fbpx

Aerosmith - Royal Arena Fremhævet

Aerosmith - Royal Arena

Vi går i de næste fem – ti år ind i en uundgåelig periode, hvor stort set alle de gamle helte vil træde ud af branchen, om det så er af egen vilje eller som følge af triste omstændigheder: det er allerede sket med bl.a. Motörhead, Twisted Sister og ikke mindst Black Sabbath. I denne omgang er turen kommet til Aerosmith, der har annonceret deres farveltour, passende kaldet Aero-Verderci Baby! Det lyder sig dog, at bandet ikke går i graven lige med det samme, men det er dog en lakken mod enden, støt og planlagt. Hvordan gik det så på dansk jord for (måske) sidste gang?

Aerosmith:
Der er ikke sparet på den ”lille” detalje, at dette efter al sandsynlighed er Aerosmiths sidste gang: en kortfilm, der med billeder og lyd beskriver bandets historie, dukker som det første op på storskærmen mens publikum med hengiven respekt læner sig tilbage og observerer. En fin intro og selvhyldest, inden de aldrende herrer vandrer på scenen, nydeligt klædt, og klar til at give gas. Okay, Tyler selv er undtagelsen til det med at være nydeligt klædt: han ligner stadig en fra ’85, nu med en suspekt skovsnegl midt i ansigtet.

Men de første sange? Der er knald på, ufortrødent af den trykkende alder. Det er næsten ren heavy metal, med dobbelt stortromme der pisker derudaf, samt et aggressivt lysshow, der næsten er for meget. Lyden er også dejlig rock’et med tyk bund og høj volumen (der dog bliver skruet alt for højt op, givet at man ikke har ørepropper). En lille sidenote: Royal Arena er godt fyldt, dog med undtagelse af ”Golden Circle”. Og jeg sætter her titlen i citationstegn, da den fylder halvdelen af gulvet... Okay, man får mere når man betaler for mere – dét giver mening. Men det er sgu absurd at give 100 kroner mere for at stå sammen med over halvdelen af gæsterne på gulvarealet, især fordi en god del af det indhegnede område slet ikke benyttes. Det er skørt. Skørt, og en anelse grådigt.

Men lad det nu ligge. Aerosmith går fortsat til stålet, lysshowet og de sporadiske videoklip på storskærmen gør sit, og publikum er tydeligvis godt med. Bundniveauet er dog solidt, skulle man kun bedømme bandet alene, hvilket er mere end flere af de andre dinosaurer kan præstere for tiden. Rock’n’roll er det, selvom jeg ligeledes nemt kan forestille mig bandets storhedstider, som er mange år tilbage i tiden. Jovist, det begynder godt (”Let The Music Do The Talking”, ”Young Lust” og ”Cryin’” sidder lige i skabet) – men det er godt nok en tyndslidt ”Livin’ On The Edge”, det er der ikke meget kant over, for nu at bruge titlen.

Det bliver straks bedre med de to Fleetwood Mac covernumre i form af ”Stop Messin’ Around” og ”Oh Well” – det var ikke her jeg regnede med at blive imponeret, men satme så, om det ikke holder 100 %. Og nu hvor Tyler kan lege lidt rundt, benyttes det til fulde, f.eks. da han laver sjov med pianisten. Op til nu har min respekt og ”hvor fedt er det her?”-skala mest af alt gået opad: det er sgu godt gået for et band med næsten 50 år på bagen. Når jeg ser den krumryggede Joey Kramer tæve løs på tønderne, og uden tøven drive skibet fremad, eller når guitaristerne ikke kan holde sig at fyre ekstra lir af – sandsynligvis hver aften – så er det direkte pluspoint i den sorte bog. At Aerosmith internt virker til at have det godt sammen, gør kun tingene sjovere for beskueren.

Men, uden det store kendskab til bagmaterialet, så ville jeg ønske man havde lagt fokus et andet sted: der er flere sange der er oppe i +6/7 minutter, og som nemt kunne have været to eller tre – og numrene lider under det. Ligeledes er tre (lange...) ballader i streg simpelthen for meget af ”det gode”, også selvom én af dem er den udødelige ”I Don’t Wanna Miss A Thing”, der ser arenaen istemme i et entusiastisk kor. Det bliver aldrig kedeligt at høre samtlige 10 eller 12, eller hvor mange tusinde der nu er, skrige og huje og klappe i ekstase. Men, overordnet bliver sangene i midten og i slutningen trukket for langt – og det er en unødvendig og kunstig måde at give fuld valuta for pengene. ”Dream On” holder dog stadigvæk 100 %. 100 %, siger jeg dig.

Det bliver derfor aldrig et decideret unikt og uforglemmeligt punktum. Mindre kan også gøre det. Der bliver spillet på rutinen og på det publikumsvenlige, men energien er til stede, og ligeledes er spilleglæden. Og hvem ved, måske kommer Aerosmith forbi endnu engang – hvis de gør, så håber jeg sangvalget er mindre fadøl og mere rock. I kan, hvis I vil.

Sætliste:
1) – Let The Music Do The Talking
2) – Young Lust
3) – Cryin’
4) – Livin’ On The Edge
5) – Love In An Elevator
6) – Janie’s Got A Gun
7) – Stop Messin’ Around (Fleetwood Mac cover)
8) – Oh Well (Fleetwood Mac cover)
9) – Mama Kin
10) – Hangman Jury
11) – Seasons Of Wither
12) – Sweet Emotion
13) – I Don’t Want To Miss A Thing
14) – Rag Doll
15) – Come Together (The Beatles cover)
16) – Dude (Looks Like A Lady)
Encore:
17) – Dream On
18) – Mother Popcorn (James Brown cover)
19) – Walk This Way
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Aerosmith
  • Karakter: Karakter: 4.5
  • Koncert dato: Mandag, 05 Juni 2017
  • Koncert sted: Royal Arena
  • By: København
  • Genre: Hard Rock, Rock N' Roll
  • Samarbejdspartner: LiveNation

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.