fbpx

Woebegone Obscured - Royal Metal Fest 2016

Det virker, som om Danmarks tungeste band har fået vokseværk i den senere tid. Da jeg hørte Woebegone Obscured første gang, var deres musik en utilnærmelig, voluminøs væg af hele den menneskelige følelsespalets negative side, men på det seneste giver de sig i kast med en mere afdæmpet, melodisk tilgang, der gør alt mørket lidt mere melankolsk frem for mestendels misantropisk.

Det fungerer til en vis grad. De fortsat ultratunge og næsten pinefuldt langsomme stykker komplementeres af de lettere, mere nøgne elementer - og vice versa. Woebegone Obscureds dynamiske rækkevidde har nået en nær-Opeth’sk bredde. Somme tider dominerer lyden hele Atlas som kun de færreste bands på stedet vel nogensinde har kunnet formå; andre gange er den næsten helt fraværende. Sidstnævnte element er modigt og for så vidt utroligt veludført, men det skæmmes desværre af de efterhånden veltilriggede branderters greb i bærernes snakketøj rundt omkring. Det er lidt utroligt, at selv et lokalt band med efterhånden så velfunderede kredentialer ikke har større respekt til et arrangement som dette.

Bandet har op til koncerten skrevet noget på deres Facebook om, at aftenens show skulle være noget ekstraordinært. Det kan være, det er derfor, at hovedmand Danny Woe pludselig er sprunget ud som decideret frontfigur og har overladt trommetaburetten til en ny gut. Denne er desværre ikke helt smeltet sammen med den øvrige rytmegruppe; den gode Danny favner heller ikke hele publikum og er en kende uvant i rollen som forsanger udelukkende.

Selvom den rene vokal somme tider er lidt off, udvikler Danny sig fortsat som vokalist, og er sågar ved at have nailet en ganske fin vibrato. Og det længste stykke hen ad vejen er bandets samlede performance både interessant og skudsikker. Når hele svineriet spiller sammen og går op i en højere enhed, hvad der trods alt sker en god håndfuld gange, er det lige så storartet som My Dying Brides ypperste stunder. Alle skønhedsfejlene til trods er dette endnu en lovende aften for Woebegone Obscureds fremtid, der meget gerne måtte indebære noget mere opmærksomhed på den internationale scene. For mig at se har de hele tiden haft potentialet til det, og det er et potentiale, som bandet både synes at være bevidste om og at udvikle på.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Black Swamp Water - Royal Metal Fest 2016

Det er rart, at noget så umoderne som halvsleazy hard rock bliver tilgodeset på et så døds- og black-vægtigt RMF-line-up som årets. Også selvom det er i form af noget, der i så høj grad minder om et hyggeprojekt, som det er tilfældet med silkeborgensiske Black Swamp Water.

De rykker nemlig rigtig fedt, de hér gutter. Givet, musikken er ikke længere så original, som den var, da Guns n’ Roses og Skid Row spillede den i senfirserne, men sådan er der jo for fanden så meget. Black Swamp Water tilføjer hardrocken en massiv, solid tyngde, og selvom bandet ikke har været ude af garagen længe nok til at transcendere summen af sine enkeltdele, kan det høres, at rytmegruppen består af erfarne musikere.

Lidt i stil med gårsdagens Stone Cadaver synes numrene hos Black Swamp Water at blive federe og federe, som deres sæt skrider frem. Og så ser jeg gerne både stort på, at lysmanden lige laver en Spinal Tap-finte og mørklægger scenen under halvdelen af “Harmless”, og at hovedriffet i den ellers så velskrevne “Drink ‘em Way Down” lige minder en tand for meget om C.o.C’s “The Door”. Bevares, hvis man sætter en flok aber i et øvelokale, begynder de vel osse at spille “Bohemian Rhapsody” før eller siden. (Uden yderligere sammenligning, forresten).

Min hovedanke til Black Swamp Water er, at de lige skal blive enige om at finde deres indre motherfuckers lidt mere frem, når det gælder om at komme ud over scenekanten med en reelt set så fandenivoldsk musik, som de nu engang skriver. Forsangeren skal lige være lidt mindre hyggelig og lidt mere heavy, og generelt skal bandet udstråle lidt mere engagement. Kun bassisten gør et nogenlunde acceptabelt arbejde ud af at bevæge sig på scenen; resten er mere eller mindre stillestående. Prølliåhørher, gutter: I rocker pissegodt; I kan sagtens bære at leve jer helt ind i stilen, selvom I ikke lige står på Sunset Strip for de dér skide 30 år siden. Og så synes jeg i øvrigt, at langt størstedelen af jeres numre er mindst lige så gode som den dersens “Hell Ride”.

