fbpx
Advarsel
  • JUser: :_load: Kan ikke indlæse bruger med ID: 53

Stöj Snak - ScreamerSongwriter

Da jeg tidligere på året anmeldte EP’en ”Happitalism”, besluttede jeg mig for også at anmelde bandets første album, som var annonceret på dét tidspunkt. Nu er ”ScreamerSongwriter” så på gaden, og igen er det med Niels H. Sørensen som den centrale og altoverskyggende aktør. For mig er det interessant at høre, om han kan det høje niveau fra EP’en på et helt album.

To af numrene fra ”Happitalism” genfindes på den nye udgivelse, og de passer perfekt ind i helheden. Stilmæssigt fortsætter Stöj Snak med at blande Rock, Folk og Country til en frisk og spændende akustisk blanding. Resultatet er frisk countrystemning i ”Fuck!”, Rockabilly stil i ”Laughter Brings People Together But No One Wants To Fuck The Funny Guy” og en afdæmpet, men alt andet end søvndyssende godnat sang i ”Lullaby”. Det hele bliver tunet af vokalen, som er ren og klar, men ofte balancerer på kanten af det skrigende.

Titlen ”ScreamerSongwriter” er derfor en meget præcis beskrivelse af Stöj Snaks stil, for hvor musikken følger kendte veje for songwriterstilen, er vokalen langt mere skarp end man er vant til på dé musikalske kanter. Netop heri ligger en stor del af numrenes spænding, for den er med til at holde numrene friske. At det i sidste ende ikke rækker til helt samme bedømmelse som jeg gav den foregående udgivelse, er en detalje; debutalbummet har rigeligt med gode melodier til at få thumbs up herfra.

Tracklist:
1.Prelude
2.Fuck!
3.Laughter Brings People Together But No One Wants To Fuck The Funny Guy
4.Parental Disclaimer
5.Spoiler Alert
6.ScreamerSongwriter
7.Lullaby
8.Privacy Is a Crime
9.Old Friends and Irish Coffee
10.Hu-Men
11.White Male Middle-Class Blues
12.Ronkedor
Samlet spilletid: 40:28

 

Læs mere...

Stöj Snak - Happitalism

Jeg var aldrig stødt på navnet Stöj Snak før denne EP, men via lidt research fandt jeg ud af, at det er et band med Niels Højgaard Sørensen som central figur. Mange ville nok betragte ”Happitalism” som et solo projekt, for selv om der er bidrag fra en håndfuld andre musikere, står der Sørensen på langt det meste: Ved siden af at synge og spille alle strengeinstrumenter, har han også stået for produktion og mix … og skrevet alle numrene, forstås.

Og det han har skrevet ligger temmelig langt fra det, vi normalt anmelder her på siden; ingen dobbeltpedaler, ingen tremologuitarer, ingen growl. I stedet indeholder EP’en 5 numre sammensat af elementer fra Bluegrass, Country og Folk. Det hele er holdt akustisk, men det betyder ikke stilstand; både ”Privacy Is a Crime” og ”CopyWrong” holdes i pænt tempo. De er lige så gennemførte som den tilbagelænede cowboystemning i ”Old Friends and Irish Coffee”.

Numrene er stilsikre, og har en meget sympatisk ”Feel good”-feeling, som genfindes i teksterne. At vokalen et par gange presses til grænsen, virker ikke forkert, men tilfører i stedet et skud friskhed til numrene.

”Happitalism” er en positiv lille sag, som efterlader mig i rigtig godt humør; de 5 numre er både velskrevne- og spillede, og musikken flyder meget naturligt. Det tegner rigtig godt for debutskiven “Screamersongwriter”, som efter planen kommer på gaden i starten af juni.

Tracklist:
1. Privacy Is a Crime
2. Old Friends and Irish Coffee
3. TNT-Rex
4. CopyWrong
5. Happitalism
Samlet spilletid: 15:44

 

Læs mere...

Christian Bonde - Feeding Wolves

Det første jeg for en god håndfuld år siden hørte til Christian Bonde var, at han var en upcoming metalproducer med blandt andre Dawn of Demise på cv’et. Dernæst fik man manden selv i øregangene som frontmand i rockbandet Whores & Thieves, og nu er han så sprunget ud som solist på ”Feeding Wolves”, hvor det rent faktisk ham der laver næsten det hele. Meget få steder er der indhentet hjælp udefra fra blandt andre Mikkel Schack. 

Albummet, der har fået titlen ”Feeding Wolves”, starter ud med den korte og egentlig lidt misvisende ”Forest”, der på én gang varsler ro og afdæmpethed kontra det lidt støjende, eksperimentelle og kaotiske udtryk, den som udgangspunkt lægger ud med. Der er dog ro under den stikkende overflade, men ”Forest” fortæller ikke hele historien, for efter ”Forest”, der nok mere må betegnes som en intro, tager ”lounge-effekten” over, og selvom numrene fint varierer i udtryk på resten af albummet, er vi altså ovre i den mere rolige ende af singer/songwriter-spektret, der kommer vidt omkring, både med lidt country-agtige inspirationer, men også nogle få pop- og rockreferencer. 

Der hvor Christian Bonde i mine ører virkelig vælter kegler, er når hans dybe bariton-stemme fylder æteren. Som på ”Let the Kid Go Machine” hvor han crooner af sted på allerbedste Nick Cave-maner, og uden at der skal gå plagiat i den, så er Christian Bondes stemme tæt på den gale australier. Men i mine ører kan Bonde bare så meget mere. Dette kommer til udtryk mange steder på albummet - for eksempel på ”If I Get Lost” hvor det er hans falset, der bærer nummeret. Det virker supergodt. 

Man kan faktisk gå så langt som at sige, at instrumenteringen på ”Feeding Wolves” er sekundær – Der er virkelig vokalen, der bærer byrden her. Selvfølgelig er der brug for instrumenter på albummet, men det er ikke dem, man husker pladen for – Det er Christian Bondes dragende, klangfyldte og melankolske stemme, man husker den for!

Numrene er mestendels korte og består meget sjældent af mere end et A-stykke og et B-stykke. Men det er faktisk den umiddelbare korthed, der gør numrene friske og interessante – hellere kort og koncist end langtrukkent og gentagende. Numrene har en friskhed over sig, der er de fleste bands/kunstnere undt, og selvom man nogen gange sidder, blandt andet på solide skæringer som ”Echo”, ”Oh Lord”, ”Murderous” og ”Out of Fuel”, og tænker, ”arh, den kunne godt have gentaget det omkvæd”, så gør numrenes korthed, at man gerne sætter ”Feeding Wolves” på igen og igen.

”Feeding Wolves” er skrabet produceret og skrabet instrumenteret. Resultatet er dog alt andet end skrabet, og jeg er sikker på, at Christian Bonde nok skal få god respons – ”Echo” har allerede været i rotation i radioen. Mon ikke flere sange følger?

Tracklist: 

01: Forest
02: Let the Kid Go Machine
03: Echo
04: Murderous
05: If I Get Lost
06: Feeding Wolves
07: Oh Lord
08: Out of Fuel
09: The Devil Came Dancing
10: Set Yourself Free
11: Me, Myself & I
12: Dear June

Total Spilletid: 30:07 Minutter

Læs mere...

Mark Knopfler

Hvis man siger Mark Knopfler, må man nødvendigvis også sige Dire Straits – eller er det omvendt? Der er i hvert fald ingen tvivl om at Dire Straits har haft en abnorm betydning for rockmusikken, og det skyldes i høj grad bandets sangskriver, Mark Knopfler. 

Her er en herre som er meget pæn til at besøge Danmark. Mark Knopfler har i løbet af de sidste 6 år besøgt Danmark intet mindre end 4 gange; Forum, 2008. Under Broen i Middelfart, 2010. Jyske Bank Boxen m. Bob Dylan, 2011, og nu senest i Forum i år – han besøgte endda Malmö dagen før, men de hyppige besøg påvirker tilsyneladende ikke fremmødet, for der var til aftenens koncert udsolgt flere uger i forvejen.

Denne koncert, med tilnavnet ”An Evening With Mark Knopfler”, var arrangeret med nummererede siddepladser og begyndte på det ugudelige tidlige tidspunkt af kl. 18:30.

Mark Knopfler:
Mark Knopfler var først aktiv med Dire Straits fra 1977 – 1995. Han begyndte dog på sine musikalske eventyr helt tilbage i 1965. Hans første soloalbum, “Golden Heart”, blev udgivet tilbage i 1996, kun 1 år efter at Dire Straits var brudt op. Albummet blev modtaget med middelmådige anmeldelser, hældende til det positive. Det samme var tilfældet for alle hans senere albums, som pt. tæller; ”Sailing To Philadelphia” fra 2000, “The Ragpicker’s Dream” fra 2002, “Shangri-la” fra 2004, “Kill To Get Crimson” fra 2007, “Get Lucky” fra 2009 og senest “Privateering” fra 2012. 
Anderledes ser det ud med Mark Knopflers filmiske albums, som f.eks. debutten ”Local Hero” fra 1983 og ”Wag The Dog” fra 1998, som begge fik overvældende rosende ord med på vejen.

Forum har gjort en del ud af at gøre det klart for alle tilskuere at koncerten begynder PRÆCIST til tiden. Da jeg får slået mig ned i mit sæde er klokken lige omkring 18:25, og – hold nu fast for jeg lyver ikke – klokken 18:32 var alle på plads, lysene var slukkede og publikum var musestille. Det er sgu ligegodt imponerende på en eller anden måde. 

Da Mark Knopfler og hans store ensemble på 8 mand, så vidt jeg kan tælle fra min ret så distancerede siddeplads, lægger fra land med “What It Is”, så ved jeg at det bliver godt. Jeg vil være ærlig allerede nu; jeg har (desværre, kan jeg nu sige!) aldrig fået lyttet ordentligt til Mark Knopflers solomateriale. Men det må jeg se at få gjort, for det er da ligegodt fantastisk. Indrømmet, jeg er en sucker for næsten alt som inkluderer elementer af “folk” i form af fløjte, violin og sækkepibe – der kan svært være for meget af det!

Netop denne aften veksler smukt og ubesværet mellem Mark Knopflers blues-inspirerede sange, til de stille country ballader og igen over til de folkede passager, som uden tvivl står som de stærkeste i aften – for mig, altså. Man kan selvfølgelig have forskellige meninger om hvorhenne Mark Knopfler er bedst, men de musikere som han har medbragt i dag, gør det umuligt ikke at blive betaget af fløjtens sørgende, søgende, melankoli, eller af violinistens tydelige spilleglæde.

Faktisk er det, ironisk nok, Mark Knopfler som modtager mindst af min opmærksomhed. Det er bare langt mere interessant at se hans musikere folde sig ud på scenen. Ikke fordi hovedpersonen ikke kan spille, for når han endelig fyrer op for soloerne, så lyder de virkelig godt. Men han har ikke meget sceneperformance, og selvom vokalen passer rigtig godt til musikken, er hans sangevner ikke bedre eller bredere end så mange andre. Og dette er så absolut ikke en kritik, faktisk det stik modsatte, for koncerten handler ikke om et eksplosivt show, men om at læne sig tilbage og nyde øjeblikket, og at Mark Knopfler ved dette, gør det kun til en så meget mere naturlig oplevelse. Her skal der ikke bevises noget. 

Og vi kan nyde det, for lyden er nok omtrent så god som den kan blive i Forum. Jeg er i det store og hele langt mere til stående koncerter, men i aften har jeg heldigvis perfekt udsigt til scenen, også er mit sæde placeret rigtig godt i forhold til højtalerne – jeg skal dog ikke kunne sige med sikkerhed om alle har været så heldige. Den gode lydkvalitet gør dog at jeg ubesværet kan sætte mig tilbage i sædet, lukke øjnene og lade sindet vandre omkring. Det er skønt. 

Publikum er for det meste stille og opmærksomme. Selvfølgelig vil der være forventninger til at høre nogle sange af Dire Straits, og selvom jeg, med mit begrænsede kendskab til bandet, da håbede på at ”Sultans Of Swing” ville blive luftet, gjorde det absolut ingenting at den ikke var med på aftenens sætliste. Fra den kant fik vi i stedet den smukke ”Romeo And Juliet”, som faktisk fik så gode modtagelser af publikum, at flere valgte at stille sig op. Mit personlige højdepunkt skulle dog komme fra den nye sang ”Kingdom Of Gold”, og den (u)naturlige fortsættelse i ”I Used To Could”. Her er et eksempel på at kunne gå fra folk til blues uden problemer.

Vi skulle hele 14 sange ind før vi nåede til ekstranumre, og selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, så begyndte jeg at blive en smule utålmodig – og det bør jeg ikke, for musikken fejler ingenting! Men måske er det netop dét, at når man først har oplevet blues-delen, country-delen, folk-delen, og selvfølgelig ”Dire Straits”-delen, ja så er der ikke meget mere at komme efter. Måske man kunne og skulle have byttet et par af de nye sange ud med noget mere Dire Straits, som publikum kendte bedre? 

I hvert fald var begejstringen meget tydelig under den meget lange ”Telegraph Road”, som også markerede den første “slutning”. For vi skulle selvfølgelig have noget mere, og det fik vi i form af “So Far Away” – endnu en Dire Straits sang. ”Piper To The End” var dog den sidste sang for i aften, også kunne publikum glæde sig over at have fået lige godt og vel 2 timer i et behagelig og rart selskab. En del af publikum søgte faktisk op mod scenekanten til de 2 sidste sange, eller også rejste de sig op og blokerede de bagved siddendes synsfelt. En smule irriterende, men også forståeligt nok, da der ikke var indlagt nogle pauser i showet – og er man fan, skal man også vise man er fan. 

Når alt ovenstående er sagt, så er der kun karakteren tilbage. Den lander på et solidt 5-tal. 
Det skyldes at den første halvdel af koncerten var, for mig som “jomfru” en sand fornøjelse. Men efter ca. 1 time og 15 minutter kunne man have ønsket sig enten at gå direkte til ekstranumrene, eller simpelthen at smide flere crowdpleasere ind i sættet. Egentlig manglede vi ikke ”Sultans Of Swing”, men den ville stadig have været rar at få. Men tag ikke fejl; når Mark Knopfler kommer tilbage, og mon ikke det bliver snart?, så vil jeg se ham igen – for han, og især hans musikere, er garant for en god og mindeværdig oplevelse.

Sætliste:
1) – What It Is
2) – Corned Beef City
3) – Privateering
4) – Father And Son
5) – Hill Farmer’s Blues
6) – Kingdom Of Gold
7) – I Used To Could
8) – Romeo And Juliet (Dire Straits sang)
9) – Song For Sonny Liston
10) – Haul Away
11) – Postcards From Paraguay
12) – Marbletown
13) – Speedway At Nazareth
14) – Telegraph Road (Dire Straits sang)
Encore:
15) – So Far Away (Dire Straits sang)
Encore 2:
16) – Piper To The End

Læs mere...

All Them Witches - Our Mother Electricity

”Our Mother Electricity” er som sådan ikke et nyt album fra amerikanske All Them Witches. Det udkom oprindeligt i sommeren 2012, men nu har det München-baserede pladeselskab Elektrohasch Schallplatten støvet skiven af og tilføjet et ekstra nummer, ”Family Song For The Leaving”. For at det ikke skal være løgn, er skiven også ude med yderligere et ekstra nummer, ”I Can’t Even See Myself”, men det er ikke med på undertegnedes kopi.

All Them Witches er et nyt bekendtskab for mig, men et overvejende godt bekendtskab. Både rent musikalsk og på vokalområdet er ”Our Mother Electricity” rig på referencer til Kyuss og Fu Manchu, men én af de ting, der gør bekendskabet en anelse mere interessant, er kvintettens baggrund og herkomst. Bandet er fra Nashville, Tennessee og det skinner igennem med jævne mellemrum i numrene på ”Our Mother Electricity”. Således inddrager de unge herrer både blues og country i deres ellers overbevisende tag på stoner rock… og det holder sgu!

Hvis du er til føromtalte Kyuss og Fu Manchu og autentisk, basal blues og country, så er ”All Them Witches” bestemt et lyt eller to værd. Indrømmet, albummet har sine stillestående lavpunkter, men i det store og hele swinger det sgu på sin helt eget tilbagelænede facon.

 

Tracklist:

1. Heavy/Like A Witch

2. The Urn

3. Bloodhounds

4. Guns

5. Elk, Blood, Heart

6. Until It Undwinds

7. Easy

8. Family Song For The Leaving

9. Right Hand

 

Samlet spilletid: 45:32

Læs mere...

Lynyrd Skynyrd - Last Of A Dyin Breed

Indrømmet!
Jeg trak sgu en anelse på smilebåndet, da den seneste skive fra Lynyrd Skynyrd lå i min postkasse. Nok mest af alt fordi jeg troede de var døde og borte, men også lidt fordi jeg ikke har det store forhold til de aldrende rockere. ”Sweet Home Alabama”, som velsagtens besidder et af de fem lettest genkendelige guitarriffs, er stort set det eneste jeg kender til bandet. Sørgeligt vil nogen nok mene.
Historien strækker sig tilbage til 1967, og der har været omtrent lige så mange line-up-skift, som bandet har år på bagen + udgivne albums, så det territorium berører jeg ikke yderligere i denne anmeldelse.
”Last of a Dyin’ Breed” er det jeg vil kategorisere som solidt, garvet og vellydende håndværk. Man kan snildt fornemme, at Lynyrd Skynyrd har lavet musik mange år. Mit anmeldereksemplar er bonusudgaven, hvor der er 15 skæringer, i forhold til den almindelig med kun 11 numre, men faktum er, at samtlige 15 skæringer har hitpotentiale i større eller mindre grad. Det er faktisk ikke engang lyv! Alle numre på albummet besidder et riff, en solo eller et omkvæd, der har stor kvalitet. Og når skiven så snurrer igen, så kan man huske/genkende det. At det så forekommer i hver sang, bliver faktisk næsten for meget af det gode, for mange af ideerne går igen, og når jeg er igennem ti af numrene, har jeg faktisk lidt svært ved at skelne numrene fra hinanden. Lidt synd, da Lynyrd Skynyrd virkelig har overrasket mig positivt.
Numrene er som skrevet alle af forholdsvis høj kvalitet. Klicheerne står godt nok i kø, og træder hinanden over tæerne, men det gør faktisk ikke det helt store. Selv ikke når Johnny van Zandt påstår, at han er dimitteret fra ”the school of hard knocks”. Eller når bandet hylder ”homegrown stuff”. Der er rigtig mange tilfælde, hvor man smiler lidt, og derefter trækker på skuldrene. Med den arv som Lynyrd Skynyrd sidder på, må man godt være lidt plat.

”Last of a Dyin’ Breed er bestemt ikke en dårlig plade. For mig virker det bedst, hvis jeg hører fire numre ad gangen. Slugt på én gang, bliver det simpelthen for ensformigt, men jeg er overbevist om, at Lynyrd Skynyrd ikke skuffer de trofaste fans. Jeg er ikke skuffet… Måske lidt lunken, men hey: It’s only rock n’ roll and i like it!!

Tracklist:
01: Last of a Dyin’ Breed
02: One Day at a Time
03: Homegrown
04: Ready to Fly
05: Mississippi Blood
06: Good Teacher
07: Something to Live For
08: Life’s Twisted
09: Nothing Comes Easy
10: Honey Hole
11: Start Livin’ Life Again
12: Poor Man’s Dream (Bonus Track)
13: Do It Right Up (Bonus Track)
14: Sad Song (Bonus Track)
15: Low Down Dirty (Bonus Track)

Total Spilletid: 60:28 minutter

 

Læs mere...

Buck Satan And The 666 Shooters - Bikers Welcome, Ladies Drink Free

Country er en af de genrer, jeg aldrig rigtig har forstået, og mere eller mindre altid har fordømt. Det er da kun pga insisteren på at høre det i barndomshjemmet og et rimelig okay kendskab til Johnny Cash, at jeg i dag overhovedet ved, hvad genren går ud på. For mig at se har det altid været et par fordrukne bonderøve, der himler til skyerne om forlist kærlighed, trucks og et liv i yder områderne, som ingen rigtig kan sætte sig ind i. Så da jeg så Buck Satan and The 666 Shooters foran mig, følte jeg mig nærmest kaldet til at skrive et par bevingede ord om, hvad der tilsyneladende skulle blive en god solid omgang metal country.
Der tog jeg fejl, må jeg sige, for godt nok er forsanger Al Jourgensen en ganske prominent herre, men hans country projekt lyder ikke rigtig som noget, man ville forvente fra manden, der i årtier har frontet et af verdens bedst kendte industrial flagskib.
Det hele begynder med nogle rimeligt cheesy programmerede trommer, men herfra eksploderer det i en omgang hillbilly blues country ting, der ikke lyder som de deprimerende sange, jeg hørte i min ungdom. Det er livsglad musik med budskaber som f.eks at heroin og kokain virker hurtigere end alkohol, og en masse om karakteren Buck Satans; hvorvidt det er biografisk skal jeg ikke kunne sige, er ved at gå fra hinanden, men det hele er så dejligt white trash og udpenslet miserabelt med et blink i øjet, at man bare bliver glad af at høre det. Der er små anekdoter om dengang hovedpersonen blev gældfri og tog til Vegas, og satte det hele over styr. Eller instant klassikere som ”I Hate Every Bone In Your Body, Except Mine”.
Der er mindre vellykkede sange på albummet, som f.eks den om lederen af KKK, der hurtigt bliver en smule repetativ og kedelig at lytte på, men Al og co. ved hvad de laver, og har skåret en udmærket plade, der ikke ligefrem er for Ministry fans, men mere for folk der bare gerne vil slappe lidt af med noget musik, der ikke er så fandens selvhøjtideligt, uden at det behøver at gå direkte over i at være comedy, som mange andre har gjort det før. Jeg er meget lidt til sange som er sjove for at være sjove, men Buck Satan formår at lave en plade, hvor det lyder som om at de har haft det utroligt sjovt mens de har lavet den, og så er den sjov på den måde et veludført stykke satire er sjovt. Det hele er indforstået og subtilt, man behøver ikke pege ud, at det her skal være sjovt eller lave nogle fuldstændigt åndssvage tekster (som f.eks Steel Panther har gjort en karriere ud af). Det her er en fin satire på country musikken og folk fra Texas, og det er let at lade sig rive med. Jeg har hørt pladen igennem i hvert fald 10 gange, og den formår stadig at holde sig frisk og interessant. Det er ikke en af de der tidløse plader, der vil leve for evigt, men det er en utroligt god side gesjæft fra nogle herrer, der er kendt for noget lidt andet. Den kan varmt anbefales til folk, der ikke tager alting så højtideligt!

Numre
01: Quicker Than Liquor
02: Whats Wrong With Me
03: Medication Nation
04: Drugstore Truck Drivin Man
05: The Only Time Im Sober Is When Youre Gone
06: Cheap Wine, Cheap Ramen
07: Down The Drain
08: Sleepless Nights and Bar Room Fights
09: Friend Of The Devil
10: Ten Long Years In Texas
11: I Hate Every Bone In Your Body, Except Mine
12: Take Me Away

Samlet Spilletid 50:36
 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed