fbpx

Zakk Sabbath - Vertigo

Black Sabbath tribute bands findes der rigtig mange af, alle med det formål at hylde mestrene, men når tribute bandet selv består af kendte musikere, tager man det lige en tand længere. Det gælder for Zakk Sabbath, hvor sangeren og guitaristen Zakk Wylde samt bassisten Blasko endda spiller med Ozzy, og hvor trommeslageren Joey Castillo er kendt fra bl.a. Queens of the Stoneage. De tre har valgt at markere 50 året for udgivelse af Black Sabbath’ første album med en genindspilning af USA-versionen (dog uden ”Evil Woman”).
Også uden dette hit formår de tre at skabe den helt rigtige stemning, og ideen med at holde det hele old school passer fint ind. Wyldes vokal er generelt mikset, så han ligger MEGET tæt på Ozzy selv, og hvis man ikke lige koncentrerer sig om at lytte, kunne man nemt tro, at der var tale om en indspilning med Sabbath selv. Lytter man efter, så afslører den lidt mere nuancerede produktion, at vi har at gøre med en udgivelse fra 2020.
Som med vokalen ligger også musikken meget tæt på originalen; de mest markante forskelle leverer Wylde, når han ikke kan lade være med lige at trække en solo lidt ud eller få guitaren til at hvine lidt ekstra.
Så hvis det gælder om at lyde som originalen, har Zakk Sabbath løst opgaven til topkarakter. Det synes jeg ikke helt er nok, specielt fra etablerede navne som de tre i spil her – der burde have været plads til at kunne sætte et personligt præg på numrene uden, kompromittere deres grundide. Som det er nu, giver albummet mig i højere grad lyst til at høre den 50 år gamle skive.

Tracklist:
1) Black Sabbath
2) The Wizard
3) Wasp / Behind the Wall of Sleep / N.I.B
4) Wicked World
5) A Bit of Finger / Sleeping Village / Warning
Samlet spilletid: 41:37

Læs mere...

Atavist - III: Absolution

Engelske Atavist blev dannet i 2004, men efter udsendelse af de to albums ”Atavist” og ”II: Ruined” i hhv. 2006 og 2007, valgte man at gå hver til sit. Denne stilstand varede til 2017, hvor bandet blev gendannet, og nu er klar med første udspil derefter: ”III: Absolution”.
Albummet indeholder fire numre, som stilmæssigt passer sammen to og to. Således startes og sluttes der med Doom, som er blandet med store mængder Post Black Metal, mens Doom-genren får lov at optræde i sin rene for i de to mellemliggende tracks.
Samtidig er der store forskelle i kvaliteten af de to sæt numre: Den rene Doom er meget tung og dyster, vokalen er grum, og stemningen meget mørk. På papiret er det Doom lige efter bogen, men i praksis er det meget ensidigt og bliver hurtigt direkte kedeligt.
Så er der noget mere at komme efter, når stilarterne blandes, her er det især de meget fine stemninger, der hjælpes på vej af bl.a. strygere, der scorer point. Samtidig raller og brøler vokalen som en stærk modsætning; det giver fremdrift og variation.
Samlet set er det derfor et blandet billede, Atavist efterlader på deres come-back album. Jeg håber, at det skyldes den lange pause, og at vi kan forvente noget mere helstøbt fra englænderne næste gang.

Tracklist:
1. Loss
2. Struggle
3. Self-Realisation
4. Absolution
Samlet spilletid: 58:17

Læs mere...

Astral Sleep - Astral Doom Musick

Et Doom band med en ordet sleep i navnet kunne være en invitation til latterliggørelse (ikke at det kunne falde denne anmelder ind!), men hvis man skulle have den slags tanker i forbindelse med finske Astral Sleep, skyder man langt forbi – på deres 3. album ”Astral Doom Musick” viser de, at Doom genrens traditionelle opbygning med tonstunge rytmer og meget lange numre ikke nødvendigvis betyder monotoni og kedsomhed. I løbet af albummets næsten tre kvarters spilletid viser bandet, at man sagtens kan holde sig indenfor de gængse rammer, og alligevel vise musikalsk bredde.
Åbningsnummeret ”Vril“ starter med en ren vokal, som slår over i let growl samtidig med, at musikken strammes op og bliver mere intenst og insisterende. Det fungerer godt og giver en langsomt virkende dynamik. En helt anderledes retrostemning finder man i ”Integratron“, som også markerer sig med ret stærke guitartemaer.
Herefter kommer albummets stærkeste nummer, ”Schwerbelastungskörper”, som med en dybt rallende vokal og meget tunge rytmer minder om det tidlige AHAB, bare i en mindre voldsom produktion. Senere kommer der truende og ret voldsomme temaer, som stikker af fra opfattelsen af, at Doom kun handler om tyngde – virkelig stærkt.
Men så er det også som om, at kræfterne er sluppet op, for i det afsluttende ”Aurinko ja Kuu” er stemningen noget lettere og mindre alvorlig. Det er også okay, for som helhed er albummet en stærk repræsentant for Doom genren, som får et Thumbs Up herfra.

Tracklist:
1 Vril
2 Integratron
3 Schwerbelastungskörper
4 Aurinko ja Kuu
Samlet spilletid: 43:43

Læs mere...

Sorcerer - Lamenting Of The Innocent

Til deres tredje album har svenske Sorcerer skiftet ud på to pladser i forhold til deres seneste album, idet Justin Biggs er ny bassist, mens Richard Evensand har overtaget pladsen bag trommerne. Helt ny er han nu ikke, for han var også en del af bandets line up tilbage i starten af 1990’erne. Albummets titel er en henvisning til de mange kvinder, der uskyldigt blev henrettet som hekse op igennem historien, og temaet behandles i de enkelte numre.
Ny besætning betyder ikke ny stil, for Sorcerer fremstår som vi kender dem: Tunge rytmer hentet i Doom genren kombineret med elementer af Hardrock og Heavy Metal samt en vokal, der også kunne gøre sig i Power Metal – her ligner bandet andre svenske navne som Candlemass og Below.
Det gør de heldigvis også, når det gælder kvaliteten, for selvom Sorcerer ikke flytter genrens grænser, viser de et sikkert greb om den. Det høres f.eks. i titelnummeret, hvor flotte melodiske omkvæd og stærke melodier mere end kompenserer for nummerets pæne udtryk. Eller findes i den fine stemning, der opbygges via strygere i ”Deliverance”.
Guitarernes tyngde er et afgørende element igennem hele albummet, men fremtræder ekstra sejt i ”Dance with the Devil”. At ikke alle numre når helt samme niveau, trækker kun lidt ned; albummet om heksejagt har rigeligt med interessante detaljer til, at jeg kan anbefale det.

Tracklist:
1 Persecution (intro)
2 The Hammer of Witches
3 Lamenting of the Innocent
4 Age of the Damned
5 Where Spirits Die
6 Deliverance
7 Institoris
8 Condemned
9 Dance with the Devil
10 Path To Perdition
Samlet spilletid: 63:35

Læs mere...

Ocean Chief - Den Tredje Dagen

Der har været lidt stille omkring Ocean Chief, siden de i 2014 udsendte ”Universums Härd”, men nu er svenskerne tilbage med deres sjette album, ”Den Tredje Dagen”. Albummet er optaget henover en weekend i foråret 2019, og udkommer året inden bandets 20 års jubilæum.
Der åbnes med titelnummeret, hvis tunge guitarer overrasker lige så lidt som den mørke vokal. Til gengæld overrasker nummeret med et meget dystert og truende udtryk, som fungerer fint hen over de ti minutter, nummeret varer. I de efterfølgende numre dominerer tyngden igen, og når sit yderpunkt i ”Dömd”, hvor musikken flere gange er ved at gå helt i stå – det er ret ekstremt. Desværre kommer ingen af dem i nærheden af det småuhyggelige udtryk fra tiltenummeret, men holder sig til genrens traditionelle udtryk. Til gengæld er de Stoner-prægede elementer, der før har præget Ocean Chiefs udgivelser, ikke fremtrædende denne gang.
Den traditionelle tilgang betyder meget lange numre med meget lange instrumentale passager, og hvis man skal have det maksimale udbytte af disse, skal man kunne forsvinde helt ind i numrene. Det har jeg det normalt svært ved, og det faktum ændrer Ocean Chief ikke ved med dette udspil; ud over titelnummeret er der for lidt , der fanger mig. Derfor kommer min bedømmelse ikke meget over ”godkendt”.

Tracklist:

1. Den tredje dagen
2. Hyllningen
3. Dömd
4. Den sista resan
5. Dimension 5 (Bonus track)
Samlet spilletid: 54:05

Læs mere...

Lychgate - Also sprach Futura

Lychgate er et engelsk band, som startede i 2011, og har udgivet tre albums i hhv. 2013, 2015 og 2018. Denne gang nøjes man med mindre, idet "Also sprach Futura” er en EP med 4 tracks.
Den starter som et kig tilbage, for de to første numre peger stilmæssigt mod Lychgates tidlige udgivelser. ”Incarnate” starter lidt rodet, men kommer stærkt igen med lynhurtige passager og en rallende, dyrisk vokal, som desværre kun bidrager kort. Desuden optræder et af hovedmanden Vortigerns favoritter, nemlig orgel, som roder lidt rundt i baggrunden. Det gør det også på ”Progeny of the Singularity”, hvor stille passager og talte vokaler sørger for fine kontraster til de tunge anslag. Noget roligere bliver det i ”Simulacrum”, hvor bløde vokaler via messende sang og et supplerende kirkeorgel opbygger fin stemning.
Hvor disse tre numre byder på spænding, musikalsk bredde og sej Metal, falder afslutningsnummeret anderledes ud. Nummeret virker rodet, uinteressant og ufærdigt, og det kunne sagtens undværes. Men nu er det her, og trækker både den stemning, der allerede er skabt, ned på jorden, og samtidig bedømmelsen samme vej.
Set i det lys havde det været bedre, hvis Lychgate havde ventet med at udgive musik til de havde mere materiale, som nummeret kunne forsvinde i.

Tracklist:
1. Incarnate
2. Progeny of the Singularity
3. Simulacrum
4. Vanity Ablaze
Samlet spilletid: 20:24

Læs mere...

My Dying Bride - The Ghost Of Orion

My Dying Bride har i næsten 30 år spredt dystre stemninger, og der var da også rigeligt med forhindringer på vej mod bandets studiealbum nummer 14: Alvorlig sygdom og pludselige opsigelser har gjort vejen længere end planlagt, men nu er det her.
Englænderne har altid haft fokus på stemningen på deres albums, og sådan er det også i 2020, hvor de fra starten udfolder hele paletten af virkemidler: Tempoet er moderat, men alligevel med tilstrækkeligt markante anslag til, at de får noget Doom tyngde over sig – Ikke ekstremt, for her holder alt sig i den pæne side af vejen. Det samlede resultat er mørkt og lidt trist, især når Shaun Macgowans violin bidrager. Omvendt bløder vokalen lidt op på det hele, for Aaron Stainthorpe synger blødt og fint, og bryder kun stilen med et enkelt brøl hist og her.
Når man lytter ”The Ghost Of Orion” igennem fra start til slut, er det markant hvor ensartet det hele hænger sammen; der er meget få udsving i det samlede lydbillede, hvilket resulterer i meget lidt dynamik. Derfor er der tale om et album, der ikke giver meget til lytteren, men egentlig har nok i sig selv. Derfor skal man være i et helt specielt humør for at kunne nyde indholdet, og selv der rækker niveauet ikke til mere end et OK fra mig.

Tracklist:
1. Your Broken Shore
2. To Outlive the Gods
3. Tired of Tears
4. The Solace
5. The Long Black Land
6. The Ghost of Orion
7. The Old Earth
8. Your Woven Shore
Samlet spilletid: 56:21

Læs mere...

Esoteric - A Pyrrhic Existence

Man kan let undervurdere omfanget af det nyeste udspil fra Esoteric; tracklisten på ”A Pyrrhic Existence” indeholder kun 6 numre, så det er vel hurtigt overstået? Det er det så langt fra, for de fleste numre runder en spilletid mere end et kvarter, så vi i alt når helt op på 98 minutter. Når man dertil lægger, at indholdet er Doom af den allertungeste slags, står det klart, at englændernes 7. album er noget af en moppedreng.
Doom Metal er en genre med begrænset udtryk, og når den kombineres med så lange numre som her, er det svært at skelne de enkelte tracks fra hinanden – man skal virkelig være inde i materialet for at kunne stedfæste en bestemt detalje. I stedet kommer albummet til at fremstå som én lang rejse igennem Esoterics musikalske univers. Og det er en rejse, som handler meget om den stemning, de 6 numre skaber. Musikkens tyngde er det naturlige udgangspunkt for musikken, og når vokalen sætter ind i form af virkelig dyb growl, bliver automatisk trukket med ned – det er TUNGT. Men musikken er mere nuanceret end man skulle tro, for der er ret lange instrumentale passager, hvor keyboards skaber rolige klangflader, og hvor guitarerne tilfører melodi.
Det skaber en udmærket afveksling, så det hele ikke drukner i tyngde med tyngde på. Alligevel balancerer tingene ikke helt for Esoteric denne gang; trods ihærdigt arbejde kan indholdet ikke retfærdiggøre den voldsomme spilletid, så den samlede oplevelse får et hak nedad.

Tracklist:
CD1
01. Descent
02. Rotting in Dereliction
03. Antim Yatra
Samlet spilletid: 48:10
CD2
04. Consuming Lies
05. Culmination
06. Sick and Tired
Samlet spilletid: 49:34

Læs mere...

Slow - VI-Dantalion

I 2017 fordoblede belgiske Slow antallet af medlemmer, da bandets mastermind Déhà fik følgeskab af Lore B, som spiller bas samt står for tekster og koncepter – resten tager Déhà sig af. Siden er det blevet til en genindspilning af albummet “IV – Mythologiae”, men nu kommer den første nye musik fra duoen i form af ”VI-Dantalion”.
Som vanligt lever bandet op til sit navn, for tempomæssigt foregår det meste af spilletiden i lavt gear – musikken bevæger sig kun meget langsomt fremad. Her betyder lavt tempo heldigvis ikke lav intensitet, for indholdet har masser af power. Et godt udgangspunkt for en beskrivelse af indholdet leverer nummeret ”Lueur”, som samtidig er min favorit på ”VI-Dantalion”: Nummeret er Doom af den langsomste og allertungeste slags, hvor tyngden i rytmerne suppleres med et bagtæppe af keyboards. Resultatet er en massiv tyngde, der giver forestillinger om Godzilla, der meget langsomt tramper hen over verden, og knuser alt – ALT! på sin vej. Det er en altopslugende og meget imponerende præstation, som med en spilletid på godt et kvarter er temmelig massiv oplevelse at lytte til.
Tyngden er også et gennemgående tema i de øvrige numre; her supplerer Slow behændigt med flotte guitarsoli og keyboardmelodier for at bryde igennem den dominerende mur af tunghed. Og det lykkedes generelt godt, selv om det er en svær opgave. I afslutningsnummeret har stille sologuitar og helt dæmpede keyboards overtaget lydbilledet, som med udbredt ro bringer lytteren tilbage til nuet igen. Alligevel er det en på alle måder tung opgave at komme igennem ”VI-Dantalion”, for med det indhold er en spilletid på næsten 80 minutter en udfordring, der sorterer mange fra. Men for de tilbageværende er det en glimrende oplevelse!

Tracklist:
1. Descente
2. Lueur
3. Géhenne
4. Futilité
5. Lacune
6. Incendiaire
7. Elégie
Samlet spilletid: 78:03

Læs mere...

Slowjoint - Jutlandian

Dette er ikke mit første møde med Slowjoint, idet jeg sidste år anmeldte en split CD hvor bandet delte spilletiden med Gaia – en meget tung, men ikke særligt varieret oplevelse. Nu gælder det så albummet ”Jutlandian”, der giver mulighed for at bedømme Slowjoint alene. Titlen peger på det tekstmæssige indhold, der fortæller om hvordan det er at vokse op og leve i Jylland på godt og ondt.

Man skal ikke lytte længe for at konstatere, at tyngden fra split CD’en ikke var skabt til lejligheden, men er en fast del af Slowjoints DNA. Numrene bygger alle på meget tunge riffs, hvor fuld forvrængning på instrumenterne giver ekstra vægt. Det lyder helt som jeg beskrev mit første intermezzo med bandet, men denne gang får Slowjoint prøvet flere ideer af. Således lyder riffet i titelnummeret om en heavy udgave af Muddy Waters’ bluesklassiker ”Mannish Boy”, som bliver peppet op med en meget rå vokal – det fungerer godt! Det samme gør den tilbagelænede start på ”Out of Reach”, med cool bas og trommer tilsat følt bluesguitar.

I de resterende tracks er de førnævnte elementer, der helt og holdent kendetegner indholdet. Derfor fremstår albummet som helhed bedre gennemarbejdet, men stilen med den ekstreme tyngde ikke er for alle – det kræver stadig sin mand (eller kvinde!) at lade sig trække ned i Slowjoints dybe afgrund af tyngde.

Tracklist:
1.Jutlandian
2.Snot Shovel
3.Pigs
4.Out of Reach
5.Stagger Me
6.The Last Pick
7.Bottom Shelf
8.Couch Cougher
Samlet spilletid: 38:55

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed