fbpx

Slayer, Fear Factory Fremhævet

Slayer, Fear Factory

Det har været et par turbulente år for Slayer. I 2011 fik Jeff Hanneman, en af de to skabere af Slayer, diagnosticeret en sygdom kaldet “necrotizing fasciitis”, efter at være blevet bidt af en edderkop. I de næste 2 år ændrede hans tilstand sig desværre ikke til det bedre, men det kom alligevel som en overraskelse for alle, da han stillede træskoene den 2. maj i år – kun i en alder af 49. Dødsårsagen, leversvigt, kom som følge af et overforbrug af alkohol.
Og som om det ikke skulle være nok, blev Slayers tidligere trommeslager, Dave Lombardo, fyret tilbage i februar pga. en uoverensstemmelse om bandmedlemmernes løn.
Kort efter Jeff Hannemans død blev Paul Bostaph så annonceret som Slayers “nye” trommeslager. Helt så ny er han dog ikke, da han tidligere har tæsket trommer hos Slayer på bl.a. “God Hates Us All”.

Al denne tumult medførte naturligvis også flere forskellige rygter og en generel usikkerhed om, hvad fremtiden ville byde på. Da Slayer valgte at tage på tour kort efter Jeff Hannemans død, og med Dave Lombardo nu ude for 3. gang, erklærede mange, at det måtte være tid til at slutte med værdigheden i behold.
Jeg var derfor selv usikker på, præcis hvordan denne aften ville gå. Baseret på folks reaktioner efter den middelmådige koncert på Copenhell i 2012, hældede det ikke til den positive side.
Jeg huskede dog derimod min seneste indendørs koncert med Slayer (Valby Hallen i 2008), som glimrende, omend en smule langtrukken. Lad os bare slå noget fast med det samme: jeg blev ikke skuffet i aften.
Før vi kommer så langt, skulle Vega forkæles med industrial metal giganterne i Fear Factory, som havde aflyst deres planlagte koncert i Århus samme aften for i stedet at varme op for Slayer i Vega. Synd for århusianerne, og man kan også diskutere hvor rimelig den beslutning er, men sket var sket – og tak for det!

Fear Factory:
Amerikanske Fear Factory er tilbage fra 1989 og var i 90’erne en stor spiller på metalscenen. De har haft massiv udskiftning i besætningen igennem tiden, såvel som nogle opbrud på vejen. Det er kun forsangeren ”Burton C. Bell” som har været med helt fra starten. 
Hvis man snakker industrial metal, må man nødvendigvis snakke Fear Factory. Over årene har Fear Factory dog også eksperimenteret med både groove metal, death metal og thrash metal. De er senere gået tilbage til deres industrial metal lyd, som bl.a. ses på deres seneste album ”The Industrialist”, der udkom tidligere sidste år. Deres debutalbum ”Soul Of A New Machine” udkom tilbage i 1992, og et af deres mest kendte albums udkom 3 år senere – nemlig ”Demanufacture”.
Fear Factory havde dog også success med “Obsolete” fra 1998 og det knap så gamle album “Mechanize” fra 2010.

Efter en skuffende optræden i Amager Bio sidste år
var jeg bange for, at det blot ville blive en gentagelse i febrilsk at nå de korrekte toner + et uengageret band. Fra første tone i det knap ¾ fyldte Vega var én ting i hvert fald slået fast: den instrumentale del af Fear Factory er SÅ i orden! For satan da, hvor er det tight. Fra den nye trommeslagers stædige og aggressive indpisken, til guitaristen som tilsyneladende ikke kan ramme forkert – WOW!

Og lyden. Og lysshowet. Begge dele skal have skamros herfra, for det er præcist sådan Fear Factory fungerer bedst; en massiv og dyb bund af bas som kan mærkes i gulvet og op igennem hele kroppen. En rystende, beskidt, ubehagelig og ja, mekanisk, lyd som smadrer dit ansigt. Lyset bestod reelt kun af hysterisk blinkende sort/hvid lamper, men igen giver det en overbevisning om, at Fear Factory repræsenterer en dystopisk og maskinel fremtid, hvor alting er gråt, anonymt og forfærdeligt at leve i.

I den sammenhæng agerer bandet som de skal. Forsangeren er næsten så statisk som en stenstøtte. Guitaristen og bassisten traver lidt rundt og smiler, men de føles næsten som statister for noget større – og det virker for denne anmelder. For her behøves vitterligt ingen tricks eller smarte moves. Musikken er nok, også selvom kun knap halvdelen af publikum er med. Den halvdel, som er med, “nyder” det fuldt ud, ligesom jeg selv gør.
Der er dog alligevel en begrænset interaktion med publikum, mest synlig imellem numrene, men der er også enkelte gange hvor publikum klapper i takt, eller hvor vi tilspørges ”Are you ready, Copenhagen?!”.

Den store anke omkring Fear Factory, og som vist altid har været kritikpunktet, er forsangeren. For selvom man kan skjule manglende sangevner på en CD, er det bare sjældent muligt live. I aften lykkedes det dog usædvanligt godt, og jeg lokkes næsten til at tro, at det ikke kan gå galt. Det er alt sammen inden vi når til ”Powershifter”…
Her er der bare ingen vej udenom; omkvædene leveres pivfalske, og det gør ondt i ørerne. Især når de tidligere sange ikke har været ramt, så at sige, ja så gør det bare det hele så meget mere ærgerligt. Omvendt fungerer forsangerens skift mellem growl, skrig, råb og ren vokal – kombineret med den mekaniske synth-agtige support som banker i baggrunden - ellers som det skal. Det er ”bare” falsk til tider, men når det er så tydeligt, er det mere end rigeligt til at lægge låg på de fede elementer.

Igennem ca. 40 minutter bliver vi ledt igennem årene 1992 – 2012. “Martyr”, som afslutter koncerten, er helt tilbage fra debut'en “Soul Of A New Machine”. ”Shock” og ”Edgecrusher” stammer fra 98’s ”Obsolete”. ”Self Bias Resistor”, “Replica” og titelsangen “Demanufacture” udkom i 1995.
Men vi kommer også forbi årtusindeskiftet. Den voldsomt populære “Powershifter” (i hvert fald på plade) er fra “Mechanize” – kun 3 år gammel. ”What Will Become” er at finde på “Digimortal”, udgivet i 2001, og til slut får vi titelsangen “The Industrialist” fra 2012.

Alt i alt leverer Fear Factory en godkendt koncert, som oversteg mine egne forventninger. Den sublime lyd og lysshowet trækker rigtig meget opad, ligesom det statiske show faktisk også gør bandet en tjeneste i dette tilfælde – det er ellers sjældent det fungerer sådan.  
Den haltende vokal, som især kunne spottes i ”Powershifter”, er det store ankepunkt (igen).
Jeg forstår simpelthen ikke, hvorfor Fear Factory ikke indspiller de stykker igennem en maskine, eller på anden måde gør noget ved problemet. Det er jo ikke ligefrem noget nyt, og man føler mere medlidenhed end irritation over dette, for selvfølgelig er det noget værre lort (for at sige det ligeud) ikke at kunne synge, som man kunne i fordums tider, men der er mere styrke i at indse sine svagheder og forsøge at gøre noget ved dem, i stedet for at insistere på at ignorere problemet væk.
Jeg ser frem til at Fear Factory finder nye veje, for ellers skal der være sublim lyd til alle fremtidige koncerter før det kan blive godt, og selv da kan det aldrig blive fantastisk.
4 stjerner herfra.

Sætliste:
1) – Shock
2) – Edgecrusher
3) – Demanufacture
4) – Self Bias Resistor
5) – The Industrialist
6) – Powershifter
7) – What Will Become
8) – Replica
9) – Martyr

Slayer:
Thrashbandet Slayer tilhører den musikalske gruppe “Big Four”, som iøvrigt tæller sværvægterne “Metallica”, “Megadeth” (som skuffede ved deres sidste show)
og Anthrax, og er generelt anerkendt som den mindste spiller af de 4.
Slayer begyndte ligesom de andre fra “Big Four” tilbage i USA i året 1981 (Megadeth startede dog først 2 år senere). Selvom alle 4 bands lagde ud med at bevæge sig i thrashmetal genren, har alle 4 bands udviklet sig over årene, hvor især Metallica er gået bort fra deres gamle lyd. Anthrax har fundet et større fodfæste i grænselandet mellem heavy-, groove- og speedmetal, og Megadeths lyd, omend stadig genkendelig thrash, er blevet langt mindre aggressiv og generelt blødere – faktisk så meget, at det af flere påpeges at være mere rock end metal.
Alt dette bringer mig frem til en vigtig pointe; Slayer har altid været, og vil formentlig altid være, Slayer.
Hverken mere eller mindre. Den eneste undtagelse må siges at være ”Diabolus In Musica (oversat til “The Devil In Music”), fra 1998. Her forsøgte Slayer groft sagt at gøre deres lyd mere moderne. Et forsøg som medførte en del blandede meninger. Udover den lille afstikker, kan Slayers albums siges at være ret ens. Om det er debut'en “Show No Mercy” fra 1983, “Reign In Blood” fra 1986, “South Of Heaven” fra 1988, “Seasons In The Abyss” fra 1990, “God Hates Us All” fra 2001, eller senest “World Painted Blood” fra 2009 – alle albums peger det samme sted hen.
Det er hurtigt, aggressivt, larmende, hårdt, provokerende og fyldt til randen med guitarsoloer.
Enten kan man lide det, eller også kan man ikke. Jeg ser mig selv stå midt imellem de to lejre, for jeg skal ærligt indrømme, at jeg hurtigt bliver træt af Slayer i studiet, men enkelte numre fanger mig. Live er det dog en helt anden sag…

I tidsrummet efter Fear Factory var Vega blevet fyldt næsten helt op. Koncerten var ikke udsolgt, men det kan ikke have været langt fra. Publikum var ellevilde, og da lyset sænkede sig ca. kl. 21:15 råbte og skreg folk af glæde. Først kom den ”nye” trommeslager Paul Bostaph til syne, og kort efter kunne både Tom Araya, Kerry King og tour medlemmet “Gary Holt” fra Exodus skues.
Herefter satte en smilende Tom Araya gang i titelsangen fra ”World Painted Blood”.

Det er 11 år siden at Slayer sidst har aflagt en visit hos Vega, og det er da også specielt at opleve Slayer i så intime rammer. Det virkede dog totalt til alles fordel, for de forreste folk stod vitterligt mindre end 2 meter fra bandet, og selv Tom Araya, som ellers virker som en seriøs og til tider halvsur gammel bedstefar, kunne ikke undgå at smile til publikum og tale til os, så det lød oprigtigt. Kerry King, som ellers ser nok så grum ud, kunne heller ikke holde nogle få smil tilbage.
Det er sjældent at se folk crowdsurfe i Vega, men i aften kunne det ikke stoppes – og det blev heldigvis heller ikke forsøgt fra vagternes side. Det resulterede i, at der til næsten hvert eneste nummer var op til flere, der røg over hegnet – og nu har jeg ikke engang nævnt de moshpits, som var at finde fra første sang og indtil slutningen.

Slayer i sig selv var ellers som jeg husker dem på scenen. Kerry King headbanger, ser ond ud og fyrer soloer af. Tom Arayas vokal holder stadig i 2013, og udover at råbe teksterne og tale til os var der intet udover det sædvanlige. Tourmedlemmet Gary Holt, som overtog fra Jeff Hanneman tilbage i 2011, var langt den mest aktive, og nailede endda også op til flere soloer til perfektion.
Trommeslageren, som naturligvis er et interessant emne vedrørende Slayer i øjeblikket, var tydeligvis rigtig glad for at være tilbage bag tønderne. Man kunne se ham storsmile næsten konstant, og det i sig selv er sgu rimeligt imponerende – det går altså pænt stærkt. Jovist, ham og Lombardo er ikke ens, men for en gennemsnitlig fan af Slayer (undertegnede) var der ingen nævneværdige fejl at høre, og tempoet var hverken for højt eller lavt. Han tæskede derimod igennem sangene med stor indlevelse.

Igennem ca. 1 time og tyve minutter blev vi ført igennem flere sange fra de klassiske albums i “Reign In Blood”, “Seasons Of The Abyss”, ”Hell Awaits”, “South Of Heaven”, samt den nye “World Painted Blood”. Vi fik også “Disciple” fra “God Hates Us All” allerede som den anden sang. En af mine personlige favoritter, ”Chemical Warfare”, blev også luftet.
Selvom det stank langt væk af en slags ”Greatest Hits”-aften (hvis Slayer nogensinde kan siges at have lavet hits), så var der alligevel en smule tomgang i midten af koncerten. Der kunne man måske have skåret et par enkelte sange fra, eller bare byttet lidt rundt. Der er ikke nogen som siger, at man skal afslutte med 3 af de største sange i form af ”Raining Blood”, “South Of Heaven” og “Angel Of Death”.
Men da vi kom til det tidspunkt, var det også det hele værd.

Først fik vi nemlig ”Raining Blood”, som i stedet for at trække på den normale intro med torden og brag, rent faktisk blev spillet live – også med introen. Pisse fedt!
Efter en kort mørklægningspause blev Slayers normale banner skiftet ud med et til ære for Jeff Hanneman. Banneret, som i mørket først blev forvekslet med en reklame for Heineken, viste sig heldigvis at være noget langt mere personligt. Selve navnet blev aldrig nævnt, og der kom heller ikke nogen udtalelser om hverken hans sygdom og død, forløbet for bandet de sidste 2 år eller om den ”nye” trommeslager. Banneret talte helt for sig selv; Slayer lever!
Så uden noget pis satte Slayer gang i ”South Of Heaven” og dernæst ”Angel Of Death” – en titel som Jeff Hanneman også var kendt under. Slayer var glade, vi var glade, og så var det slut.

Jeg vil sige det kort; jeg tror ikke, at jeg kommer til at opleve Slayer i bedre form end i aften. Men jeg har aldrig været en stor fan af musikken. Det var umådeligt fedt at opleve en så dedikeret fanbase, også selvom Slayer har gået igennem flere udfordringer i den seneste tid. At se Slayer i så intime rammer var perfekt, og bandet udnyttede fuldt ud muligheden for at være mere personlige og direkte, end hvad jeg har set før. Stor respekt til publikums engagement, selvom jeg dog vil sige, at jeg har set folk gå langt mere amok til Slayer end i aften. Om det er post-Wacken blues, sommerferie eller bare fordi det er tirsdag, skal jeg dog ikke kunne sige. Samtidigt var der, som nævnt tidligere, en smule tomgang i midten af sættet. Det trækker nedad, men ikke meget.
Alt i alt udløser det 5 store stjerner herfra. Jeg er ikke sikker på at jeg tør se Slayer igen, hvis/når de kommer forbi – for jeg tror ikke det kan blive bedre, end det var denne gang.

Sætliste:
1) – World Painted Blood
2) – Disciple
3) – War Ensemble
4) – Hallowed Point
5) – At Dawn They Sleep
6) – Mandator
y Suicide
7) – Chemical Warfare
8) – Altar Of Sacrifice
9) – Jesus Saves
10) – Postmortem
11) – Snuff
12) – Hate Worldwide
13) – Seasons In The Abyss
14) – Hell Awaits
15) – Dead Skin Mask
16) – Raining Blood
Encore:
17) – South Of Heaven
18) – Angel Of Death

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Slayer, Fear Factory
  • Karakter: Karakter: 4.5
  • Koncert dato: Tirsdag, 06 August 2013
  • Koncert sted: Store Vega
  • By: København
  • Genre: Industrial Metal, Thrash Metal
Mere i denne kategori: « Deep Purple Tenacious D »

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.