fbpx

Nothing More - Pumpehuset

Nothing More - Pumpehuset

Det var tilfældigt at jeg for 2½ år siden tog til (endnu en) af Halestorms mange shows i landet, kun for at gå derfra med oplevelsen af, at opvarmningen faktisk var en bedre oplevelse, i hvert fald for mig personligt. Dengang havde Nothing More ca. et år forinden udgivet deres selvbetitlede album, og deres historie virker umiddelbart ligesom deres landsfæller i Skillet, der måtte udgive hele seks albums, før de for alvor blev opdaget udenfor hjemlandet (det var dog ”kun” tre for Nothing Mores vedkommende). Nu er den nye skive ”The Stories We Tell Ourselves” så endelig på gaden, og da Nothing More aflyste deres optræden på Copenhell tidligere i år, netop fordi albummet ikke var færdigt, er det vist også på tide med et besøg. Forventningerne er høje, især fordi den nye skive er mindst ligeså god som det sidste.

Nothing More:
Ved sidste koncert var mine to store ankepunkter, at Nothing Mores optræden mest af alt virkede som en teaterforestilling, hvor alle havde faste pladser – det virkede altså så stramt tilrettelagt, at det efterfølgende føltes en anelse tomt; underholdende, men så ikke mere. Og så var der lyden, som ikke var den bedste. Denne gang er begge ”ting” mere eller mindre forsvundet: fra ”Christ Copyright” over i ”Let ’em Burn” og derefter ”Mr. MTV” – en triade af ”smæk for skillingen”, som man siger. Bandet virker markant mere frigjorte og levende end sidst: hvis forsangeren ikke er helt ude i vores ansigter, så er guitaristen – når de altså ikke gejler publikum op med alskens håndbevægelser og vilde fagter.

Der er sgu sket noget de sidste par år, for Pumpehusets lille sal er kogende – ikke fyldt op, men det kan ikke være så langt fra: og denne gang er publikum helt tydeligt kommet for Nothing More, hvor der lystigt synges/råbes med på teksterne, og jeg synes også jeg ser et par enkelte moshpits oppe foran i løbet af sættet. Det er tilfældet for både de gamle og nye sange, hvilket vidner om et dedikeret publikum. Det er ikke alle dage man kan have en oplevelse af, at man ”personligt” er en del af et bands gennembrud, men det virker lidt som tilfældet her.

Og så må jeg jo også lige skynde mig at sige: det er ikke fordi Nothing More er gået bort fra nøje at strikke et show sammen – det er i den grad stadig tilfældet. Det hjemmelavede bas-stativ, som jeg bl.a. beskrev med følgende ord sidst ”... bassen bliver placeret i et underligt stativ, så den vender opad mod loftet. Herefter kommer bassisten ind og begynder at spille på den ... Guitaristen kommer kort efter ind ... og til sidst viser forsangeren sig at gøre det samme, også endda med trommestikker. Dette er alt imens den ”rigtige” trommeslager lægger bunden.”
- hvortil bassisten (stadig) udfører dette mens han står på et mini-trommesæt; ja, det er selvfølgelig med igen, og afføder endnu engang jubel og nysgerrighed efter ”Don’t Stop”. Ligeledes afsluttes hele sættet også med, at forsangeren, guitaristen og bassisten udfører en fælles trommesolo på nogle (tromme)tommer, og så skal vi ikke glemme deres hjemmebyggede instrument/podie, der dog kun bruges én gang under Skrillex-coveret ”First Of The Year (Equinox)” – det kommer jeg til om lidt.

Der er dog også overraskelser i aften: f.eks. er lyden rent faktisk god og meget fyldig, med en afbalanceret volumen – men de mindre detaljer har det dog med at forsvinde, og af og til kan det lille rum næsten ikke følge med i Nothing Mores til tider bombastiske udtryk: det gør sig især gældende med de sange der har et stærkt backtrack (”Do You Really Want It”, ”This Is The Time (Ballast)”, ”Go To War”, etc.) – sidstnævnte fungerer dog ret holdbart i dens forlængede outro, der er repetitiv og insisterende, hvilket stemmer glimrende overens med det lyriske tema.

Halvvejs inde i sættet, hvor der op til nu har været fuld knald på og en vild energi fra scenen (ikke mindst fra forsangeren, der i vanlig stil er halvt afklædt fra begyndelsen), er det tid til en ballade i form af ”Just Say When” – egentlig et ganske passende tidspunkt... Det er i hvert fald den umiddelbare tanke, men når der så springes direkte over i den energiske ”Do You Really Want It?”, for så at hoppe fluks tilbage til to ballader mere... dét giver simpelthen ingen mening, uagtet sangenes enkeltstående kvaliteter, og de positive tilråb der følger. Dét kunne man godt have struktureret smartere – eller blot droppet en af de gamle ballader, især når den sidste del af sættet udelukkende er uptempo sange, præcist som første halvdel.

Og SÅ når vi til Skrillex-coveret ”First Of The Year (Equinox)”, og tidspunktet hvor det ellers visuelt imponerende podie-instrument tages i brug: desværre kun reelt for den ene sang. Det er ikke fordi sangen i sig selv er så malplaceret som man ellers kunne tro, det er bare at seancen ikke rigtigt bliver brugt til noget. Den kommer midt i det hele, er ikke koblet på nogen af bandets sange, og virker deraf som indbegrebet af en gimmick. Dét kunne man helt sikkert bruge mere fyldestgørende i showet, i stedet for nu som et afgrænset og, reelt set, ligegyldigt indslag.

Med det sagt lukker og slukker Nothing More på fornem vis ligesom sidste gang med ”Salem (Burn The Witch)”, samt kombineret trommesolo fra alle fire musikere. Der er sgu ikke helt galt, så til sidst er der kun at sige: stærkt gået, Nothing More, og kom snart tilbage igen!

Sætliste:
1) – Christ Copyright
2) – Let ’em Burn
3) – Mr. MTV
4) – Don’t Stop
5) – Ripping Me Apart
6) – Go To War
7) – Just Say When
8) – Do You Really Want It?
9) – I’ll Be OK
10) – Here’s To The Heartache
11) – Jenny
12) – This Is The Time (Ballast)
13) – First Of The Year (Equinox) (Skrillex cover)
14) – Salem (Burn The Witch)
Kilde: www.setlist.fm

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Nothing More
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Koncert dato: Onsdag, 22 November 2017
  • Koncert sted: Pumpehuset
  • By: København
  • Genre: Rock, Alternativ
  • Samarbejdspartner: LiveNation

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.