fbpx

Alter Bridge - Copenhell 2017

Mit kendskab til Alter Bridge består kun i et par enkelte numre, hvis titler jeg ikke rigtig har følt behov for at huske. Mit indtryk af dem er, at det da er ganske godt skrevet, men at det er meget pænt og meget ufarligt af så’n noget hård rock at være.

Det er såmænd også det indtryk, jeg sidder tilbage med efter denne fredag aften. Alter Bridge har rigtig mange gode kvaliteter, bevares. Især vokalist Myles Kennedy har en ekstremt lækker klang og en ganske sindssyg teknik. Og Mark Tremonti ER da en fed leadguitarist. Mange af hans soloer er desværre bare lidt retningsløse og ligesom resten af bandet præget af en noget uregelmæssig lyd, som dog skyldes fænomenet ikke-ordentligt-fastspændte-højttalere-i-blæst, der desværre er noget langt mere alvorligt end en hypotetisk titel på et hypotetisk stykke moderne kunst. Tag nu ved lære, Copenhell.

Nej, men det er egentlig meget sjovt: Alter Bridge er på sin vis slet ikke nogen ringe gruppe. Udover at især C-stykkerne gerne trækker på veksler fra både ældre og nyere metal, skriver bandet fine melodier og har en både fin energi og et fint overskud. Tingen er bare, at det hele netop er meget fint. Og det bliver kun sjovere af, at overtegnede selv har en afgrundsdyb svaghed for store dele af 80’ernes puddelrockscene, der netop var enormt spiselig sammenlignet med storbritanniens nye heavybølge og vestkystens spirende thrashscene.

Men hvor datidens Mötley Crüe reelt var møgbeskidte og bogstaveligt talt dødsensfarlige, og hvor Def Leppard stadig er ubesejrede i gudeproducerede stadionbaskere, har Alter Bridge for mig at se ikke de store personlighedstræk, der adskiller dem fra flommen af dén 21st century post-post-grunge-bølge, de red ind på for de dérsens 12-13 år siden.

Copenhell-publikummet virker ellers overvejende glade deroppe foran. Og hen imod slutningen kommer der da også et par stand-out-momenter i form af den fine “Blackbird” — komplet med Beatles-intermezzo — og den sigende “Metalingus”. (Hvad skal jeg dog egentlig mene om dén titel?). Men ud fra hvad jeg har kunnet bedømme på de yderligere anmeldelser, jeg har læst af denne Alter Bridge-performance, har jeg ikke været den eneste, der sad tilbage med et lidt lunkent indtryk.

Alter Bridge får gerne en chance til på et andet tidspunkt, men jeg vil fortsat opprioritere at lytte til de REO Speedwagon-skiver, jeg stadig har til gode. Uden yderligere sammenligning i øvrigt. REO Speedwagon er bare så'n et band, man taler for lidt om, så jeg syntes lige, jeg ville nævne REO Speedwagon et par gange.

 

Se vores samlet dækning af Copenhell 2017

  • The Interbeing_3
  • Forfatter: Jill
  • Baroness_4
  • Forfatter: Jill
  • BATUSHKA_3
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se hele galleriet her

Læs mere...

Siamese - Shameless

Sidst jeg stødte på Siamese var i 2015, da de udgav deres selvbetitlede tredje album. Det bød på melodisk Rock af den lettilgængelige slags, som også er populær udenfor Danmarks grænser. Som promo materialet fremhæver, er de internationale ambitioner også i fokus på bandets nye album ”Shameless”, og det er tydeligt, at Siamese sigter mod et stort og bredt publikum med udgivelsen. Guitarerne er tilstrækkeligt fremme til, at numrene med lidt god vilje passer i Rockafdelingen, men vokaler, melodier og produktionen er rettet mod airplay i mainstream radio. Her er vi så ovre i en kategori, som vi normalt ikke gør noget ud af her på siden, og skulle jeg bedømme ”Shameless” alene ud fra egne præferencer, ville karakteren ende helt i bund.