Rock on.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Trepaneringsritualen - Royal Metal Fest 2016

En makker udenfor spurgte mig efterfølgende, om jeg fik set Trepaneringsritualen, og hvad det var for noget. Og udover at jeg skam fik det set, er den sgu svær. Jeg tror, min forklaring gik noget i stil med…:
“Jamenæhh… Det var bare én gut, der stod og råbte og skreg over så’n nogle dystre ambient-industrial-soundscapes. Han havde så en sæk over hovedet, som han så fjernede i tredje nummer… Og så havde han verdens mest fedtede og svedende hår indenunder, og én større dreadlock i nakken…”

Hvordan forklarer man, at sådan et koncept faktisk har været fedt, og at det faktisk har virket?

Trepaneringsritualen er både auditivt og visuelt en billedserie i galskab, mørke og isolation. Jeg er 100% overbevist om, at foretagendets eneste medlem har en eller anden form for samlet pakke af psykiske issues, der gør mine egne dæmoner til grin og kun holdes i ave ved at blive sublimeret gennem dette hans kreative outlet.

Af flere grunde kom jeg til at tænke på at være til koncert med Sunn0))), for både det dystre lydunivers, den nærmest ikke-eksisterende belysning og hovedmandens maskering er indikatorer i samme overordnede retning. - En retning der ganske bevidst skyr menneskelige forhold og værdier, og bevæger sig ned i underbevidstheden på et plaget, misantropisk individ hvor grænserne mellem godt og ondt somme tider overlapper og andre gange er helt opløst. Ligesom det gale individ selv søger at nedbryde en barriere, da han i sidste nummer forcerer scenekanten og skriger sin lede ud - og deler ud af sin aldeles frastødende kropslugt - blandt publikums forreste rækker.

Jeg tror faktisk, jeg forstår Trepaneringsritualen. Men frem for alt er det af flere grunde bare vigtigt, at det overhovedet eksisterer. Trepaneringsritualen giver RMF ’16 en mærkbart bredere profil; det skubber grænserne for, hvad man overhovedet kan rent kunstnerisk; og det holder, for så vidt jeg sætter mine penge, mindst ét menneske fra at begå en mere rædsom handling, end det er at lave en musikalsk ækvivalent til samme.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Serpents Lair - Royal Metal Fest 2016

Somme tider dukker der et band op af undergrunden, der er så professionelt, at det er mere end almindeligt imponerende.

Serpents Lair er et sådant band. Black metal er stadig ikke min stærkeste side, men derfor kan jeg i al ydmyghed stadig sagtens vurdere, når et band indenfor næsten samtlige metalsubgenrer er professionelt, kreativt, alsidigt, dynamisk og i det hele taget et vellykket foretagende. Og Serpents Lair er et sådant band.

Man skal lige ud over, at vokalisten bærer maske. Jeg har besluttet mig for, at det er okay; jeg kan trods alt også godt lide både Slipknot og Gwar. Og det er musikken, der tæller, og i dette tilfælde folder den sig langsomt, omhyggeligt og omstændeligt ud til et foruroligende, altomsluttende og monstrøst idéunivers. Stemningen i bandets stille og langsomme passager er trykket, uhyggelig og depressiv. Der er ingen forløsende omstændigheder, og det skulle der så sandelig heller ikke have været.

Der er til gengæld klare tråde til doom ind imellem. Dog i en langt mindre forsonlig udgave, end hvad jeg personligt overhovedet er bekendt med. Guitarerne spiller somme tider så anti-melodiske, anti-behagelige figurer, at min forkærlighed for H.P. Lovecrafts overmenneskelige elementer lige vækkes og stimuleres en ekstra gang. Den lille ritualistiske opstilling med røgelse, levende lys og knogler på scenen medvirker hertil og giver showet præg af seance. Det hele fungerer i samspil, og det pirrer kun min lyst til at dykke længere ned i dén mørke, musikalske afgrund, de kalder black metal. Jeg er bjergtaget grænsende til en hypnose-lignende tilstand, og nej: Det skyldes faktisk ikke bajere (så’n lige på nuværende tidspunkt).

