fbpx

Mastodon, Big Business, Krokodil Fremhævet

Mastodon, Big Business, Krokodil

Det er efterhånden ved at være syvende gang jeg ser Mastodon live og kun én gang har det været skuffende. I Valbyhallen 2000 og yesterday spillede Mastodon (reduceret til en trio) deres hidtil dårligste koncert - i hvert fald for undertegnede. Her skal det lige understreges, at det egentlig ikke var så dårligt, det var bare i Valbyhallen. Tilbage til 2014 og mandag aften, var det endnu en gang tid til at opleve det Amerikanske band. Lidt under et halvt år tidligere spillede bandet opvarmning for Metallica i Horsens, men mandag aften var aftenen hvor de nye numre fra bandets 2014 udgivelse, Once More ’Round The Sun, for alvor skulle testes i live kontekst. Før vi nåede dertil blev publikum dog underholdt af engelske Krokodil og amerikanske Big Business.

 

Krokodil

I første omgang var det Krokodil der fik fornøjelsen af Store Vegas scene. Skulle man ikke lige kende bandet i forvejen, kender man sandsynligvis medlemmerne fra andet sted. Krokodil består nemlig af medlemmer fra bl.a. Sikth, Gallows og Hexes, hvilket i sig selv burde være nok til at give bandet, med det reptile navn, opmærksomhed. Klokken nåede lige at slå 20:00 inden bandet fandt frem til scenen, foran den sparsomme andel af publikum, der på daværende tidspunkt var fremmødt. Til alle dem der ikke var kommet endnu skal det med det samme siges: Shame on you, og hvor gik i glip af et fedt band!

Krokodil nåede knapt nok på scenen før forsangeren gik i powerstance og fyrede en maksimal testatoren salve af sted mod publikum. Energisk og ganske velspillende. Med tre guitarister på scenen (to stk. med 6 strenge og en syvstrenget) blev der leveret fuld smader i samtlige 30 minutter bandet var på scene. En voldsom start der om noget lagde op til en fantastisk mandag aften.

Med bandets alternative metal sound, krydret med sludge og hardcore elementer rev bandet publikum ikke kun rundt, men også ind i salen, der stille og roligt blev mere og mere fyldt. Er godt valg af opvarmning for aftenens hovednavn, musikalsk som energimæssigt. 4,5 ud af 6.

 

Big Business

Den amerikanske trio var i aftenens anledning blevet reduceret til en duo. Bandets guitarist Scott Martin var blevet efterladt hjemme i staterne, efter en rykoperation. Derved bestod Big Business denne mandag aften af trommeslager Coady Martin og bassist/vokalist Jarred Warren. I den konstellation havde bandet fået fornøjelsen af at underholde publikum de efterfølgende 30 minutter. En opgave der blev udført med maner, men som til tider også blev udført på mindre interessant vis. Til at starte med var det meget svært at tyde Warren’s vokal. Det var nu ikke noget man lagde meget mærke til, for Warren imponerede modsat på bassen mens Martin tæskede trommerne så man skulle tro han ville spille livet af sig selv (spoiler: det gjorde han ikke). Alt sammen meget imponerende, men over 30 minutter mistede duoen simpelthen momentum og interesse.

Publikum gyngede med og som koncerten skred frem blev det også mere og mere fyldt i Vega. Om end det ikke var lige interessant hele vejen, gjorde Big Business med deres stonede metallyd et godt job og passede igen godt ind i den samlede kontekst. Fight pizza - 4 ud af 6.

 

Mastodon

Kl. 22:00 var vi endelig nået til det hele aftenen handlede om. Fire mænd fra Atlanta. Til tonerne af ”Tread Lightly” og ”Once More ’Round The Sun” sparkede Mastodon showet igang. Med et godt fyldt publikum foran og en fantastisk bagbeklædning bagved, gik bandet direkte over i ”Blasteroid” inden aftenens første højdepunkt for undertegnede blev leveret i form af ”Oblivion”.

Så langt så godt. Lydmæssigt stod bandet ganske fint om end Sanders lød som om han havde slidt vokalen lidt uheldig og Hinds samtidig godt kunne have brugt et ekstra hak op styrkemæssige. Til gengæld imponerede Dailor bag tønderne endnu en gang. Vel leveret vokal og fandens energisk og præcist trommespil. Sådan!

Publikum sejlede lidt op og ned afhængigt af nummer. Det var absolut ikke en fest hele vejen igennem, men størstedelen af tiden. Bedst gik det på "Ol’s Nessie", førnævnte ”Oblivion”, ”Black Tongue” og af de nye numre ”High Road”. Mens publikum nærmes gik i stå til numre som ”Aunt Lisa” og "Ember City”. Måske var folk trætte, måske var setlisten bare ikke helt fantastisk, men mest sandsynligt af alt, var det nok bare mandag – for publikum som band. Med undtagelse af Dailor, der virkelig bar koncerten, virkede bandet uengageret og fraværende. Nerven der ellers kendetegner, var langt hen af vejen fraværende og, vi skulle helt frem til afslutningen før det for alvor lignede noget. Som koncerten skred frem og Mastodon levede op, fulgte publikum trop, og da Mastodon lukkede og slukkede med højdepunkterne ”Crystal Skull” og ”Blood and Thunder” var der ikke et øje tørt.

Meget kan man sige om Mastodon, men de kan fanme spille en fed gang tråd. Denne aften blev det bare gjort på ret uinteressante manér. Man kan altid diskutere valget af numre, rækkefølgen og hvorvidt det var mandag eller ej (det var mandag!), men det må uundgåeligt konkluderes, at Mastodon denne aften, ikke leverede samme høje niveau som tidligere set. Det var ikke min bedste koncert med Mastodon, men absolut heller ikke den værste. Det bliver et sted i midten, men når Mastodon spiller en koncert der ligger et sted i midten, svare det typisk til en gennemført fed koncert spillet af mange andre bands. 4,5 ud af 6.

 

  • Mastodon_24
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • Mastodon_4
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen
  • Mastodon_5
  • Forfatter: Emil Vinther Sørensen

Se flere billeder her!

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Mastodon
  • Karakter: Karakter: 4.5
  • Koncert dato: Mandag, 15 December 2014
  • Koncert sted: Store Vega
  • By: København
  • Genre: Heavy Metal, Progressive, Sludge Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.