fbpx

Iron Maiden - The History of Iron Maiden. Part 1: The Early Days

Alene tanken om en DVD med mere en fem timers materiale om et af metallens største navne, kan få mig til at dirre af fryd! At jeg så rent faktisk sidder med den i hånden og kan få et dybdegående indblik i Iron Maiden's historie, er jo helt fantastisk!

DVD'en er delt op i to: En skive med koncerter og en skive med dokumentar og bonusmateriale. Disc 1 indeholder som sagt koncerter. Tre stk. for at være helt præcis. Den første, Live at The Rainbow, er en 30 minutters fra Rainbow Theatre i London d. 21/12 1981, dvs. at det er Paul Di'anno på vokal. Han var som bekendt forsanger på de første albums ( Iron Maiden og Killers ). Og denne koncert viser hvorfor Iron Maiden var bannerførerne indenfor ”New Wave Of British Heavy Metal” (NWOBHM). Med en kraftpræstation der emmer af aggressivitet og musikalsk overlegenhed efterlader de med denne koncert mange bands i deres stadigt voksende skygge!
Discens anden koncert, Beast Over Hammersmith, er en 45 minutters begivenhed, optaget d. 20. marts 1982 i Hammersmith Odeon i London. Det var en koncert i forbindelse med deres ” Beast on the road”- tour, hvor den nye forsanger, Bruce Dickinson, gjorde sin optræden kendt for de hjemlige fans. Og hvilken optræden.
Den tredje og sidste koncert på disc 1, blev optaget d. 18. december 1983 på Dortmund-festivalen i Tyskland. Her ses det tydeligt at bandet på tre år har gennemført tre verdensturnéer, og de er nu blevet et stort anerkendt live-navn. Anmelderne denne decemberaften i '83 kunne opleve metal sværvægtere som Judas Priest, The Scorpions og Ozzy Osbourne, men Iron Maiden's optræden den aften kunne end ikke overgås af disse metalhoveder!! Optagelsen var oprindeligt optaget og broadcastet af ZDF-TV med henblik på en europæisk udsendelse. Senere undersøgelser har vist at det kun er 95% af Iron Maiden's show der er blevet vist. Den ene sang der har vist sig at mangle er ”Iron Maiden”, der var koncertens voldelige klimaks hvor maskotten Eddie blev udsat for en yderst voldsom lobtomisering hvorefter han blev ”dræbt” af bandet! På den anden skive ser man et klip hvor Bruce Dickinson foretager ”Det hvide Snit” på Eddie: Han flår hjerneskallen af den stakkels maskot, hvorefter han river hjernemassen ud ad kraniet. Dernæst bliver den forsvarsløse Eddie udsat for slag og spark! Men i 1983 mente man at det var alt for voldeligt til det europæiske publikum og det blev derfor slettet inden udsendelsen i tv. Det eneste tilbageværende bevis for dette ”mord”, er et klip på Iron Maiden's egen ”12 wasted years”- video. Det klip kan nu også ses på ”The Early Days” disc 2.
Det var indholdet af DVD 1: Ca. 2 timers koncert med Iron Maiden – og det kan jo aldrig være helt skidt!

Disc 2 er en anelse mere varieret og lidt broget samling. Den første del er en halvanden time lang dokumentarfilm, med navnet ” The Early Days”. Det er en grundig beskrivelse af bandets historie, lige fra Steve Harris' første spæde forsøg i bandet Gypsy's Kiss i 1972-73, hvor Steve Harris spillede bas, via den første Iron Maiden line-up i 1975 med Steve Harris (bas), Dave Sullivan (guitar), Ron ”Rebel” Matthews (trommer), Paul Di'anno (sang) og Terry Rance (guitar). Til den endelige line-up på den første Iron Maiden-plade. Dvs. Steve Harris (bas), Adrian Smith (guitar), Clive Burr (trommer), Paul Di'anno (sang) og Dave Murray (guitar). Man hører også om Di'annos exit til fordel for den nuværende forsanger, Bruce Dickinson. Og man hører også om årsagen til udskiftningen af trommeslageren, fra Clive Burr til Nicko McBrain.
Dokumentaren slutter med verdensturnéen med 140 shows i slutningen af 1983, efter udgivelsen af ” Piece of Mind”.
Udover den meget interessante dokumentarfilm, er der en hidtil uudgivet optagelse fra d. 14. april 1980, Iron Maiden gav koncert i ”The Ruskin Arms” i det østlige London. Koncerten er den første Iron Maiden koncert der er blevet filmet, og blev i øvrigt filmet på udgivelsesdatoen for den første plade. Det er ganske rigtigt som der står, at billedkvaliteten var for dårlig til at blive udgivet, og den digitale restaurering har ikke hjulpet synderligt. Både billede og kameraføring er elendig, med det er meget sjovt at se den koncert.
Derudover er der nogle ret fede promotionsvideoer, hvor det er studieindspilningen der bliver afspillet sammen med nogle billeder fra sceneoptrædener og klip fra gamle westerns og horrorfilm. Det er vældig sjovt at man det ene øjeblik ser Bruce Dickinson løbe rundt i nogle ultra tætsiddende harlequin-bukser, og det næste øjeblik ser man en 1930'er udgave af en varulv på en kirkegård, mens man lytter til ”The Number Of The Beast”.
De øvrige ekstra ting der er, er bl.a Steve Harris' dagbog (affotograferet), forskellige billeder og div. artwork. Det er af meget vekslende interesseniveau, og havde måske ikke været nødvendigt. Men en dag hvor man har masser af tid, kan man sikkert godt få noget godt ud af det…
Men under alle omstændigheder glæder jeg mig til at få fat i næste del af Iron Maiden's historie. For den her er ganske uundværlig for Iron Maiden og NWOBHM-fans. Så hvis man synes ”Rock in Rio”- DVD'en er fed, vil man elske denne her!


Revolution Music vil gerne takke Virgin/EMI for tilsending af dette album.

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Iron Maiden
  • DVD titel: The History of Iron Maiden. Part 1: The Early Days
  • Karakter: Karakter: 5.0
  • Pladeselskab: Virgin/EMI
  • Samarbejdspartner: EMI
  • Genre: Heavy Metal

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.