Den danske metalundergrund har det bedre end nogensinde, og Serpents Lair er et pragteksempel herpå. De skal meget gerne vokse sig til en større dansk repræsentant for genren indenfor den kommende håndfuld år, og de skal have alt tænkeligt held og lykke herfra.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Stone Cadaver - Royal Metal Fest 2016

Stone Cadaver er en powertrio, der udelukkende synes at være inspireret af de bands, der er inspireret af Black Sabbath. Jeg kan høre både Down- og Pentagram-elementer i deres tungt stenede 70’er-heavy. Og det er jo dejligt. Det gynger og rykker ganske pænt i både ører og andre kropsdele.

Dog kan det tydeligt mærkes, at bandet er en upcoming størrelse. Musikken er ikke vanvittigt original, - hvad der da heller ikke ligefrem er kendetegnende for genren. Et større kritikpunkt er leadguitaren, der er decideret ringe, hvilket nok må tilskrives den mærkbare nervøsitet hos bandets guitarist og forsanger. Derudover kunne de måske godt ha’ spillet lidt mere tight. Men hva’.

Alle indvendinger til trods ender Stone Cadaver med at levere en koncert, der som åbningsshow af et ungt band må betegnes som god. De er ret sikre i genren, og det er som om numrene bliver federe og federe og riffs’ene mere og mere originale, - for så vidt det nu måtte være muligt. Især det afsluttende nummer, hvis titel desværre er gået mig forbi, rammer en tyngde, der er genrens bedste bands værdig. Stone Cadaver har masser af potentiale; de skal, som upcoming bands er flest, bare ha’ noget mere erfaring. Jeg forestiller mig, at de bli’r rigtig fede at se om en tre-fire års tid.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Destroyer 666 m.fl. spiller på Royal Metal Fest

  • Udgivet i Nyheder

Foreningen Metal Royale har i dag offentliggjort yderlige 3 navne til Royal Metal Fest programmet.

Gorguts og Psycroptic, som allerede er offentliggjort, får selskab af Destroyer 666, Bölzer og Trepaneringsritualen.

Royal Metal Fest finder sted på Voxhall & Atlas i Aarhus, den 8.-9. april 2016. Begge dage vil musikken blæse derudaf på begge spillesteder.

Metal Royale har offentliggjort følgende:

”Dommedag er nær! 

Død, ødelæggelse og blasfemi er velkendte temaer indenfor metalmusik. Det skal selvfølgelig ikke være anderledes på RMF’16, og vi har fundet nogle af de ondere eksempler frem!

Destroyer 666 startede ud som et soloprojekt af K. K. Warslut, i Melbourne, Australien, men blev til et fuldendt black/death/thrash metal band i 1994, klar til at sprede sine onde budskaber verden over, og er siden flyttet til Europa, med base i Holland. Destroyer 666 har tidligere spillet tournéer med markante blackmetal-bands som Enthroned og Watain. Der vil være garanti for et ondt show, hvor man kan komme i kontakt med sine dystre sider, og tilbede ondskaben!

Schweiziske Bölzer ved også hvordan det onde skal formidles. Bandnavnet kan, ad lidt omveje, oversættes til bulldozer, som er et meget passende udtryk for det musikalske udtryk de rammer. Bölzer har stadig udgivelsen af deres første fuldlængdealbum til gode, men har siden starten i 2008 produceret to EP’er, som fokuserer på hhv. mandlig og kvindelig energi, som et udtryk for livets dualismer. Selvom Bölzer kun indeholder to medlemmer, så kan de nemt fylde en koncertsal op med volumen, og blæse dig omkuld!

Svenske Trepaneringsritualen er et noget anderledes navn i metalregi, kun bestående af et enkelt medlem, Thomas Martin Ekelund. Man bliver bragt ind i et dommedagsunivers af dystre lyde og tekster, som sætter gang i den okkulte del af bevidstheden. Genren kaldes Death Industrial, og det kan tydeligt høres at disse to ord samtidig er stor inspiration for det musikalske udtryk. Det bliver til en højtidelig lektion i selvindsigt, nar Trepaneringsritualen angriber publikums øregange!”

Læs mere...

Royal Metal Fest 2016 offentliggør de første bands

  • Udgivet i Nyheder

Foreningen Metal Royale kan for niende gang præsentere Royal Metal Fest. Mørket sænker sig atter over smilets by, når den årlige metalfestival afholdes på to af landets fineste spillesteder; Voxhall & Atlas d. 8.-9. april 2016. Begge dage vil musikken blæse derudaf på begge spillesteder.

Metal Royale har offentliggjort følgende:
Gamle Canadiere og Tasmanske djævle
Vi kan med stor fornøjelse præsentere de to første navne til Royal Metal Fest 2016! Vi er helt vilde med dødsmetal, og har æren af, at kunne præsentere to solide bands, fra den mere tekniske del af genren.
Canadiske Gorguts et navn de fleste kan nikke genkendende til. Efter dannelsen i 1989 kom debutalbummet, Considered Dead, på gaden i 1991. Et album der satte dem på kortet inden for old-school dødsmetal. Og med Chris Barnes, tidligere Cannibal Corpse vokalist, som gæsteoptrædende, kan man roligt sige at de havde fat i noget fornuftigt. Gorguts er gået fra at lave dødsmetal af den gamle skole, til at eksperimentere og udfordre mere, hvilket tydeligt kan høres igennem hele diskografien, og især på det seneste udspil fra 2013, Colored Sands. Progressivitet er et af nøgleordene i udviklingen af dette band.
Gorguts (CA)

Australske Psycroptic er med seks studiealbums i ryggen, siden dannelsen i 1999, blevet til lidt af et navn i teknisk dødsmetal. Dette er også på sin plads, da de kan rykke alt fra hinanden med klinisk præcision. Trommer der hagler afsted som et maskingevær, guitarer der filer derud af som en rundsav, og vokaler der borer sig ind i kraniet. Der har været en fin udvikling i musikken siden debuten fra 2001, og frem til seneste selvbetitlede udspil, Psycroptic, der udkom tidligere på året, og den tekniske røde tråd har været gennemgående i hele forløbet.
Psycroptic (AU)

Plads til flere bands:
På Royal Metal Fest 2016 får vi plads til endnu flere bands! På de tidligere festivaler, har der kun været musik på Voxhall, men fra i år kan man også opleve musik på Atlas. Voxhall vil stadigvæk være tilegnet de større navne, mens vi på Atlas præsenterer det bedste fra metallens vækstlag, lige fra det mest truckede hard rock til det ondeste black metal.

Billetter:
Billetter til årets festival bliver sat til salg d. 11. december, men fra på tirsdag, d. 24. november kan de hurtige købe en af de kun 50 Early Bird billetter til sidste års pris (395 ekskl. gebyr). Disse billetter kan købes frem til 10. december. ”

Læs mere...

Metz, Crows - Atlas

Nu var der for alvor gået fanboy i mig denne aften. METZ fra Canada var kommet til Århus, og bandet har været mit favorit ”ikke metal” band de sidste to år. Jeg havde glædet mig til denne koncert i flere måneder, og var ikke andet end fuldstændig klar til at opleve bandet live. Men selvom METZ var hovedgrunden til at jeg tog ned på Atlas i aften, så var der mere end en overraskelse i vente.

 

Crows

Første band på scenen i aften var Crows. Der var ikke så meget information at finde om bandet,da der ca var 100 millioner andre bands som også hedder det samme. Det var gjort meget klart i aften, at publikumtallet ikke lige helt var det største, men det virkede ikke til at påvirke bandet særlig meget. Deres forsanger var specielt meget aktiv på scenen og det fik tanker hen imod Ian Curtis, forsangeren i Joy Division. En af de ting som imponerede mig ved Crows var, det at bandet, selvom de lød som så mange andre bands gør nu om dage, så var deres musik alligevel meget original og et frisk pust til den globale rock scene. Det var en fin koncert, og der var ikke særligt noget at sætte en finger på. Der var måske lige et par problemer i trommeafdelingen med, at pedalen faldt af et par gange men alligevel synes jeg ikke at det gjorde oplevelsen værre. 

Karakter: 4 ud af 6

 

Metz

Aldrig har jeg oplevet et guitarfeed være så højt før. Jeg placerede mig helt forrest sammen med min kammerat og var klar på give den gas. ”Headache” var det første nummer som sparkede festen i gang, og pulsen begyndte virkelig at pumpe, da Hayden Menzies begyndte at spille den super fede trommeintro til nummeret. Bandet virkede tændte og virkede ikke særlig bekymrede over, at der ikke var særligt mange fremmødte til koncerten i aften. Forsanger Alex Edkins lignede en som var flygtet fra den lukkede afdeling imens han skreg sin vej igennem numrene. Sætlisten var meget varieret i aften, som cirka bestod af syv nye numre og seks af de gamle. Mine højdepunkter lå selvfølgelig hos numrene fra den første plade, hvor vi så også fik suveræne numre som ”Knife In Water og Get Off” men alligevel var der også plads til nye numre som ”The Swimmer, Spit You Out og Wait In Line” Metz spiller utrolig højt og hårdt, men som jeg også hørte i et interview med dem, så er deres numre heller ikke så fede hvis de ikke bliver spillet hårdt nok, og det må man mere eller mindre give dem ret i.

Bassist Chris Slorach stod heller ikke stille på noget tidspunkt, da han bare sprang frem og tilbage på scenen. Bandet takkede af for i aften og spillede de to sidste numre som var ”Wasted” og nok deres største hit ”Wet Blanket”, og den sidstnævnte lykkedes det dem at trække den måske fire til fem minutter ekstra ud. Det gjorde intet andet end at sætte denne anmelder i en trance, og gjorde det hele bare endnu mere federe. Min første koncert aften med METZ var intet mindre end fantastisk og dette bliver i hvert fald ikke den sidste. Jeg begyndte at fortryde inderligt at jeg ikke var taget ind og havde set dem noget før, da jeg havde chancen for det, så hvis du læser dette og er til Noise/Garage/Punk Rock så kan jeg stærkt anbefale at du tager ind og ser METZ, lige meget hvor i landet de spiller næste gang. Du vil ikke gå fra spillestedet skuffet.

Karakter: 6 ud af 6

Læs mere...

Royal Metal Fest 2015 - Lørdag

Swindler
Jeg ankommer på Voxhall, sådan halvt tømmermands ramt og har forsøgt at drukne de værste tømmermænd med nogle iskolde Royal øl. Jeg placerer mig i midten af salen imens Swindler var på scenen. Bandet kan man vel kalde for en supergruppe, som består af medlemmer fra Hatesphere og Surfact. Lyden var god og man kunne mærke at bandet var glade for at være til stede. Jeg nød Swindlers koncert, og jeg håber at de rammer Århus igen snart.
Karakter: 4 ud af 6


Da jeg igen blev distraheret af Atlas's bar og mine venner og bekendte, mistede jeg øje med tiden og gik glip af de lokale Thrash helte i Hells Domain.


The Walking Dead Orchestra
Efter noget tid bevægede jeg mig tilbage mod Voxhall, hvor The Walking Dead Orchestra var klar til at gå på scenen. Jeg har aldrig nogensinde hørt om dem før og jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente. Det viste sig, at de spiller helt utrolig typisk Deathcore, som mange bands nu om dage spiller. Vi blev ikke præsenteret for noget som var særlig originalt eller noget som blev fedt. TWDO var en kedelig oplevelse. som ikke var særlig mindeværdig.
Karakter: 1 ud af 6


Internal Bleeding
Slam Death Metal herrerne i Internal Bleeding var taget på tour med Broken Hope, og begge bands lagde vejen forbi Århus denne weekend. Jeg så Internal Bleeding på Aalborg Metal Festival 2 år tilbage, og det var en middelmådig oplevelse. Jeg stod oppe på balkonen, hvor lyden var god og publikum virkede lidt sløve under showet. Bandet skiftede imellem hurtige og langsomme tempoer ,og eftersom det er Slam Death, så er breakdowns obligatoriske. Det var et fint gensyn med Internal Bleeding, og de leverede en god dosis af Dødsmetal på denne regnvejrs lørdag.
Karakter: 3½ ud af 6

 

broken hope Metal Royale 11 04 2015   200
Broken Hope - Foto: koncertfotoaarhus.dk

 

Broken Hope
Nu blev tempoet for alvor sat op. Broken Hope gik på scenen og gik i gang med at slå alle ihjel. Hold nu op det tempo bandet spillede med var imponerende hurtigt og præcist på hvert sekund. Forsanger Damian Leski var god til at få folk med på den, og folk headbangede så hårdt, at man skulle tro, at deres liv afhang af det. Jeg havde ikke fået hørt Broken Hope før jeg så dem, og jeg var positivt overrasket. Der blev spillet blandet materiale både fra gammelt og nyt. Lyden var god, men måske kunne vokalen været en lidt tydeligere i højttalerne. Broken Hope var en fed oplevelse, og det var uden tvivl dette års overraskelse.
Karakter: 4 ud af 6


Majesty
Power Metal. En genre jeg virkelig ikke er vild med, men alligevel prøver at jeg at give den flere forsøg. Majesty var det obligatoriske Power Metal band på plakaten i år, og en del mennesker var mødt op til deres koncert. Jeg fandt meget hurtigt ud af, at det overhovedet ikke var noget for mig, så jeg valgte at forlade koncerten tidligt. En utrolig dårlig omgang bras, som i mine øre ikke kunne bruges til noget.
Karakter: 1 ud af 6

 

belphegor Metal Royale 11 04 2015   317
Belphegor - Foto: koncertfotoaarhus.dk

 

Belphegor
Jeg kan huske da jeg så Belphegor tilbage i 2013 på Aalborg Metal Festval. Det var nok den eneste koncert jeg har været til, hvor jeg ikke helt fattede hvad det hele gik ud på. Deres ekstreme blanding af Black metal og Death Metal, og tekster om satan, blasfemi og sadomasochisme er noget jeg har meget svært at tage seriøst. Bandet kom på scenen og spillede røven ud af bukserne og bogstaveligt talt var de dækket af maling fra top til tå. Jeg havde indtaget en del alkohol og jeg synes denne koncert var en større succes på Royal end på Aalborg. Numre som ”Gasmask Terror, Lucifer Incestus, Bondage Goat Zombie” gik direkte ind og satte ordenligt i gang i nakkemusklerne. Jeg nød Belphegors show og de leverede en fed omgang Blackened Death Metal, og jeg gik fra koncerten meget tilfreds.
Karakter: 4½ ud af 6


Anaal Nathrakh
Det var en stilhed i Voxhall lige før dommedagen og verdens undergang gik på scenen. Verdens undergang går under navnet Anaal Nathrakh og det er uden tvivl grunden til, at jeg overhovedet tog af sted i år. Bandet kom på scenen og er du gal hvor var det højt. Jeg fik et ordenligt adrenalinspark og den bedste idé var at hoppe direkte ind i pitten og smadre alle. Man kunne ikke havde bedt om en bedre sætliste, hvor fokus var mest på deres seneste udspil Desideratum, men alligevel blev hele deres diskografi dækket rimelig godt og grundigt. ”Unleash ” og ”Monstrous In Animo” satte nedstigningen til helvede i gang. Der gik rent moshpit i den da ”Bellum Omniom contra Omnes” blev spillet, og den evige klassiker ”Forging Towards The Sunset” blev også spillet og halse blev skreget til blods. Dave Hunts udstråling af misantropi på scenen var noget, som passede perfekt sammen med musikken. Flere klassikere blev smidt i hoved på folk specielt for mit vedkommende med numre som ” In The constellation of the Black Widow, Submission Is For The Weak, Between Shit And Piss We Are Born, Lucifer Effect og Drug Fucking Abomination” var numre som jeg har lyttet utrolig meget til og som fungerede alt for godt live. De havde to numre tilbage, og den bedste idé i verden var at åbne hegnet til scenen, op på scenen og så crowdsurfe.
Sidste nummer for i aften var den klassiske ”Do Not Speak” fik publikum til at give det sidste stykke energi de havde i sig, og hoppede enten ind i pitten eller op på scenen.

 

anaal Metal Royale 11 04 2015   353
Anaal Nathrakh - Foto: koncertfotoaarhus.dk

 

Det lykkedes mig under koncerten at få metallåsen på mit armbånd i hoved, så jeg fik et lille hul i hovedet og min elskede Napalm Death trøje blev revet i stykker, men alligevel kan jeg sikkert sige at dette var den bedste Royal Metal Fest jeg har været med til! Tak for i år Århus! Vi ses næste år!
Karakter: 6 ud af 6

 

Se fredagens reportage her!

Læs mere...

Royal Metal Fest 2015 - Fredag

Nu var det endelig blevet tid til den årlige Metalmesse i Århus, nemlig Royal Metal Fest. Jeg var lidt skeptisk om jeg overhovedet ville tage af sted i år, da sidste år havde lidt af et sølle line-up i forhold til de seneste år. Men i år må man virkelig give ros til foreningen og konstatere, at de har oppet sig. Alt fra Týr til Destruction og Broken Hope til Anaal Nathrakh. Der var noget for alle fans under den store Heavy Metal paraply. Lad os komme i gang med anmeldelserne.


When Water Runs Deep
Første band på Voxhall i aften var When Water Runs Deep. På grund af trafikken i Århus, endte vi med at være en anelse forsinkede. Deres genre kan beskrives som Progressiv Metal/Groove Metal, som fungerede ganske udmærket. Forsanger Jonas Viuff var energisk og kommanderende på scenen, og det passede perfekt ind i musikken. When Water Runs Deep spillede en fin koncert, som jeg ville have ønsket, at jeg havde oplevet mere af.
Karakter: 3 ud af 6


Diamond Drive
Diamond Drive er et navn som springer op hele tiden, og jeg kan huske det som det var i går, da jeg fik stukket deres EP ”Reset-Press-Play” i hånden tilbage i 2012. Jeg har aldrig set Diamond Drive live før, som nok var lidt af en fejl for mit vedkommende. Bandet var tændt, og der var spækket med energi i lokalet. Der var ikke mange mennesker i lokalet, men alligevel var der nogle få headbangere imellem folk. Lyden var god, og det hele kunne høres tydeligt. Jeg hyggede mig gevaldigt under deres koncert, og deres entusiasme smittede af på resten af publikum. Diamond Drive gav os en fed opvisning i melodisk groove metal og alle forlod salen med et smil på læben.
Karakter: 3½ ud af 6

 


Diamond Drive Metal Royale 10 04 2015   048
Diamond Drive - Foto: koncertfotoaarhus.dk

 

Atlas havde arrangeret gratis øl i forbindelse med Den Tunge Radio, som nu er gået til 24 timers streaming. Det skulle selvfølgelig fejres med øl og at mødes med en masse bekendte fra det Århusianske metal miljø, så på grund af jeg ikke fik holdt øje med tiden, så missede jeg desværre The Pentulant, hvilket betyder at der ikke kommer nogen anmeldelse af deres show.


Destruction
De tyske Thrash helte i Destruction var kommet for at spille gammeldags Thrash med 80'er manérer. Bandet kom på scenen til en halvfyldt sal og lagde ud med ”Thrash Till' Death”. Energien var intens, og der blev både moshet og headbanget til højre og venstre. Da ”Nailed To The cross” blev spillet, var det et et højdepunkt for mit vedkommende, da det er mit favorit nummer med bandet. Derefter synes jeg energien gik lidt tabt, og det blev en anelse kedeligt meget hurtigt. Igen har det måske noget at gøre med at Destruction aldrig har været det band, som jeg har dyrket særlig meget. Efter noget tid begyndte mig og mine kammerater så småt at kede os under deres show, og vi valgte at forlade showet tidligt. Det var noget af en skam, men måske var mine forventninger sat alt for højt, men nu var der kun et band tilbage for i aften.
Karakter: 2½ ud af 6

 

Tyr Metal Royale
Týr - Foto: koncertfotoaarhus.dk

 

Týr
Mig og Týr har det tilfælles at vi er fra Færøerne, så Týr har spillet en stor rolle i mit liv. Jeg har alligevel en stor respekt for Týr, men alligevel er deres liveshows virkelig uforudsigelige. Jeg har oplevet Týr tre gange, og de har været alt fra fantastisk godt til ekstremt dårligt og så middelmådigt til at runde det hele af. Jeg havde ikke så høje forventninger til showet, men alligevel viste det sig, at vi var godt i gang ret hurtigt. Numre som ”Grindavisen” og ”Blood Of Heroes” satte en høj standard, og jeg morede mig for vildt imellem publikum med masser af øl og den gode stemning var helt i top. Mine personlige højdepunkter var numre som ”Tróndur Ì Gøtu” ”Sinklars Visa” og den evige fede ”Hold The Heathen Hammer High”. Det var mod slutningen af aftenen, og vi fik ”Ramund Hin Unge” smidt i fjæset og der gik ren fællessang i hele Voxhall. Det var et fedt gensyn med Týr og at få lov til at synge sine folkeviser igen var også super fedt. Den eneste kritik jeg kan komme med er nok, at der var alt for meget at deres nyere materiale som blev spillet, da jeg er mere tilhænger af deres gamle materiale, men tak for denne gang Týr, og kom snart tilbage!
Karakter: 4 ud af 6

 

Se lørdagens reportage her!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed