fbpx

Eagles Of Death Metal - Tinderbox 2015

Josh Homme er ikke med i dag – så er dét på plads.
Gul Scene er stadigvæk fyldt exceptionelt godt op, og de forreste rækker ser ud til at hygge sig gevaldigt – nogle har endda taget skridtet videre og påklistret sig et overskæg ala frontmandens skovsnegl. Der spildes ikke megen tid med snak til at begynde med, men derefter fyrer Jesse Hughes, også kendt som ”The Devil”, den ene humoristiske kommentar af efter den anden – primært rettet mod de fremmødte kvinder, og som regel med et ”can you dig it?” som afslutning. Han er cool as fuck, og en rigtig charmør.

Der kommer en smule gang i flere dele af publikum under nogle af bandets hits, og stemningen er god hele vejen rundt. Resten af bandet groover, men holder sig mere i baggrunden. Under de nyere sange daler energien dog fra begge sider.
Lyden er heller ikke så god, og især vokalen drukner af og til. Men det reelle dilemma er, at bandet forsøger, men bare ikke bryder igennem – det bliver aldrig den fest de ellers tidligere har leveret. Måske er joken blevet udvandet i stedet for holdbar, og sætlisten bærer da også præg af, at man næsten kun plukker fra første album, der nu er over 10 år gammelt.

Under alle omstændigheder har Eagles Of Death Metal gjort det langt bedre end i dag, og den 24. november er de tilbage for at tage revanche. Forhåbentligt fungerer det bedre til den tid.

Sætliste:
1) – Bad Dream Mama
2) – Don’t Speak (I Came To Make A Bang!)
3) – Heart On
4) – So Easy
5) – Cherry Cola
6) – Complexity (Boots Electric cover)
7) – I Only Want You
8) – Whorehoppin’ (Shit, Goddamn)
9) – Boys Bad News
10) – Speaking In Tongues
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Royal Blood - Tinderbox 2015

Royal Blood er endnu et ungt band, men det forreste område omkring Blå Scene er velbesøgt, dog er der ikke i nærheden af at være proppet. Mange bagved sidder ned og slapper af.
Lyden er hele vejen igennem god og massiv, med plads til især bas-delen. Frontmanden behersker nemlig både bas og guitar, mens trommeslageren mest af alt ser ud til at kede sig en smule.

Royal Blood spiller fint, og man kan svært klandre dem for ikke at gøre mere – de er kun de to, så det er begrænset hvilke ustyrligheder man kan præstere, men man savner alligevel noget entusiasme derfra. Publikum er lidt af en blanding; sommetider klappes der uden nogen synlig grund, men det meste af tiden er folk meget passive.
De lange pauser imellem skæringerne hjælper om alt andet heller ikke på det.

Jeg mener, når det vildeste under hele foretagendet er da trommeslageren får kravlet op i et lydtårn, står ubevægelig og iskold et minut eller to imens han kigger ud på publikum, for derefter ikke at gøre andet ned at løbe tilbage på scenen… Det er sløjt. Jeg har sjældent kedet mig så bravt, men der er omvendt heller ikke noget at sætte på det tekniske.

Sætliste:
1) – Come On Over
2) – You Can Be So Cruel
3) – Figure It Out
4) – Better Strangers
5) – Little Monster
6) – Blood Hands
7) – One Trick Pony
8) – Ten Tonne Skeleton
9) – Loose Change
10) – Out Of The Black
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Sedated Angel - Beautyfall

Fjorten dage og et sommerhus i Thy. Det er åbenbart det, der skal til for at lave et yderst overbevisende psykedelisk, garagestonerrockalbum. Det er i hvert fald det, Sedated Angel har præsteret. Det er bandets tredje fuldlængdealbum siden fødslen i 2005.
Det er et album med rigeligt fuzzet guitar, buldrende trommer og en, må jeg sige, lidt svingende vokalpræstation – som jeg kommer ind på senere.

Albummet starter med en titelsang, der med sit fede riffs, tunge lyd og skarpe breaks lægger stilen for resten af pladen. Om ordspillet ”Beautyfall” er specielt originalt, kan måske diskuteres, men skidt – det fungerer. Den omtalte vokale svingpræstation finder man på anden skæring, ”All the Places”, hvor det dels er selve melodien, der er lidt kedelig, men det er også, som om det er svært at ramme tonerne helt rent. Dette opvejes dog fuldt ud af det tunge riff, der bærer nummeret hjem.

Alt det med en svigtende oral præstation er hurtigt glemt, når man rammer pladens tredje skæring, hvor der er fuld skrald på alle tangenter; endnu et fedt riff – oven i købet med en hvinende guitarsolo henover, for lige at komme i gang – og så en hamrende fed og kraftfuld vokal. Helt bestemt et af pladens fineste numre. Dog fortjener den afdæmpede ”Opiation” også en ovation, da den formår at være afdæmpet uden at blive en overflødig ballade.

Overordnet set er det en ganske godkendt plade, der veksler fint mellem den gedigne garagerock med stoner- og psykrocktendenser, og det mere afdæmpede og eksperimenterende, som eksempelvis ”Black Clouds”, der med sin citarintro et kort øjeblik fik mig til at tro, at iTunes var sprunget hen i min Beatlesafdeling – dette nummer viser sig dog at være væsentligt tungere end hvad førnævnte britiske band har leveret.

For det er tungt, det er syret og stenet – det er jo nærmest en dansk udgave af Monster Magnet – og dette mener jeg på den mest positive måde!

Jeg glæder mig allerede til at høre mere til Sedated Angel – for som Ramones sang det: ”I wanna be sedated”!


Trackliste:
1. Beautyfall
2. All the Places
3. Rainbow
4. Out of Reach
5. Opiation
6. Open Mind
7. Kick Ass
8. The Door
9. Black Clouds
10. Weezer

Samlet spilletid: 45:51

Læs mere...

Turbo Child - Turbo Child

Hvis TurboChild ville sige noget med deres cover, må jeg nok konstatere, at TurboChild så måtte være nogle gamle gumpetunge mænd uden drive. Sandheden er heldigvis en anden: coveret forestiller en Puch-agtig knallert (i anledningen omdøbt til ”Fuch”) på et blegt farveløst cover. Ingen af tingene kunne være længere fra hvad TurboChild i virkeligheden er: TurboChild er en ung dansk kvintet, der spiller garagerock med momentvis stort flair for den gode melodi, den rette afslappede attitude og sidst men ikke mindst en rigtig dejlig fyldig lyd, kreeret af ingen ringere end Jacob Bredahl.

”TurboChild” indeholder fire sange der tilsammen optager et lille kvarter. Et lille kvarter man næsten ikke mærker, for tiden med TurboChild i højttalerne går let – Sangene er memorable, faktisk meget radiovenlige i både længde men også udtryk. Der er ikke plads til nogen klistret ballade, så sangene er up-tempo, tongue-in-cheek og god gas derudaf. Fedeste nummer, hvor de også giver den lidt mere gas end på de øvrige numre, må være ”It Ain’t Over Yet”. Fedt omkvæd, skarp solo og godt med tempo på!

Det bliver spændende at følge deres gerninger i fremtiden, for jeg tror bestemt, at TurboChild har noget at byde på. Sangeren Richard har en rigtig god stemme til formålet, og han må ud fra disse 14 minutter at bedømme, bære prædikatet som ”TurboChild’s stærkeste kort”. Det kan være, når spilletiden strækkes ud, at nogle af de andre medlemmer i bandet får lov til at shine. Indtil videre er Richard i hvert fald et stærkt kort at have.

Hvis bandet fortsætter deres sti(l), er jeg ret sikker på, at vi nok skal høre mere fra dem. Indtil videre synes jeg, at de fortjener lidt opmærksomhed, så gør dig selv en tjeneste og check dem ud. Det er glad og feel-good tråd der fungerer rigtig godt som baggrundsmusik, når der skal kævles bajere og laves ……. (sæt selv ind….)

Tracklist:

01: Heavy Thunder
02: Kings and Queens
03: White Lies
04: It Ain’t Over Yet

Total Spilletid: 14:04 Minutter

Læs mere...

Mod Fiction - Hoax

Amerikanske Mod Fiction spiller vanvittigt cool og overbevisende rock ’n’ roll på deres helt egen måde. Med forbilleder som Nirvana, Neil Young og The Beatles mixer det unge band det bedste fra flere verdener for at opnå deres meget anderledes og – efter min mening – vildt fede lyd! Bandets tre medlemmer mødte hinanden i Albany, New York, i 2011 og har tidligere udgivet en enkelt EP før denne.

Og jeg kan sige med det samme, at hvis man som jeg elsker oldschool rock ’n’ roll, så er ”Hoax” en EP man ikke må snyde sig selv for! Allerede fra første skæring er jeg fuldstændig overbevist om, at det de her drenge kan, det er helt utrolig fedt! Der er noget ”back to basics” over musikken, der i høj grad er en musikalsk legeplads for guitarer. Attituden i numrene virker enormt underspillet og i første omgang forventer jeg mig ikke meget efter at have set de lidt sære sort/hvide promobilleder, der også følger med udgivelsen. Men jeg har sjældent oplevet så meget coolness på så kort tid, da jeg sætter ”Hoax” på. 19 minutter er alt hvad vi får, hvoraf sidste skæring ”Is This Morning?” faktisk blot er spoken word og gamle lydklip ovenpå noget klavermusik. Til gengæld sparker de tre reelle numre så meget rockstar-mås, at jeg slet ikke kan få armene ned! På ”Quit Stalling” skinner grunge inspirationen virkelig igennem, og det hele har en rå, upoleret lyd, der er ufatteligt charmerende. Og jeg kan endda høre lidt Kurt Cobain i forsanger Kevin Gadani’s stemme. ”Losing Interest” har en anderledes, 90’er agtig lyd over sig. Med sin kække up-tempo lyd emmer den af sol, sommer og kolde dåseøl, og skiller sig rigtig fint ud fra EP’ens andre numre, men man er stadig ikke i tvivl om at det her er et Mod Fiction nummer. ”Silence In Stereo” får mig igen til at tænke på Nirvana med sine skæve rytmer og lettere monotome vokal, og det er mit absolutte favoritnummer på ”Hoax”. De tre gutter der udgør Mod Fiction gør det virkelig godt! Musikken er egentlig ganske simpel, der er ikke så meget pis, det er bare rock ’n’ roll. Men de spiller utrolig overbevisende på deres lettere laid back facon og har desuden masser af attitude.      

”Hoax” er en fabelagtig lille EP, og den efterlader mig med følelsen af, at ville have meget mere af Mod Fiction! Og jeg håber virkelig ikke jeg skal vente alt for længe, på at der kommer et fuldlængde udspil fra de her drenge. For der kan ikke herske tvivl om, at rockscenen og alle os der elsker rock har brug for Mod Fiction. Fordi der i den grad mangler rockbands der er så cool og spiller så fedt, som de gør!  

Track list:
1. Quit Stalling
2. Losing Interest
3. Silence In Stereo
4. Is This Morning?

Samlet spilletid: 19:00

Læs mere...

The Hives, The Fume

Lønningsdag! Det skulle nok bringe folk til Vega. Eller hvad? Jeg havde regnet med et propfyldt Vega, men det skete ikke i aften. Til gengæld fik vi en af de vildeste koncert/fester jeg har oplevet, så alle er med sikkerhed gået glade hjem.

The Fume:
Som opvarmning havde The Hives medbragt landsfællerne The Fume. Et perfekt opvarmningsband, da The Fume lyder mere eller mindre som The Hives. Det er svært at finde noget konkret information om de 3 herrer i bandet, da de nægter at skrive noget om dem selv på bl.a. Facebook. Ifølge Vegas hjemmeside har The Fume indspillet sange til et debutalbum, som skulle udkomme til foråret.

Kvart over 8 påbegynder aftenens koncert. The Fume valser ind på scenen og byder os velkommen. På dette tidspunkt er Store Vega overraskende tom, og jeg frygter for om det skulle vare ved. Det slog dog hverken band eller publikum ud. The Fume spiller glædeligt op til dans, og nyder uden tvivl at stå på scenen. Publikum lytter og klapper høfligt efter hvert nummer, men det ser ikke ud til at én eneste i salen kender bandet i forvejen.

Lyden i Vega er, som den plejer, ganske glimrende og af passende volume. I aften viste den sig fra sin mere rodede side, men det passede perfekt til bandets profil og attitude. Om det har været hensigten, skal jeg ikke kunne sige, men det gjorde i hvert fald ikke tingene værre. Tværtimod.

Fra scenen strutter forsangeren med den halvt synlige mave, imens han er påklædt en lille fjerdragt rundt om halsen. Jovist, det er bare hans udseende, men han udstråler rock’n’roll. Der er energi, og især trommeslageren ser ud til at føle sig hjemme. Lyset er derimod totalt overdrevet. Det er super skarpt og meget intenst til tider, og selvom The Fume spiller godt, er det ikke SÅ vildt som lyset ellers forsøger at give udtryk for.

Godt og vel halvvejs inde i koncerten, hvor forsangeren imellem numrene konverserer lidt med publikum, lyder det som om at en forstærker falder ned. The Fume ser ikke ud til at have bemærket noget, og spiller ufortrødent videre. Eller også er de bare ligeglade. Under alle omstændigheder, er der masser af attitude fra scenen. Da vi når til ”Livin’ For The Weekend”, som jeg fejlagtigt mistænker som det sidste nummer, bliver energien bygget kolossalt meget op. Der bliver bygget op, bygget op og bygget op… indtil de endelig slipper og i ét øjeblik er både lyset, bandet og publikum på det helt samme sted.

”Desværre” slutter The Fume ikke her, men leverer i stedet 2 sange mere. Energien falder igen, og selvom der forsøges hårdt, bliver afslutningen slet ikke i nærheden af hvad den kunne have været, hvis man havde sluttet med ”Livin’ For The Weekend”. Det er ærgerligt, men The Fume gav stadig en glimrende koncert med stort overskud. Hvis de kommer tilbage igen, vil flere sikkert kende dem, og så kan det kun gå godt. 4 stjerner.

The Hives:
Tilbage i 1993 besluttede 5 herrer at genoplive garage rock genren. Det er måske overdrevet, men de blev faktisk sat i samme bås som både The White Stripes og The Strokes. Der skulle gå 4 år før det første album ”Barely Legal” udkom. Det var dog først ved årtusindeskiftet at The Hives kom på alles læber, som følge af at ”Veni Vidi Vicious” blev udgivet. Især sangen ”Hate To Say I Told You So” blev hyppigt spillet i radioen. I 2004 udkom ”Tyrannosaurus Hives”, i 2007 ”The Black And White Album” og senest udkom ”Lex Hives” i 2012. Om end de 3 seneste albums ikke har haft den samme effekt som ”Veni Vidi Vicious”, har der ikke hersket nogen tvivl om at The Hives var kommet for at blive.

Kl. 21:30 blev lyset slukket endnu engang. Og folket skreg. Der var bestemt kommet flere mennesker til, men hvis folk stod lidt tættere, ville Vega kun være lidt over halvt fyldt. På scenen hang der et stort banner, portrætteret med en uhyggelig dukkefører. Snorene på dukkeføreren så ud til at gå direkte ned i de 5 hvide bogstaver på scenen, som udgør bandets navn. Så er de her.

Alle som én er de 5 herrer iklædt fine jakkesæt og høje hatte. Og efter den nye ”Come On!” er vi ellers i gang. Lyden er blevet bedre, og selvom den stadig har en klang af noget rodet og rustent, passer det helt til stemningen. Modsat til The Fume, er det meste af publikum med allerede fra første nummer. De både klapper, danser, hujer, råber og skriger. De får heller ikke megen hvile fra den utrættelige frontmand i The Hives, som konstant hiver fat i publikum, både fysisk som verbalt.

Allerede i 3. nummer er The Hives’ crowdcontrol tydelig, da næsten hele Vega bouncer op og ned. Og det kan mærkes, så for satan. Den ene guitarist er allerede næsten ude og surfe, og forsangeren både hopper ned fra stortrommen, ned fra diverse forstærkere, eller hopper bare rundt på gulvet. Der er gang i den – hele tiden. Især i ”Main Offender”, hvor den så ellers står på fællessang- og dans.

Selv The Hives’ roadie, en fyr iklædt et bælgsort ninja kostume, deltager i den musikalske fest fra scenen. Nogle af de forreste publikummer danser endda også pogo til nogle af numrene. The Hives fortsætter fra den ene sang til næste, indtil vi til sidst er nået igennem 19 af slagsen, på lige godt og vel 1 time og 20 minutter. Og SIKKEN en fest!! Jeg måtte på et tidspunkt prøve at mærke stemningen oppe foran, og med noget besvær, fik jeg kæmpet mig ganske tæt på scenen. Og hvis festens intensitet ikke var vild nok længere bagude, så skal jeg love for at det var den her!

Jeg har personlig aldrig dyrket The Hives, og det er måske fordi deres musik er meget simpel og ligetil. Der er ingen musikalske udfordringer eller lignende igennem koncerter. Intet overraskende moment. Og jo, det er da imponerende at én mand kan få hele Vega til at sætte sig ned på én gang, men det er ligesom set før. Hele showet er, på sin vis, meget mekanisk. The Hives har årevis af erfaring. Men gør det noget? Nej, det gør faktisk slet ingenting! Folket tryglede efter at få en fest, og det var lige præcis hvad The Hives gav dem. Så hvis du vil feste og have en fed aften, og ikke kræver at blive hverken udfordret eller overrasket, kan The Hives klart anbefales. 5 stjerner herfra, og med et ønske om et snarligt gensyn.
 

  • The Hives_1
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • The Hives_4
  • Forfatter: Thomas Schlein
  • The Hives_9
  • Forfatter: Thomas Schlein

Se flere billeder fra koncerten her.

Læs mere...

The Jackals - The Jackals

The Jackals er et ungt band fra Viborg. De unge drenge befinder sig først i tyverne, og har en helt fantastisk uimponeret tilgang til det at lave musik. De tager lidt klassiske dyder, som leder mine tanker hen på det, som The Clash var gode til. Dernæst er vi ovre i noget af det mere moderne materiale såsom Franz Ferdinand. Numrene er alle præget af en vis form for autencitet. Forsangeren lyder helt engelsk nogle steder, og jeg kommer til at tænke på førnævnte The Clash. Det lidt punkede islæt og den halv-skramlede produktion, giver selvfølgelig også pust til, at The Jackals har en autentisk lyd.
Jeg ved ikke helt hvor længe The Jackals har været i gang, men det er en forholdsvis frisk og tiltalende omgang indie rock, de leverer. Der er selvfølgelig nogle ”børnesygdomme” såsom en lidt tynd produktion, og nogle steder virker det lidt utight, og den slags ting, men alt i alt er det sgu alligevel en imponerende begyndelse for de fire viborgensere. Var der nogen, der sagde ”GAFFA”??

Tracklist:
01: MR. MONEY 02: Be Unkind
03: In Retrospect
04: L.O.V.E.
05: First in Line
06: She’s Got Me
07: Sexuakl Harassment

Total Spilletid: 26:41 Minutter


Revolution Music vil gerne takke bandet for tilsending af denne demo.

Læs mere...

Oktan - Black Leaves & White Thrash / Soundtrack From Your Moms Bedroom

Denne udgivelse består af to udgivelser. Nemlig de to EP’er, som Oktan har udgivet, i én samlet pakke. Jeg har aldrig før stiftet bekendtskab med dette danske band, men tanken om at den gamle skråler fra Mnemic, Michael, gør sig som sanger/guitarist i Oktan, gjorde da ikke lysten mindre, da han virkelig kunne finde ud af at brøle og synge.
På første side i bookletten skriver Oktan, at pladen er indspillet for sparsomme midler, men at det er ærlig musik og at den er lavet med kærlighed for rockgenren. Jeg tænkte så, at et band som Social Distortion står for mig som noget af det mest ærlige… Men at de er pissekedelige…
Jeg dykkede ned i det Oktanske univers med en vis mavefornemmelse…
Jeg vil gerne afsløre, at jeg blev noget overrasket over det første nummer, ”El Pedro Negro”. Det er jo direkte irriterende! Både vokal og riffs… hele pivtøjet! Det fortsætter heldigvis ikke igennem alle 8 numre, om end jeg synes de fleste af skæringerne virker belastende og lidt for tyndt produceret. Enkelte tracks som ”69 (The Situation)” og ”Ignition” er ret så fede og trækker klart op i det samlede indtryk. Resten er dog mere eller mindre middelmådige. Dog er jeg af den overbevisning, at de gamle skæringer (tracks 5-8) er langt federe, mere rå og gennemsnitligt bedre end de nyeste. Produktionen på de to udgivelser er skramlet og passer sikkert i nogles ører fint til stilen. Jeg synes dog, at den er en anelse for tynd. Især lyden på bækkenerne er slem.
Hvorom alting er, så har Oktan helt sikkert mod på tilværelsen som rockband, og jeg synes bare de skal klø på. Det virker i hvert fald, som om indstillingen er helt korrekt. Det rammer desværre bare ikke helt min smag, og derfor bliver min vurdering en anelse lunken.

Tracklist:
01: El Pedro Negro
02: In the Gutter
03: Don’t Do It Mary
04: 69 (The Situation)
05: The Heartbreaker
06: The Kings
07: Ignition
08: World Class Drunk

Samlet spilletid: 35:25


Revolution Music vil gerne takke bandet for tilsending af denne demo.

Læs mere...

Wrong Side of Vegas - Dirty Jobs

Wrong Side of Vegas er et nyt ungt band fra Odense. Deres mission er simpel: Garage Rock med fokus på melodierne og den høje genkendeligheds-værdi. Stilen læner sig op ad The Hives fra Sverige, som havde nogle hits for nogle år siden. Det er musik man kan støde på overalt i medierne, og derfor sidder jeg tit og tænker, at de måske genbruger noget…. Jeg synes i hvert fald jeg har hørt noget der er meget tæt på det, som Wrong Side Of Vegas spiller på denne skive, der er deres debut.

Nå… Missionen:
Den lykkes til dels, men jeg synes, at musikken er hørt både bedre spillet, men også bedre skrevet, og så er jeg ærlig talt ikke for meget for sangeren, som virker skabet, plus hans stemme ikke lyder helt ”færdigbagt”. Lidt mere whiskey på stemmebåndet, og så nogle lidt mere selvstændige ideer til musikken, og så kan Wrong Side of Vegas måske gå hen og blive mediernes nye kæledægge, post Volbeat og alt det der.
Personlig er jeg ikke til WSOV’s ultra let-fordøjelige garage rock, de jeg keder mig bravt, men hvis de vil slå igennem, er de godt på vej, er min umiddelbare dom. Du kan selv få syn for sagen, da 4 ud af de 5 numre er at finde på deres myspace hjemmeside.

Tracklist:
01: You Won’t Stop Me
02: Don’t Rip My Dead Heart
03: Soren Lund
04: Break Your Neck
05: Ridin’ Mojo

Total Spilletid: 16:04 Minutter


Revolution Music vil gerne takke Wrong Side of Vegas for tilsending af denne demo.
Læs mere...

Thee Attacks - Dirty Sheets

Thee Attacks er et dansk band fra Aalborg. ”Jeg har aldrig nogensinde hørt noget af deres materiale”, var tanken, da jeg smækkede albummet i afspilleren første gang, men jeg må da ærligt indrømme, at jeg har hørt noget af det før. Muligvis på P3 eller lignende. Det er ikke vigtigt hvor jeg hørte det, det der er vigtigt er, at jeg kunne genkende Thee Attacks – Genkendelsesværdien og hitpotentialet er massivt flere steder på ”Dirty Sheets”. Det er klart en af styrkerne ved albummet, at sangene for det meste er så satans melodiske, at man nærmest kan kvæde med efter godt et halvt minut i selskab med den pågældende sang. Hvad der måske ikke falder helt i denne anmelders ører er, at sangene tit er meget lalleglade, og med en hel masse håndklap, overdrevet brug af tamburin og ”ooh-ooh”-kor i bundter, bliver mit sorte gamle hjerte altså sat på en hård prøve. Det der i sandhed også taler for Thee Attacks fordel er klart, at albummet kun varer en halv time.
Jeg har et par gange tidligere krydset klinger med lignende bands, hvoraf The Hives nok er det grelleste eksempel. Jeg synes, at Thee Attacks er The Hives klart overlegne, og jeg er ret sikker på, at deres glade antrit, let genkendelige melodier og ”tongue-in-cheek”-attitude nok skal bringe dem langt. De skal vel bare markedsføres massivt – Der er i hvert fald et publikum til denne slags. Jeg er måske bare lidt lunken omkring dem, men anerkender deres virkemidler! Check numre som ”Stab” og ”So Cold” hvis du vil overbevises.

Tracklist:
01: Stab
02: Take Take Take
03: Rock Bottom
04: So Cold
05: Stop Saying No
06: A Little Success
07: I See Through You
08: Watch Your Game
09: You’re It
10 : Where Did All the Love Go
11: Gun in My Hand

Total Spilletid: 30:30 Minutter 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed