fbpx

Horisont - Time Warriors

Horisont er et relativt nyt band fra Göteborg. Til trods for at de kun har eksisteret i få år, er de allerede blevet et markant liveband i Europa – og det er tilsyneladende fortjent. I hvert fald, hvis de spiller ligeså fedt live, som de gør her på Time Warriors.
Time Warriors er, udover at være en utroligt velspillet plade, en yderst velvalgt titel – for deres halvfjerdserlyd er ekstremt gennemført. Det er klassisk, til tider psykedelisk, heavyrock á la Black Sabbath eller Blue Cheer. Axel Söderbergs vokal er dog markant stærkere end leadvokalen hos de to førnævnte bands (der bestemt ikke er at forklejne). Der er bare ingen tvivl om, at Axel Söderberg har en fantastisk, højfrekvent, vokal, som han mestrer til perfektion – for det er egentlig kun på ”She cried Wolf”, vokalen bliver en kende anstrengende og hysterisk. Der er generelt ikke mange svage numre på pladen, men skal jeg smide lidt malurt i bægeret, bliver det i form af ”Eyes of the Father”, som jeg synes stikker helt af i forhold til de andre numre. Nummeret lyder som noget, der kunne være taget fra en tidlig Judas Priest-plade, og det er lidt for rock’n’roll'et i forhold til resten af pladen – men denne aversion mod dette nummer kan også skyldes, at det efterfølger et af pladens stærkeste numre.

Hvis Horisont havde holdt sig til at synge på deres modersmål, som de gør på to af skivens ti skæringer, havde pladen uden tvivl have fået mindst én stjerne mere. Men jeg er generelt fortaler for, at bands synger på deres respektive modersmål; dels fordi de kan gøre teksterne mere interessante frem for klichefyldte, og dels fordi der er ganske få, der kan synge på, eksempelvis, engelsk, uden at sangerens hovedsprog skinner kraftigt igennem – det gør sig også gældende her, hvor Söderborg synger et engelsk med en tydelig svensk accent. Derfor lyser de to svensksprogede numre også væsentligt klarere end de engelske. I særdeleshed kan ”Dödsdans” fremhæves som et vanvittigt fedt nummer, med en dejligt støvet guitarlyd.

Bortset fra det svenske engelsk, er der dog ikke meget at sætte en finger på, hvis man er til musik med store mængder wha wha, fuzz og doublelead – for dér er Horisont i dén grad leveringsdygtige. Charlie Van Loo og Kristoffer Möller leverer det ene fede guitarriff efter det andet, bakket godt og grundigt op af Magnus Delberg på en bas, der vil få Geezer Butler til at nikke anerkendende! Trommerne bliver pint under Pontus Jordan i en sådan grad, at der ikke er nogen tvivl om, at man som heavyrockfan skal til at rette blikket mod horisonten!

Tracklist:

1. Writing on the wall
2. Diamonds in Orbit
3. Ain’t no turning back
4. Backstreet
5. Vänd tilbaka
6. She cried Wolf
7. Brother
8. Dödsdans
9. Eyes of the Father
10. All must come to an End, Part I & II

Samlet spilletid: 33:37

Læs mere...
Abonnér på dette RSS feed