fbpx

Iron Maiden - Royal Arena Fremhævet

Billeder af HEADBANGERphotography
Billeder af HEADBANGERphotography

Vis mig et selvdefineret metalhead der ikke hører Iron Maiden, og jeg skal vise dig en omvandrende identitetskrise.

Vi elsker Maiden. Alle-fucking-sammen. Slut-fucking-prut.

Hvad end det skyldes at de som kun få andre kolleger indenfor genren til stadighed formår at udgive inspireret, vedkommende materiale. Eller at de som på denne “The Legacy of the Beast”-tour forkæler os med en tur i mindelunden for at ære de karrierehøjdepunkter, der har gjort bandet til netop det allestedsnærværende bæst, som det fandme ER udi fænomenet heavy metal.

Kritikpunkterne først. Trommeslager Nicko McBrain, der i dag fylder 66 og således hyldes med et par fødselsdagssange både fra publikum og Dickinson (i form af et par linier fra “When I’m Sixty-Four”, i mangel af bedre) har længe været bandets mindst stærke led. Og denne aften er desværre et alt for tydeligt bevis på, at mandens tempo gerne halter 2-3 BPM bagud. Dog ikke konsekvent, men i enkelte numre.

Derudover er “Somewhere In Time”-skiven (’88) slet ikke repræsenteret i settet, hvad man jo ellers kunne foranlediges til at tro, qua den figurerende cyborg-Eddie på tourens ledsagende artwork. En “Wasted Years” eller “Heaven Can Wait” havde været på sin plads.

Når alt dette er sagt, skal der naturligvis langt mere til at hæmme bæstet Iron Maiden, der selv med en pensionsmoden gennemsnitsalder fortsat er et sprællevende powerhouse — både i studiet og på scenen. Bandet er for længst ovre det dér med at spille, som om de har noget at bevise, me er snarere at betegne som en gruppe professionelle håndværkere, som man gerne betaler ekstra for at hyre, fordi de er ufravigelige kvalitetsgaranter. Dickinson synger atter mindst lige så stærkt, som han gjorde inden kræftsygdommen for et par år siden. Tredjeguitarist Janick Gers får lov at brillere med et par ansigtssmeltere. Og hvor mange sejere live-bassister end Steve Harris FINDES der egentlig, så'n helt reelt??

Naive udtalelser vil muligvis referere til bandets guldalderklassikere som “så’n noget 80’er-noget” (samt måske, måske ikke, foregå på provinsdialekt samt ligge i forlængelse af snedige trumfkort som “lort” og “bøsse”). Men i hænderne på Iron Maiden anno 2018 er uundgåelige live-favoritter som “2 Minutes To Midnight”, og “The Trooper” fandme tidløse evergreens snarere end noget som helst andet.

Sidstnævnte byder på fægtekamp mellem Dickinson og en tre meter høj kavaleri-Eddie. Det er i det hele taget et gennemgående tema på denne tour, at sceneshowet lige har fået mere end en enkelt saltvandsindsprøjtning. Og du godeste, hvor det dog fungerer!

Hver enkelt sang har sit eget backdrop. Eneste undtagelse er fabelagtige “Revelations”, hvori samtlige bagtæpper viger for en fuld-baggrunds lysprojektion af en katedrals farvestrålende glasmosaikker med Eddie-motiver ad hoc. Og i dette sekulære, neo-oplyste nordvesteuropa er et Maiden-show fandme da også det tætteste, som over 90% af publikum kommer på deltagelse i en religiøs højmesse.

De store, oppustelige dekorationer er et tema, Maiden har arbejdet med gennem 7-8 år, og det bliver bedre og bedre. “Flight of Icarus” er et af deres mindre interessante numre, men så er det godt, at dets features udover en kæmpestor, bevinget Ikaros-figur tæller to flammekastere i hænderne på Dickinson, der således kan tilføje endnu en frynsegode til CV’et. Hold nu kæft, hvor må det være fedt for den mand at være på arbejde!

I åbneren “Aces High”, hvor scenen tillige er dekoreret med pigtråd, camouflagenet og andre skyttegravs-features, hænger et Messerschmidt-fly over scenen. Og bandets selvbetitlede slagsang, der som altid konkluderer hovedsættet, byder på bandets mest frygtindgydende Eddie nogensinde: En gigantisk dæmon med hæsligt rovdyrgab, matsorte vædderhorn, og et blødende pentagram snittet i panden. Detaljegraden er vanvittig. Ja, der må virkelig skulle en ubehjælpeligt, klinisk røvsyg DNA til for at kimse af denne type totalteater. (Og ja, Thomas Treo: Det er nemlig lige præcis dig, jeg tænker på.)

De mest nævneværdige gaver er dog naturligvis at finde i selve settet. Udover “Revelations” og suveræne “Where Eagles Dare”, består aftenens glædeligste overraskelser for mit vedkommende guddødemig i den ellers så rædsomme Blaze Bayley-æras majestætiske “The Sign of the Cross” og forrygende “The Clansman”. Det er numre, jeg ikke har hørt siden min allerførste Maiden-koncert tilbage på “Metal 2000”-touren i samme år. Hold kæft, hvor de dog bare fungerer live, og hold kæft, hvor havde jeg dog ikke anet, at jeg kunne savne noget så meget.

Nyklassikerne “The Wicker Man” og “For the Greater Good of God” giver mig lyst til at høre flere sange fra disses respektive albums, — hvad der dog må betegnes som et luksusproblem. Det ER ikke nemt, når man har lige knapt fire årtiers højkvalitetsheavy at dække, hvoraf ca. halvdelen er mere eller mindre obligatorisk.

… Og det betyder jo tillige, at det dér begreb med en “dårlig koncert” er lige så ukendt for Maiden, som begrebet “utilfredsstillende liv” har været det for salig Hugh Hefner. Men det skyldes så også, at bandets fanskare fanmde ER mere dedikeret end de fleste, om det så måtte være til trods for eller på grund af, at den efterhånden spænder flere generationer, end Maiden selv har eksisteret i.

Jaja, alle bands siger, at de har verdens bedste fans. Det samme kan enhver idiot sige om sine egne børn, sine egne prutter, og det lokale 1. divisions-fodboldhold i den flække, hvori man tilfældigvis blev skidt ud og af en eller anden grund valgte at blive boende. Men i dette tilfælde er der fandme noget om snakken.

Jo, selvfølgelig skal der da lige knipses et par billeder med de dér sci-fi-gadgets, som folk nu om dage render rundt med og kalder “telefoner”. Men derudover er der langt større respekt om Maiden som livenavn, end du vil finde til nogen Metallica-, Rammstein-, eller Volbeat-koncert. Publikum snakker ikke rigtig mellem numrene, men afventer taknemmeligt og begejstret næste skæring. Og ikke mindst står de for en fællessang, der snildt kunne have udfyldt 40.000-personers stadioner — og i praksis også GØR det i andre lande, hvor der findes reel kulturel diversitet.

Udover de sædvanligt fremmødte briter og skandinaver snakker jeg i aften med en fyr fra Florida, der planlagde en danmarkstur, så snart billetterne blev sat til salg. Åh jo, og så er jeg sgudda i øvrigt selv taget hertil fra min nye hjemstavn på Costa del Sol for at overvære dette mit 16. Maiden-show.

Overflødigt som det måtte være at nævne, er der ingen som helst grund til, at der ikke skulle komme et nr. 17.

 

  • Iron Maiden_25
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Iron Maiden_18
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • Iron Maiden_22
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Yderligere information

  • Band/Kunstner/Tour: Iron Maiden
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Koncert dato: Tirsdag, 05 Juni 2018
  • Koncert sted: Royal Arena
  • By: København
  • Genre: Heavy Metal
  • Samarbejdspartner: LiveNation

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.