fbpx

Endless Dark - Made Of Glass

Hvis man påstod at Island havde masser af musikere, der var internationalt anerkendte, ja så ville det ikke helt stemme overens med sandheden. Og da slet ikke indenfor metal genren. Men måske skal Endless Dark være med til at lave om på dette. Det lyder i hvertfald ikke helt usandsynligt, i mine ører.

Bandet består af 6 unge fyre fra Reykjavik med en gennemsnitlig alder på 20 år. De har allerede spillet på den Islandske festival Airwaves Festival sidste år, og er i skrivende stund bekræftet til dette års line-up også samt til flere mindre udenlandske festivals. Og efter at have lyttet til denne demo, kan jeg godt forstå det. De er dog stadig uden pladeselskab til at bakke dem op. Men mon ikke der snart er nogen, der hiver fat i dem. For de har sgu noget godt at byde på, de her drenge. Det er stadig meget ungt, en smule naivt og en smule hovedløst, fordi man vil det hele men måske kun burde gøre det halve. Men det er alligevel fem ganske fede sange, de har fået skruet sammen. Demoen åbner med ”Fading For You”, der lidt er en blandet oplevelse, jeg synes den rene vokal er for svag til at bære nummeret. Det havde efter min mening gjort sig meget bedre kun med growl. På ”Creature” er det lidt samme historie. Det er lidt synd, men der er bare noget ved den vokal, der ikke fungerer for mig. Tredje nummer ”Cold Hard December” er til gengæld et super godt nummer, det oser af rebelsk ungdom og musikalsk overskud. Det virker enormt ægte og ærligt, og på netop dette nummer er der noget mere power på den før så tynde vokal. Jeg ved ikke helt hvad jeg skal synes om ”Awful Place.” Det er da et fint lille nummer og jo, et metalband må da gerne vise, at de har en følsom side. Men det bliver meget følsomt lige her. Men okay, der er måske et par post-teenage heartbreaks der skal bearbejdes. Demoen slutter med ”Shooting Star Press” hvor Endless Dark igen viser, at de faktisk kan rigtig meget allerede. Det er tungt, det er velspillet og det sidder lige i skabet.

Alt i alt er ”Made Of Glass” en fin demo. Den er OK. Det er ikke fantastisk endnu, men Endless Dark har helt bestemt potentiale. Der er stadig langt til Dillinger Escape Plan eller Every Time I Die, som det unge band uden tvivl må have, om ikke været fan af, så i hvertfald lyttet til og blevet inspireret meget af. Men Endless Dark har fat i noget. Og får de lidt mere tid til at udvikle deres udtryk, så kan jeg kun se frem til at høre mere fra dem.

 

Track list

1.       Fading For You

2.       Creature

3.       Cold Hard December

4.       Awful Place

5.       Shooting Star Press

 

Samlet spilletid: 18:00

Yderligere information

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.