Når den ikke gør det, skyldes det til primært, at albummet ikke forsøger at gøre sig til noget andet, end det er: En professionel omgang Poprock, som ikke er rettet mod metalhoveder som mig, men et helt andet publikum. Vigtigst er her, at selv om det hele er poppet, så er det tydeligt, at der ligger godt håndværk bag de ti numre. Derfor er spørgsmålet ikke så meget om jeg kan li’ musikken, men mere om jeg tror, at Siamese kan klare sig internationalt. Og ja, det tror jeg, for melodierne er fængende nok til, at der nok skal blive radiotid til Siamese - også selv om den bliver nul på mit eget anlæg.

Tracklist:
01. Ablaze
02. Tunnelvision
03. One Night Thing
04. Soul & Chemicals
05. Brother
06. My Turn
07. The Promise
08. Make It Out
09. Never Be The Same Again
10. Cities
Samlet spilletid: 36:51

 

Læs mere...

Redeem - Awake

Redeem er en trio fra Schweiz, og ”Awake” er deres tredje album, som efterfølger ”Eleven” (2006) og ”999” (2011). Bandet opererer fortrinsvist i den tysktalende del af Europa, hvilket undskylder mit manglende kendskab til dem.

Selv om bandet havde gjort væsen af sig på vore breddegrader, er det højst tvivlsomt, at de ville have opnået spilletid hjemme hos mig. Redeem befinder sig nemlig i den del af det musikalske verdenskort, hvor det er vigtigere at have det rigtige look og den rigtige scorereplik end dybsindigt indhold. Mere konkret er der tale om et nøje tilrettelagt produkt, hvor alt er lagt an på at ramme det helt rigtige mix af iørefaldende popmelodier, synge-med omkvæd og en smule gang i guitaren – det sidste tjener mest som undskyldning for at gå i læderjakke.

Sangeren Stefano Paolucci synger flot og rent, arrangementerne er omhyggelige og produktionen i det hele taget gennemført. Alt er meget iørefaldende, men også uhyre forudsigeligt. Som ”La Luna”, der sikrer, at man også kan krydse feltet ”italienskproget sang” af…

Lidt positivt er der dog, for ”Alter Ego” og “No Judgement Day” byder på tilstrækkeligt med guitarer og bid til, at det hæver den samlede karakter med et halvt point, men som så ofte før er der tale om too little, too late.

Det er derfor heldigt, at Schweiz er kendt for fineste urmagerkunst og lækker chokolade Toblerone, så vi ikke skal forbinde landet med Redeem. Vil du bruge dine penge på noget derfra, og det ikke helt rækker til et ur (det gør det for de færreste), så køb chokoladen – du skal i hvert fald ikke spilde dem på denne skive!

Tracklist:
1. Insanity
2. Chanson D'amour
3. The Last Goodbye
4. Guilty
5. Awake
6. Beautiful Day
7. La Luna
8. The Riddle
9. Borderline
10. Alter Ego
11. No Judgement Day
12. The Last Goodbye (Acoustic Version)
Samlet spilletid: 44:38

 

Læs mere...

Def Leppard - Def Leppard

Man må sige, at Def Leppards karriere har budt på op- og nedture: Da man først havde fundet sin egen stil efter et par albums, gav ”Hysteria”, ”Adrenalize” og ”Slang” superstjerne status og astronomiske salgstal. I de senere år har det været så som så med kvaliteten, så jeg må indrømme, at jeg ikke har fulgt bandet i et stykke tid. Derfor var det med blandede forventninger, jeg gav mig i kast med englændernes nyeste album, som blot kaldes ”Def Leppard”.

Albums navngivet efter bandet selv finder man ofte hos debutanter, men desværre ligger denne skive langt bandets udgangspunkt, både i tid, energi og iderigdom. Det illustreres tydeligt i åbningsnummeret ”Let’s Go”, som også er albummets første single. Man hører straks at det er Def Leppard, for den lækre produktion og især vokalerne er umiskendeligt deres varemærke. Men desværre optræder alt i blege udgaver uden passion, og sætter dermed en trist overskrift for skiven. De fleste numre er mere Pop end Rock, og der er rigeligt med ballader – heldigvis udstyret med gode omkvæd. Men ellers er det poppet kedsommelighed, der er på programmet, og bandet har for lidt på hjerte. Der er kun to numre, som stikker ud fra den upersonlige masse: ”Sea of Love” med sin lidt old school groove, og albummets absolutte topnummer ”Man Enough”, som har et supercool basriff i stil med ”Anotherone Bites The Dust” – virkelig fedt.

