fbpx

Copenhell Festival 2018: Nothing More

NOTHING MORE_1Nothing More endte med at aflyse sidste år på Copenhell, men fik heldigvis en chance mere da de tog over for While She Sleeps, der beklageligvis (også) aflyste – men med på et afbud eller ej, så er de klar til at give den fuld gas. Bare tag introen, som er af elektronisk karakter kombineret med lidt trommelir på det opstillede grej de har med – det samme monstrum som vi sidst så i Pumpehuset.

”Do You Really Want It?” og ”Don’t Stop” åbner derefter på fornem vis, forsangeren er i bar overkrop som sædvanligt, og der er gang i pitten ganske hurtigt. Og så er det tid til den samme bassolo som jeg først så i Amager Bio for tre års tid siden. Det gik nogenlunde sådan her: ”... så er det allerede tid til en bassolo, men en usædvanlig én af slagsen; bassen bliver placeret i et underligt stativ, så den vender opad mod loftet. Herefter kommer bassisten ind og begynder at spille på den, men ved at stille sig ovenpå førnævnte mindre trommesæt, og så ellers banke på den med fingrene. Guitaristen kommer kort efter ind og deltager i festlighederne – og til sidst viser forsangeren sig at gøre det samme, også endda med trommestikker. Dette er alt imens den ”rigtige” trommeslager lægger bunden.” og ja, det er stadig underholdende, også når man kender udfaldet på forhånd.

Nothing More er ikke et band der let lader sig slå ud, heller ikke selvom publikum ikke rigtigt er med dem i dag. Mængden er sådan set udmærket (ca. ned til ølboden), men det er nemt at mærke, at der er mange nye ansigter – og de skal overbevises. I modsætning er lyden derimod totalt med bandet, hvor det eneste minus er, at vokalen har det med at forsvinde en anelse af og til, men det skyldes nu mest af alt, at frontmanden jo aldrig rigtigt står stille.

Ca. halvvejs inde dedikeres ”Fadein/Fadeout” til den nyligt afdøde Vinnie Paul. Et interessant nummer at bringe med på festivaler, men jeg klager ikke, og slet ikke når de netop ikke fremførte denne ved sidste lejlighed. Og så har vi jo både ”Jenny” og ”This Is The Time (Ballast)” til prompte at sparke tingene op i gear igen, hvor sidstnævnte sætter kortvarigt gang i pitten. Nothing More er på udebane her, det kan man ikke komme udenom, men de klarer det med bravur.

De hiver dog en arbejdssejr hjem herfra, for nu bliver deres vakkelvorne podie-instrument sat i spil via Skrillex-coveret ”First Of The Year (Equinox)” – og det fungerer langt bedre end sidste gang fordi, hey, det er festival, det er bare mere festligt og løssluppent. Og her på Sankt Hans og med afbrændingsforbud og des lige, hvad er så mere passende end at lukke og slukke med ”Salem (Burn The Witch)”? Det tænkte jeg nok.

De sidste tre kvarter har været underholdende – og planlagt ned til mindste detalje. Det kan man af gode grunde ikke blive ved med i længden, og jeg glæder mig til at se hvor Nothing More står nogle år ude i fremtiden. Men lige nu er dette glimrende.

Sætliste:
1) – Do You Really Want It?
2) – Don’t Stop
3) – Go To War
4) – Fadein/Fadeout
5) – Jenny
6) – Ocean Floor
7) – This Is The Time (Ballast)
8) – First Of The Year (Equinox) (Skrillex cover)
9) – Salem (Burn The Witch)
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Nothing More
  • Karakter: Karakter: 4.0
  • Koncert dato: Lørdag, 23 Juni 2018
  • Koncert sted: Pandæmonium, 15:30
  • By: København
  • Genre: Rock, Alternativ

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.