fbpx

Against the Dying of the Light

En sjælden gang imellem sker det, at når jeg hører noget musik, fuldstændig glemmer tid og sted. Et af disse uhyre sjældne øjeblikke oplevede jeg, da jeg satte debutpladen på med Samsøs lonely cowboy, CS Nielsen; jeg blev helt og aldeles opslugt af musikken på Against the Dying of the Light! I løbet af de halvtreds minutter pladen varer, tog jeg mig selv i at sidde fuldkommen passiv i sofaen – og bare lytte!
Hvem er han så, den mand, der formår at få mig til at sidde helt stille i næsten en hel time? Jo, navnet er Nielsen – CS Nielsen, der blev født på Samsø i 1977, og nu er bosat i Århus. Og CS står ganske enkelt for Country Stig! Men nu er det ikke det rette tidspunkt at stille sig på bagbenene og hive kors, hvidløg og vievand frem – bare fordi jeg lige har nævnt ordet ”country”! Jovist, Danmark har formået at gøre countrymusik til en lidet cool genre – i hvert fald er imaget ikke det fedeste i verden, men det er primært takket være Henning Stærk og Heidi Hauge og alle de andre skrækkelige Dolly Parton-kloner (ikke at Henning Stærk er en kopi af brystbomben – han er bare generelt skrækkelig). Men du kan godt glemme alt om førnævnte mindre heldige countryfænomener, for CS Nielsen spiller en usædvanlig autentisk og inderlig form for country (der stilmæssigt måske nærmere lægger sig op af americana) hvor tempoet er helt nede, hvor alle kan følge med. Spørgsmålet er så, om alle kan følge med i teksterne, der emmer af politisk eller religiøs eftertænksomhed, og faktisk er langt bedre skrevet end mange engelske tekster, skrevet af allerede etablerede kunstnere,; og det virker som om CS Nielsen har langt mere livserfaring end de fleste andre trediveårige. CS Nielsens vokal er nemlig både alvorlig og vis, som en vis afdød countrylegende, klædt i sort! Og skal man vise, hvem ens idol er, kan man sgu lige så godt gøre det så pisse gennemført som CS Nielsen – for her er ikke tale om nogen anstrengende efterligning af Johnny Cash, - der er tværtimod tale om bundærligt og hamrende velspillet/velskrevet dansk countrymusik, der vækker tydelige minder om salige Johnny Cash. Måske mest om Cashs American Records, hvor det ultra-countryprægede blev lagt på hylden til fordel for americanaen.
Der er også den samme melankoli og dysterhed (læs dog blot titlen på pladen) at spore, som Cash så fornemt beskrev! Derudover er der en fremragende backinggruppe af musikere: CS Nielsens westernguitar er naturligvis det centrale, men nydeligt (og fornuftigt) trukket tilbage, læigger der både würlitzer, hammondorgel og harmonika, men også både lap-steel og dobro bliver benyttet, så man får det rette anstrøg af countrymusik (uden det bliver træls).
Alt i alt har CS Nielsen begået en af de bedste debutplader i dette årtusinde, og jeg kan bestemt kun anbefale dig at få fat i Against the Dying of the Light, for det er ganske enkelt et sublimt album! Jeg ved godt, at jeg er en såkaldt ”kritiker”, men jeg kan faktisk ikke komme på at kritisere et eneste punkt ved denne plade!


Revolution Music vil gerne takke CS Nielsen for tilsending af dette album. ”

Yderligere information

  • Band/Kunstner: CS Nielsen
  • Album titel: Against the Dying of the Light
  • Karakter: Karakter: 6.0
  • import skribent: Mikkel
  • import info: CS Nielsen
    CS Nielsen Myspace Genre
    Americana / Folk / Country
Mere i denne kategori: « Silent Waters Waterlines »

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.