Så nej, det selvbetitlede udspil markerer ikke et vendepunkt for Def Leppard, men understreger i stedet, at bandet har haft sin storhedstid.

Tracklist:
1. Let’s Go
2. Dangerous
3. Man Enough
4. We Belong
5. Invincible
6. Sea of Love
7. Energized
8. All Time High
9. Battle of My Own
10. Broke N Brokenhearted
11. Forever Young
12. Last Dance
13. Wings of an Angel
14. Blind Faith 
Samlet spilletid: 54:22

 

Læs mere...

All Time Low - Future Hearts

På “Future Hearts” bliver vi præsenteret for fire gæve amerikanske gutter, der tilsammen danner bandet All Time Low. Selvom jeg aldrig mindes at have hørt noget af deres musik, har de imidlertid eksisteret siden 2003 og udgivet fem studiealbums før dette. De har desuden turneret med blandt andre Set It Off, som jeg selv er ret begejstret for.

Og det er også meget den samme stil, All Time Low lægger for dagen. Det er den der lidt ”happy-go-lucky” agtige pop-punk stil, i et tekstunivers der kredser om de svære ting i livet. Og selvom den slags ofte kan blive en anelse for banalt og tandløst – efter min mening – så synes jeg, at All Time Low formår at levere nogle ganske hæderlige numre i løbet af albummets 47 minutter. Nuvel, det ER pænt og en smule kliche, men det gør mig nu alligevel i godt humør. Åbningsnummeret ”Satellite” er en rigtig fin lille sag med tung guitar og simpel lyrik. Og så er popballet eller åbnet, med numre som ”Kicking And Screaming” og ”Something’s Gotta Give”, der er ægte up tempo pop-punk melodier, og som jeg egentlig ikke synes er så spændende endda. Ved skæring nummer fire sker der dog noget med ”Kids In the Dark”, der har lidt dystre undertoner og et kraftfuldt omkvæd. Og denne stil klæder virkelig bandet. Også ”Runaways” og ”Cinderblock Garden” er super fede numre med en virkelig intens energi i omkvædene, der giver mig lyst til at skråle med af fuld hals. Og jeg kan nu også godt lide det, når bandet skruer tempoet helt ned, som på ”Tidal Waves” og forsanger Alex Gaskarth synger ”you don’t know me at all” og pigehjerter uden tvivl smelter på stribe. Bortset fra det, har den gode Gaskarth en rigtig god stemme, både her og når han er i det mere rockede hjørne. Resten af bandet spiller også ganske fint og ganske upåklageligt.

Jeg synes faktisk at ”Future Hearts” er en udmærket skive med nogle fine melodier og velskrevne sange. Der er som sådan ikke noget særligt anderledes eller ekstraordinært over det All Time Low gør, men er man til genren, så synes jeg bestemt man skal unde sig selv dette album. For de er bestemt et af de bedre bands i pop-punk genren, og om ikke andet så bliver man i hvert fald i godt humør af at lytte til All Time Low, og det er nu heller ikke at kimse ad i min optik.

Track list:
1. Satellite
2. Kicking And Screaming
3. Something’s Gotta Give
4. Kids In The Dark
5. Runaway
6. Missing You
7. Cinderblock Garden
8. Tidal Waves
9. Don’t You Go
10. Bail Me Out
11. Dancing With A Wolf
12. The Edge Of Tonight
13. Old Scars / Future Hearts
Samlet spilletid: 47:00

 

Læs mere...

Speak Low If You Speak Love - Everything But What You Need

Bag det lange navn Speak Low If You Speak Love gemmer der sig kun en enkelt ung musiker. Hans navn er Ryan Scott Graham og trods sine kun 25 år, er amerikaneren ikke nogen nybegynder på den musikalske scene. Han slår nemlig også sine folder i pop-rock bandet State Champs, der udgav en EP sidste år som jeg selv anmeldte.

”Everything But What You Need” er ifølge pressematerialet lyrisk et glimrende eksempel på Grahams evne til at fortælle hverdagshistorier på en måde, så man kan genkende sig selv i det. Og jo, det kan han da, men jeg tror nu mest man kan genkende sig selv, hvis man er en amerikansk high school knægt med ondt i livet og forældre, der bare er irriterende. For der er noget lidt for naivt og blåøjet over udtrykket i sangene, synes jeg. Jovist, de er meget søde og jo, jeg kan da godt mindes de følelser Graham beskriver. Men umiddelbart føler jeg mig en lille smule for gammel til det her musik. Pladen åbner med en kort intro efterfulgt af nummeret ”Knots”, der egentlig nok er et af de numre på pladen, der har mest bid. ”A List Of Things” er rigtig fint og ”Ruined” har helt sikkert hitpotentiale. Og Graham gør sig i det hele taget godt, når han kommer lidt op i tempo, som på ”Guess And Check”. Det gør han dog sjældent, og der går ærlig talt lidt for meget pæn-akustisk-singer-songwriter i den, synes jeg. Numrene smelter sammen, og jeg kan ikke rigtig kende dem fra hinanden. Det er en anelse for tandløst og intetsigende, og når man har hørt de første 5-6 numre, er man egentlig ved at være lidt træt af det. Det er synd, for jeg tror vi har at gøre med en fyr, der har rigtig meget på hjerte. Og som for øvrigt besidder en ganske fin vokal, der gør sig rigtig godt til hans stil.

Der er ingen tvivl om, at Graham kan skrive sange og melodier. Det gør han egentlig meget godt, og der er klart en total og fuldstændig blottet ærlighed i hans musik, som jeg virkelig godt kan lide! Det er meget ægte og uden omsvøb, og det er en sjældenhed i musikken i dag. Hvis ikke det kørte helt så meget i samme rille hele tiden, så kunne jeg have sneget en stjerne mere ud af ærmet. Men for denne gang bliver det altså kun til 2.

Track list:
1. Art School
2. Knots
3. Eight Weeks
4. A List Of Things
5. Ruined
6. Locking Lips
7. Confusion
8. Guess And Check
9. Naive
10. Tiny Furnace
11. Adjacent
12. Not Enough To Say
13. Have My Head
14. The Time In Between
Samlet spilletid: 00:48

 

Læs mere...

Set It Off - Duality: Stories Unplugged

Da de amerikanske pop-rockere i Set It Off udgav deres seneste album ”Duality” sidste år, havde jeg aldrig før stiftet bekendtskab med dem. Men ikke desto mindre røg det album ind på min album top 10 for 2014, da jeg faldt totalt for drengenes storladne og catchy musik. Nu er de så klar med denne lille EP, der indeholder unplugged versioner af fem numre fra sidste års skive, plus et enkelt nyt nummer.

Og selvom også jeg i første omgang var skeptisk overfor bandets musikalske evner, da jeg så de meget pæne og polerede pressefotos der fulgte med albummet, har jeg måtte æde min tvivl råt. Især efter at have hørt dem på ”Duality: Stories Unplugged.” For det holder 100%! Forsanger Cody Carson kan virkelig synge og han har en både rå, men også ganske stor vokal, der passer perfekt til genren. Også bandets resterende medlemmer, spiller upåklageligt og bundsoligt, og det er super fedt at høre dem sådan her. Uden så meget omsvøb, gemt lidt væk i pæne produktioner og store kor. Numrene fungerer hver især også rigtig godt, med det anderledes udtryk, de får her. ”Ancient History” er fremragende som en catchy lille popmelodi, med energisk guitarspil og en Carson der giver der giver sig fuldt ud. Et andet nummer der virkelig får en fed lyd, er ”The Haunting” der bygges op om tung, langsom basgang, og føres flot frem med en lidt dyster klang. Den mere tempofyldte ”Why Worry” fungerer også rigtig godt. I det hele taget er alle numrene virkelig godt arrangeret og fremført, og der er ikke en finger at sætte på noget som helst. Det nye nummer på EP’en ”Wild Wild World” lyder som om det er lidt gospel- og soul inspireret, og det er faktisk rigtig fedt.

Selvom jeg synes at ”Duality: Stories Unplugged” er en skøn lille EP, er den muligvis nok mest interessant, hvis man allerede kender Set It Off og kan lide deres stil. Hvis musical inspireret pop-rock med store armbevægelser ikke lige er dig, så vil du givetvis ikke være helt så meget på som jeg er. Jeg nyder den, og jeg er igen fuldstændig solgt til de her herlige gutter!

