fbpx

Dreadlord, Deus Otiosus, The NimbWits

Dreadlord, Deus Otiosus, The NimbWits

Torsdag aften, lønningsdag, tre gode bands = alt hvad hjertet begærer. Derfor er det intet mindre end trist at opleve, hvor få mennesker, der havde fundet vej til KB18. Nuvel, vejret var ikke videre godt og koncertstart kl. 21:30, er umanerligt sent, men det er alligevel skuffende. Der var ellers rig mulighed for at få sig en god musikalsk oplevelse. Punk rock ala Bad religion, klassisk død og teknisk/brutal dødsmetal.

 

The NimbWits

Første band på skranken var de herlige "drenge" i punkrock bandet The Nimbwits. Jeg har simpelthen svært ved at se aftenen få en bedre start. Med højt humør gik bandet på scenen til tonerne af ”Vi Voksne Kan Også Være Bange”, spillet fra en ramponeret ghettoblaster. Mens ghettoblasteren ivrigt blev smadret ned i jorden og bandet sendte Jim Beam flaske rundt, blev tonerne til 40 minutters velfungerende og ikke mindst underholdende koncert slået an. Humøret var under hele koncerten højt og det lod heldigvis ikke til at påvirke de aldrende punkrockere, at det ikke var meget mere end 25 mennesker, der havde fundet vej frem til scene. 

 

Det virker meningsløst at nævne lydforholdene på KB18 – de er bare ikke fantastiske. Alligevel stod den skramlede lyd i salen, ganske fint til den punkede attitude og grå torsdag. På en eller anden måde gik det hele op i en højere helhed. Havde det så også været muligt at høre vokal og backing vokal, havde lydforholdene faktisk været ganske fine. The NimbWits startede aftenen med manér, højt humør og sand punkrock attitude og fortjener en karakter derefter. 4 ud af 6.

 

Deus Otiosus

Små femten minutter efter skiftede genren fra punkrock til dødsmetal. Deus Otiosus har på kort tid været vidt omkring, blandt andet med optræden på dette års Copenhell. Det er også fuldt forståligt, at bandet blev valgt og fik muligheden. Kompositionerne er gode, velspillede og blev i aftenens anledning samtidig leveret med sikkerhed og præcision. Publikumsmæssigt var KB18 på samme niveau som da The NimbWits spillede, og alligevel lykkedes det dødsmetaldrengene på scenen, at få sat gang i en lille mosh. Thumbs up for det. Muligheden for at købe julebryg dagen før den udkom, hjalp sandsynligvis publikum på vej, men generelt var det bandets fortjeneste.

 

Lydmæssigt stod dødsdrengene også bedre end foregående band. Såvel lead som anden vokal gik langt bedre igennem og publikum fik samtidig leveret indtil flere lækre stykker med guitar. Generelt en fornøjelse. Jeg havde dog gerne set lidt mere engagement fra leadsinger, der fremstod en smule tam bag mikrofonen. Især set i relation til hvad publikum senere skulle opleve. Deus Otiosus spillede en god koncert og løftede på flot vis publikum videre fra punkrocken over i dødsmetallen, uden voldsomt mange gik tabt undervejs. Lidt bedre scene show og hele koncerten havde været perfekt. 4,5 ud af 6.

 

Dreadlord

Som sidste band denne aften, var der dømt teknisk/brutal dødsmetal. Kl. 23:35 gik bandet på scenen, og det altså minimum en halv time for sent. Det var begyndt at tynde ud blandt publikum og det var tydeligt, at nogen havde fået nok øl eller skulle op på arbejde dagen efter. Ærgerligt! Ved koncertstart var det heller ikke meget mere end 10 mennesker der havde fundet vejen frem. Heldigvis fik aftenens ondeste forsanger trukket folk til scenen, og så kunne Dreadlord ellers levere teknikaliteter og ondskabsfulde rifs til perfektionisme. 

 

Hvad jeg kunne forstå, blev det kun til nyt materiale denne torsdag aften, og det var materiale der lovede godt for en kommende udgivelse. Velskrevne og brutale numre af teknisk høj kaliber prydede setlisten. Det kombineret med et velspillende band, afsluttede en god aften på bedste vis. Bandets nye bassist leverede en flot profil mens den alt overskyggende leadsinger brølede og artikulerede som besat af ondskaben selv. Det var en fornøjelse af opleve. Dertil skal det tilføjes, at det reelt lykkedes bandet at få hevet det resterende publikum op til scenen til trods for tidspunkt og den øgede brutalitet. 

 

Dreadlord leverede og afsluttede en god aften, som skuffende få oplevede. Det er virkelig sørgeligt, at så få finder frem til disse koncerter. Til gengæld er det opløftende, at de der gør, udviser interesse for hvad der sker, selv en aften hvor der trods alt var forholdsvis stor diversitet mellem de tre bands på plakaten. Dreadlord var for undertegnede aftenens højdepunkt og absolut også det band der skulle stå som hovednavn. 5 ud af 6 og herfra skal lyde en klar anbefaling til Copenhell holdet – få Dreadlord på plakaten!

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.