fbpx

Crowbar, Iron Walrus - Atlas

Sludge Metal er en genre som jeg har dyrket meget de seneste par år. Bands som Eyehategod, Melvins og Corrosion Of Conformity er essentielle navne indenfor genren, og Crowbar er nok et af de største indenfor Sludge Metal. Crowbar har aldrig været et band som jeg har hørt super meget, men alligevel er jeg klar over hvor stor en indflydelse bandet har været på den globale metalscene, så jeg så det her som en mulighed jeg ikke kunne misse.

 

Iron Walrus

Første band på scene i aften var tyske Iron Walrus. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes at de har et utrolig sjovt navn da jeg læste hvem var opvarmning for Crowbar i aften.

Der var sgu ikke meget at grine ad da bandet endelig gik i gang med at spille. Bandet ligger meget oppe i samme boldgade som Crowbar, men alligevel en tand mere brutale og dystre, end hvad Crowbar er. Forsanger Sven Aufermann lignede en misantropisk version af Michael Stipe fra R.E.M. Med numre som Here Comes The Plague og I Hate People, så ved man alligevel godt hvad deres tekstunivers går ud på. Allerede fra starten af da alle medlemmerne i bandet undtagen Aufermann var iført sorte skjorter og elefanthuer med stødtænder på, var det noget specielt vi var vidne til. Bandet spillede rigtigt godt sammen, og lyden var virkelig god inde i salen og alting var tydeligt. Sludge/Noise med en lille smule dødsmetal inspirationer er genren, vi er ude i med Iron Walrus, og de serverede en halv times tung og smadret udgave af deres Sludge Metal.

Jeg var meget positivt overasket over Iron Walrus. De er helt i sin egen liga og det var den perfekte start på aftenen.

Karakter 4 ud af 6

 

Crowbar

”We are Crowbar from New Orleans and we're here to kick your fucking ass!” det var de første ord som forsanger/guitarist og guitar legenden i Crowbar Kirk Windstein sagde da bandet gik på scenen.

I år var det 20 års jubilæum på det klassiske album Broken Glass, så det album blev hyldet på denne tour. Den ene ting, som alle Nola bands som jeg har set har tilfælles, er, at imellem hvert nummer kommer der så uendelig meget guitarfeed. Det passede selvfølgelig også godt til stemningen men blev måske en lille smule irriterende i længden. Bandet spiller virkelig tight sammen og det virkelig fedt at være vidne til. Vi fik jo også lidt af en overraskelse, da vi fik hørt No Quarter som originalt er skrevet af Led Zeppelin. Den er selvfølgelig ikke bedre end originalen, men alligevel gør Crowbar det skide godt. Vi fik også hørt numre som All I Had (I Gave), The Cemetery Angels, Walk With Knowledge Wisely; de fungerede rigtig godt sammen og deres sætliste var virkelig godt sat sammen. Vi fik selvfølgelig titelnummeret på den plade som vi fejrede i aften; Like Broken Glass blev det sidste nummer indtil bandet vendte tilbage og spillede klassikeren Existence Is Punishment. Det satte en stor punktum for aftenens koncert.

Crowbar spillede en super fed koncert og levede op til alle forventninger. Men alligevel druknede vokalen ret meget i mixet, synes jeg. Til tider var den der og andre gange var den ikke så det holder mig fra at give koncerten top karakter. Men fedt var det sgu!

Karakter 5 ud af 6

Læs mere...

Spot Festival 2016

Selvom jeg har kendt til Spot Festival siden jeg var omkring 12 gammel, så har navnene aldrig lige været mig. Det har nok også noget at gøre med, at jeg var meget snæversynet i mine tidligere år, og ikke var så stor fan af at opdage ny musik. Heldigvis har jeg lagt de dage bag mig, og endelig taget mig sammen til at tage på Spot Festival. Festivalen strækker sig over tre dage i slutningen af April, og her får vi muligheden for at se omkring 200 bands spille rundt omkring på de forskellige spillesteder i Århus. Hvis du nogensinde har tænkt dig at tage på Spot festival, så er det nok en god idé at din kondition er helt i top. Koncerter finder sted over det hele i Århus med nogle af dem hvor det lige tager noget tid at gå hen til destinationen. Du kan f.eks regne med at gå fra Musikhuset hele vejen ned til Tape i Mejlgade, som rammer op på et kvarters gåtur.

Når det kommer til musikken, så er Spot heller ikke bange for booke noget som alle kan lytte til. Alt fra elektronisk musik til Hip-Hop og Singer songwriter. Men alligevel formår de også at booke nogle rigtig solide Rock og Metal navne. Navne som ikke lyder som hinanden og formår at skille sig ud fra resten af navnene på plakaten. Den danske metalscene er godt repræsenteret i år. Med bands som Cabal, MØL og Redwood Hill som repræsentanter for vores lands metalscene, kunne det nok ikke gå helt galt. Jeg tog til Spot Festivalen i år, og prøvede at tjekke ud om det var noget for mig. Så nu skal vi igennem fredag.


FREDAG

Bloody Beach - Atlas 17.45
Norske Bloody Beach var et af de bands som jeg virkelig havde set frem til at se om fredagen. Jeg havde hørt nogle af deres sange på Youtube, og synes at det virkede rigtig interessant. En meget kompromisløs blanding af Pop, Rock og Psykedelisk, så har de alligevel formået at skabe en lyd, der er helt deres egen. Jeg forlod et lille skur tæt ved Radar hvor der blev afholdt Punk koncert, og gik over til Atlas for endelig at se Bloody Beach. De var desværre allerede gået i gang da jeg ankom, og jeg synes at bandet spillede godt og energien var til stede, men alligevel så synes jeg ikke at det blev så fedt som jeg havde regnet med at det ville blive. Måske havde jeg sat mine forventninger alt for højt op på forhånd, uden at kende meget af deres musik. Jeg synes den musikalske gruppe spillede rigtig tight, og det hele sad bare lige i skabet og det samme gælder for deres forsanger, men alligevel synes jeg bare at det blev kedeligt til sidst. Det er en skam, da jeg havde glædet mig til at se dem live. Jeg kan sige så meget, at det var ikke særlig godt, men heller ikke for kedeligt.
Karakter 3 ud af 6


Electric Elephants - Headquartes 20.00
Nu var det tid til at det skulle blive lige en smule mere hårdt. Electric Elephants læner sig lige mere op ad Retro-Rock bølgen. Deres musik viser tydelige inspirationer af bands som Uncle Acid And The Deadbeats og Orchid. Der var fuldstændig proppet inde på det lille spillested Headquarters, som ligger lige ved siden af Musikhuset. Jeg fik aldrig set bandet på grund af publikum, men selvfølgelig fik jeg hørt musikken. Der var godt nok knald på, og sangene var også bare lige i skabet. Det var umuligt ikke at blive grebet af den stemning, som musikken satte lytteren ind i en trance, en psykedelisk trance som det var dengang tilbage i 70'erne. Det ved jeg så intet om da jeg er fra 90'erne, men har hørt gode ting. Spøg til side. Electric Elephants viser også under koncerten, at de virkelig har potentiale for at nå virkelig langt. Spilleglæden er til stede og deres sangskrivnings evner kommer virkelig også til livs under koncerten. Ikke et af numrene synes jeg virkede ensformige og deres numre var heldigvis ikke en gentagelse af de samme riffs, som de allerede havde brugt i de tidligere numre. Bandet takkede af efter 25 minutters spilletid, hvor det sidste nummer virkelig blev trukket ud, så hver gang publikum begyndte at klappe begyndte bandet at spille videre. Electric Elephants er virkelig et band man skal holde øje med i fremtiden, så tjek dem ud.
Karakter 4 ½ ud af 6


Cabal - Musikhuset, Filuren 23.15
Nu var der så gået et par timer siden Electric Elephants koncerten og nu var det så endelig blevet tid til Cabal. Genreskfitet kunne ikke have været større. Genren vi er ude i her er Deathcore og deres seneste EP Purge, som jeg anmeldte for noget tid tiden siden, har virkelig vokset på mig og jeg har hørt den relativt ofte siden. Jeg var nu også spændt på at se om bandet formåede at spille lige så godt live som det gjorde på pladen. Svaret er ja. Det er imponerende at se musikere være så teknisk dygtige på deres instrumenter og virkelig bare give den gas på scenen. Der var også noget teatralsk over koncerten, da deres forsanger kom ud på scenen med en hætte over hovedet og fik leveret sit brutale dødsskrig udover publikum i aften. Det er selvfølgelig op til diskussion om Deathcore er en meget uoriginal genre, da det er ikke er andet en super hurtige blastbeats og breakdowns. Det er her Cabal skiller sig ud fra mængden. Det er nemlig ikke kun bare blastbeats og breakdowns. Det hele holdes lidt i et halvhurtigt/halvlangsomt tempo hvor det hele bare fortsætter med at være super tungt. Deres musik kan heller ikke sættes i boks. Selvom vi er enige om at det er Deathcore, så er der jo inspirationer fra genre som Black metal og Djent. Cabal levede op til mine forventninger og leverede et super fedt show. Tak for det!
Karakter 5 ud af 6


MØL - Radar 00.30
Nu var det tid til at gå ned til Radar for at se lokale Shogaze/Black Metal bandet Møl. Bandet har formået at skaffe et stort navn af sig selv og ,for nyligt vandt de High Voltage prisen for Best Upcoming Band. Bandet gik på scenen og begyndte at spille. Deres musik er stærkt inspireret af bands som Deafheaven, men det gør jo ikke noget da jeg selv er stor fan af Deafheaven. Forsanger Steffen Nørregaard levede sig virkelig ind i musikken og var næsten i sit eget univers imens han skreg teksten til numrene. Trommeslager Ken Lund Klejs var virkelig god til at skifte imellem de virkelig hurtige blastbeats til at gå over i noget mere Post-Rock/Shogaze agtige trommerytmer. Der har jo været utrolig meget hype omkring bandet, og her på radar i aften beviser de, at de har også det potentiale til at leve op til hypen, de har fået fra presse og publikum. Der var ikke meget snak som skete imellem numrene og det er jo også helt fint. Bandet lavede også en masse hypnotiserende støj imellem numrene, som fik det hele til at glide perfekt sammen, så det hele virkede som et langvarigt stykke, og det menes på en god måde. Over al forventning levede møl op til deres hype og jeg afsluttede min sidste koncert om fredagen på Spot på den bedste måde. Super fedt koncert!
Karakter 5 ud af 6


LØRDAG

Døde Blomster - Musikhuset Kammermusiksalen kl 19.00
Første band jeg skulle se om lørdagen var Døde Blomster. Noise Rock/Syrejazz improvisationmusik er nogenlunde en god nok beskrivelse af hvilken genre, vi er ude i. Bandet består af medlemmer af bands som Narcosatanicos og Get Your Gun. Jeg havde ikke hørt bandet på forhånd, men alligevel har jeg hørt en masse gode ting om det. Bandet gik i gang med at spille, og allerede her vidste jeg at det ville være noget specielt. Lyden inde i salen var god , og det hele kunne høre tydeligt. Salen var proppet med mennesker, og jeg havde nogle venner som fik at vide, at de ikke kunne komme ind af vagten, selvom jeg synes at der var masser af plads. Jeg kiggede på personen ved siden af mig, og det vidste sig at være David Fricke fra Rolling Stone Magazine, som var kommet hele vejen fra USA for at tage på Spot. Døde Blomster formår at skabe den rigtige stemning i deres dystre musik univers med tre guitarister, en trommeslager og en der spillede Saxofon, som fik det hele til at passe perfekt sammen. Deres musik var meget opbyggende fra stille til meget storslået til tider, og det fik de også til at passe utrolig godt sammen. Mit første møde med Døde Blomster efterlod mig positivt overasket, så hvis du er stor fan af eksperimentel musik, så er Døde Blomster helt sikkert noget for dig.
Karakter 4½ ud af 6


Death Hawks - Scandinavian Congress Center kl 21.00
Finske Psychrockere Death Hawks var et af de navne, som jeg havde set frem til siden jeg så programmet. Jeg gik ind i den store sal og der var mødt en god håndfuld mennesker op, og mig og mine venner var meget spændte på at se hvad de kunne. Bandet gik på, og de lignede at de lige var kravlet ud af en af minibus fra Woodstock 69. Selvom at man måske synes deres udklædninger var lidt mærkelige så kan man ikke benægte at de kan deres præg. Lysshowet var virkelig fedt under koncerten og lyden var virkelig god. Med en masse syrede småfilm, som spillede i baggrunden imens bandet spillede fik deres musik til at virke så syret som overhoved muligt. Forsanger Teemu Markkula lignede en super skæv version af Bob Dylan, og han spillede numrene rigtig godt, og leverede sine syrede tekster til sine disciple ude i publikum. Bandet spillede virkelig tight, og det var virkelig fedt at se dem spille så godt sammen. Der blev eksperimenteret med at synth og klokker under koncerten, og det hele gav bare alt for meget mening under koncerten. Koncerten var deres sidste show på deres tour, og de virkede til at de var utrolig glade for at afslutte den i Århus. Jeg forlod salen mere end tilfreds, og deres koncert ligger højt på listen over de bedste live overraskelser jeg har set længe. Der var intet negativt at sige om koncerten. Publikum var med på den, lyden var fantastisk og alting var bare lige i skabet.
Karakter 4½ ud af 6


Redwood Hill - Musikhuset Filuren kl 21.45
Det er ikke nogen hemmelighed at jeg er ret åben omkring hvor stor en fan jeg er af københavnske Redwood Hill. Det var meningen at bandet skulle have spillet sidste år, men var desværre nødt til at aflyse i ellevte time. Men i år tog de revanche og stod endelig klar til at give den gas inde i salen. Det var femte gang jeg skulle se Redwood Hill, og jeg ved på forhånd at de ikke kan skuffe. Man kunne ikke bede om en bedre sætliste, med fire numre i alt blev det til, og to sange fra begge deres plader. Allerede fra åbningsriffet af Microgravity fik mig til gå helt amok og svinge med garnet. Lyden var god inde i salen, men desværre var vokalen meget lav til tider og det satte en dæmper på oplevelsen. Taget i betragtning at vokalen druknede lidt i mixet til tider, så var det alligevel en fed fornøjelse at høre numre som Dybbuk og Poseidon. Forsanger Marco Stæhr Hill iført sin sædvanlige hættetrøje med ansigtet dækket til hoppede frem og tilbage på scenen og skreg sin hals til blods. Alle medlemmerne var energiske på scenen og levede sig totalt ind i stemningen af musikken. Det sidste nummer for i aften var mit favorit nummer Albedo fra Collider pladen. Scenen blev opslugt af det blåfarvede scenelys, hvilket det gav nummeret bare en meget federe effekt. En gæstesanger kom ind på scenen og sang vokal på det mere stille stykke i sangen. Redwood Hill spillede en fed koncert, som sædvanligt og det er en fed følelse at have når man ved at bandet ikke skuffer live. Men på grund af den lave vokal det meste af koncerten, så holder det mig fra at give koncerten top karakter, men stadigvæk var det en virkelig fed koncert som altid.
Karakter 5 ud af 6


De Underjordiske - Voxhall kl 01.00
De Underjordiske var et navn som jeg har kendt i noget tid og et par dage før festivalen hørte jeg noget af deres musik, som virkede rigtig fedt. Hele Voxhall var fuldstændig proppet, og der var ikke engang plads oppe i baren eller ude i pissoiret, så mennesker var der på Voxhall. Bandet gik på scenen til et kæmpe brøl fra publikum, og de virkede mere end klar til at spille. Trold var det første nummer som satte gang i festen, og det hele virkede godt sammen. Lyset, lyden og publikum var klikkede fuldstændig i nede på Voxhall og det var næsten smukt at være vidne til. Deres musik er nok i bund og grund syrerock, men alligevel finder du også inspirationer fra bands som The Smiths i deres musik, som heller ikke er en dårlig ting. Jeg synes det var ret sejt da bandet spillede et cover af Gnags sangen Vilde Kaniner, som virkede til at publikum var meget glade for det. Jeg synes at det var fedt inde i salen, men en kritik som nok er meget normal det er, at folk skal virkelig lære at være stille når musikken spiller. Vi er jo alle sammen kommet for at høre musik og ikke høre jer snakke, så det satte lidt af en dæmper på oplevelsen. Mit første møde med De Underjordiske var ganske udmærket, og det er i hvert fald noget jeg vil tjekke mere ud af i fremtiden.
Karakter 4 ud af 6


Narcosatanicos - Radar kl 02.15
Nu var det blevet tid til den sidste koncert på årets festival for mit vedkommende. Noget så kompromisløst havde jeg ikke forventet, da jeg stod og ventede på lokale Narcosatanicos inde i salen. Syrepunk/Noise er genren vi er ude i, og selvom jeg har kendt navnet i ret lang tid nu og hørt deres plade, så har jeg aldrig haft muligheden for at se dem live, men nu var ventetiden endelig ovre. Bandet gik i gang, og en ting som jeg synes var mærkeligt var, at folk begyndte at moshe til denne slags musik. Jeg har altid associeret denne slags musik med hvor man bare står og lytter, men nogle fandt jo åbenbart lysten til at moshe under deres koncert, og det var lidt irriterende da man prøvede at nyde musikken. Bandet havde, ligesom Death Hawks, syrede småfilm som blev spillet imens de spillede. Bare forskellen på de to bands var, at Narcosatanicos's film var en del mere syrede og forstyrrende. Bandet spillede godt sammen og deres intensitet matchede ligeså meget på deres sammenspil som på deres udstråling på scenen. Jeg begyndte uheldigvis at få en masse smerter i ryggen, men eftersom det var den sidste koncert på festivalen, så valgte jeg at se koncerten slut imens jeg var i smerter, og det synes jeg gjorde koncerten endnu bedre. Lyden var god inde i salen i forhold til, at der skete så meget på en gang, så var lyden rigtig god. De to sidste numre var Nausea og Salt, som satte et punktum for årets festival. Narcosatanicos er et godt eksempel på et band, som satte det farlige tilbage i Rock musik som jeg har savnet længe. Fed afslutning på mit første år på Spot festival.
Karakter 4 ud af 6

Læs mere...

Royal Metal Fest 2016

Det er tre år siden, jeg sidst var til RMF. Efter et godt run med habile bookinger syntes festivalen at være kørt lidt træt i det i 2014. Og selvom 2015 bød på stærke hovednavne som Belphegor, Destruction og Týr, måtte jeg som så mange lyseslukkende triste gange før - og siden - se mig hensat til studierne.

Men da Psycroptic og Gorguts dukkede op på årets plakat, kildede det lige min tech-death-fetish i så høj grad, at modstand nær blev umulig.

I denne omgang har Metal Royales bestyrelse haft en del rokader og udskiftninger. Det presserende spørgsmål var så, om den nye flok hoveder kunne sammensætte et ordentligt program, styre udenom de værste rookie-fejl og stable en fest på benene, der kunne tilfredsstille selv de mest kritiske festivalgængere.

Svaret er et stort, fedt, stemmelæbeflænsende HELL YEAH!!

 

rmf2016 gorguts2

 

I år synes festivalens vægtigste - og vigtigste - investering at have været den tourpakke, som ud over førnævnte bød på flere kognitive udfordringer i form af de atmosfæriske post-metallere Nero di Marte og rent teknisk vanvid fra de instrumentale Dysrhythmia. Det er en pakke, der har virket rigtig godt for RMF16, idet den på én gang har medvirket til at markere årets musikalske profil, men også brede sig så vidt som muligt rent genremæssigt indenfor sine egne rammer. Disse bands er blevet komplementeret af lige så høj kvalitet hos årets black-navne, hvor Marduk og især 1349 indenfor denne genre bød på intet mindre end triumfshows. I samme åndedrag skal dog også nævnes Serpents Lair, som af et black-outfit med relativt få år på bagen at være virker uhyggeligt professionelle. Og apropos upcoming navne fik Bæst leveret en debutkoncert, der muligvis kommer til at gå over i festivalens historie. Trods min mangeårigt-lykkelige forelskelse i ren hård rock og tung 70’er-heavy, på RMF16 repræsenteret ved hhv. Black Swamp Water og Stone Cadaver, skal der ikke lyde nogen onde ord om herfra om, at disse genrer ikke været festivalens hovedprioritering. Begge de nævnte bands gav glimrende koncerter. Og nu vi er ved de mindre navne, var der også en lidt grænseoverskridende - men holdbar - performance fra Danmarks tungeste band, Woebegone Obscured, samt et lige dele forstyrrende og fascinerende indblik i rendyrket mental lidelse fra en-mands-industrial/ambient-foretagendet Trepaneringsritualen.

Programmet i år har kort fortalt været pissestærkt. Af de gode, større, og interessante bookinger faldt kun Bölzer desværre lidt igennem, ligesom både Gorguts og publikum hertil virkede sælsomt stillestående. Til gengæld leverede Psycroptic årets moshbal med 50 minutters vidunderligt kontrolleret kaos, og Deströyer 666 gav årets koncert med det sandeste, sejeste, svedigste show, Voxhall vel nogensinde har haft æren af at lægge hus til.

 

rmf2016 Psycroptic3

 

Udover selve musikken har Metal Royale blandt billetkøbende deltagere afholdt omkostningsfri lodtrækninger om bl.a. to billetter til årets Wacken Open Air; samt vin- og whiskysmagning. Heraf måtte førstnævnte dog desværre aflyses grundet manglende opbakning hos metalfolket, men det udelukkende Islay-baserede program til sidstnævnte fik sendt overtegnedes mundvand på endnu mere overdrive end selve festivalplakaten, og det er af bitre personlige, professionelle og økonomiske årsager, jeg måtte udeblive (de personlige værende tømmermænd; resten vel egentlig indlysende). Derudover har festivalen haft en tilsyneladende ret lækker deal om tapas-tilbud hos nabocaféen Pica Pica samt naturligvis den i metalkredse efterhånden så navnkundige Rullende Pølsemand, hvis burgere til 40,- kr. er en noget nær rørende kærkommen festivalmadløsning, og hvis Royal Metal Dog med chili con carne, crème fraîche og jalapeños bare skal opleves! Og så var der da i øvrigt lige 100 gratis øl til de 100 første, der fik armbånd på. Heeeey.

Mine eneste kritikpunkter må være dels den korte tid mellem bands, - fem minutter er ikke meget tid at gå fra Atlas til Voxhall i, hvis man gerne vil absorbere det nyligt overværede show og evt. nyde tobak undervejs.
Dels ølpriserne. 25,- kr. for en dåsebajer vil aldrig kunne retfærdiggøres, og selvom baren også sælger højkvalitetsbryg på fad fra bl.a. det fremragende Brooklyn Brewery, rykker 50,- for så’n en satan altså også seriøse rødder op under budgettet, skal jeg hilse og sige på vegne af os festivalgæster, der er på SU. Luksusproblem? Muligvis, men overpriser er nu engang overpriser, og Voxhall er altså ikke en fancy hipstercafé i et gentrificeret latinerkvarter.

… Og derudover kunne der måske godt være tænkt i lidt mere rolige omgivelser til det “Monster Energy-område”, der grundet Metal Royales nye, sponsorerende legekammerat nu er navnet for bag-Voxhalls-bar, hvor selv alverdens sækkestole ikke ville kunne hjælpe nogen med at få noget tiltrængt lukøre, når der er hvad som helst på programmet, selv om området opslås som sådan. Jeg blev gode venner med åens gamle bådebro den lørdag.

 

rmf2016 pissvortex2

 

Men altså. Hvis man efter ovenstående stadig skulle være i tvivl om, hvorvidt Royal Metal Fest 2016 var den bedste af slagsen nogensinde, så lad hermed al denne tvivl forsvinde med samme hast som en Royal Export under fredagens første koncert. For det var det.

Et par kig ind bag kulisserne samt ordvekslinger med bagmændende fortalte mig, at årets brag - vel som så mange gange før - ikke kunne foregå uden stress, søvnunderskud og sindssyge arbejdstider hos bestyrelsen og de frivillige medvirkende. Men der har samtidig hersket en umiskendelig holdånd og overvældende positiv stemning med plads til masser af al den mængde humor, varme smil, krammere, high-fives og kærlighed, som der hersker så sælsomt meget af i dette udadtil så misforståede miljø. Jeg fucking elsker metal, men selvom jeg nogensinde skulle blive træt af musikken (Lemmy forbyde det!) vil jeg sandsynligvis stadig blive ved med at komme til fremragende arrangementer som dette, så længe stemningen og menneskene er så fantastiske, som det alt sammen har været i denne weekend i gode gamle Aarhus.

 

Oversigt over koncert anmeldelser fra Royal Metal Fest 2016:

Fredag:
17:00 Stone Cadaver (Atlas)
17:40 Caro (Voxhall)
18:25 Gespenst (Atlas)
20:00 Serpents Lair (Atlas)
22:10 Trepaneringsritualen (Atlas)
23:00 1349 (Voxhall)

Lørdag:
14:10 Bæst (Atlas)
15:20 Black Swamp Water (Atlas)
16:00 Piss Vortex (Voxhall)
17:25 Nero di Marte (Voxhall)
18:20 Woebegone Obscured (Atlas)
19:05 Psycroptic (Voxhall)
21:05 Marduk (Voxhall)
22:15 Crocell (Atlas)
23:05 Gorguts (Voxhall)

 

rmf2016 psycroptic

Tak til mbn-foto.dk for brug af billeder! Se alle billederne fra festivalen her!

Læs mere...

Crocell - Royal Metal Fest 2016

Jeg tror faktisk, at Crocell er det eneste navn på hele årets RMF, der spiller for et fuldtalligt Atlas. Og selvom de måske ikke er den mest originale booking for en aarhusiansk metalfestival, er opbakningen til at forstå.

Indrømmet: Jeg har ikke fulgt bandet videre nøje siden den fine debut “The God We Drowned”. Der skal trods alt også tjekkes op på f.eks. Scorpions-bagkataloger og så’n. Men selvom Crocell måske ikke er blevet dét nye Illdisposed, som debuten kunne foranledige én til at tro, ser de ud til at klare sig aldeles gevaldigt. Og selvom onde tunger har kaldt dem metervare og whatnot, er der alt muligt god grund til at være ganske apatisk ligeglad.

Crocell er Aarhus; Crocell er retfærdiggørelsen og inkarnationen af dennehér fantastiske, forkromede “fee’ hejn”-frase, der med god grund er blevet så udbredt indenfor dansk metal; og Crocell er blandt de reelt faktisk ganske få bands, der viser os, hvorfor og hvordan dét er gået til. Bag aftenens performance ser jeg en gruppe, der er lige så sammensvejset som genrens mest professionelle, og som på nærmest Motörhead’sk vis er fløjtende romersk-katolske med, at de hverken genopfinder sig selv eller noget som helst andet, så længe de bare trykker ærlig, retskaffen proletardødsmetal af for dernæst at drikke sig ildelugtende sammen med alle os andre på sådan en skøn lørdag aften, inden dagjobs’ene atter forpligter. Midt i alle de bøvede grooves og al den bøvede attitude er der minsæl noget reelt stilet over de hér gutter.

Og så skal ret fandme være ret: Forsanger Asbjørn Steffensen har udviklet sig til langt mere end bare en regulært optimal erstatning for Magnus Jørgensen. Manden er på én gang sej, jordbunden, nærværende og respektindgydende, og han synes i dén grad at have vundet publikums gunst. - Ligesom i øvrigt også økseslagter Rasmus Henriksen virker som en ualmindeligt indlysende og lige så velakklimatiseret erstatning for sin forgænger Ken Holst.

Et nyere nummer som “Temple of Grandeur” vækker overraskende stor resonans hos publikum og vidner om, at tiden måske snart kunne være moden til, at “Winter Is Coming” får følgeskab som fanfavorit af om ikke andet så lige så klassikerværdige skæringer. Hvis dettehér er metervare, så kan metervare åbenbart være lig med ethvert fags allerbedste håndværk. Jeg lover at kaste mig over jeres andre skiver, så snart jeg har fået helt styr på Scorpions' 70'er-udgivelser, drenge.

“Other bands play / Crocell drinks beer” lyder en halvgenial Manowar-parafrase fra et klistermærke spottet på Voxhalls toiletter. Og klart: Vi kan godt li' dåske metalbands med selvironien (jojo, og -iscenesættelsen) på rette sted. Men Crocell er sgu - omend bare lidt - mere end det.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Gespenst - Royal Metal Fest 2016

Nu havde mørket endeligt sænket sig over smilets by. Lokale Gespenst spillede deres første koncert sidste år, og nu var det blevet tid til der anden koncert. I forhold til, at det er bandets anden koncert, så virker denne koncert meget mere overbevisende end den første koncert jeg så med dem.

Forsanger Quentin Nicollet med tildækket ansigt formåede sammen med resten af bandet at skabe den rigtige stemning inde i salen til deres dystre og melankolske black metal.

Man bliver hurtigt grebet af stemningen og man kunne både se og høre på bandet, at når de spiller, så er de fuldstændig opslugt af lydbilledet. Lyden var heldigvis på bandets side i aften, så ingenting kunne ødelægge oplevelsen.

En ting som er ret imponerende, er at se hvordan bandet formår at skifte tempo og passager så nemt, at de får det til virke som en simpel opgave. Lydbilledet er ondt og dystert, men når man står og hører deres musik, så er der mange gode og storslåede melodier at finde i deres mørke og dystre univers.

Gespenst leverede en god koncert på Atlas, og jeg forlod salen tilfreds. Det kan kun godt blive godt herfra!

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Gorguts - Royal Metal Fest 2016

Gorguts på Copenhell i 2014 var noget af en overraskelse. Jeg havde hørt om bandet, men aldrig nogensinde sat mig ned og lyttet til deres musik.

Efter deres koncert på Copenhell var jeg fuldstændig blæst bagover og gjort til en stor fan af bandet. Og nu stod de til at headline dette års RMF? Jeg kunne ikke være mere glad.
Bandet gik på og begyndte at spille Le Toit Du Monde fra deres forrige udspil Colored Sands. Lyden var til stede, og det hele fungerede bare perfekt. Efter et par numre gik bandet så i gang med at spille hele deres nye EP Pleiades' Dust, som er et nummer på 30 minutter. Efter fem til otte minutter inde i nummeret følte jeg at de mistede flowet utrolig meget.
Det hele fungerede så godt, og at spille hele deres nye EP var nok ikke lige den allerbedste idé.
Efter de havde spillet nummeret færdigt, så fik vi de to klassikere From Wisdom To Hate og den evigt dissonante, fede Obscura.

Gorguts takkede af for i aften og flere gik fra salen meget tilfredse.
Jeg var også meget tilfreds, men alligevel synes jeg det trak en lidt ned i oplevelsen, at de spillede hele den nye. Jeg synes det ville have været en bedre idé at bruge noget tid på at spille flere numre fra albums såsom Considered Dead og Obscura.
På trods af det, synes jeg alligevel at Gorguts leverede en fin koncert.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

1349 - Royal Metal Fest 2016

Da Royal Metal Fest annoncerede at de norske veteraner i 1349 var black metal folket i Danmark ekstatiske.
Jeg har tidligere set ti minutter af deres koncert på Roskilde Festival, så nu var det endelig blevet tid til at se en fuld koncert med bandet.

Bandet gik på scenen indsmurt i corpsepaint og et rødt scenelys.
’I Am Abomination’ satte gang i festen, djævlehorn blev smidt i vejret og håret blev svunget hårdt rundt over det hele. Lige efter det første nummer fik vi med stor glæde, min personlige favorit ’Sculptor Of Flesh’.
Lyden var god inde i salen og bandet var tændte, specielt trommeslager Frost. Han gav de tønder så mange tæsk, at man skulle tro de havde fornærmet hans nærmeste familie og var klar på hævn.
Det hele virkede godt, men alligevel virkede det til at koncerten mistede lidt af sit flow. Jeg synes det begyndte at blive en anelse kedeligt, og det virkede lidt svært at komme på rette spor igen. Det blev heldigvis reddet i et kort øjeblik, da bandet spillede det formidable nummer ’Slaves’.

1349 leverede en ganske fin koncert, men alligevel var det heller ikke særlig meget mere end det.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Bæst - Royal Metal Fest 2016

Lokale Bæst havde den utrolige nervøse opgave at vække liv i det tømmermandsramte publikum.

Bæst har eksisteret siden oktober sidste år, og genren vi snakker om er dødsmetal af den gamle skole, med inspirationskilder som Entombed og Bloodbath. Man kunne ikke bede om et bedre sted at spille sin debut koncert end til årets festival.

Bandet gik på scenen, og de leverede et ordenligt los i løgene. Lyden var god, og bandet var utrolige glade for at spille der. Jeg har set mange koncerter i løbet af min tid som metal fan, men alligevel er det en af de stærkeste debut koncert jeg har set. Det var ikke til at mærke at de kun havde spillet sammen siden oktober måned sidste år, de spillede som havde de spillet sammen i flere år

Bæst er i hvert fald et band jeg kommer til at holde øje med i fremtiden, og det synes jeg også alle jer som læser dette burde gøre!

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Piss Vortex - Royal Metal Fest 2016

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er utrolig glad for den smadrede grindcore maskine fra København, også kendt som Piss Vortex.

Jeg har skamlyttet deres debut plade, som udkom i 2014, og deres seneste EP 'Future Cancer' har været igennem den samme tur.

Bandet gik på scenen, og allerede fra starten var standarden sat meget højt. Bandet løb frem og tilbage, og gav den så meget gas at det næsten var svært at tro. Forsanger Simon Stenbæk skreg sin hals til blods for at bringe endnu mere ekstremitet til musikken, der allerede var ekstrem nok i sig selv.

Der var også plads til humor da bandet efter par numre sagde, at de havde omkring 20-30 numre tilbage og så var de desværre nødt til at smutte.

Højdepunktet for undertegnet var i nummeret ’Inoperable’ fra deres første skive, som bare er så evigt fedt og det lyder super fedt på pladen, men lyder bare endnu bedre live.

Bandet fik også hevet Thomas Fischer fra bandet Defilementory med op på scenen til at synge med på det super fede nummer ’Liars’.

Bandet sluttede 30 minutters psykose af med sidste sang fra den nye plade ’Patterns Of Repetition’.

Piss Vortex var højdepunktet for mit vedkommende på hele festivallen. Fantastisk koncert!

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...

Marduk - Royal Metal Fest 2016

Det bedste live band indenfor Black Metal er uden tvivl Marduk!

Jeg har set dem tre gange nu, og de har ikke skuffet en eneste gang. Så det var spændende at se om de kunne levere varen endnu engang.

Bandet gik på scenen et par minutter for sent, men da de endelig kom ud på scenen havde det deres faste greb rundt om halsen på Voxhall.

Med sange som Frontschwein, Slay The Nazarene og Burn My Coffin, der altid fungerer live og gjorde det igen denne aften. Men alligevel følte jeg cirka halvvejs inde i sættet at det begyndte at blive en anelse kedeligt og meget ensformigt. Det skal ikke misforstås som om at jeg ikke synes, at de gør det godt, fordi det ved jeg at de godt kan.

Desværre gik jeg fra salen en anelse skuffet over at det ikke helt levede op til mine forventninger, på trods af at jeg inderst inde godt ved, at Marduk kan gøre det meget bedre end var tilfældet denne aften, og det har jeg også set dem gøre tre gange før, så jeg håber det bliver bedre næste gang.

 

Tak til Michael B Nielsen/mbn-foto.dk for de fantastiske billeder!

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed