fbpx

1-Day Hardcore Showdown 2013 Fremhævet

1-Day Hardcore Showdown 2013

Endags festivaller bliver en mere og mere udbredt ting i forbindelse med den rytmiske musik scene i Danmark. Dette betyder som oftest, at disse festivaller er niche orienterede, og som navnet ”1-Day Hardcore Showdown” antyder, var det hardcore, der denne dag var i fokus. Arrangørerne havde stablet et udmærket line-up på benene med helt nye unge artister, såvel som nogle af legenderne gennem tiden.

 

Beta2300 og AmagerBio lagde til sammen rammerne omkring arrangementet. Løjerne startede på Beta2300, hvor der udenfor var opstillet et telt der solgte vegetar og veganer mad til en overkommelig pris og med en høj standart. Der var ligeledes en underlig bod, der solgte bøger og brugte t-shirts, men jeg forstod aldrig helt formålet med den, da der ikke rigtig var nogen aktivitet omkring den. Indenfor blev der solgt lp’er, band merchandise, samtidig med en dyrerettighedsgruppe havde taget opstilling med informationspjecer, og hvad der ellers måtte høre til. Det var interessant, at ledelsen på den måde havde taget et politisk standpunkt, hvilket i mine øjne gav arrangementet en helt anden form for integritet.

 

Men det vigtigste var jo musikken der foregik i tidsrummet 16.00 til 00.55. Som sagt var Beta2300 den første af de to nabobygninger til at diske op med en ordentlig lussing i form af en råt for usødet omgang hardcore. Det utrolige ved disse koncerter var, at det ikke krævede en billet at opleve de fem bands der spillede på Beta2300. Hvert band havde ca. 20 minutter til at få spillet sig varme og levere et godt show. Halshug var første band til at indtage scenen i det lille rum, der må rumme op mod 100 personer. Bandet lagde en fin standard, med deres old school punk inspirerede lyd og ok energi, foran et overraskende pænt fremmøde. Lyden skulle lige rette sig ind, førend de kunne begynde at komme lidt ud over scenekanten 3,5 ud af 6.

 

Andet band denne eftermiddag var den kvindelige kvintet Beyond Pink. Bandet spillede for fuld kraft, men det blev hurtigt påtaget, og deres attitude endte med at blive lidt for søgt, hvilket gjorde, at de aldrig helt fik fat i publikum, på trods af jokes og headbanging. Ligeledes 3,5 ud af 6.

 

Haraball kom efterfølgende på og fremførte deres sludge hardcore, der var mere tung og gruset end de foregående. Forsangeren, der var tynd og bleg med fedtet hår hængende ud fra kasketten, var meget mystisk og var lidt i sin egen verden, hvilket gjorde showet lidt mere dragende. Bandet var velspillende og energien fandt langsomt vej til publikum. 4 ud af 6.

 

Knægtene fra No Love fremførte deres musik med fin intensitet, men det blev aldrig rigtig spændende for andre end de allerede indviede. Bandet virkede stadig nye på scenen, hvilket forhåbentlig fortager sig, så de bedre kan komme ud over scenekanten. 2,5 ud af 6.

 

Sidste navn på Beta2300 var Slöa Knivar, hvis forsangerinde også var trommeslageren fra Beyond Pink. Bandet spillede tight mens forsangerinden lavede noget der nærmede sig akrobatik. Hun fløj rundt på scenen, kastede sig mod gulvet, samtidig med hun råbte sine vrede og humoristiske tekster. Det blev lidt for meget cirkus i længden, for der var ingen ende på hendes energi. Dog var de resterende musikkere ganske fint på, og spillede med en seriøsitet, der hev helheden godt op igen. 4 ud af 6.

 

Der blev desværre ikke kaldt ind til koncertstart, hvilket resulterede i at folk, inkluderet undertegnede, kom dryssende, når der spredte sig en fornemmelse af, at nu skete der noget inde på klubværelset igen. Lyden var i alle tilfælde ganske god og bragende høj, så et stort skulderklap til lydmanden herfra!

 

Med disse mindre koncerter i ryggen rykkede arrangementet nu over i AmagerBio, der kan rumme op mod 1000 mennesker. I modsætning til Beta2300 lignede AmagerBio sig selv, hvilket på en eller anden måde hæmmede festivals følelsen en smule. Ikke desto mindre var det skønt at være tilbage i salen med forhåbning om en brutal omgang.

 

Første navn til at gå på var de gamle britiske herre Last Resort, der stod for aftenens traditionelle Oi! punk rock fra 80’ernes England. Bandet valsede ind på scenen, som skulle de til at lave et soundcheck. Det gjorde de uden at kigge på publikum, uden at sige hej, men derimod helt nede på jorden og lidt intern hyggesnak. Salen var tom under deres indtræden, men den fyldtes hurtigt pænt op, hvilket også gav størstedelen af bandet god energi. Hele vejen igennem spillede guitaristen Beef med så lidt glæde eller energi, at man skulle tro han sad ved et fabriksbord kl. 06.00 om morgnen og skulle med den samme rutine, som han har gjort de sidste 30 år. Bassisten JJ Kaos skinnede i glimt, og når han endelig gjorde var det en fornøjelse at se. Mik bag trommerne spillede en hæderlig koncert, desværre uden at gøre nævneværdigt væsen af sig. Heldigvis så forsangeren Roi Pearce ud til at nyde showet. Han storsmilende i sine stramme jeans og tanktop, og virkede oprigtig og taknemmelig over at forholdsvis mange folk var dukket op for at støtte. Deres tilbagelænede arbejderklasse attitude passede perfekt til musikken, men jeg må tilstå at deres alder var en hindring, og musikmæssigt er tiden nok ved at være løbet fra dem. Dette skal forstås på den måde, at bandet spillede utroligt tight, men energien manglede bare i store træk, såvel på scenen som blandt publikum. 3,5 ud af 6.

 

De unge knægte fra Manchester-bandet Broken Teeth kom på scenen ti minutter før tid og foretog selv deres lydtjek, hvilket foregik på et umenneskeligt højt lydniveau(nej, så gammel er jeg heller ikke). Umiddelbart tror jeg, at dette blev gjort for at trække folk ind fra pausen, men det lykkedes bare ikke rigtigt, da salen kun formåede at blive ca. halvt fyldt op i løbet af koncerten. Bandet gav den gas fra starten, og tordner derudaf under det første nummer. Dette medførte så, at de var nødt til at holde en pause på op imod fire minutter. Pausen medførte at publikum blev negativt afventende, og flertallet blev aldrig rigtigt vækket igen. Dette kan dog også skyldes, at de forreste fem meter blev indtaget af ti til tyve sporadiske pogo-dansere, der fik det resterende publikum til at trække sig tilbage i frygt. Broken Teeth spillede som sagt fra start af med en voldsom vildskab, men det var så voldsomt, at som koncerten skred frem begyndte bandet at vise svære træthedstræk. Forsangeren snakkede konstant til publikum, hvor han prustede og stønnede tak for supporten, hvilket også var med til at trække pusten ud af koncerten. Højdepunktet kom imidlertid under det afsluttende nummer, hvor forsangeren får kontakt med nogle af de få oppe foran. Han rækker tilfældigt mikrofonen til forsangeren fra No Love, der leverer et par linjer fejlfrit, hvilket ser ud til at give Broken Teeth et sidste energi rush, og de får lukket den langt fra overbevisende koncert på sit højeste. 2 ud af 6.

 

Det amerikanske band Walls Of Jericho var tredje til at levere aftenens hidtil hårdeste nyrehug. Deres metalcore brager fra start af ud i en pænt pakket sal, der virker lidt lamslåede oven på en pause og den forrige koncert. Forsangerinde Candace Kucsulain er storsmilende fra start, mens hun brøler til publikum, at de skal gå amok. Der går da heller ikke længe, før en stor moshpit åbner sig foran scenen, mens flere og flere begynder at nikke anerkendende med. Bandet som helhed var super tændte fra starten, hvilket medførte, at de, og især bassisten Aaron Ruby, styrtede frem og tilbage henover scenen. Trommeslager Dustin Schoenhofer kompenserer for sit manglende løb ved at tæve løs på trommerne, mens han råbte med på teksterne. Bandet har en fantastisk intern kemi, hvilket fik dem til at udstråle et kæmpe overskud, og det tillader dem at have en skøn publikumskontakt. Dog kan man godt mærke, at det er en minifestival, da der ude i kanten af publikum stadig kunne fornemmes en del skepsis. Halvvejs inde i koncerten fortæller Kucsulain, at hun deltager i en bænkpres konkurrence til fordel for kræftramte børn, og opfordre i den forbindelse publikum til at gå ud og donere hvad folk nu end måtte have af småpenge. Hendes massive overarme giver hendes ellers søde og smilende ansigt en voldsom autoritet, og hendes opfordring bliver derved overbevisende oprigtig. Det giver hende også energi til at brøle og headbange endnu voldsommere resten af koncerten. Under sidste nummer bevæger hun sig ud på afspærringen mellem scene og gulv, hvilket får publikum til at strømme frem, for at få en direkte fysisk kontakt med hende og bandet. Flertallet af de fremmødte ser til sidst ud til at være godt underholdt, selvom Walls Of Jericho ikke helt får revet alles vægge ned 5 ud af 6.

 

The Psyke Project var aftenens eneste danske band til at indtage AmagerBio. Om det var grunden til aftenens dårligste fremmøde må stå hen i det uvisse. Dog kan det siges, at de der blev væk, gik glip af et voldsomt overgreb på både øre og øjne. Bandet kom nærmest ubemærket ind i mørket. Lyset bliver ikke direkte fokuseret på dem, og som samtlige bandmedlemmer eksploderer i en vandvidsforestilling, der ser ud til at være direkte fysisk ubehageligt for dem selv. Deres energi og knusende fremtræden er utroligt dragende, samtidig med at den er forfærdeligt skræmmende. Forsanger Martin Nielskov virker på ingen måde præget af de få måbende fremmødte. Han vælter frem og tilbage, som var han besat, alt imens han headbanger så voldsomt, at man bliver imponeret over, at han er i stand til at blive stående. Alle i bandet spillede utroligt tight, på trods af deres fysiske udskejelser, og trommeslager Rasmus Gejhede Sejersen tævede så hårdt på highhatten, at den var tæt på at vælte. Bassist Jeppe Skouv stod med flere gange overlegent med ryggen til publikum, med bassen hængende på samme i bedste rock n’ roll stil, imens Mikkel Vadstrup Schmidt og Christian Bonnesen torturerede deres guitarer til det yderste. The Psyko Projects kompromisløse post-hardcore buldrede velklingende, skræmmende og dominerende ud i den store og næsten tomme sal, og uanset hvor langt hen vi kom i koncerten, lagde bandet på noget bånd på deres destruktive og intense præstation. Fantastisk! 5 ud af 6.

 

Det første af aftenens to headliners denne aften var amerikanske Sick Of It All. Og hardcore legenderne fra Queens, New York var da også kommet for at vise hvorfor, de stadig kan og skal betragtes som et af flagskibende på hardcore scenen. Siden 1985 har Koller-brødrene stået i spidsen for bandet, og hold nu op hvor er det ikke til at se, at der er gået snart 30 år! Da bandet kommer løbende ind på scenen, er alle medlemmer storsmilende, og forsanger Lou Koller råber behørigt ”Are you ready? Let’s fuck things up!”, hvorefter de eksploderer i en ren energiudladning. Det ses ligeledes tydeligt på publikum, at den her koncert, er en af dem der virkelig har været ventet på. Moshpittet åbnes hurtigt, og der er fantastisk respons fra publikum, fra forrest til bagerst. Numre som ”Uprising” ”Nation, Die Alone”, og den nyere ”Death or Jail” bliver leveret nærmest til perfektion og med fremragende spilleglæde. Pete Koller flyver konstant frem og tilbage over scenen, hvor han laver sit signaturbevægelse, ved at dreje om sin egen akse mens han straffer sin guitar, iført den karakteristiske bandana der understreger hans afblegede hanekam. I løbet af koncerten får lydmanden lov til at overtage mikrofonen og synge en sang, hvilket medfører, at Lou der har indtaget backing-mikrofonen, er flad af grin og har svært ved at synge med. Et fantastisk skue! Under næstsidste nummer ”Scratch the Surface” forsøger bandet at dele salen op i højre og venstre til en omgang wall of death, med behørig opfordring til at passe på hinanden. Det lykkes naturligvis, og det bliver et solidt punktum på en magtdemonstration. Sick Of It All leverede uden tvivl aftenens bedste koncert, og satte samtlige af de øvrige bands til vægs. 5,5 ud af 6.

 

Misfits var aftenens absolutte headliner og sidste navn. Deres horror hardcore skulle have været et klimaks på et fremragende arrangement, men det blev aldrig rigtig mere end en semi nostalgisk parodi. Med frygt for at fornærme fans, vil jeg fastholde mit synspunkt, da der aldrig rigtig kom gang i publikum, uanset hvor meget frontman og bassist Jerry Only kæmpede for det. Inden koncertens start kom Only ud og bad folk komme ind, for nu skulle Misfits til at lægge huset ned, hvorefter han forlod scenen igen i et par minutter. Men folk kom aldrig rigtig. Der var omkring en tredjedel færre end til Sick Of It All, hvilket tydeligt påvirkede stemningen. Only, som er eneste oprindelige medlem tilbage, indtager scenens venstre side iført et kostume, med Dracula-krage, pigge, sin karakteristiske sorte øjenmaling og tynde hårtot ned over næsten. Både han, og guitaristen Dez Cadena, står indhegnet i en halvcirkel af monitors i hver deres side af scenen. Cadena, der er iklædt en lang, sort læderjakke og blå zombie inspireret ansigtsmaling, står nærmest som forstenet i sin monitorfæstning, mens Only modsat står og overkompenserer i sin. Der er ingen energi internt i bandet, hvilket tydeligt smitter af på publikum, der døsigt står og ser til. Lyden blev aldrig rigtig god, og når der samtidig ikke blev leveret noget interessant at indtage visuelt, så bliver det svært at holde modet oppe. Only havde endda somme tider svært ved at få ordene over sine læber, hvilket sluttede sig fint til den uklare lyd, der nogle gange gjorde det svært at høre hvad der blev spillet. Den horror de udstrålede var snarere et forladt cirkus end et rædselskabinet, så for at lave en sidste plat bandnavns reference, så ”passede” Misfits ikke rigtig ind. Derfor må jeg også være ærlig at sige, at det var en helt igennem pinlig koncert, og faktisk aftenens utvivlsomt dårligste 1,5 ud af 6.

  

Samlet set bød 1-Day Hardcore Showdown på masser af god lyd. Nogle navne bragede igennem, mens andre skuffede fælt. Overordnet var dagen en succes – en succes man kun kan håbe gentaget evt. næste år. 4 ud af 6

Yderligere information

Mere i denne kategori: « Tenacious D Tomahawk »

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.