fbpx

Below - Upon A Pale Horse

Da svenske Below debuterede med albummet ”Across The Dark River” i 2014, gav jeg den en pæn karakter som belønning for en stærk omgang Doom. Derfor var det naturligt også at tage fat i deres andet album for at undersøge, om bandet stadig spiller lettilgængelig Metal.

Det kan virke paradoksalt at placere Below i den lettere ende af Metalskalaen – Doom genren er netop kendetegnet ved meget tunge anslag. Når jeg alligevel gør det, skyldes det to ting: Først og fremmest at musikken indeholder mange elementer fra Heavy- og Power Metal; især sangeren Zeb trækker i dén retning med sine udflugter i de høje regioner – ind imellem lyder han som King Diamond. Den anden faktor er produktionen, som er til den ikke-aggressive side, og derfor følger musikken godt.

Ovenstående kunne føre til forkerte konklusioner som f.eks. at musikken er blød og uinteressant – det er den IKKE! At der findes tungere fortolkninger af genren med mindre gennemsigtige produktioner gør bestemt ikke Belows indsats ringere, snarere tværtimod.

Numre som ”The Plague Within”, ”Hours of Darkness” og det stærke titelnummer illustrerer hvordan svenskerne på udmærket vis kombinerer tyngde med mere melodiske elementer. Dermed holder de stilen fra debutskiven, men ikke helt det samme niveau – et par anonyme skæringer koster en smule i den samlede bedømmelse.

Tracklist:
1. The Plague Within
2. Disappearing into Nothing
3. The Coven
4. Upon a Pale Horse
5. Suffer in Silence
6. Hours of Darkness
7. 1000 Broken Bones
8. We Are All Slaves
Samlet spilletid: 50:04

Læs mere...

Oceanwake - Earthen

”Earthen” er titlen på det tredje album fra finske Oceanwake, som er et nyt navn i min bog, selv om de har eksisteret i næsten ti år. Med kun to numre til at udfylde tre kvarters spilletid er der lagt op til god tid til udfoldelser.

Åbningsnummeret ”A Storm Sermon” lægger stille ud, og de stille passager fylder en pæn del af spilletiden. Finnerne tager sig god tid til at opbygge stemninger; via stille guitarmelodier, underliggende keyboards og fine vokaler bliver man som lytter hensat i en meget afslappet tilstand – hvis man lukker øjnene, kan man nemt lukke omverdenen ude. Ind imellem bliver man ret brutalt kaldt tilbage til den virkelige verden; det sker når Eero Haula sætter ind med en vokal, som er vrængende på en næsten grotesk måde – manden lyder som en parodi på en Metalsanger. Samtidig bliver der leveret tunge hug i instrumenterne, som understøtter det voldsomme. Det giver pænt store kontraster, som fremhæver enkeltdelene og gør nummeret interessant.

I ”In Amidst the Silent Thrones” fortsætter stilen fra åbningsnummeret; det er de samme elementer, der er i brug, men det giver ikke helt det samme resultat. Der er skruet op for mængden af Metal, men desværre er den rodet og mindre spændende. Det sidste gælder også for musikkens stille passager, hvilket gør nummeret mindre interessant end forgængeren, selv om den afsluttende guitarmelodi er ret fed. I fællesskab kan de to numre derfor trække tre stjerner hjem til ”Earthen”.

Tracklist:
1. A Storm Sermon
2. In Amidst The Silent Thrones
Samlet spilletid: 45:13

 

Læs mere...

Raiden - Maa

Nu skal det til at gå rigtig langsomt. Radien fra Finland er et band som jeg aldrig nogensinde har hørt om før. Genremæssigt er vi ude i noget black metal, doom, sludge, punk,drone-ish musik. Det er i hvert fald de genrer, som er beskrevet i deres pressebio. Pladen eller EP’en eller hvad man end vil kalde det, indeholder kun to numre, som begge to når op de 24 minutter. Lad os prøve at se hvilke indtryk jeg fik af at lytte til albummet.

Det indtryk som Radien giver, er rimelig abstrakt. Altså to numre som begge to flyder ganske fint sammen, men alligevel er det ret svært at holde sin koncentration igennem to numre. Det skal også lige siges, at det kræver utrolig meget af sin koncentration for at høre denne EP/album whatever du vælger at kalde det. Det største problem med denne udgivelse er, at der sker ikke særlig meget. Der bliver ikke varieret eller noget lignende. Det er rimelig meget bare det samme som bliver gentaget i det samme tempo. Jeg savner det, som giver det sidste ordentlige spark bagi, men alligevel ender du med at blive ret skuffet. Produktionen er også noget som virkelig trækker ned på udgivelsen. At den er så Lo-fi og så dårlig kvalitet så kan det næsten heller ikke blive værre.

Radien formår at udsende en udgivelse med to ret ligegyldige numre, og interessen forsvinder hurtigere end udgivelsen er færdig. jeg synes at min tålmodighed blev spildt, og min tid var igennem samme tur. Men hey, hvis du er fan af atmosfæriske subgenrer, som bliver presset sammen til et kæmpestort lydkaos, så er Radien sikkert noget for dig. Jeg var ikke synderligt imponeret, og mangel på variation og to numre som minder utrolig meget om hinanden, så står jeg sgu af. Men igen hvis det her er noget for dig, så kan du da prøve at tjekke det ud.

Trackliste:
01. Varjot
02. Viimeinen

 

Læs mere...

The Doomsday Kingdom - The Doomsday Kingdom

I flere år har Candlemass mastermind Leif Edling kæmpet med diagnosen kronisk trætheds syndrom, men ikke desto mindre var det netop i denne periode, hvor svenskeren dårligt kunne rejse sig fra sofaen, at  han brugte den lammende ensomhed til at skrive de første melodier til hans nye hjertebarn The Doomsday kingdom. Det selvbetitlede debut album er på gaden, og denne anmelder er ikke skuffet.
 
Skiven lægger ud med ” Silent Kingdom” som er et up-tempo doom track, som fungerer aldeles glimrende. De næste par numre er en anelse tungere og stadig ret så fede, hvor relationer til Candlemass ikke overraskende kan trækkes. ”See You Tomorrow” er en instrumental og temmelig dyster sag med et rigtig fedt piano tema. ”The Sceptre” som muligvis ender med at være min personlige favorit, samt resten af numrene, leverer doom i høj kvalitet som kun Leif Edling kan stå for, hvor tankerne selvsagt ledes hen på Candlemass og Black Sabbath. Vokalen bliver eksekveret af Wolf’s forsanger Niklas Stålvind – et rigtigt godt match som viser at han bestemt er en fremragende sanger.
 
Man kan selvfølgelig spørge sig selv, om man nu også har brug for et band som The Doomsday Kingdom, når vi stadig har Candlemass og stilen ligger så meget op ad hinanden. Svaret må være ja, så absolut - manden som står bag musikken hedder nemlig Leif Edling, og ingen kan ryste doom riffs ud af ærmet som ham. Så selvom albummet måske ikke er helt oppe at ringe, så er det et sikkert køb, hvis man er til genren generelt. 
 
Tracklist: 
1. Silent Kingdom 5:11 
2. The Never Machine 6:35
3. A Spoonful Of Darkness 5:50 
4. See You Tomorrow 4:36
5. The Sceptre 7:19 
6. Hand Of Hell 5:58 
7. The Silence 7:26 
8. The God Particle 9:17
Samlet spilletid: 52:17
 
Læs mere...

Bitterfeldt - Götzen.Dämmerung

Bitterfeldt er et fælles projekt for duoen Micha og Sascha, hvor de forsøger at udleve deres billede af musik, som handler om livets mørke sider med ydre og indre dæmoner. Hjulpet af en række studiemusikere har de to nu indspillet deres første album.

Hvis man skal gøre det enkelt, kan indholdet opfattes som sammensat af kun to hovedelementer: Tyngde og stemning. Tyngden leveres primært af guitarerne, som med gedigne hug i strengene sørger for noget tungt; de er ikke ekstreme, men tilstrækkelige til, at retfærdiggøre betegnelsen Doom. Det stemningsmæssige betjener sig af noget flere bidragydere, og optager også langt mere af spilletiden. Her er det klaver og keyboard, der ledsager Michas rene vokal, men flere steder træder Sascha til med didgeridoo. Den bruges sparsomt, men når det sker, er den markant og giver helheden en dyster tone. Alle tekster er på tysk, hvilket ikke påvirker numrene synderligt, hverken i positiv eller negativ retning.

Det bringer os tilbage til fordelingen af tyngde og stemning, for i de tunge passager virker musikken interessant og skarp – til gengæld sker det for lidt. I de passager, hvor stemningerne er i fokus, her holder Bitterfeldt musikken helt stille. Det giver flere steder en meget effektiv nærhed, som giver en vis intensitet. Til gengæld er der lange dele af albummet, hvor der sker for lidt – her har jeg svært ved at få øje på det mørke, der var grundlaget for projektet. Derfor ender bedømmelsen i midterfeltet trods enkelte gode ideer og en flot produktion.

Tracklist:
1. Nordlicht
2. Arktus
3. EinesTages
4. Anatole
5. Zauberland
6. Mesembria
7. Fiebertraum
8. Dysis
9. Unendlich
10. Epilog: art.zero
Samlet spilletid: 52:45

Læs mere...

Rozamov - This Mortal Road

Trods det østeuropæisk klingende navn er Rozamov fra USA, nærmere bestem Boston. Her startede bandet i 2011, og har udgivet et par EP’er og en enkelt split udgivelse. Men nu er de tre medlemmer klar med deres første udgivelse i fuld længde, som de kalder ”This Mortal Road”.

Lige fra de første anslag på instrumenterne står det klart, at nøgleordet for de næste fyrre minutter i selskab med amerikanerne er tyngde. Ikke af den ekstreme type, men tydelig Doom Metal. Musikken udvikler sig langsomt, og så markeres der ind imellem lige med ekstra tunge hug i strengene. Der er også god til at lade tingene ske, specielt fordi ”Swallowed and Lost” kun optager knap to minutters spilletid. Nummeret adskiller sig også fra de øvrige ved at bestå af klaver tilsat talte sekvenser – en kærkommen afveksling.

De resterende fire numre er alle skåret over helt den samme læst, endda så meget, at det er vanskeligt at skelne dem fra hinanden. Samtidig er dynamikken nærmest ikke-eksisterende, numrene bevæger sig frem uden ret store udsving.

Bassisten Tom Corino leverer vokalen, og det gør han let vrængende, let råbende. Det irriterer mig, men det formildes af, at de vokale passager er langt kortere end de instrumentale. Men da der ikke er megen trøst at hente her, føles spilletiden EKSTRA lang, og bedømmelsen ender i den tunge ende.

Tracklist:
1. This Mortal Road
2. Wind Scorpion
3. Serpent Cult
4. Swallowed and Lost
5. Inhumation
Samlet spilletid: 40:14

Læs mere...

Shape Of Despair - Alone in the Mist

Selv om bandets Facebook side lister flere medlemmer, nævner pressematerialet Otso Mäensivu, Jarno Salomaa og Tomi Ullgren som besætningen bag bandets fjerde album, ”Alone in the Mist”.

Uanset hvad baggrunden for de forskellige informationer er, så er numrene meget entydige i deres udtryk: Der er tale om stemningsmættet musik, som kun meget langsomt bevæger sig fremad – helt i tråd med bandet tidligere Doom udgivelser. Via keyboards og guitarmelodier opbygges mørke stemninger, som forstærkes af en dyb, rallende og truende vokal, som lejlighedsvis melder sig på banen. Den samlede stemning er MEGET dyster, så det er svært at komme på et mere passende bandnavn.

Et markant træk ved albummet er, at alle numre stort set afvikles i samme takt; sammen med det lave tempo får det albummet til at fremstå som én lang, depressiv vals. Da der samtidig benyttes mange gentagelser, kan man som lytter godt miste tråden, men det gør ikke noget – man kan sagtens koble sig på uden at være gået glip at noget. Lidt som nytårets traditionelle skihop i tv …

”Alone in the Mist” har dog mere at byde på en tømmermands TV, men det kræver fuld opmærksomhed at lade sig opsluge af det musikalske mørke. Og selv om man lader sig omklamre, er spilletiden for lang – lidt mere variation ville hjælpe på helheden.

Tracklist:
1. Down Into The Stream
2. To Adorn...
3. Shadowed Dreams
4. Woundheir
5. ...In The Mist
6. Outro
Samlet spilletid: 52:16

Læs mere...

Katatonia, Agent Fresco, VOLA - Pumpehuset

Tænk sig, er det virkelig fire år siden Katatonia stod på dansk jord? Ja, minsandten, og det husker jeg som en suveræn koncert uden sidestykke. Turen til Pumpehuset var derfor planlagt flere måneder i forvejen, og da supporten blev offentliggjort i form af både Agent Fresco og VOLA (to bands jeg er svært glad for), løftede det kun mine forventninger endnu højere, som nok i forvejen var urimelige. Alligevel havde jeg ikke regnet med at begge supportbands ville spille Katatonia af scenen, men det var præcist hvad der skete.

 

VOLA:
Det er nu min 4. gang jeg oplever VOLA, og fra første sekund de fire herrer betræder scenen (i øvrigt uden store ståhej), kan det mærkes at de er ved at blive til en velsmurt maskine – touren har mærkbart gjort underværker. Der åbnes med første skæring fra ”Inmazes”, og det er desuden kun sange vi får derfra i aften, men det er kun et plus (selvom jeg egentlig originalt havde håbet på en blanding). VOLA er smilende og afslappede, dog er der alligevel god energi at spore. Det er ikke fordi de er vildt bevægelige, men man får lyst til at nikke med nakken, hvilket mange da også gør. Som fan er det skønt at se et band rykke sig, og at turde trykke på nogle andre knapper – f.eks. det at trommeslageren leger mere med rytmerne end der gøres på pladen er positivt.

Det er endnu relativt tidligt på aftenen, og salen er da også ”kun” omtrent halvt fyldt op, men en del ser efterhånden ud til at kende VOLA. Alligevel er der kun et par stykker helt oppe foran, og en vis afstand mellem scene og publikum er der da. En mindre skare befinder sig så dér, en anelse tilbage, men som så hygger sig gevaldigt – responderer på forsangerens snak, eller headbanger i de tunge stykker. Et rigtig godt lysshow følger med i pakken, hvilket er overraskende for et supportband, men endnu et plus – desværre kan det samme ikke siges om lyden. Jo, volumen er udmærket, og alt går sådan set glimrende igennem, men der mangler noget power og tyngde, før man virkelig er i den syvende himmel. Dette får VOLA desværre ikke fornøjelsen af igennem deres halve time, som til gengæld flyver afsted, og sublimt afsluttes med ”Gutter Moon” (også kaldet heavy Mew i vennekredse) og ”Stray The Skies”. Jo tak!

Overordnet er det altså en solid præstation fra VOLA. De er godt på vej, men mangler dog nogle flere fans for at det virkelig sparker røv, samt en god lydtekniker – men musikken i sig selv er til topkarakter, og mon ikke de andre ting kommer hen af vejen? Det tror jeg. 4/6 stjerner.

Sætliste:
1) – The Same War
2) – Starburn
3) – Owls
4) – Your Mind Is A Helpless Dreamer
5) – emily (kun et uddrag)
6) – Gutter Moon
7) – Stray The Skies

 

Agent Fresco:
Der går ikke mere end tyve minutter inden de islandske gutter er på scenen, et band der altid, af hvad jeg har forstået, har modtaget god respons fra deres besøg. Der hoppes direkte ud i det med åbningsduoen ”Anemoi” og ”He Is Listening” fra debutpladen, som ganske glimrende viser hvad Agent Fresco er for en størrelse; melodiske og skæve keyboardstykker erstattes med falset vokal, der igen erstattes af polyrytmiske trommer, der igen erstattes af et ledt breakdown og growlvokal fra den anden verden – alt sammen på små fem minutter.

Det er en familiær følelse der hersker; som om vi er en lille (dog ret stor lige i dag) familie der samles. Hurtigt etableres der kontakt til publikum, som til gengæld rykker op foran, og der danses og synges med fra flere kanter. Det er også svært ikke at blive smittet af den sprælske energi, når vi har at gøre med en trommeslager der headbanger hele vejen igennem, en bassist der næsten ikke kan være i samme rum som sin bas, så meget som han kaster den rundt. Guitaristen er modsætningspunktet for al vildskaben, og står tilbage som ham der holder styr på at tingene ikke løber helt løbsk (forsangeren placerer sig et sted imellem de tre), hvor et eksempel på guitaristens coolness, er at han i begyndelsen af et nummer holder trommeslagerens bækkener fra at larme for meget, simpelthen ved at stoppe dem med hånden i en særlig rytme, så det passer til musikken.

Så, kort sagt, alt får et hak opad – dette gælder også for lyset, men især lyden, der er dejlig sprød. Det begynder altså godt, men det er først efter ”Dark Water” at det virkelig stikker af (for min skyld kunne de have spillet den sang en eller elleve gange – det kan umuligt blive bedre, rent musikalsk, derefter). Men derefter... forsangeren er tæt på mundlam, og kan kun med besvær få igennem hvor taknemmelige de er. Den næste sang (”Eyes Of A Cloud Cather”) dedikeres til et, nu afdødt, familiemedlem, og forsangeren beretter om hvor nervøs han er, fordi flere fra hans familie netop er til stede i aften. Det er insisterende og personligt, og leveres med en nerve sjældent set. Men det bliver bedre endnu, for i den sidste sang tager forsangeren en tur rundt iblandt publikum – her krammer han bl.a. en kvinde, længe og følelsesladet, imens han synger videre, hvorefter der afsluttes med total vildskab på scenen, keyboardet næsten flyver af stativet, og alt er godt. Bagefter finder forsangeren to andre kvinder oppe foran (måske nogen han kender?), og ser grædefærdig ud på den lykkelige måde imens de omfavner hinanden, inden hele bandet bukker og takker os.

Overordnet er det altså en kanon præstation, og noget af en oplevelse. Jeg skal helt sikkert se dem igen, og det bedste ved det hele, er at jeg ved det kan blive endnu bedre – hvis det her var som supportband, hvordan ville det så ikke være som hovednavn? 5/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Anemoi
2) – He Is Listening
3) – Howls
4) – Pyre
5) – Wait For Me
6) – See Hell
7) – Angst
8) – Bemoan
9) – Dark Water
10) – Eyes Of A Cloud Catcher
11) – The Autumn Red
Kilde: www.setlist.fm

 

Katatonia:
Nå, Katatonia... Så har I godt nok noget at leve op til, efter to glimrende supportbands. Det er dog en helt anden tilgang der lægges for dagen, for da lyset slukkes for tredje og sidste gang, er der kun professionalisme at spotte. Der åbnes op for godteposen med både et par nye og ældre skæringer, der får folks hænder i vejret. Men det føles fladt. Mest af alt er lyden flad, og det bliver den ved med at være. Der mangler igen power, men endnu mere end under VOLA. Volumen er så vidt udmærket, men der mangler altså noget, selv oppe foran.

Det har ikke forhindret publikum i at tage opstilling, og det tegner jo godt – men det er altså først henad 9. sang at der reelt kan mærkes en begejstring. Denne optræder så af og til igen (mest ved de ældre skæringer), men overordnet er folk ganske passive. Okay, musikken ER dyster og tung, men det handler i langt højere grad om Katatonias arbejdsattitude; det er endnu et job der skal overstås, intet mere, og så hjælper synkron headbanging altså ikke. Der er ingen indlevelse, ingen spænding, og kun en meget begrænset interaktion med publikum, andet end ”Tak for faen”, og i øvrigt en insisteren på at snakke svensk – hold nu op, for fanden. Forsangeren virker i øvrigt af og til anstrengt, og jeg mindes ikke at Katatonia normalt har deres ene guitarist til at agere supportvokal... men måske husker jeg forkert.

Nej, det er rent ud sagt en kedelig performance, ikke hjulpet på vej af en, delvist, ærgerlig sætliste. Der er mange fine perler, især fra de nyere albums (”Old Hearts Fall” og ”Lethean” især!), men det er tydeligt at Katatonia har forbedret sig meget, da de gamle, knap så interessante, ”stikker ud” på den måde de ikke skal. Kerneeksemplet er ”Saw You Drown”, der med sit simple omkvæd næsten taler for sig selv; ”in the water, I saw you drown, down the water, I saw you drown” x2 ... så bliver det ikke mere simpelt. Folk begynder simpelthen også at gå mod slutningen, hvilket ikke overrasker mig på nogen måde. Fire år, og den fænomenale koncert i Amager Bio er nu blot et bittersødt minde. Katatonia, I skal sgu oppe jer – gode sange får jer et vist stykke, men der skal en personlig indsats til, og den blev langt fra leveret. 3½/6 stjerner.

Sætliste:
1) – Last Song Before The Fade
2) – Deliberation
3) – Serein
4) – Dead Letters
5) – Day And Then The Shade
6) – Serac
7) – Teargas
8) – Saw You Drown
9) – Evidence
10) – The Night Subscriber
11) – Soil’s Song
12) – Old Hearts Fall
13) – For My Demons
14) – Leaders
15) – In The White
16) – Forsaker
Encore:
17) – My Twin
18) – Lethean
19) – July
Kilde: www.setlist.fm

Læs mere...

Altar of Oblivion - Barren Grounds

Danske Altar of Oblivion er tilbage med endnu en EP – som forhåbentlig efterfølges af endnu et fuldlængdealbum. Og det er godt, vi har de midtjyske mørkemænd at holde os til, i en tid, hvor det er lidt uvist, hvordan det står til med Candlemass og Black Sabbath er ved at nærme sig enden af deres karriere.

Altar of Oblivion lægger sig nemlig i en tydelig slipstrøm af Black Sabbath og doommetal i almindelighed, og Candlemass og deres højstemte dødsmesser i særdeleshed.

EP’en lægger stille fra land med ”State of Decay”, der med sin sprøde guitar stille danner bund for vokalen, som støt og roligt fører lytteren tæt på glemslens alter. Efter et minuts penge bliver alt flået fra hinanden af et tonsertungt guitarriff, godt bakket op af såvel trommer som bas. Således veksler nummeret mellem det helt afdæmpede og det afsindigt tunge, indtil c-stykket afsløres, som bestemt ikke er mindre tungt. Det hele rundes af med en stille outtro, hvormed det hele afrundes ganske vellykket.

”Serenity” er derimod et spoken-word-nummer, hvor der hviskes henover et guitarstykke, Steve Harris ikke kunne have skrevet bedre. Jeg blev dog lidt overrasket over, hvordan fløjtestykket fandt vej … men det er da et interessant tiltag.

Messen kommer dog hurtigt tilbage på sporet med EP’ens titelnummer, der går i et lidt hurtigere tempo, men stadig er usædvanlig tung – og meget typisk Altar of Oblivion.

Hele herligheden afsluttes med et helt igennem afdæmpet nummer, og som sådan giver EP’en en god idé om, hvad vi kan vente os af et eventuelt kommende album. Og kan man gå med på præmissen om, at vokalen ikke sidder helt i skabet, fordi den til tider presses lidt ud over kanten, er det faktisk slet ikke en ilde smagsprøve.

Jeg får i hvert fald lyst til at høre endnu mere.

Trackliste:
1. State of Decay
2. Serenity
3. Barren Grounds
4. Lost
Spilletid: 18:09

 

Læs mere...

Sahg - Memento Mori

Hvis du ikke kender norske Sahg, så er det på høje tid at stifte bekendtskab med dem, hvis du er til tung og dyster musik. De har spredt deres dystre budskaber siden 2004 og har netop sendt deres fjerde album på gaden. Og hvilket album.

Bandets seneste udspil hedder Memento Mori – et udtryk fra bl.a. billedkunsten, der egentlig bare betyder ”husk, du skal dø”, og blev i billedkunsten brugt i stilleben med opstillinger af symbolske genstande som kranier, timeglas m.m.
Således opløftet kan vi give os i kast med pladen, som starter med en stemningsskabende reverbguitar, der går over i et tungt og langsomt riff.

Det langsomme erstattes imidlertid af et noget heftigere riff på pladens anden skæring – og det er faktisk det, der gør Sahg gode; de forstår at udnytte og understrege den variation, de besidder. Eksempelvis fortsætter de gode takter på ”Take it to the Grave”, der trækker veksler på ”Set the Controls for the Heart of the Sun” med Pink Floyd.

Netop variationen er Sahgs store styrke – det bliver ikke kedeligt, og der er en konstant udvikling i deres numre. Det er lige det, jeg personligt efterlyser i meget af den musik, der ser dagens lys. At Sahg så har præsteret at lave noget af det tungeste, og alligevel mest lyttevenlige album, jeg længe har hørt, er intet mindre end imponerende. Memento Mori kommer til at stå som en milepæl i moderne progressiv- og stonermetal.

Trackliste:
1. Black Unicorn
2. Devil Speed
3. Take it to the Grave
4. Silence the Machines
5. Sanctimony
6. (Praise the) Electric Sun
7. Travelers of Space and Time
8. Blood of Oceans
Spilletid: 44:28

 

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed