fbpx

Conviction - Conviction

Conviction startede som et enkeltmandsprojekt for Olivier Verron tilbage i 2013, og først inden for de seneste 2 år har han udvidet besætningen til et egentligt band med fire medlemmer - I den besætning udsender bandet nu sit første album.
Efter en stille og dyster intro går det løs med Doom Metal, som leveres i den mørke udgave med meget tunge rytmer. Med til lydbilledet hører vokaler med en usædvanlig klang; både når Verron synger selv, og når han får støtte af flerstemmige kor, har de noget højtideligt over sig. Det illustreres fint i ”Castles Made Of Shame”, som indledes med a cappella vokal. At nummeret derudover byder på virkelig seje guitarer og et godt drive, trækker ikke fra. I det hele taget er det de numre, hvor man varierer udtrykket, der står stærkest på albummet. Foruden det ovennævnte markerer også ”Curse Of The Witch” sig ved kontraster i tempoet, mens ”Through The Window” også ændrer udtryk ved, at forskellige vokaler og instrumenter tegner nummeret.
I flere numre satses der ensidigt på de tunge rytmer, og det bliver hurtigt småkedeligt af lytte til. At Conviction også mestrer kunsten at fastholde lytterens interesse over lang tid, illustrerer slutnummeret ”My Sanctuary”, hvor man føler sig underholdt i samtlige 11 spilleminutter. Det er den slags kvaliteter, der kendetegner de gode Doom bands, og som gør albummet til en god debut.

Tracklist:
01. Prologue Affliction
02. Voices Of The Dead
03. Through The Window
04. Curse Of The Witch
05. Outworn
06. Wrong Life
07. Castles Made Of Shame
08. My Sanctuary
Samlet spilletid: 59:44

Læs mere...

Dread Sovereign - Alchemical Warfare

Dread Sovereign er et af flere sideprojekter for Primordial-sangeren Nemtheanga, og bandet har eksisteret siden 2012. Her tager hovedmanden sig af vokal og bas, mens Bones og JK står for hhv. guitar og trommer. ”Alchemical Warfare” er bandets tredje album.
Nemtheangas vokal er stadig markant, udtryksfuld og meget personlig, men omgivelserne er anderledes end dem, han har i Primordial. Musikkens base er hentet i Doom genren, og skabes med tunge anslag på guitaren, hvor der ikke er sparet på forvrængning. Det giver musikken en old school stemning, som trækkes i retning af det rå og beskidte via en mildest talt upoleret produktion. Pladeselskabet nævner Venom, Hawkwind og Hellhammer som referencer, og hvis man kan forestille sig dén blanding, rammer man meget godt indholdet. Og når jeg angiver Black Metal som genre, skal stilen ses mere i retning af genrens allertidligste fortolkning end den, der kom med anden bølge. Samtidig er teksternes referencer til Satan lige så svære at overhøre som bandets ”Fuck Verden”- attitude.
Det hele har en ærlighed over sig, som jeg godt kan li´- her bliver der ikke leflet for nogen. Og når udtrykket varieres, og tempoet øges en tak, som det sker i ”Nature Is The Devil´s Church”, kører det godt for Dread Sovereign. Desværre er der for mange steder, hvor det ikke sker, så den helt store oplevelse udebliver.

Tracklist:
1. A Curse On Men
2. She Wolves Of The Savage Season
3. The Great Beast We Serve
4. Nature Is The Devil´s Church
5. Her Master´s Voice
6. Viral Tomb
7. Devil´s Bane
8. Ruin Upon The Temple Mount
9. You Don´t Move Me (I Don´t Give a Fuck)
Samlet spilletid: 52:00

Læs mere...

Uddød - Uddød

Uddød er et nyt band, som har blev dannet i maj 2019. Nu er de fire medlemmer klar med deres første udgivelse: en EP med fire tracks indspillet live i Lydpotten i hjembyen Silkeborg – det giver en upoleret lyd, som klæder numrene fint.
Navnet Uddød kunne pege i retning af Death Metal eller Black Metal, men at det ikke gælder i dette tilfælde, høres fra start. Åbneren ”Kød og Blod” bygger på tunge anslag og kører i et moderat tempo; om man vil kalde det Sludge eller Doom, er en smagssag. Som de øvrige numre er de udstyret med dansk tekst, som man har arbejdet igennem i stedet for blot at låne i kassen med klichéer – thumbs up for det.
Til gengæld skulle der et par gennemlytninger til, før jeg helt havde forliget mig med vokalen; dens let råbende natur var i første omgang et irritationsmoment, men efterhånden fandt den et fint leje sammen med musikken. Generelt har numrene udmærkede melodier og ditto omkvæd, og selv om jeg ikke bliver kastet bagover, fungerer det udmærket for Uddød. Det illustreres fint i afslutteren ”Helvede På Jord”, der trods den voldsomme titel har fin ekstra tyngde og samtidig udmærket fremdrift.
I det hele taget gør Uddød en god figur på denne debut, som med sine danske tekster tilfører noget selvstændigt til en etableret genre.

Tracklist:
01: Kød og Blod
02: Petrinas Hævn
03: Hedengangen
04: Helvede På Jord
Samlet spilletid: 24:27

Læs mere...

Pallbearer - Forgotten Days

”Forgotten Days” er det fjerde studiealbum fra amerikanske Pallbearer, som brugte det meste af 2019 på at skrive og indspille albummets otte sange. Optagelserne skete i Sonic Ranch Studios i West Texas med Randall Dunn som producer.
Der lægges stærkt ud med titelnummeret, der forener tyngde med et skud Stoner Metal uden, at hverken det ene eller det andet bliver ekstremt. Melodien er rigtig fed, men Brett Campbells vokal er lidt tilbagetrukket, så man skal spidse ører for at den ikke skal gå under i musikken.
Herfra kommer der en hård opbremsning, for i de to næste numre er der skruet ned for både tyngde og spænding, og lidt op for Stoner delen. Opbygningen er meget simpel, og begge tracks bliver hurtigt uinteressante at lægge øre til. Men netop som jeg er ved at opgive håbet, slår amerikanerne kontra med ”Silver Wings”. Albummets længste nummer har dejlig tyngde og flotte vokaler, men varieres alligevel nok til, at det ender som min favorit på ”Forgotten Days”.
Men så var det også det, for anden halvdel af udgivelsen er en noget tam affære. Pallbearer vender tilbage til en stil der ligger op ad ”Riverbed” og ”Stasis”, men heldigvis varieres udtrykket mere. Således er afslutteren ”Caledonia” albummets mest åbne nummer, men ud over et godt omkvæd er der ikke noget nyt. Jeg må derfor konstatere, at Pallbearer kun formår at markere sig, når de er tungest – resten skuffer pænt meget.

Tracklist:
1. Forgotten Days
2. Riverbed
3. Stasis
4. Silver Wings
5. The Quicksand of Existing
6. Vengeance & Ruination
7. Rite of Passage
8. Caledonia
Samlet spilletid: 52:55

Læs mere...

Zakk Sabbath - Vertigo

Black Sabbath tribute bands findes der rigtig mange af, alle med det formål at hylde mestrene, men når tribute bandet selv består af kendte musikere, tager man det lige en tand længere. Det gælder for Zakk Sabbath, hvor sangeren og guitaristen Zakk Wylde samt bassisten Blasko endda spiller med Ozzy, og hvor trommeslageren Joey Castillo er kendt fra bl.a. Queens of the Stoneage. De tre har valgt at markere 50 året for udgivelse af Black Sabbath’ første album med en genindspilning af USA-versionen (dog uden ”Evil Woman”).
Også uden dette hit formår de tre at skabe den helt rigtige stemning, og ideen med at holde det hele old school passer fint ind. Wyldes vokal er generelt mikset, så han ligger MEGET tæt på Ozzy selv, og hvis man ikke lige koncentrerer sig om at lytte, kunne man nemt tro, at der var tale om en indspilning med Sabbath selv. Lytter man efter, så afslører den lidt mere nuancerede produktion, at vi har at gøre med en udgivelse fra 2020.
Som med vokalen ligger også musikken meget tæt på originalen; de mest markante forskelle leverer Wylde, når han ikke kan lade være med lige at trække en solo lidt ud eller få guitaren til at hvine lidt ekstra.
Så hvis det gælder om at lyde som originalen, har Zakk Sabbath løst opgaven til topkarakter. Det synes jeg ikke helt er nok, specielt fra etablerede navne som de tre i spil her – der burde have været plads til at kunne sætte et personligt præg på numrene uden, kompromittere deres grundide. Som det er nu, giver albummet mig i højere grad lyst til at høre den 50 år gamle skive.

Tracklist:
1) Black Sabbath
2) The Wizard
3) Wasp / Behind the Wall of Sleep / N.I.B
4) Wicked World
5) A Bit of Finger / Sleeping Village / Warning
Samlet spilletid: 41:37

Læs mere...

Atavist - III: Absolution

Engelske Atavist blev dannet i 2004, men efter udsendelse af de to albums ”Atavist” og ”II: Ruined” i hhv. 2006 og 2007, valgte man at gå hver til sit. Denne stilstand varede til 2017, hvor bandet blev gendannet, og nu er klar med første udspil derefter: ”III: Absolution”.
Albummet indeholder fire numre, som stilmæssigt passer sammen to og to. Således startes og sluttes der med Doom, som er blandet med store mængder Post Black Metal, mens Doom-genren får lov at optræde i sin rene for i de to mellemliggende tracks.
Samtidig er der store forskelle i kvaliteten af de to sæt numre: Den rene Doom er meget tung og dyster, vokalen er grum, og stemningen meget mørk. På papiret er det Doom lige efter bogen, men i praksis er det meget ensidigt og bliver hurtigt direkte kedeligt.
Så er der noget mere at komme efter, når stilarterne blandes, her er det især de meget fine stemninger, der hjælpes på vej af bl.a. strygere, der scorer point. Samtidig raller og brøler vokalen som en stærk modsætning; det giver fremdrift og variation.
Samlet set er det derfor et blandet billede, Atavist efterlader på deres come-back album. Jeg håber, at det skyldes den lange pause, og at vi kan forvente noget mere helstøbt fra englænderne næste gang.

Tracklist:
1. Loss
2. Struggle
3. Self-Realisation
4. Absolution
Samlet spilletid: 58:17

Læs mere...

Astral Sleep - Astral Doom Musick

Et Doom band med en ordet sleep i navnet kunne være en invitation til latterliggørelse (ikke at det kunne falde denne anmelder ind!), men hvis man skulle have den slags tanker i forbindelse med finske Astral Sleep, skyder man langt forbi – på deres 3. album ”Astral Doom Musick” viser de, at Doom genrens traditionelle opbygning med tonstunge rytmer og meget lange numre ikke nødvendigvis betyder monotoni og kedsomhed. I løbet af albummets næsten tre kvarters spilletid viser bandet, at man sagtens kan holde sig indenfor de gængse rammer, og alligevel vise musikalsk bredde.
Åbningsnummeret ”Vril“ starter med en ren vokal, som slår over i let growl samtidig med, at musikken strammes op og bliver mere intenst og insisterende. Det fungerer godt og giver en langsomt virkende dynamik. En helt anderledes retrostemning finder man i ”Integratron“, som også markerer sig med ret stærke guitartemaer.
Herefter kommer albummets stærkeste nummer, ”Schwerbelastungskörper”, som med en dybt rallende vokal og meget tunge rytmer minder om det tidlige AHAB, bare i en mindre voldsom produktion. Senere kommer der truende og ret voldsomme temaer, som stikker af fra opfattelsen af, at Doom kun handler om tyngde – virkelig stærkt.
Men så er det også som om, at kræfterne er sluppet op, for i det afsluttende ”Aurinko ja Kuu” er stemningen noget lettere og mindre alvorlig. Det er også okay, for som helhed er albummet en stærk repræsentant for Doom genren, som får et Thumbs Up herfra.

Tracklist:
1 Vril
2 Integratron
3 Schwerbelastungskörper
4 Aurinko ja Kuu
Samlet spilletid: 43:43

Læs mere...

Sorcerer - Lamenting Of The Innocent

Til deres tredje album har svenske Sorcerer skiftet ud på to pladser i forhold til deres seneste album, idet Justin Biggs er ny bassist, mens Richard Evensand har overtaget pladsen bag trommerne. Helt ny er han nu ikke, for han var også en del af bandets line up tilbage i starten af 1990’erne. Albummets titel er en henvisning til de mange kvinder, der uskyldigt blev henrettet som hekse op igennem historien, og temaet behandles i de enkelte numre.
Ny besætning betyder ikke ny stil, for Sorcerer fremstår som vi kender dem: Tunge rytmer hentet i Doom genren kombineret med elementer af Hardrock og Heavy Metal samt en vokal, der også kunne gøre sig i Power Metal – her ligner bandet andre svenske navne som Candlemass og Below.
Det gør de heldigvis også, når det gælder kvaliteten, for selvom Sorcerer ikke flytter genrens grænser, viser de et sikkert greb om den. Det høres f.eks. i titelnummeret, hvor flotte melodiske omkvæd og stærke melodier mere end kompenserer for nummerets pæne udtryk. Eller findes i den fine stemning, der opbygges via strygere i ”Deliverance”.
Guitarernes tyngde er et afgørende element igennem hele albummet, men fremtræder ekstra sejt i ”Dance with the Devil”. At ikke alle numre når helt samme niveau, trækker kun lidt ned; albummet om heksejagt har rigeligt med interessante detaljer til, at jeg kan anbefale det.

Tracklist:
1 Persecution (intro)
2 The Hammer of Witches
3 Lamenting of the Innocent
4 Age of the Damned
5 Where Spirits Die
6 Deliverance
7 Institoris
8 Condemned
9 Dance with the Devil
10 Path To Perdition
Samlet spilletid: 63:35

Læs mere...

Ocean Chief - Den Tredje Dagen

Der har været lidt stille omkring Ocean Chief, siden de i 2014 udsendte ”Universums Härd”, men nu er svenskerne tilbage med deres sjette album, ”Den Tredje Dagen”. Albummet er optaget henover en weekend i foråret 2019, og udkommer året inden bandets 20 års jubilæum.
Der åbnes med titelnummeret, hvis tunge guitarer overrasker lige så lidt som den mørke vokal. Til gengæld overrasker nummeret med et meget dystert og truende udtryk, som fungerer fint hen over de ti minutter, nummeret varer. I de efterfølgende numre dominerer tyngden igen, og når sit yderpunkt i ”Dömd”, hvor musikken flere gange er ved at gå helt i stå – det er ret ekstremt. Desværre kommer ingen af dem i nærheden af det småuhyggelige udtryk fra tiltenummeret, men holder sig til genrens traditionelle udtryk. Til gengæld er de Stoner-prægede elementer, der før har præget Ocean Chiefs udgivelser, ikke fremtrædende denne gang.
Den traditionelle tilgang betyder meget lange numre med meget lange instrumentale passager, og hvis man skal have det maksimale udbytte af disse, skal man kunne forsvinde helt ind i numrene. Det har jeg det normalt svært ved, og det faktum ændrer Ocean Chief ikke ved med dette udspil; ud over titelnummeret er der for lidt , der fanger mig. Derfor kommer min bedømmelse ikke meget over ”godkendt”.

Tracklist:

1. Den tredje dagen
2. Hyllningen
3. Dömd
4. Den sista resan
5. Dimension 5 (Bonus track)
Samlet spilletid: 54:05

Læs mere...

Lychgate - Also sprach Futura

Lychgate er et engelsk band, som startede i 2011, og har udgivet tre albums i hhv. 2013, 2015 og 2018. Denne gang nøjes man med mindre, idet "Also sprach Futura” er en EP med 4 tracks.
Den starter som et kig tilbage, for de to første numre peger stilmæssigt mod Lychgates tidlige udgivelser. ”Incarnate” starter lidt rodet, men kommer stærkt igen med lynhurtige passager og en rallende, dyrisk vokal, som desværre kun bidrager kort. Desuden optræder et af hovedmanden Vortigerns favoritter, nemlig orgel, som roder lidt rundt i baggrunden. Det gør det også på ”Progeny of the Singularity”, hvor stille passager og talte vokaler sørger for fine kontraster til de tunge anslag. Noget roligere bliver det i ”Simulacrum”, hvor bløde vokaler via messende sang og et supplerende kirkeorgel opbygger fin stemning.
Hvor disse tre numre byder på spænding, musikalsk bredde og sej Metal, falder afslutningsnummeret anderledes ud. Nummeret virker rodet, uinteressant og ufærdigt, og det kunne sagtens undværes. Men nu er det her, og trækker både den stemning, der allerede er skabt, ned på jorden, og samtidig bedømmelsen samme vej.
Set i det lys havde det været bedre, hvis Lychgate havde ventet med at udgive musik til de havde mere materiale, som nummeret kunne forsvinde i.

Tracklist:
1. Incarnate
2. Progeny of the Singularity
3. Simulacrum
4. Vanity Ablaze
Samlet spilletid: 20:24

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed