fbpx

Slayer, Lamb Of God, Anthrax - Royal Arena, 03.12.18

Giganterne takker af. Det er sidste runde. Sidste dans. Sidste chance. Om Slayer behøves der ikke sige mange ord, for hvad er ikke allerede blevet sagt og hvem i vores metalfællesskab skulle ikke kende dem i forvejen? Dette er sidste runde, og alle ved det. Lad os sende dem afsted med manér.

Anthrax:
Jeg når ikke at høre Obituary (”forbandet” være de store koncerters starttidspunkter), så det første band i aften bliver for mit vedkommende Slayers åndelige lillebror, Anthrax. Det er på flere måder passende med lige præcis disse herrer som opvarmning, for både musikken har flest fællestræk og så har Anthrax altid været den mindste af de fire store – selvfølgelig skal de have lov at lægge Slayer i graven imens de selv holder ud endnu en dag. Og det er til tonerne af Panteras ”Cowboys From Hell” at de gæve gamlinge går på scenen, hvorefter det støder direkte over i ”Caught In A Mosh”. En glimrende start.

Retrospektivt er der syv sange til rådighed og der spildes derfor ingen tid. Det herlige ved Anthrax er først og fremmest, at man altid er garanteret et godt show som minimum: alle som én i gruppen er showmen, guitaristerne/bassisten smiler, headbanger og er i noget nær konstant bevægelse, trommeslageren fyrer skiftevis evner og lir af i én ruf – og så er der den altid drevne og selvsikre frontmand Joey Belladonna, der mærkbart er til stede og jævnligt kommunikerer op/eller opildner publikum, og det uden det på noget tidspunkt bliver for meget eller bare påtaget. Lysshowet er dertil godt og ligeså solidt som bandet selv, men lyden er til gengæld et stykke fra optimal (selv med ørepropper buldrer og runger det en hel del). Dét kombineret med et publikum der trods et rimeligt engagement ikke som sådan er her for at se Anthrax, hvilket kan mærkes i feedbacken (eller manglen på samme), så holder det sig hele de små 35 minutter solidt på den gode banehalvdel.

Der er en overvægt af materiale fra ”Among The Living”, men også et cover af Joe Jackson’s ”Got The Time” og et par nyere skæringer får plads hvor især ”Fight 'Em 'Til You Can't” – det er fandme et fedt nummer! Og ligesom ”Cowboys From Hell” introen lurede inden første sang, således afsluttes sidste sang med outroen fra samme sang, hvilket kun føles en smule ironisk når det er ”Indians” der lukker og slukker. Stadig, det er solid opvarmning. 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Caught In A Mosh
2) – Got The Time (Joe Jackson cover)
3) – Efilnikufesin (N.F.L.)
4) – Be All, End All
5) – Fight 'Em 'Til You Can't
6) – Antisocial (Trust cover)
7) – Indians
Kilde: www.setlist.fm

Lamb Of God:
Så jeg har lige fundet ud af at Chris Adler ikke er med… Men det her er stadig hovednavnet for mit vedkommende. Til et kæmpe backdrop med både banner, flag, et trommepodie og indbyggede trapper på scenen starter det overbevisende ud med først ”Omerta” og derefter en hellig treenighed i form af ”Ruin”, ”Walk With Me In Hell” og ”Now You’ve Got Something To Die For”. JA TAK! Det er simpelthen for lang tid siden de her herrer har været forbi, og det kan mærkes begge veje. Allerede i ”Walk…” er der både pit og en hel del bouncing, og Lamb of God selv er som vanligt tight og rigeligt aktive, men det er nu engang Randy der stjæler showet som han hopper rundt, svinger sine dreadlocks eller opildner de forsamlede. Sindssyge stodder.

Lyden er ond, helt decideret ond, og så er den tung og møgskarp. Det er som det skal lyde, halv voldtægt af øregangene og halv ubeskrivelig skønhed. Lydbilledet kunne godt fremstå klarere og mere tydeligt, men det kan nemt overhøres: man behøver blot at tage et kig mod Randy, så er dét glemt. Eller man kan fokusere på lyset, for det er til ren topkarakter, dynamisk og detaljerigt som det svinger ubesværet mellem stemninger.

Selvom Lamb of God er yngre end både Obituary og Anthrax får de den længste spilletid af de tre. Ni sange er der tid til og kun to af disse er af nyere karakter (specifikt ”512” og ”Engage The Fear Machine”, begge fra 2015’s ”Sturm Und Drang”). Vi ledes derfor med sikker hånd igennem et velkendt bagkatalog der ikke er ét sekund for langt. De næsten gådehudsfremkaldende ”HELL NO!”-tilbagekald i ”Blacken The Cursed Sun”, det imponerende tekniske arbejde i grooveren ”Laid To Rest” og endelig folkefest med circlepit og fællessang under ”Redneck” (for det her er en motherfucking invitation, glem aldrig det) konstituerer den sidste tredjedel af koncerten. Inden vi siger farvel bliver det også annonceret, at bandet svinger forbi Copenhell til sommer. Så kan der vist ikke findes en bedre måde at kigge frem mod Slayer på. Godt nok var der ingen ”Black Label”, der ellers en gammel tradition efterhånden, men mon ikke den er at finde til sommerens sætliste? Man kan håbe på det. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Omerta
2) – Ruin
3) – Walk With Me In Hell
4) – Now You’ve Got Something To Die For
5) – 512
6) – Engage The Fear Machine
7) – Blacken The Cursed Sun
8) – Laid To Rest
9) – Redneck
Kilde: www.setlist.fm

Slayer:
Gary Holt er ikke med os i aften, da han er taget hjem for at pleje sin døende far: det kan man jo svært holde imod ham, så i stedet får vi nu tidligere guitarist i Machine Head, Phil Demmel, til at overtage. Ikke at det gør den store forskel. Alt er nøje tilrettelagt uanset udskiftningen.

Til tordnende trommer, rødt lys, røg, omvendte kors, ild, pentagrammer og et dejlig brutalt banner falder tæppet og Slayer er i huset, først med ”Repentless” men ellers med skæringer fra samtlige albums udover ”Undisputed Attitude” og ”Diabolus in Musica” (også respektivt bedre kendt som coveralbummet og ”det ene dårlige Slayer-album”) og ellers med en klar overvægt af sange fra før 2000. Der er nok ikke nogen fans der er gået skuffede hjem på den konto og fællessangen (så meget der nu er muligt) begynder da også allerede i ”Disciple” med den folkekære lyrik ”GOD HATES US ALL!”, her også med omvendte kors. Af ild. Naturligvis.

Helt generelt skal ild vise sig at spille en central rolle. Fra røgen og den repeterende blodrøde belysning til selve flammerne. Det visuelle aspekt er fantastisk fra start til slut og i sig selv værd at kigge på. Lydmæssigt står det også godt til, selvom den knivskarpe kant fra Lamb of God nu er væk så bl.a. trommerne lyder lidt gungrende i det. Men så igen, Slayer selv er også noget gungrende i det. Det er mandag og de kan derfor læne sig tilbage og køre den hjem på rutinen, hvilket da også er præcist hvad der sker. Araya presser på ingen måde hverken sin stemme eller sin fysik og selvom både guitar- og trommespillet er som det skal være er det kun det, som det skal være. Publikum derimod er et af de mest taknemmelige i mands minde. Der er konstante tilråb, klapsalver og jubelbrøl og selvom der aldrig opstår en kontinuerlig pit er stemningen elektrisk: jeg spotter fremmede skåle sammen for en kort stund at finde fællesskab, og det er sgu skønt at se. Så, (delvist) hul i at Slayer ikke selv er helt det samme sted, for de forsamlede nyder det i fulde drag uagtet.

Slayer har forberedt sig grundigt på forhånd og koncerten skal vise sig at være inddelt i visuelle akter. Ved ”War Ensemble” kommer et nyt banner frem på scenen og der skiftes til et grønt/gult farvetema. Stadig med ild, altid mere ild. De siger dog ikke meget selv: først efter tre kvarter bliver der hilst på publikum og en enkelt sang introduceres ved ordene ”payback’s a bitch” og med formaninger om, at sangen handler om karma. Her skiftes der også farvetema igen, denne gang til blå/hvid og ved ”Seasons In The Abyss” kommer et nyt banner til syne samt mere fællessang. Overordnet rykker vi os aldrig, men det skal forstås på både godt og ondt: intensiteten og publikums engagement er noget nær det samme igennem de 19 sange, og det er højt, men omvendt er der heller ikke nogle steder hvor det virkelig klikker undtagen mod slutningen.

Men man keder sig ikke, tag ikke fejl. Og selvom Slayer kører den på rutinen er der i det mindste én mand der virker til at have sit livs højdepunkt, nemlig Phil Demmel. Han er ét stort smil hele vejen igennem og kan heller ikke lade være med at synge/råbe teksterne for sig selv. Det er en sjov kontrast til de andre tre herrer der ser ud til at have det middelmådigt fra start til slut. Men der er til gengæld intet middelmådigt ved de tre sidste sange, for her kommer ”Raining Blood”, ”Chemical Warfare” og ”Angel Of Death” samt det blodrøve farvetema fra første akt – og ild, ild og mere ild. Mellem de mange glædesudbrud går der et lille gys igennem mig: det her er sidste gang. Og så tager publikum da også (endelig) affære fra den hidtil stillestående reception: nu begynder en pit oppe foran. Det ender derfor med et højdepunkt, i høj grad båret af publikum, selvom det at se Tom Araya stå og kigge lydløst udover os efter ”Angel of Death” i flere minutter, der her føles markant længere, også er... ja til at tage og føle på. Som om han selv har svært ved at begribe at det nu er slut. Og således er det. Tak for det hele, Slayer, I både startede og sluttede mere end værdigt.

Sætliste:
1) – Repentless
2) – Blood Red
3) – Disciple
4) – Mandatory Suicide
5) – Hate Worldwide
6) – War Ensemble
7) – Jihad
8) – When The Stillness Comes
9) – Postmortem
10) – Black Magic
11) – Payback
12) – Seasons In The Abyss
13) – Dittohead
14) – Dead Skin Mask
15) – Hell Awaits
Encore:
16) – South Of Heaven
17) – Raining Blood
18) – Chemical Warfare
19) – Angel Of Death
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Anthrax - For All Kings

Der er gang i thrashmetallens gudfædre for tiden. Siden Slayer udgav deres seneste album, har Megadeth også smidt et nyt album i æteren, og nu melder Anthrax sig også i koret af gamle thrashikoner, der stadig vil vise flaget – og sørme om ikke Metallica barsler med nyt album også?

Men lad os blive med Anthrax; de har netop udgivet deres ellevte studiealbum, og det er det første med guitaristen Jon Donais, der har erstattet Volbeat-guitaristen Rob Caggiano. Men det er nu ikke fordi de to guitarister adskiller sig markant fra hinanden; det er stadig Scott Ian, der bærer det væsentligste guitararbejde – han er for så vidt også det eneste oprindelige medlem, der er tilbage i bandet, men det er en helt anden historie. Tilbage til deres nye album … eller det vil sige, jeg vil lige runde forgængeren, Worship Music, inden. For For All Kings kan godt betragtes som en direkte fortsættelse af Worship Music, dog med lidt mere kant og kvalitet. For hvor Worship Music langt fra var et kongealbum, er præstationen en anelse bedre på nærværende skive.

Ganske vist er der ikke nogle numre, der for alvor sætter sig fast og lader sig afspille spontant for det indre øre. Bevares; der er gode numre – hør for eksempel bare ”Evil Twin” og ”Suzerain”, hvor særligt sidstnævnte er ond og aggressiv. Men der er også en del ligegyldige numre, som eksempelvis ”Breathing Lightning” og den efterfølgende, instrumentale (og heldigvis korte) ”Breathing Out”, der begge primært er et udstyrstykke i pompøst og ligegyldigt metal.

Men For All Kings er, for det meste, et stykke gedigent håndværk, hvor numrene veksler mellem tung, tung metal og fræsende hurtig thrash – og den balancegang mestrer Anthrax udmærket på dette album. Men som sagt er der ikke nogen af skæringerne, der for alvor sætter sig fast – selv efter at have hørt pladen adskillige gange, går jeg ikke og nynner strofer eller passager derfra. Dertil er det altså for ligegyldigt.

Men ret skal være ret; håndværket er i orden: Anthrax kan deres kram – de håndterer deres respektive instrumenter til UG og samspillet er i top. Og vi kan jo ikke forlange, de skal levere en Spreading the Disease eller Among the Living hver gang. Mindre kan også gøre det. Og mindre gør det i dette tilfælde.

Jeg tror blot jeg vil glædes over, Anthrax stadig er i gang, stadig laver ny musik og ikke mindst at de stadig har travlt på landevejene. Det kunne nogle andre fra The Big Four lære noget af ...

Trackliste:
1. Impaled
2. You Gotta Believe
3. Monster at the End
4. For All Kings
5. Breathing Lightning
6. Breathing Out
7. Suzerain
8. Evil Twin
9. Blood Eagle Wings
10. Defend/Avenge
11. All of Them Thieves
12. This Battle Chose Us!
13. Zero Tolerance

Total spilletid: 59:34

 

Læs mere...

Anthrax, Copenhell 2014

Gode gamle Anthrax, så mødes vi igen. Hvad gør I egentlig på festivalen igen så tidligt?
Der er ikke blevet udgivet et nyt album og det er kun 2 år siden at de var her sidst. Samtidigt er sætlisten nærmest identisk. Det samme er koncerten. Det skal ikke udelukkende forstås negativt, for Anthrax er om alt andet et superb rutineret band der altid minimum leverer et solidt show.

Det gør sig også gældende denne gang, hvor bandet er velspillende, forsangeren er energisk og sjov, og publikum tager godt imod. Der bliver dog ikke givet det store tilbage, men det er som sådan heller ikke nødvendigt. Det hele bliver dog lige rutineret nok til virkelig at rive mig rundt i manegen. Det er cool at bandet ikke "forfalder" til at bruge gimmicks, men samtidigt kunne jeg godt ønske mig noget mere. Lyden er okay, men desværre også ganske mudret og med nogle ret flade trommer. Det bliver aldrig helt godt.

Det bedste indslag er, ironisk nok, et cover af AC/DC's "T.N.T.", men når knap 1/3 af sætlisten består af coversange, så trækker det altså ned i min bog. Når det så samtidigt er næsten akkurat de samme sange som til koncerten for 2 år siden, så føles Anthrax som en fuldstædig ligegyldig booking. Det var dog stadig et solidt show, som desværre blev hæmmet af en noget dårlig lyd. 
3½/6 stjerner.

Sætliste
:
1) - Caught In A Mosh
2) - Madhouse
3) - Indians
4) - Got The Time (Joe Jackson cover)
5) - In The End
6) - Fight 'Em 'Til You Can't
7) - T.N.T. (AC/DC cover)
8) - Deathrider
9) - I Am The Law
10) - Antisocial (Trust cover)
Kilde: www.setlist.fm

 

Find flere koncertanmeldelser fra Copenhell 2014 på vores oversigtsside her.

 

  • Iron Maiden_8
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • The Psyke Project_11
  • Forfatter: Henrik Moberg Jeesen
  • Arch Enemy_2
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder fra Copenhell her!

Læs mere...

Copenhell - Det komplette program er klar

Copenhell, som finder sted 11. til 13. juni, har nu offentliggjort det fulde program til sommerens rock og metal fest på Refshaleøen i København, det gør det ved at tilføje i alt 18 nye navne, her i blandt finder man spændende internationale navne som Twisted Sister, Black Label Society, Behemoth, Toxic Holocaust, Trap Them og Taake, samt spændende danske navne som Helhorse, The Psyke Project, Dawn of Demise og Black Book Lodge. Du kan finde den komplette line-up nedenfor.

 

Copenhell skriver følgende:

“Tre dage og 41 metalbands. COPENHELL er på kun fem år blevet Europas hårdeste byfestival

Massive metalnavne, en festivalplads, der ligner dommedag og et publikum så dedikeret, at selv djævlen ville være stolt.

COPENHELL har på kort tid cementeret sig som en af Europas mest unikke musikfestivaler, og det har givet genlyd internationalt. Fra 11.-13. juni vil rock- og metalfans fra hele verden feste igennem i nordens helvede, der i år er større end nogensinde før.

COPENHELL præsenterer i 2014 over 40 bands fra genrens øverste hylder, der dækker alt fra oldschool heavy metal til moderne metalcore over death, glam, stoner, punk, thrash, doom og black metal. Kort sagt: det største, der er sket for metal på dansk jord nogensinde! COPENHELL kan nu i den grad måle sig med Europas andre store metalfestivaler.

Med tilføjelsen af endnu 18 bands – heriblandt TWISTED SISTER (US), BLACK LABEL SOCIETY (US) og BEHEMOTH (PL) – er programmet nu fuldendt. Disse metalkonger slutter sig til den imponerende liste af bands, der inkluderer headlinerne IRON MAIDEN, MEGADETH, WITHIN TEMPTATION og ANTHRAX. (Se den komplette liste af bands nederst).

Twisted Sister er et scoop på COPENHELL 2014. Ikke bare er koncerter med chok-rockerne en sjældenhed. Deres optræden på Europas største metal-byfestival falder sammen med 30 års jubilæet for deres mesterværk fra 1984, ”Stay Hungry”, som rummer klassiske skæringer som ”We’re Not Gonna Take It” og ”I Wanna Rock”.
Samtidig bliver der fyret ekstra op for teknisk lir, når Black label Society rammer Refshaleøen med den legendariske ex-Ozzy Osbourne-guitarist Zakk Wylde i front.

Men COPENHELL er ikke kun en tornado af kvalitets-metal. Festivalpladsen bugner med onde, specialdesignet hangouts, opsigtvækkende installationer og vilde shows på pladsen – alt sammen centreret om at give publikum en helhedsoplevelse, der matcher metalgenrens udfordrende univers og oprørske udtryk.
På COPENHELL kan man derfor tæske biler og musikanlæg i Smadreland, fyrer den af til live metal karaoke, feste igennem i Biergarten, få svitset pandehåret af Danmarks største ildkanoner, se København gå op i flammer, overvære blodige ridderslagsmål eller slappe af med fødderne i et blodbad, mens du nyder 10 wrestlere splitte hinanden ad og meget, meget mere.

Alt sammen er med til at skabe den helt unikke COPENHELL-atmosfære, der hviler tungt på et fundament af gensidig respekt, fællesskab og ubetinget kærlighed til metal-genren.
COPENHELL er enestående som metalfestival, fordi den ligger midt i en storby. De tre dage festivalen varer, er København bogstaveligt talt helvedes epicenter, hvor headbangere fra alle samfundslag samles for at håne dagligdagen med fuld knald på alle forbudte parametre. Sammenholdet blandt metalfans er kendt for at være ”second to none” på tværs af alle sociale og kulturelle skel, og er noget, der skal opleves med egne øjne og ører på Refshaleøen til sommer.

COPENHELL omtales i folkemunde som Nordens vildeste fest, og på COPENHELL gør man alt for, at den titel også i 2014 forbliver i sikre, danske hænder.”

 

COPENHELL finder sted 11.-13. juni, 2014 på Refshaleøen i København og billetter købes på www.billetnet.dk.

 

Det komplette program er:

IRON MAIDEN (UK), TWISTED SISTER (US), MEGADETH (US), ANTHRAX (US), WITHIN TEMPTATION (NL), BAD RELIGION (US), CLUTCH (US), SEPULTURA (BR), BLACK LABEL SOCIETY (US), MONSTER MAGNET (US), GRAVEYARD (S), BEHEMOTH (PL), WATAIN (S), ARCH ENEMY (S), SUICIDE SILENCE (US), FINNTROLL (SF), TRIPTYKON (US), KILL DEVIL HILL (US), AVATARIUM (S), MY DYING BRIDE (UK), OF MICE AND MEN (US), AVATARIUM (S), LYNCH MOB (US), TRAP THEM (US), TAAKE (N), TOXIC HOLOCAUST (US), AMENRA (BE), THE PSYKE PROJECT (DK), EVRA (DK), HELHORSE (DK), DAWN OF DEMISE (DK), BLACK BOOK LODGE (DK), TYR (FO), OBITUARY (US), THY ART IS MURDER (US), MERCENARY (DK), GORGUTS (US), THE HELL (UK), BLOOD EAGLE (DK), IAMFIRE (DK/S), HEIDRA (DK)

 

COPENHELL 2014

 

 

Skal du med til Copenhell og hvad glæder du dig så mest til på årets program? Skriv en kommentar nedenfor og lad os høre din mening!

Læs mere...

Copenhell har offentliggjort 6 nye bands, inkl. Anthrax, Monster Magnet og Bad Religion

  • Udgivet i Nyheder

Copenhell forsætter med at tilføje kvalitets musik til sommerens program, denne gang er der bl.a. blevet plads til thrash veteraner, punk legender og stoner rock.

De 6 nye bands på programmer er ikke mindre end Anthrax, Sepultura, Monster Magnet, Bad Religion, Clutch og danske Redwood Hill.

 

Festivalen skriver: 

”Yderligere seks massive navne tilføjes programmet til Nordens vildeste festival

Med offentliggørelsen af endnu en samling stærke navne understreger COPENHELL, at det kommende femårs-jubilæum som Nordens vildeste festival tages gravalvorligt.

COPENHELL er derfor stolte af at kunne præsentere følgende bands på årets festival:

ANTHRAX, SEPULTURA, MONSTER MAGNET, BAD RELIGION, CLUTCH og REDWOOD HILL

De seks nye navne tilslutter sig listen af berygtet kvalitetsmetal, som publikum kan opleve på COPENHELL 2014. Mange flere navne vil blive afsløret de kommende måneder, og dermed gøre årets COPENHELL-brag til det absolut
største i festivalens historie.

Men COPENHELL er ikke kun en kaskade af kvalitets-metal. Specialdesignet hangouts, vilde sideshows, live metal karaoke, smadreland, ild, Europas mest hardcore Biergarten-fester og meget, meget mere gør hvert år COPENHELL til en inspirerende helhedsoplevelse for dedikerede headbangere og rockfans fra ind- og udland. I år bliver ingen undtagelse.

Billetter er i salg nu, og der er stadig mulighed for at sikre sig adgang til camping-området med opslået COPENHELL-telt.

De tre dages metalfest finder sted på Refshaleøen i København 11-13 juni, 2014.

Anthrax
Som en af The Big Four er der ingen tvivl om, at amerikanske Anthrax har orden i meritterne. Efter et koldblodigt leveret thrash-brag på COPENHELL i 2012, er der ingen tvivl om, at groove-pusherne vil rive festivalpladsen fra hinanden på ny med deres melodiske og no-nonsens metalskæringer. Udødelige album-klassikere som ”Among the Living” og ”Persistence of Time” har leveret thrash-hits på stribe, og de får selskab af nye magtdemonstrationer fra bandets seneste skive med den, for COPENHELL, passende titel ”Worship Music”. Tilbage i front for New Yorker-kvintetten er forsanger Joey Belladonna, og sammen med den legendariske riff-minister Scott Ian og bundsolide Frank Bello på bas, vil der være garanti for absolut mosh-venlige metallussinger.

Sepultura
Gør plads til dødsthrasherne fra Sydamerikas underverden. I 30 år har Sepultura shredded sig gennem karrieremæssige op- og nedture, og i processen skrevet nogle af de mest banebrydende album i metal-genren. Tre årtier senere er Brasiliens uregerlige rødder tilbage med endnu mere brutalitet og fart. Bandets nyeste og komplet hæmningsløse album, ”The Mediator Between Head and Hands Must Be the Heart” lukkede effektivt munden på kritikerne med en blanding af barbarisk dødsmetal, brasser-groove og halsbrækkende thrash. Pladen fik topanmeldelser, og cementerede en gang for alle, at Sepultura i den grad er et band, som man ikke kommer uden om. Gør dig klar til en rasende tour de force gennem Sepulturas hårdeste og mest hæderkronede metalspark til fjæset.

Monster Magnet
”We’re Stoned, What Are You Gonna Do About it?”. Sådan lyder titlen på en af Monster Magnets første demobånd i slutfirserne. Sætningen passer stadig perfekt til bandets fuck you-profil. Monster Magnet er en af de tungeste drenge i stoner rock-genren, og det er ikke uden grund. Med umiskendelig cockrock coolness, der udtryksmæssigt svinger lige fra braget af en rørbombe i en trappeopgang til psykedelisk syretur i det indre, er Monster Magnet en oplevelse af ægte rock n’ roll-kaliber. Dave Wyndorfs vokal er af en kvalitet, så selv mørkets fyrste er misundelig, og sangskrivningen af en klasse, der får dødsenglen til at tage guitartimer. Monster Magnet har startet motorerne, og leverer soundtracket. Det eneste du skal finde ud af er, hvor rejsen skal gå hen?

Clutch
De amerikanske sejtrækkere har gennem årevis med konstant turnévirksomhed tiltrukket sig fortjent opmærksomhed. Med en potent blanding af sydstatsrock med stoner-influenser og rigelige mængder tekster om texas, trucks og bajere, har Clutch efterhånden opnået en næsten kult-agtig status i metalmiljøet. Med stort skæg og en forkærlighed for overalls og massive kubik har bandet indtil videre groovet sig gennem 10 album siden begyndelsen i 1990. Men med Clutchs seneste udgivelse, ”Earth Rocker” har den funky tilgang, som drengene ellers har eksekveret deres skæve beats til, veget pladsen for et mere straight up og hurtigere rock-udtryk. Et skridt i den rigtige retning, hvis man skal tro anmelderparnassets samlede dom, og det er også svært ikke at overgive sig til den charmerende attitude, når de her bonderøve fra helvede fyrer op for festen.

Bad Religion
Med deres ultra-melodiske punk rock har Bad religion gennem 35 år indtaget pladsen som genrens absolutte fyrtårn. Og de har ikke sat farten ned – tværtimod. Albummet ”True North” (2013) understregede med al tydelighed, at alle bandets kendetegn er intakte – den massive brug af kor, de hurtige og melodiøse kompositioner og ikke mindst forsanger Greg Graffins raffinerede og samfundskritiske tekster. Med ikke mindre end 16 album til at bakke sig op, har Bad Religion gennem årene opbygget en die hard fanbase, der stadig formår at vokse støt for hver plade de californiske punk rockere tæsker sammen. Med et gennemsnit på ca. 2 minutter og 30 sekunder pr. sang, er der lagt op til et maraton pogo-kaos foran scenen, når en bølge af klassiske punk-anthems vælter COPENHELL.

Redwood Hill
Danske Redwood Hill har gennem længere tid imponeret metalfans med deres voldsomme post-black metal. Bandet blev da også den første vinder af Politikens nyindstiftede Metal heart-pris, som i starten af året blev uddelt til upcoming-arrangementet When Copenhell Freezes Over. Redwood Hills tonstunge og rasende metal fremkaldte respekt blandt både fans og branche, og det landede bandet en plads på dette års COPENHELL. Missede du Redwood Hill, da de spillede på festivalen i 2012, har du nu muligheden for at opleve dem vælte Pandemonium-scenen. Denne gang ikke som underdogs, men som et af Danmarks absolut mest hypede upcoming metalnavne.”

Læs mere...

Anthrax, Fozzy

Jeg var godt nok til stede, da Anthrax spillede på Copenhell i 2012, men jeg befandt mig helt nede bagerst på pladsen og var, på det tidspunkt, i en temmeligt beruset tilstand. Koncerten dengang fik desværre slet ikke den opmærksomhed, som den fortjente, så jeg har længe set frem til at få endnu en chance for at opleve legenderne på klods hold. Den chance dukkede så op i søndags, og jeg var i selvfølgelig på plads, topmotiveret, 100% fokuseret, og klar til at lufte hornene, da de sammen med Fozzy besøgte Voxhall i Aarhus.

Fozzy

Jeg havde ikke hørt et eneste sekund med Fozzy, inden de gik på scenen, så jeg var sgu ret nysgerrig for at høre hvad de kunne levere. Min nysgerrighed blev da rimeligt hurtigt stillet, for de var ærligt talt ikke særligt interessante. Rent musikalsk rykkede det meget lidt i min bandit, og bedømt ud fra mine medpublikummers reaktion, så var de i nogenlunde samme båd. Fozzy spillede rent faktisk en ganske holdbar koncert, og frontmand Chris Jericho (som i øvrigt også er professionel wrestler!) kæmpede en brav kamp for at få folk i stemning. Det lykkedes da også at få respons fra en lille del af publikum, men det er nu engang svært at få gang i folk, når materialet ikke har den store kvalitet. Deres version af heavy metal låner fra rigtig mange forskellige steder, så jeg synes det bliver en smule stilforvirret. Der er inspiration fra blandt andet Black Label Society, highway hard rock, det lidt hårdere og hurtigere, Iron Maiden og Bon Jovi. Det giver ganske vist stor afveksling i numrene, men i mine øjne bidrager det mest til at gøre det til en lidt rodet oplevelse. Måske ville jeg have nydt det mere, hvis jeg kendte dem i forvejen. Og måske er det også bare en utaknemmelig opgave at skulle varme op for Anthrax. Det virkede i hvert fald, som om de fleste bare stod og ventede på hovednavnet. En godkendt indsats på scenen, men hele oplevelsen var ikke særligt imponerende. 2,5/6

Anthrax

Heldigvis blev al grund til forvirring hurtigt glemt, da hovednavnet gik på scenen! Voxhall var på det tidspunkt tæt pakket med et tændt publikum, og efter introen "Worship" fra det nyeste album "Worship Music", indtog Anthrax scenen i overlegen stil. De lagde stærkt ud med "Among the Living" og "Caught in a Mosh", og hvis man på det tidspunkt ikke var kørt i stemning, vil jeg vove den påstand, at det var ens egen skyld. Forsanger Joey Belladonna rockede konstant rundt på scenen med sit halve mikrofonstativ og sørgede for at holde publikum involveret under hele koncerten. Jeg er stor fan af bands, der husker at bruge publikum, og jeg synes at Anthrax var glimrende til hele tiden at have kontakt til de fremmødte. Der var i forvejen godt varmt indenfor, og det blev bestemt ikke køligere imens de spillede, derfor må jeg tage hatten af for de få, der skabte den lille moshpit inde foran scenen.

Bortset fra et lille mishap ved starten på "Caught in a Mosh" spillede de sikkert og med fed energi hele vejen. Jeg synes også, at lyden blev en smule højere end den plejer på Voxhall, men jeg synes ikke at det var for højt, og lyden kunne sagtens bære det. Anthrax havde sammensat et stærkt set, der gav os lidt af det hele. Der var masser af klassikere, et par af de nye numre fra "Worship Music" og så havde de, til min store fornøjelse, også fundet plads til et par fede covernumre. Jeg var især glad for, at de spillede deres ultrafede version af Joe Jackson nummeret "Got the Time", men både AC/DC's "T.N.T." og Trust-coveret "Antisocial" sad lige i skabet. Sidstnævnte blev på fornem vis anvendt til at afslutte koncerten, og bagefter erklærede Belladonna, at vi lod til at være en perfekt flok at få sig en drink med. Inden de forlod scenen, lovede de højt og tydeligt at de ville vende tilbage næste sommer. Skulle det være tilfældet, er jeg helt sikkert klar til at lufte hornene igen, uanset hvor varmt der end måtte være.
De får sgu 6 af af 6 mulige fra mig for den oplevelse.

I min samlede karakter har jeg valgt at set helt bort fra opvarmningsbandet. Jeg var kommet for at høre Anthrax, og Anthrax leverede til UG med kryds og slange, og hvad man nu ellers kan smide efter dem af udmærkelser. Hverken Fozzy eller et hvilket som helst andet opvarmningsband kunne lave om på det!

Læs mere...

Anthrax arbejder på live dvd

Frontmanden Joey Belladonna fra thrash veteranerne Anthrax har i et interview med RockOverdose fortalt at bandet håber at kunne udgive en ny live dvd inden året er omme, her er hvad Belladonna sagde:

“We just shot a DVD, that is out there for everybody to check out. We have a full concert on this DVD. It’s the show from Chile, South America, and a bunch of others. We are recording some others, quite cool stuff; we hope to have that out until the end of the year.”

 

Anthrax kan opleves på Voxhall i Aarhus den 4. august i  selskab med Fozzy.

Find hele interviewet her.

Læs mere...

Slayer guitarist Jeff Hanneman afgået ved døden, inkl. udtalelser

Som de fleste metal fans nok allerede har set, så døde Slayer guitaristen Jeff Hanneman i går (2. maj) omkring klokken 11 (lokal tid) i et hospital nær hans hjem i syd Californien, Hanneman dahan havdeleversvigt. Hanneman blev kun 49 år.

Slayer skrev følgende om deres Facebook profil:

Slayer is devastated to inform that their bandmate and brother, Jeff Hanneman, passed away at about 11AM this morning near his Southern California home. Hanneman was in an area hospital when he suffered liver failure. He is survived by his wife Kathy, his sister Kathy and his brothers Michael and Larry, and will be sorely missed.
Our Brother Jeff Hanneman, May He Rest In Peace (1964 – 2013)”


Diverse musikker og folk fra musik branchen har selvfølgelig reageret på dette, her er nogle af deres udtalelser:

Dave Mustaine: "We send our condolences and deepest sympathies to the family, friends, and fans of Jeff Hanneman. Our hearts go out to his brothers in SLAYER. Tonight one less star will be shining and sadly, the stage got just a little bit darker. Jeff Hanneman 1964-2013."

Slash: "Tragic & shocking news about Jeff Hanneman. He is going to missed by so many. What a sad day for metal. RIP man."

David Draiman (DISTURBED, DEVICE): "RIP to a titan of metal."

PAPA ROACH: "We're saddened by the death of SLAYER guitarist, Jeff Hanneman. Our prayers and best wishes to SLAYER and Jeff's family."

TESTAMENT: "R.I.P. Jeff Hanneman, brother in thrash."

METALLICA: "R.I.P. Jeff Hanneman"

HATEBREED: "We are extremely saddened by the news of Jeff Hanneman's passing. Our deepest condolences to his family, friends, fans and the entire SLAYER camp and their road crew. We would not be the band we are today without him and SLAYER. Rest in peace, Jeff!"

Dan Spitz (ex-ANTHRAX): "Changing the world through music isn't easy... Mission accomplished. Glad to be a part of all we did together through the years. RIP Jeff Hanneman."

DOWN: "Our brother Jeff Hanneman, may he rest in peace (1964 - 2013)"

ANVIL: "ANVIL send their condolences to the SLAYER and the Jeff Hanneman family. R.I.P."

SUFFOCATION: "Rest in peace, Jeff Hanneman. You will surely be missed."

Ex-NASHVILLE PUSSY bassist Karen Cuda: "Jeff Hanneman — I'm at a loss for words. Thanks for always laughing at my dumb jokes, thanks for your generosity in donating a bunch of signed SLAYER stuff to help me with my neck surgery costs, thanks for making my bandmate so happy. I'm so sad to hear you're gone! RIP buddy. (And for anyone inclined please stop by the NASHVILLE PUSSY page and send Ruyter some love. Her heart is no doubt broken to pieces.)"

David Ellefson (MEGADETH): "My condolences to SLAYER and the Jeff Hanneman family today."

HELLYEAH: "Our thoughts and prayers go out to the Hanneman family and SLAYER. R.I.P. our friend"

IN FLAMES: "We are so devasted to hear about the passing of Jeff Hanneman. One of the greatest have passed on and please, stop for a moment and pay your respect to this fantastic man. This is a tragedy."

Todd Kerns (SLASH):"Sad news about Jeff Hanneman. He was a good man."

A PALE HORSE NAMED DEATH: "Our thoughts are with the Hanneman family! #Slayer #GodSpeed"

Neil Portnow(President/CEO, The Recording Academy): "Two-time Grammy winner Jeff Hanneman was an intense and powerful guitarist and a force to be reckoned with on stage. A founding member of the legendary metal band SLAYER, he was a key architect in their ferocious and uncompromising sound, which earned the band legions of loyal followers, tremendous respect among their peers, and a lasting impact on the genre. The music industry has lost a true trailblazer, and our deepest sympathies go out to his family, his bandmates and fans around the world who mourn his untimely passing."

Læs mere...

Anthrax - Anthems

Lad mig slå det fast med det samme. Jeg kan godt li' Anthrax og har kunnet det i al den tid jeg husker. Okay, så bandet har skudt lidt ved siden af siden "The Sound Of White Noise" fra 1993, men dets bagkatalog er i det store og hele ganske solidt. Dét sagt - eller skrevet - så ville jeg helst have været foruden lytteoplevelsen af "Anthems". Ikke fordi EP'en ikke er til at holde ud, men mage til tidspille skal man lede længe efter!

De efterhånden garvede herrer fra den amerikanske østkyst oppede sig ellers gevaldigt med "Worship Music" fra 2011. Albummet blev hurtigt én af mine Anthrax-favoritter. Nu følger The Big 1/4 albummet op med dette makværk af en EP bestående af seks covernumre, samt to forskellige versioner af "Crawl" fra "Worship Music".

Det er ikke fordi EP'en er dårligt produceret eller at covernumrene er dårligt spillet. Problemet er, at der er absolut intet at komme efter. Jeg kan ikke komme på én grund til at lytte til Anthrax' covers af Rush, AC/DC, Boston, Journey, Cheap Trick og Thin Lizzy, fremfor de originale. Rent musikalsk læner Anthrax sig forsigtigt og sikkert op ad originalerne. Forsanger Joey Belladonna synger, som nu han gør, og hans vokal i eksempelvis Rush-covernummeret "Anthem" falder helt ved siden af. Hans vokal går bedre i spænd med Journey-covernummeret "Keep On Runnin'" og Cheap Trick-covernummeret "Big Eyes", men en fornøjelse at lytte til er og bliver det ikke.

Anthrax har før indspillet covers og bandet gjorde det ganske godt i forbindelse med single-udgivelserne af "Black Lodge" og "Only" tilbage i 1993, men denne "Anthems"-EP er ærligt talt ikke dén tid værd, den tager at komme igennem. Bedste nummer er bandets eget "Crawl". Sørgeligt, men sandt.

Tracklist:

1. Anthem

2. T. N. T.

3. Smokin'

4. Keep On Runnin'

5. Big Eyes

6. Jailbreak

7. Crawl (Album Version)

8. Crawl (Remix)

Samlet spilletid: 33:40

Læs mere...

Anthrax udgiver special edition af ”Worship Music”

De amerikanske thrash legender i Anthrax har lagt en ny video online med deres cover version af Thin Lizzy’s ”Jailbreak”, sangen er taget fra den kommende special edition af bandets sidste album ”Worship Music” og kan høres nedenfor.

Den nye udgive vil indeholde det almindelige album, som vi kender det, men her ved siden af kommer en helt ny EP med titlen ”Anthems” som indeholder cover sange af førnævnte Thin Lizzy samt Rush, AC/DC, Boston, Journey og Cheap Trick.

”Anthems” vil ogs kunne købes separat på cd og vinyl og vil kun være tilgængelig via Nuclear Blast’s Mailorder.

”Worship Music” special edition og ”Anthems” udkommer den 22. marts via Nuclear Blast Records.


Track listen til “Anthems” er følgende:
01. Anthem (RUSH)
02. TNT (AC/DC)


03. Smokin' (BOSTON)
04. Keep On Runnin' (JOURNEY)


05. Big Eyes (CHEAP TRICK)


06. Jailbreak (THIN LIZZY)


07. Crawl (Albumversion)



08. Crawl (Remix)

Thin Lizzy’s “Jailbreak”:

AC/DC’s “TNT”:

Rush’s “Anthem”:

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed