fbpx

A Perfect Circle - Forum, 12.12.18

Året er ved at være omme, Tool er bekræftet til Copenhell 2019, og hvad mere? Nå ja, et af Maynard James Keenans sideprojekter vender retur efter et glimrende besøg på Northside tidligere på året. Slapper den mand nogensinde af? Ikke at man skal klage, som nysgerrig-lytter-men-ikke-helt-fan var det en fornøjelse for et halvt år siden, så mon ikke det bliver mindst ligeså godt nu?

A Perfect Circle:
”Når nu vores konkurrent Royal Arena kan tilpasse sig mængden af solgte billetter, hvad fanden gør vi så?!”. Hvis dette ellers fiktive udsagn var stammet fra en i Forums ledelse ville det ikke have undret mig. Det er nok ikke tilfældigt at konceptet Forum Black Box opstod lige omkring tidspunktet hvor Royal Arena åbnede, og baseret blot på opvarmningen Chelsea Wolfe, hvor vi som tilskuere vitterligt er lukket inde i en boks af sorte vægge – ja så holder konceptet 100 %. Vi er vel 3000-4000 mennesker, så det er intimt på en hel anden måde end man er vant til, og at sælge 10.000 billetter til A Perfect Circle var jo nok utopisk uanset hvad, så der skal ikke lyde nogen klager herfra. Det er bare sjovt hvad lidt konkurrence kan gøre.

At A Perfect Circle er deres helt egne, det er vist ikke en overdrivelse. Der er ingen vilde fagter og leflen for laveste fællesnævner, nej i stedet åbnes der roligt og næsten lokkende som Keenans vokal bærer os igennem titelsangen fra bandets seneste album ”Eat The Elephant”. Herfra er det gnidningsfrit over i ”Disillusioned” inden en række af ældre sange præsenteres med indskydelse af den fjollede ”So Long, And Thanks For All The Fish”. Generelt er det nye album en ujævn størrelse da nogle af sangene er på højde med de ældre, men nogle falder grueligt igennem som f.eks. førnævnte og afslutteren ”Delicious” – men det sidste kommer jeg tilbage til.

Visuelt er scenen sat på samme måde som Northside, altså et podie til trommesættet i højre side, hele venstre side er afsat til den ene guitarist der skifter mellem guitaren og klaveret og i midten har vi så en (perfekt) cirkel til Keenan og hans udskejelser. Det er hans space, sommetider brugt til blot at synge, andre gange til at halvt danse/halvt vifte med armene, men for det meste blot at være gemt væk i skyggerne. Til gengæld er der nu mere lys, lige fra trommepodiet til Keenans cirkel og til de aflange og afkortede skærme i loftet der hænger så det næsten ligner, at man befinder sig i en kirke hvor lyset strømmer ind (det er indtil de skifter til mere dystert lys af og til). Bag scenen dukker bandets logo sporadisk op og forsvinder ligeledes af og til igen – man er dermed aldrig i tvivl om hvem der spiller. Alt i alt et glimrende visuelt setup der understreger musikken og dens forskellige stemninger effektivt og med en i øvrigt god og klar lyd til følge.

Værende et så sjældent bekendtskab på vores breddegrader (det er deres kun 3. visit) behøver A Perfect Circle ikke reelt gøre andet end at dukke op, og så at spille ordentligt. Det er også præcist hvad de gør, hverken mere eller mindre, men langt det meste af materialet modtages med gentagende klapsalver: det nye varierende fra sang til sang og det gamle stort set ubetinget. Ellers ”sker der ikke rigtigt noget”, men det er heller ikke fordi der er et sådant behov, faktisk ville det nok ikke være en positiv tilføjelse hvis der opstod moshpits eller Keenan hoppede vildt rundt. Det er opmærksomhedskrævende musik, noget man fordyber sig i, ikke slås og bolle.

Med ovenstående sagt, og stadig med respekt for at bandet gør præcist hvad der passer dem, kan man altid diskutere sætlisten. Både ift. valg af sange, som dog ikke er et kritikpunkt herfra, men derimod opbygningen af den, her mest mærkbart i midten af sættet. Coveret af ”(What's So Funny 'bout) Peace, Love And Understanding” er uinteressant og selvom både ”Vanishing” og især ”The Noose” er fede numre på plade bliver de i kombination med ”3 Libras (All Main Courses Mix)” simpelthen for langtrækkende. Intensiteten daler deraf gevaldigt og flere ser ud til ikke helt at være sikre på hvad de skal synes, også hos dem som åbenlyst kender sangene. Især overgangen fra ”The Noose” til deres remix af ”3 Libras” er ærgerlig. Hvorfor ikke bare spille den originale så? Remixes er for det første sjældent bedre, og da slet ikke når det bliver til omkring syv minutters ligegyldig støj der lyder som Massive Attack på en dårlig dag. En unødig tilføjelse.

Men vi kommer heldigvis ud af ørkenvandringen. Efter 55 minutter og 11 sange siges der tak og verdenssituationen vendes i et par ord – ”men ikke her, ikke i aften”, lad os glemme alt det et øjeblik og nyde dette i stedet, formanes der fra scenen. Og så kommer de rigtig gode sange fra det nye album. Fire i rap i form af ”The Contrarian”, ”TalkTalk”, ”Hourglass” og endelig ”The Doomed” der fungerer akkurat som de skal. Og det slutter ikke der, for i forlængelse kommer også ”Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums” der bliver et højdepunkt på linie med ”Weak and Powerless” i begyndelsen. Her kan de skærende industrialelementer mærkes og med det simple, men effektive blinkende lys i perfekt rytme føles det som krigstrommer der banker derudaf. Det er nemt, men det virker. Hvad der derimod ikke virker er AC/DC coveret ”Dog Eat Dog” der ligesom på Northside stikker ud som en ligegyldig tilføjelse, den sympatiske hyldest uagtet. ”The Package” får os dog direkte tilbage i den gode zone, men hvorfor slutte med ”Delicious”, en ret beset kedelig sag fra den nyeste udgivelse? Det er en dum afslutning, slet og ret.

Men sådan er det. Ingen skal diktere tingene for APC. Og når alt kommer til alt tror jeg ikke nogen går skuffede herfra. Ikke at det så var overjordisk eller perfekt, der er trods alt et stykke dertil, men det var ganske godt. Nu kan vi så alle sammen vente på Tool til sommer. Mand, det bliver godt.

Sætliste:
1) – Eat The Elephant
2) – Disillusioned
3) – The Hollow
4) – Weak And Powerless
5) – So Long, And Thanks For All The Fish
6) – Rose
7) – Thomas
8) – (What's So Funny 'bout) Peace, Love And Understanding (Brinsley Schwarz cover)
9) – Vanishing
10) – The Noose
11) – 3 Libras (All Main Courses Mix)
12) – The Contrarian
13) – TalkTalk
14) – Hourglass
15) – The Doomed
16) – Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums
17) – Judith
18) – Dog Eat Dog (AC/DC cover)
19) – The Package
20) – Delicious
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Northside Festival 2018: A Perfect Circle

Åh, Maynard James Keenan – du er sgu en særling. Givet, det er ikke på niveau med Puscifer for nogle år siden; der er ingen boksering eller udklædte cirkusartister, men din udklædning, dude. En slags Batman’s Joker klædt i et rødt jakkesæt fra top til tå, og så med det lange og filtrede hår. Det tog 18 år inden de stod her igen, A Perfect Circle, der først lige kommet ud af hi med et nyt album – men hovedmanden bag er næsten synet værd i sig selv. Og at vi er vidne til noget helt specielt, foruden Maynard i sig selv, er tydeligt at mærke blandt publikum. Jeg kan naturligvis ikke undgå at tænke ved mig selv, at det for nogle år siden var Puscifers tur til at blive hevet frem for gemmerne og det så nu er A Perfect Circle – tilsyneladende alt andet end at komme med det efterhånden (over)ventede Tool-album, eh?

Men stemningen er speciel, og mange er valfartet hertil blot (eller primært) for dem, hvilket kan mærkes helt ned til de bagerste rækker hvor jeg vælger at placere mig; at her er noget man bør se. Og med ”Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums” til at åbne ballet ved man bare, at det kommer til at blive godt. Her hjælper Northsides vanligt gode lyd samt i anledningen en høj volumen. Rent sætliste-mæssigt er vi som ventet ude i, at der er en overvægt fra det nye album ”Eat The Elephant” – det fungerer dog overordnet godt, da halvdelen af dem bliver pakket sammen med ældre sager, så det giver en fin balance.

Og der er ingen slinger i valsen: lige en kort hilsen og så ellers derudaf, fuld fart fremad. Og selvom jeg kan stå her, som ikke-kender, er jeg hurtigt solgt. Ikke helt fra begyndelsen, nej, men som tiden går, er det svært ikke at lade sig rive med. Ikke at alt så er perfekt: ”So Long, And Thanks For All The Fish” er i sin natur en hyldestsang til en nu efterhånden beklageligt lang liste af døde musikere fra det globale rock-og metalmiljø – men det gør det ikke til en spændende sang i sig selv. Man kan så dertil undre sig over, at når man nu vælger at spille ovenstående, hvorfor man så OGSÅ har Malcolm Young-hyldesten i form af et cover af AC/DC’s ”Dog Eat Dog” på sætlisten – én hyldestsang er vel nok? Publikum ser også ud til, i de små 3-4 minutter, at miste noget energi, og forståeligt nok: mere interessant er det heller ikke.

Men derudover er det en bundsolid optræden som jeg ikke tror nogen fan kan have været utilfreds over – selvom man nok altid kunne ønske sig flere gamle kendinge (her må folk vente til headlinershowet i december!). Jeg skal i hvert fald hjem og høre noget A Perfect Circle, kan jeg se.

Sætliste:
1) – Counting Bodies Like Sheep To The Rhythm Of The War Drums
2) – Hourglass
3) – The Hollow
4) – Weak And Powerless
5) – Rose
6) – Disillusioned
7) – The Contrarian
8) – Thomas
9) – The Package
10) – So Long, And Thanks For All The Fish
11) – TalkTalk
12) – The Doomed
13) – Dog Eat Dog (AC/DC cover)
14) – The Outsider
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

A Perfect Circle - Thirteenth Step

Hvad kan jeg sige. Ja det er lidt sent at komme med anmeldelsen af A Perfect Circle’s andet album Thirteenth Step.
Jeg kan komme med 100 af undskyldninger, men i bund og grund har jeg ikke haft tid. For meget at se til, for lidt tid.

Thirteenth Step har været med til at gøre afstanden mellem forsangeren Maynard James Keenan andet band Tool større. Og det må man sige han har gjort. Det meget Tool inspirerede guitarriff som var på A Perfect Circle’s debut album er næsten væk, til gengæld er det blevet mere melodisk og der er lagt større vægt på sangen.
Udover ændringen af den instrumentelle fremgangsmåde, er der også blevet ændret i ”holdopstillingen”. Bassisten Paz Lenchantin er blevet erstattet af Jeordie White bedre kendt som Twiggy Ramirez fra Marilyn Manson’s band. Og guitarristen Troy Van Leeuwen er blevet erstattet af det tidligere medlem fra Smashing Pumpkin, James Iha.
Dette tror jeg har været med til den drastiske ændring af musikken. De tidligere bandmedlemmer var mere tunge eller heavy om man vil, hvorimod de nykommende medlemmer er mere stilfærdig og har det bedre med melodiøse arrangementer, som man også har set hos Smashing Pumpkin. Maynard James Keenan og guitaristen Billy Howerdel er også blevet en del bedre til at lave sangtekster end tidligere.
Det hele bliver til et anderledes, men fantastisk album fra A Perfect Circle. Man kan ikke andet end beundre Keenan, det syndes at lige meget hvad manden røre ved, så bliver det fremragende.

Dette er første gang jeg har givet topkarakter og nok også sidste gang. Et rent mesterværk.

Læs mere...

A Perfect Circle - eMOTIVe

”eMOTIVe” er titlen på A Perfect Circle's tredje album, der symbolsk blev udgivet på dagen for det amerikanske præsidentvalg. Og lad det være sagt med det samme: ”eMOTIVe” er et politisk album, der snarere skal betragtes som bandets bidrag til den omtalte valgkamp, end som et egentligt nyt studiealbum. Albummet indeholder 12 numre, hvoraf de ti er kraftigt modificerede cover versioner af kendte protestsange. Altså er der kun to numre skrevet af bandet selv. Som nævnt, er de mange covernumre i høj grad blevet omarrangeret, sådan at numrene er forsøgt tilpasset A Perfect Circle's eget lydunivers.

Desværre kan kun de færreste af disse numre måle sig med bandets velkendte egenproduktion, fra de to foregående albums. Væsentligste undtagelse herfra er dog John Lennon-klassikeren ”Imagine”, der i sin nye udgave er utrolig vellykket, ja nærmest perfekt. Derudover hører følgende numre til i den bedre del af albummet: ”Annihilation” (Crucifix), ”Gimmie Gimmie Gimmie” (Black Flag) samt ”Freedom of Choice” (Devo). Til det ene af bandet to egne numre ”Counting Bodies Like Sheep to the Rhythm of the War Drums”, er der udsendt en animeret anti-krig/anti-Bush video, for at promovere albummets overordnede budskab. Egentlig er nummeret blot en ny udgave af sangen ”Pet” fra det forrige album ”Thirteenth Step”.

I overensstemmelse med titlen giver lyden fra dette track giver da også associationer om krig og ødelægglse, men noget mesterligt nummer er det absolut ikke. Derimod er er nummeret ”Passive” helt nyt og mere typisk for A Perfect Circle, mørkt men samtidig let tilgængeligt. En smuk sang der, sammen med ”Imagine”, højner albummets standard. Samlet set kan ”eMOTIVe” dog ikke vurderes bedre end OK, dertil er der for mange svage numre.

 

Revolution Music vil gerne takke EMI/Virgin for tilsending af dette album.

Læs mere...

A Perfect Circle - aMOTION

Gruppen der for nu med denne cd/dvd udgivelse har udsent 2 stykker musik på bare 2 uger, må siges at have travlt med at komme af med det hele.
Først blev vi beriget med et coveralbum, som der nok må være delte meninger om, men jeg synes ikke det var godt, ikke når man er vant til A Perfect Circles musik.

Nu drejer det sig så om deres cd/dvd udgivelse, og det er også en blandet fornøjelse, da cd'en indeholder 9 sange af A Perfect Circles bedste, bare i remixet versioner. Godt nok remixet af prominete navne som Massive Attack og Danny Lohner, men det virker bare malplaceret da sangene næsten er gået over og blevet en lounge compilation.

DVD'en indeholder 8 musikvideoer fra bandet og det nye ”Counting Bodies Like Sheep To The Rythm Of The War Drums” klip. Derudover ligger der ”The Noose” live optagelse, og vinderen af konkurrencen på aperfectcirle.com med videoen ”Blue”. Som ekstra materiale er der de 3 næste pladser i konkurrencen om at instruere videoen ”Blue” til bandet. Der ligger mere ekstra materiale, men ligesom alt det andet er dette udelukkende en fan version. Det kan kun interessere fans alle disse optagelse og remixene på cd'en, jeg tror ikke det er for andre, og hvis det var, ville folk blive skuffet for materialet er simpelthen for ringe.

Man kan så tage hatten af for at de laver det, da de godt ved at et coveralbum var nok ikke det fans'ne havde forventet efter så lang tid. Men der har de så brygget noget sammen til fans'ne og hatten af for det, og så til en rimelig pris.

 

Revolution Music vil gerne takke Virgin/EMI for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed