fbpx

Avenged Sevenfold, Five Finger Death Punch Fremhævet

Avenged Sevenfold, Five Finger Death Punch

Hvor mange gange sker det at der er flere store rock- og metalkoncerter på en mandag? I aften er i hvert fald et særtilfælde, da der både er Vans Off The Wall med bl.a. Parkway Drive i Vega, Wednesday 13 på BETA, Skid Row + Ugly Kid Joe på Lions & Barrels OG Karnivool i Pumpehuset – og det er altså udover den koncert jeg selv skal dække.

 

Avenged Sevenfold begyndte jeg at følge sporadisk siden deres selvbetitlede album udkom i 2007. Godt nok er det kun ca. 2 år siden de sidst besøgte København, nærmere præcist i Store Vega, men i løbet af den tid er de kun blevet større, hvilket kan ses på spillestedet vi befinder os i i aften – nemlig i det udsolgte Falconer Salen. Med som support havde Avenged Sevenfold medbragt svenske Avatar, som erstatning for Device (som har Disturbeds forsanger i front), og deres landsfæller i Five Finger Death Punch. Jeg nåede desværre ikke Avatar, så lad os i stedet tage hul på aftenens andet supportband.

 

Five Finger Death Punch
Det amerikanske hardrock/alternative metal band Five Finger Death Punch havde deres opstart tilbage i 2005. Debutalbummet ”The Way Of The Fist” udkom i 2007. De fulgte op med ”War Is The Answer” 2 år senere. Et album, som titlen antyder, nok ikke ville falde i manges smag. Albummet handler da også primært om USA og de mange krige som de kaster sig ud i, men sangene har en kritisk tilgang til bare at sende de mange unge mennesker ud for ingenting – eller uden at oplyse dem ordentligt. Men albummet havde ingen antydninger af at være et anti-war album. Det 3. album, med titlen “American Capitalist”, udkom i 2011. Igen er det en titel som mange europæere nok vil undre sig over. Titlen er, modsat hvad man måske skulle tro, ikke en kritik af at være ”en amerikansk kapitalist”, men faktisk en hyldest til netop dét og den kultur. Seneste skud på stammen er ”The Wrong Side Of Heaven And The Righteous Side Of Hell” – et dobbeltalbum der udkommer i 2 dele, begge i år 2013, i henholdsvis juli og november måned (den 2. del udgives om ca. én uge fra dags dato).

 

Sidste gang jeg så Five Finger Death Punch var som opvarmning for Kiss tilbage i juni måned (Klik her for at læse anmeldelsen), og der var jeg langtfra imponeret. Faktisk var jeg nærmere skuffet, men i det store og hele var Forums elendige lydforhold også en stor hindring for koncerten dengang. Derfor skulle det blive spændende om det ville være anderledes i aften, da Falconer Salen (for mig, i hvert fald) står garant for generelt glimrende lyd.

 

Da jeg ankommer, er 5FDP lige akkurat gået på scenen med ”Under And Over It”. Salen er tæt proppet og der vækkes hurtigt en stor genkendelsesglæde i rigtig mange publikummer – stort set alle omkring mig synger med, og har det der glade blik i øjnene der siger at det her er mægtig fedt. Jeg kan heller ikke selv lade være med at synge med. Bandets 3 første albums har tidligere været faste lyt derhjemme. Jeg må også gå til erkendelse; enkelte sange som f.eks. ”Coming Down” får jeg gåsehud af. Jeg finder en god plads oppe ved venstre side af scenen og her er det endnu mere tydeligt at 5FDP har en stor fanbase.

 

Lydmæssigt er det dog faktisk det svageste jeg har oplevet i Falconer Salen, da især trommerne buldrer og larmer mere end det lyder af noget ordentligt – og underligt nok er lilletrommen alt for lav. Igennem de næste 9 numre bliver kvaliteten hævet, og gudskelov er det ikke et problem at høre nogle af de andre instrumenter, og især vokalen er til at høre – trommerne bliver bare aldrig rigtig gode i aften. Lysshowet skal også have en kommentar med på vejen; det er pænt aggressivt. De hvide, blinkende lygter holder sjældent pause. Det medfører dog også at man lægger mærke til bestemte stykker af sangene, og det er jo ganske positivt.

 

For mig er publikum aftenens store trækplaster. Det er sgu fedt at stå imellem fans der oprigtigt er vilde med musikken. Det er ikke bare et par enkelte sange folk kender til – det er fandme hele sætlisten. Der er hænder i vejret, moshpit rundt omkring i salen, eller også har vi den store fællessang kørende. Man føler sig en del af ”noget større”, så at sige.

 

Men bandet… Ja, det er ligesom sidste gang. De spiller uden fejl. Spiller som de skal, men det er et dovent sceneshow: forsangeren, som har den helt store brug af klichéer i brug i aften, overlader alt for ofte sangen til enten publikum eller en anden fra bandet (som jo ikke kan synge nær så godt som han kan). For han kan jo godt når han altså vil. F.eks. føles omkvædet i ”Burn It Down” svagt og kedeligt uden forsangerens stemme. Han er endda også så uforskammet at genbruge en hel sætning/gimmick fra koncerten i Forum (og sikkert også alle mulige andre steder). Den kommer under aftenens tredje nummer ”Hard To See”, hvor han tiltaler de bagerste publikummer for sådan lige at høre om de er med. Han siger så at han blev nødt til at være sikker, da de er meget svære at se – deraf titlen. Ret plat.  Og nu vi er ved det, så påstår han også at det er meget lang tid siden de var her sidst. Jeg ved ikke om vi har en vidt forskellig tilgang til tid, men for mig er 5 måneder sgu ikke så lang tid. Jeg mistænker ham dog for at have glemt at de besøgte os i sommers. Hvad fanden, Forum er jo heller ikke et så stort sted. De andre medlemmer spiller som sagt som kan forventes, og der headbanges da også hist og her, men der kunne sagtens gives mere gas.

 

Inden ”Burn MF” fra den ny plade præsenteres hører forsangeren salen om hvor mange der ejer deres nyeste album. Jeg må sige at jeg er imponeret over hvor mange der rent faktisk har købt det – han er dog nærmere småirriteret over hvor mange der ikke besidder det. Nu er det ikke for at skulle kommentere på musikken, men 5FDP; jeres nye album er en kæmpe lort. En gigantisk lort, faktisk, taget jeres 3 andre albums i betragtning. Men det er bare min holdning.

 

Men tilbage til koncerten. De spiller jo fint og sådan, men det bliver aldrig rigtig godt. Det er meget rutine – undtagen mod slutningen af sættet hvor forsangeren endelig smider facaden, i hvert fald et par minutter. Her synger han et kort stykke af ”Far From Home” – som vi så ikke får lov at høre i fuld længde (?!) – inden lysene ”går ud” – forsangeren kender selvfølgelig intet til det. Eller noget. Så kan vi også få alle mobiler/lightere i vejret inden vi går ud på de to gamle sange ”Never Enough” og ”The Bleeding” fra debutalbummet.

 

I sidste ende var det ikke en dårlig koncert, men det kommer bare aldrig over den der middelmådighed. 5FDP nød helt bestemt godt af en generelt god lyd og et virkelig engageret publikum, men det minder mig umiskendeligt om fastfood: hurtigt bestilt, hurtigt konsumeret og ligeledes hurtigt glemt. Her 2 dage senere kan jeg langt bedre huske hovednavnet.  For fans af bandet, og for de som oplevede dem for første gang, har det nok været en fed oplevelse, men for mig personligt slår det især én erkendelse fast; jeg skal ikke, med min gode vilje, se dette band live igen. Det er simpelthen for meget genbrug, kliché og en usandsynlig irriterende påtaget alvorlighed/se-hvor-hårde-vi-er attitude.
For mig kommer koncerten lige op på de 3½ stjerner, men heller ikke meget mere.

 

Sætliste:
1) – Under And Over It
2) – Burn It Down
3) – Hard To See
4) – Lift Me Up
5) – Bad Company (Bad Company cover)
6) – Burn MF
7) – Coming Down
8) – Never Enough
9) – The Bleeding

 

Avenged Sevenfold
Amerikanske Avenged Sevenfold, også kendt som A7X, begyndte tilbage i 1999 som et metalcore band. Deres to første udgivelser var ”Sounding The Seventh Trumpet” fra 2001 og ”Waking The Fallen” fra 2003. ”City Of Evil” fra 2005 markerede et stort genreskift hos Avenged Sevenfold der forlod metalcore stilen til fordel for en blødere hard rock/heavy metal lyd. Deres selvbetitlede album udkom i 2007 og ”Nightmare”, som mange følte var et nøk nedad i kvalitet, kom på gaden i 2010. I mellemtiden i 2009 døde deres tidligere trommeslager og sangskriver, James ”The Rev” Sullivan. Heldigvis fik A7X hjælp af Mike Portnoy (ex. Dream Theater), inden deres nye trommeslager blev annonceret i 2013 i forbindelse med at ”Hail To The King” blev smidt på gaden. A7X 6. album forsøgte at finde tilbage til de gode gamle heavy metal rødder. Det er da også et album som har fået en del kritik fra flere fronter, og er bl.a. blevet beskyldt for blot at være et cover album af giganter som Metallica og Iron Maiden – altså, sagt på en anden måde, uhyre uoriginalt.

 

Først 40 minutter efter 5FDP forlod scenen var Avenged Sevenfold endelig klar. Jeg har i mellemtiden fundet vej til balkonen sammen med en af de fine fyre fra Rockfreaks. Ingen af os har desuden oplevet A7X live før. Til tonerne af AC/DC’s tidløse toner i ”Back In Black” falder det første tæppe ned fra scenen og afslører et kæmpe banner med deres logo; en flagermus med et kranie. Scenen har desuden også installeret trapper op til trommesættet.  Også kommer de endelig på scenen – rockstars hele vejen. Både forsangeren og den ene guitarist vandrer ind med solbriller på og sangeren tager dem kun af én gang i løbet af showet. Arrogant eller bare ikke så glad for lys?

