fbpx

Wormridden - Infesting the Grave

Wormridden er et sideprojekt, der består af medlemmer fra danske Undergang og japanske Anatomia. Deres debut EP (hedder det stadig EP, når det er på kassette?) udgives på den nyligt opstartede undergrundslabel Extremely Rotten Records, der indtil videre kun har udgivet kassettebånd. True imod de helt gamle dyder, og jeg digger det sgu... Det er alt for længe siden, min walkman har kørt ture!
Jeg kender ikke Anatomia, men Undergang er jeg svært begejstret for; det er bestemt ikke originalt eller noget, men fungerer fint som en slags hyldest til old school death metal. Ligeledes kan jeg ikke lade være med at holde af Wormridden – Det er pissesejt, den måde de får Asphyx til at virke som et speedmetal-band. Jeg har indtil flere gange måttet checke batteriet i min walkman, for at se om det var ved at være løbet tør. Så sløvt går det, når Wormridden spiller op til dans. Men fedt er det! Lyden er sindssygt grumset og ulden, men det går rigtig fint i spænd med det simple og ultra tunge hegn, som Wormridden disker op med. Originaliteten kan ligge på et meget lille sted, og det samme kan man delvist sige om variationen. Tempoet varieres, men alt andet får lov til at køre i den samme rille. Jeg kan muligvis frygte for, hvordan et helt album med Wormridden vil være at lytte til, men faktum er, at de tolv minutter, der her udgives, er ganske charmerende, fornøjelige og fint underholdende.
"Infesting the Grave" består af to lange og tunge skæringer, der virker til at være skåret over samme kam, men som helt sikkert, via den førnævnte charme, vil begejstre death- og doom-fans.

Tracklist:
01: Putrid Remains
02: Infested by Worms

Total Spilletid: 12 Minutter

Læs mere...

Witchcraft - Legend

Jeg skal love for Nuclear Blast sidder med en god hånd i år. Pladeselskabet har ikke alene spillet solide skiver med Grand Magus og Testament ud. Nej, det holder sgu også på trumfer i form af nyt fra ingen ringere end Enslaved, Graveyard og Witchcraft, og i skrivende stund er det de såkaldte retro-rockere i sidstnævnte, indsatsen hæves med.

Fem år er gået siden svenske Witchcraft udgav album nummer tre, "The Alchemist". Albummet udmærkede sig ved at fange ingen ringere end Philip H. Anselmos opmærksomhed, og Nuclear Blast er tilsyneladende heller ikke bleg for at bruge Anselmo som ét af de primære markedsføringsværktøjer i promoveringen af album nummer fire, "Legend". Et påklæbet klistermærke lyder; "I support their enthusiasm 100 %!" Phil Anselmo (Down/Pantera).

Anselmos begejstring kender jeg udmærket godt til. Som så mange andre bands, der har hjemme – eller har haft hjemme – på Lee Dorrians Rise Above Records, formår Witchcraft at kreere noget helt unikt med elementer, der helt nøgternt set for længst burde have overskredet sidste anvendelsesdato. Lige så stor en gevinst bandet – hvis retfærdigheden er til – bliver for Nuclear Blast, lige så stort et tab må de være for Dorrian og Rise Above Records. Omvendt, så vil Dorrian altid være manden, der signede Witchcraft og udgav deres tre første albums, "Witchcraft" fra 2004, "Firewood" fra 2005 og den førnævnte "The Alchemist" fra 2007, og lur mig, om ikke han fortsætter med at finde – og udgive plader med – nye og spændende bands til den dag han dør!

Witchcraft anno 2012 er dog af en lidt anden støbning end dét band, der forlod Rise Above Records. Væk er guitarist John Hoyles og trommeslager Fredrik Jansson og med er nu guitaristerne Tom Jondelius og Simon Solomon, samt trommeslager Oscar Johansson. Sanger og – delvist – guitarist Magnus Pelander og bassist Ola Henriksson fører stadigvæk an når det gælder komponeringen, men umiddelbart synes udskiftningen i besætningen at have ændret bandets musikalske udtryk. Witchcraft er ganske enkelt blevet tungere.

Der er atter massive proportioner af doom metal at spore i bandets musikalske mikstur. Ja, det er slet ikke til at komme udenom! Pelanders vokal synes også en anelse kraftigere. Den står både i skarp kontrast til hans forvrængede præstationer på debutalbummet, til hans mere klare og rene ditto på "The Alchemist" og til hans melankolske og sjælefulde røst på hans selvtitlede debut-12" fra 2010.

Til trods for musikkens tungere islæt formår Witchcraft stadigvæk at bevare dén nerve og dén sjæl i nummer efter nummer på "Legend", som de så mesterligt har blottet på deres forrige albums, omend mere nøgent – af mangel på bedre ord – og skrøbeligt før end nu. "Legend" er rig på substans og jeg er lige ved at tro, at albummets ni (ti) numre, er lyden af Pelander og co. når de er aller bedst. "Legend" er i alt fald et solidt og sublimt udspil fra et interessant band med et imponerende bagkatalog.

2012 kan meget vel blive ét af dette årtusindes bedste år for Nuclear Blast, og det er "Legend" i høj grad medvirkende til. Albummet er ganske enkelt i særklasse, og det er niveauer over størstedelen af Nuclear Blasts øvrige udgivelser.

Tracklist:
1. Deconstruction
2. Flag Of Fate
3. It's Not Because Of You
4. An Alternative To Freedom
5. Ghosts House
6. White Light Suicide
7. Democracy
8. Dystopia
9. Dead End
10. By Your Definition (Bonus Track)

Samlet spilletid: 56:51

Læs mere...

Whispering Gallery - Shades Of Sorrow

Whispering Gallery fra Holland, hvad er nu det for noget? Info materialet på promoen er meget sparsom, men bandet skulle have været på tour med Within Temptation, og "Shades Of Sorrow" er det 3. album fra et af de største navne indenfor moderne doom metal!! (ja ja, klap nu lige hesten engang)

Bandet leverer en omgang temmelig kedelig tung og intetsigende doom metal med skiftevis "grunts", som de selv kalder det, og ren vokal. Ideerne med dette, er egentlig udmærket og den rene vokal er faktisk okay, men flere steder virker det på mig malplaceret og næsten grinagtigt. Dernæst prøver bandet at variere det med keyboard stemmnings underlægning og piano temaer, men der er absolut intet på denne plade der kan få mit pis i kog.

Tja...hvis ikke det var fordi at denne plade skulle anmeldes, ville den nok aldrig være blevet lyttet helt igennem af undertegnede, og med fare for at gentage mig selv stopper jeg her.

Tracklist:
01. The Ghost Inside
02. Afraid To Surrender
03. Darkness Falls
04. Shades Of Sorrow
05. Desperation
06. From The Grave...
07. Beyond The Light
08. Daydream (PartII)

Samlet spilletid: 51:37

Læs mere...

Zebulon Pike - Space is the Corpse of Time

I deres valg af musikalsk retning minder Zebulon Pike om triatlon; på samme måde som denne sportsgren er sammensat af 3 krævende discipliner, blander bandet fra Minneapolis 3 stilarter. Som om det ikke var ambitiøst nok at kombinere Progressiv og Doom Metal, har Zebulon Pike valgt at gøre det i ren instrumental form. Det pirrer naturligvis min nysgerrighed, ikke mindst fordi bandet har høstet mange priser siden starten i 2002.

Musikken lægger ud med passager, som har traditionelle rytmer, og på den måde minder om gængs Rock og Metal. Det varer dog ikke længe, for Zebulon Pike skifter hurtigt til sekvenser, hvor den rytmiske struktur opløses. Den erstattes af usammenhængende småbidder, som virker mere eller mindre tilfældigt sat sammen. Resultatet er lydkollager, hvor f.eks. lyden af udrykningssirener frembragt på guitar plager lytteren i hvad der føles som en evighed.
Vi skal helt hen til slutnummeret, før der kommer samling på tropperne og bandet leverer noget sammenhængende og brugbart, men på dette tidpunkt vil langt de fleste have smidt håndklædet i ringen og opgivet. Resten af albummet er simpelthen bare for underligt og anderledes uden, at det giver mening. Derfor ville det nok være mere rigtigt at ændre genrebetegnelsen til Avantgarde, for trods indhold af de nævnte stilarter, passer det samlede resultat ikke i nogen kendt genre. Det plejer at være en god egenskab, men ikke i dette tilfælde. Problemet er, at "Space is the Corpse of Time" indeholder for lidt egentlig musik. Det er et modigt og meget personligt udspil, men peger mere i retning af tilfældige jamsessions end planlagt og gennemarbejdet musik. Jeg kan ikke pege på nogen gruppe af modtagere af denne type album, og karakteren gives primært for medlemmernes kunnen som musikere, ikke deres evner som komponister.

Tracklist:
1. Spectrum Threshold
2. Echoic Worlds
3. Powers Of The Living - Manifestations Of The De
4. Space Is The Corpse Of Time
5. Trigon In Force

Samlet spilletid: 50:24

Revolution Music vil gerne takke Earsplit PR for tilsending af dette album.

Læs mere...

Zatokrev - Bury The Ashes

Den første tanke jeg fik, da jeg hørte denne cd var, at de mindede meget om Crowbar med deres tunge riffs og hæse vokal. Men Zatokrev adskiller sig alligevel meget, for det første fordi vokalen ikke er helt så fed som Crowbar og bliver i længden lettere til meget irriterende. For det andet er musikken heller ikke helt så tung og hardcore inspireret, men der er rigtig mange totalt fede stykker. Det er helt klart musikken der udskiller sig som det fede ved dette band, hvorimod vokalen godt kunne være bedre.
Produktionen er rimelig god og passer godt til musikstilen, med klingende guitarer og en tung og tydelig bas; trommerne har en god akustisk lyd, så thumbs up for produktionen.

Zatokrev kommer fra Svejts, og er dannet af trommeslageren Silvio Spandino, bassisten Marco Grementieri og guitarist/sanger Frederyk Rotten i 2002. Efter en demo og en række live jobs udgav de i 2004 deres debut cd "Zatokrev", og her i 2007 kom deres anden cd "Bury the Ashes" på gaden igennem Firebox Records undtagen i Svejts, hvor cd'en udkommer igennem guitaristens nye Label Czar Of Crickets Productions.

Mit overordnede indtryk er, at der er masser af tung og massiv musik med lidt skæve takter indblandet på denne anden udgivelse fra Zatokrev; det er bare ærgerligt at vokalen ikke helt lever op til dette og nogle steder ligefrem ødelægger numrene. Men alt i alt en ok fed skive fra Zatokrev.

Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed