fbpx

Judas Priest + Megadeth - Royal Arena Fremhævet

Billeder af: HEADBANGERphotography
Billeder af: HEADBANGERphotography

Med Iron Maidens mægtige performance på Royal Arena kun fem dage forinden virker en Judas Priest-koncert til at afrunde ugen næsten som for meget af det gode.

Og fandme om ikke den skal vise sig også at være det.

Klart: Jeg BURDE have givet Priests seneste, anmelderroste udspil, “Firepower” (’18) bare et enkelt lyt. Men sådan er der sgu så meget. Og som i tilfældet Iron Maiden forleden ER der altså kun så’n cirka nul mennesker ud af de, hvad, 6-7.000 fremmødte, der er kommet for at høre noget af det nye. Sådan er det immervæk, når man har et hitkatalog, der går tilbage til midt-70’erne.

Og du glade verden, hvor de benytter sig af det, Judas Priest. Okay, vi skal lige have det seneste titelnummer som indledning samt singlen “Lightning Strike” og som første ekstranummer “Rising From Ruins”, og det er glimrende. (Altså, det er heavy metal, hvis man skulle være i tvivl.) Men derudover står aftenen i de glædelige genhørs og overvældende overraskelsers tegn.

Den svinske sjældenhed “Grinder” hives frem og skal lige støves af engang. Lyden er problematisk her i starten. Heller ikke fantastiske “Sinner” fremtræder helt tydeligt. Men med klassikeren “The Ripper” står årgangsheavyskabet, hvor det skal, nemlig lige dér hvor Judas Priest behørigt placerede det dengang i 1976 med “Sad Wings of Destiny”-albummet.

Ikke blot er dette den mest autentiske, originale form for heavy metal, men Judas Priest anno 2018 fremfører den, som var den lige så dugfrisk, højaktuel og fandme farlig som dengang. Givet, den originale guitarduo Downing/Tipton er der ikke mere. Men unge Richie Faulkner samt den navnkundige metalproducer Andy Sneap som turnémedlem spiller sangene med en tydeligvis dyb respekt for deres sound og oprindelige ophavsmænd.

Disse sange ER med et enkelt ord sgu også hellige. Ikke bare for bandet og os allesammen i publikum, men i hele den globale mytologi om den dér heavy metal. Og fandme om ikke den gamle homonisse til Halford selv i en alder af 66 bare nailer de fraseringer og banshee-falsetter, der rettelig har sikret ham plads iblandt hele genrens mest navnkundige vokalister nogensinde under det lidet ydmyge alias “The Metal God”.

Netop denne gudestatus er intet mindre end, hvad Judas Priest hermed gør sig fortjent til, når de giver nyt liv til oversete perler som “Saints in Hell” og “Night Comes Down”. Og når de lige hiver et par af mine personlige favoritter, “Bloodstone” og “Freewheel Burning”, frem. Jeg som aldrig havde turdet håbe på at få lov at opleve disse stinkende seje drengedrømslydspor live. Jeg vantro som ikke troede, at Halford overhovedet var i stand til at synge sidstnævnte længere.

Og “Tyrant”, mand! Denne koncert er simpelthen triumf på nakkebrækkende triumf, og det gælder såmænd også kitschklassikeren “Turbo Lover”, der sgu klæder de omgivende headbangerhymner, ligesom det klæder Priest at stå ved sine mere corny momenter.

Jamen det er jo ALTSAMMEN corny LOL!” Nej, kun hvis du ikke fatter det. Jovist, heavy metal er tegneseriestil. Men dette er det 21. århundrede, og der ER altså ikke længere noget i vejen med at dyrke det utilpassede; det nørdede; det selvbevidst eskapistiske og det — bogstaveligt talt — fantastiske. Det er nemt at ryste så’n lidt gammelmandskedeligt på hovedet af Judas Priests nittebesatte læderoutfits og scenedekorationer med mere ild og jern end den seneste Mad Max-film. Og samtidig er det faktisk heller ikke særligt svært at se det seje i.

Sidste halvdel af sættet er selvfølgelig ren hitparade. Obligatoriske “You’ve Got Another Thing Coming” efterfølges af Halfords lige så obligatoriske motorcykelentré og en “Hell Bent For Leather” lige så møgbeskidt og benzindunstende som for sine — wait for it — 40 år siden. Og selvfølgelig skal der også slynges skaller til Priests mest fandenivoldske nummer, “Painkiller”. Det faktum at så gamle mænd magter at afrunde deres hovedsæt med lyden af alle Helvedes dæmonslagtende dræbermaskiner, siger noget om hvor mægtig en størrelse dette band på nærmest foruroligende vis stadig formår at være.

Og i ekstranumrene fortsætter disse førnævnte glædelige overraskelser såmænd. Gode gamle Glenn Tipton trodser sin Parkinsons syge og entrerer scenen til et rørt bifald og en gjaldende, såvel som passende, “Metal Gods”. Og selvfølgelig bliver det “Breaking the Law” og “Living After Midnight”, der afrunder aftenens prædiken udi det hellige ståls navn.

Det er måske modigt, måske hovmodigt, af Priest at køre verdens bedste rocknummer, Queens “We Are the Champions”, over PA’et efter tæppefald. Men bræk da lige min “Stained Class”-vinyl midt over om det ikke er passende ovenpå en performance, der ikke bare overgår lige så mægtige Iron Maidens ditto samme sted tidligere på ugen, men som jeg kun undlader at give topkarakter pga. de indledende lydproblemer, samt det faktum at jeg sgudda lige kom i tanker om, at de ikke spillede mit favoritnummer, “Electric Eye”. Ja, sådan kan man blive så distraheret, når man overværer ren verdensklasse.

(5,5 ud af 6)


Det siger noget om denne verdensklasses format, at Priest kan tillade sig at hive Megadeth med som supportnavn. Ikke bare Megadeths relative størrelse taget i betragtning, men også mht. det faktum, at Dave Mustaine gerne har erklæret støtte til decideret bøssefjendske politikere som f.eks. Rick Santorum. Rob Halford er en rummelig herre, om man så må sige.

Hvorom alting er, er Megadeth normalt et udmærket livenavn. Desværre virker Mustaine ekstraordinært uoplagt og introvert i aften. Udover det temmeligt katastrofale faktum at der knapt nok er lyd i mandens mikrofon, tuller han så’n lidt retningsløst rundt på scenen og synes at gemme sig bag sin, bevares, fortsat imponerende hårpragt.

Og klart nok, jeg gad sateme også godt at kunne sporte en fuld Robert Plant-manke, når jeg har rundet de 50 (eller bare i det hele taget…), men det nytter sgu ikke noget at bruge den til at gå og lege shoegazer-emo, når man spiller noget, der har så fandens meget attitude og er så konsekvent insisterende på at være mere komplekst end Metallica.

Det retningsløse er også kendetegnende for sættet, til trods for at det byder på en fin klassikerkvotient, der udover den desværre så fjollede “Sweating Bullets” og forudsigelige “Symphony of Destruction” tæller både “Peace Sells”, “The Four Horsemen”-omskrivningen “Mechanix” samt selvfølgelig en god håndfuld numre fra hovedværket “Rust In Peace” (’90).

Men intensiteten og fokusset er kun sjældent strømlinet, og de ellers så fine skæringer fra “Dystopia” (’16) ender med at punktere sættet hånd i hånd med lydproblemerne. Det er også fint at støve “She-Wolf” af, men under disse omstændigheder falder den på maven sammen med alt det andet. Selv ikke “Skin o’ My Teeth” eller “Angry Again” kunne have reddet den hjem.

(3 ud af 6)

 

  • Judas Priest_8
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Judas Priest_5
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Judas Priest_23
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.