Track list:
1. Ancient History
2. Tomorrow
3. The Haunting
4. Why Worry
5. Bleak December
6. Wild Wild World
Samlet spilletid: 21:00

 

Læs mere...

LET - Høstfeber

I 1991 blev Bomb Squad dannet i Ribe, og det var med Thrash Metal på programmet. Senere vekslede bandet til mindre voldsom musik og danske tekster, og så var det passende at skifte navn til LET. Senere fulgte en længere pause, men i 2010 var bandet tilbage med nyt materiale, og det gentager de nu med ”Høstfeber”.

Oplægget med dansksprogede tekster tilsat hårdtslående musik er interessant nok – tidligere møder med spansk og finsksprogede tekster har i den sammenhæng vist sig at det kan være spændende. Det fungerer bare slet ikke her, for i stedet for selvstændig og spændende musik, fremstår de 4 numre som en omgang rip-off af Nephew og Magtens Korridorer - Den eneste afvigelse er nogle få passager med lidt Metal-rytmer. Desværre bliver de lynhurtigt afvæbnet af et lag P3-venlige vokaler, så de få tilbageværende glimt af noget interessant bliver fjernet lige så hurtigt som fedtede fingre på et spejl viger for en klud med sprit. Det er virkelig uselvstændigt, og jeg vil til enhver tid hellere høre de rigtige kunstnere end dette vage afkog.

Jeg ved ikke om LET sætter sig mellem to stole eller bare skubber sig ud over kanten. Men faktum er, at ”Høstfeber” rammer stuegulvet med et hørbart bump … Og der bliver den liggende …

Tracklist:
1. Efterklang
2. Se Bort!
3. Tomt
4. Ørkenbid
Samlet spilletid: 15:10

Læs mere...

Hollywood Undead, Icon For Hire

"Hollywood Undead er denne generations Limp Bizkit", var der en bekendt af mig, der udtalte. Det er svært at sige noget imod, for Hollywood Undead har i sandhed et godt tag i den noget yngre del af Danmarks metalpublikum, og ligesom "idolerne" er de ikke bange for at blande rap/hiphop med metal, såvel som andre genrer som pop og emo. Det er første gang de besøger landet, og har for undertegnede været en guilty pleasure siden 2008. Rygterne siger dog, at Hollywood Undead ikke skulle være et specielt godt liveband, men begejstringen blev ikke mindre af den grund. Til, jeg vil tro, alles overraskelse blev koncerten rent faktisk udsolgt et godt stykke tid i forvejen, og billetter blev solgt og købt for så høje beløb som 750 kroner (originalprisen var på ca. 200 kroner). Alt i alt skulle det blive interessant at se, om Hollywood Undead ville begejstre eller skuffe.

Icon For Hire
Det amerikanske kvindeligt frontede emo/rockband Icon For Hire, der i høj grad minder om landsfællerne i Paramore, har 7 år bag sig, og har udgivet 2 albums i form af "Scripted" fra 2011 og seneste års selvbetitlede album. Af ukendte årsager er bassist Josh Kincheloe, der har spillet med bandet siden 2011, ikke en officiel del af bandet, der ellers består af sangeren Ariel (uden efternavn), såvel som guitaristen Shawn Jump og trommeslageren Adam Kronshagen.

På slaget 21:00 går Icon For Hire på scenen i den store sal, og det første jeg lægger mærke til er, at forsangerinden slet ikke har den forventede kraft i vokalen. Faktisk synger hun decideret dårligt (eller i hvert fald meget vagt), og ender i samme kategori som de fleste af de moderne metalcore bands, hvor vokalen i studiet er overredigeret. Lyden er nu heller ikke den bedste, og især trommerne er enormt mudrede, men det største problem er hvor lav volumen er - man kan næsten stå og snakke sammen i et normalt toneleje, og det er fra midten af salen.

Publikum klapper lidt og vifter med armene, når bandet specifikt beder om det, men mere engagement er der ikke. Det er nu heller ikke så mærkværdigt, for mage til uinspireret liveshow skal man sgu lede længe efter. Der er ingen reel bevægelse undtaget fra forsangerinden, men det virker så indstuderet at det er til at brække sig over. Ligeså meget som deres musikvideoer/studieindspilninger nærmest brister af energi, ligeså idéforladt virker det live, og så er det ærgerligt nok kliché efter kliché efter kliché; "Copenhagen, you're so great!", "Wow, it's hot up here!", "Do you have more energy?" "SCREAM FOR ME!" - etc.

Kort sagt er det ikke imponerende, og jeg synes endda at musikken er ganske udmærket i forvejen, men det her.....det er skidt.
2/6 stjerner.

Hollywood Undead:
Det amerikanske raprock/emo/pop/metalband stammer fra Los Angeles, Californien og har siden 2005 langsomt, men sikkert, opbygget en meget dedikeret fanskare i det meste af verden. Det maskerede band består af Charlie Scene, Da Kurlzz, Funny Man, J-Dog, Johnny 3 Tears og Danny, som overtog pladsen som frontsanger, da Deuce stoppede (eller blev smidt ud, alt efter hvem man spørger) i 2010. Hollywood Undead har udgivet 3 albums i form af "Swan Songs" fra 2008, "American Tragedy" fra 2011 og "Notes From The Underground" fra 2013. Der var i et godt stykke tid rygter om at deres nyeste opus ville være færdigt i år og blive navngivet "Hell Is Empty, Six Devils Are Here", men det er nu blevet ændret, således at det først udkommer næste år. Skiven er blevet officielt navndøbt "Day Of The Dead", og titelsangen har ligeledes været ude i nogle uger.

Det er Hollywood Undeads 3 hårdeste sange der starter ballet i form af "Undead", "Tendencies" og "Been To Hell". I aften har jeg valgt at nyde forestillingen på noget nær forreste række, hvilket i flere tilfælde byder på både moshpits og headbanging for fuld skrue. Generelt ser publikum enormt glade ud, men ligeledes er der mange som ser ganske forvirrede ud. Det er altså ikke udelukkende metallere der er tilstede i aften, som jeg ellers havde forventet. Fællessang transcenderer heldigvis genrer, og stort set alle synger højt med på sange som f.eks. på "City" og "Bullet" - ikke overraskende er det primært numrene fra "Swan Songs" og "American Tragedy", der giver mest genlyd.

De 6 medlemmer i bandet smider allerede maskerne efter et par sange (sandsynligvis pga. varmen), og klarer sig overordnet set udmærket, men det er publikum der bærer showet i aften. Man kan sige det således, at Hollywood Undead optræder som de skal, men heller ikke ét gram mere, og det ville ellers ikke kræve meget. Lidt crowdsurfing, eller bare helt generelt at være fysisk tættere på publikum ville gøre meget. Musikken har jo energien og intensiteten til det, og så ville det ikke føles så rutineret som det gør i aften. Det er endnu en dag på kontoret for bandets vedkommende, og kun da en fan bliver inviteret på scenen virker det improviseret på den fede måde.

I forlængelse af ovenstående har jeg heller ikke forstået idéen med at have solbriller på indenfor (det virker bare arrogant), og så virker deres sekundære trommeslager fuldstændig overflødig, når han oftest blot spiller en forsimplet udgave af hvordan de "rigtige" trommer går. Hans position minder mig til dels om de 2 perkussionister, SlipKnoT tager i brug, men forskellen er bare at de 2 "gør sig til" overfor publikum - forsøger at gejle folk op og generelt opføre sig skørt/festligt. Det er ikke tilfældet med denne trommeslager.

Der er mindre "nedture" i form af nyere sange hvor energien fra publikum daler, men festen fortsætter i godt og vel en time og 15 minutter og afsluttes med stil i form af først "Young" og derpå "We Are". Derefter smutter bandet af scenen, men bliver kaldt tilbage med den famøse tekst fra "Everywhere I Go": "Eveywhere I go, bitches always know, that Charlie Scene has got a weenie, that he loves to show - bitch!". Det er derfor til stor jubel at vi får serveret lige nøjagtigt ovenstående skæring, inden der lukkes og slukkes med "Hear Me Now". Overordnet har Hollywood Undead bestået prøven - men også kun akkurat. Vi oppe foran havde en kæmpe fest, men det tvivler jeg meget på har været tilfældet for de, som stod noget længere væk fra scenen. Min karakter er derfor landet i midten af de to, så man kan nemt trække fra eller lægge til, alt efter hvor man befandt sig.
4/6 stjerner.

Sætliste:
1) - Undead
2) - Tendencies
3) - Been To Hell
4) - Dead Bite
5) - Kill Everyone
6) - City
7) - California
8) - From The Ground
9) - Delish
10) - Comin' In Hot
11) - Up In Smoke
12) - Bullet
13) - Day Of The Dead
14) - Another Way Out
15) - Young
16) - We Are
Encore:
17) - Everywhere I Go
18) - Hear Me Now

Læs mere...

Set It Off - Duality

Wow! Det er længe siden jeg har set så pæne og polerede drenge, som dem der pryder coveret på dette album! I første omgang tænker jeg at det må være en fejl, at det her da umuligt kan have noget med rockmusik at gøre. Og det er nok heller ikke ligefrem rock ’n’ roll, det amerikanske band Set It Off oser af. Til gengæld oser de – og især forsanger Cody Carson – af teatralsk charme, med et fandenivoldsk glimt i øjet.

Og selvom det på nogle punkter ER meget pænt og lyder mere af pop end af punk, så rammer deres orkestrale og storladne facon noget i mit musicalelskende hjerte. Deres lyd får mig til at tænke på Panic! At the Disco fra deres spæde begyndelse og bands som Divided By Friday og Amely. De har en skæv, men ret cool lyd, og Carson’s ganske store stemme klæder det hele virkelig godt. ”Duality” er bandets andet fuldlængde album, og det har allerede høstet en del ros fra rockpresse i hjemlandet. Og det er som sagt en charmerende udgivelse, med 11 numre der har hver deres personlighed. Albummet åbner med ”The Haunting”, et nummer der lægger sig i den tungere ende, ligesom ”N.M.E.” og singleforløberen ”Why Worry.” Fælles for disse tre numre er den tydelige næsten big band agtige inspiration. For her er knald på et utal af forskellige instrumenter, og guitar, trommer og bas akkompagneres af blæsere og piano, her er stort kor og en stemning der lægger op til ”jazz hands” for alle pengene. Og jeg er solgt! Også numre som den mere straight forward poppede ”Ancient History” og ”Bleak December” fungerer rigtig godt. Nok er Set It Off’s lyriske univers temmelig banalt, men med enderim og syng-med-venlige omkvæd, rammer det trods alt plet. Titelnummeret er en sjov elektronisk inspireret sag, og selvom bandets ide var at hele albummets koncept skulle være dualitet, så er det altså mest her jeg rigtig lægger mærke til det. Albummet rundes af med en sang om ulykkelig kærlighed, ”Miss Mysterious”, der om noget viser at der bestemt også er en blød side af bandet. Hvis man – meget imod forventning – skulle være i tvivl. Men det er faktisk et rigtig flot lille nummer, bygget op omkring en fin pianomelodi, der bygger op til den helt store afslutning i klassisk musicalstil.

Set It Off ER pæne, og der er ikke en tone – eller et hovedhår – der sidder forkert, når de her drenge folder sig ud. Men for fanden, jeg må tage hatten af for deres originalitet, musikalitet og sangskrivning. Og mod til at mixe og matche, fra inspirationskilder som Earth, Wind & Fire, over Destiny’s Child til My Chemical Romance. ”Duality” er ikke en skive til de hårde drenge, men det er ikke desto mindre et rigtig fremragende pop rock udspil, der på alle måder er både melodiøst, pompøst og velspillet. Jeg bliver upopulær blandt de tunge metaldrenge jeg kender, når jeg smider 5 stjerner efter det her....men fuck it, jeg er vild med det!

Track list:

1. The Haunting
2. N.M.E
3. Forever Stuck In Our Youth
4. Why Worry
5. Ancient History
6. Bleak December
7. Duality
8. Wolf In Sheep’s Clothing feat. William Beckett
9. Tomorrow feat. Jason Lancaster
10. Bad Guy
11. Miss Mysterious
Samlet spilletid: 00:39:00

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed