fbpx

Hanging Garden - I Was A Soldier

Hanging Garden - I Was A Soldier

Jeg har intet kendskab til Hanging Garden, før jeg sidder med denne ep i hånden. De har ellers en forholdsvis lang karriere bag sig. De blev dannet i 2004 i Finlands mørke og har siden både skiftet alle deres originale medlemmer ud og udgivet tre albums. I foråret kom deres tredje album ”At Every Door” ud på Lifeforce Records, og nu udsender de så denne lille limited edition ep ”I Was A Soldier” med blot 3 numre på. Og efter at have lyttet til den nogle gange, kan jeg roligt sige at jeg er blevet fan og i skrivende stund blot venter på, at resten af bandets udgivelser skal dumpe ind i min postkasse.

Hanging Garden spiller mørk, slow tempo metal med ufattelig overlegenhed, melodiøsitet og musikalitet. Det er på en gang tilpas dystert og tungt, og samtidig utrolig smukt og nærværende. Tekstuniverset cirkler om den skæbne Hanging Garden mener, der uundgåeligt venter menneskeheden; at vi vil fortære os selv og alt omkring os. Dommedagsscenarier tilsat en god portion poesi. Som sagt er der kun 3 numre på ep’en, men det er til gengæld 3 helt fantastiske numre! ”Winter To Summer Adverse” har nogle utrolig effektfulde temposkift, der giver det en fed dybde. De spiller virkelig godt og forsanger Toni Toivonen har en fantastisk stærk vokal, både når han growler og når han synger. Titelnummeret ”I Was A Soldier” giver mig kuldegysninger, når Toivonen hvisker ”Watch closely, loving mother, the world as we know it will end” og akkompagneres af fantastisk guitarspil, som virkelig er det der giver det her nummer sin helt særlige stemning. Ep’ens sidste track ”Will You Share This Ending With Me?” bygges langsomt op af Antti Ruokola’s stemingsfulde trommespil og løftes til et nyt niveau med klaver og dyster lyrik. Det hele smelter sammen til et næsten 6 minutter langt, meget smukt nummer, der starter så simpelt men ender med at tage vejret fra en. Og det er lidt det, Hanging Gardens musik gør. Den vælter ind over én som bølger af sort vand, der fylder én med stemninger og indtryk, og efterlader én med følelsen af, at man ikke kan få nok.

Det føles på en måde fjollet at give 6 stjerner ud af 6 mulige til en ep med kun 3 numre. Men samtidig kan jeg ikke retfærdiggøre hverken overfor mig selv eller Hanging Garden at give mindre end det. For det her er en fænomenal lille perle af en ep, der har gjort mig hundesulten efter mere fra det her band! Er du til doom og bands som Swallow The Sun, Daylight Dies eller danske Saturnus, så må du ikke snyde dig selv for at give Hanging Garden et lyt!

Track list:

1. Winter To Summer Adverse
2. I Was A Soldier
3. Will You Share This Ending With Me?

Samlet spilletid: 14:00

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.