 

Den nye ”Shepherd Of Fire” åbner aftenens strabadser med stil. Lyden er virkelig god og volumen er høj; muligvis en smule for høj enkelte steder, men man kan da høre noget. Der er også en tyk bund af bass som giver koncerten tyngde. Lysshowet er også meget varierende og man bemærker det i løbet af rigtig mange numre – tommelfingeren opad herfra for at medbringe en person som har styr på det.

 

Publikum er naturligvis helt tossede med hvad vi får serveret. Der hersker en god stemning, og jeg sidder endda på balkonen. Selvom bandet agerer alt for ”selvsikre” til min smag er de første 4 sange energiske og lige på. Men så når vi til den alt for lange midte i koncerten. Allerede fra ”Doing Time” ser dele af publikum ud til at kede sig, og igennem de næste 5 sange bliver det bestemt ikke bedre. Vi får både ”Buried Alive”, ”Fiction”, ”Nightmare” og ”This Means War” – altså 5 mere eller mindre nye sange i rap. Og, tillad mig at sige det, det er noget af A7X’s kedeligste. Især ”Buried Alive” slog mig som et Metallica-rippoff og så tilmed en ballade… Fy for satan.


Hele den forreste del af Falconer Salen sluger dog det hele råt og der opstår også op til flere mosh- og circlepits. Det er også en fin gestus at dedikere den stille ”Fiction” til deres nu afdøde trommeslager, og jeg er sikker på at de store fans fik en hel del ud af det – men jeg må jo indrømme at jeg synes det er en pænt kedelig sang! A7X hjælper heller ikke selv på sagen ved kun lige at spille som der forventes. Forsangeren vandrer frem og tilbage på scenen, men jeg får aldrig et indtryk af at han giver sig selv 100 % - eller bare i nærheden af det. Trommeslageren er den eneste undtagelse, men det skyldes måske mest at han i manges øjne har noget stort at leve op til. De to guitarister og bassisten er for mig fuldstændigt anonyme. De er der bare.  Det er alt, alt for rutineret.

 

Endelig når vi så til ”Afterlife” som får rusket folk godt igennem, også skulle man ellers tro at det ville gå fremad? Men nej, for så falder rampelyset udelukkende på den ene guitarist tilbage på scenen – nu er det hans tur til at få noget opmærksomhed. Det formår han slet ikke igennem det fuldstændigt fantasiforladte og ligegyldige guitaronani han præsterer – som ganske givet da er imponerende, men det rykker absolut intet fremad. Det er bare spildtid. Det hjælper heller ikke da trommeslageren begynder at hjælpe til – spil nu nogle flere sange i stedet for!

 

Den aggressive ”Bat Country” afslutter det normale sæt og vores selskab får rykket sig ned på gulvet for at opleve ekstranumrene der byder på to oldinge i form af ”Chapter Four” og ”Unholy Confessions” – begge fra det nu 10 år gamle ”Waking The Fallen”.  Jeg må give A7X at der i hvert fald forsøges at blive afsluttet med manér, og jeg er personligt helt hooked under den første serenade. Men så er det som om energien helt og holdent forlader både publikum og band og derfor føles ”Unholy Confessions” desværre bare som fyld – på trods af at det er et fedt nummer.

 

Alt i alt en ganske fin koncert, som dog var præget af en ganske kedelig midte, et uengageret og forholdsvist energiløst band der kører mere på rutine end hvad godt er, og et irriterende langt guitar/tromme-stykke hen imod slutningen. Jeg må også udtrykke min overraskelse over A7X modvilje mod bare at inkludere ét nummer fra debutalbummet. Man kunne også sagtens have fundet 1 – 2 sange frem fra både ”City Of Evil” og deres selvbetitlede album. I mine øjne kunne de med fordel have skåret både ”Buried Alive”, ”Doing Time” og ”This Means War” fra sættet – det var ubetinget aftenens mest intetsigende numre. Dog var publikum for det meste glade og aktive, og vi havde både en god lyd og passende volume – også synes jeg personligt at de første 4 sange + de 2 ud af de 3 sidste numre sparkede røv. Hvis bare koncerten havde holdt sig på det niveau resten af tiden, så havde det været en helt anden snak.

Jeg giver 4 små stjerner.

 

Sætliste:
1) – Shepherd Of Fire
2) – Critical Acclaim
3) – Welcome To The Family
4) – Hail To The King
5) – Doing Time
6) – Buried Alive
7) – Fiction
8) – Nightmare
9) – This Means War
10) – Afterlife
11) – Requiem
12) – Bat Country
Encore:
13) – Chapter Four
14) – Unholy Confessions

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Avenged Sevenfold, Five Finger Death Punch
  • Karakter: Karakter: 3.5
  • Koncert dato: Mandag, 11 November 2013
  • Koncert sted: Falconer Salen
  • By: København
  • Genre: Hard Rock, Heavy Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.