fbpx

Esoteric - A Pyrrhic Existence

Man kan let undervurdere omfanget af det nyeste udspil fra Esoteric; tracklisten på ”A Pyrrhic Existence” indeholder kun 6 numre, så det er vel hurtigt overstået? Det er det så langt fra, for de fleste numre runder en spilletid mere end et kvarter, så vi i alt når helt op på 98 minutter. Når man dertil lægger, at indholdet er Doom af den allertungeste slags, står det klart, at englændernes 7. album er noget af en moppedreng.
Doom Metal er en genre med begrænset udtryk, og når den kombineres med så lange numre som her, er det svært at skelne de enkelte tracks fra hinanden – man skal virkelig være inde i materialet for at kunne stedfæste en bestemt detalje. I stedet kommer albummet til at fremstå som én lang rejse igennem Esoterics musikalske univers. Og det er en rejse, som handler meget om den stemning, de 6 numre skaber. Musikkens tyngde er det naturlige udgangspunkt for musikken, og når vokalen sætter ind i form af virkelig dyb growl, bliver automatisk trukket med ned – det er TUNGT. Men musikken er mere nuanceret end man skulle tro, for der er ret lange instrumentale passager, hvor keyboards skaber rolige klangflader, og hvor guitarerne tilfører melodi.
Det skaber en udmærket afveksling, så det hele ikke drukner i tyngde med tyngde på. Alligevel balancerer tingene ikke helt for Esoteric denne gang; trods ihærdigt arbejde kan indholdet ikke retfærdiggøre den voldsomme spilletid, så den samlede oplevelse får et hak nedad.

Tracklist:
CD1
01. Descent
02. Rotting in Dereliction
03. Antim Yatra
Samlet spilletid: 48:10
CD2
04. Consuming Lies
05. Culmination
06. Sick and Tired
Samlet spilletid: 49:34

Læs mere...

Slow - VI-Dantalion

I 2017 fordoblede belgiske Slow antallet af medlemmer, da bandets mastermind Déhà fik følgeskab af Lore B, som spiller bas samt står for tekster og koncepter – resten tager Déhà sig af. Siden er det blevet til en genindspilning af albummet “IV – Mythologiae”, men nu kommer den første nye musik fra duoen i form af ”VI-Dantalion”.
Som vanligt lever bandet op til sit navn, for tempomæssigt foregår det meste af spilletiden i lavt gear – musikken bevæger sig kun meget langsomt fremad. Her betyder lavt tempo heldigvis ikke lav intensitet, for indholdet har masser af power. Et godt udgangspunkt for en beskrivelse af indholdet leverer nummeret ”Lueur”, som samtidig er min favorit på ”VI-Dantalion”: Nummeret er Doom af den langsomste og allertungeste slags, hvor tyngden i rytmerne suppleres med et bagtæppe af keyboards. Resultatet er en massiv tyngde, der giver forestillinger om Godzilla, der meget langsomt tramper hen over verden, og knuser alt – ALT! på sin vej. Det er en altopslugende og meget imponerende præstation, som med en spilletid på godt et kvarter er temmelig massiv oplevelse at lytte til.
Tyngden er også et gennemgående tema i de øvrige numre; her supplerer Slow behændigt med flotte guitarsoli og keyboardmelodier for at bryde igennem den dominerende mur af tunghed. Og det lykkedes generelt godt, selv om det er en svær opgave. I afslutningsnummeret har stille sologuitar og helt dæmpede keyboards overtaget lydbilledet, som med udbredt ro bringer lytteren tilbage til nuet igen. Alligevel er det en på alle måder tung opgave at komme igennem ”VI-Dantalion”, for med det indhold er en spilletid på næsten 80 minutter en udfordring, der sorterer mange fra. Men for de tilbageværende er det en glimrende oplevelse!

Tracklist:
1. Descente
2. Lueur
3. Géhenne
4. Futilité
5. Lacune
6. Incendiaire
7. Elégie
Samlet spilletid: 78:03

Læs mere...

Slowjoint - Jutlandian

Dette er ikke mit første møde med Slowjoint, idet jeg sidste år anmeldte en split CD hvor bandet delte spilletiden med Gaia – en meget tung, men ikke særligt varieret oplevelse. Nu gælder det så albummet ”Jutlandian”, der giver mulighed for at bedømme Slowjoint alene. Titlen peger på det tekstmæssige indhold, der fortæller om hvordan det er at vokse op og leve i Jylland på godt og ondt.

Man skal ikke lytte længe for at konstatere, at tyngden fra split CD’en ikke var skabt til lejligheden, men er en fast del af Slowjoints DNA. Numrene bygger alle på meget tunge riffs, hvor fuld forvrængning på instrumenterne giver ekstra vægt. Det lyder helt som jeg beskrev mit første intermezzo med bandet, men denne gang får Slowjoint prøvet flere ideer af. Således lyder riffet i titelnummeret om en heavy udgave af Muddy Waters’ bluesklassiker ”Mannish Boy”, som bliver peppet op med en meget rå vokal – det fungerer godt! Det samme gør den tilbagelænede start på ”Out of Reach”, med cool bas og trommer tilsat følt bluesguitar.

I de resterende tracks er de førnævnte elementer, der helt og holdent kendetegner indholdet. Derfor fremstår albummet som helhed bedre gennemarbejdet, men stilen med den ekstreme tyngde ikke er for alle – det kræver stadig sin mand (eller kvinde!) at lade sig trække ned i Slowjoints dybe afgrund af tyngde.

Tracklist:
1.Jutlandian
2.Snot Shovel
3.Pigs
4.Out of Reach
5.Stagger Me
6.The Last Pick
7.Bottom Shelf
8.Couch Cougher
Samlet spilletid: 38:55

Læs mere...

Heathe - On the Tombstones; The Symbols Engraved

Både albummet "On the Tombstones; The Symbols Engraved” og bandet bag det, Heathe, skiller sig ud fra mængden. Heathe hører hjemme i Aalborg, og har Martin Jensen som eneste faste medlem; i livesammenhæng udvides besætningen med strygere, blæsere, strenge- og tangentinstrumenter og slagtøj til et 7-12 mand stort band.

Deres første fuldlængde er optaget live (plus et par dubs) på Studenterhuset i Aalborg i sommeren 2018, og indeholder kun et enkelt nummer. Det er baseret på enkle skitser, hvorfra musikerne improviserer – på den måde vil musikken ændre sig hver gang den spilles.

Et album med en spilletid på 40 minutter og kun et enkelt nummer er en udfordring, og den bliver ikke mindre når indholdet er Doom. For at imødekomme det, er spilletiden opdelt i mindre sektioner med hver sit tema; musikken i den enkelte sektion glider så direkte over i den næste. Indholdet er naturligvis baseret på tunge rytmer, og indenfor de fleste sektioner består musikken af sekvenser, der gentages igen og igen. Samtidig er det meste af spilletiden instrumental; vokalen optræder kun få steder, og er ret tilbagetrukken; trods sin skrigende natur bliver den derfor ikke dominerende.

Resultatet har en fin stemning og et meget personligt udtryk takket være den uvante instrumentering, men må alligevel give fortabt over for spilletiden: Selv med fin variation i musikken er 40 minutter for lang tid til, at intensiteten kan opretholdes.

Tracklist:
1. On the Tombstones; The Symbols Engraved
Samlet spilletid: 40:00

Læs mere...

Altar of Oblivion - The Seven Spirits

Når man ser på det tredje album fra Altar of oblivion, er det svært at komme udenom tallet syv: Det indgår i titlen, albummet indeholder syv numre, og der er gået syv år siden Aalborg bandet udsendte forgængeren ”Grand Gesture of Defiance”. Udgivelsen er igen lagt i hænderne på amerikanske Shadow Kingdom Records.

De syv numre er i Doom kategorien; ikke den allertungeste version, for der er også plads til temposkift og melodiske passager til gavn for langtidsholdbarheden. Den blev ellers alvorligt udfordret under mine indledende gennemlytninger pga. en noget speciel tilgang til vokalen. Sangeren Mik Mentor kører en ultra alvorlig og meget højtidelig stil, som jeg i første omgang fandt irriterende, specielt fordi den flere steder næsten spænder ben for sig selv. Men efterhånden begyndte vokalen at passe til musikken, og selv om jeg ikke er hooked på den, så er den med til at markere Altar of Oblivions lyd.

Musikken følger mere gængse veje, og gør mindre væsen af sig – ikke fordi den mangler energi, men fordi numrene kun i korte sekvenser markerer sig for alvor. Bedst fungerer det i ”Gathering at the Wake”, hvor uptempo sekvenser skaber en udmærket dynamik. Mere af den slags havde hævet albummets niveau og givet en bedømmelse over de tre stjerner, som ”The Seven Spirits” høster.

Tracklist:
01 Created in the Fires of Holiness
02 No One Left
03 Solemn Messiah
04 Gathering at the Wake
05 Seven Spirits
06 Language of the Dead
07 Grand Gesture of Defiance
Samlet spilletid: 40:53

Læs mere...

Royal Metal Fest 2019: Samlet vurdering

Hvis der er noget, jeg som gammel Aarhus-dreng holder af, så er det den årlige kongelige metalfest i min gamle hjemby. Stemningen, de glade venner og de gode koncerter er aldrig til at gå fejl af. Så det var en nem beslutning lige at blive hængende et par uger i Danmark, når man i forvejen ville undgå påskeugen i traditionskatolske Spanien, hvor man jo er flyttet til, og når man alligevel skulle nordpå for at se Manowar, fordi man for evigt elsker heavy metal højere, end du gør.

I år har jeg på ekvilibristisk vis formået at styre udenom størstedelen af alt det dødsmetal, der gerne præger RMF-programmet. Lad det dog med det samme være sagt, at jeg generelt anstrenger mig for IKKE at brokke mig over programmer på festivaler, efter at have overværet en gang for meget hvordan den slags gerne spænder af på de dér “sociale” medier. Whiners gonna whine; moaners gonna moan; bitches gonna bitch.

Når det så er af vejen, jamen så ER der altså ganske nøgternt set traditionelt en vis overvægt af døds- og black metal på RMF. Og jeg husker skam mange gode optrædener med bands indenfor begge genrer på festivalen i årenes løb. Men i år har de positive overraskelser skullet findes længere nede ad plakaten og udenfor de mere traditionelle metalsubgenrer.

Selvom Asphyx, Taake og Suffocation har kastet positiv respons af sig til årets bal, er der ingen af dem, der for alvor har hovednavnsstarquality. Sidstnævnte er et af alverdens mest teknisk vanvittige dødsmetalbands, men det er edderrådme ikke mange deciderede slagere, de har kastet af sig.

På samme måde kan det godt være, at Urkraft lige er blevet gendannet, og at Impalers går i opløsning lige om lidt, men heller ingen af dem har hovednavnskvalitet eller leverede for den sags skyld performances over det så forrædderisk svært transcendérbare 4/6’er-stadium. Helt fint; udmærket; godt nok. Men absolut intet at falde i svime over.

Næ, det var som antydet bookernes nytænkninger og satsninger, der gav de største poter i denne omgang. Jeg er lidt træt af, at jeg ikke kunne se Incantation, men det lå oveni det langt mere interessante Author and Punisher, der gjorde sig til årets overraskelse med et uhyggeligt dommedagsmaskinelt scenarie, der formåede at lyde mere utilnærmeligt og umenneskeligt end noget døds- eller black-band, ganske uden brug af hverken guitar eller trommer. Ja, det er sgu lige før, man kan begynde at tale om snyd.

Man forstår godt hvorfor, Author & Punisher p.t. er på tour med Lingua Ignota, der stod for et mindst lige så foruroligende, og dog nøgent og sårbart indblik i menneskelig smerte, galskab og lidelse, hvis lige RMF ikke har set siden svenske Trepaneringsritualen i 2016. Herfra skal der lyde et gjaldende bifald til ledelsen for at tage chancen og vinde bamsen med bookingen af årets vildeste tourpakke.

Faanefjell gav en både visuelt og musikalsk lige dele underholdende, professionel og skræmmende opvisning i, hvad man danser til i efterlivet, når man har ført en seriøst syndig tilværelse. Franske Decline of the I spillede black metal, der i programbeskrivelsen og på Metal Archives er omtalt på nogen så interessant vis som neurobiologisk-konceptuel post-black metal om rotteforsøg… men i praksis såmænd bare lød som black metal.

I den danske afdeling viste det Gojira-inspirerede åbningsband Deadnate et usædvanligt skudsikkert format af et åbningsband at være. Der var overraskende god ukonventionel doom/sludge fra Alkymist. Under den kyndige ledelse fra den yndige Marika Hyldmar fastslog infernalske Xenoblight lige deres position som et af de 2-3 mest lovende danske metalbands lige nu. Og Ethereal Kingdoms opførte en svulstig, multi-kreativt opsat metallisk mini-eventyropera, som det måske ikke var så mange, der forstod, men som man fandme må anerkende og respektere ambitionsniveauet bag.

Som en lille sidebemærkning er det i øvrigt påfaldende — og glædeligt, — hvordan tre af årets bedste og/eller mest bemærkelsesværdige optrædener har været med hunkønnet i front.
I disse år er det svært at sige ret meget om kønsforskelle eller seksualpræferencer, der tilnærmelsesvist kan tolkes som noget negativt overfor nogen tænkelig selvidentificeret kønsidentisk eller seksualorienteret minoritet, uden at tiltrække sig en uoverskuelig mængde vrede og forurettethed fra folk der ikke engang behøver at have noget med nogen af delene at gøre.

Lad os således håbe, at dette er endnu et skridt på vejen til at få nogle flere kvindfolk på scenen, så hele dennehér enerverende kønsdebat en dag kan gå samme vej som hudfarvedebatten i USA efter Martin Luther King.
Med andre ord: Keep up the good work, d’damer. Vi elsker jer lige så højt, som vi elsker hegn.

Udover musikken har RMF ’19 selvfølgelig også haft en masse andet lir på programmet. Der var den traditionelle whiskysmagning, som jeg igen var for klog til at deltage i. Der var noget lørdagsbingo med en masse goodiebag-præmier fra sprutfirmaer samt en signeret violinkasse fra Ethereal Kingdoms. Der var naturligvis den legendariske Rullende Pølsemand med hans mange hotdogvarianter opkaldt efter diverse af byens metalinstanser.

Der var ølpriser til 25,- kr., som jeg af en eller anden grund ikke længere synes er så slemme. Måske fordi jeg er blevet ældre; måske fordi der nu sælges Tuborg Rå og Gulddamer fremfor de ærgerlige Royal og Royal Export. Måske fordi RMF’s forvoksede yngre fætter Copenhell tager i omegnen af et kvart øje og seks tæer for en ærlig fad.

Derudover har inddragelsen af Radar på Godsbanen åbenbart fungeret skidegodt, selvom man kunne have frygtet, at folk ikke gad rende for meget frem og tilbage. Dog har det muligvis virket som et ekstra trækplaster, at Den Tunge Radio åbenbart holdt noget udendørs halløj derovre. Det at RMF nu tæller tre scener gør den jo fra et vist perspektiv til en af landets større metalfestivaler. Lad os håbe, at det betyder flere besøgende og dermed et større budget til nogle større navne.

Endelig var der et fantastisk forårsvejr og en dejlig græsplæne mellem Voxhall og Radar, hvor man kunne tilbringe tid med at nedprioritere bands og opprioritere at catche up med nye og gamle venner, hvilket jo for hulen også er en vægtig grund til overhovedet at gå på festival.

Tusind tak for denne gang, kære brødre og søstre. RMF er dejlig, og det er I også. Der er — som sædvanlig — alt for mange af jer, som jeg fik talt alt for lidt med. Men hvis ikke det på den anden side er et luksusproblem, så ved jeg ikke, hvad der er luksus. Og det synes jeg sgu, det er at kunne dukke op til en masse fed hegn og føle sig så hjemme og velkommen, som jeg altid gør på RMF.



Som vores faste læsere nok har bemærket de sidste par dage, har Revolution Inc. traditionen tro haft dækning på årets Royal Metal Fest. I takt med at anmeldelserne bliver uploadet, vil links'ene blive tilføjet herunder.

FREDAG:

Deadnate

Lingua Ignota

Faanefjell

Xenoblight

Author & Punisher

Taake


LØRDAG
:

Ethereal Kingdoms

Urkraft

 

Læs mere...

Damnation's Hammer - Unseen Planets, Deadly Spheres

Damnation's Hammer udgav selv dette album for 2 år siden, men nu har de skrevet kontrakt med Massacre Records, så det kan komme ud til et større publikum. Albummet er det andet fra den engelske kvartet efter ”Disciples of the Hex” fra 2012.
På ”Unseen Planets, Deadly Spheres” blander bandet Dødsmetal med store mængder Doom, så musikken både har elementer af frisk energi og stor tyngde; dog uden, at tingene bliver ekstreme. Presseteksten nævner Celtic Frost og Black Sabbath som inspirationskilder, og det høres også i musikken … men der er godt nok langt fra Damnation's Hammer til forbilledernes niveau. Selv om de forskellige elementer som sådan fungerer fint nok, så lykkes det i de fleste numre kun kortvarigt at skabe noget interessant – her bliver det en udfordring at de enkelte tracks er temmelig lange. Derfor er der kun to numre, der for alvor stikker positivt ud: Først er der ”Hammers of War”, som foruden et fint og sejt drive har en lækker guitarsolo. Og så ”Gates of the Necronomicon”, som er albummets absolutte highlight, fordi både musik og omkvæd virker rigtig godt.

Det siger sig selv, at kun 2 bemærkelsesværdige numre ud af 10 ikke kvalificerer albummet til en topkarakter. I stedet havner det midt på skalaen; musikken er ikke direkte dårlig, men jeg er ikke godt nok underholdt til at det kommer længere op.

Tracklist:
1. Temple of the Descending Gods
2. Deathcraft
3. Unseen Planets, Deadly Spheres
4. Hammers of War
5. Wolves of Aquarius
6. Haunting the Abyss
7. Gates of the Necronomicon
8. The Eternal Harvest
9. The Hex iii
10. Entrance to the Final Chamber
Samlet spilletid: 52:59

Læs mere...

Maestus - Deliquesce

Maestus stammer fra Portland i staten Oregon, blev vakt til live i 2013 og udgav selv deres debutalbum ”Voir Dire” to år senere. Sidste år skrev bandet kontrakt med Aural Musics label code666, og sender nu det første album fra det samarbejde, ”Deliquesce” , på gaden.

Albummets spilletid på 50 minutter er fordelt på kun 4 numre, så amerikanerne har virkelig givet sig selv tidsmæssig plads til udfoldelse. I det godt 15 minutter lange startnummer lægges der ud med melodiske keyboards, som skaber en lidt svævende atmosfære. Den bliver ret brutalt afbrudt af rigtig tung Metal, som ledsages af en virkelig dybt growlende vokal, som får mig til at tænke på Daniel Droste fra Ahab – en absolut positiv ting. Nummeret virker ikke så voldsomt som hos de tyske kolleger, for klavermelodierne tager toppen af tyngden. Det melodiske og den tunge Doom skiftes til at præge nummeret, og det lykkes for Maestus at skabe en vis alsidighed i musikken.

Efter denne positive start fortsætter ”Black Oake” med de samme elementer, men tyngden er ikke helt så massiv som før. Bandet fortsætter med at lade udtrykket veksle mellem melodi og dyb tyngde, ikke blot i dette nummer, men også i de to sidste. De enkelte sekvenser fungerer okay, men i længden er resultatet for ensformigt. Det kan lyde paradoksalt, når der skiftes mellem forskellige temaer; problemet er, at der veksles mellem de samme typer af elementer. Det gør tingene forudsigelige, og til slut direkte kedelige. Derfor har jeg svært ved at se albummet nå den store udbredelse.

Tracklist:
1. Deliquesce
2. Black Oake
3. The Impotence of Hope
4. Knell of Solemnity
Samlet spilletid: 50:00

Læs mere...

Lucifer - Lucifer II

Da sangerinden Johanna Sadonis startede bandet Lucifer i 2014, var det for at dyrke sine egne interesser for old school Hardrock i stil med Black Sabbath, Deep Purple og Steppenwolf. Dengang var den tidligere Cathedral guitarist Gaz Jennings hendes musikalske partner, men efter kun et album endte dét samarbejde. I 2016 stødte Sadonis på Nicke Andersson, som viste sig at være en perfekt makker; han nøjedes ikke med at skrive musikken sammen med Sadonis, han indspillede også det meste af den; kun sologuitarerne overlod han til bandets tredje medlem, Robin Tidebrink.

Da jeg ikke har hørt den, kan jeg ikke udtale mig om stilen på bandets debut, men hvis det er en genfortolkning af Deep Purple, man forventer på efterfølgeren, må man blive lidt skuffet. Selv om flere numre er udstyret med udmærkede guitarriffs, så peger tyngden meget mere mod Sabbath end Purple. Samtidig er numrenes opbygning helt i den gamle stil, hvor elementer som masser af forvrængning understøtter det stenede præg, ligesom slideguitaren i ”Dancing With Mr. D” og det generelt meget grynede lydbillede gør det – der mangler kun et Hammondorgel for at gøre den del helt perfekt.

På vokalsiden markerer Sadonis sig med en stærk stemme, og hun har skrevet nogle fine melodier til sig selv, med ”Dreamer” og den fine ballade ”Before the Sun” som de mest iørefaldende. Det afrunder et album, som ikke flytter grænser, men alligevel repræsenterer genren udmærket.

Tracklist:
01. California Son
02. Dreamer
03. Phoenix
04. Dancing With Mr. D
05. Reaper On Your Heels
06. Eyes In The Sky
07. Before The Sun
08. Aton
09. Faux Pharaoh
Samlet spilletid: 41:59

Læs mere...

King Goat - Debt of Aeons

Navnet King Goat ville passe fint til et Black Metal band, men bandet her spiller ikke Sort Metal – langt fra, endda. I stedet holder de fem medlemmer sig til Doom Metal med alt hvad det fører med sig af tyngde i rytmesektionen. Bandet blev dannet i Brighton i 2012, og udgav en EP i hvert af de følgende 2 år, inden det første album, ”Conduit”, kom på gaden i 2016. Nu er efter følgeren, ”Debt of Aeons”, klar.

Doom er i sagens natur tungt, men også her er der variationer. King Goat må siges at tilhøre den mindre ekstreme del af stilen, for numrene afvikles generelt i et frisk tempo, som er med til at lette stemningen. Det passer fint til vokalen, som er meget højtidelig, hvilket giver numrene en god portion alvor. Alligevel er det i omgangen med flotte melodier, at King Goat hiver flest point hjem. Højdepunktet kommer allerede i det uhyre flotte åbningsnummer, men også i flere andre numre markerer englænderne sig flot på dét punkt, ligesom stille passager giver de tunge afsnit modspil.

Jeg er desværre også nødt til at fremhæve guitaristen Petros’ soli, for de stikker ud fra mængden – desværre ikke positivt. Trods brugen af meget simple melodistykker virker han flere steder meget udfordret; det virker malplaceret i bandets generelt udmærkede performance.

Heldigvis er bredden i numrene, de flotte melodier og den personlige vokal rigeligt til at overskygge disse fejltrin, så ” Debt of Aeons” ender i den pænere ende af skalaen; hvis man er til Doom, men kan undvære den sidste portion tyngde, er King Goat et band, man bør checke ud.

Tracklist:
1. Rapture
2. Eremite’s Rest
3. Debt Of Aeons
4. Psychasthenia
5. Doldrum Sentinels
6. –
7. On Dusty Avenues
Samlet spilletid: 49:06

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed