fbpx

Prophets of Rage - Copenhell 2017 Fremhævet

Prophets of Rage - Copenhell 2017

Der var engang... Og den gang var der dét ved det hele, at planetens absolut sejeste band hed Rage Against the Machine. Det faktum havde mit daværende jeg så udmærket opfattet, idet jeg i mit præ-pubertets-hormonhelvede hoppede rundt som en spændetrøjeoplagt spastiker til deres skallesmækkende revolutions-raprock.

Med annonceringen af Prophets of Rage til Copenhell har jeg således bevidst måttet neddrosle min indre teenagers forventninger. Alliancen med Chuck D kan jeg sagtens forstå, — gruppens navn er trods alt taget fra det 29-årige Public Enemy-nummer, som de åbner deres shows med. Men jeg har hele tiden haft svært ved at se, hvad den stenede tegneseriefigur B-Real har kunnet tilføje kollegernes bundseriøse sociale indignation og vrede.

Vi skal dog ikke mange nanosekunder ind i førnævnte titulære åbner, inden al tænkelig skepsis bliver gjort til skamme. Crowd’en eksploderer i en velkomst varmere end vejret på denne skønne, solrige sommeraften. Ligesom for mit eget vedkommende begrænser de flestes livereferencer med halvdelen af Prophets of Rage sig vel egentlig til Audioslave-koncerten på Roskilde ’05. Jeg selv har i hvert fald ventet i alt for mange år på at høre disse numre.

Og hvor er det dog både forrygende og forløsende med ét at erfare, at de to rappere går så perfekt i spænd med denne rytmegruppe, der simpelthen må regnes blandt verdens absolut bedste. At DJ Lord så tilmed har fundet vej til drejebordet i konstellationen er bare en rosin i den anden pølseende.

Og sangene, mand. Disse numre, der i dén grad har dannet soundtrack til overtegnedes ungdomsår, serveres ikke bare med et overlegent musikalsk overskud, men med en nerve og indlevelse, som havde de mellemliggende år højst varet et par ugers tid. Og hvor er det fantastisk, at den skammeligt oversete “The Battle of Los Angeles” (’99) tilgodeses med de fremragende “Testify”, “Guerilla Radio” og “Sleep Now in the Fire”.

Det er naturligvis RAtM's helt gamle oprørs-anthems som “Take the Power Back”, “Know Your Enemy”, “Bullet in the Head” og naturligvis “Bombtrack”, der udløser den største mængde mosh og følgende glædesjubel. Men fandengaleme om ikke B-Real opildner til et decideret hiphop-medley midtvejs — bestående dels af Cypress Hill-klassikerne “Dr. Greenthumb” og “Insane in the Brain” (hurra!); dels af Public Enemy-klassikerne “Can’t Truss It” og selvfølgelig dén “Bring the Noise”, der i metalregi blev udødeliggjort i genindspilnings-kollaborationen med Anthrax i ’91. Og så får vi gudhjælpemig også House of Pains “Jump Around” at hoppe rundt til. Så dét gør vi.

På en metalfestival føles det intet mindre end berigende at kunne byde så hjerteligt velkommen til en genre, der reelt har så store sociale, kulturelle og attitudemæssige ligheder med metal, selvom de lyder så forskelligt. Jeg har aldrig været musikalsk kræsen; mit venskab med hiphop går lige så langt tilbage som det med metal, og det både luner og letter mig at se, at mine stor-bounce’ende brødre og søstre omkring mig har det på samme måde. Og så er det forresten mindst lige så skønt at vi senere i sættet ikke snydes for RAtM’s hårdtslående udgave af Cypress Hills “How I Could Just Kill a Man”. Ja, det er faktisk nærmest tre meta-niveauer af covernummer, vi er ude i hér.

Selvfølgelig kommer vi ikke udenom de politiske budskaber, som i de forgangne år — ikke mindst det seneste — nærmest kun er blevet endnu mere aktuelle. Det nye nummer “Unfuck the World” siger alt. Under en guitarsolo spillet Hendrix-style con i denti, afslører Tom Morello et stort klistermærke med påskriften “FUCK TRUMP” — et budskab der går rent ind hér i den decideret frie verden. Og ja, lad os nu bare kalde en spade for en spade: USA’s nuværende præsident er ikke bare en dårlig joke, der er kørt for langt ud; mandens korrupte løgnagtighed og narcissisme tenderer bogstaveligt talt psykopati; han er et videnskabeligt analfabet, og han er til decideret fare for både millioner af fattige amerikanere og for hele klodens økobalance. Fuck Trump: Så enkelt kan det faktisk somme tider siges.

Heldigvis er der også plads til et dybt rørende moment i form af en hyldest til d’herrer Morellos, Commerfords og Wilks nyligt afdøde eks-bandmedlem og ven Chris Cornell. Vi råber hans navn ud over hele pladsen i forlængelse af en ren instrumentalversion af Audioslaves flotte “Like a Stone”, som hele publikum naturligvis lægger vokalspor til. Eller, det vil sige, jeg gør ikke. Mine læber vibrerer, min hals snører sig forræderisk sammen, og mine øjne løber i vand. En vildt fremmed giver mig et kram, og det varmer i skrivende stund sgu stadig. RAtM var de største for mig i en periode, men Soundgarden var fandeme også i nærheden i ret præcist samme tidsrum.

Skulle jeg have noget kritikpunkt, må det blive, at min gamle favoritskive med RAtM, “Evil Empire” (’96), kun repræsenteres med én skæring — selvsagt den fabelagtige anti-krigs-hymne “Bulls on Parade”. Men skulle der efter den lige så selvsagte afslutter “Killing in the Name…” stadig have befundet sig mennesker på Refshaleøen, der ikke lige havde hoppet ganske ligeglade rundt og råbt “FUCK YOU, I WON’T DO WHAT YOU TELL ME!”, kan jeg kun konstatere, at disse har været bundråddent dårlige mennesker. Det er kun ganske få koncerter, jeg har set herude, der har været federe end den hér, og sådan blev det såmænd ved med at være hele festivalen igennem.

¡Viva la revolución!

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • Invocator_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Architects _1
  • Forfatter: Jill
  • Devil Driver_4
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Prophets of Rage
  • Karakter: Karakter: 5.5
  • Koncert dato: Torsdag, 22 Juni 2017
  • Koncert sted: Copenhell, Refshaleøen
  • By: København
  • Genre: Rap Metal
  • Samarbejdspartner: Copenhell

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.