fbpx

Vreid - Wild North West

I en tid, hvor livemusikken er ved at kvæles i pandemiens jerngreb, er der heldigvis musikere, der ikke lader sig stoppe; blandt dem er norske Vreid. Foruden at give en vellykket streamingkoncert og lancere deres egen øl har bandet skabt albummet "Wild North West”, som er et konceptalbum om livet og døden fortalt i 8 kapitler.
Albummet indledes med titelnummeret, som starter med orgeltoner, inden det går løs med en virkelig fed omgang Metal – musikken har et enormt fedt drive, som matcher Sture Dingsøyrs raspende vokal perfekt – Sådan! Det efterfølgende ”Wolves at Sea“ fortsætter i højt tempo, og så er der pisset territorie af. Herefter bliver der også plads til roligere toner, hvor vokalen skifter til en ren udgave, der har et skær af retro over sig. Det høje tempo vender også tilbage senere, men det er som om, at Vreid åbner deres fortælling, så musikken afspejler forskellene heri. I den sammenhæng vil jeg fremhæve ”Into the Mountains“, som er storslået, og hvis ide går tilbage til dagene i Windir. Man har endda bibeholdt keyboardet fra demoen, spillet af den afdøde Windir-forsanger Valfar; det er en fin gestus.
Havde “Wild North West” fastholdt niveauet fra starten, ville jeg udråbe det til årets udgivelse. Men mindre kan gøre det, for albummet står stærkt når det gælder om at kvalitet og musikalsk bredde.

Tracklist:
1. Wild North West
2. Wolves at Sea
3. The Morning Red
4. Shadows of Aurora
5. Spikes of God
6. Dazed and Reduced
7. Into the Mountains
8. Shadowland
Samlet spilletid: 49:23

Læs mere...

Seth - La Morsure du Christ

Efter bandets gendannelse i 2011 fulgte albummet “The Howling Spirit”, som var et glimrende udspil; alligevel var line-uppet ikke helt på plads. De originale medlemmer Alsvid og Heimoth har derfor skiftet en del ud i besætningen, inden Seth nu er klar med endnu et album.
Disse ændringer har nu ikke ændret på bandets stil og fremtoning; Seth spiller stadig stort anlagt Black Metal. Numrenes arrangementer er ikke direkte symfoniske, men de indeholder noget af den samme voldsomhed, der kendetegner dén genre. Hos Seth optræder der pianotoner ind imellem, men ellers er det en ret massiv omgang Metal, der rammer lytteren. Det gør umiddelbart numrene lidt lukkede, og jeg skulle bruge et par gennemlytninger for at trænge igennem deres panser. Inde bagved afsløres det, at musikken indeholder en del melodiske elementer; ikke kun de nævnte keyboards, men også via guitarerne og passager med rolige toner – Den langsomme udfasning i ”Ex-Cathédrale” giver således en ret cool stemning. Generelt byder numrene på rolige åndeholder, hvor man lige kan trække vejret, inden guitarerne igen forsøger at tage magten fra sangeren Saint Vincent, når han brøler de franske tekster ud i æteren.
På mange måder er albummet et klassisk Black Metal udspil, men Seth formår også at sætte deres eget præg på begivenhederne – resultatet er mere end godkendt.

Tracklist:
1. La Morsure du Christ
2. Métal Noir
3. Sacrifice de Sang
4. Ex-Cathédrale
5. Hymne au Vampire (Acte III)
6. Les Océans du Vide
7. Le Triomphe de Lucifer
Samlet spilletid: 52:05

Læs mere...

Inferno – Paradeigma (Phosphenes of Aphotic Eternity)

Med “Paradeigma …” fortsætter tjekkiske Inferno trenden fra deres seneste 2 albums med en ekstra lang titel. Det er ikke det eneste usædvanlige ved albummet, som tekstmæssigt er inspireret af værker fra så forskellige skribenter som forfatteren Michal Ajvaz, lægen Lee Smolin og psykiateren Carl Jung – det er ikke hverdagskost.
Det samme kan man sige om bandets musik, for selvom den falder i kategorien Black Metal, fortolker Inferno genren meget personligt. Genrens typiske kendetegn som blastbeats og opskruet tempo finder man, men i meget små doser – det er ikke her, man skiller sig ud. Det sker primært på vokalsiden, for i stedet for at udstyre numrene med en skarp frontvokal, har Inferno ingen. I stedet varetages vokalerne af, hvad der bedst kan beskrives som et baggrundskor. Men betegnelsen er ikke helt dækkende, for der er ikke tale om egentlige harmonier, ligesom man ikke kan forstå et ord. Det er heller ikke meningen, for vokalerne skaber en mørk stemning.
Den passer fint til musikken, som har noget af den Klassiske Musiks storhed over sig, selv om der kun i begrænset omfang bruges instrumenter herfra. Resultatet er anderledes og meget specielt, og især i de første numre lader jeg mig trække ind i stemningerne. Men efterhånden som tiden går, bliver det sværere, for der varieres kun meget lidt på opbygning og indhold. Kort efter midten sætter ensformigheden ind, og ”Paradeigma” går fra at være en spændende ide til en halvkikset affære.

Tracklist:
01. Decaying Virtualities Yearn for Asymptopia
02. The Wailing Horizon
03. Descent into Hell of the Future
04. Phosphenes
05. Ekstasis of the Continuum
06. Stars Within and Stars Without Projected in...
Samlet spilletid: 35:49

Læs mere...

Altarage - Succumb

"Succumb” er det fjerde album fra de spanske metalekstremister fra Altarage, og det tredje af disse, der havner i min anmelderstak. Hvert møde har budt på mere og mere utilnærmelige numre, og denne gang har man nået et niveau, der får mig til at tvivle på, om man kan komme ret meget længere i dén retning.
Jeg har ofte brugt billedet af en mur af fræsende guitarer og smadrende trommer, når jeg har skullet beskrive et massivt lydbillede, men det er meget sjældent, at jeg er stødt på noget så ekstremt, som Altarage leverer denne gang. Muren er ikke bare bygget solidt; den er armeret med jernbeton, den er ekstra høj og dækket med pigtråd – alt sammen for at sikre, at det kun er de allermest udholdende, der overvinder opgaven, og alle andre holdes ude.
Musikken blæser afsted i meget højt tempo, og det hele præsenteres i en produktion, der rækker fra det grovkornede til det kaotiske – vokalen, som ofte er forvrænget, flyder sammen med musikken, og er komplet uforståelig.
Det er hårdt, bart, koldt og savner ethvert tilløb til menneskelig varme, ligesom der kun i meget begrænset omfang optræder noget, der kan kaldes melodi. Denne gennemførte eksekvering kunne være brugt til noget stærkt, men ender grimt og distancerende uden andet formål at være grimt. Det her er virkelig for de få, der søger det ekstreme. For os andre bliver det hurtigt enerverende, og jeg kender ingen, jeg vil kunne anbefale dette album til.

Tracklist:
1. Negative Arrival
2. Magno Evento
3. Maneuvre
4. Foregone
5. Drainage Mechanism
6. Watcher Witness
7. Fair Warning
8. Lavath
9. Forja
10. Inwards
11. Vour Concession
12. Devorador De Mundos
Samlet spilletid: 63:16

Læs mere...

Solbrud - Levende I Brønshøj Vandtårn

Den 23. og 24. november 2019 gav Solbrud to koncerter i usædvanlige omgivelser; her var de vante rammer fra traditionelle spillesteder byttet ud med Brønshøj Vandtårn. Efter at være taget ud af drift i 1999, blev vandtårnet i 20 år senere omdannet til kulturhus, men fremstår stadig råt, bart og koldt – det lyder umiddelbart som meget passende for bandets Sorte Metal.
At rummet har en voldsom efterklangstid hører man på trommerne i åbningsnummeret ”Øde lagt”, men ellers påvirker det ikke koncerten. En anmeldelse af et livealbum er sjældent en bedømmelse af en kunstners musik som sådan, det er en bedømmelse af, hvordan kendt materiale tager sig ud, når det spilles live under de givne omstændigheder. Og i tilfældet ”Levende I Brønshøj Vandtårn” gør Solbrud og deres musik en rigtig god figur! Numrene byder på den kendte stil med en veritabel mur af guitarer, der massivt omslutter lytteren, mens Ole Luks stemme skærer sig igennem alt, den møder. Det er udfordrende, men de lange instrumentale passager skaber en fin balance i tingene.
At bandet også behersker mere melodiske elementer, viser de i ”Sjæleskrig”, som er det eneste nye nummer på albummet. Her bliver der plads til mere afdæmpede momenter, hvilket er med til at udbrede det musikalske udtryk. I det hele taget er setlisten smagfuldt sat sammen, så alle aspekter af bandets musik kommer frem. At lytte albummet igennem fra start til slut er en voldsom oplevelse, men hvis man er til Black Metal, er tiden givet godt ud!

Tracklist:
01-02 Ødelagt-Skygge
03 Menneske
04 Sortedøden
05 Klippemennesket
06 Bortgang
07 Sjæleskrig
08 Besat Af Mørke

Samlet spilletid: 69:28

Læs mere...

Fuath – II

Da Andy Marshall udsendte det første album under navnet Fuath, var det ment som en engangsforestilling, som skulle give afløb for de ideer, han ikke kunne bruge i sit andet projekt, Saor. Men der var åbenbart flere ideer, der skulle bearbejdes, så nu kommer album nummer 2, hvor Marshall står for alle elementer undtagen trommerne; de håndteres af Carlos Vivas.
Hvor Marshall primært bruger inspiration fra hjemlandet Scotland i forbindelse med Saor, er stilen her meget lig den, man fandt hos nordiske Black Metal bands i 1990’erne. Tempoet er til den friske side uden, at det på noget tidspunkt bliver ekstremt. Samtidig har numrene en enkelhed i opbygningen, der minder mig om Darkthrone – bare lidt mere struktureret. Og selv om produktionen på ingen måde kan betegnes som poleret, ligger den kvalitetsmæssigt klasser over nordmændenes.
Ellers spiller Marshall stilen meget efter bogen, og selv om det sker håndfast og sikkert, virker det ikke som om, at han søger at eksperimentere eller at udvide rammerne for den Sorte Metal. I stedet fremstår ”II” mere som en hyldest til den musik, der har inspireret ham igennem tiden. Resultatet er en ærlig og ligefrem omgang Black Metal, som præsenterer genren uden at gå til yderligheder. Det fungerer fint, og min eneste alvorlige anke er, at indholdet ikke helt formår at udfylde tidsrammen med spænding, især på de 3 numre, der passerer 9 minutters spilletid.

Tracklist:
1. Prophecies
2. The Pyre
3. Into the Forest of Shadows
4. Essence
5. Endless Winter
Samlet spilletid: 41:31

Læs mere...

AARA - Triade I : Eos

AARA fortsætter deres høje frekvens mht. albums: Efter ”So fallen alle Tempel” (2019) og ”En Ergô Einai” (2020) udsender bandet nu ”Triade I : Eos”. Som titlen antyder, er der tale om første del af en trilogi, og albummet er inspireret af novellen "Melmoth the Wanderer" af den irske forfatter Charles Robert Maturin.
Black Metal er en af de genrer, som fungerer via modsætninger mellem brutale og melodiske elementer, men det er sjældent, at fronterne er trukket så hårdt op, som tilfældet er på dette album. De brutale elementer (og de ER virkelig brutale) føres an af vokalen, der med sin blanding af skrig og hvæs lyder alt andet end menneskelig – den er komplet uforståelig, og går rent igennem marv, ben og hvad der ellers kommer i vejen for den. Med sig trækker den trommer, bas og guitarer, som alle fyres af i et højt og nådesløst tempo.
Men netop guitarerne bærer samtidig kernen til numrenes mere forsonlige sider. Det sker via passager, hvor voldsomhederne erstattes af f.eks. akustisk guitar, men mest fremtrædende er de melodistumper, der flettes ind i det omkringliggende inferno.
Kontrasterne er meget store, og skaber både spænding og dynamik i numrene. Her er det imponerende, hvor elegant AARA formår at variere udtrykket ved at supplere med forskellige kor – vel at mærke uden, at man keder sig; det er ingen selvfølge med de lange spilletider. Albummet er en intelligent opvisning i Black Metal, og jeg ser allerede frem til næste kapitel i historien.

Tracklist:
01. Fathum
02. Tantalusqual
03. Naufragus
04. Nimmermehr
05. Das Wunder
06. Effugium
Samlet spilletid: 45:08

Læs mere...

Forhist - Forhist

Du skal ikke fortvivle, hvis ikke navnet Forhist siger dig noget – der er tale om et nyt projekt. Til gengæld er der større chance for, at du er stødt på manden bag; det er nemlig Vindsval, som også er drivkraften bag Blut aus Nord, som jeg har anmeldt en del gange her på siden.
I Forhist holder Vindsval sig også til den Sorte Metal, men stilmæssigt er der sket en justering: Hvor Blut aus Nord efterhånden har skabt en bredere tilgang til stilen, er der her tale om et skridt tilbage mod genrens klassiske opskrift. Der er skåret ind til benet, hvilket også understreges af, at numrene ikke har egentlige titler, men blot nummereres fra 1 til 8, bare i romertal.
Stort set alle numre afvikles i et opskruet tempo, hvor trommerne blaster afsted, mens guitaren både stemmer i, og tilfører melodi takket være tremoloanslag. Der suppleres også med lidt keyboardklange her og der, hvilket letter stemningen en smule. Det samme kan man ikke sige om vokalen, som er en blanding af skrig og hvæsen; til gengæld slår den ikke igennem for fuld kraft, da den er trukket langt tilbage i produktionen.
Jeg kan ikke helt gennemskue ideen med dette projekt, for Vindsval giver os intet nyt – det hele bygger på gammelkendte ideer, som fremføres helt efter bogen. Samtidig er udtrykket meget ens igennem numrene, så hvis ikke det var for de seje guitarer og den specielle stemning i ”IV”, var det ikke blevet til de 3 stjerner, der lige netop hentes hjem.

Tracklist:
01: I
02: II
03: III
04: IV
05: V
06: VI
07: VII
08: VIII
Samlet spilletid: 42:42

Læs mere...

Dread Sovereign - Alchemical Warfare

Dread Sovereign er et af flere sideprojekter for Primordial-sangeren Nemtheanga, og bandet har eksisteret siden 2012. Her tager hovedmanden sig af vokal og bas, mens Bones og JK står for hhv. guitar og trommer. ”Alchemical Warfare” er bandets tredje album.
Nemtheangas vokal er stadig markant, udtryksfuld og meget personlig, men omgivelserne er anderledes end dem, han har i Primordial. Musikkens base er hentet i Doom genren, og skabes med tunge anslag på guitaren, hvor der ikke er sparet på forvrængning. Det giver musikken en old school stemning, som trækkes i retning af det rå og beskidte via en mildest talt upoleret produktion. Pladeselskabet nævner Venom, Hawkwind og Hellhammer som referencer, og hvis man kan forestille sig dén blanding, rammer man meget godt indholdet. Og når jeg angiver Black Metal som genre, skal stilen ses mere i retning af genrens allertidligste fortolkning end den, der kom med anden bølge. Samtidig er teksternes referencer til Satan lige så svære at overhøre som bandets ”Fuck Verden”- attitude.
Det hele har en ærlighed over sig, som jeg godt kan li´- her bliver der ikke leflet for nogen. Og når udtrykket varieres, og tempoet øges en tak, som det sker i ”Nature Is The Devil´s Church”, kører det godt for Dread Sovereign. Desværre er der for mange steder, hvor det ikke sker, så den helt store oplevelse udebliver.

Tracklist:
1. A Curse On Men
2. She Wolves Of The Savage Season
3. The Great Beast We Serve
4. Nature Is The Devil´s Church
5. Her Master´s Voice
6. Viral Tomb
7. Devil´s Bane
8. Ruin Upon The Temple Mount
9. You Don´t Move Me (I Don´t Give a Fuck)
Samlet spilletid: 52:00

Læs mere...

Akhlys - Melinoë

Man kan ikke påstå, at Akhlys ligefrem oversvømmer markedet med deres udgivelser; siden deres debut med ”Supplication” i 2009 er det kun blevet til et enkelt album yderligere. Men nu har hovedmanden Naas Alcameth skrevet fem nye numre, som tilsammen udgør bandet tredje fuldlængde ”Melinoë”.
Her fortsætter amerikanerne deres traditionelt opbyggede Black Metal med lynhurtige trommer, melodiske guitarer af samme skuffe og en vildt hvæsende vokal – altså ren stangvare uden afvigelser fra genrens grundbog? Ikke helt, for selv om Alcameth & Co. grundlæggende følger kendte veje, er der noget i fortolkningen, der er værd at bide mærke i: Musikkens vilde sider er virkelig vilde, så når først Akhlys er kommet op på den store klinge, bliver der virkelig trådt igennem til den store guldmedalje. Og så er der en del passager, hvor der skabes nogle rigtig mørke stemninger, det gør helheden mere Black.
Når det så er sagt, så synes jeg ikke, at Akhlys denne gang helt rammer det niveau, som jeg har tidligere hørt fra bandet. Albummet opleves som enten fuld hammer frem med musikken eller opbygning af stemninger, men for få eksempler på, at de to ting understøtter hinanden. Derfor ender det med en bedømmelse under, hvad jeg tidligere har udstyret Akhlys med.

Tracklist:

1-Somniloquy
2-Pnigalion
3-Succubare
4-Ephialtes
5-Incubatio
Samlet spilletid: 46:06

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed