffet, men i det store og hele var Forums elendige lydforhold også en stor hindring for koncerten dengang. Derfor skulle det blive spændende om det ville være anderledes i aften, da Falconer Salen (for mig, i hvert fald) står garant for generelt glimrende lyd.

 

Da jeg ankommer, er 5FDP lige akkurat gået på scenen med ”Under And Over It”. Salen er tæt proppet og der vækkes hurtigt en stor genkendelsesglæde i rigtig mange publikummer – stort set alle omkring mig synger med, og har det der glade blik i øjnene der siger at det her er mægtig fedt. Jeg kan heller ikke selv lade være med at synge med. Bandets 3 første albums har tidligere været faste lyt derhjemme. Jeg må også gå til erkendelse; enkelte sange som f.eks. ”Coming Down” får jeg gåsehud af. Jeg finder en god plads oppe ved venstre side af scenen og her er det endnu mere tydeligt at 5FDP har en stor fanbase.

 

Lydmæssigt er det dog faktisk det svageste jeg har oplevet i Falconer Salen, da især trommerne buldrer og larmer mere end det lyder af noget ordentligt – og underligt nok er lilletrommen alt for lav. Igennem de næste 9 numre bliver kvaliteten hævet, og gudskelov er det ikke et problem at høre nogle af de andre instrumenter, og især vokalen er til at høre – trommerne bliver bare aldrig rigtig gode i aften. Lysshowet skal også have en kommentar med på vejen; det er pænt aggressivt. De hvide, blinkende lygter holder sjældent pause. Det medfører dog også at man lægger mærke til bestemte stykker af sangene, og det er jo ganske positivt.

 

For mig er publikum aftenens store trækplaster. Det er sgu fedt at stå imellem fans der oprigtigt er vilde med musikken. Det er ikke bare et par enkelte sange folk kender til – det er fandme hele sætlisten. Der er hænder i vejret, moshpit rundt omkring i salen, eller også har vi den store fællessang kørende. Man føler sig en del af ”noget større”, så at sige.

 

Men bandet… Ja, det er ligesom sidste gang. De spiller uden fejl. Spiller som de skal, men det er et dovent sceneshow: forsangeren, som har den helt store brug af klichéer i brug i aften, overlader alt for ofte sangen til enten publikum eller en anden fra bandet (som jo ikke kan synge nær så godt som han kan). For han kan jo godt når han altså vil. F.eks. føles omkvædet i ”Burn It Down” svagt og kedeligt uden forsangerens stemme. Han er endda også så uforskammet at genbruge en hel sætning/gimmick fra koncerten i Forum (og sikkert også alle mulige andre steder). Den kommer under aftenens tredje nummer ”Hard To See”, hvor han tiltaler de bagerste publikummer for sådan lige at høre om de er med. Han siger så at han blev nødt til at være sikker, da de er meget svære at se – deraf titlen. Ret plat.  Og nu vi er ved det, så påstår han også at det er meget lang tid siden de var her sidst. Jeg ved ikke om vi har en vidt forskellig tilgang til tid, men for mig er 5 måneder sgu ikke så lang tid. Jeg mistænker ham dog for at have glemt at de besøgte os i sommers. Hvad fanden, Forum er jo heller ikke et så stort sted. De andre medlemmer spiller som sagt som kan forventes, og der headbanges da også hist og her, men der kunne sagtens gives mere gas.

 

Inden ”Burn MF” fra den ny plade præsenteres hører forsangeren salen om hvor mange der ejer deres nyeste album. Jeg må sige at jeg er imponeret over hvor mange der rent faktisk har købt det – han er dog nærmere småirriteret over hvor mange der ikke besidder det. Nu er det ikke for at skulle kommentere på musikken, men 5FDP; jeres nye album er en kæmpe lort. En gigantisk lort, faktisk, taget jeres 3 andre albums i betragtning. Men det er bare min holdning.

 

Men tilbage til koncerten. De spiller jo fint og sådan, men det bliver aldrig rigtig godt. Det er meget rutine – undtagen mod slutningen af sættet hvor forsangeren endelig smider facaden, i hvert fald et par minutter. Her synger han et kort stykke af ”Far From Home” – som vi så ikke får lov at høre i fuld længde (?!) – inden lysene ”går ud” – forsangeren kender selvfølgelig intet til det. Eller noget. Så kan vi også få alle mobiler/lightere i vejret inden vi går ud på de to gamle sange ”Never Enough” og ”The Bleeding” fra debutalbummet.

 

I sidste ende var det ikke en dårlig koncert, men det kommer bare aldrig over den der middelmådighed. 5FDP nød helt bestemt godt af en generelt god lyd og et virkelig engageret publikum, men det minder mig umiskendeligt om fastfood: hurtigt bestilt, hurtigt konsumeret og ligeledes hurtigt glemt. Her 2 dage senere kan jeg langt bedre huske hovednavnet.  For fans af bandet, og for de som oplevede dem for første gang, har det nok været en fed oplevelse, men for mig personligt slår det især én erkendelse fast; jeg skal ikke, med min gode vilje, se dette band live igen. Det er simpelthen for meget genbrug, kliché og en usandsynlig irriterende påtaget alvorlighed/se-hvor-hårde-vi-er attitude.
For mig kommer koncerten lige op på de 3½ stjerner, men heller ikke meget mere.

 

Sætliste:
1) – Under And Over It
2) – Burn It Down
3) – Hard To See
4) – Lift Me Up
5) – Bad Company (Bad Company cover)
6) – Burn MF
7) – Coming Down
8) – Never Enough
9) – The Bleeding

 

Avenged Sevenfold
Amerikanske Avenged Sevenfold, også kendt som A7X, begyndte tilbage i 1999 som et metalcore band. Deres to første udgivelser var ”Sounding The Seventh Trumpet” fra 2001 og ”Waking The Fallen” fra 2003. ”City Of Evil” fra 2005 markerede et stort genreskift hos Avenged Sevenfold der forlod metalcore stilen til fordel for en blødere hard rock/heavy metal lyd. Deres selvbetitlede album udkom i 2007 og ”Nightmare”, som mange følte var et nøk nedad i kvalitet, kom på gaden i 2010. I mellemtiden i 2009 døde deres tidligere trommeslager og sangskriver, James ”The Rev” Sullivan. Heldigvis fik A7X hjælp af Mike Portnoy (ex. Dream Theater), inden deres nye trommeslager blev annonceret i 2013 i forbindelse med at ”Hail To The King” blev smidt på gaden. A7X 6. album forsøgte at finde tilbage til de gode gamle heavy metal rødder. Det er da også et album som har fået en del kritik fra flere fronter, og er bl.a. blevet beskyldt for blot at være et cover album af giganter som Metallica og Iron Maiden – altså, sagt på en anden måde, uhyre uoriginalt.

 

Først 40 minutter efter 5FDP forlod scenen var Avenged Sevenfold endelig klar. Jeg har i mellemtiden fundet vej til balkonen sammen med en af de fine fyre fra Rockfreaks. Ingen af os har desuden oplevet A7X live før. Til tonerne af AC/DC’s tidløse toner i ”Back In Black” falder det første tæppe ned fra scenen og afslører et kæmpe banner med deres logo; en flagermus med et kranie. Scenen har desuden også installeret trapper op til trommesættet.  Også kommer de endelig på scenen – rockstars hele vejen. Både forsangeren og den ene guitarist vandrer ind med solbriller på og sangeren tager dem kun af én gang i løbet af showet. Arrogant eller bare ikke så glad for lys?

 

Den nye ”Shepherd Of Fire” åbner aftenens strabadser med stil. Lyden er virkelig god og volumen er høj; muligvis en smule for høj enkelte steder, men man kan da høre noget. Der er også en tyk bund af bass som giver koncerten tyngde. Lysshowet er også meget varierende og man bemærker det i løbet af rigtig mange numre – tommelfingeren opad herfra for at medbringe en person som har styr på det.

 

Publikum er naturligvis helt tossede med hvad vi får serveret. Der hersker en god stemning, og jeg sidder endda på balkonen. Selvom bandet agerer alt for ”selvsikre” til min smag er de første 4 sange energiske og lige på. Men så når vi til den alt for lange midte i koncerten. Allerede fra ”Doing Time” ser dele af publikum ud til at kede sig, og igennem de næste 5 sange bliver det bestemt ikke bedre. Vi får både ”Buried Alive”, ”Fiction”, ”Nightmare” og ”This Means War” – altså 5 mere eller mindre nye sange i rap. Og, tillad mig at sige det, det er noget af A7X’s kedeligste. Især ”Buried Alive” slog mig som et Metallica-rippoff og så tilmed en ballade… Fy for satan.


Hele den forreste del af Falconer Salen sluger dog det hele råt og der opstår også op til flere mosh- og circlepits. Det er også en fin gestus at dedikere den stille ”Fiction” til deres nu afdøde trommeslager, og jeg er sikker på at de store fans fik en hel del ud af det – men jeg må jo indrømme at jeg synes det er en pænt kedelig sang! A7X hjælper heller ikke selv på sagen ved kun lige at spille som der forventes. Forsangeren vandrer frem og tilbage på scenen, men jeg får aldrig et indtryk af at han giver sig selv 100 % - eller bare i nærheden af det. Trommeslageren er den eneste undtagelse, men det skyldes måske mest at han i manges øjne har noget stort at leve op til. De to guitarister og bassisten er for mig fuldstændigt anonyme. De er der bare.  Det er alt, alt for rutineret.

 

Endelig når vi så til ”Afterlife” som får rusket folk godt igennem, også skulle man ellers tro at det ville gå fremad? Men nej, for så falder rampelyset udelukkende på den ene guitarist tilbage på scenen – nu er det hans tur til at få noget opmærksomhed. Det formår han slet ikke igennem det fuldstændigt fantasiforladte og ligegyldige guitaronani han præsterer – som ganske givet da er imponerende, men det rykker absolut intet fremad. Det er bare spildtid. Det hjælper heller ikke da trommeslageren begynder at hjælpe til – spil nu nogle flere sange i stedet for!

 

Den aggressive ”Bat Country” afslutter det normale sæt og vores selskab får rykket sig ned på gulvet for at opleve ekstranumrene der byder på to oldinge i form af ”Chapter Four” og ”Unholy Confessions” – begge fra det nu 10 år gamle ”Waking The Fallen”.  Jeg må give A7X at der i hvert fald forsøges at blive afsluttet med manér, og jeg er personligt helt hooked under den første serenade. Men så er det som om energien helt og holdent forlader både publikum og band og derfor føles ”Unholy Confessions” desværre bare som fyld – på trods af at det er et fedt nummer.

 

Alt i alt en ganske fin koncert, som dog var præget af en ganske kedelig midte, et uengageret og forholdsvist energiløst band der kører mere på rutine end hvad godt er, og et irriterende langt guitar/tromme-stykke hen imod slutningen. Jeg må også udtrykke min overraskelse over A7X modvilje mod bare at inkludere ét nummer fra debutalbummet. Man kunne også sagtens have fundet 1 – 2 sange frem fra både ”City Of Evil” og deres selvbetitlede album. I mine øjne kunne de med fordel have skåret både ”Buried Alive”, ”Doing Time” og ”This Means War” fra sættet – det var ubetinget aftenens mest intetsigende numre. Dog var publikum for det meste glade og aktive, og vi havde både en god lyd og passende volume – også synes jeg personligt at de første 4 sange + de 2 ud af de 3 sidste numre sparkede røv. Hvis bare koncerten havde holdt sig på det niveau resten af tiden, så havde det været en helt anden snak.

Jeg giver 4 små stjerner.

 

Sætliste:
1) – Shepherd Of Fire
2) – Critical Acclaim
3) – Welcome To The Family
4) – Hail To The King
5) – Doing Time
6) – Buried Alive
7) – Fiction
8) – Nightmare
9) – This Means War
10) – Afterlife
11) – Requiem
12) – Bat Country
Encore:
13) – Chapter Four
14) – Unholy Confessions

Læs mere...

Avenged Sevenfold - Hail To The King

Avenged Sevenfold (AX7) blev dannet tilbage i 1999 i Californien. Bandet er efterhånden et household name i metalkredse, og er bl.a. kendt for deres varierede lyd og dramatiske cover og merch art. 

Da bandet kom frem spillede de primært deres egen blend af metalcore, men har igennem de sidste 5 udgivelser eksperimenteret med deres lyd. De er gået fra et metalcore approach til et mere hard rock / heavy metal approach. Siden dannelsen har bandet været ambitiøse, og de er bestemt et af de større bands af deres generation. En hyppig festival headliner.

Tilbage i 2009 rendte bandet ind i et setback i form af trommeslager James "The Rev" Sullivans pludselige død. Bandet stoppede dog ikke af den grund, og fik på tourneer den tidligere Dream Theater trommeslager Mike Portnoy. I 2011 kom den nuværende trommeslager Arin Llejay med i bandet, og i 2013 blev han bandets faste trommeslager, efter James "The Rev" Sullivan.

"Hail To The King" er bandets 6 studieudgivelse og første album med Arin Llejay. Bandet har ikke været sene til at melde ud omkring deres nye album. En gennemgående ting ved interviews og artikler har været hvordan "Hail To The King" ville komme til at lyde. Bandets 2 seneste udgivelser modtog en del kritik, og mange fans har derfor i spænding ventet på udmeldingerne omkring den 6. udgivelse her.

Bandet meldte tidligt ud at albummet ville komme til at lyde anderledes fra tidligere udgivelser. Albummet ville blive et throwback album med klare referencer til bandet største indflydelser. Lyden ville derfor blive mere blues-rock inspireret med classic rock og metal. 

En kritik af de tidligere udgivelser har været bandets forsøg på at variere deres musik og lyd. Så meget at det ofte stod tilbage overkompliceret. Lyden på "Hail To The King" er derfor back to basics for AX7. Bandet er gået tilbage til kernen af heavy metal - og det skal stå klart med det samme, at det er decideret vellykket!

Fra første sang står det klart, at bandet har droppet alle de overkomplicerede elementer fra tidligere udgivelser. Parolen har været at skrive god musik - thats it! Sangen "Sheperd Of Fire" starter med kirkeklokker der ringer, og har undervejs et underliggende guitarriff, der bringer tankerne henimod Metallica. Stilen er classic rock / metal, og det går igen under hele albummet. Heldigvis. 

For nok er albummet inspireret af bandets egne inflydelser: Metallica, Black Sabbath, Led Zeppeling og Pantera, og disse indflydelser tributeres undervejs på albummet. Men det er stadig AX7 med deres eget personlige præg. Det er som udtalt et throwback album, true to the bone til heavy metal.

Instrumenterne spilles vanligt i stor klasse, og M. Shadows vokal har nærmest aldrig lydt bedre end på "Hail To The King". Et nummer der specielt skiller sig ud er "Requiem", som virkelig cementerer hvad AX7 kan. Bandet vandt i 2012 en pris for bedste live band, og sange som "Requiem" kommer til at blive crowdpleasere live. Generelt er albummet som skrevet til fansene. Det er catchy heavy metal tunes fra start til ende. Teknisk betyder det langsommere tempo, simple sangstrukturer og catchy omkvæd. 

"Hail To The King" er et velrundet album. Det står klart efter flere gennemlytninger at AX7 har arbejdet hårdt, og uppet deres sangskrivning siden de sidste 2 udgivelser "Avenged Sevenfold" (2007) og "Nightmare" (2010). Bandet er gået fra deres mere hurtige metalcore lyd til et simpelt, back to the core, groovy lyd med elementer fra bandets egne inflydelser.

Tilbage står en stærk AX7 udgivelse, som overtrumfer de seneste par udgivelser, og vidner om en lys fremtid for bandet! Et must hear album, uden tvivl!

Tracklist:

 1. Shepherd of Fire" (5:22)
 2. "Hail to the King" (5:04)
 3. "Doing Time" (3:27)
 4. "This Means War" (6:09)
 5. "Requiem" (4:23)
 6. "Crimson Day" (4:57)
 7. "Heretic" (4:55)
 8. "Coming Home" (6:26)
 9. "Planets" (5:56)
 10. "Acid Rain" (6:38)

Samlet spilletid: 53:17

Avenged Sevenfold - Hail To The King [Official Music Video]

Læs mere...

Ny Avenged Sevenfold sang online

Avenged Sevenfold har lagt titelsangen til deres nye album ”Hail to the King” online, sangen kan høres i YouTube klippet i bunden af nyheden.

Avenged Sevenfold har tidligere offentliggør at albummet udkommer den 26. august igennem Warner Bros. Records. Samtidig har bandet offentliggjort artworket, som i noget tid har været del i en online fan skattejagt via forskellige hjemmeside, som hver især hostede brikker til puslespillet, nu er artworket som sagt offentliggjort og kan ses nedenfor.

På opfølgeren til ”Nightmare” fra 2010 har bandet endnu engang arbejdet sammen med produceren Mike Elizondo.

 

Frontmanden M. Shadows har sagt følgende om det nye album:

“The new album has a lot more of a [BLACK] SABBATH / [LED] ZEPPELIN feel to it than ‘Carry On’. There’s definitely more SABBATH in what we’re writing, and we’re proud of ’Carry On’, but this album is going to be on a whole new level.”

 

Albummet er det første album album efter trommeslageren og sangskriver James ”The Rev” Sullivan døede december 2009, Shadows har tidligere sagt følgende om at ændre stilen efter The Rev’s død:

"We had a decision to make on this one"

"The decision was, okay, do we just make a record that everyone expects us to make, or do we just move forward and make another, different record that we feel more comfortable with, and we chose the latter. So right now we're looking forward to doing something new and exciting and fresh, and hopefully people give it a shot and like it."

 

Avenged Sevenfold kan opleves i Falconer Salen den 11. november i selskab med Five Finger Death Punch (US) og Device (US).

Avenged Sevenfold er dannet tilbage i 1999 og har siden da haft en noget turbulent tilværelse. 5 Studie albums er det blevet til, hvoraf Hail To The King er det 6. Dette album er det første der ikke har credits tilskrevet den afdøde trommeslager Jimmi Sullivan (28/12 - 2009).

 

Avenged Sevenfold - Hail to the King



Læs mere...

Avenged Sevenfold offentliggør album detaljer

Avenged Sevenfold har navngivet deres nye og sjette album, "Hail to the King". Albummet udkommer den 26. august igennem Warner Bros. Records. Samtidig offentliggøre bandet også artworket, som i noget tid har været del i en online fan skattejagt via forskellige hjemmeside, som hver især hostede brikker til puslespillet, nu er artworket som sagt offentliggjort og kan ses nedenfor.

På opfølgeren til ”Nightmare” fra 2010 har bandet endnu engang arbejdet sammen med produceren Mike Elizondo.

 

Frontmanden M. Shadows har sagt følgende om det nye album:

“The new album has a lot more of a [BLACK] SABBATH / [LED] ZEPPELIN feel to it than ‘Carry On’. There’s definitely more SABBATH in what we’re writing, and we’re proud of ’Carry On’, but this album is going to be on a whole new level.”

 

Albummet er det første album album efter trommeslageren og sangskriver James ”The Rev” Sullivan døede december 2009, Shadows har tidligere sagt følgende om at ændre stilen efter The Rev’s død:

"We had a decision to make on this one"

"The decision was, okay, do we just make a record that everyone expects us to make, or do we just move forward and make another, different record that we feel more comfortable with, and we chose the latter. So right now we're looking forward to doing something new and exciting and fresh, and hopefully people give it a shot and like it."

 

Avenged Sevenfold kan opleves i Falconer Salen den 11. november i selskab med Five Finger Death Punch (US) og Device (US).

 

Avenged Sevenfold er dannet tilbage i 1999 og har siden da haft en noget turbulent tilværelse. 5 Studie albums er det blevet til, hvoraf Hail To The King er det 6. Dette album er det første der ikke har credits tilskrevet den afdøde trommeslager Jimmi Sullivan (28/12 - 2009).

 

 

Mens vi venter på en video fra det nye album, kan vi passende tage en fra Nightmare:

Læs mere...

Device offentliggøre album trailer og single

Device, det nye industrial rock/metal project med Disturbed’s frontmand David Draiman og tidligere Filter guitaristen Geno Lenardo, har lagt en 2 minutters trailer for deres kommende selv-betitlede debut album ud på YouTube, se videoen nedenfor.

Albummet ”Device” udkommer den 9. april og vilde indeholde gæste optrædende fra en række store musikker; Black Sabbath’s bassist Geezer Butler, ex-Deep Purple bassist og sanger Glenn Hughes, Rage Against The Machine guitaristen Tom Morello, System Of A Down sangeren Serj Tankian, Avenged Sevenfold sangeren M. Shadows og Halestorm sangeren Lzzy Hale.

Albummets første single og video er Vilify” som kan ses nedenfor. Drainman har fornyligt udtalt sig om sangen til The Pulse Of Radio:

"It is a very fierce introductory track for this record. It has a very strong fusion of that electronic element in there. Still very heavy, still very rhythmic. Very anthemic, very intensely melodic. It's a song that lyrically is talking about everyone out there who likes to make me out to be such a bad guy, this monster of epic proportions, which I'm really not."

"Device" track list:

01. You Think You Know
02. Penance
03. Vilify
04. Close My Eyes Forever (Ozzy Osbourne & Lita Ford cover) (feat. Lzzy Hale)
05. Out Of Line (feat. Serj Tankian, Geezer Butler)
06. Hunted
07. Opinion (feat. Tom Morello)
08. War Of Lies
09. Haze (feat. M. Shadows)
10. Through It All (feat. Glenn Hughes)


"Device" album trailer:

"Vilify"musik video:

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed