fbpx

Zao - The Fear Is What Keeps Us Here

De hårde drenge i Zao spillede metallisk hardcore, længe inden fænomenet gik hen og blev moderne, og de har da også høstet anerkendelse for deres præstationer udi den disciplin. Set i lyset deraf kan det så undre noget, at bandet på deres sidste udspil, "The Funeral Of God", valgte at lade tidligere tiders skæve indfald overdøve af en langt mere konform, men voldsomt brutal, type metalcore med emo-vokal og hele pivtøjet. Nu er Zao så albumaktuelle igen, og denne gang har de hyret støjguruen Steve Albini (Nirvana, Neurosis, Jesus Lizard m.fl.) til at sidde bag knapperne – et valg der antyder, at stilen fra "The Funeral Of God" ikke har skullet køres videre.

På "The Fear Is What Keeps Us Here", som den nye skive er blevet navngivet, prøver bandet ifølge eget udsagn, at kombinere lyden fra deres tidlige materiale med lyden fra de senere år. Den beskrivelse tegner egentlig et ganske sandfærdigt billede af albummet, men siger ikke nødvendigvis noget om kvaliteten. Den vil jeg så til gengæld give min vurdering af...

Daniel Weyandt råder over genrens nok grummeste vokal, og det alene gør, at Zao aldrig kan fungere som easy-listening. Når vokalen så suppleres af tung, in-your-face metal blandet med støjende og kaotiske hardcore-elementer, som tilfældet er på dette album, så har vi at gøre med et regulært monster af en plade. Hvis man i det hele taget kan tåle at befinde sig i dette mørke univers, er underholdningsværdien egentlig udmærket – i hvert fald hvis pladen nydes i små portioner. Numre som " Physician Heal Thyself" og " It's Hard Not To Shake With A Gun In Your Mouth" er rigtig fede, men som helhed virker materialet en anelse mere fortærsket end godt er, og derfor kan det godt gå hen og blive lidt kedeligt i længden at lytte til skiven. Hvis Zao igen skal nå fordums storhed bliver de, som jeg ser det, nødt til enten at finde på noget helt nyt eller også fokusere lidt mere på at få proppet nogle memorable dele ind i deres sange. Til fans af genren vil jeg på det varmeste anbefale at gå på opdagelse i Zao's bagkatalog, og kan man ikke få sin metalcore brutal nok, så vil "The Fear Is What Keeps Us Here" givetvis vække glæde.

Trackliste:
01. Cancer Eater
02. Physician Heal Thyself
03. Everything You Love Will Soon Fly Away
04. It's Hard Not To Shake With A Gun In Your Mouth
05. Kingdom Of Thieves
06. Killing Time 'Till It's Time To Die
07. There Is No Such Thing As Paranoia
08. Pudgy Young Blondes With Lobotomy Eyes
09. My Love, My Love (We've Come Back From The Dead)
10. American Sheets On The Deathbed
11. A Last Time For Everything

Samlet spilletid: 37.59 minutter

Revolution Music vil gerne takke Target Distribution for tilsending af dette album.

Yderligere information

  • Band/Kunstner: Zao
  • Album titel: The Fear Is What Keeps Us Here
  • Karakter: Karakter: 3.5
  • Pladeselskab: Ferret Music
  • Samarbejdspartner: Target Distribution
  • Genre: Noise

Skriv en kommentar

Vær sikker på, at du indtaster al krævet information, markeret med en stjerne (*). HTML kode tillades ikke.