fbpx

A Perfect Circle - Forum, 12.12.18

Året er ved at være omme, Tool er bekræftet til Copenhell 2019, og hvad mere? Nå ja, et af Maynard James Keenans sideprojekter vender retur efter et glimrende besøg på Northside tidligere på året. Slapper den mand nogensinde af? Ikke at man skal klage, som nysgerrig-lytter-men-ikke-helt-fan var det en fornøjelse for et halvt år siden, så mon ikke det bliver mindst ligeså godt nu?

A Perfect Circle:
”Når nu vores konkurrent Royal Arena kan tilpasse sig mængden af solgte billetter, hvad fanden gør vi så?!”. Hvis dette ellers fiktive udsagn var stammet fra en i Forums ledelse ville det ikke have undret mig. Det er nok ikke tilfældigt at konceptet Forum Black Box opstod lige omkring tidspunktet hvor Royal Arena åbnede, og baseret blot på opvarmningen Chelsea Wolfe, hvor vi som tilskuere vitterligt er lukket inde i en boks af sorte vægge – ja så holder konceptet 100 %. Vi er vel 3000-4000 mennesker, så det er intimt på en hel anden måde end man er vant til, og at sælge 10.000 billetter til A Perfect Circle var jo nok utopisk uanset hvad, så der skal ikke lyde nogen klager herfra. Det er bare sjovt hvad lidt konkurrence kan gøre.

At A Perfect Circle er deres helt egne, det er vist ikke en overdrivelse. Der er ingen vilde fagter og leflen for laveste fællesnævner, nej i stedet åbnes der roligt og næsten lokkende som Keenans vokal bærer os igennem titelsangen fra bandets seneste album ”Eat The Elephant”. Herfra er det gnidningsfrit over i ”Disillusioned” inden en række af ældre sange præsenteres med indskydelse af den fjollede ”So Long, And Thanks For All The Fish”. Generelt er det nye album en ujævn størrelse da nogle af sangene er på højde med de ældre, men nogle falder grueligt igennem som f.eks. førnævnte og afslutteren ”Delicious” – men det sidste kommer jeg tilbage til.

Visuelt er scenen sat på samme måde som Northside, altså et podie til trommesættet i højre side, hele venstre side er afsat til den ene guitarist der skifter mellem guitaren og klaveret og i midten har vi så en (perfekt) cirkel til Keenan og hans udskejelser. Det er hans space, sommetider brugt til blot at synge, andre gange til at halvt danse/halvt vifte med armene, men for det meste blot at være gemt væk i skyggerne. Til gengæld er der nu mere lys, lige fra trommepodiet til Keenans cirkel og til de aflange og afkortede skærme i loftet der hænger så det næsten ligner, at man befinder sig i en kirke hvor lyset strømmer ind (det er indtil de skifter til mere dystert lys af og til). Bag scenen dukker bandets logo sporadisk op og forsvinder ligeledes af og til igen – man er dermed aldrig i tvivl om hvem der spiller. Alt i alt et glimrende visuelt setup der understreger musikken og dens forskellige stemninger effektivt og med en i øvrigt god og klar lyd til følge.

Værende et så sjældent bekendtskab på vores breddegrader (det er deres kun 3. visit) behøver A Perfect Circle ikke reelt gøre andet end at dukke op, og så at spille ordentligt. Det er også præcist hvad de gør, hverken mere eller mindre, men langt det meste af materialet modtages med gentagende klapsalver: det nye varierende fra sang til sang og det gamle stort set ubetinget. Ellers ”sker der ikke rigtigt noget”, men det er heller ikke fordi der er et sådant behov, faktisk ville det nok ikke være en positiv tilføjelse hvis der opstod moshpits eller Keenan hoppede vildt rundt. Det er opmærksomhedskrævende musik, noget man fordyber sig i, ikke slås og bolle.

Med ovenstående sagt, og stadig med respekt for at bandet gør præcist hvad der passer dem, kan man altid diskutere sætlisten. Både ift. valg af sange, som dog ikke er et kritikpunkt herfra, men derimod opbygningen af den, her mest mærkbart i midten af sættet. Coveret af ”(What's So Funny 'bout) Peace, Love And Understanding” er uinteressant og selvom både ”Vanishing” og især ”The Noose” er fede numre på plade bliver de i kombination med ”3 Libras (All Main Courses Mix)” simpelthen for langtrækkende. Intensiteten daler deraf gevaldigt og flere ser ud til ikke helt at være sikre på hvad de skal synes, også hos dem som åbenlyst kender sangene. Især overgangen fra ”The Noose” til deres remix af ”3 Libras” er ærgerlig. Hvorfor ikke bare spille den originale så? Remixes er for det første sjældent bedre, og da slet ikke når det bliver til omkring syv minutters ligegyldig støj der lyder som Massive Attack på en dårlig dag. En unødig tilføjelse.

Men vi kommer heldigvis ud af ørkenvandringen. Efter 55 minutter og 11 sange siges der tak og verdenssituationen vendes i et par ord – ”men ikke her, ikke i aften”, lad os glemme alt det et øjeblik og nyde dette i stedet, formanes der fra scenen. Og så kommer de rigtig gode sange fra det nye album. Fire i rap i form af ”The Contrarian”, ”TalkTalk”, ”Hourglass” og endelig ”The Doomed” der fungerer akkurat som de skal. Og det slutter ikke der, for i forlængelse kommer også ”Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums” der bliver et højdepunkt på linie med ”Weak and Powerless” i begyndelsen. Her kan de skærende industrialelementer mærkes og med det simple, men effektive blinkende lys i perfekt rytme føles det som krigstrommer der banker derudaf. Det er nemt, men det virker. Hvad der derimod ikke virker er AC/DC coveret ”Dog Eat Dog” der ligesom på Northside stikker ud som en ligegyldig tilføjelse, den sympatiske hyldest uagtet. ”The Package” får os dog direkte tilbage i den gode zone, men hvorfor slutte med ”Delicious”, en ret beset kedelig sag fra den nyeste udgivelse? Det er en dum afslutning, slet og ret.

Men sådan er det. Ingen skal diktere tingene for APC. Og når alt kommer til alt tror jeg ikke nogen går skuffede herfra. Ikke at det så var overjordisk eller perfekt, der er trods alt et stykke dertil, men det var ganske godt. Nu kan vi så alle sammen vente på Tool til sommer. Mand, det bliver godt.

Sætliste:
1) – Eat The Elephant
2) – Disillusioned
3) – The Hollow
4) – Weak And Powerless
5) – So Long, And Thanks For All The Fish
6) – Rose
7) – Thomas
8) – (What's So Funny 'bout) Peace, Love And Understanding (Brinsley Schwarz cover)
9) – Vanishing
10) – The Noose
11) – 3 Libras (All Main Courses Mix)
12) – The Contrarian
13) – TalkTalk
14) – Hourglass
15) – The Doomed
16) – Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums
17) – Judith
18) – Dog Eat Dog (AC/DC cover)
19) – The Package
20) – Delicious
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Kellermensch

KELLERMENSCH_2“Hvordan vil Copenhells publikum tage imod kældermenneskerne?”. Det er det gode spørgsmål, da alt andet er mere eller mindre udtømt for to uger siden på NorthsideElement Selection. Og lad det være sagt med det samme: det gør de desværre ikke, foruden de forreste rækker som er en lille smule mere bevægelige end på Northside. Modsat bliver lyden til gengæld kastet noget rundt, så de to ting går vist lige op.

Men om det så er pga. Copenhells kun moderat interesserede publikum eller bandet der ikke lige føler den helt så hårdt, det er ikke til at sige, men den intime og næsten grænseoverskridende forbindelse der var for blot to uger siden, desperationen og den ulmende vrede og utilfredsheden – det bliver ikke genskabt. Betingelserne og udfaldene er ellers næsten som før, men det kokser ikke på samme måde og derfor bliver det ikke ligeså skønt at være vidne til, og dertil aldrig magisk.

Det er blevet sagt, at Sebastian Wolff næsten ”bløder hvert et ord”. Igen, jeg gentager mig selv her, men så skulle de have været på Northside. På trods af fællessang i ”Mediocre Man”, hvor Wolff også besøger publikum, og selvom han kaster rundt med både guitar og stativ i de sidste par sange, ja selv da de går over tid (der nu er dejlig oprørsk at være vidne til), så løfter det sig aldrig for alvor. Det er godt, for fanden da, jeg tror ikke Kellermensch kan give en decideret dårlig eller blot middelmådig koncert, men en magtpræstation som sådan, nej. Der er vi desværre ikke. Det var måske også for meget at forvente.

Sætliste:
1) – How To Get By
2) – Don’t Let It Bring You Down
3) – Mediocre Man
4) – Remainder
5) – The Day You Walked
6) – The Pain Of Salvation
7) – Moth
8) – All Time Low
9) – Lost At Sea
Encore:
10) – Bad Sign
11) – Army Ants
12) – Moribund Town
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Copenhell Festival 2018: Nothing More

NOTHING MORE_1Nothing More endte med at aflyse sidste år på Copenhell, men fik heldigvis en chance mere da de tog over for While She Sleeps, der beklageligvis (også) aflyste – men med på et afbud eller ej, så er de klar til at give den fuld gas. Bare tag introen, som er af elektronisk karakter kombineret med lidt trommelir på det opstillede grej de har med – det samme monstrum som vi sidst så i Pumpehuset.

”Do You Really Want It?” og ”Don’t Stop” åbner derefter på fornem vis, forsangeren er i bar overkrop som sædvanligt, og der er gang i pitten ganske hurtigt. Og så er det tid til den samme bassolo som jeg først så i Amager Bio for tre års tid siden. Det gik nogenlunde sådan her: ”... så er det allerede tid til en bassolo, men en usædvanlig én af slagsen; bassen bliver placeret i et underligt stativ, så den vender opad mod loftet. Herefter kommer bassisten ind og begynder at spille på den, men ved at stille sig ovenpå førnævnte mindre trommesæt, og så ellers banke på den med fingrene. Guitaristen kommer kort efter ind og deltager i festlighederne – og til sidst viser forsangeren sig at gøre det samme, også endda med trommestikker. Dette er alt imens den ”rigtige” trommeslager lægger bunden.” og ja, det er stadig underholdende, også når man kender udfaldet på forhånd.

Nothing More er ikke et band der let lader sig slå ud, heller ikke selvom publikum ikke rigtigt er med dem i dag. Mængden er sådan set udmærket (ca. ned til ølboden), men det er nemt at mærke, at der er mange nye ansigter – og de skal overbevises. I modsætning er lyden derimod totalt med bandet, hvor det eneste minus er, at vokalen har det med at forsvinde en anelse af og til, men det skyldes nu mest af alt, at frontmanden jo aldrig rigtigt står stille.

Ca. halvvejs inde dedikeres ”Fadein/Fadeout” til den nyligt afdøde Vinnie Paul. Et interessant nummer at bringe med på festivaler, men jeg klager ikke, og slet ikke når de netop ikke fremførte denne ved sidste lejlighed. Og så har vi jo både ”Jenny” og ”This Is The Time (Ballast)” til prompte at sparke tingene op i gear igen, hvor sidstnævnte sætter kortvarigt gang i pitten. Nothing More er på udebane her, det kan man ikke komme udenom, men de klarer det med bravur.

De hiver dog en arbejdssejr hjem herfra, for nu bliver deres vakkelvorne podie-instrument sat i spil via Skrillex-coveret ”First Of The Year (Equinox)” – og det fungerer langt bedre end sidste gang fordi, hey, det er festival, det er bare mere festligt og løssluppent. Og her på Sankt Hans og med afbrændingsforbud og des lige, hvad er så mere passende end at lukke og slukke med ”Salem (Burn The Witch)”? Det tænkte jeg nok.

De sidste tre kvarter har været underholdende – og planlagt ned til mindste detalje. Det kan man af gode grunde ikke blive ved med i længden, og jeg glæder mig til at se hvor Nothing More står nogle år ude i fremtiden. Men lige nu er dette glimrende.

Sætliste:
1) – Do You Really Want It?
2) – Don’t Stop
3) – Go To War
4) – Fadein/Fadeout
5) – Jenny
6) – Ocean Floor
7) – This Is The Time (Ballast)
8) – First Of The Year (Equinox) (Skrillex cover)
9) – Salem (Burn The Witch)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Thirty Seconds To Mars - TAP1, 21.04.18

Tre gange tidligere, henholdsvis i 2010, 2013 og 2014, missede jeg Jared Leto og co. – nu må det være tid. Og nu er de så tilbage i forbindelse med udgivelsen af deres 5. album ”America”. Læg så ovenpå, at det bliver mit første besøg i det nye TAP1, og så tegner det til at blive en potentielt ganske fornøjelig aften – eller det modsatte, alt efter omstændighederne.

Thirty Seconds To Mars:
Før jeg kommer til selve bandet, til selve anmeldelsen om man vil, så bliver jeg nødt til at skrive dette: er I fucking seriøse? Så TAP1 bliver flyttet, hele hallen og spillestedet, til en helt ny lokation – og så beholdes den gamle scene? Den der, til de som ikke ved det, er for lav til, at man kan se hvem eller hvad der foregår på den, hvis man ikke er af ekstraordinær højde, eller står max. ti meter foran den. Det i sig selv er utilgiveligt i og med, at det ikke er et nyt problem – dette er TAP1 blevet gjort opmærksom på mange gange i løbet af dets levetid i Carlsberg-byen. Hvad værre er, at den nye lokation er i en gammel betonhal, hvor der stadig er seks gigantiske søjler midt i den... så står man ude i siden af salen er der god risiko for, at man kigger direkte ind i en stensøjle. TAP1 skulle flytte, så meget er mejslet i granit, men kunne man ikke have fundet et bedre sted? Jesus.

Til selve koncerten: da de buldrende og storladne trommer lyder til ”Monolith” bliver jeg kortvarigt i tvivl om det er en koncert eller en kult jeg er havnet til – der er et virvar af flag i luften, stemningen er vibrerende, ja næsten ekstatisk, og da mr. Jared Leto endelig viser sig, er det, på trods af en ganske skramlet levering i ”Up In The Air” stadig et bragende bifald der møder ham. Og tilgiv mig, evt. læser / fan af bandet, men manden ligner altså en idiot, som han flagrer med det tætsiddende flag om kroppen, dertil iført solbriller, OG derudover lirer stort set samtlige crowd-control klichéer af på én gang de næste fire minutter (”klap!”, ”hop op og ned!”, ”skriiiiiiig”, ”sæt jer ned og hop op igen på min kommando, kom så København!” – aka SlipKnoT-manøvren). Seriøst, ro på, altså. Den halvdårlige lydkvalitet hjælper selvfølgelig heller ikke, hvor der ikke er noget punch – ingen bas i kroppen. Det føles tyndt, det lyder tyndt (men bliver dog bedre over tid). Lysshowet og de to storskærme giver dog en fin visuel oplevelse, men igen, det er altså bare ikke det samme, når man ikke kan se hvad der foregår på scenen.

Det er til gengæld en ren hit-kavalkade i den første tredjedel, hvor især ”Kings And Queens” og ”This Is War” trækker store bifald. Og når mr. Hiphop-Michael-Jackson/Jesus (wannabe) ellers gider, lyder det godt – men det vil han for det meste ikke. I stedet stikker han mikrofonen ud til publikum hvert 5. sekund, og sagt med al respekt (for publikum skal ikke høre noget dårligt, de er super engagerede), så er det jo ikke dét man er kommet for at høre; i hvert fald ikke i den overdrevne grad der her er tilfældet. Men det er én ting. At Jared Leto konsekvent er bagud i mixet med bare en halv takt, ja, det er bare ærgerligt – og det er sgu ikke i orden for et så stort band, når det drejer sig om et teknisk spørgsmål: det skal fikses meget, meget hurtigere.

På denne tour har bandets tredje medlem, guitaristen Tomo Miličević, valgt at trække sig pga. personlige årsager – det gør også, at resten af lydudtrykket kommer fra, hvad jeg kun kan gætte på er en hyret stand-in fyr, der befinder sig gemt totalt væk under nogle højtalere ude i siden af scenen. Han nævnes ikke med navn på noget tidspunkt, kameraerne filmer udelukkende Jared Leto og hans bror bag trommerne, og derudover er der overvældende meget backtrack. Det er lidt tyndt.

Pikachu x2 + random piger bliver inviteret på scenen i ”Do Or Die”, mr. Leto skifter tøj (og smider endelig solbrillerne) og højre og venstre side af publikum spilles ud mod hinanden. Det projekt tager i sig selv intet mindre end seks-syv minutter før selve sangen overhovedet går i gang, et dansk flag findes frem mens de førnævnte publikummer fluks eskorteres af scenen – det går ikke at ødelægge det stramt planlagte show med at stå og synge med, og måske endda røre Jared Leto en lille smule, fy for satan. Og det er da også først i ”The Kill (Bury Me)”, og udelukkende i første omkvæd, at man endelig kan høre ham brænde igennem, hvor der bare er en snert af passion, hvor hans enormt gode skrig endelig får plads i mere end et sekund – og nej mand, det lyder bare godt. Og så er det væk, afløst til fordel for mere endeløs ”klap jeres hænder og hop op og ned!”-pjat. Er det muligt at være bare en smule mere tilstedeværende, og have tillid til, at folk godt kan underholde sig selv i bare fem minutter i streg? Tilsyneladende ikke.

Til gengæld fungerer de næste tre ballader i streg... rigtig godt. En ballade i sig selv kan være lidt af en risiko at løbe, og endnu højere jo flere man så smider bagefter, men både Rihanna-coveret ”Stay” og ”City Of Angels” fungerer upåklageligt – og det er så her, hvor koncerten vender 180 grader (foruden klichéerne, der fortsætter i en lind strøm, nu hvor Jared Leto kommer ind på hvor smuk en by vi har). For da vi når til den elektroniske feststarter ”Rescue Me”, i aften ganske passende dedikeret til den nyligt afdøde svenske Avicii, så stikker det af – skal det være festligt, så lad der være fest, synes at være mantraet, og det fungerer. Ligeledes gør den efterfølgende ”Night Of The Hunter” der fortsætter i samme dansable spor, og nu med både god, tydelig vokal OG spændende dynamik i det instrumentale (semi-backtrack uagtet). ”Rider” lukker på fornem vis, og der slukkes med arena-hymnen ”Walk On Water” og hittet ”Closer To The Edge”, og selvom der er playback i ”Walk On Water”, og all-in på endnu en kliché i sidstnævnte, da scenen dækkes i publikummer der inviteres op / konfetti skydes af, så er det godkendt.

Så vi ender et sted hvor den sidste tredjedel var ganske god, men det vejer jo naturligvis ikke op for de andre 2/3, som på flere måder ikke var en udpræget succes. Med det sagt så publikum ud til at være ganske underholdt, og hvis der er noget der skal have en positiv bemærkning med på vejen, så er det de gæster der er mødt op i aften – hvis der ikke havde været så god stemning og engagement derfra, så havde det virkelig sejlet. Så grelt endte det altså ikke, men det var ikke langt fra.

Sætliste:
1) – Monolith
2) – Up In The Air
3) – Kings And Queens
4) – Search And Destroy
5) – This Is War
6) – Dangerous Night
7) – Do Or Die
8) – The Kill (Bury Me)
9) – Stay (Rihanna cover)
10) – Hurricane
11) – City Of Angels
12) – Rescue Me
13) – Night Of The Hunter
14) – Rider
Encore:
15) – Walk On Water
16) – Closer To The Edge
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Editors - Store Vega, 28.03.18

Britiske Editors er ikke fremmede på vores breddegrader, men dette er alligevel mit første møde med dem – og derfor jeg er at finde i Store Vega denne aften.

Editors:
ABBA / Rasputin, blodrødt lys, ingen albueplads (der er udsolgt) – vi er i gang. Men til en overraskende flad start og efter fire sange har der kun været sporadiske og meget kortlivede fællesklap. Selvom det er nyere sange, så er der stadig udsolgt, de fleste har fri i morgen tilmed – så... hvor er bandets fans? Ikke engang oppe foran er der nogen nævneværdig gejst at spore.

Måske er det lyden? Lilletrommen er den fladeste i mands minde, men jeg spekulerer på om det er bevidst. Editors musik er jo i sin natur tør, kantet og noget flad i det. Volumen, dog, behøver ikke være i den lave ende, som altså er tilfældet. Overordnet lyder det dog godt, bare, ja, noget fladt. Måske er det bandet? Deres tilstedeværelse føles lynhurtigt som den grumme rutine: fra forsangerens akavede armbevægelser til hans hastigt leverede ”thank you, good to be back, we MISSED you Copenhagen!” leveret akkurat lige efter den første skærings sidste tone. Og de andre på scenen gør heller ikke den store figur af sig. Kan godt være det er påske, men for Editors er det nok bare (endnu) en onsdag, endnu en dag på kontoret

De mere elektroniske elementer fra den nye plade lyder derimod enormt godt som f.eks. i titelsangen ”Violence”. Det bliver næsten trancet, og medfører, af alle sange, spontan jubel og klap rundt omkring. Det er bare ærgerligt, at man så insisterer på at trække det i langdrag i den statiske outro – det bliver lige tre minutter for langt, og kunne ellers have været et højdepunkt. Synd. Det elektroniske aspekt er jo som bekendt ikke at finde i samme grad på tidligere albums, så det er en sjov blanding at gå til og fra på skift. Men det fungerer udmærket.

Men så sker der lige pludseligt noget. De næste fem sange i form af ”Lights”, ”Blood”, ”Munich”, ”An End Has A Start” og ”In This Light And On This Evening” er af ældre karakter, og det rykker lidt mere i publikum. Men det er ikke meget anderledes, men så er vokalleveringen i især ”Blood” altså heller ikke noget at skrive hjem om. I ”An End Has A Start” er der endelig bare en lille form for interaktion mellem band og publikum, om end flygtigt. Og sådan fortsætter det, mellem nyt og gammelt, elektrisk / elektronisk og akustisk, men uden det nogensinde stikker af. Der er øjeblikke hvor det nærmer sig, som f.eks. førnævnte og igen i ”Racing Rats”, men så heller ikke mere.

Med alt ovenstående skrevet, lyder det hele ganske fint – det hele kører som smurt. Men det er lige dét: i 80 – 85 % af tiden kunne jeg ligeså godt have sat musikken på derhjemme, og det går jo ret basalt imod idéen ved en koncert. Så det er ikke fordi det nogensinde bliver decideret dårligt, men det dykker flere gange og hæver sig kun enkelte steder, så det alt i alt ender ganske fladt.

Sætliste:
1) – Hallelujah (So Low)
2) – A Ton Of Love
3) – Formaldehyde
4) – Darkness At The Door
5) – Violence
6) – No Harm
7) – Lights
8) – Blood
9) – Munich
10) – An End Has A Start
11) – In This Light And On This Evening
12) – Eat Raw Meat = Blood Drool
13) – Nothingness
14) – Belong
15) – Sugar
16) – The Racing Rats
17) – Ocean Of Night
Encore:
18) – No Sound But The Wind
19) – Cold
20) – Magazine
21) – Papillon
22) – Marching Orders
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Nothing More - Pumpehuset

Det var tilfældigt at jeg for 2½ år siden tog til (endnu en) af Halestorms mange shows i landet, kun for at gå derfra med oplevelsen af, at opvarmningen faktisk var en bedre oplevelse, i hvert fald for mig personligt. Dengang havde Nothing More ca. et år forinden udgivet deres selvbetitlede album, og deres historie virker umiddelbart ligesom deres landsfæller i Skillet, der måtte udgive hele seks albums, før de for alvor blev opdaget udenfor hjemlandet (det var dog ”kun” tre for Nothing Mores vedkommende). Nu er den nye skive ”The Stories We Tell Ourselves” så endelig på gaden, og da Nothing More aflyste deres optræden på Copenhell tidligere i år, netop fordi albummet ikke var færdigt, er det vist også på tide med et besøg. Forventningerne er høje, især fordi den nye skive er mindst ligeså god som det sidste.

Nothing More:
Ved sidste koncert var mine to store ankepunkter, at Nothing Mores optræden mest af alt virkede som en teaterforestilling, hvor alle havde faste pladser – det virkede altså så stramt tilrettelagt, at det efterfølgende føltes en anelse tomt; underholdende, men så ikke mere. Og så var der lyden, som ikke var den bedste. Denne gang er begge ”ting” mere eller mindre forsvundet: fra ”Christ Copyright” over i ”Let ’em Burn” og derefter ”Mr. MTV” – en triade af ”smæk for skillingen”, som man siger. Bandet virker markant mere frigjorte og levende end sidst: hvis forsangeren ikke er helt ude i vores ansigter, så er guitaristen – når de altså ikke gejler publikum op med alskens håndbevægelser og vilde fagter.

Der er sgu sket noget de sidste par år, for Pumpehusets lille sal er kogende – ikke fyldt op, men det kan ikke være så langt fra: og denne gang er publikum helt tydeligt kommet for Nothing More, hvor der lystigt synges/råbes med på teksterne, og jeg synes også jeg ser et par enkelte moshpits oppe foran i løbet af sættet. Det er tilfældet for både de gamle og nye sange, hvilket vidner om et dedikeret publikum. Det er ikke alle dage man kan have en oplevelse af, at man ”personligt” er en del af et bands gennembrud, men det virker lidt som tilfældet her.

Og så må jeg jo også lige skynde mig at sige: det er ikke fordi Nothing More er gået bort fra nøje at strikke et show sammen – det er i den grad stadig tilfældet. Det hjemmelavede bas-stativ, som jeg bl.a. beskrev med følgende ord sidst ”... bassen bliver placeret i et underligt stativ, så den vender opad mod loftet. Herefter kommer bassisten ind og begynder at spille på den ... Guitaristen kommer kort efter ind ... og til sidst viser forsangeren sig at gøre det samme, også endda med trommestikker. Dette er alt imens den ”rigtige” trommeslager lægger bunden.”
- hvortil bassisten (stadig) udfører dette mens han står på et mini-trommesæt; ja, det er selvfølgelig med igen, og afføder endnu engang jubel og nysgerrighed efter ”Don’t Stop”. Ligeledes afsluttes hele sættet også med, at forsangeren, guitaristen og bassisten udfører en fælles trommesolo på nogle (tromme)tommer, og så skal vi ikke glemme deres hjemmebyggede instrument/podie, der dog kun bruges én gang under Skrillex-coveret ”First Of The Year (Equinox)” – det kommer jeg til om lidt.

Der er dog også overraskelser i aften: f.eks. er lyden rent faktisk god og meget fyldig, med en afbalanceret volumen – men de mindre detaljer har det dog med at forsvinde, og af og til kan det lille rum næsten ikke følge med i Nothing Mores til tider bombastiske udtryk: det gør sig især gældende med de sange der har et stærkt backtrack (”Do You Really Want It”, ”This Is The Time (Ballast)”, ”Go To War”, etc.) – sidstnævnte fungerer dog ret holdbart i dens forlængede outro, der er repetitiv og insisterende, hvilket stemmer glimrende overens med det lyriske tema.

Halvvejs inde i sættet, hvor der op til nu har været fuld knald på og en vild energi fra scenen (ikke mindst fra forsangeren, der i vanlig stil er halvt afklædt fra begyndelsen), er det tid til en ballade i form af ”Just Say When” – egentlig et ganske passende tidspunkt... Det er i hvert fald den umiddelbare tanke, men når der så springes direkte over i den energiske ”Do You Really Want It?”, for så at hoppe fluks tilbage til to ballader mere... dét giver simpelthen ingen mening, uagtet sangenes enkeltstående kvaliteter, og de positive tilråb der følger. Dét kunne man godt have struktureret smartere – eller blot droppet en af de gamle ballader, især når den sidste del af sættet udelukkende er uptempo sange, præcist som første halvdel.

Og SÅ når vi til Skrillex-coveret ”First Of The Year (Equinox)”, og tidspunktet hvor det ellers visuelt imponerende podie-instrument tages i brug: desværre kun reelt for den ene sang. Det er ikke fordi sangen i sig selv er så malplaceret som man ellers kunne tro, det er bare at seancen ikke rigtigt bliver brugt til noget. Den kommer midt i det hele, er ikke koblet på nogen af bandets sange, og virker deraf som indbegrebet af en gimmick. Dét kunne man helt sikkert bruge mere fyldestgørende i showet, i stedet for nu som et afgrænset og, reelt set, ligegyldigt indslag.

Med det sagt lukker og slukker Nothing More på fornem vis ligesom sidste gang med ”Salem (Burn The Witch)”, samt kombineret trommesolo fra alle fire musikere. Der er sgu ikke helt galt, så til sidst er der kun at sige: stærkt gået, Nothing More, og kom snart tilbage igen!

Sætliste:
1) – Christ Copyright
2) – Let ’em Burn
3) – Mr. MTV
4) – Don’t Stop
5) – Ripping Me Apart
6) – Go To War
7) – Just Say When
8) – Do You Really Want It?
9) – I’ll Be OK
10) – Here’s To The Heartache
11) – Jenny
12) – This Is The Time (Ballast)
13) – First Of The Year (Equinox) (Skrillex cover)
14) – Salem (Burn The Witch)
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Sort Sol - Stor, Langsom Stjerne

Endelig! Et nyt album fra Sort Sol. Vi har ventet i 16 år – og, indrømmet, efter deres udspil fra 2001 var mine forventninger mildt sagt ikke høje. Vi har ventet i 16 år på et nyt album – og vi har ventet i næsten 25 år på et interessant album.

Nu har Sort Sol ganske vist altid været et band, der ikke lod sig sætte i bås, eller lader sig fastlåse af kunstneriske spændetrøjer; se bare på det genremæssige skift, der skete allerede fra debuten Minutes to Go (1979) til Under en Sort Sol (1980), hvor punken blev erstattet med et mere post-punket udtryk.

Derfra gik de via rå garagerock over i P3-segmentet med ”Det-der-nummer-fra-den-der-film-der-du-ved-nok”. Helt galt gik det, da de for 16 år siden leverede sukkersød baggrundsmusik (som dog havde sine momenter) – det var bare ikke længere så farligt og så råt, som det var engang.

Derfor var jeg mere end almindeligt spændt på, hvad Stor, Langsom Stjerne kunne byde på. Ikke mindst, da jeg hørte, ingen ringere end Randall Dunn, som bl.a. har produceret Sunn O))), skulle styre knapperne.

Og minsandten om ikke vi fik en stor fed fuck-finger fra Sort Sol?! Et stort ”rend os” til kritikerne, der har hævdet de var blevet for mainstream og for pæne (denne skribent inklusive). Efter 16 år vender Sort Sol tilbage og leverer et sandt mesterværk. Ja, du læste rigtigt. Stor, langsom Stjerne er intet mindre end en kunstnerisk bedrift og et musikalsk mesterværk.

Væk er de lyttervenlige skæringer med store produktioner. Tilbage står en skrabet sol – og skinner som aldrig før.

Tag et nummer, som ”Nocturnal Creature”, hvor Steen Jørgensen igen synger på dansk – denne gang med en tekst, der er Søren Ulrik Thomsen værdig; den første cigaret i Europa / spring ned i urinalerne / stå på hovedet / det er mig, der er i live / det er jer / der er døde / spring ned i urinalerne / den første cigaret i Europa.

 

Eller et nummer, hvor synth- og droneflader udgør fundamentet, og Steen Jørgensen får besøg af Chelsea Wolfe – og denne duet fungerer bedre end duetterne med Sissel Kyrkjebø.

Selvom det er vanskeligt at fremhæve enkelte numre frem for andre, da hele albummet fremstår som et samlet, helt værk, skal, foruden de allerede omtalte, nævnes det ultraklaustrofobiske ”K-141 Kursk”. På en eller anden måde er det lykkedes at give lytteren en fornemmelse af den håbløshed, de 23 sømænd måtte have følt, da deres atomubåd ramte bunden af Barentshavet; There are 23 of us here (…) / none of us can get out /

Det er håbløst. Det er koldt. Det er mørkt.

På mange måder indkapsler de ord Stor, langsom Stjerne. For væk er pænheden, og tilbage er de upolerede. Det er en plade – eller et værk, som kræver et par gennemlytninger, men som til gengæld vokser på én efterfølgende og efterlader dig med et klart budskab: Den sorte sol er bestemt ikke gået ned endnu!

1. The Weightless
2. … Like a trance like…
3. Nocturnal Creatures
4. SØØRE
5. Stor, langsom Stjerne
6. A Stroke of Midnight
7. Life took you for a Freq.
8. K-1412 Kursk
9. Forever Present (vinyl exclusive)

Spilletid: 55:14

 

Læs mere...

The Flaming Lips - Store Vega

Foruden Rammstein, så er der ikke noget andet band jeg har hørt vildere historier om end The Flaming Lips – i hvert fald når det kommer til deres liveshows. Når man har haft snart 35 år til at perfektionere sin stil, er der naturligvis også en vis forventning til kvaliteten. Lad os se om d’herrer stadig kan imponere, eller om det skal stå tilbage som en tom oplevelse uden reelt indhold.

The Flaming Lips:
Lad os bare sige det som det er: på den visuelle front blev jeg ikke skuffet. Fra den overdimensionerede diskokugle i Vegas loft (som beklageligvis endte med ikke at blive brugt til noget særligt), de lange papir”strips” der hænger fra loftet og dækker det meste af scenen, så det får et næsten magisk look, storskærmen der kører for fulde gardiner med psykedeliske videoer/billeder – og så til de to ekstra installationer der er medbragt, som snart koger over med konfetti, røg og alskens glimmer. Jo, der er ikke sparet på noget. Og det bliver vildere.

I dette virvar af indtryk er der, inden koncerten påbegynder, en livlig summen, og gulvet er fyldt til randen med unge som midaldrende. Det er ellers ikke fordi flamme-læberne ikke besøger Danmark regelmæssigt, og der er stadig fulde huse. Det lover jo godt, ikke mindst når koncerten blæses i gang på fuldstændig udramatisk vis ved at Wayne Coyne og co. vandrer på scenen mens lyset stadig er tændt – uden intro, uden varsel... for så at begynde at snakke nonchalant til publikum, hvor det netop nævnes at optrinnet er mærkværdigt. Det er dejlig selvironisk – i 30 sekunder, for derefter går man så direkte over i at tease den samme intro op mod otte gange. Komplet unødigt.

Men så begynder den visuelle fest til gengæld, og hele arsenalet (som nævnt før) tages i brug – og hvilken start. Der lægges ud med to hits, gigantiske aliens dukker op på scenen, og et kæmpe ”fuck yeah Copenhagen” ballon...ting i guldmaling får en tur rundt i salen til halv morskab, halv forundring. Så rives det i stykker, lige inden ”Yoshimi Battles The Pink Robots, Pt. 1” gentages, da Coyne ikke var tilfreds med engagementet fra publikum (sagt humoristisk mere end irriteret).

I det hele taget er The Flaming Lips Coynes legeplads: de andre medlemmer er alle placeret et stykke tilbage på scenen, og flere af dem kan knapt ses. Men det har vi heller ikke tid til, for nu rider Coyne rundt på en enhjørning (”There Should Be Unicorns”). Og nu slår han på en gong i mørket (”Pompeii Am Götterdämmerung”). Så er der en oppustet regnbue henover scenen. Så... Nej, ved du hvad, se billederne i stedet: teksten her yder dem ikke retfærdighed. Der er allerede gået 45 minutter, og vi er kun fem sange inde. En omvendt Coldplay-følelse fra i sommers trænger sig nu på: det visuelle er langt vigtigere end sangene, og hvis man kan ”gøgle rundt” i stedet for at spille sange, så gør man det – modsat Coldplay, der aldrig pustede ud imellem numrene, men nådesløst fortsatte det visuelle bombardement, skæring efter skæring.

Publikum ser dog, modsat mine mavefornemmelser, ud til at holde af det. Opmærksomheden har det dog med at vige en del, når Coyne ikke direkte hengiver sig til os: jo længere væk fra scenen man kommer, jo mere tydeligt bliver det. For undertegnede er der kun én gang hvor det visuelle og musikken for alvor komplimenterer hinanden, og det er, ironisk nok, i David Bowie coveret ”Space Oddity”. Her lukkes Coyne ind i en lukket plastikboble, først hvor han står stille på scenen og synger, for til sidst at tage turen udover publikum – et midlertidigt ophold i midten af salen til den sidste del af de sungne vers, og så tilbage igen. Lige dét fungerer perfekt til teksten, til stemningen af ensomhed og at være afskåret fra verden – Major Tom, vi hører dig noget så tydeligt.

Anderledes står det til med de unødige instrumentale jams imellem flere af sangene – det er komplet tidsspilde. Et enkelt encore bliver det til, og en time og 40 minutter er passeret med 13 sange i bagagen. Da jeg går fra Vega er jeg oprigtigt i tvivl om jeg synes det er i nærheden af at være nok, eller om jeg er rigeligt mættet. For at trække endnu en tråd til førnævnte Coldplay koncert, så følte jeg mig ikke her kontinuerligt underholdt, undtaget små ridser i lakken – nærmere var det omvendt, hvor enkelte øjeblikke stod (meget) positivt ud, mens resten var lidt over det hele. Alligevel var publikum for det meste engagerede, lyden var udmærket, og det visuelle gjorde da bestemt også noget for oplevelsen. Ikke mindst må Coynes mange skæve øjeblikke, der mestendels virkede improviserede mere end indøvede, trække op. Men det var dog ikke nær så godt som håbet.

Sætliste:
1) – Race For The Prize
2) – Yoshimi Battles The Pink Robots, Pt. 1
3) – There Should Be Unicorns
4) – Pompeii Am Götterdämmerung
5) – What Is The Light?
6) – The Observer
7) – How??
8) – Space Oddity (David Bowie cover)
9) – The Castle
10) – Are You A Hypnotist??
11) – The W.A.N.D.
12) – A Spoonful Weighs A Ton
Encore:
13) – Do You Realize??
Kilde: www.setlist.fm

 

  • Flaming Lips_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Flaming Lips_19
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Flaming Lips_6
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se galleriet her

Læs mere...

Alter Bridge, Living Colour - Falconer Salen

Alter Bridge... Det er lige godt utroligt, men de sidste tre gange bandet har besøgt København, er jeg af forskellige omstændigheder blevet forhindret. Sidste gang, i 2013, faldt på samme dag som en af de efterhånden velkendte storme hærgede. Gangen før var et familiemedlem blevet indlagt, og gangen før det var jeg blevet syg. Så nu må det altså være, og det blev det også. Ironisk, at det så endte som en af de ringeste koncerter i mands minde.

Living Colour:
Like A Storm var gået i gang før tid, og fik kun små 25 minutter til rådighed – det var derfor til tonerne af først et uinspireret ”Highway To Hell” cover der mødte mine øregange, før der blev lukket og slukket med en original sang. Den står ikke tilbage som noget bemærkelsesværdigt. Helt anderledes stod det så til med Living Colour, der både tematisk skiller sig markant ud, og samtidigt var nogen jeg aldrig havde regnet med skulle få set. Men nu var de her altså, og de har tydeligvis aldrig spillet efter genre-reglerne.

For uden det skal handle om hudfarve, så hører det altså til sjældenhederne at fire afroamerikanere på dansk jord stiller sig op og (funk)rocker løs. Falconer er på dette, dejligt tidlige tidspunkt, omtrent halvt fyldt, og Living Colour går roligt og rutineret til stålet. Forsangeren, med hatten der dækker godt af for øjnene, og hans imponerende vokal; det må man give ham, det lyder sgu godt (bedre end alt andet, faktisk). Guitaristen, bassisten og trommeslageren, der har et glimrende groove kørende, samt en gavebod af vellydende soli, men der forefindes stort set ingen interaktion med publikum, der således må skabe deres egen fest.

Det er ikke helt nemt når lyden er papirtynd, trommerne aldeles uklare, og vokalen af og til drukner (det er dog et glimrende lysshow, i det mindste). Living Colour går også mere heavy efter et par sange, hvilket løfter stemningen – indtil vi så får en ny sang, der krydser over i hiphop-territoriet. Og nu vi er ved mærkelige indslag, hvorfor så ikke fremføre Blurs ”Song 2”? Nej vent, jeg ved det; vi skal da have en balkan speedmetal sang. Det skal vi da. Jeg ved snart ikke hvad der foregår, men folk ser ud til at synes om det, ikke mindst oppe foran. ”Cult Of Personality” løfter imidlertid hele forsamlingens fornøjelse – men så går det galt igen med en skramlet punk udgave af ”Should I Stay Or Should I Go” (sangtitlen besvarer godt sit eget spørgsmål), der ender ud i et kortlivet grindcore jam, der er ligeså fjollet som det lyder.

Living Colour kan ikke slippe udenom at være et underligt indslag. Det er malplaceret, ligegyldigt hvordan man vender og drejer det, men alligevel ender det med at være aftenens bedste indslag, ikke mindst pga. den rockende ”Cult Of Personality”. Havde betingelserne været anderledes, og et publikum der rent faktisk var dukket op for at se dem, og ikke Alter Bridge... så havde det været en anden sag. 3½/6 stjerner.

Alter Bridge:
Det kunne have været så godt. Aldrig har jeg været vidne til noget lignende i Falconer Salen, at jeg blot stod og ventede på at Alter Bridge ville blive færdige, så jeg kunne komme hjem og ærgre mig. Jeg snakker her om lyden, som var forfærdelig udover alle rimelighedens grænser – og det er ikke kun én ting, men vitterligt alt. Det er rungende, absurd mudret, bas og trommer overdøver alt andet, vokalen skærer i ørerne, hvis den da ikke drukner, og alle nuancer er væk. Er det her Forum, eller hvad sker der?

Så er et glimrende visuelt show, der både tæller korrigeret lys og små videoer på storskærmen, samt et velspillende band, næsten ligegyldigt. Publikum vil så gerne det her, men op til hver eneste sang, igen og igen, sætter skuffelsen ind når mere end ét instrument sætter ind. Gang på gang på gang. Begejstringen er derfor meget afgrænset til de primært forrest stående, og under de største hits. Alter Bridge tager den også lige lovligt på rutinen, men dét i sig selv gør langt mindre end den altoverskyggende lyd, der bare ikke har nogen gode elementer i sig, overhovedet.

Sådan forløber den næste halvanden times tid, hvor det eneste udsving er en hyldest til Cohen, og et andet akustisk nummer fra egne rækker – og dette er ubetinget aftenens højdepunkt. Jeg går fra Falconer Salen med en dybfølt frustration; det er bare ikke i orden, det her, imens jeg læser andre koncertgængeres beklagelser på begivenheden. 2½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – The Writing On The Wall
2) – Come To Life
3) – Addicted To Pain
4) – Ghost Of Days Gone By
5) – Cry Of Achilles
6) – Broken Wings
7) – My Champion
8) – Ties That Bind
9) – Waters Rising
10) – Island Of Fools
11) – Hallelujah (Leonard Cohen cover)
12) – Watch Over You
13) – Isolation
14) – Blackbird
15) – Metalingus
16) – Open Your Eyes
Encore:
17) – Show Me A Leader
18) – Rise Today
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Billy Talent, Young Guns - Pumpehuset

Jeg har kun hørt godt om Billy Talents liveshows, og bandet har jeg kendt til i lang tid, men kun perifert. Det var derfor først en uges tid inden showet jeg satte mig for at få det gennemlyttet, og sikke en energi – og det var bare fra studieindspilningerne. Så skidt med at det var en onsdag; jeg tog til Pumpehuset for at få en fest, og det fik jeg.

Young Guns:
På papiret lyder Young Guns som et glimrende supportband for Billy Talent; hardrock/alternativ rock, i nyere tider mere over i den grandiose arenarock. Det skulle så vise sig, som en bekendt så rammende pointerede, at de er ”ligegyldig, easy listening arenarock – hvad er der ikke at elske ved det?”. Han fik ret i den første del.

Godt nok entrerer de scenen med stil, Pumpehusets store sal er godt og vel halvt fyldt op, og både band og publikum virker i begyndelsen til at finde hinanden; Young Guns lader ikke publikum hænge i mere end et par minutter, før et nyt ”klap jeres hænder!” eller ”hop!” kommanderes – og publikum, i hvert fald de fleste foran, leger med. Bandet bevæger sig fint rundt på scenen, får øjenkontakt til enkelte i forsamlingen, og det tegner egentlig godt, da lyden også er glimrende. 
Alligevel går der ikke længe før publikum for det meste er ligeglad med hvad der foregår på scenen, og bandet mister heraf noget af selvtilliden de ellers lagde ud med. Derudover er det bare slet og ret dovent at lade baggrundskor være backtrack, i stedet for selv at synge dem.

Hvorfor så det? Jeg vil pege på sangene, som simpelthen er for uinteressante; det hele forløber som det skal, og musikken glider ned uden besvær. Det er som en tur på McDonalds, hurtigt fordøjet, hurtigt glemt. Derfor kan en optræden jo sagtens være rigtig god, men det er altså ikke tilfældet denne gang. Der startes stærkt, men pusten tabes hurtigt, og bliver aldrig genfundet – heller ikke da hittet ”Bones” signalerer afslutningen. 3/6 stjerner.

Billy Talent:
Efter den knap så imponerende opvarmning, er det godt vi har Billy Talent til at redde aftenen. Her er den grundlæggende forskel, at der lægges godt fra land – og at dette sådan set fortsætter helt til og med slutningen. Sikke en fest! Klædt i deres kendetegnende røde skjorter, skal der kun få toner fra ”Devil In A Midnight Mass” til at godt 1/3 af publikum har kridtet danseskoene ustyrligt. I mellemtiden er forsamlingen vokset, og næsten hele salen er fyldt. Vi får et par nye sange, og så tilbage til noget ældre, så til noget nyt, og således er menuen sammensat, men kendetegnende er at der er ”gang i den” hele vejen igennem.

Billy Talent har en karismatisk forsanger, men hele bandet gør sådan set sit til at holde festen kørende. Dette tages imod med kyshånd fra publikums side. Og nej, det er ikke fordi det skiller sig markant ud fra hvad man kunne høre derhjemme; faktisk er alle detaljer leveret præcist som på pladen (undtagen en udtalelsesnuancering af ordet ”leaves”, der går igen på omkvædet i ”Fallen Leaves”), og når vi er nede i de slags detaljer, så er det mere eller mindre ligegyldigt. Det gør bare ingenting, for om det så er nyt eller gammelt, så flyver tiden afsted. Der bruges næsten ingen tid på snak, men det er vi heller ikke kommet for.

Og egentlig er der ikke meget mere at sige om det hele. Musikken er energisk punk/rock, og enormt ensformigt, men på den måde som ikke generer, fordi der altid er en energi at holde fast i – altid endnu en dans på gulvet med de andre svedende fans man kan være med til. Billy Talent behøver ikke engang selv at udøve nogen billige tricks for at få folk med; det sker helt af sig selv. Og det ER sgu rimelig sejt, at vi under den sidste sang ser Slipknot-manøvren sat i værks UDEN bandet selv har bedt om det.

Nej, man kan ikke beklage sig. Men dette er ikke stor kunst, og havde jeg ikke enten fået lidt indenbords, eller danset oppe foran (gæt selv hvilken), så havde det nok heller ikke været det store. Men udfra forventningerne, så var det ligesom det skulle være. Hvis du kan lide musikken og vil have en fornøjelig aften, så kan jeg kun anbefale Billy Talent. Jeg er der næste gang. 4½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Devil In A Midnight Mass
2) – This Suffering
3) – Big Red Gun
4) – Surprise Surprise
5) – Ghost Ship Of Cannibal Rats
6) – Rusted From The Rain
7) – The Crutch
8) – Pins And Needles
9) – Surrender
10) – River Below
11) – Saint Veronica
12) – Afraid Of Heights
13) – Louder Than The DJ
14) – Devil On My Shoulder
15) – Red Flag
Encore:
16) – Try Honesty
17) – Fallen Leaves
18) – Viking Death March
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed