fbpx

Opeth - DR Koncerthuset Fremhævet

Opeth - DR Koncerthuset

Ah, Opeth. Om noget et band der altid er garant for en glimrende oplevelse, i hvert fald hvis det foregår indenfor. Det var efterhånden også på tide de fik større lokaler at udfolde sig i end Store Vega, så dette setup virkede på papiret som det bedste match i Danmark. Og vi blev ikke skuffede...

Opeth:
Med henholdsvis tre sange fra det nye ”Sorceress”, to fra det ældre ”Ghost Reveries”, og én skæring fra samtlige af Opeths album, foruden de to første og det nyere ”Heritage”, og så har man allerede her opskriften på en god aften. Foruden at være glad for musikken i al almindelighed, er en stor bonus ved at se Opeth live, at man ved der altid vil være høj udskiftning af sange, så man får mulighed for at høre noget forskelligt – den eneste sang jeg umiddelbart kan komme på der altid er på programmet er ”Deliverance”, hvilket man vel egentlig også kan kalde for Opeths ”hit”. Nej, sætlisten er lige som den skal være. Fra den monumentale og hårdtslående start, ikke mindst i form af ”Ghost Of Perdition”, til den lange og mere rolige midte, f.eks. med sange som ”Face Of Melinda” og ”In My Time Of Need”, til den fuldstændigt overrumplende afslutning, her flankeret af bl.a. ”Heir Apparent”, og så ”Deliverance”, der lukker og slukker... De nye sange passer ligeledes glimrende ind, selvom stilen er en anden, og det går bare ikke galt i sangvalget.

Klokken er 21:05, og Opeth ejer huset. Lyden er så sprød, så klar, så tung, så det er et mekka af indtryk der blander sig med hinanden. Lyset tager førstepladsen over det mest gennemførte jeg nogensinde har oplevet – og der blev sagt nogensinde. Med det ment ikke det mest imponerende eller teknisk udfordrende, nej, men aldrig har jeg været vidne til noget så velprogrammet; farverne skifter lige når de skal, lyset fokuserer udelukkende på guitaristen i de rigtige passager, det blinker og blitzer når det er vildt (men aldrig for meget), og det er vanvittigt flot og betagende. Samtidigt har Opeth taget videoskærme i brug, hvilket er præcist den detalje jeg har manglet tidligere – nu, ved min 7. Opeth koncert, skete det. Sådan. Jeg ville virkelig ønske dette blev optaget fra start til slut, men lige i aften, hvilket også vidner om publikums respekt, ser jeg ingen telefoner i luften.

Opeth er som de nu engang er; nonchalante og afslappede at se på. Det ser så latterligt let ud, og det gode humør er som altid i højsædet. Netop her har ensemblet formået at gøre noget unikt, som andre bands kunne lære af; fordi man spiller seriøs og teknisk krævende musik, behøver man ikke selv være alvorlig. Kendetegnet for Opeths show er, at Åkerfeldt mellem sangene fyrer dårlige jokes af, i sin sædvanlige knastørre og selvironiske humor. Dette var i sandhed også tilfældet i aften, faktisk i en hel overdreven grad (men på ingen måde for meget!) – og dette spredte sig naturligvis til publikum, som var i et helt særligt humør. Ingen seriøsitet imellem sangene, men intet andet end respekt for selvsamme imens numrene stod på. Jeg har sjældent følt mig så godt tilpas som jeg gjorde i aften, og det var i høj grad publikums løssluppenhed, der var med til det.

“Ghost of Perdition” åbner ballet for alvor, og her opstår aftenens første højdepunkt, da Åkerfeldt bliver slået en smule ud af kurs, med et guitarteknisk problem. Det lyder måske mærkeligt, men han tager det netop i stiv arm, udbryder et selvironisk ”sorry”, og får styr på udstyret kort efter – og så er det videre uden de store armbevægelser. Dét, at de ultra-perfektionistiske Opeth, ikke er livløse robotter (jeg kigger her på jer, Dream Theater), men rent faktisk godt kan komme ud for reelle problemer, og så takle dem på en afslappet måde – det er fedt at se.

Jeg var egentlig allerede parat til at give Opeth topkarakter efter ”Ghost Of Perdition”, for lige her var det helt perfekt – det kunne umuligt blive bedre. Her vidste jeg det var tid til snak... og så vælger Åkerfeldt gudhjælpemig at snakke svensk... og ikke kun her, men resten af aftenen. Det lyder måske som en smålig ting at beklage sig over, men man skal forstå konteksten; Opeth er netop kendt for deres ”stage banter” imellem sangene; den tørre humor, som er enormt morsom. Men når man ikke forstår halvdelen, så er det jo, ”sjovt nok”, ikke særlig sjovt. Det er et decideret fjollet træk. Snak nu engelsk (som ellers gjort til samtlige koncerter i landet), så alle er på bølgelængde – når der ikke responderes særlig begejstret på flere ting der siges, så kunne det jo tænkes forståelsen mangler – når der flere gange spørges; ”forstår I hvad jeg siger?”, så bør der ringe en klokke et sted.

Men okay... som en ”trøst” får man så et publikum i et afsindigt godt humør, hvor der imellem hver eneste sang er dumme kommentarer i luften. Der er i aften mange svenskere, så der var næsten en slags ”verbal krig” mellem dem og ”os”; ”Hvad siger du? Jeg kan ikke forstå dig!!”, ”jævla danska!”, osv. – eller bare når publikum råber (godmodigt) ad Opeth med fraser som ”Blackwater Park!”, ”DØDSMETAL!” eller ”hvor er Frederik?” (der her refererer til at Åkerfeldt syntes han skulle hilse på den anden guitarist, Frederik, rigtig mange gange – bare fordi). Det balancerer på kanten, men ender på den rigtige side, så det er mere sjovt end plat og irriterende.

Og så går tiden, det lyder helt forrygende godt, og lysshowet imponerer til stadighed. Om det så er det nye eller det gamle, så er det lige som det skal være, selvom det skal nævnes at de gamle skæringer gør mest for mig. Efter ”The Grand Conjuration” rejser samtlige i salen sig op for at hylde Opeth, og vi sætter os først ned da det efterhånden famøse ”Danskjävla!!” lydklip fra Riget fylder salen (endnu et af de bøvede indslag). Så er det tid til finalen, og hvad bedre end den grandiose ”Deliverance”? Det er faktisk så godt, at nogle få ikke kan holde begejstringen tilbage, og hen mod slutningen skider på alt, for at rejse sig fra deres plads og begynde at headbange. Endnu engang, da det hele er endegyldigt slut, rejser alle sig op, uden undtagelse, for at klappe og vise taknemmelighed. Det mindes jeg ikke at have oplevet til en siddende koncert i lang tid.

Så... på trods af en ærgerlig ”bagatel” med det svenske, så er dette stadig den bedste optræden med Opeth jeg har været vidne til. Selv hvis de snakker engelsk i fremtiden, og giver koncert samme sted... jeg tror ikke det ville kunne slå denne helt særlige oplevelse. Men jeg håber det. For satan hvor var det bare i orden.

Sætliste:
1) – Sorceress
2) – Ghost Of Perdition
3) – Demon Of The Fall
4) – The Wilde Flowers
5) – Face Of Melinda
6) – In My Time Of Need
7) – Will O The Wisp
8) – Cusp Of Eternity
9) – The Drapery Falls
10) – Heir Apparent
11) – The Grand Conjuration
Encore:
12) – Deliverance
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Opeth
  • Karakter: Karakter: 5.5
  • Koncert dato: Mandag, 07 November 2016
  • Koncert sted: DR Koncerthuset
  • By: København
  • Genre: Death Metal, Metal, Progressive
  • Samarbejdspartner: LiveNation

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.